Sne, sne og leg

Snebold kamp på en lege plads, hvor Euuzia sidder og slapper af.

2Likes
2Kommentarer
372Visninger
AA

1. Sne-overraskelse!

De sidste dage havde børnene holdt sig mere ude på legepladsen end derhjemme, utroligt at de gad da sneen var faldet uden stop i fem dage. Men børnene forsatte med at smutte derud, hver dag med lige store smil. Skolerne var blevet lukket, politiet frarådede det meste kørsel som man kunne undgå.

Om det var selve sneen eller fridagene der holdt børnenes smil fremme var svært at sige, men det større antal børn der var ude på legepladsen fik selv hos forældrene fremkaldt et smil på læben.

Forældre havde aftalt hvem der gik med børnene ud på pladsen, sne blev kastet frem og tilbage både efter børn og voksne, og selv om der kun var to voksne, så var der ikke meget der holdt dem adskilt fra børnene, ud over at deres kroppe var større. De smilede alle sammen, sneen var deres legetøj og det var alle mod alle. Latter, råb og skrig hang hen over pladsen, de havde alle sammen en ting til fælles; Glæde. En stor del af glæden hang i alle de forskellige lydformer. De fleste der kom tæt på pladsen ville blive påvirket af denne 'aura' pladsen havde fået, og selv ende med et smil på deres læber. 

Sådan ville det være i de fleste byer, dog ikke denne. Her kunne det lige så godt være en blodtørstig dæmon der ville komme løbende efter det ene af børnene, dette var grunden til at hun opholdt sig på pladsen. Normalt lagde børnene slet ikke mærke til hende, men denne ene eftermiddag faldt det hele anderledes.

 

"Psst! Kim.”, udkom det fra en af de unge drenge, hans ansigt var vendt mod hende.

”Hvad er der Emil?”

”Hende der, hende på bænken, kom!"

”Okay!”

 

De to drenge sneg sig rundt langs med træerne for at komme usete hen til pigen der havde sat sig på bænken, hun havde en avis i hånden, endnu ikke åben. Det var ikke længe siden hun havde sat sig der, end ikke hun selv havde kigget på avisen endnu. Hun havde sat sig på ryglænet med sin front rettet mod legepladsen, blikket sad over selve pladsen. Stadig uset sneg de to unge drenge sig nærmere hendes ryg. Deres fodtrin blev overdøvet af latteren der bredte sig fra pladsen, som de kom tættere og tættere på kvinden. Først nu hvor de var fem meter væk fra bænken lagde de mærke til noget mærkeligt, hendes tøj - det passede jo slet ikke til al denne sne!
 

”Psst! Hvad er det for nogen vanter hun har på?”, lød det lavt fra Kim.

"Kom nu bare.", lød det fra Emil, lige så lavt.

Kim valgte at overse det for nu, men Emil havde set det. Den pige burde fryse! Og fryse meget, hun havde næsten intet tøj på, en hvid kjole der sluttede på hendes skinneben, dog med lange ærmer. En meget mærkelig hue, vanter samt støvler. De så vildt tunge ud, næsten så om de var af metal, det samme med hendes hue! Og nej hvor var hendes hår langt! Samt en mærkelig farve, lys sølv farve.

Da de kom tættere på, nu hele to meter fra bænken, kunne han se hendes jakke. Den så ud ligesom hendes vanter og støvler. Jernfarvet!

Kvinden tog stille avisen frem foran sig, vendte den og lod blikket falde på bagsiden. Som det skete sænkede begge drenge hurtigt deres ansigt ned så de var sværere at se, men kvinden så ikke ud til at bemærke dem. Emil gjorde et tegn, og de samlede begge to alt det sne de kunne holde og havde mulighed til at kaste.

Emil gav tre små nik før han råbte op.

"ANGRIB!!!” Udbrød han, og med det samme satte de begge i løb mod kvinden, Emil ind under ryglænet og hen over bordet, Kim løb udenom. De løb alt hvad de kunne mod kvinden. Hun gjorde intet før sneen var faldet over hendes hoved. Drengene udkom med en latter og begge løb væk med blikket rettet mod hende. Så snart de var nogle meter væk ramte avisen bordet og hun hoppede ned fra ryglænet og havde en snebold i hver hånd. Sneboldene blev ført til hendes mund hvor hun kyssede dem med sine lyserøde læber. De blå klare øjne fra dette unge ansigt var rettet mod de to drenge.

Sneboldene blev kastet i deres retning, lige efter satte hun sig op på ryglænet igen. Øjne gik i og en ung piges latter udkom fra hende. Som den glade latter forlod hende, udgik der ved hvert grin en bølge af kulde fra hende. Sneen der faldt og blev ramt af bølgerne blev til is og faldt hårdt mod jorden, og hvor den lagde sig dannedes et islag tykt nok til at man kunne gå på det.

De blev begge ramt på ryggen og udkom med en latter, som de løb tilbage til de andre børn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...