To love someone you hate (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jan. 2013
  • Opdateret: 18 aug. 2013
  • Status: Igang
Mary er en nomal pige der elsker at fyre den af. Hun er måske lidt drenget, men det tager hun sig ikke af. En dag hun da hun skal på arbejdt, bliver hun ramt af en bil. Og hele hendes liv bliver vent på hoved..

21Likes
13Kommentarer
2884Visninger
AA

43. Kapitel 44.

 Tom

 

”Vi mister hende!” Råbte en af lægerne. Alt det der sket i ambulancen, gik så langsomt. Verden stod stille for være vejtrækning der blev lavet. ”På tre! En to tre!” stød blev sat gennem hendes krop. Hun skrallede lidt, når de gjorder det. Men ellers ikke noget. ”Igen!” råbte han. Ambulancen stoppede hårdt op. Marys båre bliv taget ud. Lige så hurtig som den var kommet ud, fulgte jeg efter hende. ”Undskyld mig. Men du kan ikke gå med der ind.” en af lægerne stoppede mig inden, jeg kom ind i sygeafdelingen. ”Hvorfor nu det!” panikken kunne høres dybt ned i min stemme. ”Jeg er ked af det, men sådan er reglerne her på stedet, men du kan side her og vente.” han pegede ned på en række stole der, stod ikke langt for der Mary var. Jeg nikkede stille og satte mig ned der, hvor han pegede hen.

 

Stille gik han ind i rummet, hvor hun var. Noget brummede i min lomme. Stille trak jeg min mobil op. ”Hallo?” hånden kørte gennem mit hår. Lige nu var et opkald det sidste jeg havde brug for lige nu. ”Tom? Hey det er Nico.” Altid noget at han ringede. Men nå man kommer i tanke om, hvordan han har det med min søster. Er det på en måde ikke det samme som det var før. Kan i følge mig i det? ”Hva så?” sagde jeg, for at undgå at tale om Mary lige nu. ”Tja..Mig og Jack er her stadig. De andre er næsten lige gået, der er vist en af deres venner der er lidt unde af den, over det der lige er sket.” Hurra de gik!! Tro ikke at jeg ikke håbede på det. ”Hvordan gik turen?” Tja....Hvordan tror du. Hun fik det meget bedre, og havde lyst til at gå ud at spise, og det er derfor vi ikke er kommet hjem i nu. ”De gav hende stød..” det var det eneste jeg kunne sige. Ikke mere. Ikke andet. Bare det.

 

Det gør mig ondt..Tom må mig og Jack komme over?” han vidste nok, hvordan jeg havde det. Flere grunde til, at han var min bedsteven. Han forstod mig bedre end nogen andre. En rigtig ven, det var hvad han var. Bedre end alle de andre. ”Ja, det ville være ret at snakke med nogen.” smilet gled stille over mit ansigt, så lægerne kikkede mærkeligt på mig. ”Okay vi kommer snart. Ses.” en hånd rørte stille ved min arm. Jeg kikkede op og klappede min mobil sammen. ”Hun er ved bevidsthed nu, men vi vil gerne havde hende her inde lidt længer, så vi kan se hvad der var galt.” jeg nikkede stille.”Men jeg bliver altså her. Kan jeg gå ind nu?” Og pegede hen mod døren. Han nikkede stille, og tog et skridt til siden.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...