Krigeren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jan. 2013
  • Opdateret: 30 dec. 2013
  • Status: Igang
Jorden er blevet invaderet af rumvæsner, og menneskene har isoleret sig i byerne og krigerne bliver uddannet til at beskytte menneskene mod disse rumvæsner, som forsøger at overtage Jorden. Penya, en 15-årig pige, skal til at starte sin uddannelse til kriger og opdager, at ikke alt på Jorden er, som hun troede. For ikke nok med at der findes rumvæsner, de gamle legender og sagn om havfruer, vampyrer og varulve viser sig at indeholde et gran af sandhed.

2Likes
2Kommentarer
535Visninger
AA

1. Kapitel 1

Bip. Bip. Bipbip. Bip. Jeg rakte hånden ud og slog til vækkeuret, som straks gav mig et lille stød.

"Av!" udbrød jeg. Havde det nu også været nødvendigt? Jeg vidste udmærket, at min far havde indstillet det sådan, men alligevel. Jeg tog en af knivene fra mit natbord og kastede det mod plakaten med An'ia, Huarnoernes dronning. Den ramte i hovedet, midt mellem øjnene. Huarnoerne var de rumvæsner, der havde hærget Jorden i flere århundreder uden grund. Deres egen planet var blevet ødelagt, og derfor havde de besluttet sig for at overtage Jorden. Jeg kastede endnu en kniv. Denne gang havnede den midt i brystkassen. Huarnoerne lignede store katteagtige væsner, de gik på to ben, og langt de fleste talte jordsproget ganske udmærket. Det havde jeg hørt, men jeg havde aldrig selv mødt dem. For mange år siden, havde hele Jordens retmæssige befolkning besluttet at forene sig i kampen mod Huarnoerne. De havde hærget Jorden i flere århundreder og vi var nu i en konstant kamp imod dem, prøvede at fordrive dem fra vores planet. Jeg sukkede og rejste mig fra sengen, samtidig med at jeg kastede den tredje kniv. Også denne ramte brystkassen, der hvor hjertet sad. Vi havde hurtigt fundet ud af at skydevåben ikke kunne dræbe dem, og derfor lærte vi alle at bruge våben til selvforsvar. Jeg foretrak selv at bruge sværd, men mange foretrak at bruge et mindre våben som en kniv. Der var også stadig nogen som gik rundt med pistoler. Jeg smilede ved tanken og gik hen og trak knivene ud fra plakaten. Jeg kastede med mine knive hver dag og plakaten var hullet. Det der engang havde været en livagtig plakat med mange detaljer, var nu mere hullet i en nålepude. Det eneste, der var uden huller, var den del af kronen, som ikke sad på hovedet. An'ia havde engang været hvid på min plakat, men hun var nu hvid med brune pletter fra træværket indenunder. Også den lyseblå kjole, hun bar, var blevet hullet. Jeg smed mine knive over på mit natbord og gik ud på badeværelset, hvor jeg tog et hurtigt bad. Da jeg kom ud fra det varme vand, tog jeg min skoleuniform på, som bestod af en blå nederdel og en hvid skjorte med et blå slips, hvide knæstrømper med blå silkebånd og sorte sko. Mit røde hår lod jeg hænge efter at have kørt børsten igennem det. Jeg gik ud i køkkenet, hvor min far allerede sad.

"Har du kastet dine knive?" spurgte han uden at se op fra sin iAvis.

"Ja, og jeg har også ryddet op igen," svarede jeg og tog en banan. Han lagde avisen og kiggede på mig over brilleglassene. Brillerne var ikke nødvendige, alle mennesker havde et godt syn, men han kunne godt lide at gå med dem. Jeg sukkede og tog en skål frem samt nogle proteinflakes og vitamælken.

"Godt," brummede min far og koncentrerede sig igen om sin avis.

Da jeg var halvvejs gennem maden, så han pludselig op igen.

"Hvad er der, far?" spurgte jeg. Han kigge tomt ud og luften og jeg troede ikke, at han ville svare, men så sagde han ligeså stille:

"Hvad nu hvis du bliver Fravalgt?"

Jeg stivnede, for jeg vidste udmærket, hvad det var han hentydede til. Idag var det Udvælgesesdag. Alle de unge blev opdelt i fire kategorier; Skønhederne, Videnskabsfolkene, Krigerne og De Fravalgte. Skønhederne bestod af de smukkeste elever, og de fik et liv i luksus på grund af deres skønhed. Videnskabsfolkene var de kloge og fik prestigefyldte jobs i laboratioerne. Krigerne var dem, som skulle trænes til at kæmpe mod og dræbe Huarnoerne, så vi igen kunne få vores planet tilbage. Den sidste gruppe bestod af dem, som ikke levede op til kravene i de andre grupper. Regeringen gav dem et job efter Udvælgelsesdagen, hvor de fleste skulle dyrke mad, lave tøj, gøre rent eller andet, som de andre grupper ikke havde tid til. At være Fravalgt var ikke ensbetydende med et dårligt liv, men det var langt fra at foretrække. De Fravalgte levede ikke ligeså godt som os andre, deres huse var mindre og de arbejdede længere og hårdere.

"Jeg bliver valgt," sagde jeg uden større overbevisning til min far og lagde min hånd ovenpå hans. Han gav min hånd et klem, og jeg nåede lige at se tårerne i hans øjne, før han vendte tilbage til sin avis.

Jeg var ikke smuk nok til at blive en Skønhed. Kun én Skønhed blev valgt hvert år, og det var deres job at være smukke. De lavede Tv-programmer, reklamer og andet, som vi andre kunne blive underholdt af og se på. Så ville vi måske glemme de forfærdelige Huarnoer for en stund. Jeg var langtfra ligeså intelligent, som nogle af de andre, selvom jeg lå i den højere ende. Så var der kun Krigerne og De Fravalgte, jeg kunne blive valgt til. Jeg havde trænet siden jeg var ti for at komme i betragtning til Krigerne, selvom jeg vidste, at ikke alle levede til den dag, de fyldte 25. Men i det mindste døde man som en helt. Uddannelsen til Kriger varede fire år, fra man blev valgt som 15-årig. Hvis ikke jeg klarede det, ville jeg blive en af De Fravalgte. Jeg gøs bare ved tanken. Selvom man som Fravalgt gerne måtte få børn, og kunne leve et normalt liv, var det overhovedet ikke drømmen. Hvis man blev Fravalgt, var man nærmest ingenting, og sandsynligheden for at ens børn også blev Fravalgte var stor. Min far var Videnskabsmand, men han havde aldrig fortalt mig, hvem min mor var. Jeg kiggede på mit ur. Pis. Jeg tog min blå sweater med klassetrinslogo, navn og nummer på, og imens jeg skyndte mig ud af døren, satte jeg mit hår op i en hestehale.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...