Life's a Great Adventure - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2016
  • Status: Igang
Vi kender stort set alle til 2. Verdenskrig. Prøv så at forestille dig en 3. Verdenskrig imellem to kendte bands.
May Flower er et britisk girlband, der efter en masse covers på YouTube er blevet signet. På under et år har pigerne udgivet et album og er dermed blevet store i England, men da managementet vil udbrede musikken i flere lande, bliver det arrangeret, at May Flower skal være opvarmningsband på boybandet, One Directions, World Tour. Det valg bliver ikke nogen stor succes for begge band, da et tidligere trekantsdrama har kostet dem venskabet.
Skænderier, diskussioner og uoverensstemmelser kommer og går som forventet. 18 årige Daisy Carter følger bare med slænget, indtil hun ved en fejl ender op med at have sex med en fra boybandet. Uventede følelser opstår og fører til en lang række svære valg og konsekvenser, men ikke mindst kærlighed. Én ting er i hvert fald sikkert; ingenting vil nogensinde blive det samme igen efter den tour. *Anstødeligt sprog og indhold kan forekomme*

1160Likes
1321Kommentarer
187813Visninger
AA

11. Burning, Blaming and Bittersweet Boys - Part 1

 

Jeg kan godt lide varm kakao. Faktisk, så elsker jeg varm kakao. Hvis jeg skulle være helt ærlig, så kunne jeg drikke det dagen lang, hvilket jeg dog ikke gjorde, da jeg altid skulle tisse ekstremt meget, når jeg havde fået noget varmt at drikke indenbords. Så det lod jeg være med. Men hvis jeg kunne holde til det, havde jeg nok kaldt mig selv for Hot-Chocolate-Holiker.

Varm kakao kan være starten til noget nyt og fantastisk. Til gengæld kan det også være begyndelsen til noget knap så godt.
”Louis!” skreg jeg højt, da den varme væske ramte min brystkasse og løb videre ned ad min mave. Min hud brændte. Og den brændte virkelig meget. Det føltes som en kniv, der var sat ild til, borede sig lige ned i min mave. Det gjorde virkelig ondt.
”Fuck, undskyld,” hørte jeg Louis sige en smule desperat, men jeg ignorerede ham bare. Hele min krop rystede, og jeg gik i panik.
”Avvv!” hylede jeg og vidste, at flere øjne lå på Louis og jeg. Ja, vi stod nede i restauranten sammen med Liam og Niall for at skænke os selv noget varmt efter en lang koncert. Ergo, der var flere mennesker end os.
”Daisy, slap af,” lød det pludselig fra Liam, men jeg hørte ikke efter og valgte bare at give mig til at tude i stedet for. Typisk.
”Her.”
To hænder placerede sig pludselig på min skjorte, og jeg nåede slet ikke at opfatte noget, før jeg pludselig kunne mærke den bare luft mod min hud, inklusiv noget vådt papir.
”Slap af,” sagde Liam endnu en gang i et mere beroligende tonefald og så varmt på mig med sine brune øjne. Jeg bed mig i læben og tog en dyb indånding, imens jeg prøvede at ignorere smerten. Det gik bare ikke særlig godt, og snart forlod flere tårer min øjenkrog.
”Det er jeg virkelig ked af,” undskyldte Louis, og selvom jeg ikke havde lyst til at se på ham, gjorde jeg det. ”Det er ok,” snøftede jeg og kiggede ned ad mig selv.
Det gik først op for mig nu, at hele restauranten gloede på os. På trods af, at der ikke var mange, følte jeg mig stadigvæk flov. Især fordi jeg stod og blottede min bh og min mave. Det var ydmygende.

”Kom, lad os gå op,” mumlede Niall og aede mig trøstende på kinden. Jeg nikkede langsomt og tørrede mine kinder. ”Jeg gætter på, at du ikke vil have din kakao med op?” sagde Liam roligt, og jeg nikkede igen. ”Jeg drikker aldrig mere varm kakao.”

Han sendte mig et opmuntrende smil og overlod mig selv til at holde det våde papir. Jeg følte mig virkelig handicappet, da jeg trak min skjorte lidt sammen. Mine hænder rystede og virkede samtidig anspændte. Louis havde virkelig ramt et godt sted.

Et sted, hvor jeg nu risikerede at få et brandmærke.

”Hvor skal vi gå hen?” spurgte Niall, da vi endelig stod i elevatoren. Jeg stod og studerede mig selv i spejlet. Fordi jeg havde grædt, sad min makeup bestemt ikke godt. Men det gjorde vel ikke så meget, da jeg alligevel havde besluttet mig for at gå tidligt i seng i dag. Jeg var virkelig træt, fordi der havde været drøn på de sidste par dage.

”Kan vi ikke gå hen til dig, Lou? Du bor tættest på, og jeg tror, at Daisy skal have lidt af en behandling,” sagde Niall, og fordi det lød så rart, kunne jeg ikke lade være med at grine kort, selvom jeg græd samtidig.

Blandede følelser, I know.
”Du er virkelig nuttet, når du græder og griner samtidig,” sagde han med et stort smil, hvorefter han begyndte at grine lidt. Jeg daskede ham blidt på skuldrende og tørrede så mine kinder. ”Jeg er altid nuttet,” fastslog jeg med en grødet stemme.

”Hmm, det ved jeg ikke, hvordan jeg skal forholde mig til,” indrømmede han alvorligt, hvilket fik mig til at se surt på ham. Han grinede højt og tog hænderne op til en forsvarsposition. ”Rolig, rolig. Jeg troede, du var skadet.” Jeg himlede lidt med øjnene og opdagede til mit held, at vi var ankommet til den rette etage.
Vi gik i stilhed hen til Louis' værelse. Der var rimelig rodet på trods af, at vi havde været her i en enkelt dag. Men jeg kunne godt selv relatere til det en gang imellem, så det var okay.

Jeg gik straks ud på toilettet og blev et kort øjeblik overrasket over, hvor godt her duftede. Dog tog jeg mig sammen til at se mig selv i spejlet. Et gisp forlod mine læber, da jeg fjernede det efterhånden ulækre papir. Min mave var rød, samt en del af min brystkasse, hvilket også gjaldt min kavalergang. Min elskede bh var kakao'et til, og det fik mine mundvige til at pege let nedad.
”Går det?” En stemme fra døren rev mig ud af mine tanker, og langsomt så jeg derhen. Louis stod og så på mig, som han var lidt nervøs. Og det kunne jeg godt forstå, for det blev jeg også. Det var sjældent han sagde noget direkte til mig, og hver gang han gjorde det, blev jeg usikker.

Men jeg holdt hovedet højt ved at nikke lidt. ”Det tror jeg da,” sagde jeg, men sukkede, ”min skjorte er ødelagt..” Han smilede let og foldede en hvid t-shirt ud, som han havde i hånden. ”Du kan bare tage denne her, hvis du vil.”

Han trådte et skridt frem mod mig, som om det var slemt, hvis han gik hen til mig. Han var usikker på mig, kunne jeg mærke. Hvordan jeg havde det med vores nat. Og nej, jeg kunne ikke læse tanker, men jeg havde det virkelig på fornemmelsen. Hans blik og adfærd sagde det hele.

”Tak,” samtykkede jeg med et lille nik og tog imod t-shirten. Jeg vidste ikke, om jeg skulle tage den på eller ej. Mest af alt havde jeg ikke lyst til det, fordi jeg vidste, at det ville være forkert, hvis pigerne fandt ud af det – hvilket de nok ville, fordi den med garanti duftede af dreng.

Okay, det var direkte løgn, jeg ville elske at have den på, eftersom jeg elskede at rende i for store t-shirt, og nærmest hungrede efter at dufte til Louis igen.

”Så.. ja..” Han mumlede et eller andet mere, hvorefter han vendte sig om og gik sin vej. Jeg gloede lidt efter ham og endte med at ryste på hovedet af mig selv.

Efter lange (korte) overvejelser tog jeg t-shirten på og smed min ødelagte skjorte i skraldespanden. Jeg havde stadigvæk forfærdeligt ondt, men prøvede at se bort fra det. Det gjorde ligesom ikke smerten mindre af at tænke på det hele tiden.

Jeg studerede mig kort i spejlet og rettede lidt på min makeup, hvorefter jeg vendte mig om og gik ud i gangen for at komme ind i stuen. Det overraskede mig lidt, at der var så stille, hvilket dog gav rimelig god mening, eftersom det åbenbart kun var Louis, der var herinde.

”Eh.. hvor er drengene?” spurgte jeg langsomt. Han så hen på mig og gjorde et nik mod gangen. ”Henter noget hos Niall,” svarede han og lød en tant roligere end før. Jeg nikkede og gik forsigtigt hen mod ham. Det var dog for at placere mig i sofaen. Så længst væk fra ham som muligt.

”Er du sikker på, at du er okay?” lød det pludselig fra ham. Jeg nikkede igen. Min hals føltes så utrolig tør, og hvis jeg sagde noget, ville jeg garanteret lyde som en, der havde spist sandpapir.

”Jeg skal nok betale for en ny skjorte, hvi-” ”Det skal du da ikke!” protesterede jeg, hvilket kom bag på mig, eftersom jeg talte sandpapir. Jeg lød virkelig halvdrukken.

”Jeg insisterer, Daisy,” forklarede han, og jeg rystede på hovedet. ”Jo, jeg gør,” fortsatte han, og modvilligt blev der placeret et lille smil på mine læber. ”Men jeg tager ikke imod det,” hørte jeg mig selv fortælle. ”Desuden var det et uheld. Det sker...” Han så lidt overrasket på mig, men endte heldigvis med at nikke bekræftende.

Jeg rettede blikket hen mod det tændte fjernsyn og prøvede at følge med i programmet, der blev sendt, men det lykkedes ikke rigtig, eftersom en rigtig rar duft blev ved med at trænge ind i mine næsebor, og tænke på min og Louis' vidunderlige nat.

Og det var lige præcis sådanne tanker, jeg ikke ville have, så derfor gik jeg i gang med at klage over mig selv. Flot, Daisy.

Jeg kørte en hånd igennem mit uglede hår, da en bestemt tot blev ved med at falde ned i mine øjne, hvilket var pisse irriterende. Kort skævede jeg til Louis, og til min overraskelse så han allerede på mig. Derfor kiggede jeg hurtigt væk igen og lod som ingenting.

Jeg vidste, at vi sad og tænkte på det samme, og det gjorde stemningen lidt mere trykket. Det var forfærdeligt.

”Daisy?”

Hans stemme lød som negle mod en tavle i mine ører, og jeg følte for at klemme øjnene sammen og løbe skrigende bort – men det kunne jeg sjovt nok ikke.

Modvilligt vendte jeg mig langsomt om mod ham, imens jeg sank en klump. Han så lettere nervøs ud og kiggede hele tiden fra mig til gulvet.

”Jeg har tænkt meget på-”

Louis blev cuttet af, da en eller anden besluttede sig for at banke på døren ude i gangen. Vi så begge automatisk derud, og Louis rejse sig omgående. Så snart han havde trådt ud i gangen, sukkede jeg. Både lettet og opgivende. Lettet fordi, vi ikke skulle have den snak nu. Opgivende fordi, det betød, at vi skulle tage den på et andet tidspunkt. Uanset hvad skulle vi have den. Og jeg måtte tage mig sammen til at acceptere det.

Jeg hørte stemmer ude i gangen. En af dem var fra Louis, og den anden tilhørte en person, som jeg dog ikke kunne genkende lyden af. De to mænd kom gående ind i stuen. Jeg kendte ikke manden, så det var klart, at jeg ikke vidste, hvem han var. Han var virkelig høj, og nok ved at være i overgangsalderen. Det var jeg god til at se på folk, om de var.

Meget god.

”Vi har pressemøde i morgen tidlig. En fra hver band skal med, og du blev den ene,” sagde manden henvendt til Louis. Han nikkede bekræftende og sendte ham et kort smil. ”Hvem fra May Flower skal med?” spurgte han roligt. Den ukendte mand skævede til mig, men endte i sidste ende med at smile storslået til mig. ”Daisy, har du lyst til at tage med Louis i morgen? Jeg ville egentlig spørge den ældste fra jeres band, – Monica – men siden du er her nu, kan jeg ligeså godt spørge dig.”

Jeg stirrede en smule dumt på ham, indtil jeg langsomt nikkede. ”Det.. kan jeg godt,” samtykkede jeg. ”Godt. Vi mødes klokken ti nede i lobbyen.” Både Louis og jeg nikkede. Manden sagde noget yderligere, der ikke var specielt vigtigt. Det sidste jeg hørte var dog et godnat, og så forsvandt han.

Ligesom der skulle til at blive stille igen, brasede der pludselig to unge fyre ind på værelset. ”We're back!” råbte Niall fra gangen. Jeg så på Louis, der så en smule opgivende ud. Dog vendte han sig om og vandrede ud i gangen.

Liam kom kort efter gående ind i rummet med favnen fuld af slik og chips. Jeg hævede øjenbrynene lidt, og han begyndte derfor at grine lidt. ”Jeg håber, du er sulten.” Jeg smilede lidt og nikkede. ”Jeg kan altid spise,” fastslog jeg.

Niall og Louis kom ind i til os, og tro det eller ej, men Niall havde endnu mere slik med. Og så gik han med et par film under armene.

”Dais,” sang han, og inden jeg nåede at tænke på at svare, smed han sig ovenpå mig i sofaen. Jeg kom med en underlig, utilfreds lyd, imens Liam og Louis' grin lød i mine ører. ”Niall, jeg er handicappet!” sagde jeg højt, eftersom det gjorde lidt ondt. Han ramte mit ømme sted.

”Ups, det glemte jeg,” mumlede Niall for sig selv, hvorefter han rejste sig hurtigt op. På trods af smerten kunne jeg ikke lade være med at grine. ”Neeej, endnu en ting du glemte,” lød det fra Liam, hvilket fik mig og Louis til at se forvirret på ham. ”Han glemte sin iPhone-oplader på forrige hotel,” forklarede han hurtigt, og jeg udstødte derfor et lille fnis. ”Typisk.” Han sendte mig et smil, som jeg hurtigt gengældte, hvorefter jeg så hen på Niall. ”Nå, hvad skal vi se??” spurgte jeg nysgerrigt og ivrigt.

Han smilede stort og tog de to film, som han havde under armene op. ”Okay, vi har to valgmuligheder,” begyndte han og rakte den første frem. ”The Ring 1!” råbte han højt, så jeg fik et lille chok. Han lagde mærke til det og smilede en smule uhyggeligt. Faktisk fik jeg kuldegysninger.

”Anden valgmulighed: The Ring 2!” Han smed den første film på gulvet, så vi kunne se den anden forside. Jeg rullede lidt med øjnene af ham. ”Hvad for en tror du?” hørte jeg Louis mumle.

Jeg grinede kort og nikkede. ”Man har vel lov at være lidt dramatisk engang imellem,” undskyldte Niall og satte film på. Jeg satte mig tilrette i sofaen og tog et tæppe som lå i den, inden Liam valgte at dumpe ned ved siden af mig. Så var pladsen imellem Louis og jeg idet mindste udfyldt, og så kunne Niall side ved siden af mig.

Jeg var reddet.

”Daisy, er du bange for gyserfilm?” spurgte Liam pludselig. Jeg så hen på ham og lod mærke til, at Louis også så nysgerrigt på mig. Dog ignorerede jeg ham og koncentrerede mig udelukkende om Liam. ”Ehh, det kommer an på om de er gode eller dårlige,” nikkede jeg. Han så med løftet øjenbryn på mig, men nikkede bare.
”Ellers er jeg her,” lød det fra Niall, der med det vuns havde placeret sig i sofaen ved siden af mig, og endnu hurtigere greb han noget af tæppet fra mig og smed over sig. Jeg smilede lidt og så hen på ham. ”Godt så.”

 


Jeg havde aftalt med mig selv, at jeg ville gå tidligt i seng, men det krav overholdte jeg vist ikke. Eller, det gjorde jeg egentlig på en måde. Men jeg ville i hvert fald ikke vågne lykkeligt op, hvis jeg blev her.

Det var blevet sent. Niall havde fundet for mange gyserfilm frem, og jeg havde ikke lyst til at tage tilbage til mit og Theas værelse. Derfor var jeg blevet hos drengene, og nu var det så endt med, at jeg faldt i søvn. Og jeg var ikke den eneste.

Jeg lå op ad Niall, imens han hvilede sit hoved på sofalænet. Liam lå op ad mig og snorkede højt. Louis sov ikke helt, men lignede en, der kunne falde omkuld når som helst.

Jeg havde virkelig lyst til at overgive mig og sove videre, men jeg var nødt til at komme tilbage til mit eget værelse. Også så jeg kunne sove ordentligt. Det gjaldt for den sags skyld også Niall og Liam.

Jeg rettede mig op, og det så ud til at tiltrække Louis' opmærksomhed. ”Jeg troede, du sov,” hviskede han træt. ”Det gjorde jeg også. Men jeg må se at kommer over i min egen seng..” Han nikkede forstående og skævede kort til drengene. ”Jeg bør nok vække de to,” mumlede han for sig selv.

Jeg vendte mig om mod Niall og prikkede ham blidt på ryggen. Han mumlede et eller andet og prøvede at ryste min hånd af. ”Niall,” sagde jeg og begyndte at hive ham lidt i håret.

”Jeg ligger ligeså godt,” mumlede han utilfredst uden at slå øjnene op. ”Det gør jeg også. Men det vil din ryg ikke syntes i morgen,” forklarede jeg.

Jeg kunne mærke Liam flytte sig fra min ryg, og vidste dermed, at Louis havde vækket ham. ”I kan bare gå over, så rydder vi op i morgen,” sagde Louis, og jeg nikkede taknemmeligt. ”Kom, drenge,” fastslog jeg opmuntrende til Niall og Liam, hvorefter jeg rimelig ufrivilligt rejste mig fra sofaen. Pludselig føltes alting meget koldere, og for at få Niall ud af fjerene, var jeg ond at trække tæppet op til mig.

”Daisy,” hylede han. ”Jaja, kom nu,” mumlede jeg og vendte mig om for at gå ud i gangen. Liam var bag mig, og kort efter kom en træt Niall også gående. I stilhed tog vi vores sko på, og gik hen til døren. ”Ses i morgen, Lou,” fastslog Liam, inden han åbnede den. Niall mumlede et eller andet, og jeg sendte ham bare et smil, før vi forsvandt ud ad døren.

Jeg boede tættest på Louis, så jeg var den første til at blive sat af. Jeg sagde godnat til drengene og gik ind på mit dejlige, varme værelse.

Ligeså snart jeg havde lukket og låst døren, kastede jeg mine sko af og fortsatte ind på soveværelset. Thea var der ikke, så jeg regnede med, at hun sov hos en af pigerne, men bekymrede mig ikke rigtig om det. I stedet for smed jeg mig direkte i sengen, og uden at tænke på at børste tænder og fjerne min makeup, faldt jeg i søvn.


Jeg havde hørt, hvad den ukendte mand havde sagt til Louis og jeg: ”Vi mødes klokken ti nede i lobbyen.” Og i nat da jeg vågnede, havde jeg husket at sætte en alarm, så jeg kunne komme op til tiden.

Alligevel præsterede jeg først at nå ned i lobbyen, da klokken var fem minutter over ti. Og selvfølgelig stod Louis og ventede på mig, imens han snakkede med den ukendte mand.

Jeg tog en dyb indånding og væltede nærmest hen til dem, ”undskyld jeg kommer for sent,” sagde jeg forpustet, fordi jeg af en eller anden grund altid troede, at jeg kom hurtigere ned, når jeg tog trapperne. Jeg opnåede intet andet end et par svedpletter under armene.

”Det er okay. Vores chauffør er forsinket, så der går et par minutter, inden vi kan tage af sted,” svarede den ukendte mand, som jeg allerede havde forelsket mig i. Han var jo flink.

Louis og ham fortsatte deres snak om et eller andet. Det eneste jeg opfangede var et navn, der måtte tilhøre ham. Christian. Jeg vidste ikke, hvad han var eller lavede, men nu kendte jeg til hans navn. Det var trods alt bedre end 'den ukendte mand'.

”Så for søren,” mumlede han pludselig. ”Den er her nu. Og vi tager bagindgangen, så vi ikke risikerer at blive forsinket eller noget,” fortsatte han og så alvorligt på Louis og jeg. Vi nikkede begge, og begyndte så at gå efter Christian.

Det var koldt udenfor på trods af, at vi var i marts. Jeg havde hørt noget om, at dette her var en af de koldeste marts'er i England, og det var egentlig lidt skræmmende. Tænk, hvis sommeren også blev sådan.

Det kunne jeg så være lidt lige glad med, eftersom jeg ville befinde mig i et varmt land til den tid.

Der holdt en pæn Mercedes i baggården, som tydeligvis ventede på os. Christian åbnede døren for os, og vi smuttede ind på bagsæderne. Han satte sig foran og sagde et eller andet til chaufføren, hvorefter han begyndte at køre.

Louis og jeg sagde intet til hinanden under hele kørslen. Den trykkede stemning var kommet imellem os igen, og selvom jeg gerne ville byde ind med et eller andet, kunne jeg ikke få mig selv til det.
Det føltes akavet.

Der gik en halv, tom time med ingenting. Så jeg blev ret lettet, da vi stoppede foran en indgang til en halvstor bygning, hvor der stod en stor klump mennesker. Der stod allerede nogle security-vagter udenfor og prøvede at holde pigerne tilbage, men ligeså snart de så bilen, begyndte de bare at skubbe og mase til vagterne for at få et blik af Louis.

Det var i hvert fald det jeg troede, indtil jeg så et banner med mit navn på. Åh.

”Det bliver trængt, det her,” mumlede Louis for sig selv. Jeg kiggede på ham, og han så bare optaget ud ad vinduet, så jeg svarede ikke.

”Okay, det her skal gå hurtigt,” insisterede Christian pludselig og så tilbage på Louis og jeg. ”Hold jer tæt sammen, så der ikke sker noget.” Jeg nikkede langsomt og bed mig lidt i læben. Det var disse her situationer, jeg helst gerne ville undgå. Men det hørte med til jobbet, så det skulle bare overstås.

Jeg trak min halvnye hue fra Irland lidt længere ned, så den dækkede mine ører godt til. Hvis jeg så bare havde nogle ørepropper. Derefter klikkede jeg min sele op og satte mig klar til at komme ud af bilen.

Christian steg ud og gik hen til Louis' side. Jeg kiggede lidt ud ad vinduet og fik øje på Paul, der stod sammen med ham. De talte kort sammen, hvorefter Paul åbnede døren, så skrigene strømmede ind i bilen og gjorde mig halvdøv.

Jeg bed mig i inderlæben og så på Paul, der kiggede på mig med løftet øjenbryn. ”Er du okay?” spurgte han, og det skulle ikke undre mig, hvis jeg så helt forkert ud i ansigtet. ”Jeg har det fint,” løj jeg og kiggede væk fra ham. Han troede ikke på mig, det ville ingen have gjort. Men vi skulle ud, og det skulle være nu.

Louis var den første til at stige ud, og hurtigt kom jeg efter ham. Christian gik bag ved mig og skubbede mig helt op ad ham, så vi gik helt tæt, og det gjorde mig ærlig talt lidt usikker. Fuck facten af, at jeg stod i et mareridt, jeg gik også med Louis Tomlinsons røv mod mit underliv. Fedt.

Jeg prøvede at få et overblik over, hvor mange mennesker, der var samlet her, og ligesom jeg syntes at få styr på det, gik det galt. Vi kom ind i mængden af mennesker, og her skubbede alle. Det var virkelig som at blive revet i, flået i stykker, og det var virkelig ubehageligt. Og det var ikke fordi det gik bedre med Louis, kunne jeg se.

Sikkerhedsvagterne råbte til menneskerne, at de skulle træde tilbage, men de hørte ingenting. De skulle for helvede da røre deres idol(er). Måske have en souvenir, for det var der i hvert fald en der fik. Jeg kunne nemlig pludselig mærke den kolde vind mod mit hoved, velvidne om, at der lige var en, der havde fået fat på min nye, elskede hue. Fra Irland.

Jeg ville have stoppet op og se mig tilbage, men kunne ikke, fordi jeg blev skubbet fremad. Det tog mig nu heller ikke lang tid at glemme min hue, da jeg pludselig fik et ordentligt skub i ryggen, så jeg røg fremad og lige ind i Louis, der på grund af mig røg fremad.

Jeg ville sige undskyld, men han kunne ikke høre det, så jeg droppede det bare. Især fordi en slem smerte løb igennem mit håndled og blandt andet stoppede mig fra at gøre det. Jeg bed mig i læben og tog mig til det, hvorefter jeg prøvede at lukke alle skrigene og skubbene ude.

Endelig kom vi ind til den sikre side, og jeg blev straks taget imod af Christian, der kom hen foran mig. ”Er du okay?” spurgte han og lød helt overbeskyttende. Jeg rystede på hovedet, ”mit håndled,” hikstede jeg, som om jeg var ved at tude. ”Lad os lige komme indenfor først,” hørte jeg ham sige.

Jeg bed mig stadigvæk i læben, da vi trådte ind i bygningen, hvor pressemødet skulle holdes. Jeg blev med det samme eskorteret ud på et badeværelse, hvor Christian tændte for en vandhane. Jeg stak modvilligt min hånd indunder det kolde vand og havde lyst til at græde, da det ramte min hud.

”Det ser ikke særlig godt ud,” sagde Christian stille og forsvandt pludselig ud fra toilettet. Han efterlod mig alene med min smerte.

”Er du okay?” lød det pludselig fra en stemme bag mig. Jeg vendte mig hurtigt om og sank en klump ved synet af Louis. Langsomt rystede jeg på hovedet. ”Ikke rigtig,” mumlede jeg og drejede væk fra ham.

”Jeg mistede min hue fra Irland, og min hånd er.. det ved jeg ikke.” Jeg kneb øjnene lidt sammen og bed mig i læben. ”Var der en, der tog din hue?” spurgte Louis en smule chokeret. Jeg skævede til ham i spejlet og nikkede lidt. Han sukkede. ”Det er fandeme for respektløst,” mumlede han lettere irriteret, hvilket overraskede mig en smule. ”Lige et øjeblik,” sagde han kort til mig, hvorefter han vendte sig om og forsvandt ud fra toilettet.

Jeg så forvirret efter ham, men droppede det da der kom to mennesker ind til mig. Christian og en dame. Ukendt dame.

”Hvordan går det?” spurgte Christian og gjorde et nik mod min hånd. ”Ikke bedre siden sidst,” anerkendte jeg. Han sukkede, imens den ukendte dame trådte hen til mig. ”Bliv ved med at holde hånden under vandet, så ser jeg lige, hvad jeg kan finde,” sagde hun, efter hun havde taget et kig på mit håndled. Jeg nikkede lydigt og så hende forsvinde ud fra toilettet igen.

Jeg så via spejlet, at Christian var i gang med at snakke i telefon. Og mon ikke han nævnte handicappet mig? Jo.

Hvorfor var det her så typisk? Det var min største frygt at gå igennem så mange sindssyge fans, og nu havde de både fået ram på min hue og mit håndled. For ikke at tale om mit psykiske jeg!

”Daisy,” sagde en stemme pludselig, hvilket trak mig ud af min bedrøvelse. ”Du må nøjes med at få det her på, for vi skal ind nu. Klarer du den?” Christian stak et viskestykke hen mod mig, og selvfølgelig var det viklet om en pose is. Jeg sukkede, men nikkede. ”Tak,” mumlede jeg og tog imod tingene for at vikle det om håndleddet.

Det gik ret langsomt, men så gik det ellers hurtigt. Christian fulgte mig ud og hen ad en masse gange, så vi endte bag ved et gardin, som nok skulle forestille at være en slags backstage. Louis stod og ventede sammen med en dame, der dog forlod os, da hun så Christian.

”Der kommer en stylist lige om- nu.”

Jeg så egentlig ingen grund til, at vi skulle styles op og ned, men det var rart at få smasket lidt pudder i ansigtet og vide, at man så fin nok ud, når man skulle ind foran en masse mennesker, hvor der nok også blev taget billeder, som endte ude i offentligheden.

Måske var det grunden.

Til sidst blev vi færdige, og det var åbenbart lige akkurat til tiden. Christian kiggede ivrigt hen ud mod scenen og så så tilbage på Louis og jeg. ”Bare ind der,” guidede han. Louis gik først ud i den store hal, og jeg var lige bag ham. Der var mange journalister, og så blev der taget mange billeder. Men det var jeg efterhånden vant til, så det gjorde mig ikke så meget mere.

Louis og jeg var placeret på en scene ved et langt bord, hvor vi kunne sidde ved siden af hinanden. Vi havde fået en mikrofon hver, og så stod der et navneskilt på hver vores plads. Udover det havde vi begge fået et glas vand. Meget fornemt.

Da jeg havde sat mig, lod jeg mit blik glide hen over publikummet. Her var som sagt mange, og jeg var derfor ikke i tvivl om, at der ville blive stillet mange spørgsmål.

Jeg skævede til Louis, der også sad og kiggede ned mod alle folkene, der var samlet. Dog så han hen på mig og kiggede kort ned på min viskestykke-beklædet-hånd. ”Er den forstuvet?” spurgte han og lød næsten bekymret. Jeg trak lidt på skuldrende og formåede nok at se rimelig dum ud. ”Jeg er ikke læge...” Han løftede øjenbrynene en smule skeptisk på mig, og selvfølgelig følte jeg mig virkelig dum.

Idet mindste kom der en dame ind på scenen og gik i gang med at præsentere os, hvilket heldigvis fjernede det akavede øjeblik imellem Louis og jeg.

Hvis det så bare ville fortsætte sådan.

 


Efter pressemødet gik der alt for lang tid, før vi kunne komme ud i vores bil, som ventede på os. Dog var det meget mere sikkert denne gang, og hverken Louis eller jeg blev væltet omkuld, hvilket var rimelig rart.

Ja, selvfølgelig var det rart.

Hvem kunne godt lide at blive væltet omkuld, medmindre vi snakkede om sex her?

Christian var ikke med i bilen denne gang, så det var kun Louis og jeg, der var passagerer. Chaufføren havde kørt en slags rude op imellem bagsædet og forsædet, så der var virkelig stille. Kun motoren og de sidste skrig lød i baggrunden, da vi kørte væk fra den store bygning.

Jeg var overrasket over, hvor godt pressemødet havde gået. Engang imellem overfaldt journalister os med for personlige spørgsmål, men jeg måtte indrømme, at de havde holdt sig til randen denne gang. Og selvfølgelig var det også rart.

Mit håndled var forstuvet, mente den ukendte dame, der viste sig at være tilstede som en slags syge-hjælper/læge. Det skyldtes måske, at den efter pressemødet havde formået at blive blå og hævet. Så nu havde jeg fået forbinding på, hvilket ikke var særlig fedt. Det eneste fede ved det var, at folk kunne skrive på det lille stykke forbinding. Jeg kunne få drengenes autografer og blære mig med dem. Jeg var jo trods alt en lille (stor) Directioner.

”Der er godt nok meget trafik,” mumlede jeg for mig selv, da jeg så ud af vinduet. Jeg troede, at jeg sagde det lavt, men Louis hørte det åbenbart. ”Det er også myldretid. Så det er såmænd nok derfor,” svarede han og lød helt venlig.

Jeg skævede til ham og så, at han sad med sin telefon i hånden. Han rynkede panden lidt for selv, hvorefter han kiggede op, som om der var noget, der var faldet ham ind.

”Jeg fik for resten fat på noget,” lød det fra ham, idet samme som han så hen på mig med et lille smil. Jeg rynkede panden en smule undrende, indtil han pludselig trak min irske hue op fra sin jakkelomme.

”Hvordan?” måbede jeg og rev den nærmest ud af hånden på ham. Han grinede kort, da jeg knugede den indtil mig. Længe savnet hue, åh gud.

”Jeg fik Christian til at gå ud og spørge efter den under pressemødet. Det var en pige, der havde fået fat på den. Hun havde så lagt et stykke papir i, hvor der stod hendes nummer,” forklarede han og lavede en grimasse, da han sagde det sidste. Jeg hævede et øjenbryn og fnøs. ”Og som om du ville skrive til hende,” sagde jeg kort og tog min hue på, så jeg følte mig lidt ekstra irsk.

Der var ingen, der sagde noget yderligere. Vi kørte i stilhed, og fordi stilheden var så trykket, ville jeg egentlig bare gerne hjem til hotellet og sove lidt, inden koncerten i aften. Hvis jeg altså kunne nå det.

Jeg lænede mig tung tilbage i sædet og støttede mit hoved let op ad vinduet. Dog endte jeg med at fjerne det igen, da vi bumpede for meget på vejen, og jeg derfor bare ville ende med at få en hjernerystelse eller et eller andet overdrevet.

Jeg kiggede kort hen på Louis, der sad og pillede ved sine negle. Han fastholdte sit blik nede på sit skød og så kun op et par gange, hvor han tjekkede trafikken ud. Intet andet.

Jeg bed mig usikkert i læben og kørte op til flere gange min raske hånd igennem mit hår, imens jeg sad og bad til, at vi snart var hjemme. Men på grund af trafikken gik det ekstremt langsomt med at komme frem, og til sidst måtte jeg droppe det.

For tusinde gang kiggede jeg over på Louis. Jeg regnede med, at han ville sidde og kigge ned som før, men blev rimelig overrasket, da han så på mig.

”Okay,” begyndte han en smule utålmodigt. ”Jeg har efterhånden regnet ud, at du ikke har lyst til at snakke med mig, men jeg synes altså, at vi bør snakke sammen engang,” sagde han kort og lidt bestemt. Jeg stirrede på ham og sank en klump. Hvorfor vidste jeg egentlig ikke. Jeg burde ikke være nervøs over at snakke med Louis, eftersom han havde vist sig at være vældig flink. Desuden var det jo bare et enkelt knald. Hvor slemt kunne det være?

Slemt.

”Go ahead,” mumlede jeg og skar ansigt, hvilket fik ham til at fugte læberne lidt med tungespidsen. ”Det var en fejl..” sagde han langtrukkent og hentydede selvfølgelig til vores knald, imens hans øjne borede sig ind i mine. Jeg nikkede langsomt. ”En fejl,” gentog jeg kortfattet.

”Har du sagt det til nogen?” spurgte han lidt uroligt. Jeg rystede hurtigt på hovedet. ”Nejnej. Jeg ville blive dræbt på stedet, så nej.” Han smilede let ved mit svar og nikkede så. ”Det har jeg heller ikke, og vi kan godt blive enige om, at det ikke skal ud, ikke også?” ”Jo,” nikkede jeg. Han så eftertænksomt på mig, men nikkede så selv tilsidst.

”Så.. venner?” Han rakte hånden frem imod mig, imens et skævt drengesmil var placeret på hans læber. Jeg himlede med øjnene. ”Så lad gå,” drillede jeg og tog imod hans hånd. Det føltes underligt at holde ham i hånden i det korte øjeblik, men samtidig rart. Jeg fik klare minder om, hvordan han flettede vores fingre, da vi sov sammen.

”Vil du egentlig gerne have din t-shirt igen?” spurgte jeg efter et øjeblik. Han trak på skuldrende. ”Det er ikke nødvendigt, så du kan bare beholde den,” fastslog han roligt. Jeg nikkede en smule. ”Fair nok.” Han smilede svagt, hvilket jeg gengældte, hvorefter jeg drejede hovedet for at se ud af vinduet igen.

Jeg var ærlig talt overrasket over mig selv. Tænk, at jeg havde gået og undgået Louis i så lang tid i stedet for at tage skridtet videre og få snakket om skidtet. Han var jo flink, og jeg ville gerne være hans ven. Og nu havde vi løst det hele på få minutter, hvilket vi kunne have gjort for flere dage siden. Flot, flot.

”For resten,” begyndte jeg og kiggede hen på Louis. Han så med det samme hen på mig med løftet, nysgerrige øjenbryn. ”Tak.” Jeg hentydede til min hue, imens et lille smil spillede om mine læber. Han smilede og nikkede. ”Selvtak,” svarede han.

Der gik ikke længe, før vi kom tilbage til hotellet. Der ventede massere af fans og folk ved hovedindgangen, og derfor valgte chaufføren at køre om i baggården, så vi undgik nogle uheld som før.

Det var begyndt at regne, og derfor småløb Louis og jeg, ligeså snart vi var kommet ud af bilen. En vagt åbnede en dør for os, som førte ind i varmen på det fine hotel. Jeg prustede lidt og skævede til min handicappet hånd.

”Hvad skal vi nu?” spurgte Louis mig om, hvilket fik mig til at se på ham. ”Jeg har ingen idé,” anerkendte jeg uintelligent. Han fnes kort og så rundt. Vi fortsatte ud til lobbyen, hvor Christian stod og snakkede i telefon. Dog fik han travlt med at lægge på, da han så Louis og jeg.

”Sådan I to. Godt gået. Nu har I fire timer for jer selv, inden vi skal ud til arenaen, så sov, spis, gør et eller andet..” Louis og jeg nikkede adlydende i kor, og derefter vendte Christian sig om og gik væk fra os.

”Okaaay,” mumlede jeg for mig selv. ”Ja..” lød det fra Louis, der kiggede efter Christian. Jeg kløede mig kort på næsen, hvorefter jeg kiggede ned på min telefons ur. ”Nå, jeg vil smutte op og tage en lur, før vi skal af sted,” sagde jeg fast besluttet og så op på Louis igen. Han nikkede en enkelt gang. ”Samme her,” tilføjede han hurtigt.

”Så kom,” insisterede jeg og begyndte at gå hen mod elevatoren, der heldigvis allerede var på den passende etage. Vi steg begge ind, og jeg trykkede på vores etageknap.

Ingen af os sagde noget undervejs. Det var ikke rart, men det var heller ikke ubehageligt. Stille og roligt. Og så var det dejligt, at jeg ikke skulle gå og frygte noget mere. Der var ikke rigtig noget akavet over vores stilheder mere, og det så ud til, at vi kom rimelig godt ud af det med hinanden.

Dørene til elevatoren åbnede, da den var stoppet på vores etage. Vi steg begge ud og gik roligt hen ad den gulvtæppebelagte gang. Først endte vi hos Louis, og han stoppede langsomt op. ”Vi ses senere,” sagde han stille og sendte mig et svagt smil, imens han fandt sit nøglekort frem.

”Ja, det gør vi,” svarede jeg kort, før jeg fortsatte hen mod mit og Theas værelse. Alligevel kunne jeg ikke dy mig, og endte derfor med at tjekke mig over højre skulder, og der blev placeret en underlig, behagelig følelse, da jeg fandt ud af, at Louis blev stående og kiggede efter mig. Hans blik mødte mit, og det var grunden til, at vi begge hurtigt så væk. Et lille smil gled hen over mine læber, imens jeg satte tempoet lidt op.

Jeg fandt mit nøglekort frem, imens jeg gik, og fordi jeg boede så tæt på Louis, endte jeg rimelig hurtigt henne ved mig selv. Der var varmt inde på værelset, hvilket nok skyldtes, at jeg havde skruet radiatoren op på fem. Men der var virkelig heller ikke noget værre end at komme ind på et iskoldt værelse, så man ikke kan gå uden nattøj eller sokker. Sådan noget var forfærdeligt.

”Yeah, I've been watching you all night. There's something in your eyes, saying c'mon, c'mon and dance with me baby,” sang jeg stille, da jeg var i gang med at klæde mig af. Sangen havde siddet klistret på min hjerne hele dagen, og først nu kunne jeg få lov til at synge den for mig selv. Det var virkelig noget af en ulempe ved at være hemmelig Directioner. En ud af de mange ting.

”Og så skal vi bare i seng,” kvidrede jeg for mig selv og sprang hen i den store, dejlige dobbeltseng. Jeg sukkede tilfredst, da jeg lå imellem dynen og puderne. Uden tvivl lige det, jeg kunne trænge til.

 


 

”Daisy, kom nu!” råbte Monica for syttende gang, og som sædvanlig hoppede jeg bare op og ned. Desperat, ja. ”To sekunder!” skreg jeg, så kagekrummer og spyt forlod min mund på en rimelig ucharmerende måde. ”For helvede, de slår os ihjel, og jeg giver dig skylden. Du æder alt for meget kage,” vrissede hun og lød faktisk ret alvorlig.

”Så gå dog,” bad jeg og så dumt på hende. ”Nej. Kom så med.” Hun tog fat i min raske arm og hev mig med ud på den store gang, der ville føre videre ud til backstage. Vores vokallærer og en eller anden, der var med til at stå for showet i aften ville åbenbart snakke med os. Og det undrede mig lidt, for vi plejede ikke at skulle øve før der var omkring tyve minutter til koncerten, og der var stadigvæk lidt over to timer tilbage.

Men som sædvanlig stod jeg og proppede mig med kage, fordi jeg var nervøs. Og fordi jeg var lidt (meget) sulten.

”Jeg er ikke et barn, Monica,” mumlede jeg og hentydede til hendes hånd, der stadigvæk holdt stramt om min arm. ”Det skulle man ellers tro,” fnøs hun, og jeg rullede med øjnene. Sikke et godt humør hun var i. PMS-barn.

Vi endte ude i backstage, og Monica slap straks min arm, da vi nærmede os den velkendte gruppe mennesker.

”Der var I,” klukkede Thea, da vi ankom. ”Ja, her er vi,” sagde Monica lettere irriteret. ”Relax, girl,” hviskede jeg for mig selv og tog mig kort til armen. Hun havde faktisk holdt rimelig stramt.

”Okay, er vi alle samlet nu?” Jeg så op mod vores vokallærer, Mariah, stod. Ved siden af hende var en lidt ældre herre, der egentlig så meget flink ud. Det måtte være ham, der var med til at arrangere koncerten her i aften.

”Vi har valgt at lave en lille ændring i planerne for i aften,” begyndte han, og selvom jeg ikke var interesseret, lød det nu alligevel lidt spændende.

”Vi vil prøve at lave en overgang fra jer til drengene. Og derfor skal I synge en ekstra sang i aften,” sagde han efter noget forklaring. Jeg hørte ikke så meget efter, men det sidste gjorde mig alt for nysgerrig.

”Virkelig?” lød det spændt fra Naomi. Manden nikkede og smilede svagt. Pigerne jublede lidt, indtil Monica selvfølgelig skulle ødelægge vores romantiske øjeblik. ”Hvad skal vi så synge?” spurgte hun en smule flabet om.

”I skal faktisk synge en af drengenes sange.”

”Virkelig?!” råbte jeg højt og spændt op, hvilket ikke lige var meningen, men i dette øjeblik kunne jeg desværre ikke skjule min begejstring.

Dog tiltrak jeg pigernes opmærksomhed, der gloede olmt på mig, som om jeg var sindssyg. Derfor sank jeg en klump og så hurtigt på manden og Mariah igen. ”Jeg mener... virkelig?” Jeg kunne slå mig selv over, hvor dum jeg lød, da jeg prøvede at lave et det-mener-du-ikke-vel?-tone. Det gik ikke særlig godt.

”Den er god nok, piger,” brød Mariah ind med et smil. ”Jeg fandt en sang, der vil passe jeres stemmer.”

”Er det C'mon, C'mon?!spurgte jeg håbefuldt og krydsede tæer, imens jeg bed i min læbe. Endnu en gang modtog jeg dumme blikke fra pigerne. ”Ja, det er den eneste sang, jeg sådan rigtig kender med dem....” løj jeg og kiggede med det samme hen på Mariah igen. Hun kiggede lidt skeptisk på mig, men smilede kort efter.

”Beklager, Daisy. Du må nøjes med One Thing,” sagde hun roligt. Jeg blev lidt skuffet over, at det ikke blev C'mon, C'mon, men One Thing var også god, så det var også perfekt.

”Fino-kanino,” nikkede jeg.

”Og I forventer, at vi skal lære en helt ny sang på to timer?” spurgte Jess lidt undrende. ”Det kan I sagtens,” fastslog manden. ”Mariah hjælper jer igennem det. I har fra nu af en halv time til at lære teksten, og så skal vi gennemgå det hele med melodi ude på scenen,” afsluttede han og sendte os et smil, før han mumlede noget til Mariah og forlod os.

”Okay, piger. Lad os gå ind et sted, hvor der ikke er så mange mennesker og larm,” meddelte hun og begyndte at gå. Jeg fulgte efter hende med et stort smil på læberne, imens jeg kunne høre pigerne gå og beklage sig bag mig.

Vi gik ind i et lille rum. Væggene var grå og kedelige. Det eneste, der pyntede, var det orange tæppe på gulvet, sofaen, tv'et og bordet.

Jeg var den første, der tog plads i sofaen, og hurtigt blev den fyldt op af de andre piger. Thea var dagens rosin i pølseenden, så hun satte sig ovenpå Jess, der stønnede opgivende.

”Godt, jeg har teksterne her. Den er delt ind i små bider, så I kan se, hvem, der synger hvor. Vi har delt det ind i drengens parter, så det skulle ikke være så svært.” Hun delte sedlerne ud, og jeg ledte desperat efter mit navn, som jeg fandt ved siden af en af mine yndlingsdele.

”Jeg er Zayn!” sagde jeg og skjulte mit smil vældig godt. ”Og jeg er Harry,” mumlede Naomi. ”Og jeg er Niall,” forsatte Thea. ”Og jeg er Liam,” sukkede Monica. ”Og jeg er Muuuhis,” fnes Jess. Jeg rynkede panden lidt og så dumt på hende. ”Muuuhis?” gentog jeg. Pigerne fnes lidt og nikkede. ”Du ved, muh, muh, jeg er en ko...” forklarede Thea.

Jeg stirrede lamt på hende og kunne egentlig ikke fatte, at min bedsteveninde sad og sagde sådan om en af mine venner. Faktisk irriterede det mig lidt.

”Så, piger,” grinede Mariah og kiggede lidt strengt på os. ”I gang med teksten. I kan ikke bilde mig ind, at I ikke kender sangen.” ”Ville ønske jeg kunne,” mumlede Monica, og jeg himlede med øjnene.

Jeg skimtede teksten kort, selvom jeg allerede vidste, hvad jeg skulle synge. Det var så en ikke-ulempe ved at være hemmelig Directioner.

 


I've tried playin' it cool. But when I'm looking at... Pis.” ”Kom nu Monica,” sagde Mariah for tredje gang. ”Jaja,” mumlede hun utilfredst og skimtede teksten, inden hun så op og begyndte at synge. Naomi fulgte efter, da det blev Harrys del af sangen, og derefter kom jeg. Stolte jeg. Åh gud, jeg var så glad for at få chancen for at synge en vaskeægte 1D sang foran et helt publikum.

'Cause you've got that one thing,” afsluttede jeg med et smil. Mariah klappede kort. ”Godt, Daisy. I to bliver altså nødt til at oppe jer lidt.” Det sidste var heldigvis henvendt til Monica og Naomi, der bare himlede med øjnene.

”Må jeg godt lige gå på wc?” spurgte jeg dumt. ”Bare vær tilbage indenfor ti minutter. Vi skal ud og synge på scenen,” nikkede Mariah. ”Fair nok,” mumlede jeg for mig selv og smuttede hurtigt ud fra rummet.

Jeg skulle ikke på toilettet, men jeg måtte bare lige samle mig lidt. Der var ikke tid til at fangirle lige nu, så det måtte jeg uheldigvis vente med, til vi kom hjem til hotellet i aften.

”Daisy!” råbte en stemme pludselig bag mig. Jeg vendte mig om og så Niall halvløbe hen imod mig. ”Nialler,” smilede jeg. ”Din hånd.. hue.. One Thing?” Han så spørgende på mig, og jeg stirrede bare forvirret på ham. ”Huh?”

Jeg opdagede, at drengene kom lidt bag ved ham og kiggede interesseret på mig. ”Hvad er der sket med din hånd? Louis sagde du kom til skade,” fortsatte Niall og så næsten bedrøvet på mig.

Jeg skævede til mit håndled og trak lidt på skuldrende. ”Du ved.. sindssyge mennesker.” Han smilede let og nikkede. ”Og din irske hue?” ”Fik Louis tilbage,” sagde jeg glad og kunne ikke lade være med at smile, imens jeg så over på ham. Han gengældte mit smil, og for det ikke skulle være helt løgn, nåede det helt op til hans øjne. Hans så glad ud.

”Og One Thing?” spurgte Harry pludselig, hvilket ledte mit opmærksomhed hen til ham. ”Ja, de vil have, at vi synger den, inden I går på,” fortalte jeg. Harry og Zayn mumlede et eller andet for hinanden, hvorimod de andre tre drenge virkede tilfredse med det.

”Hvor fedt,” fastslog Liam smilende. ”Hvis del skal du synge?” Jeg gjorde et nik mod Zayn, der lige i det øjeblik også så på mig. Han sagde ikke rigtig noget til det, hvilket jeg egentlig blev lidt glad over. Det var rart, at han ikke begyndte at disse mig eller noget i den stil.

”Din stemme passer nok også mest til Zayns,” mumlede Niall eftertænksomt. Jeg så hen på ham med løftet øjenbryn, hvilket Zayn også gjorde. ”I kan begge komme op i de høje toner, og så er I for lækre,” sagde han fortsat, og jeg kunne ikke lade være med at grine.

”Åh, Nialler,” smilede jeg og gik hen for at give ham et knus. Han gengældte det hurtigt og klappede mig dumt på ryggen. ”Okay, I to. Vi har ikke tid til det der,” mumlede Harry, og jeg smilede bare for mig selv. ”Nej, du har ret, vi kunne nå meget mere,” sagde jeg sarkastisk og trak mig tilbage. Louis og Liam fnes lidt, da Harry lod som om, han ikke høre mig.

”Daisy?!”

”Okay, du har ret, vi har ikke tid til det her. Så vi ses, guys!” Uden svar løb jeg af sted og endte heldigvis det rette sted. Nogle gange kunne det altså godt være lidt forvirrende at finde det sted, hvor man skulle hen, ja.

Mariah gennemgik et par ting med os, inden vi fik vores mikrofoner og fik resten af scenegrejet på. Selvom vi ikke havde klædt om endnu, skulle det hele stadigvæk afprøves.

”En af jer skal præsentere sangen,” hørte jeg Mariah sige, og fordi jeg simpelthen ikke kunne holde min kæft, rakte jeg hånden op i vejret og hoppede op og ned som et lille barn. ”Mig, mig, tag mig!” citerede jeg fra Shrek. Det var også grunden til, at pigerne fnes. De troede nok, at jeg mente det for sjov.

”Fint,” sagde Mariah til mig, og jeg smilede stort og tilfredst.

Vi blev gjort helt klar og sendt ud på scenen. Der var ikke nogen bestemt måde, som vi skulle stå på, vi skulle egentlig bare synge og gå lidt rundt og sådan. Så svære var det ikke.

”Oh god, jeg har allerede glemt den del, jeg skal synge,” mumlede Naomi og sukkede. ”Jeg overvejer at skrive teksten ned på min hånd,” tilføjede Jess og lød næsten stolt. Jeg himlede med øjnene og kiggede ned mod tilskuerpladserne, hvor jeg så et par velkendte hoveder dukke op.

”Go Daisy!” blev der råbt fra Niall, hvilket fik mig til at smile stort. Pigerne stoppede øjeblikkeligt deres snak og kiggede fra drengene til mig. De så på mig, som om jeg var beskidt og ulækker, og det gjorde mig egentlig lidt flabet. ”Hvordan skær den?” spurgte jeg dem om, og de så bare vantro på mig.

Jeg kiggede ned på Niall igen og lavede en thumbs up til ham. ”Wish me good luuuuck,” sang jeg, og han nikkede. ”Altid.”

Der kom en scenemand ud på scenen og gav os et par instrukser. Der var ikke helt så meget at sige, så det gik vældig hurtigt. Jeg holdt nu egentlig også mest øje med drengene, der stod og småsnakkede lidt, imens de så op på os. Det var faktisk lidt ubehageligt, for jeg var ligesom fan af dem, og skulle nu til at synge deres egen sang foran dem.

Melodien til sangen blev spillet en enkelt gang, så vi lige kunne komme ind i rytmen. Dog kendte jeg allerede rytmen alt for godt og begyndte bare at småsynge lidt.

Til sidst forsvandt scenemanden og overlod det til os. Vi fik at vide via vores in-ears, at sangen startede om et vis antal sekunder. Jeg ventede bare spændt, og endelig kunne jeg høre melodien i mine ører. Den var ikke så høj, som den skulle være, da vi så også kunne høre os selv synge.

Monica startede og gjorde det okay. Bedre end før. Hun lød ikke helt så sikker og kludrede i et par ord, men ellers var det fint. Naomi kom bagefter og begyndte at grine undervejs, så det gik ikke godt. Jeg havde faktisk lyst til at slå hende, for det var virkelig irriterende, at ingen af dem kunne tage det seriøst.

”Fortsæt,” lød det i mine in-ears, og jeg begyndte at gøre mig klar til at synge. Hvis det nu var så let. Alle pigerne flækkede af grin, og derfor kunne jeg ikke koncentrere mig.

Jeg så irriteret op i loftet og blev helt svimmel, fordi der var så langt fra jord til loft. Derfor kiggede jeg hurtigt ned, og det første jeg fik øje på, var drengene, der ikke så ud til at syntes, at det her var så sjovt. Ligesom mig.

”Er I klar igen?” lød det pludselig i vores in-ears, og pigerne fnes bare, imens de smånikkede lidt. Melodien startede endnu en gang, og denne gang kunne Monica ikke lade være med at fnise, imens hun sang, og det førte til, at Naomi ikke kunne holde sit grin tilbage, og det gjorde mig ærlig talt virkelig irriteret.

”Gider I ikke godt at tage jer sammen?” udbrød jeg bittert i min mikrofon for, at de skulle kunne høre mig. De stoppede med at grine og så overrasket på mig.

”Tak,” sagde jeg sarkastisk og modtog samtlige bebrejdende blikke fra pigerne, indtil jeg så ned på drengene, der fulgte optaget med i vores show.

Scenemanden kom ud på scenen igen og sagde, at vi skulle oppe os lidt, fordi der kun var omkring en time til showet. Det lod heldigvis til, at pigerne kunne tage ham alvorligt, og denne gang kunne de godt synge uden at lave helt så mange fejl. Alt i alt kom vi ud med et fint resultat, og vi kunne heldigvis forlade scenen uden problem.

Jeg var irriteret på pigerne, og derfor var jeg den første til at forsvinde ned af scenen for at småløbe ud i vores stylist-rum. Selvfølgelig havde jeg lige afleveret mit scenegrej først.

”Daisy!” råbte Thea efter mig. ”Ikke nu,” svarede jeg højt, eftersom jeg ikke gad at tale med hende lige nu. Jeg ville bare ende med at sige noget forkert, og så ville det udvikle sig til noget dumt.

Jeg var heldigvis hurtig nok til at få badet først, så inden pigerne kom ind i stylist-rummet, var jeg allerede under bruseren. Jeg hørte, at de snakkede lavmælt sammen, hvorefter de fik sat noget højt musik på. Jeg håbede lidt på, at de derfor ikke ville kommentere eller noget, når jeg kom ud.

Jeg blev hurtigt færdig med mit bad, hvorefter jeg trådte ud af brusekabinen og fik fat i et håndklæde. Undertøjet, som jeg havde lagt frem herude, kom jeg hurtigt i, og til sidst svang jeg så håndklædet om mit hår og trådte ind til pigerne.

”Min tur!” råbte Jess og sprang op fra sofaen for at løbe ud i badet. ”Skynd dig lidt, for vi har travlt,” kommanderede Karin – vores stylist. Hun så på mig med et smil og gik hen til stativet med tøj. ”Daisy, Daisy, Daisy,” mumlede hun for sig selv, og fik til sidst fat på en bøjle, hvor et sæt tøj hang pænt på.

Jeg tog imod bøjlen og studerede kort tøjet, som jeg kunne bedømme var et par stribet shorts i sort/hvid. Et par nylonstrømpebukser i sort til at tage indenunder. En fin oversize-t-shirt i hvid. Og prikken over i'et var et par knæstrømper samt et par Converse.

”På med det.” Karin rev mig ud af mine tanker ved hendes lidt spidse stemme, men jeg nikkede hurtigt og gjorde, hvad jeg fik besked på. Tøjet passet godt sammen, og jeg kunne ikke lade være med at fryde mig lidt over, hvor godt jeg så ud i det.

Karin proppede min oversize-t-shirt ned i shortsne, så den puffede let, og så tilføjede hun et par accorises på mig.

I mellemtiden havde tre af pigerne været i bad og var selv i gang med at putte tøj på. Jeg fulgte ikke så meget med, eftersom jeg stadigvæk var lidt småsur. Men det var udelukkende fordi, at de skulle være så provokerende og ikke kunne tage sig sammen. Ikke engang Thea. Selvfølgelig var det okay at have noget sjov, men de vidste, at det her var alvor, og de gjorde det udelukkende for at provokere drengene.

Karin fik føntørret mit hår og glattet det. Som det sidste lagde hun en makeup, og så var jeg ellers klar.

”Næste,” sagde hun, og straks var Naomi henne ved hende. Jeg sukkede og studerede mig selv lidt i spejlet. Jeg tog min telefon fra bordet og tog et billed af Karin, der var i gang med Naomi, og lagde det ud på Twitter; Getting ready for the show tonight :-)

Jeg tillod mig at retweet'e et par og følge nogle, inden jeg besluttede mig for at forlade stylist-rummet. Jeg var begyndt at blive nervøs, og derfor var der kun en ting at tage sig til.

Forfriskningsbordet var skuffende. Måske fordi jeg havde været henne ved det op til flere gange, og måske fordi Niall også havde været en tur forbi. Men jeg greb alligevel et stykke kage og proppede det i munden.

”Burde du ikke være ude ved backstage?” sagde en stemme bag mig pludselig, og fordi jeg gik i panik spyttede jeg halvdelen af kagen, som lå i min mund, ud på gulvet.

Harrys grin trængte ind i mine ører, og jeg tørrede mig flovt om munden, hvorefter jeg vendte mig om mod ham. ”Burde du ikke være i gang med at klæde om?” spurgte jeg lidt flabet og prøvede at være cool. Jeg tog serviet og tørrede mig hurtigt om munden, som om intet var hændt.

”Det burde jeg nok,” svarede han kort og gav mig et elevatorblik. Han endte med at nikke for sig selv, hvilket fik mig til at rynke panden lidt. Dog lod jeg det være og smed servietten i skraldespanden.

”Du mangler lidt der,” kommenterede Harry og pegede på min kind. Jeg følte mig dum, men nikkede bare. Lod som om det var meningen. ”Jeg håbede, at du ville slikke det af,” sagde jeg og smilede forførende til ham, og et kort øjeblik kiggede han bare på mig. Og jeg var åbenbart ikke god til at læse blikke, for hvis jeg kunne læse hans, ville jeg kunne fortælle, at der ikke var noget han hellere ville.

Som om Harry gad at slikke mig på kinden, c'mon.

”Nå, jeg må hellere,” mumlede jeg, eftersom han blev ved med at glo på mig. Jeg smilede kort til ham, hvorefter jeg fandt min vej ud til backstage. Det var virkelig dumt gjort af mig, eftersom jeg vidste, at de stressende folk ville gøre mig endnu mere nervøs.

Og det havde jeg sørme ret i.

Derfor vendte jeg om gik tilbage til forfriskningrummet, hvor Harry uheldigvis stadigvæk var. Han sad i sofaen, der var placeret henne i hjørnet og gnavede til et æble, imens hans blik var limet til hans telefon.

Så ubemærket som jeg nu kunne, gik jeg hen til sofaen og satte mig i den anden ende. Det fik ham selvfølgelig til at se på mig. ”Skulle du ikke ud til de andre?” spurgte han undrende. Jeg trak lidt på skuldrende. ”For trængt,” svarede jeg kort og kunne ikke undgå at se smilet, der gled hen over hans læber.

”Er du nervøs?” drillede han lidt. Jeg svarede ikke, men lænede mig bare tilbage i sofaen. Harry smågrinede lidt for sig selv, men endte så med at sukke. ”Det er godt at være nervøs,” fortalte han roligt. ”Det betyder bare, at du er klar og glæder dig,” fortsatte han og til sidst tog jeg mig sammen til at kigge på ham.

”Hvorfor fortæller du mig det her? Burde du ikke gøre grin med mig og sidde og håbe på, at jeg falder om af nervøsitet, så du kan optage det og lægge det ud på YouTube, imens du griner, hvorefter du bagefter kan kaste en stor sten i hovedet på mig og kaste mig ud foran en bil, så jeg kan blive kørt over og splattet ud, og så kan du bagefter køre mig ud til havnen, kaste mig i vandet, og så er jeg væk for evigt. Færdig, done, finish.” Jeg klappede hænderne sammen og så smilende på Harry, der så chokeret på mig.

”Sorry.. Jeg taler meget, når jeg er nervøs,” undskyldte jeg og rømmede mig en smule. Han nikkede lidt og så nærmest vantro på mig. Enten var han retarderet, ellers måtte der stå sindssyg i hovedet på mig.

Nok det sidste.

”Der var I,” hørte jeg pludselig en Liam sige fra døren. Jeg for op fra sofaen og så på ham. ”Her er viiii!” jublede jeg og smilede stort til ham. Han grinede kort. ”Daisy, I skal på om lidt, så du bør nok gå ind til de andre. De venter på dig.” Han smilede skævt, og jeg nikkede hurtigt. ”Tak, Liam,” sagde jeg hurtigt, før jeg skyndte mig ud til backstage, hvor de endnu mere stresset folk nu rendte rundt.

Åh gud.

Jeg fandt den velkendte flok piger og sluttede mig hurtigt til dem. De stod og snakkede om et eller andet, som jeg ikke fulgte med i. Jeg havde travlt med at høre efter skrigene, der lige kunne anes ude fra selve koncerthallen. Kuldegysningerne krøb indunder min hud som små myrer, og jeg bed mig i læben.

Der gik et par minutter, hvor jeg stod lidt for mig selv, indtil den samme scenemand fra tidligere kom og hjalp os på med vores scenegrej. Jeg fugtede mine læber lidt med tungespidsen og så mig omkring, indtil jeg fik øje på Niall, der stod og snakkede med Zayn og Louis længere fremme.

Jeg vinkede til ham, og han fik hurtigt gengældt det, imens han sendte mig et stort smil. Jeg smilede nervøst til ham og kørte en hånd igennem mit hår, hvorefter jeg tog en dyb indånding.

”Er du klar?” Thea så hen på mig og smilede en smule. ”Jep,” svarede jeg kort og gjorde et nik med hovedet. Hun sukkede lidt. ”Daisy-”

”Godt piger, der er to minutter tilbage, så kom med,” sagde scenemanden, og det passede mig egentlig fint, for jeg kunne ikke overkomme at høre på Thea lige nu. Så jeg skævede bare til Louis og Niall, der smilede farvel til mig. Og Louis fik oveni købet mimet noget, der mindede mig om et 'good luck'.

”Er der mange derude?” spurgte jeg scenemanden, da vi var på vej op mod scenen. Han nikkede en smule. ”Udsolgt koncert,” forklarede han med et svagt smil. Jeg nikkede en enkelt gang og bed mig nervøst i læben.

Vi kom til indgangen af scenen, hvor der om lidt under et minut ville blive åbnet for den store indgang, så vi kunne indtage scenen. Jeg stillede mig parat, der hvor jeg altid stod, hvilket vil sige imellem Thea og Naomi.

Thea kiggede på mig med et smil, som jeg ikke gengældte. Og ligesom hun åbnede munden for at sige noget til mig, brød scenemanden endnu en gang ind, ”30 sekunder.”

Hun droppede det og kiggede ud mod indgangen. Jeg talte ned i mit hoved og var rimelig godt med, indtil scenemanden fortalte, at der var 10 sekunder tilbage. Jeg følte trang til at holde vejret, imens adrenalinen pumpede rundt i mit blod. Nervøsitet og glæde strømmede rundt i min krop, og energien fandt som sædvanlig sin vej frem.

Og som det var sagt, startede melodien til Rainy Flowers, og jeg tog det første skridt ind mod scenen.

 

_________________________________________________

A/N:

GÅ VIDERE TIL NÆSTE DEL -------->

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...