I killed them - {1D}

Evelyn Scarlett Walker er en livsglad pige, som tager tingene som de kommer. Trods tabet af hendes forældre for tre år siden, er Evelyn endelig kommet helt ovenpå igen og nyder livet. Som sædvandlig tager Evelyn sin årlige tur ned på kirkegården, men denne gang er det anderledes. To par drenge, og ikke bare to almindelige drenge, men to drenge fra det store boyband One Direction, står ved nabograven. Evelyn regner med de som alle andre, er her for at besøge en, men da de begynder at udspørge hende om ting, får hun en mistanke om, at de kender hendes forældre, dog er det bare starten på et venskab med op og nedture, sorg, glæde, forelskelse og vrede. Evelyn begynder langsomt at lægge mærke til den ene drengs behov for at beskytte hende, og hvad Eve ikke ved er, at det var ham, ham der dræbte hendes forældre, ham der kørte ind i dem, ham der var skyld i hendes tab og sorg.

1104Likes
1619Kommentarer
93675Visninger
AA

6. Stay.Away.From.Me. .҉

Dette er ikke rettet igennem xx

Jeg vågnede fredag morgen i Lucy’s seng. Hun var ikke gået med mig hjem, men det betød ingenting. Jeg vidste hvor ekstra nøglen var, og hendes forældre var alligevel ikke hjemme – desuden havde jeg brug for at være alene.

Jeg drejede mig langsomt i sengen og trak dynen helt op under min hage. Jeg lod det ene ben glide hen over dynen så hele min ryg var blottet. Solen skinnede igennem vinduet og gjorde alt varmt. Alligevel nænnede jeg ikke at tage dynen af. Jeg følte mig tryg under den.

 Mit blik landede langsomt på Lucy’s hår, som lignede en høstak. Jeg skubbede blidt til det, da det kildede mig i ansigtet.

Aftenen i går var forfærdelig. Jeg kunne huske alt, og jeg brød mig ikke om det. Jeg havde ikke lyst til at tænke på Louis, men jeg kunne ikke lade være. Han skræmte mig. Han havde næsten slået Dan ud, og kun fordi han var sådan som han var overfor mig. Det skræmte mig, han skræmte mig – alt skræmte mig.

Jeg bed mig i læben. Det eneste der holdt mig nogenlunde på rette tanker, var at han var i et kendt boyband – han havde ikke tid til at være en stalker morder, eller sådan noget.

Jeg åndede tungt ud og prøvede at glemme Dan’s ansigt da Louis endelig slap ham, og Louis’ øjne. Alt var bare forkert i går. Jeg ville ønske det aldrig var sket.

Jeg rejste mig langsomt op og pakkede mine ting sammen. Jeg havde brug for at komme hjem og tænke over tingene, måske se en film og komme på andre tanker. Væk herfra, det skulle jeg hvert fald. Ikke fordi der var noget med Lucy, jeg havde bare brug for at samle mine tanker.

Jeg opgav at skifte mine natshorts til almindelige. Det var varmt udenfor, så jeg kunne lige så godt smutte hjem i dem. Klokken var lidt i tolv, så solen stod ret højt på himlen.

Jeg fandt en kuglepind og skrev en seddel til Lucy, om at jeg var taget hjem, og havde brug for at tænke tingene igennem og ikke bekymre sig – som jeg vidste hun ville gøre.

Jeg tog min taske over skulderen og solbrillerne i hånden. Mine øjne var ret følsomme efter i går, og jeg havde nemt ved at blive svimmel. Jeg var en smule bagstiv.

Jeg åbnede døren ud til og gik langsomt ned af trapperne.

”Godmorgen Evelyn,” lød en stemme bag mig. Jeg kunne ikke lade være med at smile en smule, da stemmen helt klart tilhørte hendes mor.

”Godmorgen Annie,” sagde jeg venligt og vendte mig rundt. Hun stod med en kop kaffe i hånden og et blad. Hun lignede en der skulle ud i haven, da hendes tøj ikke rigtig bestod af andet end bikini.

”Var det en god aften?” Hun vidste godt jeg var taget med – Lucys mor vidste alt, men hun holdt det heldigvis også hemmeligt.

”Den var fantastisk,” jeg prøvede at sende hende et overbevisende smil, og for en gangs skyld var mine følelser ikke helt blottet.

”Det var godt – smutter du nu?” Hun kiggede på min taske, og hurtigt nikkede jeg.

”Cecil og jeg har en aftale nu her,” sagde jeg og hurtigt nikkede hun forstående.

”Jamen jeg ser dig vel allerede i morgen, hvis jeg ikke tager fejl?” Hun grinede kort og vendte så rundt. ”Hils Cecil,” sagde hun så og forsvandt.

Jeg tog fat i håndtaget. ”Selvfølgelig,” mumlede jeg selvom hun ikke hørte mig. Jeg hev ned i håndtaget og blev nærmest overfaldet af den varme luft. Den lagde sig tæt omkring mig og gav mig en smule mere kvalme. Måske skulle jeg tage hjem, løbe en tur og få slappet af. Det var nok en ret god ide.

Jeg kiggede rundt på vejen og fik øje på et par børn og deres forældre. De sendte mig et smil, som jeg gengældte, inden jeg fortsatte hjem.

Jeg fik åbnet døren og gik ind.

”Jeg er hjemme,” råbte jeg højt.

”Jeg er i haven,” hørte jeg Cecil råbe. Jeg nikkede kort og sprang op af trapperne. Jeg havde utrolig meget energi lige nu, så det var nok en ide at bruge på en løbe tur.

Jeg smed min taske på sengen og overvejede ikke engang at pakke ud, før jeg løb. Jeg fandt nogle hotpants og en sports BH. Jeg var ikke den tyndeste, men jeg kunne bære en sports BH uden at det så for voldsomt ud – desuden var det jo nogenlunde det samme som bikini, og jeg var ret ligeglad med folks meninger. Så længe jeg selv var tilfreds.

Jeg fandt min pinke sports BH, trak den på og gik hen til spejlet. Jeg fandt en børste, redte mit hår igennem og tog langsomt pandehåret og satte det op i en fletning. Kammen som jeg holdte i munden, smed jeg på bordet og satte så mit hår op i en hestehale.

Jeg satte mig på sengen, bandt mine løbesko og tog mine Ipod og høretelefoner. Jeg hoppede ned af trappen, igennem køkkenet og hen til døren til haven.

Cecil lå på et tæppe på jorden og tog sol, mens hun læste en bog.

”Jeg tager ud og løber,” sagde jeg og nåede lige at se hende give mig et undrende blik, selvom det ikke var noget nyt i at jeg tit løb.

”Super. Austin er først hjemme sent i aften, så vi kan se en film i aften, hvis det er?” Hun tog solbrillerne ned på næsen så hun kunne kigge mig i øjnene. Jeg sendte hende et stort smil. Det var som om hun altid kunne fornemme når jeg havde brug for at få mine tanker ført hen på noget andet.

”Selvfølgelig!” sagde jeg glad og gik så hen mod hoveddøren. Jeg tog musik i ørerne og tændte for min Ipod. Jeg fik et kæmpe chok, da jeg åbenbart havde valgt at skrue helt op, så lyden af Beyonce skreg i mine ører.

Jeg skruede hurtigt ned, tog en dyb indånding og gik så ud på vejen for at sætte i løb. Min hestehale daskede op og ned af min ryg, og følelsen af at bevæge sig, føltes rart.

Jeg havde løbet i noget tid nu, dog med stop undervejs. Jeg satte farten ned og prøvede at trække vejret ordentlig. Jeg skiftede til en ny sang, dog blev min hånd i luften, da jeg fik øje på en krølhåret dreng, sammen med en lav pige og en lille baby. Jeg genkendte dog straks krøllerne – alle ville genkende de krøller.

Et stød gik igennem min krop. Jeg havde aldrig set dem før, men det var som om at nu når jeg kendte dem, så var de alle steder jeg tog hen. Igen kom den skræmmende og utrygge følelse frem igen, derfor skruede jeg højere op for min musik og begyndte at løbe igen. Dog løb jeg over på den modsatte side af vejen og kiggede ned i jorden, for at undgå at kigge på Harry, som måske ville stoppe mig og snakke med mig – og jeg havde allerede bestemt mig for et dramafri liv uden dem.

Musikken skreg i mine ører, og først da jeg var sikker på, at jeg var væk fra dem, skruede jeg ned og satte farten ned. Jeg var næsten hjemme, og nu havde jeg altså virkelig brug for at bad.

Jeg havde en underlig ide om at nogen holdt øje med mig – at nogen skyggede mig, stalkede mig og måske fulgte efter mig. Efter det med Louis var jeg blevet totalt paranoid.

Jeg åndede lettet ud, da jeg så mit hus. Jeg tørrede sveden af på min arm, inden jeg gik ind. Jeg havde brug for et bad, og så bare tage sol med Cecil og senere se film. Det skulle blive en virkelig afslappende weekend, jeg orkede ikke andet.

Louis’ synsvinkel:

”Louis, du bliver nødt til at sidde stille,” sagde Zayn en anelse irriteret og hev min hånd på plads, så han kunne ligge den i forbinding.

Jeg var taget hjem i går og var gået direkte i seng, selvom min hånd gjorde ondt som en i helvede. Jeg vidste ærligtalt ikke, hvad der var sket. Han fortjente ikke alle de slag jeg gav ham, men det var som om jeg følte mig forpligtet til at gøre noget, som kunne sætte dårlige spor og skræmme Evelyn. Jeg hadede tanke om hende være trist – og alligevel havde jeg været grunden til det.

Hendes blik hun havde sendt mig i går… jeg kunne slet ikke klare at tænke på, hvordan hun havde bedt mig holde sig fra hende. Jeg burde være gået efter hende. Jeg vidste ikke engang, hvordan hun var kommet hjem, eller om hun overhovedet var kommet hje,.

”Louis,” sagde Zayn igen. Jeg kom ud af mine tanker og kiggede hen på Liam, som sad på køkkenbordet.

”Hvad tænkte du på?” spurgte Zayn så om, og lukkede forbindingen om min hånd. Jeg trak langsomt på skulderne. Jeg vidste ikke om jeg skulle fortælle det. Jeg vidste ikke, om de overhovedet ville forstå det.

”Det ved jeg ikke,” mumlede jeg og prøvede desperat at glemme min urolighed omkring hende.

”Hold op,” sagde Liam og klappede sig på lårene, inden han hoppede ned fra bordet.

”Vi ved udmærket du har et eller andet for hende Louis,” sagde han og kiggede mig alvorligt i øjnene. Jeg kunne mærke en irriterende følelse bane sig igennem min krop. De havde ingen ide om, hvordan jeg følte indeni, eller hvilken skyldfølelse der plagede mig hele tiden og hver gang jeg så på hende.

”Det er ikke som i tror,” svarede jeg og rejste mig op, men Zayn lagde sine hænder på mine skulder og skubbede mig ned igen.

”Jeg er ikke forelsket i hende,” slyngede jeg ud og rystede på hovedet. Jeg var ikke forelsket i hende, men de troede ikke på mig. Deres blikke borede sig på mig for at se om jeg løj for dem. Jeg kunne lige så godt droppe at lyve for dem, for jeg vidste jo allerede de kendte mig for godt.

”Jeg har bare en brug for at passe på hende, okay?” Jeg slog ud med hænderne og rejste mig så op. Stolen larmede hen af gulvet, og irriteret tog jeg mig til hovedet. Mine følelser var så blandet lige nu.

”Louis det forstå..” Jeg afbrød Liam ved en hovedrysten. Det forstod han ikke. ”Hver gang jeg ser hende, så ser jeg en ødelagt pige, som har brug for at blive passet på. Det var mig tog hendes forældre fra hende, og hun ved ingenting om det! Jeg ødelagde to år af hendes liv Liam. Jeg har brug for at vide hun er okay, men hun ser mig som en klam stalker!” råbte jeg forvirret. Min vrede gik ud over dem, og det var virkelig ikke i orden.

”Undskyld,” mumlede jeg så og satte mig tungt på stolen igen, med hovedet begravet i mine hænder. Jeg sukkede tungt. Jeg kunne ikke håndtere mine følelser lige nu.

”Louis…” startede Zayn ud og lagde en hånd på mit knæ.

”Harry så hende før i dag. Hun er okay, hun kom fint hjem.” Fortsatte han så. Jeg mærkede straks en lettelse inden, og langsomt nikkede jeg.

”Jeg forstår godt princippet i, at du vil passe på hende. Men en anden gang, kan du så ikke bare skubbe personen væk, i stedet for at banke ham synder og sammen?” Jeg kunne høre Liam grine en smule, hvilket lettede en del. Jeg nikkede langsomt og satte mig ordentlig op.

Jeg havde reageret for voldigt i går, men at se hende kæmpe sådan, det gjorde mig vred. Hun skulle ikke opleve sådan noget, og slet ikke når hun kun var 17.

”Jeg smutter ind og ligger mig lidt,” sagde jeg så og rejste mig. Liam nikkede. Vi skulle have en video aften i aften. Niall og Harry kom senere, så det måtte jeg se frem til.

Jeg kiggede bagud for at se om de fulgte med mig, men da ingen af dem gjorde det, smuttede jeg ind på toilettet og åbnede skabet, hvor jeg normalt altid have tingene jeg skulle bruge.

Jeg fandt mit barber blad og tog det i hånden. Jeg trak ned i mine bukser og satte mig tungt på toilettet. Skyldfølelse skubbede sig frem ad. Jeg havde kvalme og hovedpine, og jeg følte mig så…. .skyldig og ond. At se Evelyn i går, havde gjort det hele værre. Hendes blik…. som om hun var bange for mig.. Det gjorde ondt. Jeg havde taget så meget fra hende, og alligevel kunne jeg ikke få lov til at være tæt omkring hende, og forhindre ting i at ske for hende.

Jeg følte mig så skyldig.

Mit kiggede langsomt ind i spejlet, hvor mine blågrå øjne langsomt blev blankere og blankere. Jeg rystede på hovedet. Jeg kunne ikke græde. Jeg græd ikke længere – ikke efter jeg ikke havde lavet andet de første måneder efter ulykken. Jeg kunne ikke græde mere – ikke efter jeg mødte Evelyn. Jeg måtte støtte hende, og være der for hende – gøre som hendes forældre ikke længere var i stand til, så hvis jeg græd, følte jeg mig svag.

Jeg lod langsomt barber bladet glide hen over min hofte. Det var noget jeg havde gjort siden ulykken. Jeg kunne ikke bære den smerte og sorg jeg havde indeni. Dog var det gået væk for et halvt år siden, men da jeg så Evelyn på kirkegården kom alle følelser frem i mig. Jeg kunne ikke styre dem længere. Jeg havde holdt dem for mig selv, og det gjorde ondt. Jeg havde svært at håndtere mine følelser. Jeg havde i lang tid haft en facade oppe for ikke at lade det gå ud over drengene. Jeg vidste hvor dårligt de havde med at se mig trist. Jeg vidste Niall havde grædt før, og jeg vidste det kunne ske igen.

De ville være så skuffet hvis de fandt ud af det her. Det var min hemmelighed, og den kunne aldrig komme ud. Jeg vidste de var der for mig, og jeg vidste de ville støtte mig, men det her kunne jeg ikke fortælle. Der var så mange ting jeg ikke kunne fortælle dem. Jeg var ikke god til følelser, og slet ikke overfor andre.

Alt det med Eleanor gik mig også efterhånden på. Jeg havde det forfærdelig med at hun havde gjort Evelyn noget. Dog havde jeg ikke kontaktet hende siden den dag. Hun havde dog ringet til mig, og vi havde snakket. Eleanor ville ikke gøre det. Jeg måtte stole på hende, selvom jeg vidste hun ikke stolede på mig. Jeg tog det første skridt. Evelyn må have været stødt pga. hendes opførelse på stranden, det var derfor hun hadede Eleanor sådan.

Jeg stolede på Eleanor – det blev jeg nødt til, og derfor lod jeg det passere forbi, selvom jeg var fyldt med spørgsmål…. Og jeg savnede Evelyn.

Jeg kiggede ned på blodet som løb ned langs mit lår. Jeg tog hurtigt noget papir og tørrede det over. Jeg vidste ikke hvem jeg var lige for tiden, og når Evelyn ikke var her, så vidste jeg slet slet ikke hvem eller hvad jeg skulle gøre. Jeg havde brug for hende, og jeg havde brug for at snakke med hende.

Evelyns synsvinkel:

Jeg slog blyanten mod bordet, så et gav en irriterende lyd i klassen, men det tog jeg mig ikke af. Jeg havde brug for at komme ud herinde fra – jeg havde brug for timen var overstået. Vi snakkede om den bog i engelsk, og jeg bude nok være mere med, men min koncentrationsevne var lav i dag. Sådan en dag har alle vel, og min var i dag.

Mandag var den værste dag.

Jeg fik et par blikke fra folk, men jeg ignorerede det bare og lænede mig om i stolen. Det ene ben krydsede det andet, og for femte gang på under to minutter, kiggede jeg på uret. Stadig nogle minutter endnu..

Jeg var allerede hoppet af stolen et par sekunder før klokken ringede. Jeg tvang min taske over skulderen og fløj ud af døren. Jeg undgik alle de andre og gik målrettet ned mod døren. Jeg slog den op og åndede lettet ud da den tunge luft ramte mig. Der var grå skyer over skolen, og det lagde helt klart op til regn.

Jeg gik hen mod cyklerne, men inden jeg nåede at gå ned af de første trapper, tog et par hænder om mine overarme, og det gik op for mig, at jeg var gået direkte ind i personen.

”Wow, pas dog på,” sagde stemmen en smule irriteret. Jeg kiggede hurtigt op og kiggede ind i nogle brune øjne, som tilhørte en af Stans venner.

”Undskyld,” svarede jeg hurtigt og trådte et skridt væk. Han kiggede forvirret på mig, men slap mig så for at sige en dum kommentar til hans ven. De vidste hvem jeg var, og ligesom Stan, var jeg sjov at nedgøre fordi jeg gik i 1.g.

Jeg fortsatte hen til cyklerne. Lucy var ikke taget i skole i dag – det var præcis derfor skolen havde været et helvede. Nu ville jeg bare hjem og slappe af og snakke med Lucy over skype. Jeg savnede hende. Jeg havde ikke set hende hele weekenden.

Jeg slog mig selv på lommerne for at mærke efter mine nøgler, men da de var helt tomme, tog jeg min taske frem og ledte efter nøglerne. Jeg måtte dog til sidst indse, at jeg havde glemt dem derhjemme, og det fik mig til at slå ud med armene.

Den første regndråbe var allerede landet på jorden, og nu på min pande. Det her var jo virkelig ikke fedt.

Men et suk gik jeg med lange skridt hen mod indgangen. Jeg tog hætten over hovedet og skulle til at finde mine høretelefoner frem, da to skikkelser fangede min opmærksomhed.

Jeg genkendte straks Stan, og fordi jeg kunne kende de stramme bukser, vidste jeg med sikkerhed, at personen var Louis. Jeg ville have gættet på han var kommet for at hente Stan, men hans blik lå på mig, og det var som om han vidste jeg ville være her.

En kold fornemmelse bredte sig i min krop, og hurtigt slog jeg blikket ned i jorden. Jeg havde ikke lyst til at snakke med ham. Faktisk skræmte han mig, og bare kald mig paranoid, men det regnede og skyerne gjorde alt mørkt, så alt i alt var jeg pisse bange lige nu.

”Wow, slow down Eve,” sagde Stan drillende og tog min arm, da jeg gik forbi dem. Hurtigt og uden at tænke over det, trak jeg min arm til mig.

”Lad være med at røre mig,” sagde jeg og kunne mærke hvordan mit hjerte pumpede hårdt i mit bryst. Jeg lod kort mit blik glide hen på Louis, men da hans blik lå på mig, fjernede jeg det hurtigt og trådte et skridt bagud.

”Hold nu op Eve dit humør er godt i dag,” sagde Stan drillede og rakte ud efter mig igen. Han fik fat i min jakke og hev mig hen til ham. Hurtigt placerede jeg mine hænder imellem os og vendte kinden til.

”Slip mig Stan!” sagde jeg panisk. Jeg sank den klump jeg havde i halsen og kunne mærke dråberne lande i mit hår.

”Stan, stop det nu.” Det var første gang Louis snakkede, og det var første gang siden i torsdags, at jeg havde hørt hans stemme – og den var ikke spor glad lige nu.

”Gå hen i bilen,” sagde han hårdt, og med et underligt blik fra Stan gik han endelig derhen. Jeg rystede på hovedet – faktisk over hele kroppen og vendte rundt. Jeg skulle ikke være alene med Louis her. Han skræmte mig.

”Evelyn,” sagde han bedende. Jeg rystede på hovedet og begyndte at gå, men han tog fat i min arm og trak mig helt hen til mig, velvidende om, at der ikke var et menneske i skolegården.

Min krop begyndte at ryste utrolig meget – nok pga. regnen og Louis. Hvorfor ville han ikke bare lade mig være?

”Vil du ikke godt lade mig forklare?” spurgte han roligt om, men da Eleanor gled ind i mine tanker var det et afgjort nej. Hvis der var paparazzier nu… jeg var så død.

”Vil du ikke bare lade mig være?” hviskede jeg og kiggede væk. Han rystede på hovedet, og pludselig lå hans fingre om min kæbe. Han drejede mit ansigt hen mod hans.

”Det kan jeg ikke Evelyn,” hans øjne borede sig ind i mine, og en underlig trang til at græde kom frem. Hans øjne var fulde af sorg og smerte, men jeg forstod ikke hvorfor. Hvorfor bar han rundt på det? Og hvorfor kunne han ikke lade mig være?

”Ikke før jeg har forklaret,” sagde han hurtigt da han så min tvivl. Jeg rystede mit hoved og forventede han ville fjerne sin hånd, men han tog blot en smule strammere fat.

En ubehagelig hjælpeløs følelse bredte sig, og jeg kendte den følelse alt for godt. Jeg havde haft den før, og jeg kunne ikke holde den ud. Jeg havde haft den efter mine forældres død, og i Louis’ greb havde jeg den igen.

Hårdt slog jeg hans hånd væk og trådte et skridt tilbage.

”Hun slog mig Louis, okay?!” sagde jeg an anelse højt. Han vidste tydeligvis ikke, hvorfor jeg var så oopsat på at han skulle lade mig være. Han forstod ikke, at jeg ikke kunne ses med ham. Det ville ødelægge både hans og mit liv.

”Hun opsøgte mig, skred ind i mit hus og slog mig,” vrissede jeg af ham og trådte endnu et skridt fra ham, da han gik hen imod mig.

Hans ansigt så pludselig forpint ud, og jeg havde en trang til at kramme ham, men det kunne jeg ikke.

”Hun gjorde hvad?” Hans stemme kom bag på mig, og jeg havde allermest bare lyst til at løbe nu – men noget sagde mig, at han slet ikke havde en ide om hvad Eleanor havde gjort, og det fik mig til at blive stående.

”Hun slog mig Louis – pga. dig! Hun er syg i hovedet, og det samme er du. Dan gjorde dig ingenting. Du ved ikke hvad der skete, og om det var mig der lagde op til det – du ved ingenting! Men alligevel slog du ham,” vreden og skuffelsen fra festen kom tilbage.

”Du slog ham næsten helt ud Louis, hvad fanden havde du gang i? Jeg har ikke brug for nogen til at beskytte mig. Jeg kan tage hånd om mig selv, okay? Jeg har ikke brug for nogle sindssyge folk omkring mig – og slet ikke en med en syg kæreste, som truer en, okay? Det var meget nemmere da du ikke var i mit liv Louis, forstår du det?” Jeg trak hætten helt omkring mig, og afbrød Louis som så fuldstændig forpint ud.

”Bare lad mig være! Jeg har ikke brug for dig,” min stemme knækkede, og hurtigt snurrede jeg rundt og løb.

Endnu engang havde han fundet mig. Endnu engang skræmte han mig fra hvid og sans.

Endnu.mere.drama. Hvad synes I? Er det okay at Evelyn ikke bare med det samme falder for hans prædiken? & hvad synes I om den følelse Louis har omkring Eve? & at han er selvskader? x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...