Life's a Great Adventure - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2016
  • Status: Igang
Vi kender stort set alle til 2. Verdenskrig. Prøv så at forestille dig en 3. Verdenskrig imellem to kendte bands.
May Flower er et britisk girlband, der efter en masse covers på YouTube er blevet signet. På under et år har pigerne udgivet et album og er dermed blevet store i England, men da managementet vil udbrede musikken i flere lande, bliver det arrangeret, at May Flower skal være opvarmningsband på boybandet, One Directions, World Tour. Det valg bliver ikke nogen stor succes for begge band, da et tidligere trekantsdrama har kostet dem venskabet.
Skænderier, diskussioner og uoverensstemmelser kommer og går som forventet. 18 årige Daisy Carter følger bare med slænget, indtil hun ved en fejl ender op med at have sex med en fra boybandet. Uventede følelser opstår og fører til en lang række svære valg og konsekvenser, men ikke mindst kærlighed. Én ting er i hvert fald sikkert; ingenting vil nogensinde blive det samme igen efter den tour. *Anstødeligt sprog og indhold kan forekomme*

1157Likes
1327Kommentarer
184013Visninger
AA

13. Curse Complaining - Part 1

 

A/N:

Kapitlet er meget langt, så jeg vil anbefale, at du venter med at læse det, til du har tiden til det.

 

 

Jeg var forvirret, da jeg vågnede. Episoden fra natten var glemt, indtil det gik op for mig, at jeg lå på et værelse, hvor der bestemt ikke boede to piger.

Niall var ikke til stede, og det gjorde mig egentlig lidt lettet. Jeg havde brug for at tænke lidt, selvom der ikke var så meget at tænke over. Selvfølgelig var jeg stadigvæk sur på Thea. Hendes handlinger og snak gjorde mig simpelthen så irriteret. Jeg fattede hende ikke. Det gjorde jeg virkelig ikke.

Jeg lånte Nialls nye iPhone-oplader til at lade min telefon op, imens jeg besluttede mig for, at det var tid til et bad. Jeg regnede ikke rigtig med, at Niall ville have noget imod det og gik derfor bare ud på badeværelset, hvor jeg smed mit tøj og tændte for det varme vand.

Lidt uklog følte jeg mig dog, eftersom jeg ikke vidste, hvad jeg skulle have på bagefter. Måske kunne jeg stjæle noget fra Niall og skynde mig hen til mit eget værelse og finde noget tøj der. Så kunne man lige se mig på mission dér.

Badet varede ikke særlig længe, eftersom jeg hverken havde shampoo eller sæbe. Til sidst føltes mit hår bare ulækkert tørt, og derfor valgte jeg at træde ud af af brusen på det glatte marmorgulv. Jeg fandt et rent håndklæde under håndvasken og begyndte at tørre mig, imens jeg nynnede den sædvanlige sang.

Yeah, I've been watching you all night. There's something in your eyes. Saying c'mon,” mumlede jeg stille og begyndte langsomt at ærgre mig over, at det ikke blev den sang, som vi skulle synge i går. One Thing var selvfølgelig også fantastisk, men der var et eller andet over C'mon, C'mon, som jeg ikke kunne beskrive. Jeg blev så glad, da jeg hørte den. Og drengenes stemmer var virkelig fantastiske.

Selv Harrys, hvilket egentlig ikke var noget nyt, for ja.. han sang ærlig talt bare fantastisk.

Da jeg havde fået tørret min krop fra tip til tå, gik jeg ud fra badeværelset og videre ind i stuen. Der var intet nyt at se siden sidst, så jeg satte mig kort ned på sofaen, som faktisk havde været ret dårlig at ligge på i nat. Jeg havde ondt i min højre skulder og lidt af lænden. Stakkels mig.

Jeg trippede lidt med foden, og pludselig blev trangen til at synge større, og derfor endte jeg med at rejse mig op og finde min telefon henne ved opladeren. Der var kommet et par ekstra procent strøm på, og det antog jeg som fint nok.

Så jeg tog min telefon og fandt den fantastiske sang, som jeg kunne skråle med på; ”the one that I came with, she had to go. But you look amazing standing alone.”

Jeg moonwalk'ede hen til det store spejl, så jeg kunne synge til mig selv. Headbange lidt så mit hår kunne tørre.

Yeah, the music is so loud. I wanna be yours now, so c'mon, c'mon and dance with me baby,” sang jeg og dansede lidt for mig selv, imens jeg så komplet seriøs ud. Jeg levede mig måske lidt for meget ind i rollen, men fuck det.

Sangen fortsatte, og jeg følte mig lykkelig for endelig at kunne fyre den af. Så jeg begyndte at snurre rundt, og på trods af, at jeg kunne mærke hvor svimmel jeg blev, fortsatte jeg.

Lige indtil jeg så noget, som jeg ikke burde have set henne ved døren.

Jeg stoppede mig selv og genvandt min balance, da jeg var ekstremt rundtosset. Jeg glippede lidt med øjnene og ignorerede svimmelheden, imens jeg koncentrerede mig om at finde ud af, hvem der havde set mig danse og skråle.

Niall.

”Jeg troede ikke, at du kunne lide One Direction,” samtykkede han og trådte ind i rummet. Jeg stivnede og betragtede ham se indtrængende på mig. Åh gud, jeg var busted.

”Det kan jeg heller ikke,” løj jeg kort og så nærmest skamfuldt væk fra ham, hvilket ikke ligefrem hjalp. Problemet var bare, at jeg ikke havde lyst til at lyve ham op i fjæset, især ikke om dette her.

”Daisy,” sagde Niall langsomt for at få min opmærksomhed, men jeg så bare væk. ”Daisyyyy,” blev han ved. ”Mm?” mumlede jeg fraværende. Jeg kunne stadigvæk føle hans blik på mig, og til sidst tog jeg mig sammen til at glo på ham.

”Du kan godt lide os,” fastslog han, som om jeg var dum. ”Nej,” svarede jeg fast og lagde armene over kors, imens jeg sørgede for at se så alvorlig ud, som jeg nu kunne. Dog ingen spidsede læber denne gang.

Niall smilede en smule, og langsomt blev hans smil større og større, og jeg vidste ikke hvorfor, men min ene mundvig begyndte ligeså stille at pege opad.

Fuck.

”Jo, du kan!” råbte han og grinede en smule. ”Nej!” råbte jeg igen, men kunne ikke tage det seriøst og begyndte derfor selv at grine, imens farven i mine kinder kom frem. ”Daisy er Directioner, Daisy er Directioner, Dai-” ”Niall, hold kæft,” afbrød jeg ham med en hævet pegefinger. Han tog armene uskyldigt op, og jeg rullede med øjnene.

”Hvorfor har du ikke sagt det før?” spurgte han overvældet og så forvirret på mig. Jeg trak på skuldrende, ”hvorfor tror du?” sagde jeg lidt dumt. Han kiggede stadigvæk lidt forvirret, indtil det til sidst nok gik op for ham. ”Oh. Pigerne ved intet, gør de?” Jeg pressede læberne sammen til en smal streg og rystede på hovedet.

”Og hvis drengene fandt ud af det, kunne pigerne finde ud af det via dem,” mumlede Niall for sig selv, og jeg nikkede. ”Derfor.”

Han nikkede forstående, men lænede derefter hovedet lidt på skrå. ”Hvorfor sagde du intet til mig?” spurgte han og spillede noget, der mindede om trist med snøft, tårer og overdrevet bevægelser. Det var i hvert fald sådan jeg så det for mig.

”Fordi, hvis én ved det, så ved alle det,” sagde jeg, velvidne om, at jeg havde ret. Det var ligesom en skole. Fortæl din ven noget, næste dag ved alle det.

”Du havde da ikke regnet med, at ingen ville finde ud af det, vel?” fortsatte Niall med hævet øjenbryn, imens han lænede sig op ad dørkammen. ”Jeg havde håbet det,” mumlede jeg kortfattet. ”Så skal du nok stoppe med at sidde og synge med på vores sange og danse til koncerterne,” hørte jeg Niall sige i en underlig tone.

Jeg spærrede øjnene op, ”hvornår har jeg gjort det?!” spurgte jeg højt, imens en klump samlede sig i min hals. Niall grinede kort. ”Det er godt, du selv bemærker det,” sagde han ironisk, ”men du gør det praktisk talt hver gang. Og Harry spørger nogle gange mig og Liam, om du godt kan lide vores musik.”

Min mule hang, og jeg følte mig dum og trist. Slut med gode One Direction koncerter. Nu skulle jeg bare se sur og kedelig ud. Bah.

”For fuck i helvede,” mumlede jeg og satte mig hen på sofaen. Et kort øjeblik glemte jeg, at jeg kun havde et håndklæde rundt om mig, men det var sådan set lige meget. Niall så ikke ud til at bære nag, så han var vel også lige glad.

”Hvad er klokken?” spurgte jeg og prøvede at skifte emne. Niall rystede på hovedet, ”lad være med at skifte emne, unge dame. Må jeg lige have lov at komme mig over, at du er Directioner?” Han smilede igen, og selvom jeg havde lyst til at smile, kunne jeg ikke fremstille andet end et lille plastiksmil.

Der gik to minutter.

”Hvad er klokken nu?”

Niall himlede med øjnene af mig. ”Drengene bliver nødt til at vide det,” samtykkede han, og der spærrede jeg altså mine øjne op. ”Hvad?! NEJ!” råbte jeg, og det så ud til, at jeg gav Niall lidt af et chok.
”Slap af, Daisy! De vil ikke sige noget til det. Faktisk får de bare mere respekt for dig, og er det ikke det, du vil have?” sagde han en smule panisk. Måske fordi jeg lignede en, der ville gå til angreb på ham.

”Jo, men nej! Jeg mener jo. Men nej, du gør det ikke, Niall. Hvis de finder ud af det, er jeg død.” Jeg sendte ham mit allerbedste dræberblik, som han sendte retur med et gider-du-lige-blik. Ligesom jeg skulle til at give ham noget igen, bankede det dog på døren ude i gangen, og vi så begge derud.

”Fuck,” mumlede jeg, da Niall forlod stuen og gik ud for at åbne. Kort efter kunne jeg høre Liams stemme i gangen og antog, at det var ham. Alt andet havde været rimelig dumt.

”-så de skal af sted om to timers tid.” Stemmerne kom tættere på stuen, og jeg tog mig sammen til at rejse mig op, lige da Liam trådte ind i stuen efterfulgt af Niall. Han så overrasket på mig og lod sit blik glide ned over min ret så nøgne hud, der kun var dækket af et håndklæde.

”Daisy,” sagde han langsomt og kiggede hurtigt hen på Niall, ”er Directioner,” kom det fra ham, og jeg så hurtigt på ham. ”Niall, luk så,” bed jeg, og han smilede bare til mig. ”Du kan ikke regne med, at jeg ville holde det for mig selv, og siden Liam er den du snakker bedst med udover mig, burde han være den anden, der vidste det.” ”Jamen-” ”Ikke noget jamen, Daisy,” afbrød han muntert og tilfredst. Jeg sukkede og kiggede hen på Liam, der så ganske forvirret ud.

”Jeg lader bare som om, at jeg fattede alt det der,” lød det fra ham. Niall rystede på hovedet, ligesom jeg var ved at ånde lettet op.

”Daisy er Directioner,” sagde han igen, og jeg bed tænderne sammen og kiggede bebrejdende på ham. ”Autograf?” drillede han, og jeg gav ham fingeren. ”Fuck dig,” mumlede jeg og så hen på Liam, der stadigvæk havde løftet øjenbryn.

”Er det alvorligt ment?” spurgte han usikkert. Jeg sagde intet, imens Niall nikkede ivrigt. ”The girl loves us,” konstaterede han og gik hen til mig for at placere et lille kys på min kind. ”Neeej, nu vil jeg aldrig vaske min kind igen,” hvinede jeg ironisk og så hen på Liam. Han smilede stort og grinede kort.

”Det er da bare fedt,” påpegede han og gik lidt tættere på Niall og jeg. ”Mm, det er det, men hvis I siger noget til de andre, så er det ikke fedt, og det bliver værst for jer selv, ok?” Jeg så alvorligt på dem begge, og Niall nikkede bare. Dog så Liam lidt undrende på mig. ”Skal jeg også bare nikke?” spurgte han, nok fordi han ikke gad igennem alt det, som Niall og jeg havde stået og diskuteret. ”Ja, tak,” sagde jeg kort, og hurtigt begyndte han at nikke.

Vi stod alle tre lidt i stilhed, indtil Liam rømmede sig lidt. ”Hvorfor står du egentlig i håndklæde på Nialls værelse?” Et fnis forlod Nialls læber, og jeg kørte en hånd igennem mit våde hår. ”Jeg sov herinde,” forklarede jeg roligt og kløede mig akavet på kinden.

”Oh,” mumlede Liam lidt mere forståeligt, men noget sagde mig, at han gerne ville vide hvorfor. ”Har du overhovedet noget tøj herhenne, eller?” lød det pludselig fra Niall. Jeg kiggede hen på ham og rystede en smule på hovedet. ”Vi kan smugle dig hen på dit værelse. Jeg så Thea nede i restauranten for lidt siden, så mon ikke hun stadigvæk er der?”

Jeg var ikke meget for at gå ud på et offentligt hotel kun iført et håndklæde, men jeg gik bare med til det. Og sådan gik det så til, at Liam og Niall fulgte mig hen på Thea og mit værelse. De ventede ude foran døren, imens jeg gik i gang med at gøre mig klar. Klokken var åbenbart kun ni, og de havde været til interview fra morgenstunden og havde derfor ikke spist morgenmad endnu.

”Daisy,” brokkede Niall sig. Han var garanteret sulten. ”Lige et øjeblik,” sagde jeg og slukkede for føntørren og lagde den på gulvet. Jeg tjekkede mig selv i spejlet og gjorde et nik for mig selv, da jeg endelig kunne godkende mit look.

Jeg farede ud i gangen og trådte i et par Converse, hvorefter jeg fandt min vej hen til døren. ”Det var du godt nok lang tid om,” mumlede Niall utilfredst, da jeg trådte ud til ham og Liam. ”10 minutter, Niall. Jeg er en pige.” Han himlede med øjnene men smilede i sidste ende.

Det tog en evighed at komme ned til stueetagen med elevatoren, men det var da bedre end at gå. Det havde jeg i hvert fald fået bevist, at jeg ikke havde konditionen til.

Jeg begyndte at tøve lidt, da vi var på vej ind i restauranten. Jeg kunne allerede se Thea sidde med ryggen til. Niall sendte mig hurtigt et blik, der tydeligt spurgte, om jeg var okay. Jeg smilede let til ham og fulgte bare efter ham og Liam, der gik hen mod det lange bord, hvor pigerne og drengene var samlet.

”Neeeej, se hvem, der kom der,” lød det fra Harry, da vi var en del tættere på. ”Er I ikke glade for at se mig?” spurgte Niall stolt og placerede sig ved siden af Zayn. Jeg fnes af ham og satte mig ned ved siden af Louis, der så hen på mig med et smil.

”Godmorgen,” sagde han venligt, og jeg kunne ikke lade være med at grine over det. ”Godmorgen,” svarede jeg og sørgede for at kigge ind i hans øjne, inden jeg så hen på pigerne, der sad og så en smule flabet på mig. For ikke at snakke om Thea, der nok sad og prøvede at udrydde mig med sit blik.

Så kørte vi.

”Daisy, vi har et møde med redaktøren på Seventeen Magazine senere i dag, så vi skal mødes i lobbyen fem minutter i to,” fortalte Naomi. Jeg rynkede panden en smule undrende. ”Fem i to?” gentog jeg. Hun trak lidt på skuldrende og Jess nikkede. ”Du ved.. du kommer altid for sent, så det er bedst at fortælle dig et andet tidspunkt.” Drengene grinede kort, og jeg himlede med øjnene. ”Jeg kommer ikke altid for sent,” protesterede jeg mut, og så begyndte pigerne ellers at hoste falskt. ”Og fuck jer,” mumlede jeg og rejste mig op.

Niall var hurtigt efter mig, og så fulgtes vi op til buffeten. Min mave rumlede, da vi gik, og jeg følte mig lidt flov over det, hvis ikke det var fordi, at Niall valgte at slå en ulækker bøvs. ”Hvor' du charmerende,” sagde jeg ironisk. ”Ja, ikke?” lo han og klappede mig kort på skuldren, før vi begge tog en tallerken og begyndte at fylde med mad.

”Ey, vi skal lige huske den madkamp,” begyndte Niall, da vi begge var endt ved tebordet. ”Åh ja, det skal vi,” fastslog jeg bestemt. Jeg var stadigvæk rimelig opsat på at vinde. Bevise, at det kunne lade sig gøre!

”Og du taber, og jeg vinder,” smilede jeg, hvilket fik Niall til at se på mig med hævet øjenbryn og et snobbet fjæs. ”Daisy, du ligger og brækker dig, inden vi overhovedet er gået i gang.” Jeg rystede på hovedet og hældte lidt mælk i min te.

”Vi burde virkelig vædde,” foreslog jeg og ventede nu bare på, at Niall blev færdig med sin te. ”Penge?” spurgte han og smed sit tebrev i skraldespanden. ”Bare et eller andet,” samtykkede jeg med et smil. Vi begyndte at gå tilbage mod bordet, og Niall puffede lidt til mig. ”Jeg vinder, og du betaler mig $500,” fastslog han. ”Jeg vinder, og du betaler mig $500,” gav jeg igen og puffede til ham, så han begyndte at grine.

Jeg smilede for mig selv og kiggede hen mod bordet, hvor det gik op for mig, at drengene og pigerne sad og gloede på os. Okaaaaay...

”Har vi gjort noget?” hviskede jeg til Niall, og han grinede bare lidt højere, før vi gik til hver sin side af bordet. Jeg satte mig igen ved siden af Louis og tog en tår af min te. Glemte, at den var varm. ”Ahhhh,” stønnede jeg, da jeg havde sunket den varme væske og stukket min tunge ud af munden for at få den kølet ned. Resulterede bare i flere blikke.

”Hvad laver du?” grinede Niall, og jeg sukkede bare. ”Varme drikke er ikke mig,” sagde jeg kort og puffede til Louis, der fnes lidt ved mindet om den varme kakao.
Vi spiste lidt i stilhed. Niall sad og sparkede til mig under bordet, og jeg gav ham bare igen. Drengene gloede underligt på os, fordi vi sad og grinede for os selv. Det var måske også lidt mærkeligt. De troede vel nok, at vi var syge i hovedet eller sådan noget.

”Sig mig, hvad har I gang i?” sagde Zayn og gloede olmt på os, hvilket nok var forståeligt. Liam fnes, ”hvis du synes det der er mærkeligt, så skulle du ikke være sammen med dem i morges.” ”I morges?” gentog Harry nysgerrigt. ”Fandt Daisy hos Niall,” fortalte Liam lidt lavt, men højt nok til, at det tiltrak nogle andres opmærksomhed.

”Så du sov hos Niall?” lød det pludselig fra Thea. Jeg så hen på hende og nikkede en enkelt gang. ”Problem?” spurgte jeg koldt og lavede et lidt snobbet ansigtsudtryk, der så ud til at irritere hende en smule.

”Uh, bitchfight?” hørte jeg Harry sige interesseret. Typisk. Thea rullede med øjnene af mig og kørte en hånd igennem sit hår. ”Ko,” mumlede hun for sig selv, og jeg kunne ikke styre mig og så derfor vredt på hende.

”Hold op,” fastslog Monica og så bestemt på os. ”Oh, så du har et problem?” spurgte jeg og ignorerede Monica. Thea så på mig og sendte mig et ironisk smil. ”Ja, Daisy, det har jeg,” gisnede hun mellem sammenbidte tænder. ”Okay, fortæl mig om det,” sagde jeg en smule højt og var ikke rigtig i tvivl om, at jeg havde hele bordets opmærksomhed.

”Du ved udmærket godt, hvad problemet er, så jeg gider ikke engang at diskutere det igen,” svarede Thea, som om det var lige gyldigt. ”Kan du så ikke bare holde din kæft og blande dig udenom?” vrissede jeg. Min krop var begyndt at blive varm, fordi hun formåede at få mig op i det røde felt, hvilket ikke var så godt. Jeg hadede det.

”Daisy,” mumlede Jess bebrejdende og så hen på mig, men jeg ignorerede hende og så bare på Thea, der kiggede surt på mig. ”Okay, nu skal du høre; du er latterlig og naiv. Du tror, at hele Verdenen kan ændre sig, fordi du har fået rettet op på noget dårligt, men nej, Daisy, alt er ikke sommerfugle og regnbuer.”

Mit blod kogte, og jeg var virkelig vred. At hun kunne sidde og sige sådan noget lort, gjorde mig virkelig, virkelig vred.

Jeg bed tænderne sammen og kneb øjnene en smule sammen. ”Og du er dum og tror, at alle elsker en, hvis man har store bryster, kan vi komme videre?” Jeg hørte Harrys fniseri i baggrunden men lod det være. Han var lige gyldig lige nu.

”Hvorfor skal du være sådan en kælling?!” snerrede Thea, og ligesom jeg skulle til at give igen, greb mor selvfølgelig ind, ”stop så, folk glor,” sagde Monica bestemt.

”Vidste du godt, at kælling faktisk ikke er et ondt ord-” ”Det vil jeg skide på, om det er, Daisy,” afbrød hun vredt. ”Og jeg vil skide på, om du synes, at jeg er latterlig og naiv,” hvislede jeg højt og modtog denne gang et lille puf fra Louis.

Jeg så hen på ham og passerede alle drengenes blikke på vejen. Det var tydeligt, at de var overrasket over, at se mig sådan her. Måske fordi jeg kun havde vist mig som den glade, lykkelig person foran dem. Og det var egentlig også helst sådan, jeg ville have, at det skulle forblive, men nej, sådan forblev det vist ikke.

Louis bad tydeligvis til, at jeg skulle stoppe, og det fik mig til at se væk fra ham igen. Tilbage til Thea.

”Godt, men så håber jeg da bare, at du en eller anden dag falder i din egen grav og-” ”og fuck dig,” afbrød jeg vrængende. ”-og ved du hvad?” afsluttede hun. Jeg fnøs og skubbede min stol ud. ”Nej, og jeg gider ikke engang at høre det,” svarede jeg koldt.

”Så nu vil du ikke høre mit problem?” spurgte hun og lød som en, der morede sig. ”Du er simpelthen for åndssvag at høre på,” sagde jeg kort og rejste mig op. Sulten var forsvundet, dagens glæde var væk, og nu ville jeg bare lægge mig til at dø et eller andet sted.

Jeg kunne mærke folks blikke bore sig ind i min ryg, da jeg forlod restauranten. Med et suk tog jeg elevatoren op til min etage og gik hen til Theas og mit værelse. Trangen til at samle alle hendes ting og kyle ud af vinduet var der, men jeg beherskede mig og smed mig i stedet for i min seng.

Jeg klamrede den store, bløde pude indtil min krop og savlede lidt ned i den, men kunne ikke være mere lige glad. Jeg var så vred, og det her var da en god måde at afreagere på. Savle, savle.

Der gik ikke længe, før jeg havde sluppet puden og havde vendt mig om, så jeg lå på ryggen. På trods af, at det ikke var så behageligt, da jeg havde ondt, blev jeg liggende og stirrede bare op i loftet.

Jeg vidste, at Thea kunne være her hvert minut og besluttede mig derfor for at begynde at pakke mine ting sammen. Vi skulle alligevel forlade hotellet i dag, så det kunne jeg ligeså godt få gjort. Desuden gad jeg sjovt nok heller ikke at glo på Thea, når hun ville komme herind. Kælling.

Jeg fik pakket sammen og lynede som det sidste min kuffert. Hvad jeg nu havde tænkt mig, anede jeg ærlig talt ikke. Jeg kunne sætte mig ned i restauranten og bestille en tudekage, og så kunne jeg æde den og vente i flere timer på, at vi skulle af sted. Ellers var der en anden mulighed.

Jeg tog mine sko på igen og lod min jakke ligge på kufferten, hvorefter jeg trådte ud fra værelset. Eftersom jeg kunne høre nogle pigestemmer, valgte jeg at skynde mig videre ned ad gangen, indtil jeg endte foran en velkendt dør.

Jeg bankede tøvende på og ventede lidt på svar, men der kom intet. ”Niall?” spurgte jeg langsomt og holdt op med at banke. Intet svar.

Okay, han måtte være sammen med drengene et eller andet mystisk sted, som jeg ikke kendte til.

Jeg sukkede og valgte at glide opgivende ned ad væggen. Jeg gad ikke at gå ned og forstyrre, og desuden kunne jeg godt bruge et par minutter for mig selv, så jeg blev siddende og lænede mig tungt op ad døren, imens jeg lukkede øjnene. Det var dejligt beroligende, bortset fra at jeg kunne høre en blæser, der var tændt på et værelset ved siden af.

Jeg trak min telefon op af lommen og kiggede på skærmen. Klokken var kvart over ti, hvilket ikke var særlig meget. Lige nu håbede jeg sådan set bare, at dagen ville gå hurtigt, så vi kunne komme videre til næste destination.

Jeg satte mig til at spille Candy Crush og nynnede et par små sange for mig selv. Meget loner-agtigt, men det var da bedre end at sidde i rum med en eller anden dum ko. Argh. Jeg var så vred.

”Daisy?”

En pludselig stemme, der var som dukket op fra det blå, fik mig til at tabe min telefon og se forskrækket op, hvor Louis stod. Han virkede ikke så overrasket over at se mig, heldigvis.

”Hej, Louis,” hilste jeg kort og så ned på gulvet, hvor jeg fik samlet min telefon op. ”Hvad laver du?” hørte jeg ham sige, hvilket langsomt fik mig til at se på ham igen. ”Tja... Sidder lænet op ad en dør, hvilket egentlig ikke er specielt behageligt,” indrømmede jeg. Et lille smil gled hen over hans læber, og et svagt fnis forlod dem. Jeg gengældte hurtigt det lille smil, men det forsvandt, da han valgte at se lettere bekymret på mig.

”Er du okay?” spurgte han og satte sig på hug, imens hans blik hvilede på mig. Jeg trak på skuldrende. ”Jeg har det vel fint,” fortalte jeg roligt og havde egentlig bare lyst til at råbe, hvor meget jeg hadede Thea lige nu. Selvfølgelig gjorde jeg det ikke. Han ville tro, at jeg var syg i hovedet.

”Er du sikker? Du virkede meget oprevet..” På en måde kunne jeg ikke lide, at han bekymrede sig sådan om mig, men samtidig var der noget rart over det. Noget rart over hans rolige adfærd, der automatisk fik mig til at slappe lidt af.

”Jeg ved ikke.. Der er ikke noget at gøre ved det,” mumlede jeg og så væk fra ham. Det næste jeg kunne mærke var en hånd på min skulder, og selvfølgelig var det Louis'. Der dukkede sjovt nok ikke bare en hånd op, hvilket egentlig ville være lidt scarey.

”Må jeg spørge om, hvorfor I skændtes? Jeg kunne ikke rigtig følge med i det,” spurgte han forsigtigt, nok fordi han var usikker på, hvordan jeg ville reagere på det. Og det fik mig langsomt til at smile, selvom det ikke var meningen.

”Hvad?” spurgte han og gengældte langsomt mit smil. Jeg grinede kort og rystede på hovedet for at lukke det ude. ”Hun har bare noget imod, at jeg er sammen med jer drenge. Behøver du mere forklaring?”

Han smilede skævt og rystede også på hovedet. ”Jeg tror, jeg forstår,” mumlede han stille. Jeg sukkede, og han fjernede sin hånd fra min skulder. ”Det er deprimerende, og jeg har ondt i ryggen,” sagde jeg fjernt. Han smilede svagt og trak en enkelt gang på skuldrende. ”Giv det lidt tid, så skal det nok blive bedre,” forsikrede han mig om, og jeg rynkede panden. ”Snakker vi om min ryg eller Thea her?” spurgte jeg dumt.

Han fnes kort, ”jeg hentydede nu mest til Thea, men det bliver vel også bedre med din ryg.” Jeg smilede skævt og følte mig et øjeblik dum. Louis smilede svagt og sagde ikke noget yderligere. Jeg overvejede lidt at sige noget, men vidste simpelthen ikke hvad.

”Har du tænkt dig at sidde her hele dagen?” spurgte han pludselig. Jeg skar ansigt, hvilket fik ham til at smile. ”Det ville i hvert fald nok ikke være det smarteste,” forklarede jeg. ”Det tror jeg sørme, at du har ret i,” bekræftede han.

”Bare brug for at tænke lidt engang,” mumlede jeg for mig selv. Louis så lidt på mig, og det fik mig igen til at føle mig dum. ”Hvad er det helt præcis du sidder og tænker over?”

Jep, jeg følte mig rigtig dum.

”Thea,” fortalte og ville ønske, at det var ham, der så dum ud, men han smilede bare. ”Daisy, har du tænkt over, hvor det kunne være, at hun opfører sig, som hun gør?” spurgte han og endte med at dumpe ned ved siden af mig i stedet for at sidde på hug. Nogen fik nok ondt i knæene. Forfærdelig følelse.

”Hun er dum,” mumlede jeg, og selvom det lignede, at Louis var ved at grine, gjorde han det ikke. Han smilede betryggende til mig og lagde en hånd på min arm. ”Måske fordi hun er bange?” foreslog han. Jeg rynkede panden og gloede på ham, som om han var åndssvag. ”Og hvad skulle hun være bange for?” sagde jeg misbilligende.

Han så lidt på mig og tog sin hånd til sig, imens han trak lidt på skuldrende. ”Jeg ville gætte på, at hun var bange for at miste dig..”

Jeg så ud i luften og slugte ordene, og langsomt gav det lidt mere mening for mig nu end før. Men alligevel ikke.

”Hvorfor skulle hun miste mig?” spurgte jeg for mig selv og glemte et øjeblik, at Louis sad ved siden af mig, indtil han begyndte at tale, ”du er ofte sammen med Niall. Hun er nok bange for, at du i den sidste ende vil skifte hende ud med ham.” Min mund formede sig langsomt til et o, og jeg så hurtigt hen på Louis.

”Jamen.. nej! Så meget er jeg da heller ikke sammen med Niall,” hylede jeg, hvilket fik ham til at smile skævt. ”Det er du. Og enhver kan se, at I to har noget specielt, så det er nok det, der går hende på.”

”Men-” begyndte jeg, men kunne ikke fortsætte. Han havde så forbandet ret, at det næsten gjorde ondt. Møg.

”Snak med hende,” beordrede han pludselig. Jeg så hurtigt hen på ham med et løftet øjenbryn. ”Det kan jeg da ikke bare,” sagde jeg en smule højt og frustreret. ”Så i morgen. Bare snart. Jeg tror ikke, at nogle af os her vil nyde at se jer to rende rundt og skændes, og det går dig på, det kan jeg i hvert fald se.”

Af en eller anden grund bed jeg mig i inderlæben, da han nævnte de sidste ord. Siden hvornår kunne han se sådan noget på mig?

”Måske i morgen. Lige nu.. nej.” Han nikkede forstående og klappede mig kort på låret. ”Det er også op til dig,” samtykkede han og rejste sig op igen. ”Skal du ikke med ned til drengene?” spurgte han og lød pludselig helt frisk.

”Hvad laver de?” hørte jeg mig selv spørge om og rejste mig langsomt op. ”Sidder stadigvæk nede i restauranten og snakker. Der er ikke helt så meget at lave, indtil vi skal af sted,” fortalte han. Jeg tøvede lidt, inden jeg nikkede. ”Jo.”

I stilhed fik vi bevæget os ned i restauranten. Heldigvis var pigerne gået deres vej, så det var kun drengene, der sad dernede. Jeg havde stillet min kuffert ind på Louis' værelse, så den havde jeg heldigvis ikke på slæb mere.

Harry var den første, der fik øje på mig og for første gang kiggede han ikke dømmende på mig. Han lignede ikke en, der ville kalde mig en klam ko. Og det gjorde mig ærlig talt i lidt bedre humør, selvom det egentlig var rimelig ligegyldigt. Jeg orkede bare ikke flere skænderier lige nu.

Liam vendte sig kort om og fik øjeblikkeligt øje på Louis og jeg, der kom gående. Han fangede mit blik, og fordi jeg nok ikke så så forbandet glad ud, sendte han mig et opmuntrende smil.

Niall fulgte hans synsvinkel, og ligeså snart hans blik lå på mig, rejste han sig op og gik hen til mig for at placere sine arme rundt om mig og trække mig ind til et varmt, beroligende knus.

”Er du okay?” spurgte han, og jeg nikkede i hans skulder. ”Kunne være bedre,” indrømmede jeg og sukkede. Han svarede ikke, men kørte bare sin hånd op og ned ad min ryg i en beroligende bevægelse. Jeg stirrede kort ud i luften, indtil Niall trak sig tilbage. ”Op med humøret. Hun skal nok blive god igen,” sagde han muntert, og fordi jeg ikke gad at tænke mere på det, nikkede jeg bare.

Han hev mig med hen til drengene, der kiggede optaget på os. Harry skulkede for en gangs skyld ikke, og Zayn lod heller ikke til at have det der irriteret blik i øjnene, når han så på mig.

Hold da helt op.

”Daisy, er du sulten?” spurgte Liam og så undrende på mig. Jeg trak lidt på skuldrende, men begyndte langsomt at nikke. Jeg forlod jo restauranten, inden jeg overhovedet havde fået rørt min mad før, så ja, jeg var sulten.

”Her,” sagde Harry og rakte mig et menukort, der lå foran ham. ”Tak,” mumlede jeg og tog imod det, for at åbne det og skimte teksten. Dog nåede jeg ikke at komme så mange ord igennem, eftersom jeg kunne mærke min telefon vibrere i min lomme. Den ringede.

Jeg trak den op og kiggede på skærmen for at læse navnet, der stod der. Det var Monica. Et suk forlod mine læber, og hurtigt fik jeg lagt på.

”Hvem var det?” spurgte Niall lettere bekymret, og jeg så hen på ham. ”Monica. Men jeg gider ikke at snakke med hende lige nu,” svarede jeg kort og så ned i bordet. Harry bevægede sig lidt uroligt i sin stol. ”Hun havde vist også rimelig travlt med at skælde Thea ud før,” mumlede han, og jeg fik i en fart bevæget mit blik op på ham igen.

”Hvad?” sagde jeg forvirret.

Han nikkede. ”Dig og Thea skabte en scene, og det blev hun sur over,” forklarede han. Selvfølgelig var hun blevet sur over det. Det var typisk Monica.

”Of course,” mumlede jeg for mig selv.

Der var lidt stille ved bordet, og pludselig følte jeg bare, at jeg havde bragt en dårlig stemning med mig. Det var da også bare typisk mig.

”Okay, jeg tror, at jeg går op igen,” mumlede jeg og fik hurtigt rejst mig, hvilket Niall så forfærdet på mig over. ”Du er jo lige kommet?” græd han næsten. Jeg så undskyldende på ham og trak på skuldrende. ”Klokken er snart fem i to,” svarede jeg langsomt.

”Den er lidt i tolv, Daisy,” hørte jeg Harry mumle.

Jeg svarede ikke men så bare undskyldende på Niall. Han kiggede bekymret på mig, og jeg sendte ham bare et betryggende smil. ”Jeg tror bare gerne, at jeg vil være lidt alene,” mumlede jeg, så det nok kun var ham, der hørte mig. Han så lidt på mig med sine fine øjne, indtil han nikkede forstående. Roligt trak han et nøglekort op af sin lomme og rakte frem mod mig. ”Her. Jeg gætter på, at du ikke har lyst til at være på dit og Theas værelse..”

Jeg smilede taknemligt og tog imod det. ”Tusind tak, Nialler,” sagde jeg og gav ham et kort kram, inden jeg uden at kigge på drengene gik min vej igen.

Og gæt, hvor jeg gik hen?

Op på Nialls værelse for at dø.

 


Tro det eller ej, det var faktisk lykkedes mig at komme til tiden denne gang!

Selvom jeg havde været sent på den, stod jeg stadigvæk nede i lobbyen klokken 13:59, hvor jeg så den velkendte flok piger, der fik min mave til at slå knuder.

Jeg havde undgået dem indtil nu, men kunne ligesom ikke bare stikke af fra dem lige nu og her. Og denne her gang havde jeg ikke engang drengene, som jeg kunne snakke med. Jeg følte mig helt alene og trist.

”Wow, det var godt vi sagde, at vi skulle mødes fem i to, hva'?” drillede Jess lidt, da jeg kom hen til hende. Jeg smilede skævt og nikkede lidt. ”Måske,” mumlede jeg og kiggede i smug hen på Thea, der havde sit blik på mig.

Jeg så hurtigt væk igen og lod mærke til, at der var en mand på vej hen imod os. Jeg havde ingen anelse om, hvem han var, og det var egentlig også lidt lige gyldigt lige nu. Ikke engang tanken om, at vi skulle til møde med Seventeen Magazine kunne muntre mig op lige nu.

Jeg var så sur og trist, og jeg hadede at være så sur og trist. Jeg havde det bedst med at vise min sprulende, glade side frem. Sende alle mennesker smil og få dem retur. Men jeg var uvenner med min bedsteveninde, og jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre ved det. Det gik mig mere på, end jeg regnede med.

 

FORTSÆTTES PÅ NÆSTE SIDE

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...