Musikkens vej

Når en dør lukkes, åbnes der en ny. Hos Frida Andersen, som er en kæmpe humørbombe med en boblende livsglæde, foregår det også sådan. Efter en tragisk ulykke blot et halvt år forinden, hvor hendes fars dødsfald fandt sted, har Frida bearbejdet en dyb depression, og på hendes 16 års fødselsdag bestemmer hun sig for, at nu skal hun videre med sit liv. Det gøres bedst muligt ved at gøre noget, som kan få tankerne på afveje, mener Frida, og hun bestemmer sig derfor, sammen med hendes bedste ven, Mikkel, for at prøve lykken i X-factor-branchen, og det viser sig at være ikke nogen helt dårlig idé.

Et bidrag til M-Factor konkurrencen.

5Likes
4Kommentarer
794Visninger
AA

3. Dagen derpå

 

Ventetiden var lang. Meget lang. Men jeg havde den fordel, at jeg havde Mikkel med. Der var mange mennesker, som var her alene, men selvfølgelig snakkede vi også med dem. De fleste mennesker var søde og til at snakke med, hvad enten de sang godt eller dårligt. Der var dog en emo-pige som var i midten af tyverne, som bad mig "fucke af", og gennem hele dagen fik jeg dræberblikke af hende, når jeg kom til at kigge på hende. Mikkel og jeg havde også snakket med en masse mennesker fra TV, og så var der dem som skulle berolige os inden showstart.
Men ellers fik vi dagen til at gå med at øve og spise. Vi havde fået uddelt nummeret 3200. Ikke at det havde nogen betydning. Men nu sidder vi så her, efter 8 timers ventetid og håber på, at det snart bliver vores tur til at komme ind.
"Er du træt?" spørger Mikkel og kigger på mig. Han gnider sig i sit ene øje.
"En lille smule," svarer jeg og kigger rundt på alle de øvende mennesker. Der er så mange forskellige mennesker og personligheder, men vi har alle sammen den samme interesse. Vi har alle sammen udfyldt det samme tilmeldingskema hertil, og vi sidder alle sammen og venter på det samme.
"Men det er ikke trætheden, der gør mig noget lige nu," siger jeg -
"Det er nervøsiteten." Mikkel nikker. Han er tilsyneladende også nervøs. Højtalerne skratter, og nu høres en mandestemme.
"Nr. 3200 skal ind nu, jeg gentager, nr. 3200." Der går et par sekunder, før det går op for mig, at det er os. Så kigger jeg skræmt på Mikkel. Han klapper mig blidt på ryggen. Nu er det nu. Vi skal til audition, og hvis vi går videre, starter et nyt liv for os begge. Men selvfølgelig går vi ikke videre. Ikke at vi ikke er gode, men der er så mange andre, som også har store talenter. Mikkel rejser sig op og kigger på mig.
"Klar?" spørger han. Jeg tænker lidt over svaret.
"Så klar som man nu engang kan blive," svarer jeg. Vi går sammen hen mod døren, hvor dommerne sidder bag. En dyb indånding, og så tager jeg i dørhåndtaget.
"Hej med jer," siger Ida Corr og smiler til os, da vi går ind. Vi stiller os på krydset, som er i midten af "scenen".
"Hej," svarer jeg nervøst, og Mikkel ligeså. Jeg holder guitaren foran mig. Remmen kradser mig løst på skulderen, hvor stroppen på min top sidder.
"Hvad hedder I?" spørger Ida med blikket fæstnet på mig.
"Jeg hedder Frida," siger jeg.
"Og jeg hedder Mikkel," tilføjer Mikkel og sender et hurtigt blik i gulvet. Så kigger han på mig, og så på de tre dommere. Var det et glimt af generthed, jeg så i hans øjne?
"Og I er... Søskende? Kærester?" spørger Blachmann.
"Venner," siger Mikkel og jeg i munden på hinanden. Så griner vi begge.
"Hvad vil I synge?" spørger Ida. Mikkel smiler til mig - han tager det afslappet.
"Vi vil gerne synge "Livin' on a prayer" af Bon Jovi," siger han glad. 
"Åh, det er et skønt nummer," siger Anne Linnet, som også smiler til os. Sikke en lang dag, dommerne må have haft. Og selv på trods af det, er de i stand til at smile endnu. Jeg nikker og smiler nervøst tilbage til hende.
"I går bare i gang, når I føler jer klar," siger Ida. Jeg kigger på Mikkel. Han nikker, og jeg ligger rystende mine fingre parat til en Em-akkord. Jeg har det som om, at det er første gang, jeg skal spille nummeret, og jeg er bange for at lave fejl, selvom jeg har spillet den tusinde af gange før uden fejl. Jeg tager en dyb indånding og starter med sangens intro. En enkelt fejl sniger sig ind undervejs, men jeg spiller videre det bedste, jeg har lært. Mikkel begynder at synge, og jeg hopper på som aftalt. Efter få sekunders sang og synet af smilende dommere bag "disken", begynder jeg så småt at føle hele situation lidt mindre presset. Grebet i guitaren bliver løsnet lidt, jeg sænker skuldrene og kigger vurderende hver af dommerne i øjnene. Så giver jeg den gas til omkvædet. Der er ingen negative reaktioner fra dommerne endnu, så det må give pote. Anne Linnet og Ida Corr smiler til mig, og Blachmann sidder med lukkede øjne og lytter til de toner, der kommer ud af min mund. Eller det vil sige, selvfølgelig lytter de også til det Mikkel præsterer.
Da vi slutter sangen af i et behageligt toneleje, smiler alle tre dommere - selv Blachmann har trukket en lille smule i smilebåndende. Jeg stiller mig i den samme position, som jeg gjorde, da jeg kom herind.
"Det var flot sunget," siger Ida Corr. Anne Linnet nikker og tilføjer:
"-og I synger vidunderligt sammen." Blachmann sætter sig vurderende med en hånd under hagen.
"Har I sunget sammen i lang tid?" spørger han.
"Nej, vi startede for en måned siden," siger Mikkel og afventer spændt reaktionen fra Blachmann. Han løfter et øjnbryn og læner sig tilbage i sin stol med hænderne foldede.
"Forbløffende. Jamen, jeg tror på, at I med lidt øvelse kan gå hen og blive en af Danmarks rent faktisk dygtige sanggrupper," siger han, mens han kører en hånd over sin skaldede pande.
"Men der skal virkelig øves," fortsætter han, og alle tre dommere kigger på os med et bedømmende ansigtsudtryk.
"Jeg siger ja," siger Anne Linnet som den første. Jeg mærker spændingen i min krop stige, og et håb breder sig i mig.
"Det var sunget godt af jer," siger Ida Corr. Hun virker så venlig. Så  afslappet og bare ... sig selv, tænker jeg.
"...men jeg tror ikke, I har helt det, der skal til. I får et nej herfra." Skuffet kigger jeg på Blachmann, som sidder tilbagelænet med sine hænder foldet igen. Jeg tager nervøst Mikkels hånd og giver den et klem. Jeg kigger på ham. Gad vide, om han også er nervøs for, om vi går videre?
"Jeg tror, I har et potentiale," siger Blachmann og løfter en pegefinger mod os, hvor han fortsætter:
"-men I skal øve det. Øvelse, øvlese, øvelse. Det er på den måde, der kommer et mesterværk frem, og det skal udnyttes, når man kan skabe diverse følelser hos mennesker via sin stemme. Jeg tror, I kan komme langt. Så I får et ja herfra," siger han, og jeg måber. Jeg kigger på Mikkel. Vil det sige, at vi er gået videre?
"Jamen så er I videre. Vi siger tak, fordi I kom, og så ses vi," siger Ida Corr, som smiler og nikker. Vi går ud af døren, vi kom ind af, og jeg kigger på Mikkel igen. Han smiler. Så ringer jeg til mor på arbejdet og fortæller nyheden, som endnu ikke er gået op for mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...