Kambria

Resumé kommer snart.

2Likes
0Kommentarer
564Visninger
AA

2. Rod på loftet

 

Hun står i en blindgyde. Vinden leger med hendes hår og sved drypper fra hendes ansigt. Små fakler lyser gyden op, så man kan se blodet, der løber ned ad murene. Det er friskt, og det er næsten sort.

Hvem hun har flygtet fra, aner hun ikke. Hendes ben knækker sammen under hende af træthed, og hun kan høre skridt. Langsomme, slæbende skridt, der langsomt – meget langsomt – kommer tættere og tættere på hende. Og de tager til.

I den anden ende af blindgyden kan man se små skygger, der langsomt nærmer sig. Det er som om gyden bliver både mørkere, tungere og koldere. Luften er fyldt med bittesmå irriterende bananfluer, og vinden tager til, river en i håret og får tøjet til at blafre. Forfærdelige, knirkende lyde begynder at lyde i natten under den stjerneløse himmel, under den lysende fuldmåne, der tager sin runde om jorden, med en hastighed, der synes at være uopnåelig.

Over alt, uanset hvor hun er, er der mørke. Faklerne, murene og blodet er væk. Tilbage er mørket, lydene i natten og kulden, vinden, der får gåsehuden til at løbe ned ad armene og ryggen på hende. Det er mørke, det er kulde, det er...

 

”... okay?”

Ellies bedstemor stod over hende. Udenfor var det stadig mørkt, men det varede ikke længe før solopgang.

Hun satte sig op i sengen og trak dynen af sig. Den var ufatteligt varm, ulideligt varm. ”Hvad sker der?”

Hendes bedstemors ansigtsudtryk var bekymret. ”Du skreg. I søvne. Det lød som...” Hun tøvede, men erstattede ordene med nogle andre. ”Det lød forfærdeligt.” Igen holdt hun en kort pause, og fortsatte ufortrødent. ”Eftersom du er vågen, kan vi jo lige så godt begynde tidligt. Efter morgenmaden skal vi have pyntet op i hele huset, så vi rigtig kan komme i julestemning. Julepynten ligger oppe på loftet, så mine planer er, at vi henter det ned inden morgenmad.”

”Vi?” udbrød Ellie, måske lidt for hurtigt.

”Ja, vi. Jeg er jo en gammel dame efterhånden, og det er ikke alting, jeg kan klare selv. Det ved du også godt.”

”Så lad os da komme derop,” sagde Ellie og trak i noget gammelt, laset tøj.

 

Det var ikke helt nemt at komme derop, men det lykkedes – på trods af alt rodet.

Loftet var ikke nydeligt anrettet med kasser stablet oven på hinanden, som hun havde troet. Derimod lå der gammelt tøj fra hendes unge dage, åbne kasser med alt muligt i, julepynt, ugeblade, gamle aviser, påskekyllinger, bamser og meget mere spredt ud over det slidte trægulv, der i sine unge dage havde været blankt og poleret. Nu lå støvet i et jævnt lag under al rodet. Det var et under, at loftet for længst ikke var knækket sammen.

”Så rodet her er,” lo hendes bedstemor. ”Nu kan jeg for alvor se, at det er længe siden, jeg sidst var heroppe.” Hun holdt en kort pause, og talte så videre: ”Julepynten ligger overalt herinde. Og hvis du falder over noget, du gerne vil have, så siger du bare til. Så finder vi ud af noget.”

Ellie nikkede og kiggede ud over gulvet. Hun bukkede sig ned med et lavmælt støn og begyndte at samle alt det julepynt op, der lå på gulvet og i kasserne. Det blev samlet over i en anden bunke, hvor der var lidt gulvplads.

Efter en halv times søgning efter kravlenisser og julekugler, stødte hun på nogle gamle aviser. Der var tre af dem, og de kom alle fra 1934. Stiftstidende, B.T. og Ekstra bladet. Godt nok lod skriften til at være lidt snirklet, men nogle af overskrifterne fangede hende, og hun lagde dem alle tre over i bunken med julepynt.

 

Efterhånden som tiden skred frem, kom der mere og mere jul over huset. Guirlander blev hængt op, kravlenisser kravlede frem fra skjulte steder, nissemænd og nissekvinder smilede pænt til en, når man gik forbi, og røde og grønne farver fik stedet til at virke livligt.

”Synes du ikke, at nissemanden her skal stå derhenne?” sagde bedstemor smilende. Hun hev op i en lille nisse med rød nissehue og rødt tøj. Han holdt fast i en brun stok, som han hamrede mod jorden i en form for raserianfald. ”Eller skal han stå der?” Smilet forsvandt fra hendes læber og blev brat alvorligt.

Ellie stod i sine egne tanker og pyntede op med julehjerter kravlenisser. Hun lod som om, hun ikke havde hørt, hvad hun sagde. Al den snak om, hvor det skulle være, begyndte lige så småt at irritere hende en smule. Hvorfor kunne hun ikke bare være ligeglad med hendes mening?

De fortsatte begge med at pynte op i det lille hus. Tiden skred langsomt frem, og da de var ved at være færdige, skete der noget mærkværdigt.

Ellie havde stået med den sidste julekugle, der skulle hænges op i et søm et stykke fra væggen, da hun havde mærket en kold hånd lægge sig på hendes skulder. Den havde trukket lidt i hende, som om den ville have hende til at vende sig rundt. Men hun ville ikke tænke på det.

Hånden havde klemt sig hårdere fast om hendes skulder, og et koldt vindpust bagfra havde fået hendes nakkehår til at stå stive som pigge. Modvilligt havde hun vendt sig om og set direkte ind i en stor klump af sort. Med lidt god vilje kunne det godt have lignet et hoved med to arme og ingen ben.

Hun havde været lammet af skræk for længe, og skriget kom først, da den sorte tåge forsvandt. Samtidig med skriget kom hun også til at tabe glaskuglen, der splintrede, så der lå glasskår og stumper på gulvet, hvor hun havde set skyggen.

”Hvad sker der?” havde hendes bedstemor udbrudt forfærdet. Hun havde set helt forkert ud i ansigtet, og hun havde stavret frem mod hende med rystende hænder. ”Det lød som...” havde hun begyndt, men bed hurtigt ordene i sig igen.

Men Ellie havde troet, at hun vidste, hvad hun havde været ved at sige. Det lød som skriget, jeg vågnede af. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...