Krigeren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jan. 2013
  • Opdateret: 30 dec. 2013
  • Status: Igang
Jorden er blevet invaderet af rumvæsner, og menneskene har isoleret sig i byerne og krigerne bliver uddannet til at beskytte menneskene mod disse rumvæsner, som forsøger at overtage Jorden. Penya, en 15-årig pige, skal til at starte sin uddannelse til kriger og opdager, at ikke alt på Jorden er, som hun troede. For ikke nok med at der findes rumvæsner, de gamle legender og sagn om havfruer, vampyrer og varulve viser sig at indeholde et gran af sandhed.

2Likes
2Kommentarer
591Visninger
AA

6. Kapitel 6

Alle eleverne sad spændte i salen. De ældste elever talte dæmpet sammen, og jo yngre eleverne blev, jo mere nervøse kunne man høre, at de var. Jeg lod mit blik glide rundt i salen. Jeg stod i døren sammen med mine bofæller. Jeg kunne se nogle andre piger sidde spredt rundt i salen.

"Hvor mange elever er her, og hvor mange er piger?" hviskede jeg til Eve. Hun åbnede munden, men i stedet for at svare mig, hvinede hun: "Kyle!" og forsvandt.

"Kyle er bare en ven," sagde Sofia og blinkede til mig. "Her går ca. 300 elever, det er det eneste Akademi i området. Og jeg vil tro, at vi er tolv piger."

"Så mange?" spurgte jeg med et hævet øjenbryn.

"Piger eller elever? For jeg er ret sikker på, at der i de almindelige skoler er mange flere elever," smilede hun.

"Piger," smilede jeg tilbage.

"Ja, det virker måske som mange, når man hører, at der er så få kvindelige krigere, men vi findes altså." Hun skubbede til mig med hoften.
"Skal vi ikke finde et sted at sidde?" spurgte Katrina. Vi nikkede og fulgte efter Sofia, som viste os vej til nogle tomme stole midt i salen. På stolene lå et stykke papir, som jeg tog op, før jeg satte mig. Det var et kort over skolen. Jeg opgav hurtigt, at finde ud af, hvad der var oppe og nede og rettede på min skoleuniform, som jeg havde skiftet til, da jeg kom. Det var sært, at have bukser på. Når jeg trænede derhjemme havde jeg oftest shorts på. Jeg kunne ikke huske, om jeg nogensinde havde haft lange bukser på før.

Katrina hviskede til mig: "Det er altså underligt med lange bukser," og jeg nikkede. Bukserne var brune og bløde og blusen var sort med lange ærmer og en rund udskæring. Kæden om min hals var lige præcis lang nok til, at vedhænget ikke kunne ses. Jeg vidste ikke hvorfor, men det virkede som en dårlig idé at vise den til nogen. Jeg lod mit blik glide rundt i salen endnu en gang. Både drenge og piger havde den samme uniform på og de samme sorte støvler.

"I vænner jer hurtigt til det," sagde Sofia ved siden af mig og fortsatte: "Nogle gange bliver vores timer afbrudt til fordel for ekstratræning, og så er det smart at have tøj på, som man kan træne i. Det er derfor, vores uniformer minder meget om træningstøj."

Det gav god mening, og jeg åbnede munden for at spørge ind til træningen, da Sofia lagde en finger over sine læber og kiggede op mod det forreste af salen, hvor en høj mand var ved at træde op på scenen for enden af lokalet.

"Velkommen til Krigerakademiet, både nye og gamle elever. Jeg er rektoren på denne skole, og jeg vil gerne byde jer hjertelig velkommen. Jeg vil starte med at præsentere jer for jeres lærere, som de fleste af jer jo allerede kender. Men vi har også fået en ny lærer, da Hr. Peterson jo er gået på pension."

Der var et par spredte buhråb og klapsalver. Rektors stemme havde været varm, men blev koldere, da han fortsatte:

"Det er der selvfølgelig delte meninger omkring og dem bedes i holde for jer selv." Han rettede på sit slips og lod blikket vandre rundt i salen, hvor nogle af drengene sad med bøjede hoveder. Derefter fortsatte han i det toneleje, han var startet ud med.

"Til at erstatte Hr. Peterson har vi fået frøken Mayfield fra et af de andre krigerakademier, da vores jo som bekendt ligger tæt på Huarnoernes base. Derfor har vi kun erfarne lærere."

En slank kvinde, som måtte være midt i trediverne, trådte op på scenen. Hun var iført lærerenes uniform, som også rektor bar. Den bestod af sorte bukser og en mørkegrå skjorte. Slipset var sort og matchede hendes sko. 

"Frøken Mayfield underviser i sværdbrug og Huarnoerne. Udover frøken Mayfield har vi nitten andre lærere tilknyttet skolen. Det er de fine mennesker, som står bag mig her på scenen."

Først nu lagde jeg mærke til de personer, som stod på række bag ham. Der stod atten mænd og en kvinde mere ham, og efterhånden som rektoren nævnte deres navn og fag trådte de frem, så man kunne se dem tydeligt. De fleste lærere underviste i tre fag, men der var nogle få, som kun underviste i to.

"På jeres værelser ligger desuden en folder, hvor I kan se beskrivelser af alle fagene, for det vil jeg ikke gå i dybden med mere her i dag. Desuden fortæller lærerne jer om jeres fag den første time. Jeres skemaer ligger på jeres senge, og undervisningen begynder i morgen."

Herefter gennemgik rektoren dagsrytmen, som Katrina og jeg allerede havde spurgt Eve og Sofia om. I stedet for at lytte sad jeg og pillede ved en løs tråd ved mit ærme. Jeg trak den af blusen og spidsede ører, da han kom til reglerne.

"I har alle sammen fået en regelbog. Læs den grundigt."

Rektor pegede på os med en alvorlig mine.

"Men her er de vigtigste regler: Ingen kæresterier, ingen rusmidler, intet mad udover skolens og alle kommer til alle timer og måltider. Hvis I er syge, skal I henvende jer til skolesygeplejersken, som også tager sig af eventuelle skader under træningen. Vigtigst af alt, så skal I passe på hinanden. I må ikke træne uden opsyn af mindst en lærer, en tredje eller en fjerdeårselev. Og nu til kortet."

Rektor trykkede på en fjernbetjening, som indtil da, havde lagt på et bord i siden af scenen. Foran ham dukkede et 3D hologram af skolen op, og han pegede, imens han forklarede, hvordan de forskellige rum lå fordelt i skolens fire bygninger. De fleste af lokalerne var klasseværelser og træningslokaler. Spisesalen og samlingslokalet, som vi befandt os i, lå i forlængelse af det træningslokale, hvor vi skulle træne hver morgen. I et af hjørnerne på bygningen, der lå længst væk fra os, lå nogle lokaler, som han ikke forklarede. Jeg rynkede brynene. Det var en smule mærkeligt, at han ikke forklarede de lokaler, og min nysgerrighed var vakt. Min opmærksomhed blev dog hurtigt afledt, da rektor begyndte at snakke om udendørsarealerne. Der var både en skov, en swimming pool og forskellige baner på skolens område. Vi skulle lære at køre svævebil, almindelig bil, motorcykel og at ride på heste, da man nogle steder, kun kunne komme frem ved at ride. Jeg rykkede lidt nervøst på stolen. Jeg havde aldrig set en hest før. Rektor afsluttede sin rundvisning og begyndte på talen om vores fjender.

"Huarnoerne er nogle forfærdelige væsener. De ødelagde deres egen planet og er nu kommet for at overtage vores. Men det vil vi ikke lade dem."

Hans stemme blev højere, og folk begyndte at røre på sig.

"I, stolte elever på Krigerakademiet, er de fremtidige krigere, og I skal beskytte vores dyrebare hjem, uanset prisen.

Salen brød ud i klapsalver og jubel. Rektor smilede og nikkede. Jeg klappede også med, men for første gang, syntes jeg, at den vanlige tale, var begyndt at klinge hult.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...