Baby bump? - A 1D fan fiction

Victoria Anastasia Walkins er en fornuftig 17 årig pige. Det mente, de fleste mennesker der kendte hende i hvert fald. Men en dag da Victoria får tilbudt et job som tjener til et stort velgørenhedsarrangement, møder hun fem kendte drenge. Men specielt én af dem falder i hendes smag, og det ender da også med en ikke helt så uskyldig nat. Men hvad sker der når Victoria kommer hjem, med noget hun ikke kom med. En positiv graviditetstest fastslår aftenens begivenheder, og hun er nu nød til at opsøge den berømte Zayn Malik igen. Vil han stadig føle den samme tiltrækning til Victoria? Hvad vil han sige når hun fortæller ham om sin tilstand? Og hvad med de andre i bandet? Vil Victoria og Zayn beholde barnet, eller er de tvunget til at finde en anden udvej? Nye stærke følelser opstår, og Victoria for fire nye bedstevenner med i købet. Men hendes liv er bliver vendt på hovedet, og kan hun klare presset? Og ikke mindst - kan barnet?

71Likes
118Kommentarer
8427Visninger
AA

6. ∞A decision to remember∞

LOUIS' SYNSVINKEL

Jeg tror, at vi alle sammen fik et kæmpe chok da vi så Victorias ansigt. Hun var tydeligvis på grådens rand, og hendes øjne lyste af nervøse, bekymrede og bange anelser. Vi havde haft den sjoveste dag sammen med hende, og hun passede virkelig godt sammen med Zayn. Hun kunne godt gå hen og blev en rigtig god veninde for os alle sammen. 

Det var ærligtalt lidt skræmmende at se hende så fortvivlet. Og jeg tror at vi alle sammen følte det sådan. Vi havde ikke kendt hende så længe, men hun virkede som en utrolig frisk og sød pige. Man kunne tydelig se at der var noget gruelig galt. 

"Vil du have jakken af? Skal jeg sætte noget te eller kaffe over?"spurgte Zayn Victoria, da hun trådte ind i gangen. "Nej Zayn det okay, jeg behøver ikke at komme ind, når i fem hygger jer. Jeg skal bare snakke med dig" svarede hun med en svagt dirrende stemme. "Er du sikker, jeg kan sagtens sætte noget over, du er altså ikke i vejen fo-" Mere noget Zayn ikke at sige før Victoria afbrød ham.

"Zayn! please jeg vil ikke ødelægge det mere en jeg bliver nød til" Sagde hun. Jeg forstod intet. Hvad mener hun lige med det? Jeg behøvede ikke melde mig ind i samtalen, da Zayn som han læste mine tanker spurgte "Hvad mener du med det?"

Stemningen blev hurtigt mere anspændt og os andre fire drenge, stod bag ved Zayn og lyttede til samtalen, og det skabte en lidt akavet stemning. 

"øh Zayn vi går bare ind i stuen igen" Indskød Harry akavet. Liam, Niall, Harry og jeg traskede tilbage til stuen. 

"Wow hvad tror i lige det handler om?" Spurgte Niall, med en overrasket stemme. "Det ved jeg ikke, men hun så godt nok ud som en, der kunne bryde sammen, hvert øjeblik" svarede Liam. "Tror i, at der er sker noget alvorligt?" spurgte Harry.Vi stod alle stumme et øjeblik, og overvejede hvad der kunne være galt.  

Jeg kiggede rundt på drengene, der alle havde det samme bekymrede udtryk i ansigtet. 

"tror i det kan være noget med hendes skole?" spurgte jeg, da det var den eneste fornuftige løsning, jeg kunne komme frem til. Liam åbnede munden for at svare, men blev afbrudt af Victorias oprørte grådkvalte råben ude fra gangen. 

"JEG ER GRAVID, ZAYN! GRAVID!" 

Oooooohhhhh fuck.... Vi kiggede alle forvirrede frem og tilbage på hinanden. Det tog ti sekunders tid, før det rigtigt sank ind i hjernen, på os alle sammen. "oh my god.." hviskede Niall lavt. "shit" sagde jeg og kørte frustreret en hånd gennem mit hår. 

Der hørtes en rumsteren ude fra gangen og bagefter kom Zayn til syne. Han havde hårdt fat i Victorias overarm, og han trak hende med sig ind i stuen, hvor vi andre stod med chokfyldte ansigter. Victoria begyndte at hulke, mens tårerne strømmede ned af hendes kinder. Hun var helt klart chokeret over Zayns reaktion. 

"Så at dømme efter jeres ansigter, kan jeg se at i hørte Victorias råbende tilståelse!" Sagde Zayn med en tydeligvis opkørt stemme. "Fortæl dem, at det ikke passer! Sig at du lyver"råbte han til Victoria og ruskede i hendes arm. 

Det resulterede bare i at hun hulkede højere end før. "FORTÆL DET SÅ!" råbte Zayn igen og strammede han greb om hendes arm. 

"Avvv! Zayn min arm" græd hun, og det gik ikke længe før hendes ben knækkede sammen, og hun endte krøllet sammen, hulkende højere end aldrig før, på gulvet. 

"Zayn for fanden!" Brød Harry ind. Vi havde alle stået og set chokeret til.

Harry var med hurtige skridt ovre på hug ved siden af Victoria. Han løftede hendes overkrop op fra gulvet, så hun sad på numsen. "undskyld....undskyld Zayn" hviskede hun med hendes røstende stemme. 

"Shhh det er ikke din skyld Vic" Prøvede Harry og berolige hende. Han lagde armene omkring hende, og hun græd nu mod Harrys bryst. 

"Zayn, hvad har du gang i? Hvad helved tænker du på!?" Vrissede jeg af ham, da jeg var trådt, hen foran an ham. Hans øjne var blanke, og han stirrede bare lige frem for sig. "Prøv at se på hende man! Det er sgu også din fejl! Du har siddet og surmulet en hel uge, fordi du ikke kunne forstå at hun ikke svarede på dine opkald og smser, og når hun så har taget mod til sig, og kommer for fortælle dig, hvad der holdte hende tilbage, så opfører du dig fandeme som en kæmpe idiot!- Det virkede sgu da som om at du synes at hun var noget specielt, hvorfor fanden smider du hende så væk, i stedet for at prøve og løse problemerne!?" 

Han vemdte hovedet hen mod mig, og hans udtryk ændrede sig ved mine ord. 

 

ZAYNS SYNSVINKEL

 

Louis havde ret. Hvad fanden havde jeg egentlig gang i? Jeg følte en speciel kemi med Victoria, hvordan fanden kunne jeg bare lade mig reagere sådan over for hende? Da hun fortalte at hun var gravid, slog det bare klik. Jeg tænkte slet ikke over, havd jeg gjorde. Hold kæft et svin jer er! Jeg bliver nød til at gøre det godt igen. Det her er min fejl og jeg SKAL finde en løsning. Jeg SKAL gøre det godt igen.

"Jeg ved det ikke Louis" Fik jeg endelig svaret med en svag stemme. "Det slog bare klik i min hjerne. Jeg havde ikke kontrol over mine handlinger"

"For fanden da også Zayn" Svarede Louis.

Skyldfølelsen hærgede min krop. Stakkels Victoria. Victoria. Jeg vendte hovedet og så hende sidde hulkende i Harrys arme. Det var mig der skulle holde om hende. Det var mig der skulle hjælpe med at løse problemet.  Hvorfor fanden havde jeg opført mig sådan. Fortydelsen stak mig dybt i hjertet, ved lyden af Victorias grædende og stødende vejrtrækning. 

Jeg satte mig ned på hug, ved siden af dem. "Vic, undskyld jeg ved ikke, hvad er gik af mig- jeg er så ke-" "Skrid Zayn!" Prøvede hun at råbe, men hendes stemme var svag, fra gråden, og lyden blev dæmpet af Harrys bryst, men det gjorde ikke smerten mindre. Fuck jeg havde ødelagt det hele. 

"Vic please hør på mig-" "Zayn, bare lad hende være nu" Afbrød Harry. 

Han tog hende op i sine arme og gik hen mod soveværelset.

 

VICTORIAS SYNSVINKEL

 

Hvad fanden havde jeg også regnet med? At han ville blive glad for at jeg var gravid? Hold kæft, hvor har man da også lov til at være naiv! Men han skræmte mig med hans råben, og det dunkede forfærdeligt i min arm, hvor han havde haft fat.

Jeg følte mig ærligtalt som den største fiasko på hele jorden, lige nu. Jeg sad grædende i Harrys arme, og gjorde hans t-shirt gennemblødt med mine tårer. Hvordan kunne Zayn reagere sådan? jeg troede at han også følte et eller andet for mig.. bare en lille smule, men hold kæft, hvor tog jeg meget fejl. 

Zayn, ville aldrig kunne tilgive mig eller sig selv for denne fejltagelse. Han vil sikkert ikke have noget med mig, eller barnet at gøre.  

Jeg var alene. Helt alene, med en kæmpe beslutning, der havde betydning for hele mit liv. Jeg kan simpelthen ikke fatte at, det er sådan her jeg er endt efter al mit knokleri, jeg har gået igennem med skolen, og så fordi man endelig for en god aften med lidt fritid, begår man en fucking lorte fejl. Jeg ville ønske jeg aldrig var taget afsted til den velgørenhedsfest. Jeg skulle bare have takket nej, til det tjenerjob. 

Jeg kunne mærke noget blødt under mig, som nok betød at Harry havde lagt mig i sengen. Zayns seng. Hans velkendte duft fyldte mine næsebor, og det fik mig bare til at græde endnu mere. 

"Shhh rolig nu søde. Det skal nok gå" Hviskede Harry i mit øre, mens jeg knugede mig ind til ham. 

"det ved du jo ikke Harry... Det er noget fucking lort alt sammen..... Jeg ville ønske, jeg aldrig var kommet til det lorte velgørenhedsarrangement" Hulkede jeg mod hans bryst. 

"Lad vær' med at sige sådan, Vic. Vi holder alle meget af dig. Zayn skal nok blive god igen og så løser i det sammen" "Nej vi gør jo ikke Harry! Så du ham ikke? han hader mig!" Vrissede jeg, men det lød ikke så hårdt som det skulle, da min stemme dirrede. "Det hele er min skyld" Sagde jeg igen. 

Harry strammede grebet om mig. "Nej det er ikke Vic. Det er ligeså meget Zayns skyld. Han blev bare chokeret, over nyheden. Tingene ordner sig. Det gør de altid" Sagde han beroligende. "Men det ved du jo ikke Harry" Sagde jo forhåbningsløst. Han strøg sin hånd over mit hår, og hviskede med en meget beroligende stemme;" Jo jeg gør. Jeg lover det" 

Harrys ord og stemme, fik min gråd til at stoppe lige så stille. Jeg fik endelig styr på min vejrtrækning igen. Jeg lå og beroligede mig selv, til Harrys hjerte, som jeg kunne høre banke, inde i hans bryst. Mine øjenlåg føltes flere tons tunge, og jeg var pludselig mere udmattet end ked af det. 

Harry lagde vist mærke til mine dybe vejrtrækninger, for han rejste sig fra sengen, lagde dynen over mig og kiggede mig dybt i øjnene. "Jeg lover det nok skal gå" Jeg kiggede i hans grønne øjne, der lyste af medlidenhed. Jeg nikkede og mit blik faldt på hans hvide t-shirt, det havde en stor våd plet, med sorte klatter fra min mascara. "Undskyld, for at ødelægge din t-shirt" Hviskede jeg stille til ham. Han lo kort af mig, og kyssede mig i panden. "Sov lidt, så snakke vi om det senere, søde" 

Jeg nikkede svagt igen, og kiggede efter ham, da han forlod værelset. Døren blev lukket i, og stilheden fyldte rummet. Søvnen overtog hurtigt min krop, og der gik ikke længe før jeg faldt i en dyb, drømmeløs søvn. 

 

∞∞∞

 

Jeg havde grædt det meste af min mascara af, men de klumpende rester klistrede mine øjenlåg sammen, så det blev endnu sværere at slå mine tunge og trætte øjenlåg op. Begivenhederne farede ind i min hjerne, og mit humør dalede straks til bunden. 

Jeg havde stadigvæk min mørkegrønne t-shirt og jeans på, eftersom jeg bare var faldet i søvn i Zayns seng, efter Harry havde trøstet mig. Jeg fiksede min mobil op af min jeanslomme, og så at klokken var 18.15.. Jeg havde sovet i cirka tre timer. Hold da op, jeg må have været udmattet. 

Men måske havde det også noget at gøre med, at jeg altid sov mere, når jeg havde "problemer". At sove er en af de eneste ting, hvor man for en stund glemmer alt om, hvad man ellers bruger sin tid på at bekymre sig om. I søvnen får man lov til at være i fred, uden at blive hjemsøgt af problemer, man skal tage stilling til. 

Der var to bank på min dør, og en stor krøllet fuglerede tittede frem. "Du er vågen" sagde Harry blidt. "ja.. hej Harry"."Hvordan har du det?" Ja, det var så det mest nederen spørgsmål, du overhovedet kunne stille.. Flot Harry. "Du får tre gæt" Svarede jeg ham ironisk, og en lille smule hårdt. Det var faktisk synd, for ham at jeg er sur på ham. For det første var det ikke hans skyld, det der skete tidligere, og for det andet, havde han hjulpet mig, og trøstet mig. Hans stemme var ekstremt beroligende, og han sagde betryggende ting, der fik mig til at tro at alting nok skulle ordne sig. 

Men håbet fra tidligere, var forsvundet som dug fra solen, i løbet af min tunge søvn. 

Harry grinte svagt af min ironiske bemærkning, uden at kommentere min hårde stemme. 

Det var tavshed i rummet, men jeg følte den ikke som akavet. Jeg kan selvfølgelig ikke snakke for Harry, men jeg slappede underligt meget af, i hans nærvær. 

"Han vil gerne snakke med dig.." brød Harry tavsheden, 2 minutterstid efter. Hans stemme lød undskyldende og medfølende, så det blev indlysende for mig, hvem han snakkede om. Jeg ville så utrolig gerne finde en løsning, på problemet, mellem mig og Zayn, men jeg vidste ikke helt om jeg var klar til at tilgive ham. Men på et eller andet led, magtede jeg ikke flere problemer med hensyn, til.. den der.. der voksede i min mave. Og jeg prioriterede altså, tingen i min mave, som dét problem. der først skulle løses. 

Jeg så bare væk fra ham, da jeg ikke vidste hvad jeg skulle svare ham. "Vic, jeg tror han fortryder hans handlinger. Bare snak med ham, okay?" 

Jeg kiggede fortsat den anden vej, men jeg kunne høre Harrys fødder hen over gulvet, og han gik pludselig ind i mit synsfelt. Han løftede mit ansigt op, så han kunne se mig i øjnene. Jeg faldt mere til ro, da jeg kiggede ind i de rolige grønne øjne. "Jeg fortæller ham, at han kan komme ind til dig nu, okay? Det skal nok gå" Jeg nikkede, og det overraskede mig faktisk lidt, men jeg havde på fornemmelsen, at Harry kunne overtale mig til alt, med hans tryllebindende øjne. 

Han bukkede sig ned og kyssede mig på panden. "Løs nu problemet, uden at rive hovedet af ham ikke Søde?" Jeg smilte bare svagt som svar. Han gik ud af værelset, og lukkede døren bag sig. 

Jeg stirrede bare lige ud i luften, ind til der lød en svag banken på døren. Døren blev åbnet og Zayn trådte ind. Jeg vendte langsomt hovedet over mod ham. Han så virkelig nedtrykt ud. Lyset i hans ellers så fantastiske brune øjne, var væk, og hans dejlige smil var ikke til at finde på hans læber. Af en eller anden mærkelig årsag, fik jeg det dårligt over at det var min skyld, at hans humør var fladet så gevaldigt. 

"Zayn.." Hviskede jeg lavt. Han så ekstremt nervøs ud, og jeg kunne nemt se, at han var i tvivl om, om han skulle gå hen til mig, eller blive stående på gulvet. Han var måske bange for, at jeg ville sige han skulle skride igen. 

Han tog tre små skidt nærmere, og han stod nu omkring to meter væk fra sengen- dvs. mig. 

"Undskyld" sagde han. Jeg blev overrasket over styrken i hans stemme, da han ellers så ret så smadret ud. Det var nemt at høre at det var noget han mente. Jeg kunne tydeligt høre ærligheden og troværdigheden i hans stemme. 

Min krop løsnede mere op, bare ved det enkle ord han havde sagt. Fuck, Zayn var et svagt punkt for mig. Jeg havde nogle følelser i klemme, så det gjorde det meget svært for mig at være sur på ham. Men jeg ville ikke lade mig selv tilgive, det han havde gjordt, bare ved ét enkelt ord. 

"Undskyld for hvad, Zayn?" Tog jeg mig sammen til at sige. Jeg tvang mig selv til at lyde lidt hård og bebrejdende. Han skulle ikke tro at det var så nemt for ham, at sno mig om sin lillefinger. 

"Undskyld, for at jeg var så hård ved dig.. Nej, først og fremmest undskyld for at jeg ikke tænkte over at bruge..du ved.. beskyttelse..da vi..du ved... havde se-...var sammen. Og Så undskyld for, hvordan jeg reagerede da du kom og fortalte mig det. Jeg kunne tydelig se at du var utrolig ked af det, og jeg gjorde det langt fra nemmere, for nogen af os, da jeg... du ved... råbte sådan af dig...og du ved..holdte så hårdt fat i din arm. Jeg ved virkelig ikke hvad der skete for mig, det slog bare klik i mig, jeg kunne ikke kontrollere mine handlinger og jeg-" "Zayn" Brød jeg ind, for at få ham til at holde mund. Jeg var egentlig klar til at tilgive ham dér. Jeg kunne ikke klare at være uvenner med ham. "Jeg tænkte slet ikke over hvad jeg gjorde, det var som om, at jeg bare stod og så til, uden jeg var tilstede i min krop. Jeg er virkelig ked af det jeg fo-" "Zayn!"Prøvede jeg igen. Hans stemme blev langsom hurtigere og mere desperat. "Forstår slet ikke, hvad der skete for mig, det er slet ikke mig, at reagere sådan. Det ved du da, ikke? Jeg kunne aldrig finde på, at gøre sådan noget mod dig, jeg, jeg, jeg, jeg var ikke ved mine fulde fem, jeg forstår det ikke. Du tro-" "ZAYN!" Han reagerede slet ikke og blev ved med at fable om, hvor ked af det han er. Han var altså ret sød, når han stod der og forklarede ihærdigt. Seriøst jeg kunne ikke stå for den dreng. "Du tror på mig ikke? Det håber jeg virkelig at du gør Victoria, for jeg kan altså utrolig...Utrolig...Utrolig godt lide dig!" "ZAYN, ZAYN! STOOP. DET. ER OKAY!" 

Sagde jeg og rejste mig fra sengen. Jeg gik hen til ham og lagde en hånd på hans arm, for at berolige ham.  Han kiggede ned på mig, med øjne der var fyldt med fortvivlelse og desperation. Man kunne virkelig se på ham, at han ønskede at fortælle, hvor meget han fortrød sine handlinger. Han kiggede forvirret på mig. "hv-hvad?" Stammede han.

"Det er okay Zayn. Jeg forstår godt, at du fortryder dine handlinger. Og jeg acceptere din undskyldning. Jeg låste mig selv inde på mit værelse i tre dage, hvor jeg bare lå i mørket og græd og sov. Og det var inden jeg overhovedet havde taget testen" Sagde jeg og smilte til ham, over min egen dumhed. "Seriøst?" spurgte Zayn og hans dejlige smil bredte sig på hans læber. Det varmede helt ind i hjertet, at se hans smil vende tilbage, til hans gudesmukke ansigt. Jeg lyder seriøst som en forelsket idiot, men jeg havde da også nogle følelser for ham, men helt forelsket var jeg ikke endnu. "Mmmm" Sagde jeg og nikkede, med et stort smil på mine læber. Lige nu tænkte jeg ikke over vores lille 'situation', men bare på, at Zayn blev glad igen og at jeg tilgav ham. 

Vi fniste kort samme, af vores begge to's underlige reaktioner, på nyheden. 

"Victoria..." "Mmm" sagde jeg igen. "Hvad gør vi? jeg mener....øh... Vil du have en a-ab-abort?" Han stammede nervøst det sidste. "Jeg ved det ikke Zayn... Vil du da gerne være en far?" Sprugte jeg med et lille nervøst smil, for at det ikke skulle blive for akavet. "Altså jeg blev godt nok overvældet, da du fortalte det, men jeg tror vi alle sammen så, at min reaktion ikke ligefrem var positiv..." "Hvad mener du?" Spurgte jeg, da jeg ikke rigtig forstod, hvor han ville hen. "jeg mener bare..er det ikke meningen at man skal blive glad i sådan en situation...At blive en far er en stor ting, jeg mener det har betydning for hele dit liv. Skal det ikke være en af de mest lykkelige øjeblikke i dit liv?" 

Jeg vidste at Zayn havde ret. Det er meningen at man skal være klar, og blive lykkelig når man finder testen positiv. Man kan vel ikke rigtig sige at, at råbe og at låse sig inde på et værelse, tæller for 'lykkelige' reaktioner. 

"Jo.. Det er meningen man skal blive glad... Den del havde vi vidst ikke fået fat i" Sagde jeg og prøvede at smilte, til trods for alvoren i situation. "Nej, det havde vi vidst ikke" sagde Zayn og grinte kort. "sååååååååå?" Sagde jeg, og prøvede at komme frem til en beslutning. "Såååå..." Svarede Zayn. "Skal jeg ringe og bestille en tid hos lægen?" fortsatte han. Jeg nikkede bare bedrøvet, og trist over, hvad jeg egentlig skulle- og havde gået igennem. "Hvad dato pas-" "Så hurtigt som muligt" Afbrød jeg ham hurtigt, og kiggede op på ham. Jeg ville gerne have det overstået. 

Zayn nikkede svagt, og åndede tungt ud. Jeg sukkede selv, da jeg indså at jeg gerne ville have nogen med mig, når jeg skulle have fortagte...'indgrebet' eller hvad man nu siger. Jeg ville ikke have Bailey, Holly eller Sammy med. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg følte bare at, jeg viklede dem for meget ind i mine problemer. De skulle passe skolen, og jeg skulle tilbage på det rette spor, efter det her. Jeg ville ikke have, at de fik flere problemer på grund af mig. 

"øhh Zayn?" Spurgte jeg stille. Han så på mig og nikkede. "Jeg tænkte bare på...øh..om du ikke ville..tage med mig, når jeg skal...du ved..derind..altså kun hvis du har tid?" min stemme rystede svagt, for jeg var lidt nervøs for hans reaktion. Det var måske lidt ondt, at sige at jeg ikke ville volde mine tre veninder  problemer ved at tage dem med, hvorefter jeg så spørger Zayn, men helt ærligt..Han var altå også selv skyld i den her situation. Så jeg følte godt at jeg godt kunne tillade mig, at spørge ham. 

"Jo selvfølgelig, vil jeg tage med dig, Vic" Sagde han og smilte kærligt til mig. Det lettede indeni, og mit humør steg en lille smule. 

 

∞∞∞

 

Okay, jeg sad i vente værelset og ventede på at mit navn blev råbt op. Det var i dag at jeg skulle have en ab-abort.... Både Liam, Louis, Harry og Niall (dvs. de andre drenge) Havde støttet mig og Zayns beslutning, og jeg tror at vi begge følte en lettelse over det. De andre drenges mening, havde en stor betydning for Zayn, kunne jeg mærke. 

Louis og Harry havde dog i starten været lidt i tvivl, om det nu var en god idé. Louis var åbenbart ikke den helt store fan af aborter, mens Harry var bekymret for om det skulle ske mig noget. Jeg synes at det var ret så kært, da han begyndte at fable om, at han absolut ikke ville have, at jeg skulle tage skade. Vi fik dog styr på det, da ingen af drengene synes at det var en god idé at få en lille baby-Zayn, da pressen og twitter og ALT ville gå basærk. (basærk? hmm). Vi havde valgt ikke at fortælle noget til management, da de helt sikkert ville gøre det helt store nummer ud af det, og jeg ville ikke have at Zayn skulle komme i problemer, med dem. 

Vi havde fordelt prisen. Jeg betalte halvdelen og Zayn betalte den anden halvdel. Eller faktisk så havde jeg ikke særlig mange penge sparet op så, Zayn betalte halvdelen, jeg betalte en kvart del og Harry betalte en kvart del. Jeg havde takket ham hundrede gange, og sagt at jeg nok skulle betale ham tilbage på et tidspunkt, men han svarede hele tiden at han ikke ville tage imod mine penge. Han var virkelig blevet en god ven. Det var de allesammen, men Harry og jeg havde bare et eller andet ekstra. 

Men altså alle drengene havde været virkelig hjælpsomme, så det var også grunden til at de allesammen sad her, i venteværelset med mig. De insisterede på at de ville vente til jeg var færdig, og så ville de tage mig med hjem(til en af deres lejligheder) og så skulle vi bare hygge, og have det sjovt, så jeg kunne komme i bedre humør. Jeg holdte virkelig meget af dem allesammen. 

 

"Victoria Walkins" sagde en dame iført en hvid lang jakke-agtig ting, kom ind i venteværelset, mens hun stirrede ned i sine papirer. Nervøsitet steg til 110 % og jeg rystede seriøst som en gal. Mine håndflade klistrede af sved, og mit hjerte slog så hurtigt og hårdt, at det føltes som om, det brækkede et ribben, hver gang det slog. Jeg kiggede ned i mit skød, for på en eller anden måde at gemme mig, fordi jeg var så nervøs. Fuck. Ville det gøre ondt? Hvor lang tid vil det tage? Vil jeg få kvalme bagefter? Jeg havde så mange spørgsmål, som jeg havde fået besvaret af en læge, men jeg hørte aldrig efter, når han snakkede. Jeg tror ikke jeg kunne forstå, at det virkelig var mig, det skulle have det 'indgreb'. 

"Victoria Walkins" sagde damen igen. Jeg svarede stadig ikke, men min krop begyndte at ryste, hvis muligt, ENDNU mere end den gjorde før. Omg.. 

"VICTORIA WALKINS" sagde hun fro tredje gang og råbte det nærmest. Jeg kiggede langsomt op, og så at alle drengene sad og kiggede på mig. Deres øjne viste medlidenhed, kærlighed og nervøsitet på mine vegne. "For helvede Vic" Sagde Zayn stille, så kun os seks kunne høre det. "HUN ER HER" sagde Zayn så, og henvendte sig til sygeplejersken. På en måde var jeg glad for at han sagde noget, for jeg kunne ikke få et ord ud af min mund. Men jeg var bare SÅ fucking bange. 

Sygeplejersken kom hen til og stillede sig foran mig. "Er du Victoria?" Spurgte hun roligt. jeg nikkede svagt. Det var det eneste jeg kunne. Min mund ville ikke åbne sig. "Kom med mig, søde" sagde hun bagefter, med en sukkersød stemme. urhh... Min krop var gået i baglås, og den ville ikke rejse sig. 

Med hurtige bevægelse var Zayn ovre ved mig, og fået trukket mig op fra stolen. Sygeplejersken tog fat i min hånd, og begyndte at trække mig hen mod døren. Jeg sagde ingenting. Jeg gik bare som en robot, når hun hev mig med. Jeg kunne ikke andet. Jeg var total gået i baglås. 

Jeg kunne høre nogle svage og lidt triste stemmer bag mig. "Held og lykke Vic" og "Vi venter her på dig, søde" 

Jeg blev trykket ind i et hel hvidt lokale, med en af de der klamme sengebrikse-dimser i midten. Omg.

 

ZAYNS SYNSVINKEL

 

Fuck. Jeg har aldrig set en person, gå så meget i baglås, som Victoria gjorde. Jeg har helller aldrig set en SÅ nervøs før. Da hun havde forladt venteværelset, kiggede vi alle sammen på hinanden. Vi var alle sammen ekstremt nedtykte på hendes vegne, og vi kunne se hvor meget det pinte hende, at hun stod i denne situation. Jeg fortrød inderligt, at vi ikke var mere forsigtige dengang.. Stakkels Victoria. Jeg Ville aldrig ønske sådan noget for hende. 

Vi havde ventet i omkring et kvarters tid, og stemningen var ekstremt anspændt. Vi var alle sammen nervøse, og det var utrolig ubehageligt at vide, hvad der skulle foregå derinde.. 

Der hørtes en høj lyd, som om der var noget der faldt på gulvet, og så en dør der blev revet op. 

Der lød hurtige løbende skridt, og døren til venteværelset blev revet op. Vi kiggede alle forvirrede op mod døren. Og der stod hun. Med tårerne strømmende ned af hendes kinder. Hun spurtede hen til os, og kastede sig ned foran mig på gulvet. Hun hulkede lidt, men fik endelig sagt;

"Und-undskyld Za-Zayn, me-men je-jeg kun-kunne ik-ikke"..

______________________________________________________________________________

Så kom det næste kapitel!
Håber i nød det! 

1000000 tak igen til aller der læser, liker, favoritiserer! LOOOOVE U

Skriv endelig en kommentar hvis i lyster

Xoxo Clara:)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...