I killed them - {1D}

Evelyn Scarlett Walker er en livsglad pige, som tager tingene som de kommer. Trods tabet af hendes forældre for tre år siden, er Evelyn endelig kommet helt ovenpå igen og nyder livet. Som sædvandlig tager Evelyn sin årlige tur ned på kirkegården, men denne gang er det anderledes. To par drenge, og ikke bare to almindelige drenge, men to drenge fra det store boyband One Direction, står ved nabograven. Evelyn regner med de som alle andre, er her for at besøge en, men da de begynder at udspørge hende om ting, får hun en mistanke om, at de kender hendes forældre, dog er det bare starten på et venskab med op og nedture, sorg, glæde, forelskelse og vrede. Evelyn begynder langsomt at lægge mærke til den ene drengs behov for at beskytte hende, og hvad Eve ikke ved er, at det var ham, ham der dræbte hendes forældre, ham der kørte ind i dem, ham der var skyld i hendes tab og sorg.

1104Likes
1619Kommentarer
94745Visninger
AA

4. You don't need to understand. .҉

 

Til Louis:

Tusind tak for en hyggelig aften i går, og tak for turen! Håber I kom godt hjem?

Fra Louis:

Vi kom ganske glimrende hjem. Hvad med jer? Tømmermænd?

Og det var starten på en helt uge med latterlige og sjove beskeder, men en undertone af flirt – for sjov selvfølgelig. Louis havde en kæreste, og desuden kendte jeg ham ikke. Jeg vidste hvert fald, at han var utrolig god til at få mig til at grine og tænke på andre ting, end de negative.

Det var en uge siden bålfesten nu. Jeg havde haft travlt med lektier, og det samme havde Lucy, så hende så jeg kun i frikvartererne. Dagene fløj også af sted, og igen var det fredag – faktisk fredag aften. I morgen skulle jeg på stranden med Lucy. Jeg havde nogle lektier der skulle læses, men jeg tog dem bare med. Vejret skulle blive ekstremt godt, så hvorfor spilde den med at lave lektier indenfor, når man kunne tage på stranden, se lækre drenge OG læse?

Min mobil gav en lyd fra sig, og som altid var den mit første valg, så hurtig sad jeg med den i hænderne.

Fra Louis:

Laver du lektier, eller skriver du det for at gøre et godt indtryk på mig? xx

Et grin undslap mine læber, og det var da ikke første gang. Austin var også kommet ind et par gange, og spurgt hvad det var, som var så sjovt. Jeg vidste aldrig hvad jeg skulle svare, for det eneste jeg sad med var mine lektier, og fortalte jeg at de var sjove, så ville de nok sende mig væk.

Derfor endte jeg med at løfte mobilen for at vise det var den, og da vi sad ved aftensbordet krævede Austin at vide hvem det var, men Cecil reddede mig og fortalte alle havde sine hemmeligheder. Hvordan skulle jeg også lige fortælle, at jeg havde mødt en af de fem fra One Direction? Igen, de ville sende mig væk. De ville tro jeg var blevet skør. Men ja, nu levede de i troen om det var min nye kæreste, og jeg kunne kun grine. Louis var langt fra min kæreste.

Til Louis:

Jeg ville have valgt den sidste, men jeg bryder mig ikke om at lyve. :D

Jeg håbede han forstod min hentydning, og før jeg kunne nå at tage min bog igen, vibrerede mobilen igen.

Fra Louis:

I orden

Oh, jeg har sikkert glemt at fortælle, at Louis var den mest underlige dreng jeg længe havde kendt. Han kunne skifte humør på få minutter – præcis som i så dengang ved kirkegården. Jeg havde altid lyst til at spørge ham hvorfor, men måske var det et for hurtigt skridt, så jeg lod det være, selvom jeg brændte for at vide det.

Jeg valgte bare at lade være med at svare, og for en gang skyld fik jeg læst min bog færdig.

”Der er alt for mange derhenne,” sagde Lucy og trak mig hen mod enden af stranden, okay enden og enden, den fortsatte vel, men hen til nogle sten og en til en bane hvor man kunne spille strandfodbold. Et par drenge løb rundt derinde, men jeg nåede ikke engang at kigge på dem, før Lucy fik revet mig hen mod pladsen, hvor vi skulle ligge.

”Så eftersom vi skal læse, så er det her det perfekte sted!” sagde hun glad. Et par mennesker lå omkring os, men det var vidst en stor familie fra udlandet, så dem ville vi ikke blive forstyrret af.

Jeg tog mine solbriller på, mens jeg langsomt hev mit tøj af. Jeg rettede på min bikini trusser, inden jeg langsomt satte mig på hug for at trække mine bøger frem.

”Engelsk eller spansk?” spurgte Lucy mig om. Hun var i gang med Fifty Shades of Grey – virkelig pornobøger, men hey, hun havde heller ikke en kæreste- selvom hun sikkert nemt kunne få det.

”Spansk,” sukkede jeg og skar en grimasse, da jeg ikke kunne finde den i min taske. Jeg trak den irriteret helt hen til mig og åbnede den helt for næsten at stikke hovedet helt derned.

”Omg Eve,” grinede Lucy. Jeg kiggede på hende med et løftet øjenbryn, og idet hun lagde sig ned, kom en bold flyvende lige hen imod mig. Jeg nåede ikke engang at skrige før den landede lige på mit bryst og væltede mig bagover, så jeg faldt på røven.

Et højt piget skrig fandt igennem mine læber, og i et øjeblik blev jeg helt overrasket over hvor det kom fra. Det var hvert fald et skrig fyld med overraskelse og smerte. Mine bryster var ikke udviklet helt endnu – selv om de var store nok, men det gjorde ikke smerte mindre – derimod større.

”Hvad fande…” mumlede Lucy og skulle til at række en hånd ned til mig, men da et par drenge stemmer lød, stoppede hun sig selv.

”Wow, det må du altså virkelig undskylde! Er du okay?” Jeg tog imod hånden han rakte ned imod mig, og da jeg genkendte armbåndet han havde på, genkendte jeg straks hans stemme. Dog havde den aldrig været så venlig imod mig, og det var også helt lige meget nu.

”Eve?” Stan lagde hovedet på grå og slap min hånd. Irriteret tog jeg mine solbriller væk og kiggede på ham. ”Hvad fanden har du gang i?” vrissede jeg af ham, og dækkede automatisk mine bryster under mine arme – ikke fordi jeg var nøgen, men hans blik var virkelig…. brændende.

”Stan?” sagde Lucy og rejste sig op. Stan kiggede skiftevis fra Lucy til mig, og da han kiggede på mig igen, gled et smil over hans læber. Jeg bed mig i læben for ikke at slå ham. Mit bryst dunkede stadig, og den røde farve fandt frem i mine kinder. Mit fald.. mit fald måtte have set så sjovt ud.

Et par høje grin fandt frem i mine øre, og var det planlagt kiggede vi alle tre hen mod en flok drenge. Jeg trådte automatisk et skridt tilbage og kunne se hvordan Stans smil blev større. De havde uden tvivl set det der.

”Ups,” sagde Stan og puffede til mig. Jeg slog ham irriteret på brystet, og før jeg vidste af det, så havde Stan løftet mig over hans skulder så endnu et skrig fløj igennem mine læber.

Lucy rejste sig op, og de havde åbenbart snakket om et eller andet, for hun blev ikke sur på Stan denne gang, og hun fulgte med som en lille hundehvalp – dog sendte hun mig et beroligende blik.

”Stan, sæt mig ned for fanden i satan da!” skreg jeg højt og slog ham i ryggen.

”Dit sprog Eve,” sagde han og satte mig langsomt ned. Jeg trådte hurtigt et par skridt væk fra ham og rettede på min bikini og mit hår.

”Evelyn?” Mine øjne blev store, og Stan begyndte at grine højlydt. Jeg drejede mig forsigtig rundt, og da jeg så Louis og Niall stå med store øjne rettet mod mig, sendte jeg dem et overdrevet stort smil.

”Hey guys,” sagde jeg akavet og prøvede at lede det væk fra mig. Dog endte jeg med at vinke akavet til dem. Min arm faldt tungt til siden inden jeg bed mig i læben.

Det her var akavet.

”Godt at se dig igen,” sagde Niall og kiggede hen på de andre drenge. Louis blik lå stadig på mig, og mine kinder blev endnu rødere… alle vores beskeder, oh my god. Jeg skulle mindst have et halvt år til at gøre mig klar på at møde ham igen. Det havde jeg jo ikke lige regnet med.

”Eve, det er Eleanor, Liam og Danielle,” sagde Louis langsomt, da den ene pige rømmede sig. Jeg kiggede hurtigt hen på dem. Mit blik fandt en pige med mørkt hår. Hun så virkelig flot ud, men et ret snobbet blik var rettet mod mig. Hendes smil kunne nemt tydes som et ’ jeg er bedre end dig’

”Hej,” sagde jeg og kiggede hen på Lucy, som var i gang med at hilse på Liam. En lille directioner måtte være gemt i hende. Og her stod jeg. Nu havde jeg så mødt fire fra One Direction og to piger. Måden pigen med det krøllede hår og Liam stod på, betød vel de var sammen.

”Jeg er Evelyn,” sagde jeg så og kiggede skeptisk på Stan, som lænede sig op af mig.

”Brunetten er Eleanor, Louis kæreste. Den krøllede er Danielle, Liams kæreste,” sagde han så og slog mig på skulderen, som om han lige havde vundet et eller andet.

Oh.

Oooh!

Louis kæreste var hende den flotte. De var begge flotte, men Eleanor trak min opmærksomhed mest. Måske på grund af hendes brændende øjne.

”Hej Evelyn,” sagde Liam og trådte frem. Mine kinder blev knaldrøde igen. Det var Liam fra One Direction. Jeg var ikke forberedt på det her, og jeg var menneskelig akavet.

”Lucy, skal vi ikke lige… Jeg har noget spansk og min mobil er derover,” jeg kløede mig akavet i nakken og kiggede på Eleanor, som havde lagt sin hånd på Louis’ hofte.

”Hvorfor bliver I ikke og spiller med os?” Eleanor lænede vægten hen på det andet ben og lænede sig tættere på Louis. Min hals blev helt tør, og et øjeblik glemte jeg at trække vejret. Hendes blik var så gennemborende, og hun lignede en der var pisse sur på mig.

Hvad havde jeg lige gjort?

Oh no. Havde hun set Louis’ beskeder? Og mine? Der var jo ingenting i det!

”Jo, ehm klart,” sagde jeg så og kiggede på Lucy som smilede stort.

Langsomt gled mit blik hen på Eleanor som vendte rundt. Da hun var væk åndede jeg tungt ud og kiggede på Louis, som sendte mig et smil.

”Godt at se dig igen Eve,” han puffede til mig og ignorerede det blik Eleanor sendte ham. Jeg havde ikke engang lyst til at vide hendes problem. Hun virkede virkelig træls. Selvfølgelig var jeg klar på at give hende en chance, men ja.

”Evelyn, du er på deres hold,” kom det fra Eleanor af. Jeg kiggede forvirret rundt og fik øje på Liam, Niall og Lucy. På det andet hold var Eleanor, Stan og Louis. Det var bare strandfodbold.

Klart nok. Det kunne jeg da godt finde ud af, ikke?

Louis synsvinkel:

Evelyn kunne slet ikke finde ud af strandfodbold. Hun kunne ikke ramme bolden, og det endte flere gange med, at hun snurrede rundt om sig selv, mens bolden lå helt stille på sandet.

Stan grinede højt, og lidt efter lød det højt suk fra Eve, som stadig ikke kunne finde ud af hvor hun var. Jeg rystede langsomt på hovedet og løb hen imod hende, udelukkende for at tage bolden fra hende.

Hun snurrede rundt, da jeg lod min skulder skubbe hende væk.

”Hey!” sagde hun og slog opgivende ud med armene. Jeg kunne ikke lade være med at grine – dog fortsatte jeg ned til målet, hvor Niall stod. Han bøjede sig i knæ.

”Kom så Tommo, vis hvad du kan!” råbte han højt. Jeg lagde hovedet på skrå og sparkede så til bolden. Mine hænder fløj op i luften da den ramte ind i målet. Niall rystede på hovedet ”jeg lod dig score,” råbte han så og tog bolden i hænderne. Jeg nikkede bare ironisk til ham og drejede rundt. Jeg fik øjenkontakt med Harry, og som vi var vant til, lavede vi en high five til hinanden i luften.

”Jeg giver op,” sukkede Evelyn. Jeg kunne høre Danielles grin på afstand. ”Du skal bare øve dig,” sagde hun, og jeg ved ikke hvorfor, men det fik mig til at smile. Eleanor havde ikke ligefrem vist sin bedste side af sig – måske mere den ’han er min’ side. Hun havde set bladene med Eve og jeg, og hun var blevet virkelig sur.

Det kom ikke bag på nogen at Eleanor var den jalouxe type. I starten var hun slet ikke sådan, men nu kunne jeg næsten ikke ses med drengene, uden hun skulle vide om der var piger med. Eleanor og mit forhold var ikke som det var engang, dog elskede jeg hende stadig, men jeg vidste også hvor jaloux hun var på Evelyn. Hun mente ikke at jeg burde ses med hende, men derimod hende. Nu havde vi endelig ferie, så kunne vi da godt tilbringe den med hende.

”Du ved godt, at du skal ramme bolden, og få den derned af, ikke?” Jeg pegede ned på vores mål, og gik langsomt hen mod Evelyn, som rullede med øjnene, hvilket fik mig til at grine.

”Louis, jeg kan ikke finde ud af det – men jeg er ikke dum.” Hun sendte mig et sjovt smil, som jeg begyndte at grine af.

”Louis!” råbte Liam. Forvirret vendte jeg mig rundt. Jeg nåede kun lige at rykke mig, før bolden fløj forbi mig, og hen til Evelyn. Bolden ramte hendes bryst, så en høj lyd kom fra hende, inden hun tog sig til brystet. Hendes blik kiggede surt rundt, inden det landede på mig.

Jeg kunne ikke holde det grin inde længere, og det syn fra før fik mig til at grine højt. Evelyn kiggede surt på mig og kiggede så ned på bolden som om hun hadede den.

”Jeg skal give dig strandfodbold,” mumlede hun, og før jeg kunne blinke skar en smerte igennem mit underliv. Mine hænder fandt hurtigt derned, mens en høj smertefuld lyd, som jeg ikke vidste jeg kunne lave, forlod min mund.

”Oh my god,” hørte jeg Evelyn kvidre. Jeg kunne høre latteren rundt omkring, men det eneste jeg kunne tænke på var smerten i mit underlig, og hvordan Evelyn kunne ramme det, når hun knap nok kunne ramme bolden.

”Oh my god Louis, fuck!” Hun smed sig I sandet foran mig og lagde en hånd på min skulder. ”Det må du virkelig undskylde. Jeg ved ikke hvor det kom fra. Bolden lå der bare og jeg svingede bare benet, og pludselig var den der, og ej det må du virkelig undskylde! Jeg troede ikke engang jeg kunne ramme, jeg tænkte bare…”

”Evelyn, det er fint, jeg tager over her,” sagde en stemme, og lidt efter blev en kold hånd lagt på min skulder. Jeg kiggede hurtigt på Evelyn, som bed sig i læben og trak sig en smule væk. Hun lod sin hånd glide kort ned af min skulder, inden hun rejste sig op.

”Undskyld,” sagde hun så igen og slog ud med hænderne. En irriterende følelse gik igennem mig, da Eleanor satte sig foran mig.

”Er du okay babe?” Hun aede kort min skulder, og hurtigt nikkede jeg.

Evelyns synsvinkel:

Måden Eleanor kom hen til mig på, som om jeg ikke var god nok, fik mig til at bide mig hårdt i læben. Jeg rejste mig langsomt og mumlede endnu et undskyld til Louis, inden jeg langsomt gik hen til Lucy som stod og grinede.

”Det klarede du godt, svans,” grinede Stan. Liam puffede ham i siden, og taknemmeligt smilede jeg til ham.

”Tror I han er sur?” spurgte jeg om, men Danielle rystede på hovedet. ”Selvfølgelig ikke,” hun sendte mig et varmt smil, og det fik den ubehagelige følelse til at ligge sig roligt i maven.

Jeg smed mig ned ved siden af Lucy og lukkede øjnene et kort øjeblik. Liam og Stan var i gang med at genfortælle alt hvad der var sket, og Louis’ ansigtsudtryk. Det eneste jeg kunne tænke på lige nu, var hvad jeg havde gjort Eleanor. Jeg brød mig ikke rigtig om hende, ikke når hun var sådan, men selvfølgelig skulle hun bare have tid. Hvis hun havde set de beskeder så…

”Er du okay man?” spurgte Stan om, og hurtigt åbnede jeg mine øjne. Louis og Eleanor slog sig ned ved siden af os, og da Louis’ blik fandt mit, sendte jeg ham et lille svagt smil, men det så ud til Eleanor hurtigt lagde mærke til det, for pludselig sad hun næsten oven i ham.

Jeg sank den klump jeg havde i halsen og kiggede hen på Lucy.

”Ved i hvad,” startede jeg ud og rejste mig op. Jeg børstede sandet af mine hænder og lår, inden jeg kiggede ned på dem.

”Jeg har noget spansk jeg skal have læst og jeg …”

”Lav det i aften?” afbrød Lucy mig. Jeg rystede langsomt på hovedet og sendte hende et smil. Jeg havde ikke lyst til at være sammen med dem, ikke med Eleanor omkring.

”Du kan bare blive her, det er okay. Jeg ligger mig hen,” sagde jeg og undgik Louis blik, selvom det borede sig ind i mig. Dog kendte jeg ham ikke, men det blik havde han sendt mig før når han var urolig eller ville vide noget. Hans hoved var let på skrå og hans øjne var en smule klemt sammen.

”Det var hyggeligt at møde jer,” jeg drejede mig rundt til Liam og Danielle og derefter hen til Eleanor, som hurtigt sendte mig et smil, mens hun flettede Louis og hendes fingre sammen.

Med tunge skridt gik jeg hen imod mit håndklæde. Jeg kunne stadig høre dem snakke, derfor fandt jeg min mobil og mine høretelefoner frem. Jeg fandt hurtigt Titanium og skruede helt op. Min spansk bog fandt jeg hurtigt, og lidt efter blev jeg optaget af den – eller det burde jeg, men det kunne jeg ikke. Mine tanker var alle andre tanker end på den bog.

Louis synsvinkel:

”Hvornår skal vi hjem herfra?” spurgte Eleanor om og gav slip på min arm. De andre sad og snakkede og det var efterhånden begyndt at blive utrolig varmt. Jeg kiggede kort på hende, og trak på skulderne. Med et irriteret suk puffede hun til mig.

”Hvad er der med dig?” spurgte hun irriteret om. Hun havde efterhånden spurgt mig om det et par gange, og nu orkede jeg ikke at svare hende længere.

”Jeg siger lige farvel til Evelyn og så smutt..”

”Louis, hun har allerede sagt farvel en gang, og det ligner ikke hun vil forstyrres,” sagde Eleanor mellem sammenbidte tænder. Jeg kiggede forvirret på hende, og derefter hen på de andre. Jeg vidste de lod som om de ikke hørte det, men Liams blik afslørede det hele.

Uden at svare hende, fik jeg sagt farvel til Lucy og fik samlet mine ting sammen. Vi fulgtes op til bilerne, fik sagt farvel og sat os ind. Eleanor krammede Danielle og grinede højlydt. Hendes smil var stadig stort da hun satte sig i bilen, men lige så snart døren blev lukket, forsvandt det.

Jeg sukkede næsten lydløst og startede så bilen. Jeg orkede ikke at diskutere med Eleanor lige nu, så jeg tændte radioen og kørte væk fra stranden.

”Louis,” sagde Eleanor og slog hånden mod låret. ”Hvad forgår der?” hun kiggede alvorligt på mig, og nu vidste jeg, at jeg lige så godt kunne glemme ikke at diskutere med hende.

”Eleanor, hun er en veninde.” Vi havde diskuteret det her så mange gange før, og jeg var ærligtalt træt af det. Hun burde stole på mig, var det ikke det forhold gik ud på? Var det ikke bygget på tillid?

”Du gør alt for at få hendes opmærksomhed, og den måde hun kigger på dig er bare anderledes. Louis, det er ikke fordi jeg ikke stoler på dig, men jeg..”

Irriteret slog jeg tommelfingrene ned i rattet. ”Det er jo netop derfor Eleanor. Og sådan har det været længe. Du stoler ikke på mig, og er det ikke det et forhold et bygget på? Lige nu har Evelyn brug for mig,” sagde jeg selvom jeg vidste det var dumt. Eleanor ville helt klart tro noget forkert nu – og det var vidst også mig der havde ret meget brug for Evelyn.

Eleanors øjne blev en smule blanke, inden hun rystede på hovedet. ”Du har næsten ikke kendt hende for fanden da! En uge eller to, og så er i allerede bedstevenner? Louis du bruger alt din tid på hende. Du har ferie, og jeg har ferie. Jeg forstår det ikke,” hviskede hun og startede igen på at græde, og det skete hver gang. Hun vidste jeg hadede at se folk græde, og det ramte mig hver gang, men denne gang var det anderledes. Jeg var ligeglad om hun forstod eller ej.

”Du behøver ikke at forstå, bare respekter det Eleanor. Jeg bryder mig ikke om at være utro, det vil jeg aldrig være. Men hvis det her skal fungere, så skal du stole på mig, og du bliver nødt til at give mig plads. Det hjælper ikke du skriger hver gang jeg er sammen med drengene eller Evelyn, og det er pisse træls du altid skal vide hvor og hvem jeg skal være sammen med. Jeg er dig ikke utro, okay? Jeg mene..”

”Okay Louis!” råbte hun højt. ”Jeg stoler på dig, er det det du vil høre? Jeg er bare bange for at miste dig,” hviskede hun så. Jeg sank den klump jeg havde i halsen. Hun ville kun miste mig, hvis hun blev ved med at blande sig i alt…… og hvis hun sårede Evelyn.

Jeg var lige ved at glemme at bremse da den tanke kom. Hvad fanden? Hvor kom den fra?

”Louis!” gispede Eleanor. Mine øjne blev store og jeg pustede tungt ud for derefter at kigge hen på Eleanor.

”Er du okay?” spurgte jeg om. Hendes øjne gled i et øjeblik, inden hun nikkede. Jeg vidste hun tænkte på det samme som jeg gjorde. Vi tænkte på det samme – ulykken.

Jeg burde måske fortælle Eleanor at Evelyn var pigen fra ulykken, men jeg var bange for hendes jalousi ville tage overhånd, og så ville hun sige dumme ting til Evelyn. Vi kunne allerede se hvilken måde Evelyn reagerede på, når Eleanor var som hun var. Hun burde give hende en chance. Evelyn kendte mig jo ikke, og jeg kendte ikke hende. Selvfølgelig ville vi ikke være utro bag hendes ryg. Jeg følte mere jeg havde ansvaret for sådan noget ikke skete  - ansvaret for hun ikke blev såret, og det kunne jeg ikke fortælle Eleanor. Hun ville tro jeg var sindssyg. 

Så er 3 kapitel ude. Jeg håber I kunne lide det. Hvad synes I om Eleanor? (Har intet imod hende, hun er mit girlcrush, so take it easy, hæhæ) Og hvad synes I om Evelyn? Og i det hele taget hendes måde at være på? Hvad tror I der sker nu? Kan Eleanor ligge sit jalouxe-jeg væk? x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...