Forbidden {1D}

Emma havde altid været en kæmpe Directioner. Hun bor i London, sammen med hendes forældre. Emma er kun 18-år. selvom hun er gammel nok er hendes forældre er meget bestemmende.
En dag møder hun en af drengene fra One Direction. Det var fantastisk, men hvad med den seddel Emma giver ham. Hvad med den? Hvad med deres møde? Hvem er han?

1Likes
4Kommentarer
641Visninger
AA

1. One Day Off


Jeg gik ned ad gågaden. Der var helt tomt, men klokken var også kun elleve. Grunden til at der var så tomt var nok fordi at jeg havde fri fra gymnasiet og alle andre var jo på deres plads. Jeg tog mig lige et smut ind i min ynlings tøj butik. Jeg ville bare kigge, min pung var nemlig helt tom. Ikke så godt vel? Jeg bestemte mig nu for at gå igen inden jeg blev alt for forelsket i noget herinde. Jeg var nemlig ret god til sådanne noget!
Jeg traskede ud ad butikken. Ugh. Jeg så mig omkring, vinden var stille, butikkerne var åbne, men tomme faktisk.. Jeg fik ikke set mig til venstre, men gik bare ud. I det jeg bumpede ind i en høj dreng. Det gav et lille skub i os begge. Jeg blev helt genert men sagde hurtigt derefter,
"Ej, undskyld. Det er jeg virkelig ked af. Jeg så dig slet ikke." Jeg bestemte mig for at kigge op, på hans ansigt. Han smilede sødt til mig og sagde,
"Det går nok, babe." I det sekund indså jeg hvem jeg snakkede til. Oh holy moly! Det er jo Louis Tomlinson. Jeg kan næste ikke tro mine egne øjne! Louis William Tomlinson. Ham og hans ekskæreste havde for nyligt slået op. Det virkede ikke som om det havde påvirket ham. Jeg følte mig overvældet inden i. Jeg havde lyst til at skrige, men jeg forblev rolig. For Louis' skyld.
"OMG! Du er jo Louis Tomlinson fra One Direction. Ej, jeg er en kæmpe fan" sagde jeg, jeg skulle bare ud med det. Ellers ville jeg nok koge op inden i. Han smilede sødt til mig,
"Ja, det er mig. Louis" han rakte hånden frem og ville gerne kende mere til mig,
"Emma" sagde jeg, vi rystede hænder og jeg smilede til ham. Jeg kæmpede for at få øjenkontakt med ham. Det lykkedes heldigvis. Nøørj. Hans øjne var jo endnu smukkere i virkeligheden. Jeg var helt lost i drengen, mere end jeg var i forvejen. Der var virkelig en god kemi i mellem os. Han gav mig en note med nogle tal på. Jeg så undrende på ham, på en spørgende måde.
"Louis?"
"Det er mit nummer, bare ring til mig når du får tid," sagde han. Jeg smilede ved tanken. Selveste Louis Tomlinson havde lige givet mig hans nummer. Hvor stor er chancen lige for at det sker? Ikke særlig stor siger jeg dig, mega lille! Vi havde begge vendt om for at gå i hver vores retning. Min hjerne snorede helt rundt. Jeg kunne slet ikke fatte hvad lige var sket! Var det virkelig sandt? Eller var det her bare endnu en af mine sindsyge drømme. Jeg nev mig selv i armen. Fuck! Det sker virkelig det her. Utroligt..
Jeg gik gennem gaden, der var stadig en masse følelser som strømmede gennem mit hoved, men lige nu fokuserede jeg bare på at gå hen til min bil. Ja det rigtigt folkens. Jeg har kørerkort og bil! Be jealous. Men det var kun en lille rød dyt. Jeg elskede dog den bil, for det var min, ikke min mors, ikke min fars, men min. Jeg havde selv betalt det hele for den. Jeg var stolt over den bil, nu syntes i nok det lyder underligt. Men jeg var faktisk stolt over at eje den bil.
Jeg satte mig ind på forsæddet, kiggede op i bagspejlet. Jeg kunne lige fornæmme mit billede i spejlet. Oh shit! Først der opdagede jeg hvor glad jeg så ud. Ha ha! Awkward... Det var seriøst bare pinligt det her. Jeg bakkede ud fra parkerings pladsen og kørte hjem. Hjem til mor og far. Hjem til de overbeskyttende forældre. Ughhh...
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...