Life's a Great Adventure - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2016
  • Status: Igang
Vi kender stort set alle til 2. Verdenskrig. Prøv så at forestille dig en 3. Verdenskrig imellem to kendte bands.
May Flower er et britisk girlband, der efter en masse covers på YouTube er blevet signet. På under et år har pigerne udgivet et album og er dermed blevet store i England, men da managementet vil udbrede musikken i flere lande, bliver det arrangeret, at May Flower skal være opvarmningsband på boybandet, One Directions, World Tour. Det valg bliver ikke nogen stor succes for begge band, da et tidligere trekantsdrama har kostet dem venskabet.
Skænderier, diskussioner og uoverensstemmelser kommer og går som forventet. 18 årige Daisy Carter følger bare med slænget, indtil hun ved en fejl ender op med at have sex med en fra boybandet. Uventede følelser opstår og fører til en lang række svære valg og konsekvenser, men ikke mindst kærlighed. Én ting er i hvert fald sikkert; ingenting vil nogensinde blive det samme igen efter den tour. *Anstødeligt sprog og indhold kan forekomme*

1157Likes
1327Kommentarer
184519Visninger
AA

4. Licking, Laughing and the 'Lovely' Loosers

 

Det var utroligt så hurtigt to dage kunne gå. Faktisk så utroligt, at der var mindre end tre timer, til May Flower skulle på scenen. Og jeg glædede mig! Virkelig meget. Jeg var måske en smule nervøs, men det var jeg altid før en koncert, fordi adrenalinen virkelig pumpede rundt i mig, og gjorde mig så spændt.

Derfor rendte jeg også rundt og åd mig mæt i den virkelig gode chokoladekage, der stod fremme på det store forfriskningsbord med kage, drikkelse og meget mere.

One Direction var lige kommet ned fra scenen. De havde været til soundcheck, og det gjorde bare mig endnu mere nervøs. Det gjaldt nu.

Lige nu.

Okay, om nogle timer. Men det var snart, så det kunne godt betegnes som nu.

Jeg tog en dyb indånding og vendte mig om, så jeg fik øje på Monica, der kom gående hen mod mig med et smil på læberne. ”Du ved godt, at du ikke skal æde dig mæt i kage, inden vi skal på scenen,” sagde hun og tog kagen ud af min hånd for at smide den i skraldespanden, der stod i hjørnet. ”Hvad laver du?” spurgte jeg og så chokeret på hende, imens diverse kagekrummer faldt ud af min mund.

Monica fnes af mig og rystede på hovedet. ”Du ved godt, at Mariah ikke vil have, at vi spiser før koncerterne,” svarede hun, og jeg himlede med øjnene – Mariah var vores vokallærer, og hun mente, at man ikke skulle spise, inden man skulle optræde og bla, bla, bla. ”Hvad hun ikke ved, har hun ikke ondt af.”

”Kom ud og snak med os andre,” beordrede hun og gik tilbage af den vej, hvor hun kom fra. Jeg blev stående og så efter hende. ”Kommer om lidt,” halvråbte jeg, selvom det var løgn.

Det jeg havde mindst brug før en koncert, var at være sammen med en masse mennesker. Jeg fik stres, uanset hvor dumt det lød. Min far plejede at sige, at teenagere ikke kan få stres, og det passer for alt i verden da ikke.

Jeg har stres nu.

Jeg sukkede og rystede på hovedet for mig selv. At guide mig selv op havde altid været en ulempe ved mit liv. Idet mindste havde jeg lært at leve med det. Engang imellem var det dog stadigvæk meget irriterende. Derfor tog jeg nogle gange piller, hvis det blev for slemt, og det var ikke fordi jeg var narkoman eller noget, jeg havde bare brug for at komme lidt ned på jorden en gang imellem.

Men nok om det.

Stemmer rev mig ud af mine tanker, og da jeg så hen mod gangen, som Monica netop lige var forsvundet hen ad, fortrød jeg, at jeg ikke var gået efter hende.

Louis, Liam og Niall kom gående hen imod mig, og da de så mig, havde jeg ikke overvejet at fjerne blikket fra dem, og stod derfor og gloede som en idiot på dem. Det var først da mit blik mødte Louis' ikke særligt imødekommende blik, jeg så væk. Nu anede jeg så bare ikke lige, hvad jeg skulle. Måske skulle jeg bare gå igen.

Drengene placerede sig i sofaen, der stod op ad væggen og begyndte at tale. Jeg gik stadigvæk lidt rundt for mig selv og prøvede at få ro i min krop, men det var svært, når drengene talte om et eller andet, der fik dem til at grine højt. Jeg fangede noget med en fisk, og droppede dermed at høre det, da jeg huskede episoden med mine spidset læber foran Simon Cowell.

Det var stadigvæk ydmygende, selvom det kun (forhåbentlig) var Thea, der havde opdaget mig.

Jeg kørte en hår igennem mit hår og tog en dyb indånding. Et glas vand kunne godt bruges, men jeg magtede ikke at gå ud og hente et, så derfor blev jeg ved at gå frem og tilbage.

Og det gav vist en eller anden pres, ”sætter du dig aldrig ned?”

Jeg så hen ved sofaen, hvor Liam, Niall, Louis og nu åbenbart også Zayn så på mig med kølige blikke. Det var Zayn, der havde stillet mig spørgsmålet, hvilket egentlig ikke kom bag på mig. Liam og Niall holdt sig fra at sige noget til os piger og sendte derfor bare kolde blikket på det rette tidspunkt – ligesom jeg egentlig. På nær når det så kom til Harry. Ham kunne jeg ikke holde mig fra at skælde ud på. Han var som sagt forfærdelig.

Louis derimod støttede drengene, men virkede også mere eller mindre lige glad med det. Han kunne dog godt bryde ind med råb og sådan, men det var ikke fordi jeg havde set noget stort. Heldigvis.

Zayn og Harry var så de værste. Det var selvfølelig forståeligt med Zayn. Men jeg vidste ikke, hvorfor Harry var, som han var – hvilket ville sige en komplet idiot.

Han var vel bare født sådan.

”Hvorfor?” spurgte jeg Zayn med et mindre irriteret stemme. ”Fordi det er pisse irriterende, at du render rundt sådan der,” snerrede han, og det gjorde, at Liam diskret gav ham en albue i siden. Zayn ignorerede ham dog bare og kiggede surt på mig. ”Hvis du har et problem, kan du vel bare gå ud – jeg var her først.”

”Det er ikke så svært at få dig ud herfra,” sagde en stemme pludselig bag mig, der fik mig til at vende mig chokeret om. Hvis jeg overdrev meget, ville jeg blive blind, da jeg så på personen foran mig. Han fik automatisk vreden til at stige i mig, og jeg hadede ham for det.

”Og hvad vil du så gøre?” Jeg lød selvsikker og lagde mine arme over kors, imens jeg så afventende på ham. Han smilede svagt og kiggede kort på drengene bag mig. ”Hvad får dig til at tro, at jeg ville fortælle dig det, Daisy? Du ville nok heller ikke fortælle en person, at du planlagde at myrde den, hvis du gjorde det, ville du?” Jeg gøs ved tanken om, hvad han lige havde sagt og trådte hurtigt et skridt tilbage fra ham. Han begyndte at le over min reaktion, hvilket drengene hurtigt tog del i.

Jeg så irriteret på ham og havde ærlig talt lyst til at tage et skridt frem og slå ham et eller andet sted. Få et par aggressioner ud.

Selvfølelig gjorde jeg det bare ikke, da jeg ikke var sådan en person, der rendte og slog andre. Ikke engang når det gjaldt Harry Styles, uanset hvor meget jeg havde lyst til det. Jeg syntes bare, at vold var så åndssvagt. Det hjalp ikke på andet end at skade hinanden.

At snakke var altid løsningen. Hvis man så kunne snakke ordentligt sammen. Ellers vidste jeg ikke, hvad man skulle gøre. Et eller andet.

Jeg tillod mig kort at give Harry et elevatorblik. Han havde et par mørke jeans, en t-shirt og en cardigan på. Hans hår sad som det plejede, og selvom jeg så inderligt hadede at indrømme det, så han godt ud. Mine øjne mødte hans, og han smilede stadigvæk til mig og sendte mig et blik, som om han vidste noget, som jeg ikke gjorde.

Og som det var sagt, kunne jeg mærke et par arme omkring mig, som løftede mig op over en skulder og vandrede hen mod døren. ”Sæt mig ned!” skreg jeg. Zayn så irriteret på mig, og jeg vidste dermed, at det var ham. ”Du spurgte, hvad vi ville gøre for at få dig ud herfra,” sagde han kort. Jeg rystede på hovedet og prøvede forgæves at sparke ud efter ham. ”Jeg spurgte Harry, ikke dig,” fastslog jeg og slog ham blidt på brystkassen, hvilket ville resultere i et blåt mærke, da det gjorde sindssygt naller.

Okay, streg det ud med, at jeg ikke går ind for vold.

Det værste var, at Zayn ikke engang bed mærke i, hvad jeg lavede, og til sidst endte han med at smide mig ned fra hans skulder, da vi kom ud foran døren. ”Jeg melder dig for vold,” truede jeg dumt, hvilket fik ham til at himle med øjnene, hvorefter han vendte rundt og gik ind ad døren, for derefter at smække den.

”Og ikke held og lykke til jer!” råbte jeg derefter og ømmede mig på min albue, der havde taget størst skade af at ryge på det kolde gulv.

”Idioter,” mumlede jeg og rejste mig igen. Jeg børstede mine bukser af ren refleks på bagdelen og begyndte at vandre rundt igen. Med et enkelt blik på uret, fandt jeg ud af, at der var mindre end to timer, til det hele gik løs.

Åh gud.

 

 


Uanset, hvor mange koncerter jeg havde været til, måtte jeg modvilligt indrømme, at denne her slog alle. Fansne, skrigene, bannerne, det var helt vildt.

Jeg følte mig ærlig talt stadigvæk døv, efter at have taget et bad og skiftet tøj. Og det gjorde det ikke bedre, at man kunne høre en masse skingre pigeskrig. Men jeg kunne lide det. Selvom der blev råbt 'One Direction', kunne jeg lide det. Det fik mig til at smile, fordi at det var virkelig det her. Og det var det, jeg havde drømt om.

Drengene havde snart været på i en halvanden time, hvilket betød, at de snart var færdige. De havde gjort et godt stykke arbejde, måtte jeg sige. Så nu kan jeg ligeså godt også fortælle en hemmelighed, jeg ejer, bare lad være med at sige det til nogen. Ikke engang Thea ved det, og hun skal heller ikke vide det.

Okay, her kommer det; jeg kan godt lide One Direction. Altså deres musik! Drengene er nej, musikken er ja. Især deres C'mon C'mon, som jeg kan udenad, og altid danser vildt til. Den ligger for resten også i mit iTunes, hvilket er grunden til, at ingen får lov til at kigge mit musikbibliotek igennem.

Selvom det vel bare var en sang, ville en af pigerne højest sandsynlig sige et eller andet, hvis de fandt ud af, jeg i smug hørte One Direction. Og det havde jeg ikke lyst til at rode mig selv ud i.

Derfor dansede jeg ikke, da jeg hørte, at C'mon C'mon blev spillet. Jeg havde siddet og rokket mig lidt frem og tilbage og mimede med munden lukket, hvilket ingen heldigvis havde lagt mærke til.
Så lang, så godt.

”Godt gået, piger,” lykønskede en af crew-medarbejderne, da han passerede os, imens han talte ind i en walkie-talkie. Ingen af os – Thea, Naomi og jeg – nåede at sige noget, før han var forsvundet igen.

”Jeg er virkelig sulten,” udbrød jeg, da min mave for tredje gang knurrede. ”Har du set, om der er noget mad på det der bord?” spurgte Naomi, og jeg rystede på hovedet. ”Så lad os kigge – jeg er også pisse sulten,” fastslog Thea og tog mig i armen for at hive mig med efter hende.

Vi endte i det store fællesrum, hvor forfriskningsbordet stod. Det var halvtomt, men der stod stadigvæk noget kage og kaffe på. Lykkeligt nuppede jeg et stykke drømmekage, som hurtigt blev slugt.

Jeg spiste for at overleve, det var klart.

”Wow, er du sikker på, at du har fået nok?” mumlede Naomi ironisk. Jeg rystede på hovedet og tog dermed endnu et stykke kage og proppede i munden. ”Ej, Daisy,” fnes Thea og tog en tår vand, som hun havde fået fra en automat. ”Det smager godt?” undskyldte jeg, så der røg en klump kage ud ad min mund og fortsatte ned på gulvet. ”Ups,” sagde jeg kort og trampede på den i håb om, at den forsvandt. ”Du er seriøst et svin,” hørte jeg Naomi sige til mig, og derfor rystede jeg stædigt på hovedet.

”Jeg er sulten,” fastslog jeg højt. Hun så dumt på mig. ”Derfor kan man godt spise med manerer,” anerkendte hun. Jeg himlede med øjnene og tog endnu et stykke kage, bare for at irritere hende. ”Jeg,” begyndte jeg og tog en bid af kagen. ”Spiser,” fortsatte jeg, imens jeg tog endnu en bid af kagen, så det forrige indhold røg lidt ud ad min mund. ”Som,” Thea grinede, og jeg åd videre. ”Jeg,” jeg tog det sidste stykke af kagen ind i munden og tyggede grådigt, for til sidst at række tunge, så Naomi så afskyende på mig, da hun så den mosede kageblandning i min mund. ”Vil,” sluttede jeg af til sidst og sank.

”Hvor' du gusten,” grinede Thea og daskede mig blidt på skulderen. ”Du er virkelig klam,” sagde Naomi og rystede på hovedet af mig. Jeg gik hen og lagde en arm om hende. ”Jeg ved det, jeg ved det,” indrømmede jeg, hvorefter jeg slikkede hende på kinden og efterlod lidt spyt og kagekrummer.

”Daisy!” skreg hun grinende og skubbede mig væk. Thea flækkede af grin, hvorimod jeg småfnes. Naomi tørrede sig ihærdigt på kinden og så grinende på mig. ”Du er så ulækker,” samtykkede hun. Jeg smilede lidt og gik hen og tog et glas vand fra automaten, som hurtigt røg ned.

”Er jeg den eneste, der har fået vabler?” spurgte Thea, da vi fortsatte ned mod det store backstagerum, lige bag ved scenen. Jeg rystede på hovedet. ”De nye sko jeg fik på, var forfærdelige at gå i,” påpegede jeg trist. ”Mine var gode,” indskød Naomi blærende. Jeg puffede blidt til hende. ”Bare vent, skatter,” sagde jeg og smilede lidt. ”Daisy, back off,” svarede hun og skubbede mig hen mod Thea. Jeg rullede med øjnene.

”Du er sart,” mumlede jeg og lagde en arm om Thea, der bare trak mig længere ind til sig med et smil på læberne. ”Og du er mærkelig,” sukkede hun, og jeg smilede stort. ”Alligevel elsker vi hinanden,” fastslog jeg og tog hendes arm for at trække hende hen mod mig og Thea. ”Gruppekram!” råbte jeg og stoppede op.

Og som de forrædere, de var, gav de bare slip på mig og gik videre. Jeg fnøs og lagde armene over kors. ”Så vil jeg bare kramme mig selv!” råbte jeg dumt. Jeg nåede lige netop at høre dem le af mig, inden de gik om hjørnet og efterlod mig alene tilbage.

Pft.

Jeg kunne da også bare klare mig selv, hvis det skulle være sådan.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...