I killed them - {1D}

Evelyn Scarlett Walker er en livsglad pige, som tager tingene som de kommer. Trods tabet af hendes forældre for tre år siden, er Evelyn endelig kommet helt ovenpå igen og nyder livet. Som sædvandlig tager Evelyn sin årlige tur ned på kirkegården, men denne gang er det anderledes. To par drenge, og ikke bare to almindelige drenge, men to drenge fra det store boyband One Direction, står ved nabograven. Evelyn regner med de som alle andre, er her for at besøge en, men da de begynder at udspørge hende om ting, får hun en mistanke om, at de kender hendes forældre, dog er det bare starten på et venskab med op og nedture, sorg, glæde, forelskelse og vrede. Evelyn begynder langsomt at lægge mærke til den ene drengs behov for at beskytte hende, og hvad Eve ikke ved er, at det var ham, ham der dræbte hendes forældre, ham der kørte ind i dem, ham der var skyld i hendes tab og sorg.

1104Likes
1622Kommentarer
93651Visninger
AA

5. You scare me. .҉

 

Dette er desværre ikke rettet igennem. xxx

Evelyns synsvinkel:

Jeg trådte ind i badet og lod vandet skylle sandet fra stranden væk. Jeg gjorde mit hår vådt og lukkede langsomt øjnene. Det havde været en udmærket dag – måske ret overvældende da jeg havde mødt Liam Payne, hans kæreste og Louis’ kæreste.

Det var ikke fordi jeg så dem som kendte. Faktisk var det kun når deres fans kom hen, eller når Lucy opførte sig underligt, ellers var de ganske normale, og jeg havde hygget mig. Jeg var ikke den mest sikre omkring drenge, men med dem følte jeg mig anderledes – og så alligevel ikke, hvert fald ikke med Stan omkring mig.

Jeg forstod ikke, hvordan nogen kunne holde ham ud, men det lignede han havde et meget godt forhold til drengene, og det var vel godt.

Vandet begyndte langsomt at blive koldt, derfor slukkede jeg det og steg ud. Jeg viklede et håndklæde om mig og lagde mit hår på den ene skulder, inden jeg gik ind på mit værelse, som blev lyst flot op af den orange aftensol.

Jeg tog mig selv i at smile over dagen. I morgen skulle jeg bare sove længe og lave nogle flere lektier, måske se noget tv. Det blev en afslappende dag, lige hvad jeg havde brug for.

Jeg tog noget undertøj på, og derefter nogle shorts og en trøje. Min mobil vibrerede fra sengen af, og som altid fløj jeg hen til den. Dog var det ikke en besked, bare en besked på twitter. Jeg havde efterhånden fået en del af dem. Nogen af drengenes fans havde set mig på den café første gang jeg mødte Louis. De var ikke sikre på det var mig, men alligevel skrev de. Det var ret underligt pludselig at få opmærksomhed fra andre.

En banken lød fra hoveddøren. Jeg stivnede i min bevægelse og ventede på at høre Cecil åbne, men det gik langsomt op for mig, at hverken Austin eller Cecil var hjemme.

Hurtigt tog jeg nogle lange bukser på og hoppede på bare tæer ned af trapperne. Mit hår satte våde spor efter sig på min trøje, og da jeg åbnede døren gik en rysten igennem mig. En varm brise og kold hår var ingen god kombination.

Jeg lod mine øjne glide forvirret op og ned af den slanke person som stod foran mig. For det første, hvor vidste hun fra hvor jeg boede? For det andet, hvad lavede hun her? Og for det trejde.. der var ikke rigtig noget, men det lød godt, men hvis jeg skulle finde på en ting mere, hvorfor så hun så så vred ud?

”Eleanor?” sagde jeg en smule forvirret. Hun nikkede kort, fjernede min hånd fra dørkarmen og trådte ind i stuen. Hun kiggede langsomt rundt og kom med en ’hmf’ lyd.

”Jamen kom da indenfor,” sagde jeg ironisk og blev allerede irriteret over hendes flabede måde at være på overfor mig. Det var hun også før i dag.

Jeg måtte give hende en chance. Måske kom hun her for at undskylde?

”Så, hvad bringer dig her?” spurgte jeg forvirret om og kløede mig i nakken. Hun snurrede rundt og kiggede op og ned af mig, inden hun rystede på hovedet.

”Evelyn, du behøver ikke spille dum for at få opmærksomhed,” sagde hun roligt, hvilket fik mig til at blinke et par gange. Spille dum?

”Du ved udmærket hvorfor jeg er her,” sagde hun en smule hårdere. Min blinken blev værre, og forvirre rystede jeg på hovedet.

”Jeg er ked af at skuffe dig Eleanor, men jeg har ingen ide om, hvad du snakker om,” svarede jeg forsigtig og lukkede døren i, så enhver der gik forbi, ikke kunne kigge lige ind.

Langsomt lagde hun hovedet på skrå. ”Så lille, uviden, umoden og skrøbelig.” Jeg kunne langsomt mærke vreden opstå.

”Er det dét du er kommet hele vejen for at sige? Eleanor, du kunne have sendt en sms,” svarede jeg flabede og tog at i håndtaget, for at vise hun skulle gå. Jeg var færdig med at give hende en chance. Hun var forfærdelig, og jeg havde intet gjort hende.

”Det kunne jeg sikkert, men du skal forstå alvoren Evelyn,” hvæsede hun af mig. Jeg stirrede bare koldt på hende, helt uviden om hvor det her endte.

”Jeg ved ikke hvad du har gjort siden Louis konstant skal klæbe sig op af dig,” startede hun ud, og hurtigt gik det op for mig, at hun var jaloux. Hun var virkelig jaloux, og hun var her for at bede mig holde mig fra Louis.

”Og jeg ved ikke hvad der forgår i jeres beskeder, men hver gang du skriver lyser han op – og jeg er træt af det. Jeg har ikke brug for dig til at ødelægge et snart 3-årige forhold med Louis, forstået?” Hun stod helt op af mig nu, og kiggede ned på mig. Nogen gange kunne jeg forbande min højde, men jeg skulle ikke lade hende slå mig ud.

Jeg burde nok være smigret over det hun fortalte om Louis, men lige nu gjorde hun mig så vred, og jeg ville bare have hende væk.

”Eleanor, hvis Louis vil have jeg holder mig fra ham, så ville han nok selv sige det,” sagde jeg irriteret og prøvede at komme forbi hende, men hun stoppede mig.

”Jeg mener det Evelyn. Hold dig fra ham, for ellers..”

”- For ellers hvad?” Jeg lagde flabet hovedet på skrå. Det lignede ikke mig at være sådan her, men Eleanor kendte mig ikke, hun var fremmede i mit hus og hun stod og truede mig.

”Hvad vil du gøre Eleanor? Hvor gammel er det du er? Louis kan godt selv tage sine beslutninger, det behøver han ikke sin egoistiske, selvoptaget og jaloux kæreste ti…”

”Jeg er ikke jaloux,” sagde hun højt på samme tid som hun lod sin hånd ramme min kind. Mine øjne blev store, og hurtigt fandt min hånd min kind.

”Du skal overhovedet ikke tale sådan til mig Evelyn! Jeg er ældre end dig, og du ved ikke hvad jeg er i stand til,” hun lænede sig helt hen til mig, og det fik mig til at koge over.

Jeg skubbede til hende så jeg kunne komme forbi, og hårdt tog jeg fat i håndtaget.

”Jeg vil foreslå du skrider inden jeg ringer til politiet.” Min stemme var kold, og det var ret vildt jeg kunne holde den så rolig når mit humør var så fucket. Jeg havde endelig fået mig en ven, og pga. hans fucking syge kæreste, så skulle det gå ud over mig. Jeg hadede pige drama, og jeg ville slet slet ikke være midt i det.

Eleanor gik forbi mig uden at sige et ord. Et hånligt smil var placeret på hendes læber. Hun vendte sig langsomt om da hun stod udenfor døren, men uden at høre mere på hende smækkede jeg døren i hovedet på hende, og trampede hårdt op på mit værelse, hvor jeg smækkede hårdt med døren for at få min vrede ud.

Jeg havde lyst til at råbe, lyst til at skrige et eller andet. Den sidste uge havde Louis gjort god for mig, men jeg burde have vidst det var for godt til at være sandt, og det var det. Ikke nok med hans fans sendte lort til mig, så kom hans kæreste hen til mig, trådte ind i mit hjem og slog mig.

Hvad fanden var det for nogle mennesker han omgik?!

Jeg fik øje på min mobil, og hurtigt var jeg henne ved den. Hvis jeg ikke kunne skrige, så kunne jeg i det mindste få det ud på skrift.

Til Louis:

Du skal ikke nærme dig mig igen. Hold dig fra mig, og tag din syge kæreste med!

Jeg sendte den hurtigt og skrev en besked til Lucy om jeg gik i seng. Det her var for meget til at jeg kunne håndtere det. Der skulle normalt utrolig meget til at gøre mig vred, og utrolig meget til for at gøre mig rolig igen. Så at gå i seng måtte være løsning.

Jeg trak mine gardiner fra, slukkede lyset og nærmest slog dynen til side for så at trække den over mig. Min mobil vibrerede, og da jeg så det var Louis, rystede jeg på hovedet, og i vrede slettede jeg den.

Jeg ville ikke lade Eleanor få sin vilje, men jeg ville heller ikke blandes mere ind i deres liv. Louis var kendt. Hans standart lå så langt væk fra mig, og Eleanor passede godt til ham.

Jeg sank den klump jeg havde i halsen. Jeg ville savne ham og den tryghed ham, Harry og Niall gav mig – men der ville komme nye. Jeg blev nødt til at tænke positivt, selvom mine tanker hele tiden afledte mig. Jeg var så vred.

Louis synsvinkel:

”Wow, hvad er der sket?” spurgte Liam og kiggede forvirret på mig. Uden at fjerne mit blik fra skærmen, hvor Evelyns besked var, rystede jeg på hovedet.

Jeg havde ingen anelse om hvad fanden der lige var sket.

”Skriv dog til hende,” sagde Harry og puffede til mig. Jeg nikkede langsomt, bed mig i læben og gik ind i en ny besked.

Til Evelyn:

Er du okay? Hvad er der sket?

Jeg anede ikke hvad fanden der var sket. Det virkede da til at Evelyn og jeg var okay med hinanden, da vi forlod stranden? Jeg havde da ikke gjort hende noget?

”Jeg forstår det ikke,” mumlede jeg for femte gang. ”Vi havde det da fint sammen på stranden?” Jeg rystede på hovedet. Jeg havde endelig fundet den pige jeg havde taget alt fra, og nu hadede hun mig åbenbart, og ville aldrig ses med mig igen.

”Måske er det Eleanor?” lød det fra Niall af, hvilket fik min krop til at stivne. Jeg kiggede langsomt hen på ham. Mit hjerte slog en smule hårdere, og min hals blev en smule tør.

”Det er ikke nogen hemmelighed at vi alle så hvordan hun ændrede sig da Eve var i nærheden,” fortsatte Niall og kløede sig i håret. Zayn som kun havde hørt om Evelyn, sad og kiggede forvirret på os, jeg forstod ham. Jeg var lige så forvirret som ham.

”Har du snakket med Eleanor om det her?” brød Liam ind.

Jeg kunne langsom skimme vores skænderi i hovedet. Måden Eleanor med afsky fortalte hvordan hun hadede at Evelyn så på mig. Måden hun kiggede på mig på, da hun havde en bagtanke om jeg var hende utro, og det fact at hun hadede når jeg var sammen med andre end hende – og især hvis det var en pige, og det var Evelyn.

Jeg knyttede automatisk næven. Hvad end hun havde gjort…

”Louis?” Harry puffede til mig, og fik mig til at se op.

”Jeg skændes med Eleanor før i dag. Hun var sur over jeg var sammen med Evelyn, og jeg..”

”- Har du fortalt hvem hun rigtig er?” spurgte Niall en smule panisk om. Hurtigt rystede jeg på hovedet og smilede en smule over hvor lettet Niall så ud. Dog vidste jeg ikke hvorfor. Måske af samme grund som mig?

”Hvis Eleanor har gjort hende noget,” startede Harry ud, men Liam fik ham til at tie stille.

”Det er jo ikke sikkert hun har gjort det. Louis snak med hende i morgen, og så må vi se hvad der sker.”

Jeg kunne mærke irrationen stige i mig, især da Evelyn ikke svarede. Hvis Eleanor havde gjort noget.. Hun lovede ikke at gøre noget. Hun lovede at stole på mig!

”Louis,” sagde Harry igen og puffede til mig. Jeg nikkede langsomt og rejste mig op. Jeg kunne ikke få ud af mine tanker, hvad Eleanor kunne have fundet på – hvis hun overhovedet kunne have fundet på noget. Men hvorfor ville Evelyn ellers skrive sådan noget?

Evelyns synsvinkel:

Det blev hurtigt mandag, og med tunge skridt gik jeg ind på skolens område. Jeg fik hurtigt øje på Lucys sorte hår, og hendes flippede stil. Hun stod sammen med Stan, og han var den sidste jeg havde lyst til at snakke med nu. Lucy havde fået hele historien ud af mig i går. Hun var min bedsteveninde – havde jeg ondt, så havde hun.

Okay nej, men hun kunne mærke jeg ikke var glad, og det var jeg bestemt heller ikke, men det skulle ikke ødelægge mit humør. Jeg kom over det. Jeg var kommet over mange ting der var værre. Det her var bare en lille ting.

”Evelyn!” Kaldte hun, hvilket fik mig til at sukke. Dog sendte jeg hende et smil og gik langsomt derhen.

”Hvad så?” spurgte hun og gav mig et kram. Jeg trak langsomt på skulderne og kiggede hen på en af Stans venner, som åbenbart synes han skulle fyre en kommentar af, om mit tøj.

Til min store overraskelse, puffede Stan til drengen, og straks stoppede han med at grine. Jeg løftede forvirret et øjenbryn og kiggede på Stan. Hans irriterende flabede smil gled over hans ansigt, inden han trådte hen imod mig.

”Stadig ondt?” Han slog sig selv på brystet og hentød til den bold han havde skudt på mig. Jeg lagde hovedet på skrå, sendte ham et falsk smil og trak min taske ordentlig over skulderen.

”Så godt humør du altid er i Eve.” Han fortsatte sit drilleri, hvilket fik Lucy til at trække mig hen mod indgangen.

”Er du okay?” Hun tog min kæbe i sin hånd og kiggede på begge mine kinder. Min kind var stadig en smule hævet, og det fik hende til at knibe øjnene en smule sammen.

”Jeg mener det, hvis jeg nogensinde ser den møgkælling igen, så skal hun være glad for de år hun har levet,” vrissede hun surt, hvilket fik mig til at grine. Intet kunne opmuntre mig bedre end Lucy.

”Lad os tænke positivt. Vi skal kun være tre dage i skolen,”

”- Inden the big party,” afbrød Lucy mig, og puffede til mig med hoften. Jeg kunne ikke lade være med at grine, og sammen gik vi ned mod mit klasseværelse.

Vi skulle kun være i skole til onsdag, da skolen åbenbart holdt et eller andet torsdag og fredag. Det var normalt for hele skolen, men da 3g’erne havde fundet ud af, at de kunne holde en stor fest, så droppede de at møde op, og så var det kun 1 og 2g’erne der var der. På grund af Lucy fik jeg dog lov at komme med, men det betød så endnu engang at jeg skulle stikke Cecil en løgn.

Selvfølgelig havde hun intet imod jeg tog til fester, men den på skolen ville hun have mig med til. Det var til velgørenhed, så det betød åbenbart meget for hende. Dog plejede jeg at sove med Lucy, som havde fået gjort et indtryk på Cecil så hun troede, at Lucy gik meget op i velgørenhed.

Jeg brød mig ikke om at lyve, men det her var ret nødvendigt. Det var, udover sidste skoledag, årets største fest, og jeg var en teenager. Jeg måtte godt stikke en hvid løgn en gang imellem.

”Op med humøret, vi får det sjovt,” sagde Lucy, og hurtigt erklærede jeg mig enig. Det var ikke fordi Louis allerede betød alverden for mig. Det skulle nok gå hurtigt væk, og til en fest med lækre 3g’er, så blev det ikke bedre!

Løgnen var i spil, og jeg stod foran spejlet med Lucy. Festen startede snart, og vi var begge to helt oppe at køre. Vi havde fået en smule at drikke, og mit humør var himmelsk. De to sidste par dage var gået som smurt. De havde været stille og rolige, ja selv Stan havde droppet en del af sine latterlige kommentarer. Jeg forstod ikke helt hvorfor, men jeg satte ikke spørgsmålstegn ved det – jeg klagede skam ikke!

Jeg var iklædt en kort kjole med et hjerte i brystet. Jeg havde lånt en BH af Lucy, og de fik mine bryster til at sidde utrolig godt.

Lucy bar selv en lilla tætsiddende kjole, og så havde hun krøllet sit lange hår. Hun så fantastisk ud, men det var efterhånden ikke noget nyt. Lucy var det modsatte af mig. Hun vidste præcis hvordan man skulle være overfor drenge, og hvad man skulle sige i akavet situationer. Jeg derimod slyngede dumme ting ud, og blev helt pinlig berørt. Men sådan var det vel. Lucy fik udseendet og selvtilliden – ikke at jeg klagede. Hun havde løftet mig op fra et hul.

Hun havde hjulpet mig igennem så meget, og fra den ensomme og indelukket person jeg var før, ja så havde hun åbnet mig en del. Jeg stod i gæld til hende, det gjorde jeg virkelig. Hun var der altid.

”Skal vi?” spurgte hun om. Jeg lagde min mobil i lommen, kiggede mig selv en ekstra gang i spejlet og nikkede. Jeg tog mine flade sko på, da jeg umuligt kunne rende rundt i stiletter hele aftenen.

”Let’s party and bullshit,” grinede hun, og fordi jeg allerede var halv beruset, begyndte jeg at grine højlydt.

”Evelyn!” Jeg snurrede rundt og nåede lige at se Kamille – en af mine veninder, slå armene om mig.

”Hvor er det længe siden,” grinede hun og gav mig et kys på begge kinder. Ud fra bare det kunne jeg fortælle hvor fuld hun var, men det fik mig bare til at grine.

”Der er gang i den, hva?” råbte Lucy til mig for at overdøve musikken. Jeg nikkede hurtigt og lod hende tage min hånd, for at trække mig ind i huset. Huset var kæmpestort, og det var ikke første gang jeg var her. Der var udendørs pool, og det var derude DJ’en var. Huset tilhørte en af Stans venner, som åbenbart havde kassen – hvilket de ikke lagde skjul på.

”Fuck yeah,” grinede Lucy og trak mig igennem menneskemængden. Der var folk over det hele, men til mit held kendte jeg de fleste. Der var ikke noget ved at være til en fest, hvor man ikke kendte halvdelen.

”To vodkajuice,” råbte Lucy til en af hendes venner, som havde tilbudt hende en drink. Lucy kiggede hurtigt rundt, og det samme gjorde jeg. Folk så allerede ret fulde ud, men nu kom Lucy og jeg jo også ret sent.

”Værsa’go,” lød det fra drengen, inden drinken blev skubbet hen til mig. Jeg tog hurtigt imod den og satte sugerøret op til munden. Bassen fik nærmest ens krop til at hoppe i takt til musikken, men jeg elskede den følelse.

”Hov hov hov, du er da vidst ikke gammel nok til at drikke alkohol, hva?” Mit glas blev taget ud af min hånd, og da jeg drejede hovedet hen mod personen, sukkede jeg højlydt og dramatisk.

”Stan, lad nu være,” sagde jeg og rakte ud efter den, men han rystede langsomt på hovedet og begyndte at drikke af den.

”Stan,” vrissede jeg og lagde min hånd på hans bryst, for at række op efter den i luften.

”Too bad,” grinede han og sendte mig en kyssemund. Jeg orkede ham virkelig ikke, og Lucy var allerede i gang med at snakke med nogle andre.

Mine øjne faldt hen på en person, som jeg genkendte lidt for godt. Stan blev ligegyldig, og hurtigt fortsatte jeg hen imod ham.

”Alex!” råbte jeg efter ham, hvilket fik ham til at vende sig rundt. Han smilede stort da han så mig, og hurtigt kæmpede han sig igennem menneskerne og stod foran mig.

”Er du stadig her?” råbte jeg. Han begyndte at grine. ”Jeg er her hele sommerferien Evelyn – jeg har ferie,” grinede han så og tog ved min arm, da jeg var ved at falde. Jeg nikkede forstående.

”Kom med,” sagde han og tog min hånd. Endnu engang kæmpede han sig igennem menneskerne, og da jeg op til flere gange blev skubbet til, vendte en sig endelig rundt og undskyldte. Jeg sendte hende bare et stort smil og lod Alex trække mig hen mod nogle venner, som helt klart gik i 3. Jeg havde set dem før, men jeg havde ikke rigtig snakket med dem.

”Guys – min barndomsveninde Evelyn. Evelyn, mine venner,” han grinede og lagde en hånd på min hofte. Jeg studerede kort dem alle sammen, og vendte mig mod Alex.

”Ikke dårligt!” Komplimenterede jeg, da hans venner faktisk var utrolig flotte. Ikke fordi Alex var grim, slet ikke.

”Jeg elsker den sang!” udbrød jeg, da As Long As You Love Me kom på. Jeg rev i Alex arm. ”Lad os danse!” Han begyndte at grine og trak mig hen til sig. ”Jeg kan ikke danse Evelyn.” Jeg kiggede med store øjne på ham.

”Alle kan danse, pjat med dig!” blev jeg ved, men han snurrede mig bare rundt og lagde hænderne på mine skulder.

”Jeg er sikker på Dan ikke har noget imod at danse med dig,” sagde han og pegede på en af drengene, som slog sine øjne hen på mig. Fordi jeg var halv beruset tænkte jeg ikke over at jeg var akavet med drenge. Jeg kiggede bare bedende på ham, og da han nikkede hvinede jeg og trak ham uden og ud på ’dansegulvet’.

”Hvor gammel er du?” råbte han og placerede sin hånd på min hofte. Jeg bed mig i læben inden jeg lænede mig hen mod ham.

”17 år,” mit svar kom forventet bag på ham, men han sendte mig bare et stort smil, snurrede mig rundt og trak mig helt ind til sig. Jeg grinede højt og lagde en hånd på hans bryst, mens han bevægede os i takt til musikken.

Det var en lettelse at danse med ham. Faktisk var det utrolig sjovt, indtil han langsomt begyndte at køre hans hænder rundt på min krop. I starten havde jeg intet imod det. Han var en dreng, vi var til fest og vi dansede – det var ganske normalt, men da han trak mig hen mod et hjørne og nærmest overfaldt mig, kom jeg til mig selv.

”Dan,” sagde jeg og lagde mine hænder på hans skulder, for at skubbe ham væk.

”Mmh?” mumlede han mod min hals. Jeg begyndte at grine fordi det kildede. ”Stop det,” fnes jeg, hvilket fik ham til at grine mod min hals, hvilket kildede endnu mere.

”Du vil jo godt,” grinede han og kørte sine hænder op langs mine sider, og hen til mit bryst.

”Dan,” sagde jeg så og blev en smule mere alvorlig. ”Dan!” protesterede jeg og tog om hans skulder, men han skubbede mig bare hårdere mod væggen, hvilket fik mig til at stønne i smerte.

”Dan, slip mig,” peb jeg, og før jeg kunne nå at gøre noget, hev et par hænder ham væk. Jeg lukkede øjnene og tog mig til hovedet. Han var væk, men hvordan tænkte jeg ikke lige over. Jeg tog i stedet for en dyb indånding og lukkede langsomt alle lydene ind igen. Musikken fandt hurtigt vejen ind, men en masse stemmer overdøvede den.

”Stop!” råbte en skinger stemme, og jeg kunne nemt genkende Lucys stemme. Hurtigt åbnede jeg øjnene og kiggede hen på en lille gruppe mennesker. Alex, Stan, Lucy, Andy og en eller anden person – faktisk to andre jeg ikke kendte. Jeg kiggede derefter hurtigt hen på de andre, som stadig stod og dansede og ikke havde lagt mærke til noget.

”Stop det!” skreg Lucy igen. Jeg hadede at høre hende sådan, og jeg vidste det var Dan og en eller anden. Jeg satte derfor farten op, og skubbede til Stan. Mit hjerte sprang et slag over da jeg så Louis stå med hænderne om Dan’s krave. Hans ansigt var fuld af vrede, og han havde hvert fald slået en smule på Dan, for han kunne næsten ikke fokusere, han havde blod ud over ansigtet, og Louis' knoer var helt røde.

”Hold dig fra hende,” vrissede han vredt, hvilket fik min vrede til at sige.

”Louis, slip ham,” sagde Liam. Jeg var ikke i stand til at genkende ham før, men nu var jeg ikke i tvivl.

”Hun ville jo gerne,” hvæsede Dan. Louis’ ansigt skar en grimasse, og da han løftede hånden for at slå ham igen, kom jeg til mig selv.

”Stop det Louis!” råbte jeg højt. De vendte alle blikket hen mod mig, også Louis. Hans øjne nåede mine, og de var fuld af vrede og …. smerte?

”Slip ham forhelved,” jeg skubbede til Liam for at komme hen til Louis. Jeg greb hans arm, og da min hånd ramte hans arm, var det som om han mistede en del af sine kræfter.

Han slap Dan, som var hurtig til at gå. Jeg fulgte ham med øjnene. Jeg havde lyst til at undskylde, undskylde for Louis’ opførelse. Hvad fanden lavede han her?

”Hvad fanden har du gang i?” skreg jeg højt og skingert. Louis trak langsomt sin arm til sig, og kiggede med ned i jorden.

”Han prøvede på alt muligt shit Evelyn,” mumlede han og lød enormt sur. Jeg rullede med øjnene.

”Det er jeg godt klar over Louis, men jeg kan klare mig selv!” Jeg forstod ikke hvad fanden han lavede her, når jeg bad ham lade mig være! Hvorfor skulle han gøre det hele værre? Jeg var så vred, det var helt utrolig. Det lå slet ikke til mig det her, men Louis fik mig op i det røde felt med det samme!

”Evelyn,” startede Liam ud, men jeg afveg med hånden og trådte et skridt væk fra Louis. Han havde slået Dan. Eller banket Dan, fordi han havde prøvet på noget ved mig. Måske burde jeg føle mig smigret, men det eneste jeg følte lige nu var had, vrede og afsky.

Hvad fanden tænkte han på?

”Bare lad mig være,” hviskede jeg og snurrede rundt. Stan fangede hurtigt mine øjne.

”Evelyn, det er netop derfor du ikke er gammel nok til at tage med til disse fester,” sagde han og lød totalt far agtig, hvilket gav mig kvalme pga. Louis’ forsøg på at ’beskytte’ mig før. Hvorfor skulle de bruge min alder imod mig? Det havde ingen fucking betydning.

”Rend mig Stan,” hvæsede jeg, hvilket fik ham til at grine.

”Aww tiger,” drillede han, som om han slet ikke fattede alvoren i en skid. Det var ikke nu han skulle lave sjov, og ikke med mig hvert fald.

”Rend mig, Stan,” vrissede jeg surt og gik hen mod udgangen. Jeg kunne høre nogen sige noget til Stan, og lidt efter råbte personen på mig.

Jeg rystede på hovedet og lod Lucy tage fat i min hånd, eller det troede jeg. En hård bevægelse fik mig til at stoppe, og da jeg vendte mig rundt, stod Louis foran mig.

”Evelyn, hør på mig,” sagde han en smule surt, men jeg skubbede bare hårdt til ham.

”Forstod du ikke at du skulle lade mig være?” Jeg kiggede mig omkring, og heldigvis var folk så fulde at de ingenting opdagede.

”Evelyn, han..”

”Jeg er stor nok til at passe på mig selv! Jeg har ikke brug for din hjælp eller Stans latterlige kommentar.” Jeg følte mig som en bitch lige nu. Det var slet ikke sådan her jeg var. Jeg reagerede aldrig sådan her, men jeg var så vred, og jeg afskyede Louis lige nu.

Hans ansigt da han stirrede på Dan, hans hænder, hans holdning. Han skræmte mig. Han dukkede op på de mærkeligste tidspunkter. Jeg vidste ikke om han stalkede mig eller hvad fanden han gjorde, men en ting vidste jeg – han skræmte mig.

”Hvorfor er du her?” spurgte jeg om, men min stemme knækkede. Louis borede sine øjne ind i mine.

”Hvordan vidste du jeg var her?” fortsatte jeg, og kunne mærke hvordan min krop begyndte at ryste.

Han blev ved med at stirre på mig. Han havde ikke tænkt sig at give mig et svar. Ja, han kendte Stan, men Stan vidste ikke alt jeg foretog mig. Han vidste ikke engang jeg skulle med i dag.

Hvor.vidste.han.det.fra?

Jeg trådte et skridt bagud, og så et mere. Louis blik ændrede sig fra seriøst til skræmmende, bange og bedende. Jeg rystede langsomt på hovedet. Han var syg i hovedet, og det samme var hans kæreste.

Han skulle… han skulle bare holde sig fra mig.

Tårerne pressede sig på. Aftenen havde været en kæmpe fiasko. Jeg kunne ikke håndtere alt der var sket i aften. Mit liv plejede at være normalt og en smule kedeligt, men i aften blev det fuldstændig ændret.

Jeg ville have mit gamle liv tilbage – et liv uden skræmmende Louis og hans sindssyge x. Uden Niall, uden Liam – uden at kende noget til 1D ud over Stan var bedste venner med en af dem, men det var ikke muligt ligemeget hvor meget jeg ønskede det. 

Der var alt for mange åbne spørgsmål, og alkoholen fik alt til at svæve sammen. 

.Wow, der skete drama, hva? Hvad siger I? Er Eleanor's opførelse okay? Er Louis skræmmende, og er Evelyns reaktion okay? Hvad tror I der sker nu? Og forstår I hvorfor Evelyn finder Louis skræmmende?

Det ville betyde meget hvis I vil kommentere, for jeg elsker at læse jeres kommentar, hæhæ. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...