Hannibal Harbo Rasmussen

Dig og Hannibal er bedstevenner, og det havde i været ligesiden i var små. I var sammen hverdag efter skole, og derfor havde du ikke rigtig tid til dine veninder. Men Hannibal betød mere for dig, fordi du havde været forelsket i ham, siden du så ham første gang. Men Hannibal vil nok ikke andet end at bare være venner.. Men forsætter det sådan?

24Likes
10Kommentarer
5274Visninger

2. Two

 

Du havde nu sat i omkring en time under det lille halvtag under døren. Der var ikke andet at gøre. Du sad og bed dig utålmodigt i læben, mens du stirrede ud mod indkørslen. 
Tankerne fløj rundt i dit hoved.  Måske hader ham mig? Tænkte du. Måske, vil han bare gerne undgå mig. Du forstår det ikke, i går havde i jo været sammen, og i havde det sjovt, mens i spillede fifa 13. I var begge helt vilde med fodbold.
"(Dit navn)" lød en stemme pludselig, du blev trukket ud af dine tanker og kiggede forskrækket op. Uden du havde lagt mærke til, stod Hannibal nu overfor dig.
"Hannibal!" udbrød du, mens du forsigtigt rejste dig op, dine ben var ømme, fordi du havde sat ned i så lang tid. "Hvad laver du her?" mumlede han og kiggede undrende på dig. Ja, hvad tror du? Jeg ventede på dig tænkede du.  "Jeg ventede på dig," du prøvede at gøre din stemme normal, men den var fyldt med had, efter han ingengang havde lagt en besked til dig. "Undskyld (dit navn)," sagde han og sukkede, "Jeg.. skulle bare noget andet.." "Du kunne i det mindste havde lagt en bedsked!" råbte du med en stemme fuld af vrede og ikke mindst sorg. Han sukkede ned i jorden. 
"Nu skal du jo også tænke på, at jeg har andre venner, end dig."
Han kiggede ned i jorden, og bed sig i læben. Vrede, sorg og ulykkelighed sneg sig frem i din mave. Det var den værste mavefornemmelse du nogensinde havde fået før. Men han havde jo ret, han havde jo også andre venner. Det værste var, at jeg jo var klar over det. Det var jo mig, der ingen venner havde...  Du nikkede langsomt.. "Vil du med ind?" spurgte han. Du rystede på hovedet, det ville være for akavet. "Nej, jeg tror bare.. jeg tager hjem."
"(Dit navn), du ved godt, at der ingen bus går før om et par timer?" 
"Jeg har to ben, Hannibal. Jeg kan sagtens gå," sukkede du. Han skævede, men rystede på hovedet. "Nej, det vil jeg ikke have. Det begynder så småt at blive mørkt (dit navn), kom nu med ind." 
Han lagde forsigtigt sin hånd på din skulder, og så dig dybt ind i øjnene  Men fjernede den så igen, og trak en nøgle op af sin lomme, til huset. Det var som om, der hvor han havde holdt brændte det. Du havde fået sådan en mærkelig mavefornemmelse op i maven. Men du kunne lide den. 
"Hey, kommer du?" han sendte sig et charmerene smil, som gjorde dig overraksene tryg.
Du nikkede og gik med ham ind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...