Krigeren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jan. 2013
  • Opdateret: 30 dec. 2013
  • Status: Igang
Jorden er blevet invaderet af rumvæsner, og menneskene har isoleret sig i byerne og krigerne bliver uddannet til at beskytte menneskene mod disse rumvæsner, som forsøger at overtage Jorden. Penya, en 15-årig pige, skal til at starte sin uddannelse til kriger og opdager, at ikke alt på Jorden er, som hun troede. For ikke nok med at der findes rumvæsner, de gamle legender og sagn om havfruer, vampyrer og varulve viser sig at indeholde et gran af sandhed.

2Likes
2Kommentarer
543Visninger
AA

5. Kapitel 5

Jeg stod inde i det værelse, der skulle være mit hjem de næste fire år af mit liv. Jeg lod hånden glide over det hvide sengetøj med skolens symbol broderet på. Et sværd og et skjold, farvet rødt af blod. Jeg bladrede lidt i den regelhåndbog, der havde ligget på natbordet ved siden af sengen. Mit nummer stod på sengen og det skab, der skulle være mit, som indeholdt min uniform, kampudstyr og resten af mine bøger. På værelset stod også tre andre senge og skabe og et skrivebord med to stole.

"Hej, du må være Penya eller Katrina. Jeg hedder Evelyn," sagde en stemme bag mig. Jeg spjættede af forskrækkelse og vendte mig om. I døren stod en køn mørkhåret pige med brune øjne. Hun smilede til mig og lidt forsigtigt, smilede jeg tilbage.

"Hej, det er mig der er Penya," sagde jeg til hende. Jeg rakte hånden frem, og Evelyn tog den. Hun havde hård hud på hænderne.

"Jeg er andenårselev her og Sofia, som er den sidste på værelset, går her på tredje år," sagde hun i et muntert tonefald.

"Hvis du får problemer, skal du bare sige til," sagde en ny stemme. Jeg gik ud fra, at det var Sofia. Hun stod i døren bag ved Evelyn og masede sig ind, mens hun sagde: "Flyt dig lidt, Eve."

"Eve er mit kælenavn," forklarede Evelyn. "Men udover Sofia er det kun Kyle, der bruger det."

"Hvem er Kyle?" spurgte jeg.

Hun rødmede let og så ud til at ville svare. Men før hun kunne nå det, havde Sofia taget ordet. Nu hvor jeg så hende i lyset, var hun faktisk også meget pæn med sit lyse hår og grå øjne.

"Kyle er Eves kæreste."

"Vel er han ej," sagde Evelyn lidt for hurtigt og fortsatte, før Sofia kunne nå at modsige hende. "Men ihvertfald må du også gerne kalde mig Eve."

"Okay, Eve," sagde jeg og kiggede lidt mere undersøgende på de to piger. De var begge to korthårede, og jeg spurgte: "Skal man klippes korthåret?". Jeg flyttede min hestehale om på ryggen. 

"Tjaaa," begyndte Sofia, men Eve brød ind: "Det er det nemmeste, men det er ikke et krav. Sidste år gik her en pige, som havde hår til skuldrene."

Jeg sukkede lettet. Jeg var meget glad for mit lange hår, og ville nødig klippe det alt for kort. Jeg kunne godt se, at jeg ikke kunne fortsætte med at have hår, der næsten gik mig ned til taljen, men kort hår kunne jeg ikke simpelthen ikke gå med til.

"Det ville faktisk klæde dig vanvittig godt med kortere hår," lød endnu en ny stemme. Det måtte være Katrina.

"Ja, men så skal hun også have pandehår," sagde Sofia.

Vi diskuterede mit hår lidt og blev til sidst enige om, at klippe de korteste etager til ørene, så jeg stadig kunne samle det. Hvor langt resten blev, måtte tiden vise. Først derefter fik vi præsenteret os for Katrina. Katrinas hår var lysebrunt og klippet kort i nakken og længere foran. Hendes grønne øjne hvilede et øjeblik på mit sværd og fløjten, som jeg havde smidt på sengen.

"Hvad sker der med vores ting?"

Først nu lagde jeg mærke til den taske, hun knugede ind til sig.

"Ikke noget," skyndte Eve sig at sige. "Én af os skal ligge en ting mod nord, en anden mod syd, så der til sidst ligger en ting i hvert verdenshjørne. Vi vælger blandt, de ting, som bedst symboliserer det bestemte verdenshjørne. De skal symbolisere, at vi vil stå sammen og beskytte vores hjem, Jorden, mod alle fjender. Vi vil beskytte det kolde nord og det blæsende øst."  

"Og det varmeste syd og det endnu mere blæsende vest," brød Sofia ind med en latter.

Vi andre lo med, og da vi var færdige med at le, kiggede Eve og Sofia indgående på mig.

"Hvorfor kigger I sådan på mig?" spurgte jeg en smule nervøst.

"Det er bare...," begyndte Eve, men tav så.

"Du virker bare bekendt," afsluttede Sofia for hende.

"Minder jeg da om en af lærerne?" spurgte jeg og lavede en grimasse. Det ville ikke være sjovt, at ligne en lærer.

"Nej det er ikke det," sagde Eve.

Jeg sagde ikke noget, men kiggede utilpas ned i jorden. Efter et par sekunder holdt de op med at stirre og Sofia spurgte os om, hvad vi vidste om stedet. Ingen af os vidste noget som helst, og Eve og Sofia forklarede skiftevis reglerne. Vi skulle være på vores værelser klokken 21.00. Om morgenen skulle vi træne klokken fem og spise morgenmad klokken syv. Derefter var der timer i forskellig teori, som handlede om alt lige fra strategi, anatomi, våben og Huarnoerne. Kend din fjende, som Sofie forklarede, da Katrina spurgte ind til det. Efter frokosten var der mere træning afbrudt af en enkel teoritime. Så skulle vi spise aftensmad, og derefter havde vi fri indtil klokken 21.00. I den fritid skulle vi også lave lektier. Jeg sukkede. Det var vist ikke meget fritid, man havde, men hvad skulle vi også lave? Katrina måtte have tænkt det samme, for hun spurgte:

"Hvad laver man så i sin fritid?"

"De fleste skriver med deres forældre, selvom man kun må sidde ved iComputeren i et kvarter af gangen på grund af mængden af os og manglen på dem. Vi har også et udmærket bibliotek, og så kan man være sammen med de andre. Man skal jo lægge sit liv i hænderne på dem, selvom det kan gøre ondt at blive for knyttet." Sofia stoppede sin talestrøm og skar ansigt.

"Hvad mener du?" spurgte jeg usikkert.

"Hendes bedste ven døde i en træningskamp for et halvt år siden," forklarede Eve. Ingen af os sagde noget og i det samme ringede en klokke.

"Det er tid til samling," sagde Sofia, tydeligvis lettet, men med en smule sorg i stemmen.

"Hvilken samling?" spurgte jeg forvirret.

"Rektor laver en velkomst, hvor han forklarer jer fagene og præsenterer lærerne, viser jer et kort over skolen og forklarer dagsrytmen. Så snakker han også lidt om fjenden og derefter er der aftensmad."

Sofia og Eve var de første der gik ud af døren. Katrina smed sin taske på sin seng, og derefter gik vi sammen ud af døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...