Baby bump? - A 1D fan fiction

Victoria Anastasia Walkins er en fornuftig 17 årig pige. Det mente, de fleste mennesker der kendte hende i hvert fald. Men en dag da Victoria får tilbudt et job som tjener til et stort velgørenhedsarrangement, møder hun fem kendte drenge. Men specielt én af dem falder i hendes smag, og det ender da også med en ikke helt så uskyldig nat. Men hvad sker der når Victoria kommer hjem, med noget hun ikke kom med. En positiv graviditetstest fastslår aftenens begivenheder, og hun er nu nød til at opsøge den berømte Zayn Malik igen. Vil han stadig føle den samme tiltrækning til Victoria? Hvad vil han sige når hun fortæller ham om sin tilstand? Og hvad med de andre i bandet? Vil Victoria og Zayn beholde barnet, eller er de tvunget til at finde en anden udvej? Nye stærke følelser opstår, og Victoria for fire nye bedstevenner med i købet. Men hendes liv er bliver vendt på hovedet, og kan hun klare presset? Og ikke mindst - kan barnet?

71Likes
118Kommentarer
8366Visninger
AA

7. ∞A question to remember∞

 

VICTORIAS SYNSVINKEL

 

Alt var bare så forvirrende lige nu. Jeg havde den mærkeligste følelse i min krop. Mit hovedet dunkede på grund af alle de tanker, der fløj rundt derinde, men samtidig følte jeg en tomhed. Som om at der ikke var en eneste tanke der banede sig vejen frem gennem min hjerne. Jeg havde aldrig, oplevet noget lignende.

Min krop føltes mere svag end nogensinde før, og jeg kunne ikke tage stilling til noget som helst lige nu. Jeg var bare et stort rod. Og jeg ville væk. Væk fra lægerne, fra folks stirrende og indtrængende blikke, og i det hele taget bare langt væk fra hospitalet.

 

Men min krop reagerede på ingen måde. Der var ingenting inden i mig, der hang sammen lige nu. Alle mine muskler var slappe, og jeg følte at det ville tage alt for meget energi for mig, at så meget som løfte min arm.

 

Heldigvis var jeg så heldig, at jeg havde nogle af verdens allerbedste venner. Eller i hvert fald allerbedste ven. For jeg tror at Harry var lige så fortvivlet og overrumplet, som jeg var, men han havde dog en handlekræft, modsat mig. Han skubbede en læge af vejen, satte sig ned på hug, og løftede min slappe krop op i hans favn.

 

Jeg så over skulderen på Harry, og nåede lige at se at de andre drenge fik øje på os, efter de havde været i en diskussion med lægerne. Drengene halvløb efter os.  

Harry og jeg nåede bilen, og Harry fik med sine ene hænd åbnet bildøren. Han lagde mig forsigtigt ind på bagsædet, og gik selv over til førersædet, og satte sig ind.

 

Der gik omkring seks sekunder før resten af drengene nærmest kastede sig ind i bilen.  Jeg lagde mit hovedet tungt op af ruden, med Zayn ved min side.

 

”Hvad fanden Harry!?” vrissede Niall. ”Hvorfor fanden skrider du bare?!” Fortsatte han. ”Hvad fanden skulle jeg ellers gøre Niall? Var?” svarede Harry surt.

”Ja, måske vente på vi fandt en løsning i stedet for bare at forlade det hele?” Svarede Niall med en stemme der fortalte det-er-rimelig-indlysende-din-kæmpe-idiot. ”Hvad fuck mener du med dét, Niall?! Du havde sgu da ikke regnet med at vi nogensinde ville få Victoria, tilbage i det rum? VEL!?”

 

”HEEY! Tag nu lige at køl ned drenge. Nu kører vi alle hjem i Zayns lejlighed, og snakker om det” Brød Liam ind. Altid fornuftige Liam.

 

 

Zayn lagde forsigtigt sin hånd på mit lår, men jeg gad ikke at kigge på nogen af dem lige nu. Den kølige rude, beroligede mig. Jeg ville bare slappe af, og så tage problemerne senere.

 

”Vic…Kig på mig” Lød Zayns bedende stemme i mit øre. Jeg havde ærlig talt ikke energien til at bevæge mig overhovedet lige nu. Derfor valgte jeg også bare at ignorere ham.

”Please Vic.. Jeg vil gerne vide om du er okay” Han lød meget trist, og medfølende. Det varmede faktisk at han lige nu bekymrede sig mere om hvordan jeg havde det, end at min beslutning muligvis kunne ødelægge hele hans karriere.

 

Jeg samlede kræfter til  mig.

”Zayn..” Hviskede jeg med lav stemme. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle forklare ham, hvad der var sket. Hvordan skulle jeg fortælle ham at jeg bare var et stort rod, der ikke havde styr på noget. Jeg kunne ikke finde hoved og hale på noget som helst. Hvor skulle jeg begynde..?

 

”undskyld…” var det eneste jeg kunne komme frem til, da jeg gav op på at prøve at forklare noget som helst lige i øjeblikket.

Zayns hånd fjernede sig langsomt fra mit lår, og fandt i stedet min hånd, der lå slapt i mit skød. Han gav den et svagt klem. ”Vi finder ud af det…sammen” Et lille smil viste sig på mine læber, ved hans kommentar. Den varmede mig helt ind i hjertet.

Mit hoved hvilede stadig mod ruden, men da jeg kunne mærke Zayns blik på mit ansigt, var jeg sikker på at han så mit smil. Hans hånd strejfede kort min kind, hvorefter han vendte tilbage til Niall på sin anden side.

Hans berøring havde et øjeblik fået mig til at glemme, problemerne jeg var omringet af. Resten af køreturen foregik i stilhed, og det var utrolig rart. Lige nu var stilheden det eneste der holdt mig fra, at skulle tage problemerne op endnu engang.

 

 

∞∞∞

 

 

Rulleteksterne fra ”Black Swan” rullede hen over skærmen, og fik mig til at indse, at det snart ikke var muligt at trække den her samtale mere.

Da vi var kommet tilbage til lejligheden havde vi samlet os i stuen, med dyner og en masse puder. Vi havde sat en film på, da jeg tror at alle ønskede at trække dette øjeblik, så meget som muligt. Ingen havde givet en lyd fra sig, bortset for Nialls tygge-lyde, når han knaste sine chips. Hvilket faktisk var underligt, for jeg havde da regnet med at der ville komme nogle kommentarer til scenen, hvor Natalie Portman og Mila Kunis hygger sig lidt (meget). De er jo trods alt drenge, og de to piger er nok nogle af de smukkeste i verden. Men der var åbenbart ingen der var i humør til ret meget. Og det var snart ikke muligt, at løbe uden om mere. Stemningen begyndte langsomt at blive mere anspænt.

 

Liam fik fat i fjernbetjeningen og slukkede for tv’et. Alle drengene begyndte at sidde lidt uroligt, da de sikkert fandt denne her situation, meget ubehagelig. Hvilket jeg også gjorde.

 

”Sååååå..” sagde Louis, for at prøve at få samtalen i omdrejninger. Desværre gjorde hans ord bare stemningen en tand mere akavet. Men hvis ikke han havde sagt noget, ville folk sikkert bare udskyde det igen.

 

Jeg kradsede mig nervøst på armen og hostede kort, selvom der hverken var noget der kløede, eller noget der sad fast i min hals.

 

”Jeg…” begyndte jeg, men gik ligesom i stå, da jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle sige.

”Jeg…Ved ikke hvad jeg skal sige..” Var det, som jeg kom frem til. Ja, det var sgu da flot Victoria! Det fik vi jo alle sammen noget ud af. Tsh.

 

”hvad skete der derinde?” Brød Niall ind, med en styrke der nok fik alle til at vågne lidt mere op. Ja, tak til dig Niall, for at få alle til at indse, at vi bliver nød til at snakke om det, men du får så lige en bunke minus point for dit spørgsmål.

 

”Ja… Det vil jeg også gerne vide, Niall” sagde jeg ærligt.

”jamen..” Begyndte Niall igen, men lukkede munden, da han gik i stå.

Stilheden lagde sig over os igen. Mit blik gled rundt på dem alle sammen, én efter én. Deres hoveder var vendt mod gulvet, mens de fumlede lidt med puder eller deres hænder.

Louis rømmede sig lidt, ”Øh..Hva…Hvad så nu?” spurgte han bagefter.

 

”Har du tænkt dig at få lavet et ny tid hos lægen?” spurgte Liam og derefter rettede de alle deres blikke mod mig.

 

Jeg kiggede op på dem, og prøvede ihærdigt, at finde ud af hvad de tænkte, om hele situationen. Men desværre så var de lidt umuligt at læse deres tanker. Surprise! Jeg vidste godt selv, at jeg under ingen omstændigheder skulle have lavet en ny tid. I hvert fald ikke for at få fjernet…noget bestemt. Men lige nu vidste jeg ikke rigtigt, hvad jeg skulle sige til dem.

 

”Zayn..” begyndte jeg, og rettede mit svar mod ham, fordi det jo var ham og mig, det hele handlede om. ”Jeg er utrolig ked af de-” ”Victoria hold nu op, det er jo ikke kun din skyld-” afbrød Zayn mig. Og jo det var da virkeligt dejligt, at han ikke lagde alt lortet over på mig, men lige nu var det vigtigt, at han lod mig tale ud. Så jeg afbrød ham derfor igen.

”Zayn, lad mig snakke ud-” ”men-” ”nej Zayn! Lad mig nu lige snakke” han nikkede bare som svar, da jeg hævede min stemme lidt mere, da det irriterede mig en smule, at han blev ved med at afbryde mig. Jeg blev selv lidt overrasket over kraften i min stemme, og det fik mig et øjeblik, til at miste fokus.

 

”Øhh.. Som jeg sagde før, er jeg altså utrolig ked af, den situation som vi lige nu er havnet i” Jeg lagde tryk på situation, for at få ham til at forstå, hvad jeg havde tænkt mig at sige, før han havde afbrudt mig.

 

”Og jeg er også utrolig ked af, min reaktion tidligere. Det var ikke meningen, at skabe en hel ’scene’ midt i venteværelset” Sagde jeg og lavede de der fingertegnsting rundt om ordet ’scene’, mens jeg smilte lidt, for at prøve at gøre humøret lidt bedre.

Jeg gav mig selv et mentalt skulderklap, da jeg kunne ane nogle svage smil, på deres læber.

 

Jeg tog en dyb indånding og fortsatte, ”Men jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal svare, på dit spørgsmål, Niall. Jeg aner ikke selv, hvad der gik af mig derinde. Det var som om, at min krop gik i panik. Som om den reagerede, fordi jeg et eller andet sted finder det ’moralsk forkert’ (igen lavede jeg de der fingertegnsting rundt om ordene) at få en…En abort. Og jeg undskylder meget, men jeg ved ikke hvorfor, at de først gik op for mig i det sidste øjeblik, men det var bare som en kæmpe øjenåbner for mig. Og jeg beklager meget, men jeg har taget en beslutning….Og jeg….Jeg har besluttet…At jeg beholder det…barnet, altså” Sagde jeg til sidst, mens min stemme blev svagere og svagere, for hver ord der forlod mine læber.

 

Jeg vendte blikket ned i mit skød, da jeg ikke kunne klare, at skulle se nogle af dem i øjnene lige nu. Jeg turde ikke se hvilken reaktion de sad med. Jeg turde ikke se om de var skuffede, sårede, vrede eller…. Lettede…. Jeg håbede inderligt at deres reaktion var positiv, men hvorfor skulle den være det? Jeg mener, jeg ødelægger rent faktisk deres liv og karriere lige nu. Og jeg har aldrig følt mig, som sådan et forfærdeligt menneske før. Jeg har aldrig været så fyldt med skyldfølelse, som lige nu.

 

Der var stille længe. Men jeg fastholdt min blik i mit skød. Ventetiden føltes som en evighed, før der var nogle der sagde noget.

 

”Jeg håber ikke at du misforstår mig, når jeg siger det her, men…Har du tænkt på konsekvenserne.. Både for dig selv, men også for Zayn? Og resten af bandet for den sags skyld?” spurgte Liam stille om. Han stemme var ikke bebrejdende, og det var jeg virkelig taknemlig for. Hans stemme var mere trist og nedtrygt. Forhåbentlig over situationen.

 

”Ja, Liam. Selvfølgelig har jeg tænkt på jer andre. Jeg har ikke kendt jer længe, men i betyder virkelig meget for mig, og der æder mig op indefra, at jeg smadrer jeres karriere på den her måde, men… Men jeg kan ikke få foretaget den abort. Og det er min beslutning, og sådan bliver det.” Sagde jeg mere bestemt end jeg havde regnet med. Det lød ikke surt, men mere beslutsomt. Og jeg sagde det egentlig nok mest, til mig selv.

Der gik lidt tid før jeg kom i tanke om noget, og åbnede derfor munden igen.

 

”Men faktisk behøver det jo ikke at smadre jeres karriere” Sagde jeg igen, og indså, at jeg faktisk havde en chance for at redde deres ’liv’. Det var den eneste løsning, jeg kunne komme på, hvor de stadigvæk kunne leve deres liv. Det ville godt nok være det sværeste jeg nogensinde skulle gøre… at glemme dem, altså. Men jeg elskede dem så højt, at jeg ville udsætte mig selv for alverdens smerte, for at hjælpe dem.

 

Jeg kiggede endelig op og mødte deres forvirrede ansigtsudtryk.

 

”Hvad mener du?” Spurgte Harry.

”Jeg mener at, der ikke er nogle der behøver at vide, at det er Zayns barn. Indtil videre har vi været så heldige, at paparazzierne endnu ikke har fundet ud af hvem jeg er, og de har ingen billeder af os sammen. I kan forsætte jeres liv helt som i gjorde før i mødte mig, og jeg får et barn, som ikke har en verdensberømt far. Jeg kan sige til alle, at han bare var en gammel kæreste der skred, da han fandt ud af at jeg var gravid, og jeg ikke har set ham siden. I kan glemme, at i nogensinde har mødt mig, og leve jeres liv som ’normale’ verdensberømte teenage drenge”  

 

”Så du foreslår altså, at vi fuldstændig cutter alt kontakt med hinanden?” spurgte Harry, med et såret ansigts udtryk.

”Ja, det er dét jeg foreslår. Det gør virkelig ondt, men det er for jeres eget bedste” svarede jeg, og prøvede at lade være med at lyde alt for sønderknust.

 

”Jamen hvorfor kan vi så ikke bare sige at du er en af vores tætte veninder, som skal have ’sin eks-kærestes’ barn” spurgte Niall med et spørgende udtryk.

 

”Fordi det vil skabe for mange rygter. På et eller andet tidspunkt finder de jo ud af det, og så vil der blive et kæmpe kaos” svarede jeg nedtrykt.

 

Jeg kunne se at de alle godt vidste, at jeg havde ret. Det skar mig dybt ind i hjertet at vide, at jeg skulle forlade dem.

Jeg studerede deres ansigter, og blev endnu mere knust, da jeg så, at de alle havde tårer i øjnene. Hver og en. Tårerne trillede allerede ned af mine kinder, og jeg gad ikke engang at prøve at stoppe dem.

 

”Nej” sagde Zayn lige pludselig, med en lidt hård tone, selvom tårerne truede med at flyde over.

 

Jeg kiggede spørgerne på ham ”nej?” spurgte jeg fortvivlet.

 

”Nej” sagde han igen, og vores alles opmærksomhed var rettet mod Zayn. ”Du skal ingen steder” sagde han, og det kom ud på en måde så det lød mere som en ordrer, end et spørgsmål. ”jamen Zayn-” prøvede jeg, men nåede ikke længere.

”Nej Victoria! Nu hører du efter hvad JEG siger” sagde han og henførte, til da han blev ved med at afbryde mig tidligere.

”Du skal ingen steder. Du bliver lige her. Jeg er fucking ligeglad med pressen, paparazzierne og alt deres lort. Du betyder mere for mig, end nogen anden pige nogensinde har gjort. Jeg lader dig ikke slippe væk. Og hvis det betydet at jeg skal være far, så..Fuck, så lad det være det, men du vover på bare at skride fra mig! Jeg lader dig IKKE forlade mig. Forstår du det!?”

 

Zayn havde rejst sig, og stod nu foran mig. Han stemme var hård og indtrængende, men hans øjne var medfølende og kærlige. Jeg var virkelig begyndt at få følelser for Zayn, og det knuste mit hjerte ved tanken om, at jeg måske aldrig skulle se ham igen, men at han ikke ville lade mig gå, viste at han også følte noget for mig. Han var forhelvede i gang med at sætte sit liv overstyr på grund af mig.

 

”Zayn.. Du er slet ikke klar over hvor meget, at du betyder for mig, men jeg kan ikke lade dig ødelægge dit liv, på grund af mig. Kan du ikke se det?”

 

Han kørte fortvivlet sin hånd gennem sit hår. ”Hør nu grundigt efter hvad jeg siger” sagde han. Jeg havde en stor lyst til at sige et eller andet flabet som ’ja, far’ eller sådan noget, men timing var måske ikke lige den rette, så jeg måtte bide det i mig.

 

Zayn fortsatte,” Mit liv bliver ikke ødelagt. Det bliver tværtimod ødelagt hvis du forlader mig. Kan DU ikke se det? Jeg ved ikke hvad der sker, men jeg har virkelig fået nogle stærke følelser for dig, og jeg er fuldstændig ligeglad med alt andet, så længe jeg har dig” Han så ned i jorden igen, og trådte et skridt tilbage, så han stod omkring en meter fra, hvor jeg sad.

 

Tårerne kørte endnu engang ned ad kinderne på mig, men denne gang var det ikke fordi jeg var knust over aldrig at skulle se dem igen. Nej, den her gang var det fordi Zayn havde fortalt at han også havde følelser for mig, og han havde oven i købet gjort det foran de andre drenge.

 

Jeg tænkte ikke nærmere over mine handlinger, jeg gjorde bare hvad der i dette øjeblik føltes, som det mest rigtige. Jeg tøvede ikke et sekund.

Jeg svang tæppet af min krop, løftede mig fra sofaen og gik med to lange skridt over så jeg stod direkte foran Zayn. Vores kroppe var kun to centimeter fra at røre hinanden. Jeg løftede hans ansigt op, og han så ned i mine øjne. Jeg lod et lille smil overtage mine læber, før jeg stillede mig på tæer, og pressede mine læber mod hans.

Han var tydeligvis overrasket først, men bagefter kyssede han selv med. Hans læber var ekstremt bløde, og jeg havde savnet dem mod mine.

Zayns hænder snoede sig rundt om mit liv, og låste sig fast på min lænd. Jeg kørte mine hænder fra hans ryg, hele vejen op til hans nakke, og op i hans hår.

Jeg hev let i det, og det fik os begge to til at smile i kysset.

 

Jeg blev væk i en verden, hvor det kun var mig og Zayn, lige indtil Liam hostede akavet. Kunne han ikke bare lige lade mig nyde øjeblikket lidt længere?

 

Jeg trak mig akavet fra Zayn, mens den røde farve skyllede frem i mine kinder. Jeg kiggede rundt og så at de alle sammen havde små flabede smil på læberne, bortset fra Liam, der stadigvæk så bekymret ud.

 

”Hvad har i tænkt jer at gøre?” spurgte Liam lidt rastløst. ”Zayn, du ved udemærket godt, at der kommer til at blive et kæmpe kaos, når det kommer ud til medierne” sagde han igen, og lød ironisk nok, faktisk lidt som en far. Daddy Direction.

 

”Ja, det ved jeg Liam, men lige nu behøver de ikke at vide, at hun er gravid. Man kan jo ikke se det på hende endnu, så vi kan tage snakken der ik? Man skal aldrig tage sorgerne på forskud vel?” sagde Zayn muntert og klappede Liam på skulderen.

 

Liam skulle til at åbne munden igen, men Louis afbrød ham.

”Liam, tag lige en slapper. Zayn har ret. For det første kan man ikke se det endnu, så vi må tage problemerne som de kommer. Og for det andet, så er jeg sikker på at hverken dig, mig, Harry eller Niall har set Zayn så glad før. Prøv at se ham man! Han ligner en idiot der lige har røget syv joints eller sådan noget!” Sagde Louis glad, mens alle grinte af hans kommentar. Selv Liam.

 

”Okay, okay.. Jeg indrømmer mit nederlag. Jeg siger bare én ting; husk at vær’ forsigtige” Jeg havde på fornemmelsen at Liam snakkede mere til Zayn en til mig, men vi nikkede begge og smilede som..Ja, som idioter der lige har røget syv joints! Haha.

 

 

Zayn vendte sig om, så vi stod face2face. Han havde stadigvæk sine arme låst omkring min overkrop, mens mine hænder hvilede på hans bryst. Han kiggede ned på mig, med sine fantastiske øjne og smilede stort. Jeg gengældte smilet og lige nu havde jeg glemt, hvorfor jeg overhovedet havde overvejet, at forlade dem. Ham.

”Victoria Anastasia Walkins” sagde han og smilte skævt. ”Mmm” svarede jeg og kiggede intenst i hans brune øjne. ”Vil du gøre mig den ære at være min kæreste?” Jeg grinte lidt af hans meget formelle måde at sige det på, og han gav mig et spørgerne udtryk.

”Hvad?” spurgte han mens han grinte lidt. ”Ikke noget.. Du er bare sød. Og ja. Ja, jeg vil gerne gøre dig den ære, at være din kæreste” sagde jeg og igen stillede mig på tæer, og kyssede ham, med alle de følelser jeg kunne lægge i det.

 

Jeg kunne høre nogle ”awww” og pift fra de andre drenge, og jeg smilte igen mod Zayns læber. 

 

___________________________________________________________________________________________________________

 

JEG UNDSKYLDER VIRKELIG VENTETIDEN! min computer er ENDELIG blever klar igen! JIIIIHAAAR

 

Når, men håber i nød kapitlet! 

 

Og jeg rejser til London i morgen! ÅLÅÅÅÅ!!! jeg er væk tirsdag til fredag, så det er dejligt!!! 

Håber i gider at like, favoritisere osv! det ville gøre mig utrolig glad.

Hvis i har nogle idéer til, havd der skal ske, så skriv dem endelig, så skal jeg prøve og se om jeg kan klemme det ind!:)

Xoxo Clara:)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...