Musikkens vej

Når en dør lukkes, åbnes der en ny. Hos Frida Andersen, som er en kæmpe humørbombe med en boblende livsglæde, foregår det også sådan. Efter en tragisk ulykke blot et halvt år forinden, hvor hendes fars dødsfald fandt sted, har Frida bearbejdet en dyb depression, og på hendes 16 års fødselsdag bestemmer hun sig for, at nu skal hun videre med sit liv. Det gøres bedst muligt ved at gøre noget, som kan få tankerne på afveje, mener Frida, og hun bestemmer sig derfor, sammen med hendes bedste ven, Mikkel, for at prøve lykken i X-factor-branchen, og det viser sig at være ikke nogen helt dårlig idé.

Et bidrag til M-Factor konkurrencen.

5Likes
4Kommentarer
790Visninger
AA

6. Forandret

Vejret udenfor er godt. Ikke for varmt, ikke for koldt. Lige tilpas. Enkelte skyer ses på himlen, men graderne ligger omkring de 16, så det er lidt smålunt. Jeg ser det som det perfekte vejr. Jeg tager en dyb indånding af den friske luft og nyder livet.
"Er det ikke bare en dejlig dag?" spørger jeg Mikkel og kigger på ham.
"Mhm..." svarer han og lukker kort øjnene for at vise, at han nyder det ligeså meget, som jeg gør. Der er gode dage og dårlige dage i ethvert liv, tænker jeg, og denne dag har været en start på flere gode dage. Jeg kigger på træerne som står i haverne og føler mig lykkelig. Trækronerne svajer svagt idet en kølig brise passerer, og den puffer stille til mit hår som bølger roligt i takt med vinden.
"Hallo!" råber en mandestemme bag os. Jeg vender mig hurtigt om og ser en ung fyr komme løbende mod os med et papir i den ene hånd og en tusch i den anden. Mikkel og jeg stopper op og ser forundret på hinanden.
"Er det ... Mikkel og Frida?" spørger manden forpustet, da han når op til os. 
"Ja. Kender vi dig?" spørger Mikkel og ligger hovedet lidt på skrå.
"Nej, det tror jeg ikke... Jeg vil bare spørge, om jeg ikke må få jeres autograf," siger manden og ser på os med bedende øjne. Han rækker papiret og tuschen mod os.
"Øhh.. Jo, det må du vel gerne," svarer Mikkel og tager imod. Så skriver han sit navn med en elegant buet skråskrift-lignende skrift og rækker papiret til mig. Jeg tøver. Jeg har aldrig skrevet en autograf før, og jeg har absolut ingen anelse om, hvordan jeg skal skrive mit navn. Jeg tager stille imod papiret og tuschen og står lidt med det i hånden. 
"F...r...i...d...a," remser jeg op, mens jeg skriver mit navn. Jeg kigger skuffet på det, jeg har fået kradset ned på papiret. Så streger jeg det ud igen og skriver det en gang til ved siden af og studerer det nøje. Det ligner min almindelige, kedelige håndskrift. Ingen fancy skrift, og ingen kønne detaljer. For at gøre bare lidt mere ud af det, tilføjer jeg en lille blomst ved siden af, og jeg sætter en let krøllet streg under navnet.Så rækker jeg papiret til manden igen, og han tager imod det med en stor og ru mandehånd. Han smiler og ser lykkelig ud. Jeg gad vide, om han også er lykkelig, eller om det bare er en facade. Her er vi mennesker gode til at stille facader op, selv når det er sværest at håndtere livet. Jeg smiler til ham og vender mig om, og så begiver vi os videre hen af fortorvet. En rød Mitsubishi passerer os på vejen, hvor den stille sænker farten, da den når op ved siden af os. Så dytter bilen, og da vi drejer hovederne for at kigge på bilen, sidder der en dame med kort, sort og glat hår bag rattet og to-tre andre piger på bagsædet og vinker ivrigt til os. Jeg løfter hånden og vinker kort igen og kigger så på Mikkel. Han trækker på skuldrene og smiler. Noget er forandret. Jeg tror, han synes, det er sjovt. Vi møder også nogle andre mennesker på vejen, men de genkender os tilsyneladende ikke.

Da vi når hen til Susan, banker jeg stille på. Da der ikke er nogen reaktion, banker jeg på igen - denne gang lidt hårdere end før. Da den brune hoveddør bliver åbnet, står Susan på dørtrinnet og ser utrolig træt ud i en afslappet pyjamas. Jeg kigger undrende på hende.
"Hej Susan," siger jeg og smiler forsigtigt.
"Hej med jer," svarer hun træt. Hun ser ikke ret frisk ud. Jeg bemærker hendes uglede hår og krogede kropsfacon. Noget er forandret ved hende, men jeg kan ikke sætte ord på hvad.
"Vi tænkte, at vi lige ville tage et smut forbi dig, nu det er så længe siden," siger jeg og puffer til Mikkel.
"Hej," siger han på kommandoen. Jeg fanger Susans grønne blik. Hun trækker lidt i den ene mundvige - et trist smil. Jeg rynker øjenbrynene for at spørge, hvad der er galt. Hun trækker på skuldrene.
"Det er sødt af jer, men jeg tror, det er bedst, hvis I venter til en anden dag," svarer hun hæst og trækker sig lidt tilbage i døren.
"Jamen, det er i orden så... Vi snakkes ved," svarer jeg Susan, og hun lukker døren i foran os. Jeg vender mig mod Mikkel.
"Det var mærkeligt," siger jeg. Vi bliver stående lidt i hver vores tanker foran døren, inden vi vender om og går tilbage mod mit hus. Hun virker forandret, tænker jeg for mig selv. Det hele virker forandret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...