To love someone you hate (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jan. 2013
  • Opdateret: 18 aug. 2013
  • Status: Igang
Mary er en nomal pige der elsker at fyre den af. Hun er måske lidt drenget, men det tager hun sig ikke af. En dag hun da hun skal på arbejdt, bliver hun ramt af en bil. Og hele hendes liv bliver vent på hoved..

21Likes
13Kommentarer
2907Visninger
AA

45. Kapitel 46.

Jack

 

 

”Hvor lang tid har dig og Mary så været venner?” der kan man tale om at kede sig. Han viste det jo godt. Alle her i byen havde jo styr på den slags. Små kedelige byer havde altid styr på sådan noget. ”Tja...” men man skulle jo også være flink mod folk nogen gange....Men huske!! Kun nogen gange. ”Vi har gået i samme klasse siden første. Men jeg er nu ikke helt sikker på det.” han nikkede stille. Igen lage han alt sin opmærksomhed på automaten med slik og sodavand i. ”Hmmm...Hvad skal jeg mon tage?” hvor fanden skulle jeg vide det fra? Ja jeg kan ikke lide den fyr!! Mine grunde. Mit liv. Jeg trak bare på skulderene, og kikkede ind gennem en rude til et andet lokale.

 

En meget køn kvinde, sad og pustede ud efter at hun lige havde født. Lægerne kom ind med det lille barn efter de havde tjekket det. Tænk at så meget lykke kunne komme ud af et lille menneske. Selv om os mennesker er så selviske. Tårerne trillede ned af hendes røde kinder, mens hun kyssede det lille rynkede barn. Vores øjne mødtes. Man skulle tro at hun ville have lavet en mærkelig grimasse, men hun smilede bare, så selv nåde hendes øjne. Jeg hævede hånden, for at hils. Men jeg kunne ikke lade vær med at smile. Tja...Måske er der stadig en smule lykke tilbage i denne kolde verden. Hun rettede sit blik ned mod babyen igen, og kyssede den blidt på panden, knurrede den ind til sig, mens hendes mund takkede gud, for den lykke han havde givet hende.

 

”Det er da dumt.” mumlede Nico stille og fuldt mit blik over til kvinden. ”Om nogen år vil hun fortryde det.” et lille smil kom frem på hans læber. Jeg brugte alt min styrke på ikke at slå ham. Sådan kunne man ikke sige. Det var kun idioter der sagde sådan noget. Et lille barn. Det var hvad det var. Måske var det, det eneste lykkelige punkt i hendes liv at have det barn. Hurtigt drejede jeg om på hælene, og vente ham ryggen. ”Heey!” råbte han. ”Hvor fanden skal du hen?” at stoppe var der ingen tale om. Jeg ville ikke høre mere på den nar. Kun lort var det der kom ud af, det hul han kaldte en mund. Da han var holdt op med at kalde efter mig, satte jeg mit tempo lidt ned, så jeg lige kunne kikke mig omkring. Hold kæft jeg var gået langt. Helt ned til, hvor Mary lå.

 

Stille bankede jeg på døren. Men der var ingen der svarede. Så man kunne jo ikke andet end at gå ind. Som alle rum på et sygehus lugtede der af medisin. Mærkeliget ikke? Over ved de mange stole

sad Tom med hoved tilbage, og snokede sig hele vejen ind i sin egen lille verden. Mary så nu ud til hun havde det bedre. Selv om hun åndede gennem en maske, men hun så stadig meget bedre ud, end da hun faldt om. Næsten ved siden af hende var der en stol. Stille satte jeg mig på siden af hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...