I killed them - {1D}

Evelyn Scarlett Walker er en livsglad pige, som tager tingene som de kommer. Trods tabet af hendes forældre for tre år siden, er Evelyn endelig kommet helt ovenpå igen og nyder livet. Som sædvandlig tager Evelyn sin årlige tur ned på kirkegården, men denne gang er det anderledes. To par drenge, og ikke bare to almindelige drenge, men to drenge fra det store boyband One Direction, står ved nabograven. Evelyn regner med de som alle andre, er her for at besøge en, men da de begynder at udspørge hende om ting, får hun en mistanke om, at de kender hendes forældre, dog er det bare starten på et venskab med op og nedture, sorg, glæde, forelskelse og vrede. Evelyn begynder langsomt at lægge mærke til den ene drengs behov for at beskytte hende, og hvad Eve ikke ved er, at det var ham, ham der dræbte hendes forældre, ham der kørte ind i dem, ham der var skyld i hendes tab og sorg.

1104Likes
1619Kommentarer
93670Visninger
AA

16. Since the party. .҉

 

"Det mener du ikke!" nærmeste råbte Lucy af mig. Det var fredag, og jeg havde fortalt Lucy jeg ikke kunne tage med til koncerten i aften. Jeg havde ikke fået en ordentlig grund fra Louis, eller det havde jeg nok, men den var virkelig latterlig.

"Evelyn! Der er syge fans til alle koncerter. Vi gemmer dig eller sådan noget. Seriøst, Evelyn! Det er i aften!" sagde hun irriteret. Jeg bed mig i læben. "Jeg er ked af det Lucy, men jeg lover jeg får billetter til en anden gang, og endda billetter så du kan møde ham ef.."

"Han kommer ikke tilbage før om lang tid Evelyn. Forfanden. Det var det eneste jeg har set frem til efter min mor fortalte min far det hele, og nu bailer du? På grund af Louis? Siden hvornår er du begyndt at lade andre bestemme over dig?"

Jeg sukkede og slog skabet i. Hun havde ret, det havde hun virkelig. Jeg hadede at skuffe hende, især fordi jeg vidste hvad hun gik igennem lige for tiden.

"Jeg er ked af det Lucy," mumlede jeg og låste skabet. Lucys mund blev til et o, og lidt efter rystede hun på hovedet.

"Er det kun på grund af Louis?"

"Nej!" sagde jeg hurtigt. Jeg vidste hun ville blive skuffet, hvis hun fandt ud af jeg droppede hende frem for Louis. Det var jo ikke engang fordi vi ligefrem var kærester.

"Jeg tager ikke imod dit nej. Evelyn du elsker Justin! Giv mig en ordentlig grund." Hun lagde armene over kors.

"Der er sindssyge fans, som også er directioner."

"Vi tegner dig i hovedet så de ikke kan kende dig." Jeg bed mig i læben.

"Der sker altid alt muligt lort til hans koncert."

"Vi går fem minutter før den slutter."

"Louis vil blive så su..."

"AHA! Så det er på grund af Louis." Hun stak sin finger op i hovedet af mig. Jeg kunne ikke lade være med at smile en smule.

"I er ikke engang kærester, og alligevel bestemmer han allerede over dig? Jeg tør ikke engang se hvordan jeres forhold så ender," sagde hun og lød faktisk helt skuffet, og jeg fik det så dårligt over det. Jeg hadede at folk bestemte over mig, og hvis jeg alligevel tegnede JB overalt i hovedet, så kunne de nok ikke genkende mig - så hvad var problemet?

"Vi siger intet til ham så," sukkede hun og blev ved med at plage. Jeg kiggede på de piger der kom gående imod mig. De hviskede hurtigt et eller andet og gik videre. Folk vidste jeg kendte One Direction, men heldigvis var jeg ikke den eneste på skolen, så de kunne forhåbentlig godt lade mig være - bare lidt.

"Evelyn forfanden," brokkede Lucy sig. Jeg sukkede tungt. Louis skulle ikke bestemme over mig, især ikke når han ikke kunne komme med en ordentlig grund. Jeg måtte bare sige Lucy og jeg skulle have en hyggelig pigeaften. Hvis jeg virkelig blev tegnet i hovedet kunne ingen genkende mig, og vupti, så ville det ikke komme i nogen blade og Louis ville være uviden om det.

"Okay, fint. Vent på mig efter skole." Lucy lyste op i et kæmpe smil og skulle til at skrige højt, men jeg greb fat i hendes arm. "Men husk det her er tys tys." Jeg gav hende et alvorligt blik, og hurtigt nikkede hun. "Selvfølgelig! Urg tak, det her bliver så fedt og så spændende," grinede hun inden hun hoppede ned af gangen. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Lucys glæde betød mere end alt andet.

"Godmorgen solstråle," grinede Stan da Lucy fløj forbi ham. Hun slog til ham og fortsatte. Stan drejede sit ansigt hen imod mig. Hans øjne mødte mine, og lidt efter lyste han op i et smil. Jeg bed mig i læben - bange for han måske havde hørt noget han ikke skulle.

"Godmorgen Evelyn," sagde han roligt, hvilket fik hans venner til at grine. Jeg rullede kort med øjnene og fortsatte. Jeg var virkelig ikke vant til Stan var venlig imod mig. Det burde jeg måske efter alle de gange, men måske blev det aldrig noget jeg ville vænne mig til.

Jeg fortsatte ned til fysik lokalet og sendte min makker et smil.

Jeg kunne ikke vente med at få denne dag overstået. Jeg kunne slet ikke vente med at komme til Justin koncert.

Jeg havde ikke set Louis siden Zayn kørte mig hjem, og for at være helt ærlig, så havde jeg ikke lyst, eller selvfølgelig havde jeg lyst, men jeg havde savnet Lucy, og jeg var sikker på, at jeg ville blive mindet på alt igen, hvis jeg så ham.

Og eftersom min første eksamen var i næste uge, så havde jeg ikke tid til at være deprimeret.

Lucy og jeg havde det helt fantastisk. Vi havde drukket en smule og stod nu på værelset og hoppede rundt og dansede. Lucy var iklædt en lilla kjole - fordi det åbenbart var Justins yndlingsfarve. Jeg derimod var iklædt en helt sød enkelt sort kjole. Vi havde begge to jeffreys på. Mine var sorte med nitter, og Lucys var brune med noget hvidt stof.

"Love me love me say that you love me," skreg hun højt og svingede håret fra side til side. Jeg kunne ikke lade være med at grine, hvilket resulterede i, at jeg var ved at spilde det alkohol jeg havde i munden.

"Lucy, I kommer for sent," lød det fra hendes mor. Jeg ville have forventet en reaktion fra Lucy, en trist en måske, men hendes smil blev siddende, og selvom hun klarede sit skuespil godt, så havde jeg på fornemmelsen, at hun var mere ked af det, end hun viste.

Jeg greb ud efter min mobil og tjekkede at vi havde billetterne. Jeg havde fået en besked fra Louis. Jeg tjekkede den hurtigt. Det var bare en enkelt kort besked om hvad jeg lavede. Jeg svarede ham hurtigt, og fulgte så med Lucy ned af trappen.

Hun nynnede boyfriend på vejen og gik lige forbi hendes mor, som kiggede med et smil på os.

"Er det ikke bare en koncert?" sagde hun drillende, hvilket fik fjernet Lucys smil en smule. "Det er Justin Bieber?" Hun rullede af øjnene og gik hen mod bilen. Hendes mors smil forsvandt. Jeg sank den klump jeg havde i halsen og sendte hende et lille smil da hun kiggede på mig.

Selvfølgelig vidste hun, at jeg vidste det hele, og hvis jeg skulle være ærlig, så ville jeg gætte på hun var ret flov.

"Skal vi?" spurgte hun om, og jeg nikkede hurtigt. Køreturen var heldigvis ikke så lang.

Der gik ikke særlig lang tid før vi var derhenne. Der var en masse skrigende piger, og fordi måde Lucys og mit humør var så fantastisk, så begyndte vi selv.

Vi stillede os hen i køen, og hurtigt tog Lucy sin tusch op af lommen.

"Vend om," sagde hun og gjorde tegn til, at jeg skulle dreje hovedet. Jeg gjorde som hun ville have, og hurtigt gav hun sig til at skrive et eller andet på mine kinder og min pande. Jeg kunne se et kæmpe smil glide frem på hendes ansigt.

"Lucy, hvad har du lavet?" Jeg greb om min mobil og gik ind i kamera for at se det. Mine øjne blev store, da jeg læste hvad der stod i min pande. #You make me wet Justin# På mine kinder var der lavet to hjerter og så stod der JB.

"LUCY!" sagde jeg højt og kiggede på Lucy, som flækkede af grin. "Hvad fanden!" jeg kunne ikke selv lade være og tog hurtigt fat i hende.

"Min tur!" Lucy grinede bare og kunne næsten ikke så stille, så jeg fik med besvær skrevet #Take me home Justin!# - Lidt directioner var man vel?

"Evelyn forfanden," grinede hun og prøvede at holde sig selv stående. Jeg tog hurtigt ved hende, da det var vores tur til at gå ind i arenaen.

"Her," sagde jeg og rakte manden billetterne. Hans øjne blev en smule store, og han havde svært ved at skjule sit smil - sikkert på grund af det der stod i vores pander.

"Så du lige... hahhahahhh" Lucy tog ved min arm for ikke at falde da vi kom ind. Jeg kunne ikke selv lade være, og grinende fik vi mast os frem til vores plads ved scenen. Ikke helt fremme, men midt i det hele.

"Wow, hvor gode kontakter har han siden han kunne skaffe disse pladser?" Jeg lavede store øjne og kiggede på Lucy, som bare rystede på hovedet.

Koncerten var godt i gang, og jeg havde det hylende morsomt. Lucy og jeg havde nok fået lidt for meget at drikke, men det her var en engangsoplevelse, så vi fyrede den af.

"Evelyn!" råbte Lucy højt, da Justin begyndte at danse. Jeg var optaget af at finde min mobil, som vibrerede i min BH. Jeg tog den hurtigt frem mens jeg kiggede op på scenen. Lucy hoppede rundt, hvilket fik mig til at grine.

Louis navn blinkede på skærmen, hvilket betød, at han ringede. Jeg lavede store øjne og ventede på den ville gå på telefon svare. Tog jeg den, så ville han jo vide jeg ikke var hjemme. Men hvorfor ringede han? Han vidste jeg var med Lucy!

Jeg mærke et prik på skulderen, og det fik mig til at snurre rundt. En høj pige med rødt hår, kiggede med store øjne på mig, og noget sagde mig ligesom at hun havde set Louis navn på min skærm, og eftersom Lucy hele tiden skreg mit navn, så kunne hun vel ligge to og to sammen.

"Evelyn Scarlett?" Råbte hun højt, så det tiltrak nogle andre pigers opmærksomhed. Lucy stoppede hurtigt med at danse og stillede sig hen ved siden af mig. Mit hjerte slog hårdt i mit bryst, men jeg sendte hende bare et smil. Jeg var busted, men det betød vel ikke at de ville mig noget ondt?

"Omg," hørte jeg en anden pige sige. Jeg kiggede hurtigt hen på Lucy som så helt forvirret ud. Jeg blev helt tør i halsen og prøvede at rette opmærksomheden mod scenen, hvor Justin stod og var i gang med Boyfriend.

"Omg det er fanme hende, den so!" Mine øjne blev store, men Lucy reagerede før mig. Hun tog mig i armen og trak mig væk, inden hun stillede sig overfor hende pigen.

"Hvad fanden er dit problem?" råbte hun for at overdøve Justin. "Lucy, bare stop." Jeg var inderst inde slet ikke forberedt på det her, men jeg blev nødt til at lære, at der ville være utrolig mange der ville hate på mig. At jeg så lige stod ved siden af en af dem, det var et sjovt tilfælde.

"Lucy!" sagde jeg højere og fik endelig hendes opmærksomhed. Hun sagde et eller andet til pigen og vendte sig så mod mig.

"Hørte du hvad hun kaldte dig?" - og vi har vidst snakket om før, at Lucy var den overbeskyttende pige, som altid hjalp mig, ikke?

"Ignorer hende nu bare, det er ikke det værd." Jeg fik hende væk fra pigen, og da jeg skulle til at spørge hende, om vi ikke bare kunne droppe det her, mærkede jeg en hånd mod min kind.

"Hvem fanden er du til at bedømme om jeg er noget værd?!" skreg hun, og det fik folk til at vende sig rundt. Jeg kiggede forvirret på hende. Det havde jeg sku da ikke sagt?

"Jeg tror du misforstod mig." Smerten i min kind gav mig lyst til at skubbe til hende, men hun kom før mig, og skubbede mig så jeg faldt ind i Lucy, som hurtigt fik sin facade frem og gik hen mod pigen.

Jeg nåede ikke rigtigt at se hvad der forgik, før pigen blev trukket væk og en bodyguard stillede sig imellem os. Pigen begyndte at skrige alt muligt shit da en af bodyguarderne ville trække hende væk, og det fik Justin til at glemme noget af sin tekst.

Jeg rystede på hovedet og kunne mærke vreden inde i boble. Jeg blev virkelig nødt til at komme ud. Folk stod og filmede mig, og det her var slet ikke planen!

Jeg tog derfor fat i Lucys arm og fik trukket hende hen til den anden bodyguard.

"Lad hende blive," jeg pegede hen mod hende. "Jeg vil gerne ud herfra," råbte jeg så hun kunne høre mig. Hun nikkede kort og gik hurtigt hen til den anden bodyguard. De vekslede nogle korte ord, og så gav han slip på pigen, som åbenbart var røv sur.

"Evelyn jeg.." Jeg afbrød Lucy ved at ryste på hovedet. Jeg fulgte med bodyguarden, som gik hen mod en dør hvor der stod "Backstage". Vi fulgte med ham derind. Lucy gik i gang med at forklare hvad der var sket. Det eneste jeg kunne tænke på lige nu, var hvad der nu ville ske.

Det her skulle være blevet en god aften. Jeg skulle ikke blive genkendt, og det ville blive Lucys bedste aften i lang tid, men alt ændrede sig - og fordi jeg var en smule fuld, så blev mine følelser fordoblet. Jeg var så vred. Ikke på Lucy, men de piger, på mig selv. Det var ikke en fejl at tage til denne koncert. Jeg var bare vred fordi jeg ikke havde gjort en skid.

Men det var det jeg måtte tage med. Og hvis Louis begyndte på noget. Jeg ville slet slet ikke høre det. Han bestemte ikke over mig.

Dog vidste jeg godt jeg var på skideren. Jeg skulle have skrevet til ham, eller sagt det alligevel.

Louis synsvinkel:

Jeg sad med Harry og Niall efter en lang uge. Det var endelig fredag og vi havde fri. Jeg ville havde tilbragt den med Evelyn, men hun skulle være sammen med Lucy, og det respekterede jeg selvfølgelig.

"Så, hvad laver Evelyn i aften?" spurgte Niall om. Jeg smed benene op på sofaen og greb ud efter min mobil.

"Hun er vidst sammen med Evelyn," sagde jeg og sendte ham et smil. Han grinte kort og kiggede på Harry. "Det er længe siden jeg har set dig så glad," sagde Niall så, da han ikke fik en reaktion fra Harry. Jeg kiggede forvirret efter ham, da han rejste sig. Han rystede kort med sin mobil, så jeg skulle forstå en ringede.

"Hvad siger Eleanor til det?" spurgte Niall videre. Jeg trak på skulderne. "Jeg ved ikke om hun ved noget endnu."

"Har du tænkt dig at fortælle fansene om det?" Niall lød mere forsigtig denne gang, og jeg forstod godt hvorfor. Han vidste godt hvordan Evelyn havde det.

"Hun har sagt hun er okay med det, at hun er ved at vænne sig til det - at hun skal vænne sig til det. Jeg tror bare der skal gå lidt længere tid. Og så ved jeg heller ikke med alt det andet." Han forstod straks hvad jeg hentød til. Hvis vi var kærester, så ville folk sikkert bruge ekstra stærk midler for at finde alt om hende - og kom de FOR tætte på, selvom det næsten var umuligt, så ville de ikke holde mund med det.

"Louis," Harry kom ind af døren, halv iført hans jakke. Jeg satte mig hurtigt op. "Lucy har ringet," sagde han bestemt. Jeg løftede det ene øjenbryn. Hvorfor fanden havde Lucy ringet?

"Evelyn nægter at ringe til dig." Fortsatte han så, hvilket gjorde mig endnu mere forvirret, og alt for bange. Mit hjerte satte farten op. Havde hun fundet ud f noget?

"De er backstage til Justins koncert,"

Jeg kunne mærke hvordan mit hjerte stoppede et kort øjeblik. JUSTINS koncert? Den hun lovede hun ikke tog med til?

"Hvad fanden!" sagde jeg højt og rejste mig op på samme tid som Niall. "En pige genkendte hende åbenbart og begyndte på alt muligt," Harry rystede på hovedet som om han ikke helt selv vidste hvad der var sket. Jeg rystede på hovedet. Det var præcis det der jeg ville holde hende fra!

Hvad fanden tænkte hun på? Og så uden at sige det? Hvorfor fanden løj hun for mig? Og var hun okay? Alle de spørgsmål gik igennem mit hoved mens vreden steg. Jeg var virkelig vred lige nu.

Hvad fanden tænkte hun på?

Evelyns synsvinkel:

"Først. så lover du der ikke sker noget, og vi holder det hemmeligt. Hvad sker der? Der sker mig netop noget, og dig selv. Hvad tænkte du på Lucy? Og så ringer du til Harry? Er du ude på at ødelægge det helt for mig?" råbte jeg irriteret. Vi var blevet placeret i et rum, da bodyguarden altså ikke troede på, at pigen begyndte fordi jeg kendte Louis.

Det gjorde mig vred - alt gjorde mig vred, og min kind brændte.

"Forfanden Evelyn. Han ville jo ikke tro os? Vil du blive her hele natten?" Hun lød selv ret irriteret, hvilket hun ikke havde en skid grund til.

"Louis flipper Lucy, og det går ud over mig! Jeg LØJ for ham forfanden! For din skyld! Og du er skide ligeglad. Hvor fanden har du overhovedet Harrys nummer fra?" Jeg slog opgivende ud med armene, og da Lucy blev helt stille, kunne jeg mærke alt varmen forlade min krop.

Mine øjne blev store, og da Lucy ikke gad at kigge mig i øjnene, så kunne jeg ligesom regne ud, at der foregik noget.

"Lucy?" Jeg prøvede at få øjenkontakt med hende, men det var umuligt.

"Lucy hvad fanden!" Jeg hævede stemmen, hvilket fik hende til at rejse sig op. "Jeg ville have fortalt det! Men.." "Hvor lang tid?" afbrød jeg og kiggede koldt på hende.

"Siden festen," mumlede hun. Jeg stod bare og stirrede på hende. Jeg gav ikke en skid for 'jeg ville have fortalt det!'

"Så meget for så mange års venskab, hva?" Jeg grinte ironisk og gik et skridt væk fra hende. Jeg gik hen mod døren, lige nu var det her for meget. Jeg tog med Lucy til hendes åndssvage koncert, for at gøre hende glad. Jeg blev busted og hun ringer til Harry, som hun oven i købet har set uden at fortælle mig en skid!

"Evelyn, hold nu op jeg ville.." Jeg rev døren op, eller det troede jeg. Døren blev flået ind, og jeg nåede lige at undvige den, før Louis og Harrys' ansigt kom til syne, og efterfulgt af dem, kom Niall.

Mit blik mødte Harrys, som gik lidt længere ind i rummet. Han havde heller ingenting sagt. De havde sikkert aftalt det fucking hele.

Harry kiggede skiftevis fra Lucy til mig, og det gik vidst op for ham, at jeg vidste det, for han afbrød hvert fald øjenkontakten.

"Er du okay?" Louis var hurtigt henne ved mig. Hans stemme var helt kold.

Vent er øjeblik.

1

Vent.

2

3

"Evelyn, hvad fanden tænker du på?!"

Der kom det.

"Louis, det er min sk..."

"Hold din kæft Lucy," råbte jeg vredt, hvilket forskrækkede dem alle sammen. Jeg var virkelig gal lige nu. HUn skulle ikke engang begynde. Lucy og jeg burde være virkelig tætte, jeg fortalte hende alt - og det var takken?

Jeg rystede på hovedet og kiggede skiftevis på dem begge to.

"I giver mig kvalme," mumlede jeg inden jeg forlod værelset. Jeg vidste godt jeg var ret hård mod dem, men det var Lucys skyld, for hun fik mig til at tage med. Det var fint nok, men hvad jeg var vred over, var at hun havde ringet til Harry.

For fanden, hun vidste de var sammen i aften! Og havde hun sagt alt videre til Harry som jeg havde sagt om Louis? Jeg kunne jo slet ikke stole på hende lige nu.

"Har jeg lov til at gå nu?" vrissede jeg af bodyguarden. Mit humør gik ud over alle omkring mig lige nu. Jeg ventede ikke engang på svar. Jeg skred bare ned af gangen og hen mod udgangen.

"Woow," lød en stemme, hvilket fik mig til at kigge op. Foran mig stod en dreng, som havde kostet mig alt det besvær. Justin Bieber stod foran mig, og hvis det ikke var fordi jeg ligesom havde vænnet mig til at være en smule omringet af kendte mennesker, så ville jeg nok skrige - og hvis det ikke var fordi jeg var skide sur.

Hans brune øjne studerede mig. "Er du ikke? ..."

"Evelyn!" lød Louis' stemme bag mig. Justins læber gled op i et smil. "Det tænkte jeg nok," grinede han, selvom jeg ikke fandt det sjovt.

"Niall?" Justin lød pludselig fuldstændig forvirret da Niall kom gående med Louis.

"Hey," hilste Louis på Justin. Sikke et sammentræf, hva? Og det fik mig til at gå videre, hvis det ikke var for Louis, som greb fat om min arm.

"Hvad fanden var det der?" Han hentød til min måde at opføre mig på, og fordi Niall og Justins blik lå rettet mod mig, rystede jeg på hovedet.

"Jeg vil gerne hjem," sagde jeg kort. Louis forstod det hurtigt og nikkede. Han lagde en hånd på min ryg og førte mig hen mod døren. Hvis Louis prøvede på noget lige nu, så ville jeg flippe. Så på hans vegne, ønsk at han ikke gør det.

Lige inden vi kom hen til døren, stoppede han mig. Hans blik lå på min pande, og det gik hurtigt op for mig, hvorfor han havde en rynke i panden. Jeg ville have sagt det var Lucy, men ingenting kom ud af min mund.

Han tog ærmet på sin trøje og tværede det hele ud. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg orkede ikke at snakke med Louis lige nu.

Han åbnede døren udtil,, og hurtigt skubbede Louis mig frem ad. Et par paparazzier fik øje på os, og begyndte at råbe og skrige efter os. Nu forstod jeg hvorfor han tværede det ud. Jeg ville virkelig aldrig vænne mig til dette.

 Jeg fik pludselig en trang til at bede dem skrige, og da jeg trådte et skridt hen imod dem, greb Louis fat i mig.

"Styr dine hormoner Evelyn," mumlede han irriteret. Jeg vidste han havde ret. Jeg kiggede ned i jorden og lod Louis føre mig hen til bilen.

Sikke en aften, og den var ikke engang slut.

"Og du har stadig ikke lyst til at forklare mig hvad fanden der er i vejen?" Han havde knap nok lukket døren, før han spurgte. Et par fans stod om bilen, hvilket fik ham til at smile lidt, mens jeg sad her og lignede en sur kælling.

Jeg var en sur kælling.

"Jeg ved ikke hvad jeg skal forklare," mumlede jeg bare og trak mine ben op til mig. Louis satte farten op da vi kom ud på vejen. Hans greb om rattet blev strammet en smule.

"Okay, hvad så med dit flip overfor Harry eller Lucy? Eller at du tog til Justins koncert, selvom du lovede mig at blive hjemme?" Han hævede stemmen, men lige nu var det eneste jeg egentlig kunne tænke over, Lucy.

"Du lovede det. Jeg advarede dig mod de fans!" Blev han ved. Jeg kiggede ud af vinduet og sukkede næsten lydløst.

"Evelyn forfanden! Se på din kind. Var det virkelig det værd?" Jeg knyttede næven. Det var ikke en skid værd, ikke efter Lucy havde været sådan en nar. Vreden steg i mig - mest på grund af Lucy, men også at Louis blev ved.

"Kan du ikke bare holde kæft Louis?" halv råbte jeg, men han gav ikke op.

"Så fortæl mig hvad fanden der forgår i hovedet på dig Evelyn! Det er ikke for sjov jeg bad dig blive hjemme fra koncerten du.."

"Du bestemmer ikke over mig Louis. Du kunne ikke komme med en ordentlig grund. Du vil vel ikke have jeg skal låse mig inde i mit eget hus? Der kan sku lige så godt være sindssyge fans ude foran min dør som der var til den koncert!" Jeg slog irriteret ned i mit lår. Min vrede gik virkelig ud over Louis, men han blev også bare ved og ved.

"Du tager til en koncert hvor HALVDELEN af dem kender dig! Du kan sku da sagtens gå uden for din dør uden halvdelen kender dig Evelyn, forfanden der er forskel!" råbte han højt.

Jeg bed mig i læben.

"Var det virkelig det værd Evelyn?" Han kiggede hen på mig, og drejede så ind på en parkeringsplads. Jeg tog selen af og var hurtigt ude af døren, for at fortsætte hen til døren. Louis havde åbenbart ingen planer om at køre mig hjem. Nu måtte jeg så bare håbe at Harry forstod en hentydning og blev væk.

På vejen op til lejligheden var der stille, men så snart vi kom ind, begyndte han igen.

"Evelyn jeg mene.."

"Louis! Jeg er ked af det, okay?" Jeg slog ud med armene og kunne mærke tårerne presse sig på. Det gik vidst først op for mig nu, hvad Lucy rent faktisk havde gjort. Jeg tog det måske hårdere end jeg burde, men hun var den eneste jeg havde - udover Louis, og ham ville jeg ikke være uvenner med nu.

Der var stille i noget tid, indtil Louis gik hen til mig.

"Jeg vil bare passe på dig Evelyn," mumlede han og løftede sin hånd, for at tage fat om min kæbe. Hans blik gled over min kind. Min mund blev fuldstændig tør, og en knude i brystet blev større og større.

"Du ved ikke... Hvor urolig jeg bliver, når jeg får et opring fra Lucy om, at en eller anden fan har slået dig. Jeg gør det ikke for at irritere dig, jeg vil bare passe på dig." Mumlede han og aede forsigtig min kind.

Mit hjerte slog hårdt mod mit bryst og mit blik slørede et øjeblik. Jeg fik pludselig en kæmpe skyldfølelse. Det var ikke første gang hans fans havde været onde overfor mig, og at jeg så tog til en koncert hvor der var så mange, det ville jo gøre ham pisse bange. Det havde jeg slet ikke tænkt på.

Det eneste jeg tænkte på da jeg tog af sted, var at jeg skulle hygge mig og gøre Lucy glad - for det fortjente hun. Jeg ville væk fra Louis, men nu når han var her, så ville jeg slet ikke give slip igen.

"Jeg ved det godt," hviskede jeg stille. Det var en kæmpe fejl at tage afsted, og jeg fortrød det ekstra meget når Lucy viste sig at være sådan en nar.

"Undskyld Louis." Jeg kiggede ham i øjnene. Han nikkede svag og lagde så hånden fladt mod min kind. Jeg puttede hovedet i hans hånd, tog en dyb indånding og fik en smule styr over mine følelser. Jeg havde ikke set ham i nogle dage, og nu kunne jeg straks mærke hvor meget jeg havde savnet ham.

"Er du okay?" spurgte han så. Jeg åbnede øjnene og ventede på han fortsatte.

"Hvorfor var du sådan overfor Lucy eller Harry?" Han fjernede langsomt sin hånd, hvilket fik en kulde til at gå igennem min krop. Jeg kunne lige så godt fortælle ham det nu. Det var vel ingen hemmelighed mere.

"Vidste du at Harry og Lucy har set hinanden siden festen?" Han fik hurtigt et forvirret blik, inden han nikkede. "Men det gjorde du vidst ikke?"

Jeg kiggede væk og grinte kort og halvhjertet. Louis forstod det vidst anderledes og tog ved min hånd.

"Lucy sagde hun havde snakket med dig om det, så jeg så ikke en grund til at køre i det. Jeg fik det indtryk af du ikke synes det var okay?"

Jeg sank den klump jeg havde i halsen. Jeg kunne slet ikke forstå min krop lige nu. De var fuldstændig smadret og alt indeni gjorde ondt.

"Jeg vidste ingenting. De fortalte mig intet. Jeg troede Lucy ... jeg troede vi var tætte. Louis jeg er virkelig ked af det!" Jeg førte samtalen tilbage til det der var sket - mest fordi jeg var ked af det hele. At jeg ikke ville ses med ham, at jeg havde ignoreret ham og at jeg var taget af sted alligevel.

Mine følelser for ham var jo så store, så alt jeg havde gjort fik mig til at føle mig som et dårligt menneske.

"Hey," sagde han hurtigt og trak mig ind i et kram. "Det er okay, rolig," hviskede han og kørte forsigtig sin hånd op og ned af sin ryg.

Et hulk forlod mine læber.

"Jeg er virkelig ked af det hele. Jeg skulle ikke v-være taget af sted. Jeg ville ikke g-gøre dig bekymret. Det var ikke det værd. Lucy og jeg... jeg troede vi var mere end det her. Og Harry. Jeg.."

"Evelyn," tyssede Louis og tog mit ansigt i sine hænder. "Slap af. Vi tager den senere, men nu skal du slappe af." Han tog min hånd og trak mig ind i stuen. Jeg tørrede hurtigt mine øjne og lod Louis trække mig ned i sofaen.

Jeg lagde mine ben over hans og satte mig helt ind til ham.

"Jeg har virkelig savnet dig," snøftede jeg og lagde en hånd på hans hals. Han drejede ansigtet og kiggede med et lille smil på mig.

"Og jeg har savnet dig. Jeg tror vi har nogle ting vi skal have snakket om." Han kærtegnede igen min kind, og hurtigt nikkede jeg, inden jeg rykkede lidt tættere på ham.

Min hånd fandt hans kind, og han var ikke langsom om at få lagt sine læber mod mine. Det føltes som en helt lettelse da en rolig og tryg følelse skyllede igennem min krop.

Det var sådan her kun Louis kunne få mig til at føle, og jeg havde behandlet ham så uretfærdigt de sidste par dage.

Lige nu var Lucy ude af mine tanker, eller jeg prøvede at få hende ud. Det var kun Louis jeg ville tænke på lige nu, for jeg havde virkelig savnet ham.

Hans hånd lagde sig på mit lår, og da jeg bed ham en smule drillende i underlæben, strammede han sit greb. Vi vidste begge to, hvor det her ville føre hen, og det var nok derfor Louis trak sig væk. Han lagde sin pande mod min og aede mit lår.

"Jeg er virkelig glad for du er okay." Mumlede han. Jeg forstod godt han havde været bekymret og bange, men måden han sagde dét der på, gav mig en underlig følelse indeni - som om der var meget mere bag det. Som om han var bange for at miste mig, men det ville han aldrig gøre.

Jeg sendte ham et lille smil og lagde mit hoved på hans skulder.

Vi tog de andre ting i morgen. Lige nu var det bare Louis og mig. 

Urg, hvad synes I? Havde i set det med Lucy og Harry komme? Og hvad synes I om at Lucy har holdt det hemmeligt for Evelyn og løje for Louis?
Hvad synes I Louis' reaktion? Er det okay, eller overreagere han? Hvad tror I der skeeer? x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...