Life's a Great Adventure - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2016
  • Status: Igang
Vi kender stort set alle til 2. Verdenskrig. Prøv så at forestille dig en 3. Verdenskrig imellem to kendte bands.
May Flower er et britisk girlband, der efter en masse covers på YouTube er blevet signet. På under et år har pigerne udgivet et album og er dermed blevet store i England, men da managementet vil udbrede musikken i flere lande, bliver det arrangeret, at May Flower skal være opvarmningsband på boybandet, One Directions, World Tour. Det valg bliver ikke nogen stor succes for begge band, da et tidligere trekantsdrama har kostet dem venskabet.
Skænderier, diskussioner og uoverensstemmelser kommer og går som forventet. 18 årige Daisy Carter følger bare med slænget, indtil hun ved en fejl ender op med at have sex med en fra boybandet. Uventede følelser opstår og fører til en lang række svære valg og konsekvenser, men ikke mindst kærlighed. Én ting er i hvert fald sikkert; ingenting vil nogensinde blive det samme igen efter den tour. *Anstødeligt sprog og indhold kan forekomme*

1157Likes
1328Kommentarer
182689Visninger
AA

15. Daisy-Directioner and Dumb Dumbasses

 

 

Da jeg vågnede, havde jeg ærlig talt ingen anelse om, hvor jeg var.

Dog gik det hurtigt op for mig, at jeg lå i en seng. En dejlig, blød, varm seng. Jeg kneb øjnene sammen, før jeg slog dem helt op og så rundt i rummet, hvor jeg lå. Det tog mig ikke lang tid at finde ud af, at det var Nialls værelse.

Jeg glippede med øjnene og tog mig til hovedet, der dunkede svagt. Langsomt prøvede jeg at koncentrere mig om at huske, men min hukommelse svigtede. Det sidste, jeg kunne huske var en samtale, jeg havde med Harry på Richo's Karaokebar.

Jeg sukkede for mig selv, da det gik op for mig, at jeg måtte have været blevet fuld. Og nu kunne jeg åbenbart ikke huske noget af det, der var sket. Men det kunne vel være lige meget. Der var såmænd nok ikke sket så meget spændende. Jeg havde vel bare sørget og drukket og sørget og drukket. Repeat, repeat.

Langsomt satte jeg mig op, imens jeg ignorerede den lille hammer, der blev ved med at slå på mit hoved. Jeg var allerede lettet over, at jeg ikke havde kvalme eller noget. Tømmermænd var ikke godt have, især ikke når der var en koncert i aften.

Jeg drejede så rundt på Nialls værelse og lavede store øjne, da jeg så en dreng ligge på gulvet ved siden af sofaen. Selvfølgelig var det Niall.

Hvad i alverden lavede han der?

Jeg kom uden besvær på benene og bed mig lidt i læben, da jeg listede hen imod ham. En let snorken forlod hans læber, hvilket langsomt fik mig til at smile. Han så kær ud.

Og det var grunden til, at jeg ville tage et billede. Hvis jeg altså vidste, hvor min telefon var. Jeg kiggede desperat rundt og blev helt lettet, da jeg fik øje på min clutch, som jeg havde haft med ude i går.

Hurtigt var jeg henne ved den, og bingo, i den lå min telefon.

Jeg tog et billede af Niall og gabte søvndrukkent herefter. På trods af, at jeg følte mig rimelig udhvilet, var jeg stadigvæk en smule træt. Nu anede jeg altså heller ikke lige, hvad tid vi kom hjem i går aftes/nat. Faktisk anede jeg ingenting. Jeg var på bar grund lige nu.

Jeg satte mig hen i Nialls seng igen og begravede mig under den varme dyne. Jeg lukkede mine øjne halvt og prøvede at falde i søvn, men det gik ikke, for pludselig hørte jeg en telefon ringe. Eftersom det var en iPhone-ringetone og ikke kom fra mig, gik jeg ud fra, at det var Nialls. Og det havde jeg sørme ret i, eftersom Niall vågnede stille op.

Jeg betragtede ham fra sengen af. Han kiggede forvirret rundt, og noget sagde mig, at han var overrasket over at finde sig selv på gulvet. Måske fordi han var faldet i søvn på sofaen og så var faldet ned.

I hvert fald satte han sig hurtigt op og uden at kaste et enkelt blik på mig, fandt han sin telefon i sofaen, som han tog efterfølgende. Jeg smilede lidt for mig selv, da han fik vendt sig om, så jeg kunne se ham ordentligt. Hans blonde hår strittede fra side til side, og han så virkelig smadret ud. Noget sagde mig, at han ikke havde sovet mere end et par få timer.

”Ja?” mumlede han i telefonen og rejste sig lidt for hurtigt op, så han vaklede klodset på fødderne, hvilket fik mig til at smile lidt. Han skævede kort til mig og fik ikke set, at jeg lå og så på ham. I stedet for bevægede han sig ud i gangen, hvor jeg kunne høre ham snakke lavmælt – nok for ikke at vække mig.

Jeg gabte højlydt og sank en klump i min tørre hals, der helt klart fik bevist, at jeg havde drukket lidt for meget i går. Jeg smaskede og gabte yderligere et par gange, imens mit blik var limet til døren, hvor Niall pludselig kom gående ind.

”Er du vågen?” hørte jeg ham spørge om. Jeg tøvede lidt, før jeg nikkede. ”Undskyld,” sagde han hurtigt. ”Jeg vågnede, før du gjorde,” fik jeg mumlet og rettede på min stemme, eftersom jeg lød lidt hæs. ”Oh..”

Niall satte sig i sofaen og åndede tungt ud. ”Sovet godt?” spurgte jeg langsomt. Han kiggede hen på mig og rystede en enkelt gang på hovedet. ”Jeg har ondt i ryggen og lænden,” forklarede han. ”Måske også en lidt dum idé at falde ned på gulvet,” mumlede jeg for mig selv, hvilket fik et lille smil til at glide hen over Nialls læber.

Jeg tog mig sammen til at rejse mig op, hvorefter jeg begyndte at finde min vej hen mod min kuffert. Alt jeg kunne bruge lige nu, var et bad og noget rent tøj. Jeg følte mig lidt ulækker, eftersom jeg havde den samme beklædning på, som jeg havde, da vi efterlod hotellet i går aftes.

”Du virker meget.. rolig,” konstaterede Niall, fordi jeg bare rendte rundt med en helt stille adfærd. Jeg kiggede hen på ham med et løftet øjenbryn. ”Og du har regnet med, at jeg skulle springe rundt som en psyko?” sagde jeg langtrukket. Han hævede begge øjenbrynene og stirrede på mig i et par sekunder, hvilket ærlig talt gav mig en dårlig mavefornemmelse. Der var noget galt her.

”Well, det kommer an på...” mumlede han, og jeg åbnede mine øjne lidt. ”Niall, hvad er der sket?” spurgte jeg en smule højt. ”Rolig, rolig!” udbrød han og så alvorligt på mig, og det hjalp ikke ligefrem.

”Hvad har jeg gjort?” lød det desperat fra mig, eftersom jeg var lidt panisk. Måske fordi det her ikke lød godt. Faktisk lød det rigtig dårligt.

”Okay, hvad er det sidste, du kan huske fra i går?” sagde Niall nervøst og bed sig i læben. Jeg trak lidt på skuldrende og bed mig selv i læben. ”Jeg snakkede med Harry på Richo's Karaokebar,” fortalte jeg, og han sukkede. ”Åh gud, Daisy,” mumlede han, og jeg bed mig endnu hårdere i læben. Han så mig først i øjnene, men kiggede så væk fra mig. ”Du sang ligesom karaoke,” fortalte han forsigtigt. Jeg prøvede at grave i min hukommelse, men intet kom frem, og jeg havde lyst til at slå mig selv i hovedet for at prøve at få noget frem.

Og ærlig talt vidste jeg ikke hvorfor, men jeg gjorde det åbenbart.

”Hvad har du gang i?!” spurgte Niall forfærdet og rejste sig op. Jeg hvinede og så på ham med store øjne. ”Jeg kan intet huske! Hvad har jeg gjort?!” græd jeg, og selvom vi stod i en forfærdelig situation, kunne jeg se hans ene mundvig pegede opad.

Oh great, han morede sig, og jeg lignede en dum idiot.

”Niall,” sagde jeg og så alvorligt på ham. Han så lidt på mig og kneb øjnene sammen med et suk. ”Daisy, jeg prøvede at stoppe dig,” fortalte han først, hvilket gjorde mig endnu mere forvirret. Hvad skulle jeg stoppes for?

Åh gud, jeg var på dødens rand.

”Du.. afslørede ligesom dig selv..”

Jeg så uforstående på Niall, indtil det langsomt gik op for mig, hvad han stod og sagde til mig. Og det fik mig til at gå i spåner.

”Hvordan?!” råbte jeg, og jeg fik givet Niall lidt af et chok, eftersom jeg stod helt roligt, indtil min stemme lød som tordenvejr i rummet. Jeg skræmte mig selv, hvis jeg skulle være helt ærlig.

”Du-” ”Har jeg afsløret mig selv som Directioner?! Nej, nej, NEJ!” Jeg hev opgivende i mit hår og træskede frem og tilbage, imens jeg bed tænderne sammen af mig selv.

Fuck en idiot jeg var! Hvordan fuck kunne det ske?!

”Prøv at høre, drengene synes, at det er fint nok. Du aner ikke, hvor meget vi morede os, okay?” udbrød Niall frustreret og stillede sig hen foran mig. ”Niall, det kan godt være,” spyttede jeg, ”men Harry eller Zayn fortæller det til pigerne, og så er jeg død.” Jeg så sårbart på ham og lod hans øjne svømme ind i mine, hvilket havde lidt af en rolig effekt på mig.

”Og hvordan fandt de overhovedet ud af det?” spurgte jeg opgivende. Han sendte mig et svagt smil. ”Du.. sang. På karaokebaren. Du startede ud med C'mon, C'mon. Og så kørte du alle 1D's sange igennem, og så fattede drengene lidt fidusen. Især da du lavede dansen til Kiss You og One Way or Another. Og så havde du lavet din egen dans/video til Nobody Compares.”

Jeg rødmede ved tanken om, hvad jeg havde haft gang i, samtidig med jeg var sur på mig selv. Hvorfor havde jeg ikke slappet af med al den alkohol? Og hvorfor havde jeg vist min dans til Nobody Compares?

Argh.

”Okay, klokken er ikke så mange, så drengene er nok ikke gået ned i restauranten for at spise morgenmad endnu. Måske kan vi fange dem inden og sige, at de ikke skal sige noget om dig til nogen som helst?” foreslog Niall, og jeg nikkede rimelig ivrigt.

Vi skyndtes os at gøre os klar – hvilket ville sige lave en forfærdelig, rodet knold, skifte til pyjamas, fordi det var det eneste, der matchede godt sammen, som jeg kunne finde i min kuffert, og så var det ellers ud ad døren.

Niall gav mig elevatorblikket, som jeg bare ignorerede, imens vi gik i et hastigt tempo ned mod restauranten. Jeg havde mine Converse på, hvilket ærlig talt ikke passede til min pyjamas, der var lyserød/hvid i striper. Men screw that.

”Jeg glemte at tisse,” mumlede jeg for mig selv, da vi stod i elevatoren, og det fik Niall til at smågrine lidt. ”Der er toiletter nede ved restauranten,” sagde han, lige inden vi stoppede og sprang ud. Okay, vi sprang ikke, det lød bare mere dramatisk.

Vi fandt roligt vores vej ind i restauranten i et normalt tempo, så vi ikke så sindssyge ud. Lignede nogle, der ville røve maden, selvom min mave faktisk var begyndt at beklage sig.

”De er allerede derinde,” hørte jeg pludselig Niall mumle, da vi passerede lobbyen og fandt vores vej ind i restauranten. Jeg bed tænderne sammen og fulgte diskret efter ham. Hvis der pludselig ville blive kastet kanoner og håndgranater efter mig, havde jeg da et skjold.

Okay, den var ond. Jeg mente det ikke.

Vi kom tættere på bordet, hvor både piger og drenge var samlet, og af en eller anden grund syntes Harry, at han skulle dreje hovedet, så han fik øje på Niall og mig, der kom gående mod dem. Han skævede kort til mit tøj, men ignorerede det lidt.

Jeg fangede hans blik, og han smilede skræmmende stort. ”Hva' så, I to?” spurgte han, selvom han udelukkende så på mig. ”Halløj,” hilste Niall langsomt og prøvede at holde sig cool.

”Og hej til Daisy-Directi-” ”Harry, zip it!” afbrød Niall ham, hvilket fik ham til at se på Niall med løftet øjenbryn. Jeg kiggede på Niall og lagde mærke til at han rystede på hovedet til Harry, og gjorde et kort nik mod pigerne, som i øvrigt sad og gloede på os, som om vi var Jesus, der blev korsfæstet. Helt ærligt, mand.

Okay, måske var det på grund af mit flotte tøjvalg.

Harry så på mig, og jeg kiggede væk fra ham. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle forholde mig til det hele, og fordi jeg havde alt for mange blikke på mig, endte jeg bare med at smile og prøve at se helt tilpas ud.

”Nå, godmorgen,” sagde Liam endelig, efterfulgt af de andre drenge, imens pigerne bare var stille og sagde ikke en skid. Ikke, at jeg havde regnet med andet.

Jeg var taknemlig over, at drengene havde forstået Nialls budskab ved at tysse på Harry. I hvert fald blev der ikke snakket mere om det, og Niall og jeg kunne sætte os ned i ro og mag – selvfølgelig efter vi begge havde hentet mad i buffeten.

Drengene snakkede som sædvanlig for sig selv, hvilket pigerne også gjorde. Alligevel kunne jeg føle blikke fra begge parter til tider. Enten var det bebrejdende, sure miner fra pigerne, ellers var det spørgende blikke fra drengene.

Jeg ignorerede alt og alle og valgte bare at koncentrere mig om min morgenmad i stedet for. Det virkede idet mindste meget lettere.

 


Efter noget, der føltes som en evighed valgte pigerne at forlade bordet og gå. Jeg kunne endelig ånde lettet op, hvis det ikke var fordi jeg vidste, hvad der ventede mig.

Faktisk kunne jeg se på drengene, at de fulgte pigernes gang ud af restauranten, og lige så snart glasdøren var gået i efter dem, så de alle på mig.

”Daisy-Directioner,” lød det fra Harry, hvilket ikke kom bag på mig. Hvad, der kom bag på mig var, at han ikke havde stillet sig op og råbt til pigerne, at jeg godt kunne lide ham og drengene. Altså, han var blevet venligere mod mig.

Okay, anden side af sagen.

”Problem?” mumlede jeg stille til Harry og kiggede kort på ham. Han stirrede lidt på mig og sukkede, ”jeg ville ønske, at jeg kunne sige ja, men det ville være lidt af et dis mod mig selv...” Normalt ville jeg nok have smilt, men jeg kunne ikke. Og det fik Niall til at se bekymret på mig.

”De siger ikke noget,” lovede han betryggende. Jeg så rundt på drengene, der kiggede på mig. ”Vi skal nok love det,” fortsatte Louis og smilede varmt til mig, og det fik mig til at bløde lidt op.

”Selvom jeg må indrømme, at din dans til Nobody Compares burde blive optaget og komme på YouTube,” sagde Harry og viftede med sin telefon, som spillede noget, der lød alt for velkendt. Det gik langsomt op for mig, hvad han gemte på.

”Har du optaget mig?!” udbrød jeg højt og lød næsten rasende. ”Daisy,” sagde Niall hurtigt og tog fat i min arm under bordet. Harry himlede med øjnene, ”slap dog af, det kommer ikke ud,” fortalte han fjernt.

Jeg kneb øjnene sammen og tog en dyb indånding.

”Jeg har det fint. Der er intet sket. Bare tag en dyb indånding og tæl til ti,” sagde jeg til mig selv og tog endnu en dyb indånding, hvilket faktisk hjalp. Nu modtog jeg bare latterlige blikke fra folk, men ignorerede dem i stedet for. Det var vist det bedste.

”Hvornår skal vi af sted herfra?” spurgte jeg og så rundt på drengene. ”Klokken 12 sharp,” svarede Zayn mig og tog en tår af sin te. Jeg nikkede forsigtigt og håbede på, at drengene ville fortsætte, hvad de nu var i gang med at snakke om, men de kiggede bare på mig.

”Hvad?” udbrød jeg frustreret og lagde min gaffel på tallerkenen. De smilede lidt til mig, alle sammen. ”Directioner.. Du er en del af vores familie,” svarede Niall sødt og rodede mig lidt i håret. På trods af, at de valgte at bringe emnet op igen, kunne jeg ikke lade være med at smile lidt.

”Du skylder mig for resten en autograf...” sagde jeg, og han grinede. ”Og jeg vil også gerne have et billede med i købet. Og måske et kys på kinden. Og, oh my god, jeg har den her One Direction tekop, som jeg bruger til te, så når jeg er hjemme, kan jeg drikke te og æde Biscuits sammen med min famili-”

Jeg stoppede mig selv, da drengene bare sad og gloede på mig. Mine kinder blussede op, og jeg bed mig i læben. ”Og jeg havde lige et fangirl-moment,” mumlede jeg til mig selv, og de grinede.

”Du er dedikeret,” hørte jeg Louis sige, og jeg smilede derfor til ham. ”Jeg ved det..” sagde jeg stolt og tog en tår af min appelsinjuice.

Jeg var utrolig lettet over, hvor nemt det var at snakke med drengene. Jeg havde troet, at de ville.. nej, de ville ikke dræbe mig. Jeg ved ikke.

Jeg var vel bare skræmt over tanken om, at de ville sladre til pigerne. Selvfølgelig havde jeg Liam og Niall på min side, og Louis kunne jeg også godt stole på. Men jeg var ikke sikker på Harry eller Zayn. Slet ikke Harry.

Alligevel måtte jeg bare håbe, håbe, HÅBE på, at de holdt deres kæft.

 


Birmingham var fedt.

Der var så meget liv i folkene, at det var helt utroligt. En fan havde prøvet at gribe fat i Jessica, til gårdagens koncert. Det var så lidt skræmmende, måtte jeg indrømme. Jeg ville i hvert fald ikke være helt tilfreds, hvis det var mig. Faktisk ville jeg gå i panik, men det siger vi ikke til nogen.

Nu var vi så færdige her, og nu stod den på 'ferie'. Der var otte dage til næste koncert, og det betød, at jeg i dag skulle til Bristol. Hjem til min familie, og det glædede jeg mig selvfølgelig enormt meget til. Jeg havde virkelig set frem til at komme hjem og se dem alle igen.

Vi var færdige sent om aften i Birmingham, og herfra var vi nogle stykker, der skulle med en taxa til Bristol. Fem. Hele May Flower tog nemlig hjem.

Problemet var, at der ikke var nogen, der havde bestilt en taxa. I stedet for havde Monica fundet en og læsset al sit lort ind i bagagerummet. Det samme gjorde pigerne. Og jeg kom selvfølgelig et halv minut for sent, hvilket betød, at der hverken var plads til min kuffert eller nogen plads til mig i bilen.

”Det mener I ikke,” mumlede jeg og så ind på de tre piger, der sad på bagsædet. ”Du kan vel bare ringe efter en taxa,” sagde Thea, og jeg så måbende hen på hende. ”Kan du ikke sidde på skødet af mig?” indvendte Naomi hjælpsomt.

”Beklager, det er ikke lovligt,” lød det fra taxachaufføren. Jeg så på pigerne, der ellers var klar til at køre. Ingen af dem sagde noget, de ventede bare, at jeg lukkede døren og gik væk fra bilen.

Og det var sådan set også det, jeg gjorde.

Bortset fra, at jeg smækkede med døren.

Jeg var virkelig vred. Jeg var stadigvæk uvenner med dem, men at efterlade mig her var virkelig ikke pænt af nogen af dem. En af dem kunne idet mindste bare have taget slæbet og kørt med mig. Var jeg virkelig så slem?

Jeg vendte mig om og opdagede, at tre velkendte drenge sad og snakkede, imens de ventede på deres transport hjem. Jeg tog min kuffert og begyndte at vandre hen til dem.

”Daisy?” sagde Louis spørgende, da jeg kom gående, ”skulle du ikke med taxaen?” spurgte han fortsat. Jeg bed mig i læben og havde lyst til at græde. Der var to timer fra Birmingham til Bristol. Jeg skulle køre i taxa klokken lort om natten, fordi nogle idioter efterlod mig her alene.

”De kørte bare,” svarede jeg kort, som om det ikke betød noget. ”Hva'?” udbrød Harry højt, hvilket fik mig til at på ham. ”De hader mig,” samtykkede jeg og sank en klump, imens et suk forlod mine læber. ”Jeg ville hade dem igen, hvis jeg var dig,” hørte jeg Zayn sige. Han tog et sug fra en cigaret og smed den kort efter på jorden.

”Du skal til Bristol, ikke?” spurgte Louis, og jeg nikkede. Han så på Harry med løftet øjenbryn, ”skulle du ikke til Patchway?” Harry så lidt på ham og nikkede også. ”Det ligger ikke så langt fra hinanden, så hvorfor følges I ikke..?”
Jeg så fra Louis til Harry, og han gjorde mærkeligt nok det samme. Eller, han kiggede ikke på ham selv, men på mig.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Jeg havde ikke lyst til at følges med Harry, fordi vi ikke havde noget at snakke om. På den anden side havde jeg heller ikke lyst at tage alene af sted. Jeg følte mig ikke helt så tryg ved tanken om at køre klokken ukendt om aftenen i en taxa.

”Skal du med en taxa?” hørte jeg mig selv spørge Harry om. Han skævede til mig og nikkede kort. ”Vi kan vel godt følges,” sagde han kort og en smule modvilligt, hvilket fik mig til at se ned. Selvfølgelig gad han ikke at følges med mig. Han gjorde det, fordi han havde ondt af mig. Ondt af, at jeg ikke havde nogle veninder, der gad at tage en taxa med mig. Og fordi hans ven stod og foreslog, at jeg kørte sammen med ham, følte han sig også tvunget.

”Det er okay, jeg skal nok klare mig,” svarede jeg efterfølgende og fandt min telefon frem for at taste et nummer ind til en taxa. ”Daisy, han har jo lige sagt ja?” begyndte Louis uforstående, og jeg viftede med hånden for at få ham til at tie.

”Han gider ikke at følges med mig,” mumlede jeg kort og lod et lille øjeblik som om, at Harry ikke stod der. I stedet for fandt jeg taxafirmaets nummer og ringede dem op. Jeg løftede min telefon op til øret og ventede et øjeblik, imens duttonen lød i mit øre.

Jeg ventede utålmodigt og kunne netop lige høre, at røret blev taget, da min telefon pludselig blev revet ud af min hånd. Jeg så uforstående på Harry, der lagde på med en mindre irriteret mine. ”Jeg sagde ja, Daisy,” fastslog han og gav mig min telefon igen. Jeg så lidt på ham og bed mig usikkert i inderlæben.

”Er du sikker? Jeg vil ikke være til besvær og-” ”Kvinde, hvor er du?” afbrød han. Jeg lavede store øjne, imens jeg så forvirret på ham. ”Du er så svag og sårbar lige nu, hvor er dine flabede kommentarer og di-” ”Harry, stop.” Denne gang var det Louis' tur til at afbryde.

Jeg blev ikke såret af Harrys ord. Jeg blev ikke såret over, at jeg følte, at han talte ned til mig, fordi jeg var så vant til det. Men jeg blev ked af, at han havde ret. Alle de her problemer med pigerne, tog desværre på mig. Jeg havde ikke snakket med dem ordentligt i noget, der føltes som en evighed, og det slog mig lidt ud.

”Nej, han har ret,” nikkede jeg og så på Harry, der hævede øjenbrynene. ”Er du okay?” kom det fra Louis. Jeg så på ham og smilede betryggende. ”Jeg har det fint. Jeg vil bare gerne hjem.” Han grinede en smule og gav min arm et klem.

”Louis, vores lift er her,” sagde Zayn pludselig. Jeg havde næsten glemt, at han havde været her. ”Nå, så må I to.. hygge jer,” forsatte Louis og rynkede panden for sig selv, fordi ordene ikke passede sammen i hans hoved. Jeg grinede kort og åbnede armene lidt. Han smilede stort og tøvede ikke, før han besvarede mit knus.

”Vi ses snart. Pas godt på dig selv,” insisterede han lavt i mit øre, så et lille smil poppede op på mine læber. ”Det skal jeg nok,” lovede jeg, ”og i lige måde.” Han trak sig tilbage, smilende, og sagde hurtigt noget til Harry, og så forsvandt han ellers hen mod Zayn. ”Ses I to,” råbte de i munden på hinanden og hoppede ind i taxaen, der ventede på dem.

Jeg betragtede dem, indtil de var kørt. Så var der ikke så meget at se på.

”Nå,” mumlede Harry pludselig. Jeg så langsomt hen på ham og nikkede lidt. ”Fryser du ikke?” spurgte han mig og skævede til mit tøj, jeg var iført; et par cowboyshorts, nylonstrømpebukser og en skjorte. Jeg trak på skuldrende. ”Min jakke ligger nederst i min kuffert, og jeg orkede ikke at finde den i alt mit rod,” svarede jeg, så et lavt grin forlod hans læber. Jeg bed mig lidt i læben ved tanken om, at jeg havde fået Harry til at grine. Mig, Daisy Melanie Isla Lucina Carter, havde fået Harry Styles til at grine, selvom jeg var overbevist om, at han hadede mig. Ved nærmere eftertanke havde han også sagt ja til at dele taxa med ham.

Hvad var der galt med ham?

”Her, tag den,” mumlede han pludselig og løftede sin jakke hen mod mig. Den havde hængt over hans arm, så han havde ikke haft den på. Alligevel så jeg misbilligende på ham. ”Okay,” sagde jeg for mig selv, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle sige. Jeg tog imod jakken og tog den langsomt på, imens jeg kunne føle Harrys blik på mig.

Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige til ham. Ham, der hadede mig havde lige lånt mig sin jakke. Der var helt seriøst noget galt med ham.

”Så, du skal til Bristol?” spurgte Harry efter lidt stilhed og så en smule nysgerrigt på mig, selvom jeg næsten var overbevist om, at han kun spurgte mig for at få en samtale i gang. ”Ja,” nikkede jeg og sendte ham et svagt smil, som vist nok var ægte.

”Hjem til familien,” mumlede jeg for mig selv, og kunne mærke den glædelige følelse stige op i mig. Jeg glædede mig virkelig til at komme hjem, det måtte jeg indrømme. ”Rart,” samtykkede Harry, og jeg nikkede. ”Og du skal til Patchway og...?”

”Hen til et par kammerater. Men jeg tager hjem i morgen,” svarede han. ”Til Holmes Chapel eller London?” spurgte jeg interesseret, hvilket fik ham til at hæve et øjenbryn. ”Holmes Chapel... Hvordan ved du, at jeg bor der?” Jeg rødmede lidt og så væk fra Harry, der pludselig begyndte at smile lidt. ”Du ved.. jeg har hørt radio,” løj jeg, selvom det egentlig var rigtigt. Men der var ligesom en anden grund.

”Stalker,” erklærede han. Jeg så hen på ham med et snobbet face. ”Du kalder en Directioner stalker. Fantastisk,” sagde jeg højt. Han grinede kort og hæst, så en ukendt følelse i min mave bredte sig, og jeg følte mig pludselig varm på trods af, at jeg havde Harrys varme, velduftende jakke på.

”Jeg skal vist lige vænne mig til, at du er fan,” mumlede han efter lidt. ”Lad være med at kalde mig en fan,” sagde jeg utilfredst. ”Directioner?” spurgte han forvirret, og jeg nikkede. ”Tak...”

Han smilede svagt og sagde ingenting yderligere.

Sådan gik det, indtil der dukkede en taxa op. Vi sagde farvel til et par sikkerhedsvagter, der stod ved os, og så satte vi os ind i bilen. Begge to på bagsædet. Hvorfor, anede jeg ærlig talt ikke. Det generede mig ikke rigtig, fordi Harry havde ikke ligefrem været ond imod mig her de sidste par dage. Dog var jeg lidt bekymret for, om det var en facade han satte op. Derfor lukkede jeg måske også lidt af, og det gjorde det hele lidt akavet.

Kursen blev sat mod Patchway, hvor Harry skulle af. Under kørslen skete der ikke så meget. Jeg sad for det meste bare og gloede ud af vinduet på motorvejen, hvor biler passerede os i en hastig fart. Det var mørkt, og derfor var der ikke meget at kigge på.

Harry sad med sin telefon og var fordybet i den, og derfor lød der heller ikke noget fra ham. Chaufføren koncentrerede sig om sin kørsel, og han havde i hvert fald ikke tænkt sig at sætte noget musik på, så der var virkelig stille.

Lige indtil Harry mumlede et eller andet, der fik mig til at se på ham. ”Er du ok?” spurgte jeg, inden jeg kunne stoppe mig selv. Han så på mig og sukkede, ”min telefon løb tør for strøm..” Jeg nikkede lidt. ”Vil du låne min?” sagde jeg langsomt og sank lidt af en klump, da hans øjne lyste op.

”Må jeg det? Bare et hurtigt kald.” Jeg nikkede og rakte ham min iPhone, som han taknemligt tog imod.

Jeg betragtede ham i smug, imens han ringede. Det var åbenbart hans ven, for jeg kunne høre en drengestemme fra telefonen. De snakkede om, hvad tid Harry sikkert ville være der, og at hans telefon var gået død. Ikke så meget andet interessant. Faktisk var det slet ikke interessant.

Jeg lænede mig tungt tilbage i mit sæde og stirrede ud i luften. Tanken om at lægge mig til at sove passerede, men fordi jeg blev prikket på skulderen, forduftede den hurtigt igen.

”Tak,” sagde Harry og rakte mig min telefon. ”I lige måde,” mumlede jeg, hvilket han rynkede panden af. ”For at lade mig køre med,” forklarede jeg dumt. Et lille smil gled hen over hans læber, imens han nikkede. ”Jeg er ikke så dum, som du tror,” svarede han kort og så væk fra mig igen.

Jeg stirrede lidt på ham, og blev måske også lidt overrasket over, at han bragte emnet på banen. ”Måske ikke,” samtykkede jeg, og tiltrak roligt hans opmærksomhed. ”Måske ikke?” sagde han med et løftet øjenbryn.

”Du er svær at finde ud af,” påpegede jeg med et skuldertræk. Han sad lidt og kiggede på mig, men svarede aldrig. Jeg fandt det ikke helt så mærkeligt, eftersom det var et dumt emne at komme ind på, og det var ikke det rette sted at diskutere, skændes, eller hvad vi så end ville komme til.

”Må jeg spørge dig om noget?” sagde han i stedet for og så lidt nysgerrigt på mig. Jeg nikkede bare. ”Du spørger bare,” svarede jeg, selvom det lød så forfærdeligt dumt, og at jeg fortrød. Men Harry så ikke ud til at have lagt mærke til det.

”Har du en kæreste?”

Uden rigtig at tænke rystede jeg på hovedet. Måske burde jeg finde det underligt, at han spurgte mig om det, men gjorde det egentlig ikke. Jeg havde ikke rigtig noget at skjule. Det undrede mig måske lidt, at han ville vide det, men det var mere fordi det var ham. Harry Styles.

Og desuden burde han da vide, at jeg ikke havde nogen. Vi var på tour sammen, og jeg ville nok snakke om min lover, hvis jeg havde en.

”Har du?” spurgte jeg, som om det var ligegyldigt. ”Nope,” fortalte han og poppede p'et. Jeg nikkede langsomt. ”Såå.. dig og Taylor slog op?” sagde jeg langsomt. Jeg vidste ikke, om Harry ville blive sur over, at jeg spurgte ind til det, men håbede inderligt på det.

Han så bare på mig med et venligt blik. Intet varmt, intet koldt. Høfligt. Okay, mærkelig blandning.

”Ja.” Jeg nikkede. ”Fedt,” mumlede jeg stille, indtil det gik op for mig, hvad jeg havde sagt, da Harry hævede et øjenbryn.

”Eller, nej, ikke fedt, men du ved, ja-” ”Jeg har fattet det,” afbrød han grinende. Jeg smilede flovt og bed mig lidt i inderlæben. ”Sorry.” Han nikkede roligt. ”It's okay.”

Vi smilede lidt til hinanden, indtil jeg valgte at bryde øjenkontakten imellem os, fordi jeg fandt det en smule ubehageligt. Jeg var slet ikke vant til at have sådan en her normal samtale med Harry, så det var en smule mærkeligt, og jeg følte mig ikke helt så sikker ved det.

”Så du skal hjem til Bristol,” sagde Harry eftertænksomt. Jeg nikkede spørgende, eftersom vi gik fra en underlig snak til familiesnak. ”Hvad skal du der?”

”Det samme som du skal i Holmes Chapel, vel,” svarede jeg drillende med et smil, som han langsomt gengældte. ”Ej,” mumlede jeg for mig selv, ”bare hjem og se min familie. Slappe af...” Han nikkede og vendte sig lidt, så han så direkte på mig. Han så interesseret ud. Meget interesseret.

”Hvordan er din familie” spurgte han nysgerrigt. Jeg gloede en smule dumt på ham, fordi jeg ikke havde regnet med, at han ville spørge mig om det. Men fair nok.

”Sådan.. generalt?” sagde jeg dumt. Han trak på skuldrende. ”Du snakker nogle gange meget højlydt om din bror,” jeg kunne mærke farven i mine kinder brase lidt op, ”hvordan er han?”

Jeg var overrasket over, at han spurgte indtil min bror, men samtidig glad. Og før jeg kunne nå at tænke mig rigtig om, fortalte jeg bare, ”han hedder Chad, og han er 20 år, så han bor ikke hjemme mere. Derfor ser jeg ham ikke så meget,” startede jeg ud og pressede læberne lidt sammen.

”Min forældre er skilt. De blev skilt, da jeg var 15 år, og jeg tog det rimelig.. dårligt. Men han hjalp mig igennem det. Siden da har vi været bedste venner. Og så.. voksede vi lidt fra hinanden, men han er stadigvæk en virkelig stor del af mig,” sagde jeg og smilede for mig selv, da minder trængte ind i mit hoved. Jeg savnede virkelig Chad, og glædede mig uden tvivl endnu mere til at se ham nu.

”Det lyder rart,” samtykkede Harry, som om han ikke vidste, hvad han ellers skulle sige. Jeg smilede svagt og nikkede. ”Det er det også,” mumlede jeg og så ham ærligt i øjnene.

Han sagde ikke noget yderligere, men vendte sig bare lidt om så han ikke så på mig mere. Jeg sagde heller ikke noget. I stedet for lænede jeg bare mit hoved op ad vinduet og lukkede øjnene. Jeg faldt ikke i søvn, men slappede bare helt af.

En bil var et pragtfuldt sted at døse hen i. Jeg kunne altid sove, når jeg var ude at køre. Uden pis. Det var også den bedste måde at ignorere mine syge tanker på.

Facten af, at Harry sad lige ved siden af mig, generede mig ikke så meget. Jeg havde efterhånden vænnet mig til tanken. Det var også nemmere, når han ikke sagde noget.

Det endte med, at jeg faldt halvt i søvn, for turen gik hurtigere, end jeg forventede. Pludselig var vi i Patchway, og der vågnede jeg helt op og lod som ingenting.

”Sovet godt?” drillede Harry næsten, hvilket fik mig til at se på ham. ”Jeg sov ikke,” mumlede jeg træt. ”Nej nej,” svarede han kort og klikkede sin sele op, imens han rakte penge hen til chaufføren.

”Vi ses,” konstaterede han og gjorde et vink med hånden til mig. Jeg nikkede lidt og gengældte vinket. ”Ses. Og.. tak.” Jeg var ikke sikker på, at han hørte mig, fordi jeg talte så lavt.

Harry hoppede ud af bilen og tog sin kuffert, der lå i bagagerummet. ”Hvor skal De hen?” lød det fra chaufføren. Jeg gav ham min adresse, og da vi hørte bagklappen smække omme bagi, var vi kørt. Jeg nåede lige netop at se Harry træde gå en fyr i møde, inden han forsvandt i mørket.

Jeg sukkede og lænede mig tilbage i mit sæde. Selvom der kun var lidt under en halv time til vi var i Bristol, var jeg træt og udmattet, og det var grunden til, at jeg gav mig til at sove.

 

____________________________________________

A/N:

Endnu et kapitel. Næste kommer snart, I promise! Tak for alle de fantastiske ansøgninger, får helt lyst til at møde jer personligt, hahah!

- Glem ikke at like xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...