Musikkens vej

Når en dør lukkes, åbnes der en ny. Hos Frida Andersen, som er en kæmpe humørbombe med en boblende livsglæde, foregår det også sådan. Efter en tragisk ulykke blot et halvt år forinden, hvor hendes fars dødsfald fandt sted, har Frida bearbejdet en dyb depression, og på hendes 16 års fødselsdag bestemmer hun sig for, at nu skal hun videre med sit liv. Det gøres bedst muligt ved at gøre noget, som kan få tankerne på afveje, mener Frida, og hun bestemmer sig derfor, sammen med hendes bedste ven, Mikkel, for at prøve lykken i X-factor-branchen, og det viser sig at være ikke nogen helt dårlig idé.

Et bidrag til M-Factor konkurrencen.

5Likes
4Kommentarer
789Visninger
AA

1. Et halvt år forinden

Klokken var omkring 21.15, og jeg sad og så "Så det synger" i TV'et med en skål lune popcorn i skødet, da mobilen i min lomme begyndte at summe. Jeg slikkede mine fingre på højre hånd af, tørrede hånden af i mine jeans og fik mobilen hevet op af lommen og videre op til øret, hvor jeg trykkede med en fedtet finger på "besvar"-knappen.
"Ja?" mumlede jeg, mens jeg fik tygget en mundfuld popcorn færdig.
"Hej, Frida. Det er mor," sagde mor fra den anden ende af røret. Hun lød rimelig stresset. Sådan var det at være sygeplejerske, sagde hun. Det hørte med til jobbet at være stresset.
"Hej mor. Hvad så?" sagde jeg højt for at overdøve TV'et, som jeg havde skruet op på en hel del mere, end jeg burde. Lige nu sang damen i programmet "Highway to hell" med AC/DC, og jeg kunne ikke lade være med at vippe i takt med foden. Jeg rakte modvilligt ud efter fjernbetjeningen på bordet for at skrue ned.
"Jeg kommer nok lidt senere hjem end planlagt. En ambulance har kontaktet os, og de er på vej herind med en mand i en meget kritisk tilstand fra en bilulykke, så jeg får en masse at se til lige om lidt," svarede hun. På det her tidspunkt var jeg ikke særlig opmærksom, for en popcorn-flage havde sat sig godt fast mellem to af mine kindtænder. Af selv samme grund - at jeg havde været så optaget af alt muligt andet - havde jeg heller ikke tænkt videre over, hvorfor min far ikke var kommet hjem fra arbejde. Han plejede nemlig at komme hjem ved 20.30-tiden.
"Mhm, okay," lød svaret fra mig, mens jeg havde halvdelen af min hånd stukket i munden for at få fisket flagen ud fra mine tænder.
"Jamen så ses vi. Jeg skal nok ringe, så snart jeg ved, hvornår jeg er hjemme," sagde mor, hvorefter jeg sagde farvel og lagde på. Volumenknappen fik efterfølgende et ordentligt tryk, og da "Livin' on a prayer" af Bon Jovi blev sunget, spurtede jeg ind på på mit værelse og hentede min guitar, som jeg havde fået i fødselsdagsgave af mine forældre for 6 år siden, hvorefter jeg  satte mig i sofaen, spillede højt til sangen og skrålede med af fuld hals. Først omkring tyve minutter efter, da det ringede på døren, skruede jeg ned igen. Mine fingre var ømme af at hamre sådan igennem på guitaren. Jeg lagde den med omhu fra mig på sofapladsen ved siden af, og så gik jeg ud til døren for at åbne. Da jeg åbnede, blev jeg forskrækket. Jeg havde ikke ventet at se en mand i politi-uniform stå foran mig med et seriøst udtryk i ansigtet. Jeg må have set virkelig forvirret ud på det tidspunkt.
"Jeg beklager forstyrrelsen, men er der en Gitte Andersen hjemme?" spurgte politimanden. Jeg rystede på hovedet.
"Der er kun mig. Jeg er datteren i huset," svarede jeg forvirret. Hvad havde mor dog gjort?
"Kan du få din mor hjem nu?" spurgte han tålmodigt. Jeg rystede atter på hovedet.
"Hun har meget travlt..."
"Må jeg komme indenfor? I så fald skal jeg snakke med dig," sagde politimanden og sendte mig et alvorligheds-blik. Jeg nikkede og gjorde tegn til, at han skulle følge efter mig indenfor. Jeg skyndte mig at rykke min guitar og slukke for TV'et, og så satte vi os i sofaen. Min mobil begyndte at summe, og fraværende fik jeg den op af lommen, og min mors navn stod på displayet.
"Din far er Henrik Andersen, er det korrekt?" spurgte manden. Jeg nikkede. Så det var ikke min mor, der havde gjort noget slemt, tænkte jeg, mens jeg overvejede, hvad der var af ting, min far kunne have gjort. Så gik det op for mig, at han ikke var kommet hjem.
"Jeg beklager meget, at du skal høre dette..." sagde manden og tog sin politihat af, og jeg var ikke sikker på, at jeg gad høre det. Alligevel var min hjerne opmærksom på, hvad der nu kom ud af munden på ham. På SMS'en fra mor stod der, at det var far. Det var far, der var kommet ind på sygehuset. 
"...men din far er død."

Her startede min depression.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...