I killed them - {1D}

Evelyn Scarlett Walker er en livsglad pige, som tager tingene som de kommer. Trods tabet af hendes forældre for tre år siden, er Evelyn endelig kommet helt ovenpå igen og nyder livet. Som sædvandlig tager Evelyn sin årlige tur ned på kirkegården, men denne gang er det anderledes. To par drenge, og ikke bare to almindelige drenge, men to drenge fra det store boyband One Direction, står ved nabograven. Evelyn regner med de som alle andre, er her for at besøge en, men da de begynder at udspørge hende om ting, får hun en mistanke om, at de kender hendes forældre, dog er det bare starten på et venskab med op og nedture, sorg, glæde, forelskelse og vrede. Evelyn begynder langsomt at lægge mærke til den ene drengs behov for at beskytte hende, og hvad Eve ikke ved er, at det var ham, ham der dræbte hendes forældre, ham der kørte ind i dem, ham der var skyld i hendes tab og sorg.

1104Likes
1619Kommentarer
94096Visninger
AA

13. You need a break..҉

 

Evelyns synsvinkel:

Jeg ville for alt i verden hellere være vågnet med hovedpine og svimmelhed, ligge i sengen hele dagen og have ondt af mig selv, men efter aftenen i går, så fik jeg intet opfyldt.

Jeg nåede knap nok at åbne øjnene og finde ud af hvor jeg var, før min mave trak sig sammen. Hvis det ikke var fordi det stod en balje på gulvet, så havde jeg kastet op ud over det hele. Jeg kendte ikke stedet, så jeg kunne ikke rende på toilettet - men hvem end personen var, så havde personen været omsorgsfuld.

Jeg havde ikke engang kræfter til at fjerne mit hår, som hang ved siden af mit ansigt. Til mit held var jeg heldigvis så 'god' til ikke at ramme det, selvom det nok også var mit sidste problem lige nu.

Jeg havde ingen ide om hvor jeg var, hvem der havde taget sig af mig hvordan alt var endt i går. Jeg har virkelig blackout, og det hele gav mig lyst til at græde.

Tungt smed jeg mit hoved tilbage i puden, inden jeg tog en dyb indånding. En duft af drengeparfume bredte sig i min næse, og hvis det ikke var fordi jeg var fuldstændig drænet fra kræfter, så havde jeg nok sprunget op, for at finde ud af hvem fanden det kunne være.

Jeg kiggede mig forvirret rundt og fik øje på min mobil. Jeg greb ud efter den, og måtte næsten kæmpe med at få den hen til mig selv. Jeg kiggede på den og så klokken var lidt over ni. Jeg tastede, med en masse fejl, min kode ind og gik derefter ind på facebook.

Jeg kunne ikke rejse mig, og jeg var næsten bange for jeg ikke engang havde kræfter til at tale - så jeg blev i sengen og ventede på den person jeg var hos, ville komme ind. Selvfølgelig var det et stort sats hvis det nu var en eller anden... voldtægtsmand, men så ville han nok ikke ligge mig i hans seng og sætte en balje, vel?

Jeg sukkede da min facebook ikke gad at opdatere, derfor gik jeg ind på twitter og ventede på den ville. Jeg støttede mit hoved på min skulder, og kørte fingeren hen over skærmen.

Der var et par tweets med mit navn i, det var jeg efterhånden vant til, men et bestemt tweet med mit navn i, og Stans' tiltrak min opmærksomhed. Jeg trykkede hurtigt ind på det, og læste teksten. Et billede var vedlagt, og før jeg kunne nå at læse resten færdig, blev mine øjne store og rettet mod billedet.

#Is Louis friends with a drug dealer?# Stod der, hvilket fik mig til at tage et godt kig på billedet. Stan stod og kiggede på mig, mens jeg var helt væk. Det kom helt bag på mig. Jeg kunne slet ikke huske det der, og hvis jeg kiggede tæt på det, så kunne man se mine øjne var helt røde.

Hvad fanden var det her?

Jeg skyndte mig væk fra det og læste videre. Der var en masse tweets om mig, og om Louis - og Stan. En masse skrev til mig, at jeg skulle holde mig fra Louis, ellers ville jeg trække ham med ud i alle de stoffer.

Jeg ville med glæde kunne sige, at det de skrev ikke gik tæt på - det plejede det ikke. Jeg havde altid kunne tage haten - hvis den var rettet mod mig eller mit udseende, men det her og min familie kom for tæt på. Det kom så tæt på mig, at de ligefrem ville dræbe mig, hvis jeg ikke holdt mig fra Louis.

Jeg sank den klump jeg havde i halsen, og hostede kort da min hals var helt tør. Tårerne steg op i mine øjne. Det her var for meget.

Døren gik pludselig op. Det gav et sæt i hele min krop, og ud af øjenkrogen genkendte jeg straks skikkelsen. Han var ikke særlig høj - højere end mig, og så havde han brede skulder. Jeg kendte ham for godt, derfor gad jeg ikke engang kigge derhen. Jeg var helt ude af den.

"Hvordan har du det?" Hans stemme gik lige igennem, og da jeg ikke svarede, kom han hen til mig.

"Evelyn?" Han lagde hovedet en smule på skrå, og tog så min mobil ud af hånden, men jeg afbrød ham før han kunne nå at sige noget.

"Stan, hvad skete der i går?" Mit blik fandt hen mod hans, og da han så tårerne i mine øjne, blev han helt alvorlig. Han satte sig på kanten af sengen og foldede sine hænder.

"Jeg ved ikke hvem der gjorde det, men du fik noget i din drink." Jeg nikkede kort og var en smule lettet over, at jeg ikke selv havde indtaget det. Selvfølgelig havde jeg ikke det! Men hvis jeg havde drukket mig så fuld...

"Jeg kan ikke huske noget af det." Hviskede jeg og prøvede at holde gråden inden. Jeg hadede at græde, og så lige foran Stan. Det skulle ikke ske. Han ville bruge det imod mig foraltid. Jeg var sikkert også kun hjemme hos ham, fordi Lucy havde tvunget ham til det. Hun vidst Cecil ville flippe ud.

"Evelyn du.."

Min krop begyndte at ryste og tårerne gled ned af mine kinder. "Jeg kan ikke huske noget af det Stan. Ingenting, og nu tror de alle jeg er en eller anden drug dealer og vil dræbe mig hvis jeg kommer i nærheden af ..."

"Evelyn, shhh." Før jeg vidste af det, havde Stan, akavet, lagt armene om mig. En masse hulk forlod min mund, og en masse tårer ramte hans bluse. Lige nu var jeg ligeglad. Ville Stan bruge det imod mig, så kunne han gøre det. Det her var for meget. Det var netop derfor jeg ikke skulle være venner med Louis - netop derfor vi ikke hørte sammen.

Ikke nok med de troede jeg var en der tog stoffer og solgte dem, så havde de også udset Louis for at være en eller anden voldig idiot, som bare prøvede at få mig med hjem. Det hele var blevet tolket så forkert, og nu hadede de mig - alle sammen.

"Evelyn, du har ikke gjort noget galt," mumlede Stan, hvilket fik mig til at ryste på hovedet.

"Evelyn?" Lød en lys stemme. "Oh Evelyn minskat." Stemmen tilhørte helt klart Lucy, og et øjeblik kunne jeg slå mig selv i hovedet. Selvfølgelig ville hun ikke lade mig tage hjem til en helt masse fremmede, og i så fald ville hun spamme min mobil.

"Oh ha," mumlede hun da hun lagde armene om mig, og fik Stan til at smutte.

"Rolig nu, du har ikke gjort noget forkert." Sagde hun og aede mig over håret.

"Kom, du skal i bad. Det beroliger dig," og uden at protestere - ikke fordi jeg ikke, så lod jeg hende hive mig med ud på toilettet.

Jeg var alt for følsom lige nu.

Louis synsvinkel:

"Louis, hun er helt ude af den," mumlede Stan i mobilen, hvilket fik mig til at nikke selvom han intet kunne se.

Vi var tilbage i London, og mens de andre drenge kæmpede sig imellem alle fansene, var jeg på vej mod bagudgangen, hvor en bil holdt og ventede.

Evelyn var selvfølgelig vågnet op og var helt ude af den. Jeg havde da læst med på twitter og vidste hvad de skrev, og jeg vidste det var for personligt for Evelyn. Vi havde talt om hendes grænser med hensyn til fansene, og jeg vidste hun kunne klare en del - men nu måtte hun v ære helt ude af den, præcis som Stan sagde.

Jeg havde fået snakket med drengene i går, og fordi vi havde fri en uges tid, havde Zayn kommet på den ide, at jeg skulle tage hende lidt væk fra det hele. Og som altid var Zayn altid for romantisk og ville have jeg tog hende til Paris - men Evelyn skulle ikke et sted hen med endnu flere fans, for vi ved vidst alle hvordan fansene i Frankrig er.

Nej, Evelyn skulle et sted hen, hvor det kun var mig og hende. Ingen skulle vide det, og hun skulle på andre tanker. Derfor var vi alle kommet frem til at jeg skulle tage hende ud af byen - og derfor havde jeg lejet et sommerhus.

"Jeg er på vej," sagde jeg til Stan og skubbede dørene op. Jeg havde tøj i min kuffert, og manglede jeg noget, så kunne jeg altid få en af drengene til at komme med det. Lige nu var det eneste jeg havde i tankerne, at få Evelyn rolig igen. Jeg savnede hende ubeskrivelig meget - og inderst inde var jeg nok også bange, bange for det var blevet for meget og Evelyn sagde stop.

Det var den frygt jeg altid gik med. Den ville aldrig forsvinde, ikke så længe hun ikke vidste, hvem jeg virkelig var.

Evelyns synsvinkel:

Lucy havde fået mig i bad, og lige nu sad vi og så tv. Jeg havde en kæmpe dyne omkring mig - mest fordi jeg havde lyst til at gemme mig. Jeg følte mig så flov, følsom og latterlig, men det så ikke ud til de tog sig af det.

Lucy havde taget min mobil så jeg ikke læste flere ting - hvilket nok bare var godt. Nu var den eneste forhindring bare mine tanker. Jeg prøvede virkelig at følge med i Tv'et men ingenting lykkedes.

"Ved I slet ikke hvem... der puttede det i?" Jeg afbrød stilheden og blev hurtigt overfaldet af fire par øjne. Lucy rystede langsomt på hovedet og sendte mig et undskyldende smil. Jeg gengældte det og nikkede langsomt. Stan skulle til at sige et eller andet, men blev afbrudt af døren.

Lucy skar en grimasse og kiggede over på Stan. "Hvem er det?" spurgte hun om, hvilket fik ham til at trække på skulderen.

Jeg nåede lige at veksle blikke med Lucy, inden en stemme fandt vejen til mine øre. En varm følelse bredte sig i mit krop, og et kort øjeblik måtte jeg kæmpe med ikke at græde igen. Det var en lettelse at høre hans stemme igen. Han var hjemme, men jeg havde ikke vidst det. Lucy havde min mobil og jeg havde været så optaget af mine tanker at jeg havde glemt det.

Men han var tilbage i London - ved mig.

Jeg skubbede dynen af mig og rejste mig op. Lucy havde fået et smil på læberne og kiggede efter mig, da jeg gik ud i gangen.

Min krop rystede en smule ved den kolde luft, men da jeg så ham stå med ryggen til, var det hele ligegyldigt. Bare synet af ham gjorde mig rolig, og lyden af hans halv bekymret stemme, fik mit hjerte til at slå hårdt mod mit bryst.

Selvfølgelig havde Stan fortalt ham om hvad der var sket. Hvis det ikke var fordi jeg var så træt lige nu, så havde jeg sikkert slået op. Han skulle ikke fortælle sådan nogle ting - især ikke når Louis var så langt væk og ingenting kunne gøre. Jeg vidste hvor bekymret Louis kunne være.

Stan nikkede hen mod mig, hvilket fik Louis til at vende sig rundt - men i slowmotion. Han havde en rynke imellem panden, men da hans øjne mødte mine, forsvandt han, og et lille smil gled frem. Han slap tasken han havde i hånden og fik så jakken helt af.

"Hey," mumlede han og gik hen imod mig. Jeg lænede mig op af dørkarmen og gengældte hans smil, inden jeg tog et skridt hen imod ham, og lod hans arme ligge sig om mig. Jeg drejede ansigtet, så min kind lå imellem hans skulder og hoved. Hans hånd kørte op og ned af min ryg.

En tryg følelse bredte sig straks. Varmen fra ham gav mig farve i kinderne, og bare at stå i hans favn igen... Det var utrolig hvor meget jeg havde savnet ham de to dage. Han havde virkelig ingen ide.

"Vil du have noget te eller noget?" Spurgte Stan om. Louis nikkede, og lidt efter var der helt stille i gangen. Min trang til at græde var fuldstændig væk, hvilket jeg kun kunne takke Louis for.

"Er du okay?" spurgte han roligt om, og trak sig en smule væk. Hans bekymrede øjne kiggede dybt ind i mine. Jeg bed mig i læben ved hans intense blik.

"Nu er jeg," mumlede jeg og kunne mærke varmen i mine kinder stige. Louis grinte kort, inden han lagde sin hånd mod min kind.

"Jeg har savnet dig," mumlede han og kærtegnede min kind. Jeg sank den klump jeg havde i halsen, inden jeg trådte tættere på ham.

"Og jeg har savnet dg, mere end du aner." Det var ikke meningen det skulle ud, men det kom det.

Louis tog en dyb indånding og fjernede så sin hånd fra min kind.

"Jeg tror du har brug for at komme lidt væk Evelyn," sagde han roligt. Jeg skar en forvirret grimasse og lagde min hånd på hans bryst.

Jeg skulle ingen steder uden ham. Han var lige kommet tilbage.

"Tag med mig ud af London i nogle dage. Jeg har fri, og jeg tror det er godt for os begge."

Et smil gled over mit ansigt, og genert kiggede jeg væk. Jeg havde mest af alt lyst til at råbe ja og springe i armene på ham, men grunden til han gjorde det var jo tydelig - og det ville jo ikke hjælpe.

"Jeg vil med glæde tage med dig Louis." Da jeg ikke kiggede ham i øjnene, gik han et skridt tættere på. Han kunne sikkert fornemme jeg havde et men.

"Men vi kan ikke løbe fra problemerne," mumlede jeg og fik igen lyst til at græde. At jeg ikke engang kunne sige ja til at tage med Louis på grund af hans fans var jo virkelig latterligt.

"Evelyn, det er rygter. Intet af det passer. Det går væk efter noget tid, og vi ved begge hvor hårdt det her tager på dig Evelyn. Så hvorfor ikke tage med indtil de er dæmpet lidt? Få ro og styr på det hele, og så tage det derfra?"

Han tog fat i min arm og trak mig blidt hen til sig.

"Og desuden har jeg savnet dig." Han lænede sig en smule frem mod mig. "Og jeg vil have dig for mig selv." Jeg kiggede hurtigt op på ham, og så han kiggede hen mod stuen. Jeg kunne ikke stoppe det fnis der røg ud. Han flirtede med mig.

"Og hvis det hjælper," mumlede han, og fjernede noget hår fra mit ansigt "Så er det spa." Endnu engang kunne jeg ikke lade være med at grine. Han havde sikkert ret i det bare var rygter, og han havde hvert fald ret i, at jeg havde brug for at få styr på en masse ting - det havde vi begge to. Blandt andet vores følelser for hinanden, og hvad vi var. Måske var det en god ide at sige ja. Jeg kunne ikke leve i frygt hele tiden - og for at være ærlig ville jeg gerne væk fra twitter og omverdenen.

Jeg havde også savnet Louis.

"Så kun fordi der er spa," drillede jeg, hvilket fik ham til at grine. Hans blik gled ned mod mine læber, og lige så hurtigt som hans grin var sluppet ud, lige så hurtigt stoppede det. Jeg forstod hvad han ville, og trangen til det opstod hurtigt. Jeg lænede mig hen mod ham, og idet jeg skulle til at løfte min hånd for at ligge den på hans kind, brød Stan ind.

"Din te er færdiiiig," sang han fra køkkenet, hvilket hurtigt fik mig til at træde fra Louis. Han så pludselig irriteret ud, hvilket fik mig til at grine. Jeg lod min hånd glide ned af hans arm og tog ham så i hånden. Han gav min hånd et lille klem, og gik efter mig ud i køkkenet.

Han var her. Det hele skulle nok gå. Det blev det nødt til, for det jeg følte for Louis, det var værd at kæmpe for.


Om Cecil og Austin fulgte med i hvad der foregik på twitter, vidste jeg ikke. Jeg vidste kun, at de ikke var langsomme om at sige ja til at tage med Louis - også selvom jeg ville misse to dage i skolen, men jeg klager ikke.

Vi havde været hjemme for at hente tøj, og nu var vi på vej derhen. Det var fredag aften, og det var lykkedes os at komme udset væk.

Det havde indtil videre allerede været en sjov køretur. Der var kun 20 minutter tilbage. Tiden med Louis var altid sjov, men hvor havde jeg savnet ham.

"Så jeg gætter på, at det har været en god tur?" Jeg kiggede på Louis, som hurtigt kiggede på mig. Han grinede kort og nikkede. Han havde fortalt mig en del om hvad de havde brugt tiden på, og det lød helt fantastisk. Jeg var glad for han havde hygget sig.

"Godt," mumlede jeg tilfreds og kiggede ud af vinduet. Jeg kunne slet ikke beskrive mine følelser lige nu. Jeg var så glad, og derfor lignede jeg nok mest en smilende latterlig glad smiley.

"Er du træt?" spurgte han om, og lagde forsigtig en hånd på mit lår. Eftersom jeg kun havde shorts på, brændte hans berøring og fik mit hjerte til at slå hårdt i mit bryst.

Jeg kiggede kort ned på hans hånd og nikkede.

"Derfor bliver du nødt til at pleje mig," sagde jeg drillende. Louis grinede kort og gav mit lår et klem, og jeg ville nok lyve, hvis jeg sagde at det slet ikke havde en effekt på noget.

Et drillende smil gled over Louis' ansigt, som om han kunne fornemme det. "Det skal jeg med glæde," sagde han så, og lod sin tommelfinger glide frem og tilbage. Jeg lagde hovedet op af vinduet og nød bare Louis' selskab. Det var nok ikke så tit han lige kunne gøre sådan noget her.

De næste minutter gik hurtigt. Der gik ikke lang tid før vi var her, og der gik heller ikke lang tid før alle vores ting var indenfor eftersom det regnede helt voldsomt - velkommen til Englaaand.

Lige nu stod jeg på værelset i mine natbukser. Det var et dårligt valg kun at have taget short på, men hvordan kunne jeg vide vejret ville ændre sig sådan her?

Jeg havde ikke set så meget af sommerhuset, men det var ret stort. Louis var i bad, så jeg kunne lige så godt udforske det lidt.

Jeg gik ned for enden og kom ind til køkkenet. Det var et sødt og hyggeligt køkken, og fordi det mindede så meget om mine forældres køkken, kunne jeg ikke lade være med at smile.

Jeg fortsatte ind i stuen. Der var en stor pejs, en kæmpe sofa og et tv. Over i siden var der en dør, og på væggene var der kæmpe vinduer, som afslørede en pool. Jeg kiggede en smule forbløffet på det, og gik så hen til døren. Inde i rummet var der en pool og et spa bad, og denne gang blev mit smil større.

Louis vidste da hvordan han skulle imponere en pige, hva?

Jeg låste døren til poolen og vendte mig rundt. Et skrig forlod min mund, da Louis stod lige foran mig.

"Undskyld!" sagde han hurtigt. "Louis forfanden!" sagde jeg forskrækket og slog ud med armene. Jeg kiggede irriteret på Louis, som bare stod og smilede.

"Kan du lide det?" Han lavede det nik mod poolen, og hurtigt var det chok glemt.

"Jeg havde regnet med et sødt lille ikke dyrt sommerhus, men ja, selvfølgelig kan jeg det." Hans hår var stadig en smule vådt, ikke at det betød noget. Hans øjne lyste ind i mine, og fordi han havde en grå t-shirt på, blev hans øjne endnu mere blå.

"Det var ikke dyrt." Sagde han og sendte mig et charmende smil.

"For normale mennesker som ikke rejser verden rundt, så jo." Sagde jeg flabede, hvilke fik ham til at ligge hovedet på skrå.

"Så du siger jeg ikke er normal?" Spurgte han om og fik virkelig gjort samtalen intenst.

"Intet normalt menneske kan se så dum ud," mumlede jeg og deltog i hans 'snak lavt og intenst'

Et stort smil gled over hans ansigt, inden han begyndte at grine. "Så du synes jeg ser dum ud?" Han gik et skridt tættere på mig, og inden jeg kunne træde et tilbage, begyndte han at kilde mig.

Et skrig forlod mine læber, og hurtigt prøvede jeg at tage fat i hans håndled.

"Louis!" råbte jeg, hvilket bare fik ham til at grine. Jeg trådte hurtig et skridt tilbage, men han fulgte efter.

"Louuiiiiiis!" skreg jeg af grin, og pludselig væltede han os ned i sofaen. "Louis stop!" skreg jeg og prøvede at få luft. Han lavede en underlig bevægelse, og pludselig sad han med hvert et ben om mit liv og holdt mine arme ned mod sofaen.

"Sig undskyld," sagde han og så 'sur' ud. Jeg tog en masse dybe indåndinger, men de blev alle ødelagte af mit grin.

"Tving mig," sagde jeg og fortrød det straks da han slap mit ene håndled, og begyndte at kilde ig igen.

"OKAY OKAY UNDSKYLD!" skreg jeg, hvilket hurtigt fik ham til at stoppe. Han så alt for tilfreds ud, men lige nu var jeg for forpustet til at gøre noget.

"Dårlig form?" Han løftede det ene øjenbryn og lod en finger glide hen langs min arm, som han stadig holdt ned mod sofaen.

Jeg nikkede kort og lod min frie hånd glide op af hans lår. Han fulgte den hurtigt inden han kiggede mig i øjnene igen.

"Er du sikker på du er okay?" spurgte han om og lod en finger glide over min mave, lige under min BH. Jeg nikkede hurtigt og lod min ene finger glide frem og tilbage på hans lår. Han nikkede kort og gled ned på siden af mig. Han lagde sig på siden og støttede sig på albuen, inden han kiggede mig i øjnene.

"Vi skal .."

"Shh," afbrød jeg ham hurtigt. Jeg satte mig en smule op. Nu var det min tur til at låse ham fast. Jeg fik lagt ham på ryggen og satte mig på hans mave. Mine hænder gled op på hans bryst, inden jeg lagde mig oven på ham.

"Ikke mere snak om det," sagde jeg og kiggede på hans læber. Jeg havde savnet dem, og nu var det vidst på tide at mærke dem igen.

Jeg lod vores læber snitte hinanden, men stoppede så. Hans hænder kom fri og tog fat om mine hofter. For at være en smule irriterende bed jeg ham i læben. Han tog en dyb indånding - sikkert for at berolige sig selv.

"Jeg har savnet dig," mumlede jeg så igen, inden jeg pressede mine læber mod hans. Han kyssede hurtigt tilbage og strammede grebet om mine hofter. Jeg bevægede mig en smule uroligt oven på ham, hvilket vidst sendte forkerte signaler rundt i hans krop - men det fik mig ikke til at stoppe, tværtimod.

Han lod sine hænder glid hen til mine bukser, og hurtigt tog han ved kanten. Han udviklede kysset og hev op i min trøje. Jeg stoppede kort kysset for at lade ham trække den af mig, og smide den på gulvet. Inden jeg kyssede ham igen, tog jeg hans af, og gjorde alt for ikke at lade et eneste stykke hud på hans mave, være uberørt.

Han satte sig op og tog igen ved mine hofter, inden han skubbede mig ned i sofaen.

"Og jeg har savnet dig," mumlede han forpustet inden han lod sin hånd glide ned mod mine bryster.

Der gik ikke særlig lang tid, før vi begge to kun lå i undertøj. Jeg vidste udmærket hvor det her førte hen. Det var sket før - men i fuld tilstand. Denne gang var det anderledes, og fra min side fuld af følelser. Hvilket vidste jeg ikke, men der var følelser - massere.

"Evelyn er du sikk.." Spurgte han bekymret om. Jeg nikkede hurtigt og fandt det sødt, at han bekymrede sig for mig - men det kunne han vel vente med.

Han forstod hurtigt hentydningen og lod sin hånd glide hen til mine underbukser. Han trak blidt ned i dem, og lidt efter lidt udviklede det sig.

"Vi finder ud af det her sammen Evelyn, okay?" Mumlede han og ventede på mit svar, inden han trængte ind. Jeg skar en grimasse af smerte, men nikkede så hurtigt. Han lænede sig ned for at give mig et blidt kys, men det førte bare til det ene og det andet.

Jeg havde virkelig savnet ham, og fire dage med ham, det var ikke slemt - tværtimod. 

Så, hvad synes I? Tror I det kun er rygter på få tid? Og hvad synes I om hele forløbet? Tror I stadig det var Eleanor eller Jess der puttede noget i hendes drink? Hvad håber I der vil ske nu? Tror I Evelyn har følelser for Louis, og omvendt?

Undskyld stavefejl. Har haft termins prøve i tysk og er smadret, hader tysk, haha. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...