Musikkens vej

Når en dør lukkes, åbnes der en ny. Hos Frida Andersen, som er en kæmpe humørbombe med en boblende livsglæde, foregår det også sådan. Efter en tragisk ulykke blot et halvt år forinden, hvor hendes fars dødsfald fandt sted, har Frida bearbejdet en dyb depression, og på hendes 16 års fødselsdag bestemmer hun sig for, at nu skal hun videre med sit liv. Det gøres bedst muligt ved at gøre noget, som kan få tankerne på afveje, mener Frida, og hun bestemmer sig derfor, sammen med hendes bedste ven, Mikkel, for at prøve lykken i X-factor-branchen, og det viser sig at være ikke nogen helt dårlig idé.

Et bidrag til M-Factor konkurrencen.

5Likes
4Kommentarer
796Visninger
AA

2. Nu

"Whooah, we're half way there 
Oh - oh! Livin on a prayer 

Take my hand and we'll make it - I swear 
Oh - oh! Livin on a prayer ..."

Hans stemme toner ud i lokalet, og et svagt ekko kan høres i højtalerne. Jeg klapper som for tusinde af mennesker.
"Mikkel, du synger vidunderligt, vidste du det? Det gør du virkelig!" råber jeg glad. Jeg tager lynhurtigt wii-remoten fra ham og trykker på "repeat".
"Igen?" sukker Mikkel opgivende og forpustet. 
Jeg nikker ivrigt. Selvom det er 5. gang, vi skal til at synge sangen, bliver jeg aldrig træt af den. Ikke når det er Mikkel, der synger den. Jeg tænker på, at min far elskede den sang, men jeg forbliver glad. Jeg synger den til ære for ham denne gang, tænker jeg for mig selv.
"Ok, men jeg gør det udelukkende kun fordi det er din fødselsdag," siger han og himler med øjnene. Jeg smiler til ham.
"Here we go ..." siger han og stiller sig klar ved mikrofonen. Sangen starter, og teksten popper op på skærmen.
"Tommy used to work on the docs ..." begynder han. Jeg smider mig i fat-boy'en ved siden af TV'et og betragter ham, mens han synger. Jeg føler mig glad. Det er længe siden, jeg sidst har været glad. Depressionen har gjort, at jeg kun meget sjældne gange har kunnet få et smil på læben, men i dag, sammen med Mikkel, smiler jeg. Hans mørkebrune hår glider af og til ned i hans brune øjne, og han svinger det væk med et elegant kast med hovedet. Han har en hvid, stram t-shirt med et rødt flag på til ære for mig. Jeg har før sagt til ham, at han ser godt ud i stramme trøjer, men han plejer ikke at ville gå i dem. Kun i dag. Mikkel var den eneste, jeg ville have på besøg til min fødselsdag. Den eneste, som måske kunne få mine tanker vendt til noget positivt. Så jeg inviterede ham.
"Oh - oh! Livin' on a prayer!" synger vi sammen - han oppe fra mikrofonen i stativet som står på gulvet, mig skrålende nede fra den røde fat-boy med 2. stemme. Mikkel smiler til mig. Jeg rejser mig og går hen til bogreolen, hvor min guitar står lænet op af. Jeg tager den med hen til fat-boy'en, hvor jeg smider mig ned igen og begynder at spille med på sangen, indtil den er færdig.
"Så ... nu kan jeg altså ikke mere," siger Mikkel, da sangen er slut og smider sig ved siden af mig i fat-boy'en.
"Er du tørstig?" spørger jeg ham, og uden at afvente svar, rejser jeg mig og går ud i køkkenet for at hente noget til os begge. Jeg finder to glas - tilfældigvis begge to med flag på - frem, og så åbner jeg køleskabet for at se, hvad der er. Jeg nynner stille, mens jeg hælder noget kakao op, og så balancerer jeg ind i stuen med én i hver hånd.
"Ved du hvad, Mikkel?" siger jeg, da jeg sætter mig forsigtigt ned med kakao i hånden. Jeg tager en mundfuld og kigger på ham.
"Nej hvad, Frida?" siger han, og laver en parodi af mig. Jeg puffer drillende til ham med skulderen.
"Jeg burde foretage mig noget andet end at gå herhjemme og tænke på min far," siger jeg og sukker stille. Mikkel overvejer svaret lidt, hvortil han svarer:
"Du trænger til forandring." Han nikker forstående og drikker lidt kakao. Der er tavshed et stykke tid. Så tager Mikkel fjernbetjeningen ned fra bordet og tænder for TV'et. Det er nogle gange som om, at Mikkel bor her. Han ved, hvor alting er, og han ved, hvordan alting fungerer. Men det er også rart sådan.
"Det er et halvt år siden, han døde," siger jeg fraværende. Mikkel zapper mellem de forskellige TV-kanaler, indtil han stopper op ved et sangprogram. På skærmen er en udsendelse af x-factor fra sidste år, hvor en mand med en sprukken, rusten og grim stemme synger "I don't wanna miss a thing" af Aerosmith.
"Det kunne du gøre bedre," siger jeg kækt og drikker en mundfuld kakao mere.
"Hvad sagde du?" spørger Mikkel og kigger indgående på mig.
"Jeg sagde, at det kunne du ..." begyndte jeg.
"Ja, det kunne jeg! Frida, det kunne jeg. Og det kunne du også!" siger han og lyser helt op. Han stiller kakaoen fra sig på gulvet og ligger hænderne på mine skuldre.
"Ved du, hvad det betyder?" spørger han og vælter næsten mit glas kakao ud af mine hænder ved at ruske i mig. Jeg ryster på hovedet og kigger ham spørgende i øjnene.
"Vi kan deltage i x-factor!" siger han og springer op at stå. Han skynder sig hen til mikrofonen og lader, som om han er vært i programmet.
"Og nu, mine damer og herrer, tag godt imod Frida og Mikkel!" siger han ind i den slukkede mikrofon og sætter sig straks i rollen som Mikkel, der bukker for alle de mange fans. Han sender formelt håndkys ud til publikum, som så er mig. Jeg smiler.
"Der er så mange veje, jeg kan gå," siger jeg og overvejer mulighederne.
"Jeg kunne også deltage i "Talent", eller hjælpe nogle kriseramte børn i Afrika," fortsætter jeg, og Mikkel stopper mig med en fejende håndbevægelse.
"Der er mange veje, ja, men hvad med at starte med en sammen med mig? Du kunne jo spille guitar til," siger han og smiler. Jeg nikker og tænker, at det vil være en god start på noget nyt.
"Fedt! Den nye sæson starter snart, så lad os tage til audition sammen!" siger han glad.
"Det gør vi," siger jeg og rækker hånden mod ham. Mikkel tager min hånd.
"Det gør vi," siger han smilende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...