Musikkens vej

Når en dør lukkes, åbnes der en ny. Hos Frida Andersen, som er en kæmpe humørbombe med en boblende livsglæde, foregår det også sådan. Efter en tragisk ulykke blot et halvt år forinden, hvor hendes fars dødsfald fandt sted, har Frida bearbejdet en dyb depression, og på hendes 16 års fødselsdag bestemmer hun sig for, at nu skal hun videre med sit liv. Det gøres bedst muligt ved at gøre noget, som kan få tankerne på afveje, mener Frida, og hun bestemmer sig derfor, sammen med hendes bedste ven, Mikkel, for at prøve lykken i X-factor-branchen, og det viser sig at være ikke nogen helt dårlig idé.

Et bidrag til M-Factor konkurrencen.

5Likes
4Kommentarer
795Visninger
AA

8. For sidste gang

Jeg stepper op og kan mærke det velkendte scenegulv under mine fødder. Jeg føler mig parat og levende. Denne gang har vi øvet meget mere end de forrige, og jeg kan teksten til "Here without you" af 3 Doors Down udenad. Mikkel går roligt ved siden af mig, og da vi træder op på scenen, klapper og hujer publikum. En pludselig indskydelse får mig til at tænke på, hvad der kan gå galt. Jeg bider mig i læben og kigger nervøst på Mikkel, men han smiler afslappet og kigger ud over alle de hujende mennesker. Jeg kigger ned mod dommerpanelet og ser tre smilende, skønne mennesker. Så tager jeg en let indånding ind gennem næsen og stryger blidt en hånd over guitaren, som hænger foran mit liv. 

Da publikums klappen stilner lidt af, siger jeg højt og tydeligt, med blikket op mod loftet og tankerne længere ude end det:
"Den her er til dig, far". Jeg gør som planlagt klar til at starte med at spille. Akkorderne flyver afsted, og Mikkel synger smukt. Jeg bemærker, hvor afslappet hele situationen er til forhold sidste gang, vi spillede her, foran de nøjagtig samme dommere. Et lille smil dukker frem på mine læber. Det skal nok gå, det her, tænker jeg, og da jeg slutter sangen af med den sidste akkord, klapper alle. Jeg bemærker, at Blachmanns smil er forsvundet, og at han ser rigtig eftertænksom ud. Jeg retter mig op og støtter mig forventningsfuldt op af Mikkel. Han ligger en arm om mine skuldre og giver min højre skulder et lille klem. Gad vide, om han også har bemærket Blachmanns forsvundne smil. Anne Linnet kigger på mig.
"Det var godt," siger hun og fastholder blikket på mig, da publikum bliver stille. En bølge af nervøsitet begynder at bruse i mig.
"..men Frida, jeg synes desværre, at du faldt lidt ud," fortsætter hun og kigger mig indgående i øjnene. Chokeret nikker jeg og forstår samtidig ikke, at hun synes det. Jeg synes selv, det var gået bedre end nogensinde.
"Jeg er enig," siger Ida Corr og nikker. Hun sender mig et trist smil, og jeg føler et stik i hjertet. Hvordan kan de mene, at det gik dårligt?
"Så jeg siger desværre nej til jer nu. I er dygtige, det skal I vide," siger Anne, og enkelte tårer dukker op i mine øjne. Jeg kan se, at Ida og Blachmann også snakker, ind imellem i munden på hinanden, men jeg lytter ikke mere. Min hjerne lukker sig ligesom inde for sig selv, og det eneste jeg kan koncentrere mig om er ikke at lade tårerne få frit løb. Jeg står lamslået op af Mikkel, og han klemmer min skulder igen. Så mærker jeg ham føre mig ud fra scenen, og da vi kommer ud bagved, krammer alle folk os.
"Frida, se positivt på det! Det var en oplevelse værd, og hvor er jeg glad for, at jeg fik lov til at dele den med dig," siger Mikkel og løfter min hage. Han ser mig i øjnene og tørrer en tåre væk fra min kind, som jeg slet ikke havde bemærket. Jeg nikker og kigger rundt. Der er alt for mange trøstende mennesker.
"Skal vi ikke trække lidt luft?" spørger jeg grådkvalt Mikkel. Han nikker og tager min hånd, og kort tid efter befinder vi os uden for de store svingdøre. Jeg tager en dyb indånding og mærker den kølige luft ligge sig som et bedøvningsmiddel i min ellers urolige mave. Så samler jeg mig og kigger på Mikkel. Han smiler til mig, og en positiv energi strømmer ud fra ham. Så giver han mig et blidt og omsorgsfuldt kram.
"Tak, Mikkel, " siger jeg og smiler stille.
"Ingen årsag," siger han og slipper forsigtigt taget i mig.
"Går det?" spørger han, og jeg smiler.
"Ja. Jeg er virkelig glad for, at jeg måtte opleve det her med dig," siger jeg og mener det. Hånd i hånd går vi ind gennem dørene igen, og jeg har en beroligende følelse i maven. X-Factor er et overstået, men godt kapitel i livets bog nu.

Så sender jeg i mit stille sind en varm tanke til min far i himlen, som jeg er sikker på har fulgt med hele vejen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...