Life's a Great Adventure - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2016
  • Status: Igang
Vi kender stort set alle til 2. Verdenskrig. Prøv så at forestille dig en 3. Verdenskrig imellem to kendte bands.
May Flower er et britisk girlband, der efter en masse covers på YouTube er blevet signet. På under et år har pigerne udgivet et album og er dermed blevet store i England, men da managementet vil udbrede musikken i flere lande, bliver det arrangeret, at May Flower skal være opvarmningsband på boybandet, One Directions, World Tour. Det valg bliver ikke nogen stor succes for begge band, da et tidligere trekantsdrama har kostet dem venskabet.
Skænderier, diskussioner og uoverensstemmelser kommer og går som forventet. 18 årige Daisy Carter følger bare med slænget, indtil hun ved en fejl ender op med at have sex med en fra boybandet. Uventede følelser opstår og fører til en lang række svære valg og konsekvenser, men ikke mindst kærlighed. Én ting er i hvert fald sikkert; ingenting vil nogensinde blive det samme igen efter den tour. *Anstødeligt sprog og indhold kan forekomme*

1157Likes
1327Kommentarer
184271Visninger
AA

14. Curse Complaining - Part 2

 

 

Det virkede som en evighed, før vi kom til en stor bygning for en masse forskellige magasiner. Det mindede mig lidt om Meade Publications fra Ugly Betty, hvilket egentlig var lidt sjovt, fordi jeg elskede Ugly Betty. Det eneste jeg hadede fra den serie, var, at Betty simpelthen ikke kunne finde ud af at klæde sig på. Hvordan kunne man sammensætte så grimt tøj som hende?

Okay, anden side af sagen.

Det var ikke fordi Seventeen Magazine havde en afdeling her, men en af journalisterne fra bladet var åbenbart i Nottingham og kunne derfor klemme os ind til et møde her. Så det var vel meget fint.

Vi blevet taget godt imod med kys og kram og venlige menneskesjæle.

Der var endda en lyshåret, fræk fyr, der stod og sendte mig flirtende blikke, som jeg havde gengældt, hvis ikke det var fordi, at Thea blev ved med at glo på mig. Hun distraherede mig virkelig meget i dag, og det irriterede mig.

Under mødet kunne jeg slet ikke følge med. Jeg hørte kun noget med et interview til bladet og noget om et photoshoot. Udover det var mine ører lukket fuldstændig af, og jeg sad bare og gloede ud af vinduet, hvor jeg kunne se ud over byen, eftersom vi var oppe på en rimelig høj etage.

Lige som jeg sad bedst i mine tanker, kunne jeg mærke en albue i min side, og det fik mig til at se hen på Naomi, som jeg sad ved siden af. Hun lod som ingenting, og det fik mig til at rynke panden lidt, hvorefter jeg hurtigt så op på journalisten, Susan Gapp. Hun så fra Thea til mig med et lille smil, som gjorde mig bekymret.

”Undskyld, hvad sagde du?” fløj det ud af mine læber, hvilket fik hende til at se på mig. Hun grinede kort og tog fat i sin notesbog, der lå foran hende. ”Jeg sagde, at jeg har lavet lidt research. Og hvis jeg ikke tager meget fejl, har dig og Thea et lidt bedre forhold til hinanden. Passer det?”

Jeg bed mig hårdt i læben og havde det som om, at et vindue smadrede i baggrunden. Perfekt spørgsmål.

”Det stemmer,” nikkede jeg stift, selvom jeg havde lyst til at sige noget andet. Det ville nok bare ikke være særlig smart. ”Godt, så det kan vi også godt komme lidt mere ind på,” mumlede Susan for sig selv og noterede det.

Jeg skævede kort til Thea, der sad og så på mig med et koldt blik. Jeg himlede med øjnene og modtog dermed også et puf fra Naomi om, at vi skulle droppe det. Irriteret rykkede jeg mig i min stol og kløede mig utålmodigt imellem mine fingre. Håbet om, at mødet snart ville været slut var virkelig stort. Jeg ville bare gerne hjem og dø videre.

Jeg kiggede på pigerne, der så optaget på Susan, fordi de var rimelig begejstret for, at vi havde fået tildelt tre sider i magasinet inklusiv det photoshoot. Jeg kunne godt forstå dem og var selvfølgelig også selv glad for det, men glæden overvandt ikke mine frustrationer lige nu.

Tiden gik, og urets viser tikkede i mine ører. Til sidst hørte jeg endelig ord, som jeg havde ventet på, siden vi kom.

”Nå, men tak for det, piger. Jeg ringer til jeres pr-agent, og så skal vi finde ud af tid og sted,” sagde Susan og rejste sig op for at sige farvel og tak. Jeg nøjedes med at give hende hånden og et smil, imens de andre havde givet hende et taknemligt knus. Som sagt; jeg var ikke i humøret.

Det føltes som en evighed, før vi kunne komme ud i den store bil, som holdte og ventede på os. Dog gik det hurtigt med at komme ind, og så var vi på vej mod hotellet igen. Undervejs sad pigerne og jublede over, hvor godt det havde været at snakke med Susan. Jeg trak i stedet for min telefon og mit heasdset op af min lomme og satte mig til at høre musik. Det var mere afslappende, og jeg slap for at høre på al den tøsefnidder, der lige nu var årsagen til den lille hovedpine, som jeg havde.

Dog kunne jeg alligevel ikke lukke alting ude. Pludselig blev den ene høredut revet ud af mit øre, og jeg så mindre irriteret hen på Monica, der var gerningskvinden.

”Hører du overhovedet, hvad vi sidder og snakker om?” spurgte hun skarpt og sendte mig sit sædvanlige blik, så jeg følte mig lille.

Jeg trak på skuldrende, ”ikke rigtig,” svarede jeg kort og så lige glad på hende. Hun sukkede og rystede på hovedet af mig. ”Daisy-” ”Hvis du også skal skændes med mig, så vent venligst til vi kommer tilbage til hotellet, for jeg orker ikke mere lige nu,” afbrød jeg lidt bestemt, og hendes blik blev med det samme irriteret.

”Jeg gider ikke at skændes med dig, okay? Jeg ville stille dig ét simpelt spørgsmål, som jeg tror, vi alle gerne vil have svar på,” fortalte hun og lød faktisk lidt pissed over, at jeg før afbrød hende.

Jeg stirrede lidt tamt på hende og undgik at se på pigerne, der kiggede på os. ”Kom med det,” mumlede jeg og så hurtigt hen på Thea, der stadigvæk havde det kolde blik i øjnene. Hvad havde jeg ellers regnet med?

”Hvad laver du med de.. drenge?” lød det fra Monica, der tydelig prøvede at beherske sig. ”Bæster,” rettede Thea, og jeg havde et kort øjeblik lyst til at slå hende. ”For det første er de ikke bæster,” vrissede jeg udelukkende til Thea, ”og for det andet så er jeg sammen med dem, fordi jeg godt kan lide det. Skal jeg virkelig skære det hele ud i pap for jer?” Jeg lagde ikke skjul på desperationen i min stemme. Jeg ville bare gerne have dem til at forstå, at de skulle acceptere det. Men som om de gjorde det.

”Hv-” begyndte Monica men afbrød sig selv. Det gik hende tydeligvis på, det jeg sagde. ”Vi har været så meget igennem med dem. De har været nogle idioter overfor os, og det ved du, Daisy! Men alligevel har du vendt os ryggen, og du spiller fuldstændig hellig-”

Jeg stirrede vredt på hende, eftersom det var den værste omgang lort, der forlod hendes små læber. Det gjorde mig virkelig sur.

”Så I synes, at jeg spiller hellig?” spurgte jeg kort og kiggede rundt på pigerne. Pludselig så Naomi og Jess ikke så interesseret ud mere, fordi svaret stod klar i deres øjne. Hele stemningen var tryk og hård, og det kunne vi alle sagtens mærke.

Thea så bare på mig, som om jeg var dum, og jeg kendte derfor også godt hendes svar. Et ironisk grin forlod mine læber. ”Må jeg godt minde jer om, at det Monica og Naomi, der indgik et væddemål om, at gøre Zayn utro? Så måske har de haft en rimelig god grund til at være nogle idioter imod os. Og jeg har fandeme aldrig spillet hellig. Hvis du ikke har bemærket det, så holder jeg mig i baggrunden af det lort, som I har skabt. Ja, jeg har støttet jer, men jeg har fandeme også syntes, at I har været for meget nogle gange.

Det kan godt være, at I hader tanken om, at jeg er sammen med drengene, men det er jeg sådan set ret lige glad med, for jeg kan godt lide dem, og de kan godt lide mig. Vi har for en gangs skyld lagt det hele bag os. Måske bør I også prøve det.” Min stemme var kold, og jeg kiggede udelukkende på Monica, der bare så surt på mig. Pigerne virkede mundlamme over det, jeg havde sagt. Måske kom det bag på dem, at jeg havde følt sådan her hele tiden.

”Så du har bare tænkt dig at vende os alle ryggen?” spurgte Thea med et sarkastisk grin. ”Jeg har aldrig vendt jer ryggen! Har du måske tænkt, at det er jer, der vender mig ryggen?! I har ikke gjort andet end at afsky mig, siden jeg blev venner med drengene!” udbrød jeg højt og frustreret.

”Fordi det er forkert, Daisy!” indskød Monica opgivende. ”Det ender med at gå galt. De forårsager ikke andet end problemer-” ”Hold kæft!” råbte jeg vredt og stirrede rasende på hende.

Vi holdt øjenkontakten i et par sekunder. Min hjerte bankede hårdt i mit bryst, mit blod kogte, og jeg havde pludselig en trang til at kaste op.

Jeg sank en klump og så væk fra Monica og ud af et vindue i stedet for. Det gik op for mig, at bilen var stoppet, og da jeg så op mod chaufføren, der ventede på, at vi ville forlade bilen, kunne jeg se, at han ventede pænt, til vi selv ville gå.

Jeg sagde ikke noget, før jeg spændte min sele op og stormede ud af bilen. Jeg smækkede døren hårdt i og satte kursen hen mod bagindgangen, hvor en vagt stod. Han fik med det sammen lukket mig ind, og jeg gik videre hen mod lobbyen.

Jeg var så vred. Mit blod kogte stadigvæk, og mine følelser var virkelig blandet. På den ene side havde jeg lyst til at slå Monica og Thea, på den anden side havde jeg lyst til at græde over, at de ikke bare kunne acceptere mit valg.

En frustreret lyd kom ud af min mund og lød næsten som et hulk, som om jeg var ved at tude, hvilket jeg vidste, at jeg ikke var. Det lød bare sådan.

Jeg kom ind i lobbyen, og til mit uheld stod en flok velkendte drenge og snakkede med ham, som jeg vidste hed Marcus. Ham, der havde med hoteller og flybilletter at gøre.

Jeg følte ikke rigtig for at snakke med drengene lige nu og gik derfor direkte hen mod trapperne, eftersom elevatorene lå lige i linjen, hvor de ville få allermest øje på mig.

Men lige da jeg var ved at tage første skridt op på første trin, hørte jeg selvfølgelig en stemme, der fik mig til at stoppe.

”Daisyyyy!”

Det var tydeligt, at det var Niall, der kaldte, og jeg ville have været vendt om og sprunget hen til ham, hvis ikke det var for mit dårlige humør og min mærkværdige trang til at tude.

Nej.

Jeg var ikke ved at tude.

Jeg vendte mig langsomt om og opdagede hurtigt, at alle drengene stod og kiggede på mig. Great. ”Daisy, hvor er resten af pigerne?” spurgte Marcus og sendte mig et smil. Jeg så fjernt på ham, og jeg tror, at drengene fattede lidt, fordi jeg fik på rekordtid sendt bekymrende blikke.

”De kommer vel lige om lidt,” sagde jeg kort til Marcus. Han nikkede og tog ikke notits af min tone. ”Vi skal lige holde et lille møde, så du må gerne blive hernede.”

Jeg bed tænderne sammen og sukkede, hvorefter jeg valgte at sætte mig på trappetrinnet og stirre ned i gulvet.

”Hey,” hørte jeg pludselig en stemme sige, og da jeg så op, fandt jeg ud af, at Niall stod foran mig. ”Hej,” mumlede jeg tomt og pillede lidt ved mine armbånd. Han satte sig på trappetrinnet ved siden af mig, imens hans øjenbryn var hævet. Han ventede tydeligvis på et eller andet.

”Hvis du forventer, at jeg begynder at græde og skrige og dø, så må jeg skuffe dig,” sagde jeg kort og kontant, og hans øjenbryn røg straks på plads. ”Hey, hvad er der sket?” Jeg rystede på hovedet og bed mig i læben for at ignorere den prikkende fornemmelse, der sad i mine øjne.

Jeg måtte og ville ikke græde.

”Daisy,” blev Niall ved og lagde bekymret en arm om mig, imens han satte sig tættere på mig. ”Hvad sker der?” lød endnu en mumlen kort efter, og nu var Liam dukket op. Han satte sig på hug foran mig og prøvede at fange mit blik, men jeg nægtede at se ham i øjnene. Det ville ikke gøre min trang til at græde bedre. Jeg sank en klump, der havde sat sig i min hals og kunne mærke de to drengenes blikke hvile på mig, indtil vi hørte høje pigestemmer henne fra gangen, som jeg var kommet fra.

Jeg så op og opdagede, at pigerne kom ind i lobbyen, imens de grinede over et eller andet. ”Jeg er glad, I morer jer,” mumlede jeg ironisk for mig selv, inden jeg rejste mig op, så Nialls arm automatisk røg af mig. Ham og Liam rejste sig også op, og fordi Marcus kaldte os alle sammen, trådte vi ned til ham.

Jeg placerede mig i baggrunden og så uinteresseret op på Marcus, der så rundt på os alle. ”Der er desværre sket en fejl i planerne,” begyndte han, og jeg havde allerede nu på fornemmelsen af, at det ikke var noget godt.

”Vi har haft nogle problemer med busserne her til morgen, så det er blevet bestemt, at vi bliver her til i morgen,” forsatte han, og allerede nu så jeg hen på Thea, der kiggede på mig med sit sædvanlige kølige blik.

Jeg bed tænderne sammen, og kunne langsomt mærke en person tage fat i min hånd. Jeg kiggede ned og opdagede, at det var Niall, hvilket fik mig til at se op på ham.

”Du kan sove hos mig,” hviskede han, og jeg nikkede langsomt og mumlede et tak. Han slap min hånd, og jeg så ned i gulvet, imens Marcus fortsatte med sin snak. Til sidst undskyldte han, og så sagde han ellers, at vi bare kunne smutte igen.

Pigerne var de første til at forlade lobbyen og tage en elevator op til deres etage, hvorimod Louis, Liam, Zayn og Harry begyndte at gå hen mod den anden elevator. Jeg vendte mig om mod Niall. ”Er du sikker på, at jeg må sove hos dig?” spurgte jeg og bed mig lidt i læben, ”jeg vil ikke være til besvær-” ”Daisy, det er okay,” afbrød han med et smil. ”Men lad være med at snorke så meget i nat, okay?” Det var tydeligt, at han prøvede at frembringe et smil på mine læber, og jeg blev ret overrasket, da det lykkedes. Et kort øjeblik glemte jeg om trangen til at græde, som dog straks kom frem igen, da jeg tænkte på det igen.

”Er du okay?” spurgte Niall, og jeg rystede på hovedet. ”Hvad skete der?” sagde han og hentydede til samtalen med Susan Gapp. ”Vi skændtes på vej hjem i bilen,” fortalte jeg og begyndte at gå hen imod elevatoren, som drengene stod og ventede ved.

”Dig og Thea?” lød det fra Niall, og jeg rystede endnu en gang på hovedet. ”Sådan en blanding af os alle,” sukkede jeg, og han så bedrøvet på mig. ”Jeg er her for dig,” lovede han, og på trods af, at jeg var ved at tude og dø, smilede jeg.

”Jeg ved det. Og jeg elsker dig for det.”

 


Aftensmaden havde ikke været nogen stor succes. Selvom jeg havde siddet hos drengene og udelukkende koncentreret mig om dem, kunne jeg ikke lade være med at skæve til pigerne hver andet sekund. De så af og til også på mig, og det var bestemt ikke venlige blikke, de valgte at sende mig.

Idet mindste spiste de vældig hurtigt og forlod restauranten med det samme efter. Jeg kunne endelig ånde lettet op og synke ned i min stol med et suk.

Efter middagen gik jeg med Niall op på hans værelse. Louis, Harry, Zayn og Liam skulle se film. Fordi jeg ikke havde lyst til det, var Niall taget med mig, så jeg ikke skulle sidde alene. Han var simpelthen så sød.

Det var mørkt udenfor, og klokken nærmede sig de ni om aftenen. Der var ikke rigtig noget at lave, og derfor smed jeg mig bare på Nialls seng. Hans grin lød i mine ører, hvorefter jeg kunne fornemme, at han satte sig ned, og kort efter kunne jeg mærke, at han begyndte at pille ved mit hår.

”Det er dejligt,” mumlede jeg og bad til, at han ikke ville stoppe. ”Mirah elsker det også,” samtykkede han og fortsatte bare. ”Forstår jeg godt,” anerkendte jeg og sukkede tilfredst.

Der var lidt stilhed imellem os. Igen fik jeg følelsen af, at den dårlige energi i min krop blev spredt fra sted til sted, og lige nu sværmede om Niall og jeg. Derfor endte jeg også op med at sukke frustreret.

”Ved du, hvad jeg godt kunne bruge?” mumlede jeg og så kort om på ham for at finde ud af, at han rystede på hovedet. ”Nej, hvad?” spurgte han nysgerrigt med et lille smil på læberne og stoppede med at nusse mit hår. Jeg brummede lidt og lænede hovedet på skrå.

”Jeg kunne godt bruge en drink...”

Hans smil forsvandt langsomt, og hans blik blev hurtigt seriøst, da han forstod, hvad jeg ville. ”Daisy, vi har en koncert i morgen, og vi skal tidligt op. Og managementet vil blive stiktosset, hvis de finder ud af, at vi er taget af sted uden at sige det” sagde han, og jeg sukkede. Han havde ret, men jeg var lige glad. Hvad ville de gøre, dræbe os?

”Niall, kom nuuuu. Please, bare et par drinks. Klokken er kun halv ni, så hvis vi bare tager hjem ved tolvtiden,” bad jeg og skød underlæben frem i håb om, at det hjalp. Det så det i hvert fald ud til, at det gjorde, for jeg kunne se, at Niall overvejede det. Godt.

”Jeg ved ikke,” mumlede han, og jeg vidste straks, hvad jeg skulle gøre. Jeg rejste mig op fra sengen og nikkede forstående til ham. ”Hm, så tager jeg af sted ale-” ”Nej, jeg skal nok tage med,” afbrød han hurtigt, og jeg kunne ikke lade være med at smile lidt. ”Godt, godt. Jeg skal lige gøre mig klar, og så kan vi smutte,” fortalte jeg og gik hen mod min kuffert, som jeg havde hentet fra Louis.

”Måske.. Vi kan spørge, om drengene vil med?” foreslog Niall, imens jeg lynede min kuffert op. Jeg nikkede bare. Det var helt fint. Så længe der var alkohol.

Jeg fandt med besvær min makeup-pung og et lidt pænere sæt tøj, der bestod af et par sorte, jeans, en hvid skjorte og en langærmet, grå trøje til at tage udover. Nok det, de fleste drenge gik her med for tiden, men jeg kunne lide det. I felt sexy!

”Er vi klar?” spurgte Niall, da jeg havde lynet min jakke som det sidste. ”Let's go,” nikkede jeg, og han sendte mig et svagt smil, før vi forlod værelset.

”Drengene er henne hos Harry,” fortalte han, da vi gik på den lille gang, og jeg nikkede bare. ”Så lad os gå hen til Harry,” samtykkede jeg, og han grinede kort.

Vi fandt Harrys værelse, og Niall bankede på døren, imens jeg stod og pillede lidt ved min negle. Så rimelig uinteresseret ud. Men nu ville jeg egentlig også bare gerne af sted. Dog ville det være hyggeligt, hvis drengene joinede os.

Det var Zayn, der åbnede, og han lod til at være lidt forvirret over, at vi stod her med jakker og halstørklæde på. Det ville jeg også have været.

”Hey,” sagde han og lod sit blik glide fra Niall til mig. Jeg nikkede kort og overlod ordene til Niall. Det var ham, der havde foreslået, at vi skulle have drengene med, så måtte han også selv spørge.

”Hva' så?” spurgte Niall og vandrede indenfor på det varme værelse. Jeg kunne høre Harrys, Liams og Louis' stemmer inde fra stuen, og eftersom Niall og Zayn gik ind til dem, fulgte jeg bare med som en pakke.

”Jeg troede ikke, at I gad at se film?” spurgte Harry og skruede lidt ned for fjernsynet. Niall så kort hen på mig, og jeg gav ham tegn til at fortsætte, så han så endelig hen på drengene, der virkede ganske forvirret.

”Daisy og jeg går ud,” begyndte han, og jeg lod pludselig mærke til, at Harry så vantro på ham. ”Bare et par enkelte drinks og sådan lidt,” forklarede Niall, ”og vi ville høre, om I gad at tage med..?” afsluttede han og så afventende på drengene.

Nu?” var det alt, der kom fra Liam. Jeg sukkede og tog ordet fra Niall, ”det er et par drinks, vi har det sjovt, klokken bliver to, vi tager hjem igen.” ”Du sagde klokken tolv før,” mumlede Niall, og jeg skarpt hen på ham.

”Har I snakket med nogen om det?” spurgte Louis roligt. Både Niall og jeg rystede på hovedet, og ironisk grin forlod Harrys læber. ”Så kommer I i hvert fald i store vanskeligheder, hvis det bliver opdaget...” Jeg himlede med øjnene og så kort hen på Niall, der så ud til at blive lidt usikker på situationen.

”C'mon. Jeg har brug for nogle driiiinks,” græd jeg opgivende. Der var lidt stilhed, indtil en person i hvert fald kunne bringe nosserne udenpå bukserne. ”Jeg skal nok tage med,” sagde Zayn, og jeg blev lidt overrasket over, at det var ham. Men fair nok.

Drengene udvekslede kort blikke med hinanden, og det så ud til, at de blev enige om et svar. Et svar, der fik mig til at smile.

”Okay. Men vi skal ikke være for sent hjemme, og det skal være på en pub, hvor der ikke er specielt mange mennesker,” sagde Liam og rejste sig op, hvilket de andre drenge også gjorde. ”Jaja, far,” mumlede jeg og smilede lidt for mig selv, fordi Niall og jeg havde fået overtalt drengene til at tage af sted med os. Det var vist det bedste, der var sket i dag.

Drengene fik hurtigt gjort sig klar, og med en rolig facade tog vi afsked med hotellet. Vi måtte gå diskret ned i lobbyen, eftersom vi måtte sikre os, at der ikke var nogen, der så os. Deres management ville nok ikke blive så glade, og Paul ville garanteret trække sin skyder frem og myrde os alle på en gang.

Okay, overdrivelse.

Vi fik lusket os ud ad bagindgangen, hvor vi begyndte at diskutere om, hvem, der skulle ringe efter to taxaer. Ingen af os gad åbenbart. Det viste sig så bare også, at det ikke blev nødvendigt.

”Der er en taxa. Vi er seks personer,” sagde jeg og så på drengene, som om de var dumme. ”Dig og Niall kan sidde på skødet af os andre,” svarede Liam med et smil. ”Jamen, hvad hvis han kører galt?!” udbrød jeg panisk, eftersom det var en meget, meget, meget dårlig idé. Hvis chaufføren kørte galt, ville det være ude med os alle på stedet. Og jeg ville ikke dø sådan.

”Kom nu. Eller gider du måske at vente på en anden taxa?” lød det fra Harry, der kiggede på mig, som om jeg var barnlig, hvilket jeg ikke var. Jeg var stædig. Meget stædig.

”Skal I med eller hvad?” hørte vi pludselig taxachaufføren sige, og straks kunne jeg mærke fem par øjne hvile på mig. Jeg bed mig i læben og efter noget, der føltes som en evighed, sukkede jeg.

”Hvis jeg dør, så fortæl Simon Cowell, at jeg elsker ham,” mumlede jeg og lavede kors over brystet, fordi jeg sådan set var en smule religiøs. I hvert fald når det gjaldt biler. Så havde jeg brug for Gud ved min side. Bare så du ved det.

Liam, Louis og Harry hoppede ind på bagsædet, imens Zayn satte sig op foran. Niall satte sig ind på skødet af Liam, hvilket betød, at jeg absolut skulle sidde på ham, der afskyede mig som pesten, eftersom chaufføren ikke ville kunne se noget, hvis jeg satte mig i midten på Louis.

Argh.

”Det her er slet ikke akavet,” hviskede jeg ironisk for mig selv og kneb øjnene lidt sammen, inden jeg med besvær fik placeret mig ovenpå Harry, der kom med nogle brokkende lyde.

”Sidder du?” sagde han til sidst og lagde en hånd på dørhåndtaget, så han kunne lukke den. ”Mmm,” svarede jeg og tog en dyb indånding, inden han lukkede døren med et smæk. Jeg var lige glad med, om han ville have det eller ej, derfor tog jeg fat i selen og spændte os fast. Jeg ville ikke dø, og hvis jeg kunne undgå det ved at sidde klemt sammen med Harry Styles i et par minutter, var jeg mere end villig til at gøre det.

”Tænk, at du kan være så bange for at køre i bil,” mumlede han. ”Jeg er ikke bange for at køre i bil,” sagde jeg kort, ”jeg er bange for tanken om, at jeg sidder ovenpå dig og er den første, der vil flyve ud gennem forruden, hvis vi stopper med et brag, for det vil jeg helst gerne undgå,” rettede jeg i en lang køre, så jeg var nødt til at tage en dyb indånding efterfølgende.

Harry svarede ikke, men da det føltes som om, at hans krop vibrerede under min, vidste jeg, at han sad og fnes. Typisk.

Under hele turen var der stille, hvilket egentlig var sjældent. Jeg sad og kiggede ud af vinduet for at se, om jeg kunne få øje på nogle pubber eller små barer. Det var onsdag, og derfor var der ikke helt så mange ude, men stadigvæk folk, der nemt ville kunne få øje på os og tage billeder, der ville afsløre os med det samme. Og det skulle vi helst undgå, eftersom vi var taget af sted uden bodyguards eller nogen form for sikkerhed.

”Vi har snart kørt i et kvarter, og ingen har fundet ud af, hvor vi skal hen,” mumlede jeg for mig selv og lænede mig lidt frem. ”Undskyld mig?” spurgte jeg chaufføren, så han lænede sig lidt til siden for at kunne høre mig bedre.

”Ja?”

”Kender du et godt sted, hvor man kan drikke. Ikke så mange mennesker?” sagde jeg nysgerrigt og håbede hurtigt på et ja. Han lavede et tænkende ansigtsudtryk og smånikkede lidt. ”Det er ikke så langt herfra, skal jeg køre jer derhen?” svarede chaufføren med løftet øjenbryn. ”Meget gerne, tak,” smilede jeg og klappede ham kort på skulderen og lænede mig derefter tilbage i noget, der skulle minde om mit sæde, men egentlig var et skød.

”Hvor tager han os hen?” hviskEde Niall til mig. Jeg så på ham og trak på skuldrende. ”En bøssebar vel,” hørte jeg Harry mumle lavt og gav ham derfor hurtigt en knytnæve i låret, så han grinede ømt. ”Shut up,” mumlede jeg og skævede til chaufføren i bakspejlet. Han sad nu bare og koncentrerede sig om vejen, så jeg gættede på, at han ikke havde hørt noget.

Der gik en evighed, før taxaen endelig stoppede, og da den stoppede forlangte chaufføren fucking £20. Og eftersom drengene bare sprang ud af taxaen og efterlod mig på bagsædet, måtte jeg betale, selvom jeg var det fattigste medlem.

Ej.

Eller, jo, det var jeg faktisk.

Jeg fik takket chaufføren for turen og steg også ud af taxaen for at komme ud til en kold luft og en mørk nattehimmel. Vi var midt på en gade, hvor der slet ikke var andre. Her var ganske roligt, og kun et par få biler køre forbi.

Jeg kiggede mig omkring og nåede kun lige at høre taxaen køre sin vej, da mit blik landede på et stort skilt: Richo's Karaokebar!

Skiltet var lyserødt og lignede allermest noget, der tilhøre min den sædvanlige slikbutik, som min mormor plejede at gå til, hvor der arbejdede en mand, der mindede mig om en børnelogger.

Alt i alt, så det ret steneren ud.

”Var det dér han mente?” spurgte Niall langsomt, da han havde fået øje på det samme, som jeg. ”Det.. tror jeg,” sagde jeg kort og lavede en grimasse, hvorefter jeg kiggede hen på ham. ”Det mener du ikke,” lød det brokkende fra Harry, som jeg bare rullede med øjnene af.

”Kom nu. Det ligner, at der ikke er så mange, og det er bare et par drinks,” insisterede jeg opmuntrende, selvom jeg ikke følte, at jeg lød opmuntrende. Måske fordi jeg var på Harrys side denne gang...

”Medmindre I selvfølgelig skal ud og score?” sagde jeg og så rundt på alle drengene, der udvekslede blikke. De sagde intet, og jeg sukkede derfor. ”Så tag I på bøssebar eller natklub, I don't care.” Jeg vendte mig om, og med højt humør begyndte jeg at finde min vej hen til indgangen af karaokebaren. Richo's Karaokebar!

Inden jeg overhovedet overvejede at glugge ind igennem vinduerne, tog jeg fat i håndtaget på den mærkelige dør og åbnede den. Der lød en pling-lyd, der fik mig til at føle mig som en kunde, der var på vej ind i en slikbutik. Mormors sædvanlige slikbutik. Åh gud.

”Okay,” mumlede jeg for mig selv og trådte indenfor, hvor der var overraskende varmt. Jeg så mig omkring og måtte indrømme, at stedet var mere i orden indenfor end udenfor. Her var faktisk rimelig hyggeligt.

Der sad omkring fire-fem mennesker, der overhovedet ikke gav mig noget opmærksomhed, hvilket var første gang i rimelig lang tid.

Jeg smilede for mig selv og trådte hen mod baren, hvor der stod en halvgammel mand, som vist nok skulle lege den lækre bartender. Ikke lige hvad han var i hvert fald, men fuck det.

Jeg skulle til at placere mig på en barstol, da jeg høre døren til bixen gå op, hvilket kort fik mig til at vende mig rundt, så jeg endte med at se på et par fem, velkendte ansigter. Deres opgivende udtryk fik mig til at smile, imens jeg selvsikkert kørte en hånd igennem mit hår. ”I kunne bare ikke holde jer væk,” drillede jeg. Niall, Liam og Louis smilede til mig, imens Harry og Zayn allerede havde sat kursen hen mod et andet rum.

Vi andre var hurtigt efter dem, og jeg så optaget rundt i det store lokale, hvor der var placeret nogle borde omkring og så var der en lille scene, hvor der stod to mikrofoner på. Jeg gættede på, at det var til karaoke. Spændende!

Drengene fandt et bord, hvor vi slog os ned. Jeg sad i midten af Louis og Niall, imens de andre tre drenge havde placeret sig overfor os. Vi tøvede ikke, før vi fik bestilt en øl hver, og min hals, mit mave og mit hoved hungrede allerede efter alkohollen. Jeg havde bare brug for at drikke lidt, og det fik jeg vist også bevist, da vi fik vores øl, og jeg bællede den hele på en gang, hvorefter jeg bestilte en ny.

Drengene kiggede overrasket på mig, men stoppede mig ikke. Og i sidste ende var det måske lidt dumt.

 

 

Jeg var fuld.

Eller, jeg var ædru nok til at kunne se, at jeg var påvirket af alkohol. Du ved, når man først begynder at benægte, at man er fuld, er man fuld.

Jeg havde drukket en smuuuule mere, end jeg troede jeg ville. Problemet var bare, at jeg ikke kunne stoppe. Og måske, at jeg ikke ville stoppe. Viljestyrke var måske godt at have, når man stod i sådan en situation.

Men fuck det.

”Oh my god, vil I høre en joke?” spurgte jeg og så spændt rundt på drengene, der var kørt lidt tør for gode samtaleemner. ”Kunne det være 'Daisy skal ikke have mere at drikke', for den syntes jeg rimelig godt om?” sagde Liam en blidt, og jeg grinede kort uden rigtig at høre efter, hvad han sagde. ”Den var god,” nikkede jeg, ”men min er bedre.”

Jeg kiggede rundt på drengene og stillede mit glas, som der førhen havde været vodka og Redbull i. Nu var det tomt. Sørgeligt.

”Okay. Hvad er forskellen på en skorsten og en papegøje?” Jeg kiggede fra Louis til Niall til Harry til Zayn til Liam, og de sad bare alle og så blankt på mig. ”Øh,” mumlede Niall tavst. ”Har ingen anelse,” lød det fra Louis, imens Harry bare trak på skuldrende, og Zayn forholdte sig stille.

”Liam?” spurgte jeg og ventede spændt på hans svar, men han rystede bare på hovedet, hvilket gjorde mig lidt skuffet. Jeg smilede stort og fnes. ”En skorsten er ikke en papegøje...”

Drengene gloede lidt på mig, indtil de brød ud i grin. ”Det er eddermaneme den lammeste joke, jeg nogen sinde har hørt,” samtykkede Harry. Jeg sendte ham et stort smil og lænede mig tilbage i mit sæde. ”Den er så dårlig, at den er god,” mumlede jeg for mig selv og kiggede rundt i det stadigvæk tomme lokale.

Mit blik endte oppe på den lille scene, der havde stået uberørt, siden vi kom. Og der var altså gået flere timer, hvor der stadigvæk ikke havde været en eneste levende sjæl.

”Hvorfor er der ingen, der synger?” spurgte jeg lavt, hvilket nu mest var et spørgsmål til mig selv. ”Du kan da selv give et nummer,” konstaterede Harry kort, og af en eller anden grund virkede det som en rimelig god idé.

En fantastisk idé, faktisk.

”Ja!” udbrød jeg og rejste mig op, hvilket så ud til at overraske drengene. ”Hvad skal du?” spurgte Niall undrende, men uden at svare ham, hoppede jeg bare over bordet, så jeg endte ude på gulvet, hvor jeg fik bevæget mig op til baren.

”Undskyld?” sagde jeg til bartenderen. ”Mm?” svarede han venligt. ”Er det tilladt at synge på jeres scene?” smilede jeg, og blev straks lykkeligere da han valgte at nikke. ”Hvis du ikke har bemærket det, er det en karaokebar,” brummede han, og jeg rynkede panden af hans tone, men tog ikke flere notits.

”Der er en computer, som du kan finde instumentals på. Alt andet er sat til,” fortalte han kort, og jeg nikkede bare lydigt, hvorefter jeg vendte mig rundt og sprang ind i det store lokale igen, hvor jeg straks fortsatte op på scenen.

Jeg lod mit blik glide ned over drengene og vinkede til dem. ”Jeg er verdenskendt,” råbte jeg og sendte dem luftkys for at demonstrere det. De grinede af mig, og jeg kunne se, at de hviskede noget til hinanden. Hviskede noget om mig. Jeg havde altid været god til mundaflæsning, og jeg kunne tydeligt se, at mit navn forlod Nialls læber.

Jeg ignorerede dem og vendte mig om for at gå hen til den lille, grimme bærbar, der stod i et hak i væggen, så det var de færreste, der fik øje på den. Der var åbenbart et program til instumentals, og da der kom en søgebase frem, gik jeg i gang med at tænke over en perfekt sang at synge, indtil jeg kom på en.

Eftersom sangen var forholdsvis ny, vidste jeg ikke, om de havde den, men jeg gik alligevel op i søgefeltet og skrev C'mon, C'mon. En spændt fornemmelse bredte sig i min mave, da jeg trykkede på Enter-tasten og så afventende på skærmen, hvor et par forskellige resultater op.

Og der var den.

Min elskede C'mon, C'mon af One Direction.

I'm in heaven.

”Niall!” råbte jeg og vendte mig om, hvor jeg kunne føle et par blikke hvile på mig. Dog så jeg udelukkende på Niall, der kiggede forvirret på mig. ”De har den!” udbrød jeg smilende, og han rynkede panden. ”Hvilken?” spurgte han undrende, hvilket fik mig til at hoppe lidt. ”C'mo-” ”Oh den!” afbrød han hurtigt med et smil og skævede af en eller anden grund til Liam, hvorefter han rejste sig op.

Drengene gloede bare på os, som om vi var sindssyge.

”Daisy, du burde virkelig synge en anden,” begyndte Niall og gik op til mig. ”Nej?” sagde jeg undrende og gik hen mod computeren for at trykke på play-knappen.

”Daisy,” insisterede Niall bedende og greb ud efter min hånd, men jeg var hurtigere end ham. ”Hvorfor ikke?” spurgte jeg uforstående og så næsten trist på ham. Jeg forstod det bare ikke. Hvorfor måtte jeg ikke synge hans sang?

”Daisy, det er virkelig en dårlig idé,” konstaterede Niall og så blidt på mig med sine blå, flotte øjne. Jeg stirrede lidt på ham, og så irriterende som jeg var, vendte jeg mig om mod computeren og førte min hånd hen til musen. Jeg hørte Niall sukke opgivende og et øjeblik efter var han hoppet ned fra scenen, hvilket endelig gav mig muligheden for at overtage karaokebaren.

Jeg skævede til drengene, der sad og kiggede undrende på Niall, men til sidst så op på mig. Roligt greb jeg mikrofonen og gik endnu en gang hen til computeren for endelig at trykke på play-knappen. Jeg vendte mig om, så jeg så på drengene, der kiggede afventende på mig. Et lille fjernsyn oppe i loftet lyste op, og på trods af at jeg ikke forstod en brik lige nu, kunne jeg gætte mig til, at det var første vers af C'mon, C'mon, der stod der.

Jeg smilede for mig selv, og kort efter lød der et par trommeslag i mine ører. På fjernsynet stod der pludselig 3, 2, 1, og straks begyndte melodien, hvilket jeg ikke var klar på. Men jeg reddede den, selvom jeg kludrede lidt i ordene, men hurtigt var jeg med på banen igen.

Jeg kiggede på drengene, der så lettere forvirret på mig, da de nok godt kunne genkendte den velkendte sang, som jeg nu stod og fyrede den af til. Ja, jeg havde det godt.

”Yeah, I've been watching you all night!” skrålede jeg og begyndte at danse rigtig flot. Af en eller anden grund følte jeg mig altid mere sexet, når jeg dansede, imens jeg var fuld.

På den anden side måtte mange føle det samme. Fuck det.

Ligesom på Nialls værelse levede jeg mig ind i rollen, og alt blev som jeg havde forestillet mig det førhen – magisk. Jeg havde det sjovt, godt, fantastisk! Der var ikke mere, jeg kunne bede om lige nu. Jeg glemte alt om Thea og pigerne. Alle skænderier, der havde været i for- og fremtiden. Alting. Det her var et moment, der bare skulle nydes.

Og det gjorde jeg helt sikkert.

Yeah, the music is so loud,” sang jeg og smilede for mig selv, da jeg kunne se et let smil placere sig på Harrys læber. Det gik først op for mig nu, at drengene sad og snakkede lidt sammen. Om hvad vidste jeg ikke, men jeg var egentlig også rimelig lige glad.

Jeg sluttede af med the big final, som var mig, der gik i split. Det var de færreste, der vidste, at jeg kunne gøre det, men det kunne jeg altså. Mit blik hvilede på Niall, der grinede af mig og rystede på hovedet, imens han valgte at rejse sig op og klappe af mig i stedet for.

Jeg smilede stort til drengene og nejede taknemligt, eftersom de klappede og hujede. Tanken om, hvad jeg egentlig lige havde gjort eksisterede ikke i mit hoved. Jeg følte mig bare så glad og lykkelig. Alle de negative ting var skubbet væk, og alt jeg kunne fokusere på lige nu, var, at jeg havde optrådt foran One Direction med min yndlingssang.

Jeg elskede mit liv lige nu.

 

_______________________________________________

A/N:

Tillykke. Du har lige læst 13001 ord.

 

KIG HER:

Jeg er i gang med planlægningen af en ny movella. Hvad den kommer til at handle om, vil jeg ikke afsløre lige nu, men jeg skriver herinde fordi jeg søger en person, som kan medvirke i den. Alt du skal gøre er at fortælle lidt om dig selv (hvordan du er som person, hvad du godt kan lide, udseende, osv.) og så vælger jeg en person lægere henne i fremtiden, som jeg så kontakter på en eller anden mærkværdig måde.

Så i gang med at skrive, mennesker. Glæder mig til at læse om jer :))

 

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...