Musikkens vej

Når en dør lukkes, åbnes der en ny. Hos Frida Andersen, som er en kæmpe humørbombe med en boblende livsglæde, foregår det også sådan. Efter en tragisk ulykke blot et halvt år forinden, hvor hendes fars dødsfald fandt sted, har Frida bearbejdet en dyb depression, og på hendes 16 års fødselsdag bestemmer hun sig for, at nu skal hun videre med sit liv. Det gøres bedst muligt ved at gøre noget, som kan få tankerne på afveje, mener Frida, og hun bestemmer sig derfor, sammen med hendes bedste ven, Mikkel, for at prøve lykken i X-factor-branchen, og det viser sig at være ikke nogen helt dårlig idé.

Et bidrag til M-Factor konkurrencen.

5Likes
4Kommentarer
797Visninger
AA

7. Sceneskræk

"3...2...1..." siger manden med headsettet. Han smiler roligt til Mikkel og mig, som om der intet er at være nervøs for. Han har sikkert prøvet det her tusinde af gange før, tænker jeg. Jeg smiler tilbage og blinker et par hurtige gange med øjnene, prøver at se rolig ud. Stedet her bag scenen er indelukket, og der er næsten ingen lys. Ikke et sted for de, der er klaustrofobiske eller har noget imod mørke rum. Et sted, der faktisk gør mig mere urolig, end jeg havde troet, det ville.
"Nu!" siger han og puffer mig blidt i ryggen. Jeg hænger guitar-remmen om skulderen og tager det første skridt mod en ny verden, og for en gangs skyld er det Mikkel, der går efter mig - og ikke omvendt. Idet jeg tager det første step op på scenen, klapper publikum højlydt. Lyset blænder, da jeg går ind, men efterhånden som mine øjne vænner sig til lyset, kan jeg se ansigter ude i mængden. Det virker som om, at der er tusinder af mennesker, hvis ikke millioner, og alles øjne stirrer på mig og min sorte silkekjole. Jeg suger maven let ind. 
Vi har øvet dette hundrede af gange, inden vi nåede hertil, så vi kan sangen, tænker jeg for at berolige mig selv. Der er intet at være bange for. Jeg sænker blikket og får øje på de tre dommere foran os. Alle tre ser forventningsfulde på os.
"Hej Mikkel og Frida," siger Ida Corr og læner sig tilbage i den varme stol, da publikums klappen ophører.
"Hej," svarer Mikkel og jeg i munden på hinanden. Jeg kan mærke mit hjerte dunke hårdt i brystet.
"Er I klar til at spille et dejligt stykke musik for os?" spørger Ida, og jeg nikker tøvende. Jeg læner min højre arm på guitarens krop.
"Så værsgo' at gå i gang, " siger hun, og jeg tager en dyb indånding. Så kigger jeg nervøst ned på guitaren. Igen kan jeg mærke alle folks forventningsfulde blik hvile på mig, for i det at jeg skal starte sangen, er det mig presset hænger på. Jeg mærker Mikkels hånd ae mig roligt på ryggen for at støtte mig. Så slår jeg en Gm-akkord af på guitaren, og da jeg kommer lidt igang med introen, ryster jeg så meget, at jeg ikke kan spille videre. Jeg bliver nød til at stoppe, og jeg får det utrolig varmt. Uden at kigge op tager jeg en dyb indånding igen og starter forfra. Denne gang går det en smule bedre, men der er fejl alligevel. Da Mikkel begynder at synge, slapper jeg en lille smule mere af. Jeg fokuserer på hans stemme og prøver at huske akkorderne til det, han synger, i mit hoved. Jeg glemmer pludselig en akkord og går lidt i stå. Jeg kaster et hurtigt blik på dommerne, og Blachmann har heldigvis lukkede øjne, men Anne Linnet rynker lidt på hendes øjenbryn. Det eneste der er at høre nu, er Mikkels vidunderlige stemme. Så hurtigt som muligt spiller jeg videre derfra, hvor jeg kan huske, hvad der skal spilles, og det hele virker til at hænge lidt sammen igen. Da jeg skal synge med, går det bedre, og jeg synger højt og klart med.
"Kiss from a rose on the grey..." synger Mikkel og jeg i kor - jeg er selvfølgelig på 2. stemmen. Da sangen slutter, laver jeg en perfekt slutning, og publikum klapper og pifter. Jeg læner mig ind til Mikkel og vender ansigtet ind mod hans trøje, som dufter af Mikkels milde duft. Han krammer mig, og jeg lægger en hånd på mit hjerte. Det galoperer afsted derinde. Så stiller jeg mig med ret ryg og kigger på dommerne. De smiler.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...