Musikkens vej

Når en dør lukkes, åbnes der en ny. Hos Frida Andersen, som er en kæmpe humørbombe med en boblende livsglæde, foregår det også sådan. Efter en tragisk ulykke blot et halvt år forinden, hvor hendes fars dødsfald fandt sted, har Frida bearbejdet en dyb depression, og på hendes 16 års fødselsdag bestemmer hun sig for, at nu skal hun videre med sit liv. Det gøres bedst muligt ved at gøre noget, som kan få tankerne på afveje, mener Frida, og hun bestemmer sig derfor, sammen med hendes bedste ven, Mikkel, for at prøve lykken i X-factor-branchen, og det viser sig at være ikke nogen helt dårlig idé.

Et bidrag til M-Factor konkurrencen.

5Likes
4Kommentarer
846Visninger
AA

5. Første øvedags dilemma

"Nej," siger jeg bestemt. Jeg lægger armene over kors og hovedet på skrå for at vise, at jeg har træffet en beslutning.
"Kom nu, Frida!" siger Mikkel utålmodigt og holder den sorte silkekjole op foran mig. Mikkel var ikke med på idéen om "Lazy song", så vi blev enige om at synge "Kiss from a rose" af Seal i stedet for. Den sang er mere elegant, og tøjet skal passe til. Vi har nemlig fået lov til selv at vælge det.
"Jeg nægter at tage den dér på. Den er alt for stram," siger jeg og finder en babyblå og enkel kjole på en bøjle frem i stedet for. Det er en gammel kjole, men den er kortere og mindre elegant.
"Den blev købt i over size, så jeg burde stadig kunne passe den," siger jeg og holder den op foran mig. Mikkel ryster på hovedet.
"Når jeg kunne tage en stram trøje på til din fødselsdag, så kan du altså også tage en stram kjole på til X-factor," siger han og smiler. Han er kun halvt seriøs, og jeg smiler tilbage for at vise, at jeg ikke er sur. Jeg har bare en mening.
"Det er noget andet, Mikkel... Du er ikke en pige," siger jeg og sukker.
"Hvad nu, hvis jeg får foretaget mig en kønsskifteoperation?" spørger han med et dybt seriøst ansigtsudtryk.
"Det kan du lige vove på," siger jeg og puffer blidt til ham. Selvom han stadig ville være den samme indeni, vil jeg altså stadig have Mikkel, som den han er, og ikke andet. Hans tænder viser sig i et grin.
"Det ville jeg heller ikke turde," siger han og puffer tilbage for at vise, at han ikke mente det. Jeg smiler og tager kjolen ud af hånden på ham. Jeg holder de to kjoler op ved siden af hinanden.
"Mener du det virkelig? Skal jeg have den på?" spørger jeg og skærer en grimasse.
"Ja!" siger Mikkel ivrigt.
"Ok så..." svarer jeg tøvende. Jeg studerer kjolen og kigger på udskæringen. Normalt er det langt fra sådan noget, jeg ville gå i.
"Yes!" siger Mikkel og giver mig et varmt kram. Jeg krammer ham tilbage og nyder at have ham hos mig. Så hænger jeg kjolerne tilbage, og vi går sammen ned i stuen, hvor guitaren står lænet op af bogreolen. Jeg tager den med hen i sofaen, hvor jeg har nogle kopiark liggende med akkorderne og teksten til "Kiss from a rose". Vi øver i lang tid - i flere timer, indtil min stemme er ved at blive hæs, og mine fingre dunker af at spille godt og grundigt igennem på guitaren. Så bliver vi enige om at holde pause. Aldrig har jeg sunget og spillet så meget guitar på én dag.
"Skal vi gå hen til Susan?" spørger jeg. Susan er min veninde, som jeg kender fra skolen. Jeg har gået i klasse med hende i snart 3 år, og vi er blevet ret gode veninder. Men hun er bange for døden, så da min far døde, tog hun lidt afstand til mig. Jeg er ikke sur på hende, for hun kan virkelig ikke klare det, og så er det også bedst, at hun gør, hvad hun føler for.
"Ja, det kan vi godt. Det er længe siden, jeg har set hende sidst," siger Mikkel eftertænksomt. Jeg nikker.
"Jamen så lad os gå," siger jeg og smiler. Jeg rejser mig fra sofaen og går ud i gangen for at tage sko og jakke på. Så kaster jeg et blik på uret. Klokken 15.05. Vi kan sagtens nå hen til hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...