I killed them - {1D}

Evelyn Scarlett Walker er en livsglad pige, som tager tingene som de kommer. Trods tabet af hendes forældre for tre år siden, er Evelyn endelig kommet helt ovenpå igen og nyder livet. Som sædvandlig tager Evelyn sin årlige tur ned på kirkegården, men denne gang er det anderledes. To par drenge, og ikke bare to almindelige drenge, men to drenge fra det store boyband One Direction, står ved nabograven. Evelyn regner med de som alle andre, er her for at besøge en, men da de begynder at udspørge hende om ting, får hun en mistanke om, at de kender hendes forældre, dog er det bare starten på et venskab med op og nedture, sorg, glæde, forelskelse og vrede. Evelyn begynder langsomt at lægge mærke til den ene drengs behov for at beskytte hende, og hvad Eve ikke ved er, at det var ham, ham der dræbte hendes forældre, ham der kørte ind i dem, ham der var skyld i hendes tab og sorg.

1104Likes
1619Kommentarer
94575Visninger
AA

8. You passed. .҉

 

Hvor skal vi hen?” spurgte jeg om, inden jeg klikkede selen i. Jeg kiggede kort på Louis, som startede bilen.

”Og hej til dig Evelyn,” sagde han drillende, hvilket betød han åbenbart var i et godt humør. Jeg vidste ikke helt hvad humør jeg var i. Mit hjerte slog hårdt mod mit bryst, og mine hænder var helt svedige. Jeg var nervøs.

”Og jeg tænkte på stranden? Der er overskyet, og ud fra mine kontakter skulle der vidst ikke være så mange,” sagde han langsomt og kiggede bagud for at se om der kom nogle cykler, inden han drejede.

Ud fra hans kontakter? En kold fornemmelse gik igennem min krop. Var det de kontakter han brugte for at finde oplysninger om mig? Hvor jeg var, og hvornår?

”Har det været en god dag?” spurgte Louis, og selvom det var et helt almindelig spørgsmål, så irriterede det mig. Havde han regnet med, at jeg ville sidde og kæfte op om min dag og så glemme de sidste par dage?

Jeg drejede mit ansigt hen mod ham, så mit hår fløj til den ene side. Strandens parkeringspladser var foran os, og som Louis havde sagt, så var der ikke rigtig nogen.

”Jeg kom for at få svar på mine spørgsmål Louis, ikke lade som om alt var okay.” Jeg tog fat i døren, åbnede den og steg ud inden jeg smækkede den i. Jeg kunne se Louis ligge hovedet på skrå, og lidt efter steg han også ud.

”Så hvad leger vi? 10 spørgsmål? 20?” Han låste bilen og gik hen mod sandet. Jeg fulgte langsomt med og gjorde som ham – tog mine sko af.

”Hvad med alle de spørgsmål jeg har brug for?” Jeg tog mine sko i hænderne og rettede mig så op. Louis fangede hurtigt mine øjne og sendte mig et smil.

”Whatever you say,” mumlede han og gik ned mod vandet. Jeg stod og kiggede lidt efter ham. Hans humør ændrede sig fra den drillesyge Louis til den helt alvorlige. Han måtte lide at nogle seriøse humør problemer.

”Hvad er det første spørgsmål?” spurgte han om og løftede det ene øjenbryn, da jeg var blevet stående. Jeg kom hurtigt til mig selv og gik ud i sandet. Det var underligt nok rart, og hvorfor det gav mig en tryg følelse, det anede jeg ikke.

Jeg bed mig i læben og kiggede ned langs stranden. Der var ikke nogen i dette område overhovedet.

”Hvor fra ved du hvor jeg er hele tiden?” Mit spørgsmål så ud til at komme bag på ham, men han holdt dog blikket ud over vandet.

”Det ved jeg heller ikke. Den dag på stranden var et tilfælde. Stan vidste at Lucy skulle på stranden. Og i går ved skolen. Jeg skulle hente Stan, og til den fest… Det var nok også bare et heldigt tidspunkt.” Han drejede hovedet og sendte mig et lille smil. Dog vidste jeg overhovedet ikke om jeg skulle stole på ham. Det lød ikke som om han talte sandt.

”Evelyn, hvorfor skulle jeg stalke dig? Det er ikke for at lyde selvfed eller noget, men jeg er verdensberømt, og jeg har altså ting at tage mig til.” Han slog ud med armene og sendte mig endnu et af hans drillende smil, og uden at tillade det, trak det i mit smilebånd.

Jeg kunne mærke farven glide frem i kinderne. Det havde været fuldstændig latterligt at tro Louis fulgte efter mig. Jeg følte mig ekstremt dum lige nu, derfor fandt jeg hurtigt på et nyt spørgsmål.

”Hvorfor flippede du sådan ud på den dreng, som du gjorde?” Min stemme var svag, og dette spørgsmål havde jeg i lang tid gået inde med. Hvad havde han gjort Louis?

Han grinte kort, inden han langsomt begyndte at gå langs vandkanten. Jeg småløb hen til ham, og kiggede på hans ansigt som havde mistet glansen.

”Jeg ved det ikke Evelyn. Jeg bryder mig ikke om at se folk blive tvunget til noget.” Hans øjne mødte mine inden han fortsatte. ”Det har noget med min fortid at gøre, så jeg reagerede vel bare i frustration. Og vel fordi jeg ikke forstod hvorfor du pludselig sendte mig sådan en besked, som du gjorde.”

Der var stilhed. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige eller gøre. Jeg havde åbenbart tacklet det her på en helt helt forkert måde. Jeg kendte ikke til Louis’ fortid, men noget havde helt klart pint ham. Jeg havde dømt ham alt for hurtigt.

”Eleanor…” åndede jeg nærmest ud og besvarede hans spørgsmål. Louis stoppede op et øjeblik, inden han langsomt nikkede.

”Det fandt jeg ud af…” Mumlede han svagt og kiggede op på de grå skyer. ”Og jeg er virkelig virkelig ked af det Evelyn. Eleanor og jeg vi…. Vi har nogle problemer,” mumlede han nærmest utydeligt. Jeg forstod ham på en måde godt. Han var verdensberømt, han kendte mig næsten ikke, og at skulle lukke ting ud om sit privat liv, det måtte være alt andet end rart.

”Nogle tillidsproblemer som åbenbart gik ud over dig – hvilket virkelig ikke var meningen,” sagde han og kiggede en smule desperat på mig. Jeg nikkede langsomt. Jeg kendte alt for godt til tillidsproblemer.

”Ikke at det gør det bedre, og jeg skal nok snakke med hende. Det var ikke fair, og jeg bryder mig ikke om at hun kontakter dig – på nogen måde. Så Evelyn, hvis hun gør det, så lov mig at fortælle det, okay?” Han drejede hele sin krop hen imod mig, og sørgede omhyggeligt med at få øjenkontakt med mig.

En underlig følelse bredte sig i min krop. Måden han kiggede på mig på, tog pusten fra mig og gjorde min hals tør. Den var så intenst og borende. Den vækkede alle mine følelser til live.

”Ja,” jeg hostede kort ”ja selvfølgelig.” Jeg sørgede for at nikke og prøvede at glemme de følelser der var i min krop lige nu.

Louis synsvinkel:

”Evelyn, jeg ved jeg har gjort nogle ting, som har skræmt dig væk – og det er jeg virkelig ked af. Det med Dan var en fejl. Jeg overreagerede og blev en anden, og det med Eleanor skal jeg nok ordne. Jeg ved ikke med dig, men jeg savner de beskeder vi skrev sammen.”

Et smil gled over hendes ansigt, hvilket gav mig en indre ro. Det var så vigtigt for mig, at få hende til at stole på det jeg sagde. Få hende til at være omkring mig igen, så jeg kunne passe på hende – selv hvis det betød, at jeg skulle lyve.

Jeg havde det ikke godt med det, men hvis jeg fortalte hende, at jeg fik Stan til at få informationer af Lucy, så ville hun flippe helt ud. Ikke kun på Stan og mig, men også Lucy – og jeg vidste hun elskede Lucy. Jeg ville ikke gøre noget som helst som kunne skade eller såre Evelyn, selvom det nok var for sent – men jeg kunne jo kun prøve at gøre det godt efter det der skete dengang.

”Det eneste jeg beder om er en chance mere,” fortsatte jeg langsomt og satte mig så ned på sandet. Evelyn fulgte langsomt efter og satte sig ned ved siden af mig. Hun trak sine knæ op til sit bryst og foldede sine hænder foran benene.

”Jeg ved ikke hvorfor jeg føler jeg skal give dig en chance mere, men det føler jeg. Jeg har tydeligvis fejlbedømt det hele, og det er jeg ked af. Jeg er vel bare overdramatisk og totalt paranoid.” Hun puffede til mig med sine skulder, hvilket fik mig til at grine halvhjertet. Hun havde ikke fejlbedømt noget, kun det med Eleanor. Jeg ønskede ikke noget ondt skulle ske Evelyn, men det kunne jeg ikke forklare hende.

”Så er jeg bestået?” Jeg lagde hovedet på skrå og kiggede på hende. Vinden tog fat i hendes hår, og irriteret skubbede hun det om bag skulderen igen, inden hendes øjne forvirrede fangede mine.

”Du ved - hele denne her lad-mig-forklare-dag?” Forklarede jeg, hvilket fik hende til at forstå. Hun bed sig i læben og det forvirrede blik ændrede sig. Hun nikkede langsomt og fjernede en tot hår igen. Hendes øjne lyste, og at se hende kigge sådan på mig, i stedet for det skræmmende rædselslagende blik hun sendte mig, gjorde mig virkelig glad.

”Det tror jeg du er Louis,” mumlede hun så og åbnede munden en smule, så hendes læbe fandt ud og væk fra hendes tænder. En varm følelse gik igennem mig, og langsomt fjernede jeg mit blik fra hendes øjnes om pludselig var blevet varme.

Der var en behagelig stilhed imellem os, og selvom vinden var en smule kold, så føltes det rart og trygt at sidde her.

Evelyns synsvinkel:

Jeg kunne ikke lade være med at lade mine blikke glide hen på Louis. Han havde et tryg roligt og lille smil plantet i sit ansigt, og måden hans øjne glimtede på, fik mig til at smile.

Jeg følte mig ret dum når jeg kunne fejlbedømme Louis på den måde. Jeg havde lagt alt for meget i det. Det måtte være fordi han skræmte mig dengang med Dan. Jeg var ikke vant til at folk ville gøre sådan noget for mig. Selvfølgelig ville Lucy, men det var anderledes med Louis.

Han plejede altid at fyre jokes af, og flirte alt for meget. Det var sådan han var, men efter jeg havde skrevet den besked til ham, så var det som om han ikke kunne glemme det. Som om han hadede hvis folk var sure på ham – ikke fordi jeg selv elskede det. Men det var som om han ikke rigtig kunne glemme det og komme videre. Måske var det derfor han havde opsøgt mig hele tiden. Måske var Louis bare en dreng med mange følelser, og det var der bestemt ingenting galt i.

”Så Louis Tomlinson,” sagde jeg dramatisk og strakte mine ben. Louis kiggede forvirret på mig, dog stadig med det smil om læberne.

”Vil det på noget tidspunkt være muligt at tage din opmærksomhed, uden at frygte din skøre kæreste træder op foran min dør, og ender med at slå mig i gulvet?” Jeg lavede store øjne og fastholdt mit blik på Louis, som begyndte at grine lydløst.

”Hvad med fredag? Jeg har fri,” sagde han og rejste sig op. Han børstede sandet af, inden han rakte en hånd ned mod mig. Jeg kiggede kort på den og tog den så. Et hvin forlod mine læber da Louis trak mig op med sådan en kraft, at jeg fløj hen i ham. Han begyndte igen bare at grine.

Velkommen til den gamle Louis. Ham vi alle elsker og tilbeder.

”Lucy og jeg skal på diskotek. Hvad med lørdag?”

”Har du ikke tømmermænd lørdag?” drillede han og slog på sin lomme, for at mærke efter sine nøgler, som han lidt efter fandt.

”Og er du gammel nok til det?” Han blev en smule mere alvorlig, hvilket bare fik mig til at grine.

”Jeg har mine kontakter.” Jeg gjorde en smule grin med det han sagde tidligere, og det opfattede han vidst.

”Og hvem er så dumme at falde for falsk ID?” Han løftede det ene øjenbryn.

”Jeg ved ikke. Funky budda måske? Det er sket før. Hentyder du til jeg ikke ligner en på 18?” gispede jeg forsjov. Louis kiggede op i luften, og da hans øjne fandt mine igen, var et stort smil placeret på hans ansigt.

”Det er præcis hvad jeg ikke siger.”

Jeg stoppede op et kort øjeblik. Hvordan skulle jeg forstå den?

”Evelyn, det begynder at reeeeegne,” råbte han efter mig og viftede med sin nøgle. Mit blik røg op til himlen, hvor der var helt grå skyer. Jeg bed mig i læben for ikke at smile. Jeg vidste ikke engang hvorfor jeg havde lyst til det, men det var vel det Louis fik mig til. Måske pga. hans altid hyper agtige energi.

Da jeg endelig kom hen til bilen, stod han foran min dør. Han bøjede kort i benene, inden han åbnede den. Et fnis forlod mine læber inden jeg satte mig ind.

”Mange tak Louis,” sagde jeg og lagde tryg på hans navn. Han nikkede kort og fik så sat sig ind ved siden af mig.

Det var utrolig hvordan dagen havde ændret sig. Det var utrolig hvor meget jeg havde taget fejl. Jeg kunne ikke slå det ud af hovedet. Hvordan kunne jeg være så… latterlig? Jeg havde været så tæt på at smide Louis og mit venskab så langt væk pga. noget jeg havde fejlbedømt? Dumt Evelyn, dumt.

Louis havde ret. Store regndråber ramte ruden. Jeg lagde hovedet op af ruden og lyttede langsomt til regnen. Det havde været en lang og forvirrende dag. Jeg havde brug for at slappe af – endda så meget at mine øjne var tæt på at falde i.

Jeg koncentrerede mig derfor om at holde blikket på regndråberne som trillede ned af ruden. Louis nynnede med på musikken som kom fra radioen, og varmen der havde lagt sig over mig, fik mig næsten til at glide ind i en anden verden.

”Træt?” lød det drillende fra Louis. Jeg blinkede et par gange og kiggede hen på ham. Han sendte mig et smil, inden han hurtigt kiggede ud på vejen igen. Han tog sin kørsel seriøs, hvilket var ret sjældent for teenage drenge – selvom han ikke rigtig var teenagere længere.

”Nej da, sådan her ser jeg altid ud når jeg kører i bil.” Jeg prøvede at lyde sarkastisk, men det gik ærligtalt ikke særlig godt.

Louis grinede bare og drejede ind på en bekendt vej. Jeg satte mig ordentlig op og klikkede selen op idet han holdt foran mit hus.

Jeg kiggede hen på ham.

”Tak for i dag Louis,” sagde jeg og sendte ham et svagt smil, inden jeg tog fat i håndtaget. Louis nikkede som svar, inden han skruede op for radioen.

”Vi ses på fredag Evelyn.” Jeg vendte mig hurtigt rundt. Jeg havde sagt jeg ikke kunne fredag fordi jeg skulle på funky budda – så hvad mente han med det?

”Hvad mener du?” spurgte jeg. Han lagde hovedet på skrå og sendte mig bare et drillende smil. Noget sagde mig, at hvis han blev ved med det, så ville jeg sørge for han aldrig kunne smile igen. Det drev mig til vanvid – på en god måde, tror jeg.

”Det får du at se,” sagde han så og blinkede, hvilket fik mig til at rulle med øjnene, inden jeg smækkede døren i. Jeg snurrede rundt og hoppede nærmest op i luften, da han dyttede efter mig. Uden at vende mig om, løftede jeg hånden og gav ham fingere – for sjov.

Jeg kom hurtigt hen til døren og vendte mig så rundt for at se Louis bakke væk. Jeg fik døren åbnet og skyndte mig ind, inden regnen ville voldtage mig fuldstændig.

Denne dag havde været virkelig underlig, men noget sagde mig, at jeg skulle vænne mig til det, hvis jeg skulle hænge ud med ham. Apropos at hænge ud med ham – havde han tænkt sig at møde op på Funky budda fredag?

Hvis ja, hvad tænkte han så på? Eleanor ville flippe.

Og så alligevel. Screw hende. Hun havde prøvet at ødelægge nok, og lige nu var hun ikke noget problem for mig længere. Hun fortjente ikke Louis på nogen måder – men det måtte de selv finde ud af. Jeg havde ikke brug for mere drama i mit liv lige nu, eller de næste mange måneder.

Somsagt ville jeg leve et dramafri liv – men for at være ærlige, hvor meget dramafri ville det blive når Louis Tomlinson måske var gået hen og blevet min ven?

I just need the answer, for jeg havde på fornemmelsen at Louis ikke kunne gå flere timer på en strand uden at blive opdaget.

Og så kom vi til spørgsmålet igen – var jeg klar til at blive set i bladene og blive kendt som Louis’ veninde? Afgjort nej.

Klokken ringede, hvilket fik mig til at sætte farten op. Jeg skulle nå at have mine bøger og finde fysik lokalet, og klokken havde allerede ringet. Hvad var tiden gået med? Udover at snakke med Lucy? Grr hun holdt mig altid hen!

 Jeg maste mig igennem en flok der var på vej imod mig. Jeg sukkede tungt, og da jeg drejede rundt, hørte jeg et højt gisp, og lidt efter et brag. Jeg kiggede forvirret ned på gulvet, hvor en masse bøger lå.

”Det må du undskyld..”

”- Hvad fanden har du gang i?” nærmest råbte stemmen, og kort efter blev jeg skubbet væk. Jeg kiggede hurtigt op, og fik øje på en pige med piercinger over det hele – ikke at der var noget galt i det, men hun var kendt som skolens badgirl, sammen med alle hendes latterlige venner. Jeg havde aldrig rigtig snakket med dem. Lucy havde sagt jeg skulle holde mig fra dem, for dem skulle man ikke fucke med.

”Undskyld, jeg…”

Inden jeg fik sagt mere, blev et par hænder lagt på mine skulder, og jeg blev hårdt skubbet op mod skabene.

”Well well well, er det ikke lille frøken starfucker vi har her?” sagde hun, hvilket fik hendes venner til at grine bag hende.

Hun kiggede op og ned af mig, inden hun lagde hovedet på skrå. Jeg havde ingen ide om, hvad fanden jeg skulle sige eller gøre. Mit hjerte slog hårdt mod mit bryst.

”Hvad mener du?” Min stemme var overraskende hård.

”Er det ikke dig der hænger ud med Louis Tomlinson?” Hun sagde navnet med væmmelse, hvilket fik mig til at blinke et par gange. Hvor vidste hun desuden det fra?

”Det tror jeg det er,” lød det fra en spinkel dreng bag hende. Hun strammede grebet om mine skulder, hvilket fik mig til at gispe af smerte.

”Du må være Evelyn Scarlett,” sagde hun så, og et kort øjeblik lignede det, at hun tænkte sig om.

”Je-… jeg skal altså til time,” stammede jeg, hvilket fik hende til at hive mig ud fra skabet, for blot at skubbe mig hårdt ind mod det igen.

Er højt gisp forlod mine læber, og i det øjeblik vidste jeg, at jeg virkelig var ude i problemer. Ikke fordi jeg havde gjort noget, men igen, men skulle ikke irriter dem på nogen måde.

”Ja, det skal du så ikke alligevel,” sagde hun og tog ved min kæbe med sin hånd, så jeg kiggede hende direkte i øjnene.

Hendes øjne var iskolde, hvilket fik det til at løbe koldt ned af min ryg.

Jeg hørte et par grin længere nede af gangen, og da jeg vendte mit hoved for at se hvem det var, hev hun det hårdt tilbage igen.

”Jeg synes n…”

”Evelyn?” Vi kiggede begge to derhen, og grebet om min kæbe blev strammet. Jeg bed smerte i mig ved hendes negle, som borede sig ind i min hud.

”Hvad sker der Jess?” spurgte han om, og et øjeblik havde jeg lyst til at spørge, om han var blind, men lige nu var jeg alt for chokeret til det.

”Vi får os bare en lille snak,” sagde pigen, som åbenbart hed Jess. Hun tog hårdere ved min kæbe og kiggede mig hårdt i øjnene.

”Ikke Evelyn?” Hun lagde hovedet en smule på skrå og pressede mig hårdere op mod skabet, så et smertefuldt støn forlod mine læber.

”Jess, slip hende nu bare,” lød det fra en af Stans venner.

”Ikke Evelyn?” blev hun ved og ignorerede ham. Jeg bed mig hårdt i læben og kunne mærke tårerne presse sig på. Jeg havde ondt, og det her var langt fra behageligt.

”Jess, slip hende for fanden,” sagde Stan irriteret og gik til vores alles overraskelse et skridt tættere på, så Jess løsnede sit greb en smule om min kæbe.

”Er jeg gået glip af noget?” spurgte hun om og kiggede skiftevis på Stan og jeg. Det var ikke nogen hemmelighed at hverken Stan eller jeg brød os om hinanden, derfor kom det ikke kun bag på Jess at Stan stillede sig op og forsvarede mig – men også mig, og alle de andre der var her lige nu.

”Slip hende,” sagde Stan en smule hårdere. Jess kiggede kort på ham, inden hun gik et skridt tilbage, så hele min krop nærmest faldt sammen.

”Bare vent Evelyn,” sagde hun surt og tog imod de bøger, som hendes venner havde taget.

Jeg kneb hårdt øjnene i og tog mig til kæben.

”Hey, er du okay?” spurgte Stan blidt om, hvilket fik mit blik til at fare hen til ham. Om jeg var okay? Lignede jeg en der var okay?!

Jeg gik et skridt væk fra Stan og rystede på hovedet. Det var forkert. Jeg havde ingen ide om, hvad fanden han havde gang i, men det var forkert. Stan var en idiot, han plejede ikke at hjælpe.

Men i stedet for at klage, nikkede jeg bare.

”Tak,” sagde jeg og prøvede at holde min stemme i ro. Stan trådte et skridt hen imod mig, men hurtigt var jeg smuttet forbi ham, og stod foran mit skab.

Jeg havde en time jeg skulle indhente.

Louis synsvinkel:

Drengene og jeg var til et interview lige nu, eller vi var lige blevet færdige. Det havde været et godt interview, og efter jeg havde løst tingene med Evelyn, så var alt blever bedre.

”Godt at se du har fået humøret tilbage,” sagde Liam. Jeg trak min trøje over hovedet for at skifte.

”Hvordan gik det egentlig med jer?” spurgte Zayn om. Jeg tog min stribede trøje frem og trak den over hovedet.

”Ja det er faktisk det jeg skal snakke med jer om,” sagde jeg så og satte mig på en bænk. Harry kiggede forvirret hen på mig, hvilket bare fik mig til at smile, så han ikke skulle blive urolig.

”Evelyn skal på funky budda fredag og..”

”Jeg elsker det steeeeeeed!” lød det fra Niall, hvilket fik mig til at smile. Selvfølgelig gjorde ahn det.

”Og jeg vil gerne se hendes,” sagde jeg roligt. Jeg kunne fornemme drengene veksle blikke.

”Er du sikker på det er en god ide? Jeg mener… Dig og Eleanor, og hende og Eleanor,” sagde Zayn. Jeg nikkede. Det havde jeg tænkt over.

”Eleanor kan ikke blive ved med at styre mit liv.” Harry kiggede straks overrasket på mig. Han havde længe haft en smule imod Eleanor. Han mente hun ødelagde mig med alt det drama, og nu var det endelig begyndt at gå op for mig.

”Hvis hun ikke kan lide Evelyn, så er det hendes problem. Og desuden, jeg savner at feste.” Jeg sendte dem alle et smil, og det kom bag på mig, at selv Liam sendte mig et tilbage. Han var altid imod at jeg gjorde noget som kunne sårer Eleanor, men han var efterhånden også ved at forstå, at tingene gik skævt imellem os, og at hun var dominerende.

”Jeg er på,” sagde Zayn og rakte hånden i vejret. Niall gjorde hurtigt det samme, derefter Liam og Harry rystede bare på hovedet.

”Du ved jeg aldrig stikker dig i ryggen,” grinede han og slog mig på skulderen.

”Hende Evelyn må være speciel, hva?” hørte jeg Zayn sige. Jeg vendte ryggen til ham og tog mig selv i at smile. Hun var speciel.

Jeg greb ud efter min mobil, og så jeg havde fået en besked fra Stan. Jeg åbnede den hurtigt, og langsomt gled mit smil af.

Beskeden var fra Stan, som forklarede at Evelyn var røget ind i et problemer med skolens badgirl, og til sidst stod der, at han ikke var helt sikkert på om hun var okay. Han havde spurgt hende, men hun virkede afvisende. Jeg forstod hende godt. Hende og Stan var ikke ligefrem de bedstevenner, men Stan var min bedsteven, og han vidste hvordan jeg havde det, hvis Evelyn kom til skade.

En kold fornemmelse gik igennem mig ved tanken om, at Evelyn måske ikke var okay. Jeg havde lyst til at tage derhen med det samme, men jeg ville ikke skræmme hende. Vidste hun jeg vidste det her, så ville hun undre sig, og nu gik alt så godt. Jeg måtte skrive til hende i aften.

Men det fik ikke den urolige følelse til at forsvinde. 

Undskyld ventetiden! Jeg har haft meget at se til her på det sidste. Men nu er kapitlet her, wuhu! :') Jeg håber som altid, at I kan lide det!

Hvad synes I? Holder Louis' forklaring, eller er der noget han mangler at fortælle? & hvad siger I til Evelyns holdning til det med bladene? Tror I det vil have en rolle i sidste ende? Og hvad synes I om at Stan 'passer' på Evelyn pga. Louis? xx

Det ville betyde meget, hvis I skriver en kommentar om hvad I synes! x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...