Life's a Great Adventure - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2016
  • Status: Igang
Vi kender stort set alle til 2. Verdenskrig. Prøv så at forestille dig en 3. Verdenskrig imellem to kendte bands.
May Flower er et britisk girlband, der efter en masse covers på YouTube er blevet signet. På under et år har pigerne udgivet et album og er dermed blevet store i England, men da managementet vil udbrede musikken i flere lande, bliver det arrangeret, at May Flower skal være opvarmningsband på boybandet, One Directions, World Tour. Det valg bliver ikke nogen stor succes for begge band, da et tidligere trekantsdrama har kostet dem venskabet.
Skænderier, diskussioner og uoverensstemmelser kommer og går som forventet. 18 årige Daisy Carter følger bare med slænget, indtil hun ved en fejl ender op med at have sex med en fra boybandet. Uventede følelser opstår og fører til en lang række svære valg og konsekvenser, men ikke mindst kærlighed. Én ting er i hvert fald sikkert; ingenting vil nogensinde blive det samme igen efter den tour. *Anstødeligt sprog og indhold kan forekomme*

1160Likes
1321Kommentarer
187813Visninger
AA

10. Fool Fakes 'Friendliness'

 

Jeg havde altid godt kunne lide at være i Manchester. Mest af alt på grund af fodbolden. Jeg elskede at se fodbold. Og mit yndlingshold var selvfølgelig Manchester United. Jeg havde fulgt med i deres kampe, siden jeg var helt lille, da min bror elskede at se fodbold. Hans drøm var at nå til tops, men det gjorde han ikke rigtig. Han sprang nemlig fra sporten, da han opdagede, at der fandtes noget, der hed en computer, og nu var han så i gang med en uddannelse som IT-konsulent. Misforstå mig ikke, jeg var virkelig stolt af ham, men det havde da været lidt sejt, hvis han kom på dette her vinderhold.

Men ak, sådan gik det ikke altid.

Så jeg måtte altså følge med i fodbolden alene. Min yndlingsspiller fra Manchester United var helt klart Anderson Luiz de Abreu Oliveira. Han spillede godt, og så var lidt sej. Se bare hans hår. Og så har jeg set billeder, hvor han kører Audi R8, så derfor har han også lidt af en plads i mit hjerte.

”SÅ TAG DOG DEN FUCKING BOLD!” skreg jeg højt og fulgte bolden, som en af modspillerne fra Chelsea havde. Fuck den person, helt seriøst.

Jeg sukkede og kiggede til min side, hvor der sad to drengene og kiggede overraskende på mig. Niall og Liam.

”Hvad?” spurgte jeg dumt. ”Du kan godt lide fodbold, hva'?” sagde Liam som et spørgsmål, der nu mere lød som en konstatering. ”Det- JA, SÅDAN MAND!” Mit blik var faret ud på banen, hvor jeg til mit held opdagede, at Anderson Luiz de Abreu Oliveira havde fået bolden. Jeg hujede højt, men kom hurtigt i tanke om, at Liam havde snakket til mig før. Derfor så jeg hurtigt hen på ham, og han stod bare med hævet øjenbryn og et stort smil på læberne. Uheldigvis så de andre drenge også på mig. Eller, Zayn og Harry prøvede at gøre det lidt klart, at de var lige glade med mig, men gloede alligevel diskret. Louis kiggede af og til på mig, men småsnakkede nu lidt med Paul, som var taget med os til Manchester United's hjemmestadion, hvor de spillede i dag. Det var egentlig kun drengene, der skulle have været herude i dag, men Niall havde spurgt, om jeg ikke ville med dem, og som en trofast fan, sagde jeg selvfølgelig ikke nej.

”Er det svært at se?” spurgte jeg Liam om, og han grinede kort. ”Ikke rigtig,” konstaterede han, og jeg smilede. ”Wuhu, ultimativ fodboldfan!” jublede Niall, som sad ved siden af mig. Jeg puffede rettende til ham, ”ultimativ Manchester United fan.” Han smilede stort til mig og rakte posen med slik hen mod mig.

”Wow, tør du godt at dele slik med hende,” hørte jeg en dum person sige. Jeg kiggede op og sendte ham et dræberblik, som han himlede med øjnene over. Jeg så hurtigt på Niall igen med et smil og tog en vingummi fra hans slikpose. ”Tak.” Han smilede stort og nikkede.

Harry og jeg var ikke blevet venner, siden han var en idiot over for mig. Jeg holdt mig fra ham, hvilket egentlig var rart, for det virkede som om, han forstod, at jeg ikke gad ham. Jeg var til gengæld sammen med Niall og Liam. Det havde pigerne selvfølgelig brokket sig over, men jeg var min egen herre, så de skulle ikke komme og sige til mig, hvad jeg skulle, og hvad jeg ikke skulle.

Og angående Louis. Vi var gået i stå. Ingen af os havde rigtig sagt noget til hinanden efter vores aften. Vi kunne knap nok kigge på hinanden. Og det var jo egentlig mærkeligt. Jeg mener, det var jo bare et engangsknald. Men af en eller anden grund kunne jeg ikke fortrænge det, og hver gang jeg var alene, dukkede det op i mit hoved.

Jeg havde overvejet at fortælle Thea om det, men hver gang jeg var tæt på at hentyde til noget, der ville føre os videre til emnet, gik jeg i stå. Og nu var jeg så kommet frem til resultatet af, at jeg ikke ville sige det til hende. Jeg var en kylling, men sådan var det bare.

Tanken om, at Louis havde sagt det til drengene havde passeret op til flere gange. Men faktisk var jeg rimelig sikker på, at han ikke havde sagt noget. De opførte sig for normalt, og de havde ikke kommet med nogle kommentarer, der hentydede til det. Jeg ville gætte på, at han havde det præcis ligesom mig.

Og derfor var det jo nemmest for os begge bare at glemme det. Hvis man så bare kunne.

 


Det var vores sidste dag i Manchester i dag, og inden vi skulle videre til Liverpool, havde en fra One Directions crew arrangeret en stor frokost for os alle. Og med alle, mente jeg hele crewet, drengene og pigerne.

Og jeg havde hørt en fugl synge om, at Simon Cowell også dukkede op.

Derfor havde jeg uden tøven shinet mig op (link i kommentar), fordi jeg gerne ville gøre et godt indtryk på ham. Ikke fordi, jeg egentlig behøvede at gøre godt indtryk, det ville bare virke dumt. Det lød som om, jeg gerne ville date ham, hvilket jeg egentlig gerne ville, men det ville simpelthen være for mærkeligt.

Han var 53 for god sake.

Vi var lige ankommet til den flotte restaurant, hvor frokosten foregik, og hvor der allerede holdt journalister, og jeg ved ikke hvad. Kameraernes blitzer lyste klart op i mine øjne, imens spørgsmål blev kastet op og ned i luften. Det virkede så surrealistisk. Dog var jeg efterhånden vant til det. I starten havde det været noget af en kamp ikke at blive irriteret på de pokkers journalister og deres kameraer. Min største frygt var altid tanken om, at der ville ende et virkelig dårligt billede ude i offentligheden.

Heldigvis blev vi eskorteret sikkert ind på restauranten, og jeg kunne ånde lettet op uden bekymring om, at nogen ville gøre mig noget. Naomi havde engang været ude for, at en paparazzi havde skubbet hende hårdt, så hun forstuvede sin ankel. Derfor blev jeg til tider også rimelig usikker på tingene, når vi skulle ud og gå imellem alle folk.

”Her dufter virkelig godt,” hørte jeg Thea sige, hvilket fik mig til at nikke. ”Og jeg er virkelig sulten,” fastslog jeg og tog min blazer af, da her virkede rimelig varmt.

Vi fulgte med hen til et langt bord, hvor der minimum kunne side de 15 mennesker. Og dem var der så tre af. Jeg så rundt og lagde mærke til, at det kun var os i restauranten. Her var rigtig fint og klassisk pyntet, hvilket jeg godt kunne lide.

Der var lidt trængt, da vi skulle finde pladser, og derfor endte jeg med at gå fortabt rundt og kigge efter et ledigt sted, hvor der var to pladser, eftersom jeg gerne ville sidde ved siden af en, som jeg kendte. Gerne Thea.

Til mit held var der to pladser nede i enden, men til mit uheld var den ene ledige plads ved siden af Harry.

Damn that fucking shit.

Og damn, han så godt ud i dag, hvilket jeg underligt nok først havde lagt mærke til nu.

”Kom,” sagde jeg insisterende til Thea, da jeg allerede på forhånd droppede at kigge efter andre pladser. Hun kiggede i min retning og hævede brynene lidt. ”Hvor glad for de drenge, er du lige  blevet?” spurgte hun skeptisk, så jeg himlede med øjnene og gik hen mod drengene, der havde samlet sig i en klump.

Niall var den første, der lagde mærke til os, og inden jeg nåede at gengælde hans venlige smil, havde han lavet en gestus med hånden til de to frie pladser ved siden af Harry og en anden person, som jeg ikke kendte, men som allerede var i gang med at snakke med sidemanden.

”Vil I ikke sidde her?” spurgte han og smilede større end før, hvilket fik de andre drenge til at se på os. Jeg kunne føle Harry indebrændte blik på mig, og jeg var nødt til at bide mig i inderlæben for ikke at se hen på ham.

”Jo, tak,” svarede jeg og gled modvilligt ned ved siden af ham. Thea tøvede lidt, før hun satte sig ned ved siden af mig og damen på den anden side, som vi ikke kendte.

”Du ser godt ud, Daisy,” komplimenterede Liam med et strålende smil, der gjorde mig varm i kinderne. ”Tak. Og i lige måde,” tilføjede jeg og smilede en smule forlegent. Jeg hørte Harry fnøs lavt, hvilket fik mig til at se hen på ham i et kort øjeblik. Han så koldt på mig og løftede et øjenbryn, som om han ikke vidste, hvor jeg kiggede på ham.

Jeg sagde intet og så derfor bare hen på Thea. ”Din kjole er altså vildt flot,” mumlede jeg og lod en hånd køre hen over det lilla, silkebløde stof. Hun smilede af mig, ”det er tiende gang, du siger det.” ”Ellevte,” rettede jeg, og ja, jeg havde talt på det. Hun så spørgende på mig, og jeg grinede bare.

”Daisy, har du fået ny kjole?” hørte jeg pludselig Niall bryde ind. Jeg kiggede hen på ham og smilede svagt. ”Det har jeg faktisk,” fortalte jeg, og han smilede stort til mig. ”Den er rigtig pæn,” fastslog han, og endnu en gang bredte der sig en lille farve ud i mine kinder, imens jeg smilede en smule forlegent.

”Aww, hun rødmer,” udbrød Liam, og jeg kiggede hurtigt ned i bordet med et grimt smil plastret på læberne. Jeg kunne bare ikke lade være. Selvom jeg godt kunne lide at få komplimenter, havde jeg det med at rødme over dem, og det var ikke altid en fordel.

Jeg kiggede langsomt op på Niall, der sad og smågrinede af mig. ”Hold op,” mumlede jeg og rystede på hovedet af ham. Han grinede højere og satte sig tungt tilbage i sin stol. Jeg smilede for mig selv og skævede kort til Louis, der sad og snakkede en smule med Zayn, som han sad overfor.

Mit blik røg videre hen til Harry, der åbenbart kiggede på mig, og selvom jeg havde lyst til at se væk, gjorde jeg det ikke. Et øjeblik var det som om, at der var blevet udløst en intens stirrekonkurrence. Jeg lod mine øjne bore sig ind i hans. Jeg havde lyst til at skræmme ham med mit blik, men fordi jeg virkelig følte, at hans borede sig helt ind i min krop, langt, langt ind i min krop, kom jeg ud af fokus, og lod derfor bare mine øjne falde væk i hans.

Jeg kunne forbande de smukke, grønne øjne, der fik mig til at glemme alt omkring mig. Når jeg så ind i dem, var det som om, at min vrede til Harry forsvandt i løbet af ingen tid, hvilket ellers lød så umuligt. Det var som om, at han fik formået at fjerne al fjendtligheden imellem os, og gøre øjeblikket specielt.

Det var som om, at det kun var ham og mig i dette lokale lige nu, og det forfærdelige var, at jeg nød det.

Det var først, da jeg blev puffet i siden, at jeg så væk, og det var uheldigvis mod min vilje. Det var Thea, der havde puffet til mig, og jeg så derfor hen på hende med et spørgende blik. Hun havde hævet øjenbrynene og sendte mig et eller andet blik, som jeg nok skulle kunne forstå, men alligevel ikke kunne.

Så jeg kiggede derfor væk fra hende og mødte uheldigvis Liam og Nialls blikke, der begge så en smule undrende på mig. Og for, at det ikke skulle være løgn, så de fra mig til Harry, som om de havde fulgt med i vores stirren. Jeg smilede bare hurtigt, og lyden af metal mod et glas, fik mig til at se i retningen af den.

Det gik hurtigt op for mig, at en mand havde rejst sig op og skulle holde en velkomsttale. Og det var så der, jeg opdagede, at Simon Cowell sad mindre end fem meter fra mig. For at være helt præcis, sad han fire pladser for mig, og synet af ham fik mig til at gispe og synke desperat. Jeg glemte lidt alting, der var omkring mig og så hurtigt hen på Thea, imens jeg placerede en hånd på hende lår, hvilket hun hoppede lidt i stolen over.

”Se, hvem, der sidder der,” hvinede jeg i en næsten lydløs tone, da hun sendte mig et forvirret blik. Hun fulgte mit nik, som jeg gjorde mod Simon Cowell og endte i den sidste ende ved at smile storslået og se tilbage på mig.

”Han er fantastisk,” dånede jeg nærmest, og hun fnes lydløst. ”Hvem er fantastisk?” begyndte Niall stille for ikke at virke ubehøvlet ved talsmanden. Jeg kiggede langsomt hen på ham og kløede mig uintelligent i håret.

”Ikke nogen,” løj jeg hurtigt. Måske fordi jeg ikke ville fortælle, at jeg havde et lille (mega) crush på hans Uncle Simon. Det ville være lidt ydmygende, hvis alle vidste det. Selvom drengene nu allerede vidste det. Men jeg ville ikke sidde og indrømme, at jeg sad og overgluggede Simon Cowell og næsten blev våd i trussen af hans vidunderlige ansigt.

Tag dig sammen, Daisy.

”Der er vist en, der har fået øje på Simon,” kommenterede Harry pludselig, og jeg så hurtigt på ham. ”Vel har jeg ej,” forsvarede jeg mig, hvilket nok var rimelig dumt, eftersom jeg så lige havde afsløret mig selv.

Han hævede øjenbrynene, og jeg kunne mærke farven brase op i mine kinder. Jeg var i den grad afsløret nu.

”Du behøver ikke at lyve. Det er okay er tænde på ældre mænd,” sagde han lavt med et drillende, men hånligt smil, der fik mig til at føle mig dum. ”Du tænder på ældre damer,” gav jeg sløvt igen, og han himlede med øjnene.

”Jamen, så har vi da noget tilfælles, kære Daisy,” meddelte han, og fik sig selv til at lyde dum på mine vegne. Dejligt for mig måtte jeg da tilstå.

”Hold nu bare op, Harry,” mumlede jeg afvisende. ”Jeg prøver at starte en samtale med dig. Noget imod det?” Jeg stirrede blot på ham med et misbilligende blik. Hvad regnede han mig ærlig talt for?

”Siden du besluttede at kalde mig det-ikke-acceptable-ord, ja,” svarede jeg kort og så væk for at møde spørgende blikke i stedet for.

Folk kunne åbenbart ikke høre vores samtale, men havde nok opdaget at vi sad og snakkede sammen, hvilket nok heller ikke var så svært.

”Og du er stadigvæk pissed over det,” hørte jeg en stemme sige, som var placeret overraskende tæt på mit øre. Jeg vendte mig hurtigt om og så til mit chok, at Harry havde lænet sig helt hen mod mig, og i et par sekunder så jeg bare ind i hans øjne.

”Problem?” spurgte jeg en smule irriteret, og han smilede bare irriterende og rystede på hovedet. ”Jeg skulle jo bare være sikker. Man ved aldrig med sådan nogle som dig,” forklarede han roligt og tog slet ikke notits af min småvrissen. ”Og hvem er sådan nogle som mig?” spurgte jeg skeptisk. Han trak på skuldrende og lænede sig tungt tilabe i sin stol. ”Irriterende piger,” fortalte han roligt. Jeg himlede med øjnene og valgte a lade være med t køre diskussionen længere ud. Det ville der ikke komme noget godt ud af.

Jeg kiggede op mod manden, der stadigvæk stod og snakkede. Jeg lyttede ikke rigtig til, hvad fanden han sagde og valgte i stedet for bare at sætte mig til at betragte Simon Cowell. Det var meget mere spændende.

Dog så jeg rimelig hurtigt væk igen, da jeg opdagede, at han pludselig fjernede blikket for at kigge ned mod mig og drengene. Han ville nok syntes, at jeg var mærkelig, hvis jeg bare sad og stirrede på ham. Det havde jeg i hvert fald troet, hvis jeg var ham, måtte jeg indrømme.

Jeg kunne mærke mine håndflader blive svedige, og at mit hjerte begyndte at banke lidt hårdere end før. Det føltes underligt at have Simon Cowells blik plantet på mig. Derfor skyndte jeg også at tage fat i den tot hår, som sad omme bag mit øre og placere den, så han ikke kunne se mig helt så meget. Og det bemærkede Harry uheldigvis, eftersom jeg ubevidst sad og kiggede på ham.

”Han kigger stadigvæk,” fortalte han hviskende og skævede kort til Simon Cowell. Jeg himlede med øjnene og prøvede at forholde mig selvsikker, selvom jeg kunne mærke rødmen trænge ind i mine kinder. ”Jeg ved ikke, hvad du taler om,” svarede jeg og så væk fra ham. Han hævede et øjenbryn og smilede skævt. ”Så siger vi det,” samtykkede han hæst og lænede sig lidt væk fra mig, lige i det en del folk begyndte at klappe.

Hurtigt var jeg med på bølgen og gjorde det samme, da jeg fandt ud af, at det var talsmanden, som vi klappede af.

”Så lad os medbringe en skål for os alle – og særligt, One Direction og dette års opvarmningsband, May Flower. Fantastisk job, piger.” Den ukendte mand så hen på drengene, Thea og jeg. Det udløste så i et latterudbrud hos de andre folk, eftersom han lige havde kaldt os alle for piger.

Jeg grinede kort og tog fat i mit glas for at skåle med alle de andre. Liam og Niall rakte deres glas hen imod mig, og smilende skålede jeg med dem.

”Happy Take Me Home World Tour – and may the odds be ever in your favour,” afsluttede jeg, og de jublede begge og skålede med de andre drenge. Jeg så hen på Thea med et smil, men hun kiggede derimod bare hen mod pigerne, der sad og skålede med hinanden i den anden ende af bordet.

Vi gik i gang med at bestille mad. Eller, jeg sad og kiggede desperat ned i menukortet for at finde en passende menu, som jeg ville have. Problemet var bare, at der var så meget forskellig mad.

”Kan du finde noget?” spurgte Thea mig om og så på mig med løftet øjenbryn. Hendes ordre var for længst røget ud i køkkenet. ”Lige om to sekunder,” mumlede jeg for femte gang i træk. Hun rystede på hovedet af mig og satte sig lidt tilbage i sin stol, imens jeg studerede mit menukort fortsat.

”Er du ligeså besværlig som Niall?” lød det pludselig fra min venstre side. Jeg så hen på Harry, der havde stillet mig spørgsmålet og rynkede panden forvirret. ”Angående hvad?” spurgte jeg dumt. Han gjorde et nik mod menukortet, og rynkerne i min pande forsvandt med det samme, da det gik op for mig, hvad han mente. ”Well, det kommer an på, hvor besværlig Niall er,” meddelte jeg roligt og kiggede op på ham igen. Hans grønne øjne borede sig ind i mine, imens et lille smil gled hen over hans læber.

”Er der ikke noget specielt, du har lyst til?” sagde han og virkede pludselig rimelig rolig omkring mig. Derfor valgte jeg også bare at trække på skuldrende og se ned i mit menukort igen. ”Det hele,” endte jeg med at bekendtgøre.

Han nikkede og åbnede munden for at sige noget mere, men inden han nåede så langt, valgte Niall at bryde effektivt ind, ”Daisyyyyyy,” sang han højt, hvilket fik både Harry og jeg til at kigge på ham. ”Nialllllll,” ville jeg synge, men failede lidt da det lød dumt. L'er var ikke til at trække langt ud som y'er.

”Sig Nialler. Det lyder bedre,” indskød Liam, der grinede en lidt af mig. Jeg smilede skævt. ”Nialler. Nialler. Nialler. Det lyder sødt,” sagde jeg forundret, og drengene grinede en smule af mig. ”Jeg er sød,” tilføjede Niall, og jeg smilede stort til ham. ”Til tider rimelig irriterende,” kommenterede Zayn, hvilket underligt nok fik mig til at fnise.

Men for første gang var det som om, at det ikke gik ham på – det gjaldt også Harry for den sags skyld. Han sendte mig i hvert fald bare et flabet smil, som jeg langsomt gengældte, hvorefter jeg kiggede ned i mit menukort igen.

 


Tacos.

Tacos med kød, salat og ost.

Alt i ét enkelt mesterværk.

Aldrig havde jeg nogen sinde smagt så godt noget mad – uden pis. Jeg havde altid troet, at det var Italien, der bagte på den bedste mad, men jeg fik da i hvert fald bevist, at jeg tog fejl. Manchester rulede virkelig min fucking World lige nu!

Jeg havde spist mig mæt i syv tacos og ville have gået videre til den ottende, hvis ikke min mave havde klaget så forfærdeligt meget. Derfor havde Harry været så grådig at nakke min sidste.

Det var faktisk ham – ja, jeg er også skuffet over mig selv – der foreslog, at jeg skulle prøve deres tacos. Det var nu mest fordi, at Niall sagde, at det var en god idé, at jeg gjorde det. Og jeg måtte bestemt sige, at jeg ikke fortrød det. Det var det bedste madvalg, jeg nogen sinde havde taget.

Det var blevet lidt sent, og folk var spredt for alle vinde. De fleste havde samlet sig i mindre flokke ved mindre borde. Drengene og jeg var dog nogle af dem, der var blevet siddende på vores placer. Thea havde endda også rejst sig for at gå hen til pigerne. Jeg snakkede åbenbart ikke nok med hende, hvilket jeg godt kunne følge hende i, men jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige til det. Jeg havde det fint med at snakke med drengene, og det skulle hun ikke rigtig stoppe mig i.

Drengene sad lige nu og var fordybet i en snak om et par af de forrige koncerter, så jeg benyttede lejligheden til at fiske min telefon op af min lille clutch. Et par beskeder var tikket ind, ikke det værste. Jeg havde modtaget et billed af Lily, som jo var min elskede papbrors datter. Jeg åbnede billedet, og et stort smil samlede sig på mine læber, da jeg så, at hun havde fået en skoleuniform på. Nu skulle hun også begynde i skole efter sommerferien, så måske var hendes forældre allerede gået i gang med at lede efter en passende en til hende. Jeg måtte i hvert fald tilstå, at hun så fantastisk ud.

På trods af, at jeg skulle svare på min mors sms, forsvandt mit smil ikke. Jeg elskede, når hun, eller bare en eller anden fra min familie, skrev til mig. Det kunne virkelig løfte mit humør. Engang imellem kunne jeg godt have en smule hjemmeve, på trods af at jeg var 18 år og havde taget et stort skridt ved at flytte til London fra Bristol, hvor jeg altså kom fra.

Jeg havde måske altid været lidt af en mors pige, og det var også grunden til, at jeg nogle gange godt kunne savne hende ekstra meget. Men idet mindste vidste jeg, at min familie tænkte på mig og selvfølgelig tænkte jeg på dem, og derfor sørgede jeg selv for også at skrive til dem minimum en gang om dagen, da jeg aldrig nogen sinde ville lade min karriere komme imellem min familie og jeg.

”Uha, hvad sidder du og smiler sådan over, Daisy?” hørte jeg pludselig en stemme sige, hvilket fik mig til at se op fra min telefon og rundt, indtil mit blik landede på Liam. Jeg hævede øjenbrynene en smule forvirret. ”Du sad og smilede,” forklarede Niall og kastede et blik på min telefon. Jeg grinede kort og nikkede, ”det var min mor, der sendte et billed af min papbrors datter,” fortalte jeg med et smil. Drengene så lidt på mig, indtil Niall smilede stort. ”Kan du godt lide børn?” udbrød han kortfattet.

Jeg rynkede næsen lidt og rystede på hovedet. ”Ikke rigtig,” indrømmede jeg, og af en eller anden grund begyndte Louis nu at se rimelig interesseret på mig. Og for, at det ikke skulle være nok, så åbnede han også munden og stoppede ikke sig selv, før et spørgsmål fløj ud i luften, ”hvorfor ikke?”

Jeg kiggede næsten underligt på ham, fordi.. ja, jeg havde ikke regnet med, at han ville spørge mig om noget. Så det overraskede mig sådan set rimelig meget. Faktisk gjorde det mig en smule utilpas. Vi havde ikke snakket sammen siden den nat. Dårligt nok kigget på hinanden. Men nu valgte han at tage skridtet videre ved at kigge nysgerrigt på mig og rent faktisk snakke til mig.

Og et kort øjeblik lod jeg mig så falde dybt ind i hans blå/grå øjne, før jeg rent faktisk tog mig sammen til at svare, ”de er bare ikke lige min kop te, tror jeg,” forklarede jeg langsomt, ”altså, jeg kan godt lide dem – til tider. Men jeg har ikke tålmodighed til dem. Så kan jeg godt blive lidt.. voldelig.”

Drengene så på mig med løftet øjenbryn, imens Niall begyndte at fnise. ”Dig kan jeg godt lide,” fastslog han, hvilket fik mig til at smile.

”Drømmer du ikke om at få børn?” lød et spørgsmål fra Liam. Jeg så på ham og nikkede så lidt. ”Men ikke lige pt. Måske om.. 30 år.” Jeg mumlede det sidste, og et par af drengene grinede rimelig højt. Jeg følte et kort øjeblik, at jeg havde formået at bryde isen imellem os en smule – selv Zayn grinede.

”Hvem gider at have dig om 30 år?” kommenterede Harry dog mumlende, men jeg lod det ikke gå mig på. For en gang skyld følte jeg mig bare godt tilpas i drengenes selskab. Helt uden, at jeg skulle bekymre mig om de flabede kommentarer, spydige bemærkninger og dræbende øjne.

Det var rart.



Frokosten forløb bedre – bedre end forventet i hvert fald.

Desserten var forrygende. Jeg fik et stykke belgisk chokoladekage med en klat softice ved siden af, og det smagte virkelig godt. Thea sad ved siden af mig og var ved at kaste op efter den vamle chokoladekage. Derfor kunne jeg ligeså godt nuppe resterne og sluge dem uden protest. Dog kunne jeg godt mærke kvalmen, der var begyndt at stige. Måske skulle jeg ikke have spist så pokkers hurtigt.

”Peter ringede i dag,” sagde Thea til mig. Jeg så på hende med hævet øjenbryn, ”hvorfor?” Peter var Theas ekskæreste, og han var lidt af en idiot. Lang historie.

”Altså, han begyndte at snakke om min bil,” begyndte hun, hvilket fik mig til at se dumt på hende. En bil? C'mon.

”Men jeg har mere på fornemmelsen af, at han vil prøve på noget igen,” afsluttede hun med et suk. Jeg rystede på hovedet og tog en hurtig tår af min cola. ”Du vover på at lave noget med ham. Han var da en idiot med stort i,” fastslog jeg alvorligt. Et fnis forlod hendes læber, imens hun nikkede. ”Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv,” samtykkede hun, og jeg smilede.

”For resten, så talte pigerne om at tage ud og køre i gokart en af dagene,” sagde hun og kørte en tot hår om bag håret. Jeg så på hende, som om hun var åndssvag, hvilket hun egentlig også var. ”Jeg skal sgu ikke ud og køre i en eller anden billignende bil,” svarede jeg kort, og som regnet med fniste hun bare.

”Daisy, c'mon. Det er jo ikke særlig slemt,” bad hun, og jeg himlede med øjnene. ”Jeg siger dig, om 30 år ligger du begravet på en kirkegård, fordi du kørte galt.” Hun grinede af mig, imens jeg vendte mig om. Det var først der, jeg lagde mærke til, at Niall sad og fulgte med i vores samtale.

”Har du noget imod biler?” spurgte han langsomt. Jeg hørte Thea grine højt, og jeg rystede bare på hovedet af hende. Hun rejste sig og rettede kort på sin kjole, ”hun tør ikke at køre i bil, fordi det åbenbart at drabeligt,” fortalte hun Niall og vendte sig om for at finde sin vej hen til pigerne.

Jeg så på Niall, der sad med et bredt smil klistret fast på læberne. ”Tør du ikke at køre i bil?” sagde han med et grin. Jeg så forlegent på ham og trak på skuldrende. ”Måske ude på en markvej,” konstaterede jeg, hvilket fik ham til at grine. Udover det tiltrak det også drengenes opmærksomhed. De kiggede i hvert fald på os.

”Hvad er der galt med at køre i bil?” lød det fra Liam, der så grinende på mig. ”Trafikken i London er sindsyyyyg,” svarede jeg og trak på y'et. ”Så har I noget tilfælles,” mumlede Harry, og jeg daskede ham derfor på låret under bordet, så det var lidt ubemærket. Ud af øjenkrogen kunne jeg se, at han havde et let smil placeret på læberne, og det gav mig lyst til at sukke.

Det gik op for mig, at drengene havde startet en samtale op om trafikken i London. Idet mindste var jeg da ikke den eneste, der syntes, at bilerne kørte sygt. I hvert fald nogle. Desuden kom jeg frem til, at Louis var god til at ødelægge biler, og det havde jeg lyst til at grine lidt af.

”Har du så tænkt dig at leve uden bil for evigt?” spurgte Niall mig nysgerrigt om. ”Så længe jeg har en knallert, kommer jeg alle vegne,” svarede jeg, hvilket fik nogle af drengene til at grine. ”Har du en knallert?” sagde Harry misbilligende. Jeg fnes og rystede på hovedet, ”aldrig i livet. Jeg har to ben, og de er beregnet til at transportere en rundt,” fortalte jeg en anelse klogt.

”Siger du nu,” tilføjede Zayn lavt, så jeg knap nok kunne høre det. ”Ellers har min veninde en hest, og den kan jeg komme rundt på,” nikkede jeg. Niall grinede højt og rystede på hovedet af mig. ”Du kan sgu da ikke ride inde midt i byen.” ”Det er sjovt nok derfor, jeg bor så tæt på byen,” påpegede jeg og fik ham til at smile stort. ”Der har du vist været klog, hva'?” drillede han, og jeg nikkede stolt.

Jeg skævede lidt til Louis, som jeg følte så lidt for indtrængende på mig. Derfor så jeg også hurtigt væk igen og fjernede i stedet for blikket hen på Niall, der sad og smilede svagt til mig.

Åh, mit hjerte var ved at smelte. Den fyr var helt klart den sødeste i det band. Udover Liam selvfølgelig. De var godt nok søde de to.

Okay, det lød virkelig overfladisk.

Jeg drejede hovedet lidt og så hen på pigerne, der sad og snakkede stille og roligt. Mit blik røg videre hen på Simon Cowell, der sad og førte en samtale med et par mænd. Jeg slikkede mig ubevidst om læberne og faldt næsten helt hen i hans smil.

Men så opdagede jeg, at han så hen mod drengene og mig, og det fik mig til at rødme ihærdigt. Jeg havde ikke overvejet at fjerne blikket fra ham, indtil han sendte mig et svagt smil, så jeg bare rødmede endnu mere.

”Undskyld mig,” mumlede jeg og rejste mig hurtigt op. Jeg fandt min vej ud mod toiletterne og gik ud på dametoilettet. Ligeså snart jeg så mig selv i spejlet, kunne jeg se rødmen i mine kinder. Hvor var jeg dog dygtig til at ydmyge mig selv.

Jeg sukkede og gik ud på toilettet for at tisse. Derefter vaskede jeg mine hænder og studerede mig selv lidt i spejlet, før jeg trådte ud af dametoilettet og ud på gangen. Uheldigvis kom en krølhåret fyr gående lige i det samme, og vi stødte nærmest ind i hinanden.

”Undskyld,” sagde jeg uden rigtig at tænke over, hvem det var. Normalt ville jeg ikke sige undskyld til ham, men han havde faktisk vist sig at være rimelig flink her til aften.

”Det går nok,” svarede Harry kort og stoppede lidt op. Jeg nikkede langsomt og begyndte igen at gå hen mod hovedlokalet igen. Harry var lige bag mig, og det gjorde mig lidt usikker, da jeg trådte ind. Jeg fandt dog hurtigt min plads og slog røven i sædet. I smug fiskede jeg min telefon op og gik lidt på Twitter for at opdatere en smule.

Jeg nåede bare ikke særlig meget, da jeg tog mig selv i at kigge på Simon Cowell igen. Seriøst, hvad gik der af mig i dag? Jeg måtte virkelig mangle sex, siden jeg hele tiden skulle kigge på ham. Det var som om min indre jomfru var sluppet ud og bare manglede et eller andet.

”Hvorfor siger du ikke noget til ham?” sagde en stemme pludselig, hvilket gav et sæt i mig. Jeg så hurtigt hen på Harry, der tydeligvis havde taget mig i at stirre på Simon Cowell. ”Til hvem?” spurgte jeg og prøvede at forholde mig cool, selvom jeg vidste, at jeg sad og rødmede.

”Kom nu, Daisy. Jeg er ikke dum. Sig dog noget til ham,” insisterede han med et smil. Et betryggende, hjælpsomt smil.

Jeg begyndte snart at tvivle på, om han havde drukket her til aften, for der var noget galt med ham. Han var for venlig.

”Hvad skal jeg sige?” hørte jeg mig selv spørge om, imens jeg bed mig blidt i inderlæben. Harry smilede stort til mig, som om det var en sejr, at jeg endelig havde indrømmet, at jeg havde en smule for Simon Cowell, uanset hvor dumt det lød.

”Spørg om hvordan det går. De normale ting,” svarede Harry sikkert og skævede til Simon Cowell. ”Og han kommer herhen nu, så du bør hellere tage dig sammen, pigebarn.” Jeg kunne mærke min krop stivne, da jeg drejede hovedet og opdagede, at Simon Cowell kom gående hen mod drengene og jeg.

Åh gud.

Han så meget hottere ud tæt på.

Jeg kneb øjnene lidt sammen og nev mig selv blidt i armen for at komme til mig selv. Tag dig sammen, Daisy. Det her er barnemad for dig. You can do this, girl!

”Hej, drenge og Daisy,” lød det pludselig fra Simon Cowell, der stod mindre end en meter fra mig. Jeg måtte tage mig sammen for ikke at hoppe op af stolen. Han kendte mit navn!

”Hey,” hilste drengene, imens jeg nøjedes med at nikke. Min mund var løbet tør for ord, mine håndflader blev våde, og jeg kunne mærke sveden sætte sig under mine arme.

Jeg følte mig pinlig.

”Hvordan går touren indtil videre?” spurgte Simon Cowell interesseret og kiggede rundt på drengene og lidt på mig. Jeg forholdte mig stille, og lod lidt som om spørgsmålet var tilegnet drengene, selvom det nu virkede som om, det var til os alle.

”Perfekt,” konstaterede Niall med et stort smil. ”Kunne ikke sige det bedre,” samtykkede Zayn roligt. ”Og I er tilfredse med May Flower?” forsatte Simon Cowell og kiggede uheldigvis lidt på mig.

Jeg regnede lidt med, at drengene ville komme med ironiske svar, men blev overrasket da Niall var den første til at komme med en fantastisk kommentar, ”de er perfekte til en perfekt tour.” Mit blik røg hen på ham, og han sad allerede og smilede stort til mig. Et bredt, fedt smil spillede om mine læber, og jeg kunne ikke rigtig fjerne det.

”De kunne jo være en kvindelig udgave af os,” jokede Liam, og jeg kom modvilligt til at fnise, hvilket tiltrak noget opmærksomhed fra drengene. Liam smilede let til mig, imens Niall sad og smågrinede.

Louis, Zayn og Harry sagde ikke rigtig noget, og det undrede mig egentlig ikke. Jeg var bare glad for Liam og Nialls svar. Det betød rigtig meget, når det kom fra dem. Jeg så selv rigtig meget op til dem, og derfor var det måske lidt ekstra stort at få at vide.

”Vi skulle måske få dem til at synge nogle sange fra jeres gamle album,” indskød Simon Cowell, og jeg spærrede øjnene op. Jeg havde lyst til at skrige ja, men gjorde det selvfølgelig ikke. Det ville være yderst uprofessionelt, og alle ville stirre på mig.

Derfor sad jeg og bed mig i læben for at holde det inde. Men seriøst, det ville være fantastisk! Det var nødt til at blive indført.

Jeg kunne lige se mig selv stå på scenen og rocke til One Thing. Eller, omg, vi skulle synge Moments. Jeg ville græde, og så ville det bare blive et herre trist show, og så kunne vi alle græde sammen, og så ville det blive utrolig sørgeligt og smukt.

Jeg kom til mig selv igen og smilede roligt til Simon Cowell, der snakkede med drengene om et eller andet, som jeg ikke helt fulgte med i. Jeg var pænt optaget.

Af hans ansigt.

Jeg kunne pludselig mærke en hånd på mit lår, og det fik mig hurtigt til at se hen på Harry. Han fjernede sin hånd fra mit lår og gjorde et nik mod Simon Cowell som en hentydning til, at jeg skulle sige noget til ham.

Jeg ignorerede ham, imens mit hjerte bankede hårdt i mit bryst. Jeg skævede til Simon Cowell, der smilede svagt til drengene og rejste sig op fra den stol, som han lige havde siddet på.

Okay, det var nu eller aldrig.

”Simon?” hørte jeg mig selv sige, hvilket fik ham til at kigge på mig, og et kort øjeblik følte jeg alt omkring mig gik i stå.

Han så spørgende på mig, og jeg åbnede min mund for at sige et eller andet, som jeg egentlig ikke rigtig havde tænkt over, men inden da kom en anden person mig i forkøbet. En person, der helt klart havde et dødsønske.

”Daisy vil gerne date dig.”

Jeg stivnede, og kunne mærke min vejrtrækning stige drastisk. Simon Cowell stod stadigvæk og kiggede på mig med et grin, og det fik farven i mine kinder til at brede sig mere end nogen sinde. Det var virkelig ydmygende. Virkelig, virkelig ydmygende.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Drengene sad og småfniste, imens jeg kiggede ned i bordet, og det måtte da for guds skyld også være akavet for Simon Cowell!

”Jeg tror bare, at jeg kommer tilbage lige om lidt,” hørte jeg ham sige, og til mit held gik der ikke mere end et par sekunder, før han vendte om og gik væk.

Og så gik der heller ikke lang tid, før jeg vendte mig om mod Harry med lyn i øjnene. Vreden boblede rundt i mig. Jeg var virkelig sur. Og jeg mener virkelig sur. Det her gik over mine grænser, og det værste var, at jeg kunne se på Harry, at det ikke engang var for sjov. Hans ondskabsfulde grin sagde det hele. Jeg ville vædde med, at han havde planlagt det her fra starten. Han havde været venlig mod mig for til sidst at ydmyge mig foran Simon Cowell.

Og det var sådan set grunden til, at jeg bevidst hævede min hånd og lod den ramme Harrys kind, så det forhåbentlig gav genlyd i hans ører.

Han stoppede straks med at grine, hvilket drengene også gjorde. Jeg koncentrerede mig dog ikke om dem, men om den lede mide, der sad foran mig. Han så vred ud. Udover det havde jeg efterladt et rødt mærke på hans kind, der tydeligvis kom fra min hånd. Det var sådan set det eneste, som jeg kunne fryde mig over lige nu.

”Du er den mest... modbydelige person, jeg nogen sinde har mødt,” snerrede jeg og rejste mig op fra min plads. Jeg vendte mig om og fik øje på pigerne, der sad og kiggede chokeret på mig. Der gik det så også op for mig, at der stod nogle andre stykker og gloede på Harrys og min lille scene.

Jeg sukkede og gik hen til pigerne, der fulgte mig med spørgende blikke. ”Don't ask,” mumlede jeg kort og satte mig opgivende ved siden af Naomi. ”Bare ud med det,” sagde hun roligt og begyndte at ae mig på ryggen. Jeg rynkede panden forvirret og så hen på hende. ”Regner du med, at jeg vil tude?” spurgte jeg misbilligende. Hun trak på skuldrende. ”Du græder over undertøj, Daisy,” hørte jeg Thea sige. Jeg himlede med øjnene og rystede på hovedet.

Jeg kunne virkelig ikke komme mig over det, som Harry lige havde sagt til Simon Cowell. Jeg burde have vist, at han havde sagt det for at få ram på mig. Det var som om, han nød at se mig sådan her. Jeg forstod ærlig talt bare ikke, hvorfor han ikke kunne tage sig sammen. Han var fucking 3 måneder og 2 dage ældre (spørg mig ikke, hvor jeg ved det fra) end mig. Han burde være den voksne og sige, at det her var for latterligt. Men næh nej, han skulle da køre det hele ud i langdrag og gøre mit liv til et helvede.

Men han kunne tro nej. Så let skulle han ikke få mig ned.

 

___________________________________________________

A/N:

Først og fremmest vil jeg gerne undskylde for den langsomme opdatering, men nu har I fået langt kapitel, og jeg håber I kan lide det.

Personlig synes jeg selv, at det er synd for Daisy det mht. Simon Cowell. Mest af alt nok fordi, at det samme er sket for mig. Det foregik bare med min lærer, og ham, der sagde det fik et spark over knæet med en sikkerhedsstøvle, så han fik et blåt mærke og lidt af hvert.

Nå, men tak fordi I læser xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...