Life's a Great Adventure - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2016
  • Status: Igang
Vi kender stort set alle til 2. Verdenskrig. Prøv så at forestille dig en 3. Verdenskrig imellem to kendte bands.
May Flower er et britisk girlband, der efter en masse covers på YouTube er blevet signet. På under et år har pigerne udgivet et album og er dermed blevet store i England, men da managementet vil udbrede musikken i flere lande, bliver det arrangeret, at May Flower skal være opvarmningsband på boybandet, One Directions, World Tour. Det valg bliver ikke nogen stor succes for begge band, da et tidligere trekantsdrama har kostet dem venskabet.
Skænderier, diskussioner og uoverensstemmelser kommer og går som forventet. 18 årige Daisy Carter følger bare med slænget, indtil hun ved en fejl ender op med at have sex med en fra boybandet. Uventede følelser opstår og fører til en lang række svære valg og konsekvenser, men ikke mindst kærlighed. Én ting er i hvert fald sikkert; ingenting vil nogensinde blive det samme igen efter den tour. *Anstødeligt sprog og indhold kan forekomme*

1160Likes
1321Kommentarer
187712Visninger
AA

6. Arrogant, Annoying and an Awful Arse

 

Det føltes som en evighed, før jeg kunne mærke bussen var stoppet. Jeg vidste ikke, hvor lang tid jeg havde tilbragt ude på toilettet, men jeg havde i hvert fald endt op med at falde i søvn.

Så det ville vel sige, at jeg havde været herude i rimelig lang tid.

Jeg hadede de forbandede drenge. Og for at lave en lille sabotage for dem, havde jeg lagt alle deres forpulede underhørmer ind i bruseren. Der stod en barberskum på hylden ved spejlet, og den havde jeg desuden sprøjtet ned på underbukserne, hvorefter jeg havde tændt for lidt vand og puttet noget sæbe på.

Så nu havde de en gigantisk, lækker bunke underbukser.

Det var vist det eneste gode ved det hele lige nu. Jeg var så indebrændt, at det var løgn. Lysten til at slå de drenge, en efter en, var virkelig stor. Virkelig, virkelig stor.

Jeg sukkede og prøvede at rejse mig. Jeg håbede, at der var sket noget nyt siden sidst. Egentlig regnede jeg med, at døren stadigvæk ville være låst, da jeg prøvede at åbne den, men den var faktisk låst op. Så gik jeg så i gang med at tænke på, hvornår fanden den var blevet låst op. Nok imens jeg sov. Og nu kunne jeg så blive irriteret på mig selv, over at jeg nu havde ondt i røven, fordi jeg havde siddet på det hårde gulv i så lang tid, imens døren havde været åben, og jeg i virkeligheden kunne have været gået ind i stuen og lavet massakre.

Okay, jeg var ikke voldelig, og den status beholder jeg altså.

Jeg lyttede efter stemmer, men da jeg ikke hørte nogle, vandrede jeg målrettet ind i stuen, hvor jeg praktisk talt ingenting fandt. Jeg så forvirret rundt, men der var intet resultat af nogle skikkelser, og det fik mig til at rynke panden fortvivlet.

Indtil jeg faktisk blev rimelig lettet.

Det her måtte betyde, at vi var fremme. I Cardiff. Ved hotellet. Endelig!

Jeg skulle til at sætte kurs hen mod døren til bussen, da den uventet gik op, og en fyr med brunt hår – bedre kendt som Louis Tomlinson – kom ind. En lille klump vrede steg automatisk, selvom den egentlig ikke helt var rettet mod ham. Kun lidt.

”Der var du,” samtykkede han. Jeg rynkede panden en smule. ”Ja, her er jeg?” gentog jeg med en lidt irriteret stemme. Han så lidt på mig med et sukkende blik, før han begyndte at tale, ”vi er her nu, og jeg fik besked på at hente dig,” fortalte han kort.

Uden at give ham et svar, gik jeg hen til det lille køkken og rev alle mine varer, som jeg havde købt på tankstationen til mig. Utilfredst vendte jeg mig om og gik hen mod busdøren igen, hvor Louis stadigvæk stod. Han havde rynket næsen en smule. Og så stod han og bed sig i læben.

Jeg vidste godt hvorfor.

Han var ved at grine. Af mig. Selvfølelig, var det af mig. Hvilken idiot stod og grinede random, udover dumme idioter?

God, mit humør var virkelig rykket ned til Jordens kerne lige nu. Fuck, hvor var jeg dog gal.

Jeg vrissede af sted ud fra bussen, hvor en kedelig, mørk, kold luft mødte mig. Selvfølelig var det aften. Ikke, at jeg havde noget imod det, for det betød jo egentlig bare, at det snart var sovetid. Men som jeg kunne falde i søvn mere i dag. Jeg havde ligesom sovet rimelig meget af den væk.

Et suk forlod mine læber, da Louis overhalede mig. Af ren refleks fulgte jeg efter ham, da jeg ikke rigtig vidste, hvor jeg ellers skulle gå hen. Til sidst endte vi i hvert fald ved en bagindgang, hvor han tastede en kode ind på en alarm, og så gik døren op.

Louis fortsatte indenfor med mig efter sig. Jeg kiggede nysgerrigt rundt på de grå vægge, som førte ud til en anden gang, som førte videre ud til en tredje gang. Og endelig kom vi så ind til en stor, fin lobby. Her var ret tomt, så jeg gættede lidt på, at alle folk havde fået deres værelser, hvilket jeg forståeligt nok var lidt muggen over. De drenge, de skulle bare dø.

Okay, måske ikke dø, men Zayn og Harry måtte gerne falde ned fra scenen og brække et par ben.

”De venter på os inde i restauranten,” hørte jeg Louis sige, imens jeg blev ved med at se forundret rundt. Jeg kiggede på ham med løftet øjenbryn. ”Restauranten?” gentog jeg langsomt, og han nikkede. Jeg bed tænderne sammen og sendte ham et irriteret blik. ”Sig mig, ligner jeg en, der gider at tage ud og spise sådan her.” Jeg ville slå ud med armene for at hentyde til hele mit look, men da jeg stod med en samling af mad, ville det nok ikke have været en så god idé. Heldigvis forstod Louis, hvad jeg mente. Jeg havde set mig i spejlet ude i bussen, og jeg lige nu måtte jeg indrømme, at Louis var Skønheden, og jeg var Udyret.

Det var forfærdeligt.

Han smilede opmuntrende til mig og gik hen mod en mat glasdør, hvorpå der stod 'restaurant'. ”Du kan enten komme med eller lede forgæves efter din nøgle, eftersom Marcus har den.” Jeg rynkede panden en smule. Hvem fanden var Marcus?

Nå jo, det var ham, der stod for bookning af hoteller og flybilletter eller sådan noget.

Jeg sukkede opgivende og fulgte igen efter Louis. Jeg kunne lige netop se hans spejlbillede, da han åbnede døren til restauranten. Selvfølgelig smilede han.

Vi fortsatte ind i den ret så store restaurant. Jeg nåede ikke at se så meget, før jeg hørte mit navn blive råbt fra et stort bord på den bagerste række. Mit blik fløj derhen, og der så jeg min ene dame, som jeg lige nu aldrig havde været så glad for at se før.

Jeg spænede forbi Louis og gik i et rimelig hastigt tempo hen til bordet, hvor en masse mennesker sad. Fordi de arbejdede sammen med One Direction, kendte jeg ikke så godt til dem. Men jeg havde da fået hilst på en masse, selvom jeg kun kunne huske, at en af lydmændene hed Ben. Udover Paul selvfølgelig. Men Paul var Paul. Alle kunne huske Paul.

Jeg ignorerede de hånlige blikke og lave fnise, som jeg fik af Zayn og Harry og gik hen til Thea. ”Slå dig ned!” befalede hun. Jeg sagde intet, før jeg gjorde, som hun havde sagt. Alle mine varer blev nærmest smidt på gulvet. Godt, der ikke skete noget med yoghurten. ”Jeg har aldrig været så glad for at se dig,” hvinede jeg nærmest. Hun så bekymret på mig. ”Hvad er der sket?” spurgte hun ophidset. Jeg så hen imod Zayn og Harry, der var i en snak med de andre drenge.

”Zayn og Harry låste mig inde på deres toilet,” fortalte jeg nedtrykt og så på Thea igen. Fordi vi sad så langt væk fra drengene, kunne de ikke høre os. Selvom de gerne måtte få en ordentlig sviner smidt i hovedet lige nu.

”Hvad?” Thea spærrede øjnene op og så fra mig til dem med et vredt blik. Jeg nikkede ihærdigt. ”De låste mig inde, og jeg var ved at dø. Men så faldt jeg i søvn og lavede lidt sabotage..” Hendes øjne blev mindre igen, hvilket jeg var taknemlig for. Jeg kunne ikke tage det seriøst, når hun så sådan på mig.

”Lidt sabotage? Som i grafitti-sabotage eller smadre-et-eller-andet-sabotage?” Jeg så mindre dumt på hende og smilede så svagt. ”Underbukse-sabotage,” fortalte jeg stolt. Hun løftede et øjenbryn lidt som tegn på, at jeg skulle uddybe det. ”Der lå en bunke underbukser på deres badeværelsesgulv, og dem lagde jeg ind under bruseren, puttede sæbe og barberskum på og blandede med vand.” Jeg smilede stolt, og hun begyndte at grine.

”Seriøst, Daisy?” Jeg nikkede endnu en gang, og hun grinede højere. Jeg smilede svagt, før jeg lænede mig tilbage i min stol og så mig til siderne. Jeg fik øje på Jess, Naomi og Monica, der kom gående fra et hjørne. Jeg gættede personligt på, at de havde været ude og pudre næsen.

”Daisy,” sagde Jess med et smil, da hun opdagede mig. Jeg smilede til hende, og sammen smilede vi til verden. ”Var det en god tur?” lød det drillende fra Naomi. Jeg himlede med øjnene og undlod at svare, da menneskerne omkring mig bare ville glo underligt på mig, hvis jeg sagde, at jeg aldrig nogen sinde havde været ude for noget lignende.

”Der var du jo, Daisy.” En stemme rev mig ud af mine tanker, og jeg så hen mod personen, den kom fra. Paul. ”Ja, her er jeg,” gentog jeg en smule mut. Han rynkede panden af mit mutte tonefald, og det fik mig til at smile.

Han skulle jo nødig tro, at der var noget galt altså.

”Jeg skulle give dig denne her,” fortsatte han og rakte en sølvfarvet nøgle frem mod mig. Jeg så lidt på den og endte så med at tage den, fordi det nok var nøglen til et hotelværelse. ”Etage 7, værelse 628,” fortalte han, inden han med et svagt smil på læberne drejede om på hælen og gik hen til en anden mand.

Jeg rynkede panden og så hen på Thea, der smilede lidt forsigtigt til mig. ”Skal jeg bo alene?” spurgte jeg nedtrykt. Hun nikkede stille og sendte mig et svagt smil. ”Men vi er lige en etage under,” sagde hun opmuntrende. Jeg så dumt på hende. ”En etage?” gentog jeg vantro.

Jeg hørte Naomi, Jess og Monica grine bag hende, hvilket fik mig til at knibe øjnene utilfredst sammen. ”Det er uacceptabelt,” brummede jeg og drejede hovedet væk fra dem alle. Theas grin lød i mit øre, og jeg vendte derfor øjnene og så sultent ned på min tallerken.

”Hvad kan man få at æde her?” spurgte jeg kort og så rundt på restauranten. ”Der er buffet, så let røven og hent noget mad,” svarede Naomi. Uden at svare hende greb jeg min tallerken og rejste mig op. Med faste skridt gik jeg op til buffeten og tog godt for mig. Lidt kød. Lidt grønt. Lidt sauce. Meget brød. Hvidløgsbrød for at være helt korrekt. Smagte himmelsk.

Jeg vendte mig om for at gå ned til bordet igen, men så desværre Zayn komme hen imod mig. ”Nød du tiden på badeværelset?” sagde han med et smil. Man skulle rent faktisk tro, at han var i godt humør. Så enten havde han haft en god omgang kvalitetstid med sig selv eller haft sex med en eller anden random tøs, men det havde han højest sandsynlig ikke, når han var sammen med Perrie. Medmindre han så var utro eller havde været sammen med en af drengene.

Føj.

Jeg smilede sarkastisk til ham. ”Du skulle bare vide.” Jeg mente faktisk, hvad jeg sagde. Jeg havde jo nydt det, da jeg legede med drengenes underbukser. Det var ren hygge. Jeg burde næsten have sat videokamera op for at se drengens ansigter, når de opdagede det.

Zayn himlede med øjnene af mig, stadigvæk smilende, hvorefter han gik udenom mig. Jeg var lettet over, at han ikke gjorde noget andet. Så nu kunne jeg bare komme ned og nyde min mad uden nogen form for afbrydelser. Det var lige det, jeg havde brug for!

 



 

 

Jeg sukkede utilfredst, da jeg fandt min vej hen mod mit værelse. Min kuffert var åbenbart blevet sat derind, da den ligesom havde stået i May Flowers bus. Jeg havde fundet ud af, at drengene boede nogle værelser fra mig, og det fik mig til at stille spørgsmålstegn over, at jeg skulle bo her. Jeg boede for fanden da helt alene. Pigerne boede på etagen under, så hvorfor i alverden skulle jeg pines?

Thea var fucking led ikke at gide sove sammen med mig eller lade mig sove hos hende. Det var totalt uacceptabelt. Jeg var så sur over det. Det var måske rart at have noget alenetid, men jeg ville da hellere bruge tiden med min bedsteveninde. Hun var virkelig irriterende lige nu.

Værelset var pænt, og uden at se nærmere på det fandt jeg hurtigt noget nattøj, hvorefter jeg tog mig et langt, varmt bad med den velduftende bodyshampoo med kokusduft.

Det var så der, jeg gik i panik ved en hæslig tanke.

Hvor var min telefon?

Hurtig som aldrig før kom jeg ud af badet, tørrede mig og tog mit nattøj på. Jeg redte mit hår med fingrene, da jeg ikke orkede at finde min børste. Og så gik mission-find-telefon i gang.

Jeg ledte overalt. Kuffert. Skuffer. Lommer. Alt.

Da jeg så kom til resultatet af, at den ikke var nogle af disse steder, gik jeg endnu mere i panik. Hvor fuck var lortet henne?!

Jeg kneb øjnene sammen og huskede tilbage til, da jeg havde min telefon... i bussen! I drengens tourbus!

Jeg fik hurtigt taget mine sko på, hvorefter jeg ude af døren. Jeg satte kursen ned mod Pauls værelse, eftersom jeg ikke rigtig vidste, hvor jeg ellers skulle gå hen. Desuden vidste jeg også kun, hvor han boede af 'de voksne'.

Jeg følte mig ærlig talt som et barn lige nu.

Nervøst bankede jeg på døren, da det rette værelsesnummer var i sigte. Der gik et par sekunder, før døren gik op. Paul stod foran mig, hvilket jeg var rimelig lettet over. ”Daisy?” sagde han spørgende. Jeg sendte ham et forsigtigt smil, imens farven bredte sig ud over mit ansigt. ”Ehm, jeg ville høre, om du kunne hjælpe mig,” begyndte jeg stille. Han hævede et øjenbryn undrende. ”Jeg har glemt min telefon nede i drengens bus, og den er-” ”-livsnødvendig?”

Okay, det var skræmmende.

Jeg stoppede med at snakke og så lidt på ham, indtil jeg nikkede. Han lo lidt. ”Lige to sekunder,” sagde han og drejede om for at gå ind på værelset igen. Jeg så efter ham og tænkte lidt over, hvordan i alverden han vidste, at min telefon var livsnødvendig.

Men helt ærlig, han levede sammen med fem drenge, og de kunne nok heller ikke leve uden deres telefoner.

Paul kom tilbage to minutter efter og trådte ud ad døren. Jeg fulgte ham ned mod bagindgangen til hotellet, hvor jeg vidste, at busserne holdte. Der var koldt udenfor, og fordi jeg kun havde natshorts og en t-shirt på, begyndte jeg selvfølgelig at ryste. Paul skævede til mig og grinede kort.

Vi kom til bussen, og han fik åbnet døren til den. Jeg sprang ind og satte kurs mod køkkenet, eftersom det var der, jeg havde sat den til opladning.

Problemet var bare, at den ikke var der.

Og så så jeg panisk rundt om mig. Det her var virkelig ikke sjovt. Paul stod og ventede, og jeg kunne ikke finde mit kæreste eje.

Men jeg var ikke dum, og derfor kunne jeg hurtigt regne ud, hvor tingesten var. Den var i hvert fald i hænderne på den forkerte person. Eller, de forkerte personer. Og de forkerte personer skulle i den grad dø lige nu.

Jeg bed tænderne sammen, da jeg gik ud til Paul igen. Han så spørgende på mig, da jeg hoppede ned på asfalten igen. ”Fandt du den?” spurgte han, og jeg nikkede med et lille smil på læberne. ”Tak, fordi du gad at hjælpe mig,” sagde jeg taknemligt. Han smilede. ”Det er mit job.” Jeg lo svagt og lagde mine arme over kors, hvorefter vi begyndte at gå indenfor igen.

Da jeg havde sagt farvel og tak og godnat til Paul, forsvandt jeg hurtigt op på 7. etage, hvor jeg vidste drengene boede. Og ud fra stemmerne jeg havde hørt, da jeg gik herop, vidste jeg også hvilke værelser.

Jeg fortsatte målrettet hen mod værelse 621 og bankede hårdt på døren. De velkendte stemmer, der før havde lydt bag døren stoppede med at snakke, og jeg kunne derfor regne ud, at jeg havde fået idioternes opmærksomhed.

Et kort øjeblik gik døren heldigvis op, og foran mig stod Liam med løftet øjenbryn. ”Dai-” ”-Hvor er min iPhone?” afbrød jeg skarpt. Han så overrasket på mig. ”Din iPhone?” gentog han usikkert. Jeg så irriteret på ham og nikkede. ”Du ved, en sort, lille dims med en knap i midten?” Jeg talte til ham, som om han var dum, hvilket egentlig kom lidt bag på mig. Liam havde aldrig rigtig gjort mig noget, og jeg tvivlede egentlig på, at det var ham, der havde taget min telefon. Men fuck det.

”Jeg ved det ikke, Daisy,” samtykkede han sukkende. Jeg hævede et øjenbryn, og han trak på skuldrende. ”Jeg tror, at du skal snakke med Harry og Zayn,” afsluttede han så.

Selvfølelig.

Jeg bed tænder sammen og holdt et bandeord inde. Nu skulle det ikke gå mere ud over Liam. ”Hvor bor de?” spurgte jeg med en monoton stemme. ”637,” fortalte han kort. Jeg nikkede roligt. ”Tak,” mumlede jeg, før jeg vendte mig om og fortsatte hen ad gangen med hastige skridt.

Jeg passerede mit værelse og satte farten lidt højere op. Klokken var mange, og jeg var faktisk lidt træt. Men min telefon skulle med mig i seng. Tanken om, at jeg ikke kunne kigge på den i morgen tidlig, når jeg vågnede, var forfærdelig. Sådan kunne jeg ikke leve.

Jeg tog en dyb indånding, før jeg løftede hånden og bankede på værelsesdøren. Der kunne nemt høres musik derinde fra, og der lød et par stemmer, før døren endelig gik op. Zayn stod foran mig, og gu' fanden om han ikke smilede til mig, som han havde gjort til aftensmaden.

Det var ham, der havde taget min iPhone, ellers ville han ikke smile sådan der.

”Godaften, Daisy,” sagde han henkastet. Jeg løftede øjenbrynene og så surt på ham. ”Ikke godaften, Zayn. Jeg tror, at du har noget, som tilhører mig, og det vil jeg meget gerne have igen,” vrissede jeg. Han så sjovt på mig, og jeg vidste allerede, at han var ved at grine. ”Og hvad får dig så til at tro, at jeg har det?” spurgte han og så uskyldigt på mig.

Jeg kunne mærke den stikkende fornemmelse i min krop tirrede mig ufatteligt meget, og det fik mig til at knibe øjnene sammen. ”Ved du hvad? Du gør det meget klogt i at aflevere min iPhone nu, for jeg er slet ikke i humør til det der, så medmindre du vil-” ”-Daisy, slap nu af,” lo han og rystede på hovedet af mig.

Okay, det fucking fuckface!

Zayn så, hvor vredt jeg kiggede på ham og endte med at sukke smilende. ”Spørg Harry,” insisterede han og åbnede døren lidt mere, for at jeg skulle træde ind. Så det gjorde jeg. Uden tøven endda. Jeg skulle have min telefon, og det var nu.

Jeg kiggede rundt på værelset og opdagede Louis og Harry sad i sofaen i den lille stue, der var. Heldigvis fik jeg straks deres opmærksomhed. Louis kiggede undrende på mig, imens Harry derimod sad og smilede.

Det var helt klart ham, der havde taget min iPhone.

Jeg stoppede op lidt foran dem og så hårdt på Harry. ”Jamen, der har vi jo Daisy,” sagde han og klappede i hænderne, hvorefter han rejste sig op. Louis derimod kiggede bare undrende rundt. Var det virkelig kun Harry og Zayn, der stod bag det her? De var virkelig barnlige, mand.

”Jamen, der har vi jo Harry,” svarede jeg og prøvede at efterligne hans stemme. Det mislykkedes bare en smule, da jeg ikke havde en ligeså dyb stemme. Og for ikke at tale om hans accent. Og nogle gange talte han virkelig forfærdelig langsomt.

”Og hvad vil Daisy så?” spurgte han med en drillende stemme. Jeg så irriteret på ham. ”Det ved du jo godt,” sukkede jeg og fik øje på Zayn, der kom gående ind i stuen igen. Han tog en pakke cigaretter fra bordet og gik hen til vinduet. Nok for at ryge en smøg eller to.

”Og hvad, hvis jeg ikke ved det?” sagde Harry udfordrende. Jeg bed tænderne sammen og følte ærlig talt for at tage en skridt frem og slå ham. Hvorfor skulle han også være så skide provokerende?

Jeg trådte et skridt frem imod ham og så på ham med sammenknebet øjne. ”Hvis du påstår, at du ikke ved, hvad jeg snakker om, så skal jeg nok sørge for, at du mister dit kæreste eje,” truede jeg koldt. Han løftede øjenbrynene og lod en latter forlade hans læber. ”Mit kæreste eje?” gentog han spørgende.

Selvfølgelig blev han ved med at køre i det. Han vidste udmærket godt, at jeg talte om hans kæreste, private del, men ville bare gøre mig endnu mere irriteret. Han nød virkelig at se mig sådan her.

”Harry, det gør det ikke bedre det der,” sagde jeg og foretrak ikke en mine. Han løftede et øjenbryn og skulle til at sige noget, hvis ikke Louis pludselig valgte at bryde ind.

Jeg havde ikke lige opdaget, at han havde rejst sig, men fair nok.

”Giv hende den nu bare, Harry,” insisterede han med et suk. Harry drejede hovedet hen mod ham og løftede spørgende øjenbrynene. ”Og hvad får dig til at tro, at jeg har den?” spurgte han og kunne ikke skjule sit smil. Louis rystede bare på hovedet af ham.

”Hvor er den?” sagde han og svarede ikke på Harrys spørgsmål. Jeg skulle da lige love for, at Harry så en smule misfornøjet ud, da Louis sagde det. Men fedt, mand!

”Loui-” ”Harry, hvor er den?” spurgte Louis igen og så en smule irriteret på ham denne gang. Harry bed sig i læben og endte med at vende sig om for at vandre hen til en rygsæk, der lå ude i det lille køkken.

Jeg skævede lidt til Louis, der havde sit blik på ham imens. Det undrede mig en smule, at han hjalp mig på denne måde, men egentlig var det meget rart. Jeg havde aldrig sagt ja til at være uvenner med drengene, men jeg havde ligesom ikke noget valg. Hvis jeg blev venner med dem, ville pigerne blive sure på mig, og så ville der være krig. Uden tvivl.

Og sådan ville jeg ikke dø.

Efter nogle sekunder vendte Harry sig om og marcherede tilbage. Jeg kunne se, at han havde min elskede iPhone i hånden. Da han nåede mig og Louis, rakte han den modvilligt frem til mig. Denne gang med et irriteret ansigtsudtryk.

”Mange tak,” sagde jeg kort og prøvede at lade være med at lyde ond. Det var nu kun på grund af Louis. Harry fortjente så meget lort, at det var løgn, men det kunne jeg ikke byde ham på lige nu. Det kom vel senere.

Han svarede mig ikke, men himlede derimod bare med øjnene, hvorefter han vendte sig om og skred fra Louis og jeg. Jeg sukkede lydløst og så hen på Louis, imens jeg bed mig lidt i læben. ”Tak. Igen,” sagde jeg lavt. Han så hen på mig og trak på skuldrende. ”Det var vel så lidt,” nikkede han. Vores øjne mødtes kort, men da jeg ikke var så meget for øjenkontakt med folk, som jeg ikke var helt sikre på, så jeg hurtigt væk.

Jeg rømmede mig og kørte en hånd igennem mit hår, imens mit blik lå på min telefon. ”Jeg må nok hellere tilbage,” begyndte jeg og bakkede langsomt bagud. Louis nikkede kort og betragtede mig imens. ”Så vi ses i morgen,” sluttede jeg og smilede svagt. ”Det gør vi, ja,” svarede han og satte sig i sofaen igen.

Jeg vendte mig om og gik hen til døren igen, som jeg dernæst hurtigt forsvandt ud ad. Jeg åndede lettet op og så ned på min telefon. Jeg trykkede på knappen og opdagede, at klokken var blevet lidt i midnat. Selvom jeg havde præsteret at sove i rimelig lang tid i dag, var jeg stadigvæk træt og udmattet. Desuden havde jeg ufatteligt ondt i min røv efter at have ligget på det badeværelsesgulv i så lang tid. Det gik forhåbentligt over i morgen.

Jeg kom til mit værelse og gik derind. Stilheden var for en gangs skyld rar, selvom jeg ikke var særlig vant til den. Thea og jeg snakkede hele tiden. Men nu var det bare dejligt, og gav mig god mulighed for at gøre mig sengeklar.

Jeg lagde mig i min seng og tog min telefon fra natbordet. Som altid satte jeg en alarm til klokken 7 i morgen tidlig, da vi skulle være klar klokken 8 i morgen. Allerede nu lød det trættende. Jeg glædede mig dog til koncerten. Det ville blive rart at komme ud og fyre den godt af.

Jeg fandt ud af, at Thea havde sendt mig et billed og gik derfor ind i vores beskeder.

From: Thea

Are you still alive?

Et billed af hende i bekymret udgave var sendt, og fik mig til at smile lidt. For sjov tog jeg i billed, hvor jeg lavede thumbs up og ville sende det. Men så fik jeg ligesom øje på rimelig mange ukendte billeder inde i mit fotoalbum.

Med et mærkeligt ansigtsudtryk gik jeg i gang med at bladre i billederne. De første var af en hånd, indtil de blev mere og mere synlige. Jeg fandt i hvert fald ud af, at det selvfølgelig var drengene, der stod bag. Harry havde gået og fotograferet i al hemmelighed. Han havde endda taget billeder, da jeg kom gående ind i restauranten med Louis foran. Jeg så for fanden da hæslig ud, eftersom jeg havde morgenhår, og jeg ved ikke hvad.

Fuck, den idiot.

Jeg sukkede og ville egentlig begynde at slette billederne, da den næste serie fangede lidt af min opmærksomhed. Det var Harry, der havde taget billeder af sig selv. Baggrunden afslørede, at det var ude på toilettet, eftersom det var magen til mit.

Han lavede nogle mærkelige ansigter til mig, og jeg morede mig måske en smule over, at han lignede en idiot. Det var så lige indtil jeg bladrede videre til næste billede, for der blev jeg virkelig chokeret.

Oh my fucking god.

Jeg havde set samtlige numser i mit liv. Jeg havde drømt om at se kendte folks numser (for ikke at tale om Simon Cowells). Jeg havde fucking set min brors numse, da han knaldede med sin kæreste.

Men aldrig i mit liv havde jeg drømt om at se Harry Styles' numse. Han havde fucking taget et billed af sin røv og gemt det på min telefon! Hvad var der galt med drengen?!

Jeg kiggede modvilligt på billedet. Altså, den så rimelig god ud. Fast, lille, men alligevel lidt.. stop, Daisy.

Jeg tog en dyb indånding og lagde hurtigt min telefon på natbordet efterfølgende. Forkerte tanker dukkede op i mit hoved, som jeg straks fjernede. De hørte da slet ikke til der!

Jeg kunne næsten føle Harrys hånlige grin. Det her var garanteret hans plan. Han håbede nok på, at jeg ville ligge og savle og fingerkneppe mig selv. Jeg så chokeret ud i luften. Meget forarget over mine egne tanker.

Okay, vi sletter aftens hændelser og lades som ingenting fra nu af.

 

 

THEA ER FUCKING LÆKKER OG IZA OG MIRAH TILBEDER HENDE SÅ MEGET OMGGGGGGG

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...