I killed them - {1D}

Evelyn Scarlett Walker er en livsglad pige, som tager tingene som de kommer. Trods tabet af hendes forældre for tre år siden, er Evelyn endelig kommet helt ovenpå igen og nyder livet. Som sædvandlig tager Evelyn sin årlige tur ned på kirkegården, men denne gang er det anderledes. To par drenge, og ikke bare to almindelige drenge, men to drenge fra det store boyband One Direction, står ved nabograven. Evelyn regner med de som alle andre, er her for at besøge en, men da de begynder at udspørge hende om ting, får hun en mistanke om, at de kender hendes forældre, dog er det bare starten på et venskab med op og nedture, sorg, glæde, forelskelse og vrede. Evelyn begynder langsomt at lægge mærke til den ene drengs behov for at beskytte hende, og hvad Eve ikke ved er, at det var ham, ham der dræbte hendes forældre, ham der kørte ind i dem, ham der var skyld i hendes tab og sorg.

1104Likes
1619Kommentarer
94745Visninger
AA

11. I'm over it. .҉

 

Evelyns synsvinkel:

”Evelyn!” En glad og smilende Lucy kom gående imod mig, og hvis det ikke var fordi jeg vidste, hvad hun gik igennem lige nu, så havde jeg fuldstændig hoppet på hendes facade – men for ikke at ødelægge det, sendte jeg hende et smil, og lod hende ligge armen om min skulder.

På afstand kunne jeg se nogen af Stans venner, og de fik hurtigt råbt efter Lucy, som som altid bare gav dem fingeren, og fulgte med mig ind på gangen.

”Så, hvad skal I lave i morgen?” Hun lænede sig op af skabet og kiggede ventende på mig. Louis havde været henne ved os lørdag, og inden han gik, så havde han sagt ’vi ses på tirsdag’ og det fik Lucy til at flippe ud, og nu ville hun vide det.

”Jeg har faktisk ingen ide,” mumlede jeg så og sendte hende et smil, inden jeg hev min engelsk bog ud. Et papir faldt ned fra den, og hurtigt bukkede Lucy sig ned og samlede det op, inden hun sendte mig et drillende smil og viftede med papiret.

”Nå ser man det? En beundrer, hva?” Jeg fnes bare af hende og tog min anden engelsk bog frem mens Lucy foldede papiret ud. Hvad end der stod, så kunne det umuligt være noget Lucy ikke måtte se.

Da jeg kiggede hen på hendes ansigt igen, var hendes læber en smal streg. Jeg smækkede skabet i, og kiggede forvirret på hende og rakte ud efter papiret, men hurtigt kom et smil op på hendes ansigt, inden hun krøllede det samen.

”Hey!” sagde jeg og rakte ud efter det, men hurtigt fik hun det revet over.

”Bare endnu en latterlig seddel fra Stan.” Hun lænede vægten over på det andet ben og rystede på hovedet. ”Jeg burde seriøst tage en omgang med ham,” grinede hun så, og selvom jeg undrede mig, stolede jeg på hende. Hvem skulle det ellers være fra?

Det var jo ikke fordi jeg ligefrem havde en morder efter mig, og jeg ville ikke gøre Lucy oprevet. Hun virkede en smule okay lige nu.

”Hvis du siger det,” sagde jeg bare og sendte hende et smil.

Louis synsvinkel:

”Zayn og Harry, jeg skal lige have det forfra. I andre kan tage en pause,” råbe Dan vores producer. Jeg prikkede drillende til Harry, inden jeg fulgte med Niall og Liam udenfor.

Min weekend havde været fantastisk, og nu så jeg bare frem til i morgen.

Drengene og jeg skulle senere på ugen et smut til Frankrig i en dag til nogle interviews. Det blev dejligt at være sammen alle sammen igen, da vi det sidste stykke tid havde været lidt opdelt.

”Louis,” Niall puffede til mig, og lavede et nik ned mod min hånd, hvor min mobil lå. Jeg sendte ham et taknemmeligt smil og trak den op. Beskeden var fra Stan, hvilket hurtigt fik mig til at smile.

Fra Stan:

Lucy fandt en besked i Evelyns skab i dag. Den var underskrevet af Jess. Det tyder virkelig ikke godt.

Jeg kunne straks mærke, hvordan min krop stivnede. Jeg fik langsomt trykket ind på besvar.

Til Stan:

Hvad stod der? Helt præcis.

Jeg drejede blikket hen mod vinduet og kunne mærke mine hænder blive svedige.

Fra Stan:

Han er ikke den han giver udtryk for at være.

En kold fornemmelse gik igennem min krop. Vidste hun noget? Vidste Jess noget til mig, og var det overhovedet mig? Og hvorfor sende sådan en besked til hende, hvis hun ikke ville videre med den?

”Louis?”

Jeg kiggede hurtigt hen på Liam, men da han åbnede munden hørte jeg slet ikke hvad han sagde. Alt indeni arbejdede pludselig på højtryk. Hvad ville Jess med Evelyn? Hun måtte have et budskab med den besked.

Jeg lod mine fingre glide hen over tasterne.

Til Stan:

Hold øje med hende.

”Skal vi smutte?” Niall roede kort i mit hår, inden vi gik ned til udgangen. Mine tanker var alle andre steder lige nu. Det var først da pigerne udenfor skreg, at jeg kom lidt til mig selv.

Jeg t vang hurtig et smil på, og fik hurtigt bevæget mig hen mod bilen.

Det her gjorde mig sindssyg.

Evelyns synsvinkel:

Tirsdag var hurtigt overstået da nogle timer blev aflyst. Jeg havde åbenbart sovet dårligt i nat, så jeg faldt i søvn da jeg kom hjem, og det resulterede i, at jeg virkelig havde stres, da Louis skrev han kørte hjemme fra.

Jeg nåede lige at komme i et par shorts, en løs bluse og få mit hår til at sidde, inden jeg fik en besked fra Louis, om at han var her.

Cecil og Austin havde ret travlt med arbejde for tiden, så igen var jeg alene hjemme. Måske var det det der fik mig til at sove dårligt om natten. Jeg følte mig hvert fald underlig overvåget og utryk – men det var bare noget jeg altid havde følt.

Jeg gled i et par converse og åbnede døren i det Louis skulle til at banke på. Hans hånd hang i luften, hvilket fik mig til at grine.

Han så godt ud.

Han havde et par hvide jeans på og en sød blå trøje. Det fik hans øjne til at lyse op, og så sad hans hår virkelig perfekt.

”Hey,” sagde han så og trak hånden til sig. Jeg lænede mig en smule op af dørkarmen og sendte ham et svagt smil.

”Er du alene hjemme?” Han kiggede om bag mig, og hvis det ikke var fra Louis’ af, så ville jeg have fundet det en smule skræmmende når han spurgte som han gjorde.

”Jep.” Jeg føjede noget hår om bag øret og kiggede på Louis, som fik et halv stramt ansigtsudtryk. Jeg løftede det ene øjenbryn og trådte et skridt tættere på ham.

”Er der noget i vejen?” Spurgte jeg om med et grin, hvilket hurtigt fik ham til at kigge hen på mig igen. Et smil som slet ikke nåede hans øjne, blev sendt i min retning. Jeg havde ikke lyst til at spørge ind til det, så da han nikkede, tog jeg det som et ja – selvom det ikke var overbevisende.

”Hvor skal vi hen?” spurgte jeg om, da han gik hen mod bilen. Denne gang kiggede han på mig med et rigtigt smil, inden han trak på skulderne.

Jeg rullede med øjnene, hvilket fik ham til at grine, inden han startede bilen. Jeg satte mig hurtigt ind og trak selen over, inden jeg kiggede på Louis, som var koncentreret om at bakke ud.

Han bed sig i læben og drejede nakken, hvilket gjorde hans kraveben virkelig tydeligt.

Jeg bed mig kort i læben og kiggede hurtigt væk, da Louis kørte lige ud.

”Hvordan har din dag været?” spurgte han om og kiggede kort på mig. Jeg trak mit ben op på sædet, lagde min albue mod mit knæ og lagde hånden under min hals for at holde mit hoved oppe.

”Helt fint. Har sovet det meste af dagen.” Han grinte kort og nikkede, og før jeg kunne spørge ind til hans dag, havde han allerede fyret et nyt spørgsmål af.

”Hvor er de din moster henne?” Han lød underlig interesseret i det. Jeg var ikke vant til sådan noget, men det varmede, det gjorde det.

”Hende og Austin arbejder lige for tiden.” Jeg blev selv lidt overrasket over hvor trist det svar lød. Det fik hvert fald også Louis til at se en smule bekymret på mig.

”Du lyder ikke specielt glad for det?” Sagde han og tændte for radioen. Jeg trak på skulderne og kiggede ud af vinduet. Vejret var virkelig lummert. Der var virkelig grå skyer. Stormen var weekenden var nok vendt tilbage.

”Jeg bryder mig ikke om at være alene.” Sagde jeg, og mente det. Efter mine forældres død, følte jeg mig så alene, at den ensomhed virkelig havde ført til dumme ting. Jeg frygtede den i starten, og da jeg så kom hen til min moster, blev det bedre. Jeg begyndte at føle mig elsket igen, og det var der for jeg var, hvor jeg var nu. På grund af hende.

”Oh,” sagde han og nikkede forståeligt. Jeg havde set frem til denne dag i lang tid, så jeg ville ikke lade den være så trist.

”Så, hvordan har din dag været, superstjerne?” Jeg prikkede drillende til hans arm, hvilket fik ham til at grine.

”Helt fint. Vi er i gang med at planlægge turen til Frankrig.”

Jeg nikkede kort. Hvilken tur?

”Hvornår?” spurgte jeg så, måske lidt for ivrigt.

”Vi tager af sted torsdag,” sagde han og kiggede hen på mig. Jeg kunne mærke et stik i hjertet, men skjulte det bag et smil, hvilket jeg så ikke var specielt god til – hvilket vi alle ved.

Louis fik hvert fald et lille smil på læben, og lidt efter lød et lille grin.

”Vi er hjemme igen fredag, så du skal ikke undvære os for længe,” sagde han og sendte mig et drillende charmende smil, som fik min mave til at slå gnister, og dog mine kinder til at blive helt røde.

”Godt, jeg ville savne Harry.” Jeg kunne straks se Louis ansigt ændre sig, hvilket fik mig til at grine højt. Han bremsede op, og steg ud af bilen, og hurtig opdagede jeg, at vi var midt inde i London.

Jeg skulle til at åbne bildøren, men Louis kom mig i forkøbet, hvilket fik mig til at rødme – og jeg sværger, at det ikke var med vilje. Det var åbenbart en reaktion Louis kunne få frem.

Jeg gik hurtigt ud og kiggede rundt. Den lumre luft lagde sig om mig, og gjorde mig en smule svimmel. Jeg tog en dyb indånding inden jeg fulgte med Louis.

”Så, hvor skal vi hen?” spurgte jeg, og igen sendte han mig bare et drillende blik. Jeg grinte kort og rystede på hovedet.

”Jeg håber du kan lide sushi?” Han løftede det ene øjenbryn og sørgede for at holde øjenkontakten med mig. Han havde vidst allerede regnet ud, at jeg var elendig til at skjule mine følelser.

Til mit held elskede jeg sushi, og nikkede. Et smil gled over Louis ansigt, inden han nikkede. Nu havde han så afsløret hvad vi skulle, men det var okay.

”Kom,” han drejede pludselig ned af en smal gade, hvilket fik mig til at se undrende på ham. Dog var det en lettelse, da der havde været en masse mennesker længere fremme. Det begyndte ligesom at gå op for mig, at Louis ikke var en normal dreng. Folk sendte blikke efter ham, og det gav mig en klump i halsen.

Blev Louis og Jeg set sammen, så kom det i avisen, og Eleanor ville se det. Og Stan, og Lucy… og Jess.

Jeg bed mig i læben og kiggede op på Louis, som stod foran en dør. Han åbnede den, og gjorde tegn til, at jeg skulle gå først ind.

Jeg gjorde som han sagde, og da han lagde en hånd på min ryg, gik en varm og tryg fornemmelse igennem mig. De havde ikke opdaget os, og hvis de gjorde… Louis og jeg kunne vel hænge ud som venner, ikke? Jeg kunne ikke blive ved med at gemme Louis og mit forhold væk. Vi var bare venner, og deres fans tillod vel venner?

”Af med jakken.” Hans stemme var lige ud for mit øre, hvilket fik mig til at hoppe forskrækket frem. Han lagde hurtigt sine hænder på mine skulder og trak langsomt min jakke af, inden han lod et dæmpet grin komme ud.

Jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg vendte mig om og kiggede på Louis, som hang min jakke op.

Det var en sød lille restaurant. Der var ikke så mange, men det så ud til at Louis kendte det. Han gik hen til et bord, og gjorde tegn til at jeg skulle sætte mig. Jeg gjorde som han sagde, og kiggede kort rundt. Der var ikke rigtig nogen mennesker. Et gammelt par og nogle få unge, som så mere optaget ud af deres mad end Louis, hvilket gav mig ro.  

”Skal jeg bare bestille noget?” spurgte han om og lænede sig tilbage i stolen. Mit blik gled fra hans bryst op og til hans ansigt, inden jeg langsomt nikkede. Jeg havde ikke den største forstand på sushi, hvilket han nok kunne regne ud, for han begyndte at grine, inden han rejste sig op.

Det var virkelig længe siden jeg havde haft det så sjovt. Han fik mig konstant til at grine. Selv over nogle jokes jeg aldrig ville have fundet sjove.

Vi fik også grint ret meget over maden. Jeg kunne simpelthen ikke finde ud af at spise med pinde, og det så heller ikke ud til Louis kunne, så det endte med vi begge spiste med hænderne.

Vi stank sikkert langt væk af fisk lige nu, men det betød ingenting. Jeg glemte alt om virkeligheden. Det var an fantastisk følelse.

”Vi ses!” sagde Louis og gav manden hånden. Det så ud til at de kendte hinanden. De havde hvert fald fyret et par jokes af, hvilket bare fik mig til at smile. At se hvor meget energi Louis havde, gjorde mig altid så glad. Den havde en virkelig god virkning på mig.

En af Louis’ bodyguards åbnede døren for os, og inden jeg fik set mig op, blev en mobil stukket op i mit hovedet og pigeskrig fyldte mit øre.

Jeg kiggede hurtigt til siden, og så hvordan hans bodyguard fik pigerne en smule væk. Der var nok seks-syv stykker, og de stod næsten alle med mobiler og papir.

Jeg kiggede hurtigt om på Louis, som bare gjorde tegn til, at jeg skulle gå ud. Et øjeblik stod jeg og tøvede. Jeg var virkelig bange for det her ville gå galt, men jeg kunne jo ikke bare gå ind igen, derfor gik jeg ud og kunne allerede se pigerne træde et skridt tættere på Louis.

Jeg rykkede hurtigt et par skridt til siden og lod ham komme ned. Han tog glædeligt imod et par papir og skrev autografer, og tog billeder. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Han måtte virkelig elske sit arbejde.

Det ville jeg gøre.

”Evelyn Walker?” Spurgte nogle piger om, hvilket fik min krop til at stivne. Denne gang skulle min facade virkelig lykkedes.

Jeg vendte mig langsomt rundt og kiggede på to piger, som sendte mig et stort falsk smil.

”Louis nye flirt?” En af pigerne, som mindede mig om Jess, løftede det ene øjenbryn. Jeg rystede hurtigt på hovedet.

”Vi er bare venner,” sagde jeg så, hvilket fik pigen til at grine underligt falsk.

”Yeah, for du er lige præcis sådan en, som Louis vil være venner med.” Hun rullede med øjnene, og det fik mig til at se en smule forvirret på hende.

Hvad mente hun helt præcis med det?

Jeg kiggede hen mod Louis, og som kunne han fornemme det, vendte han blikket hen mod mig. Han sendte mig et stort smil, indtil hans øjne mødte mine. Han skrev hurtigt sin autograf færdig og var på vej herhen, men en pige stoppede ham.

”Du ved godt, at han bare bruger dig for at komme over Eleanor, ikke?” Sagde en af dem. Den ene pige lænede sig hen til den anden.

”Jeg tror ikke engang det var en bilulykke hendes forældre var i. Jeg tror de gjorde det selv, for at slippe fra hende.”

Mit hjerte slog hårdt i mit bryst, inden det faldt ned i bunden af min mave. Min mund blev helt tør, og da jeg trådte et skridt tilbage, kunne jeg hurtigt mærke en hånd på min skulder.

”Er du okay?” spurgte Louis om, men ventede ikke engang på svar, før han gik hen imod pigerne.

”Louis!” sagde en af dem højt, men han cuttede hende af.

”Hvordan kan du få dig selv til at sige sådan noget?” spurgte han vredt om. Hans humør var gået fra glad til virkelig vred. Hans holdning var virkelig stiv, og det fik hans bodyguard til at gå tættere på.

”Jeg…”

”Louis, det er lige meget,” sagde jeg hurtigt da han skubbede hans bodyguards arm væk.

”Det er det da ikke?” Vrissede han vredt. ”Hun har ingen ide om hvad der skete, så hvad er det for noget at fyrre af?”

Jeg kunne se pigen få tåre i øjnene, og da Louis skulle til at sige noget mere, trådte bodyguarden til.

”Louis, jeg mener det!” sagde jeg hårdere da han ikke rigtig fulgte med. Det her tiltrak alt for meget opmærksomhed, og jeg havde ærligtalt ikke lyst til at stå og tude her, for det var hvad jeg havde mest lyst til - at tude.

Selvfølgelig vidste de det om mine forældre. De var fans, de vidste sikkert også hvem min første kæreste var forfanden!

”Hvad fanden,” mumlede han som om han var helt i chok over pigens ord. De ramte, det måtte jeg indrømme, men Louis burde ikke flippe sådan. Han burde da være vant til folk sagde latterlige ting.

”Louis,” jeg lagde en hånd på hans arm, men han var hurtigere og lagde sine hænder på mine hofter og trak mig med. Jeg var ved at snuble over mine egne fødder, og ville helst have skubbet hans hænder væk. Det her ville se helt forkert ud i medierne. Hvorfor fanden gjorde han det?

”Sæt dig ind,” kommanderede han og satte sig ind på forsædet. Jeg havde ærligtalt ikke lyst. Jeg følte mig utrolig vred lige nu. Forstod han ikke, hvad det var jeg var bange for? Fattede han ikke, at det der ville ødelægge de rygter om vi var venner?

Ingen ville sku da tro på, at vi var venner. Det var ikke ligefrem fordi jeg havde set drengene tage ved en piges hofter. Der var altså ting for den slags! Betegnelser og alt sådan noget. Forfanden, han burde tænke sig om! Han var kendt.

Dog satte jeg mig ind og trak irriteret selen på.

Der var helt stille i bilen da vi kørte ud fra byen. Jeg var virkelig vred på Louis. Hvorfor fanden reagerede han sådan? Og hvorfor sagde pigen overhovedet sådan?

”Evelyn, det er jeg ked a..”

”Drop det Louis,” afbrød jeg, hvilket fik ham til at ryste irriteret på hovedet – hvilket irriterede mig.

”Forfanden Louis, hvad var det der? Du burde være vant til folk siger en masse latterlige ting! Og hvad fanden skulle det med dit greb om mig til for? Vi er venner og folk holder ikke sådan om sine venner!” Råbte jeg højt og frustreret.

Louis synsvinkel:

Jeg var virkelig vred på den pige. Hvad fanden bildte hun sig ind? Hun anede ikke, hvad fanden der var sket for Evelyns forældre. Det ramte mig. For en gangs skyld var jeg i stand til at tænke på andet end den skide ulykke og hvad jeg havde gjort – og lige da det gik allerbedst, så kom det frem igen?

Jeg vidste jeg havde reageret voldsomt. Det kunne jeg også se på Evelyn. Hun var pisse sur på mig. Jeg havde fået det indtryk af, at alle skulle vide vi var venner og ikke mere. Det var hun ikke klar til, så at tage ved hendes hofter, havde været virkelig dumt.

Men jeg havde gjort det. Jeg havde brug for at vise dem, at de skulle holde sig væk. At hun var min. Jeg hadede at se Evelyn ked af det. Hun fortjente det ikke. Hun havde oplevet alt for meget smerte i sit liv, og det eneste jeg ønskede var at passe på hende – og nu var hun vred på mig.

Jeg havde set sorgen i hendes øjne, det gjorde ondt. Og nu var hun sur på mig.

Inden jeg kunne nå at standse helt op, var Evelyn ude af bilen. Hun nærmest løb op til huset, som stadig stod helt tomt. Bare tanken om at lade hende være alene i det store hus, gav mig kvalme.

Jeg fik trukket nøglerne ud af bilen, og gik hurtig efter hende.

”Evelyn, vent nu.” Hun rystede bare på hovedet, hvilket fik mig til at sætte farten op.

”Evelyn forfanden, jeg er ked af det. Det var dumt gjort af mig. Det gjorde mig bare sur, at hun talte sådan til dig,” mumlede jeg så, hvilket fik hende til at stoppe op.

Hun slog ud med armene, inden hun rystede på hovedet.

”Det var ikke dig der fik smidt sådan noget i hovedet, var det? Louis, hvis folk begynder at tro vi har noget sammen, så ville de flippe ud! Forfanden da. De elsker Eleanor, du elsker Eleanor. Begynder vi at date, så vil de hade mig. Så vil det der slet ikke være det værste jeg ville få at vide!” råbte hun og langsomt trillede end tårer ned af hendes kind, hvilket gav mig det utrolig dårligt.

”Evelyn, ikke græd,” sagde jeg hurtigt og gik hen til hende.

”Jeg har ikke brug for mere i mit liv Louis. Det er flere år siden, jeg er over det, men hvis jeg bliver ved med..”

Jeg rystede på hovedet.

”Selvfølgelig er du ikke over det Evelyn.”

”Louis, det er tre år siden. Jeg er over det. Jeg bliver nødt til at være over det. Jeg kan ikke blive ved med at hænge fast i fortiden, okay? Men det gør jeg, hvis vi dater. De snager i alt Louis! Jeg vil ikke kunne have et liv og jeg..”

”Evelyn, du er ikke over dem. Det ville kun være underligt hvis du va..”

”Jo jeg er!” Råbte hun højt og tog sig til hovedet. Hun var virkelig ude af den, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre.

”Så du siger, at det de sagde, slet ikke betød noget for dig?”

”Ja,” svarede hun hurtigt – for hurtigt.

”Evelyn, hold nu op.” Mumlede jeg og gik tættere på hende.

”Du kender mig ikke Louis. Forfanden da! Og jeg kender heller ikke dig. Vi lever to vidt forskellige liv. Du er kendt, det er jeg ikke. Jeg kan ikke klare det, okay?”

Jeg kunne fornemme, hvor det her førte hen.

”De elsker Eleanor, de vil aldrig respekter mig. Du elsker hende, dine venner elsker hende. I vil aldrig være i stand til at respekter mig som I respekter hende og jeg..”

”Gider du glemme Eleanor for en stund?” spurgte jeg irriteret om og gik tættere på hende.

”Jeg er over Eleanor, okay? Det troede jeg vi havde snakket om Evelyn. Det her handler jo ikke om hende. Det handler om dig, og mig. Selvfølgelig vil de snage i dine ting, det kan du ikke undgå alligevel. Du er blevet set med mig i aften, og det kommer i bladene i morgen. Og det gør ingen forskel nu. Du kan ikke løbe fra problemerne Evelyn.”

”Det gør jeg ikke, okay? Jeg vil bare leve mit liv uden at få min fremtid frem! Jeg er færdig med den, jeg er over det!” råbte hun højt. Jeg rystede på hovedet og kunne nemt høre hvor meget hun løj for sig selv.

Evelyns synsvinkel:

Jeg var over dem, og det var jeg. Det skulle jeg. Jeg kunne ikke blive ved med at være trist. Jeg blev nødt til at se frem ad og være positiv. Og den piges kommentar..

”Hun sårede dig Evelyn.” Han stod nu helt foran mig. ”Og jeg ville ønske det ikke skulle være sådan. Og vi behøver ikke være mere end venner. Jeg vil bare gerne have dig i mit liv. Du har en underlig påvirkning på mig, okay? Du kan ikke flygte fra det. Fra første gang ved kirkegården, allerede der begyndte de at snage i dine ting Evelyn. Du bliver nødt til at forstå, at det er sådan dit liv er nu. Jeg siger ikke, at det er okay, og jeg ville ønske jeg kunne gøre det anderledes, men det kan jeg ikke. Det eneste jeg kan bede dig om, er at være min ven.

Men de vil ikke stoppe. Du bliver nødt til at være den stærke pige, som jeg efterhånden har set så tit. Du skal ikke lade dem få dig ned. Du har været igennem så meget. Lad dem nu ikke ødelægge det her,” mumlede han.

”Jeg er over dem,” hviskede jeg men min stemme knækkede.

Tårerne sprang ud af mine øjne, og hurtigt skubbede Louis mig tilbage mod huset. En bil drejede ned af vejen. Louis tog nøglerne ud af min hånd og fik åbnet døren idet bilen rullede forbi.

”Paparazzi,” mumlede han inden han rakte frem efter mig. Jeg trak hurtigt min arm til mig, men da han endnu engang rakte ud efter mig, og fik fat i mig, lod jeg ham gøre det.

Hvad tænkte jeg også på? Jeg kunne ikke uden Louis, eller de andre. Han var speciel, og den følelse han fik frem i mig, var en følelse jeg sidst havde haft for tre år siden. En følelse der gjorde mig glad, tryg og værdsat. Han anede ikke, hvad han betød. Jeg kunne ikke droppe ham, selvom jeg havde lyst. Det kunne jeg ikke, og det var for sent at sige jeg ikke ville i bladene nu.

Jeg VAR i bladene. Stan var i bladene. Lucy havde været i bladene efter den fest. Jeg var en ven, og det skulle de respekter. Det blev de nødt til.

Folks meninger om mig, betød i sidste ende ikke noget, men at de fik mine forældre ind det gjorde mig forbavset og ked af det. Haden kunne jeg godt klare, men hvis den blev for personlig.. Jeg blev nødt til det.

”Skal jeg blive her i nat?” Mumlede han ned i mit hår og aede min ryg. Mine hulk blev mindre, og langsomt nikkede jeg. Han trak sig en smule fra mig, og tog min hånd.

”Vi kommer igennem det her, sammen – okay?” Han kærtegnede blidt min kind. Jeg nikkede kort og gik ned mod mit værelse.

Louis kiggede kort omkring, inden han satte sig i sengen.

Jeg gik hen mod skabet, fik en t-shirt frem og lukkede det igen. Jeg tørrede mine øjne, og trak så min trøje af, for at tage min t-shirt på.

Jeg kunne godt komme igennem det her – især med Louis. Han var den eneste der gjorde mig tryg på den måde som han gjorde, og det ville jeg ikke smide væk for noget andet i verden. Intet kunne komme imellem det.

Jeg trak mine shorts af, og gik langsomt hen til sengen. Jeg lagde mig ind til væggen og kiggede på Louis, som fik sine bukser af, inden han smed sig ved siden af mig.

Måske kunne jeg få en ordentlig nattesøvn i nat. Skolen i morgen var ikke så vigtig lige nu. Det der betød noget, var at Louis var her, og han havde fået mig rolig.

Jeg havde overreageret. Jeg havde slet ikke tænkt på de ting han havde sagt, men vi kendte vel alle til min måde at overreagere og overanalysere ting på.

”Undskyld,” sagde jeg og kiggede på Louis. Han sendte mig bare et smil og rakte hen for at slukke lyset.

”Du skal ikke undskylde. Det skal jeg,” sagde han så og strakte sin arm ud, så hans hånd landede på min arm. Han kørte den forsigtig op og ned, hvilket gav en beroligende følelse. Der gik et par sekunder, inden jeg langsomt lagde mig hen i hans arm.

”Jeg tror ikke bare jeg kan være din ven Louis,” mumlede jeg så og var helt sikker på mit valg. Jeg følte et eller andet for Louis, og hvad end det var, så var det ikke bare en venne ting. Medmindre det var normalt at have lyst til at kysse ens ven og ligge tæt på ham og være omkring ham hele tiden.

Han grinte lydløst, inden han lod sin hånd glide op på min ryg.

”Jeg har det præcis på samme måde,” mumlede han og trak mig lidt tættere på. Hans nærvær gjorde mig så rolig.

Forsigtig lod jeg min hånd glide op på hans bryst, inden jeg satte mig en smule op. Han drejede hovedet hen imod mig og kiggede på mig, med et lille smil.

”Undskyld. Jeg tænkte ik..”

”Shh,” mumlede han og lod sin hånd glide op til min nakke.

”Det er okay. Vi klarer det her sammen, og Eleanor kommer ikke til at genere dig,” sagde han og lød virkelig al for ægte i hans udtagelse.

Mine kinder blev en smule røde, og langsomt lænede jeg mig ned mod ham. Hans greb om min nakke blev strammet en smule, og inden vores læber ramte hinanden, stoppede han mig.

”Det har jeg ventet på hele aftenen,” mumlede han så, hvilket fik mig til at smile. Vores læber ramte hinandens og igen gik min mave fuldstændig amok. Jeg bed ham blidt i læben, hvilket fik ham til at grine. Min hånd gled op til hans hals, og forsigtig udviklede han kysset.

Mit hjerte slog hårdt mod mit bryst, og jeg vidste allerede der, at den følelse ikke var normal at have for sin ven.

Denne aften havde været så fantastisk god, bortset fra det med hans fans. Men der var alligevel kommet en god ting ud af det. Jeg skulle ikke længere gå og bekymre mig om at komme i bladene, eller blive set med ham eller de andre.

Det måtte jeg tage med – og det gjorde jeg gerne for Louis og min egen skyld.

Jeg trak mig en smule fra ham, og lagde mit hoved på hans bryst. Jeg kunne mærke hans hjerte slå mod hans bryst, hvilket fik mig til at smile og rødme. Bare ved tanken om han måske havde det på samme måde som mig, gjorde mig helt ør.

”Godnat,” hviskede han.

Det her var en ny start. Det måtte det blive. 

Oh, oh oh. DRAMA, tror jeg nok lige. 

Hvad siger I til det? Hvad tror I Jess mente med den seddel? & hvad synes I om Louis og Evelyyyn? Er de gode sammen, og tror I Evelyn kommer til at klare presset? Og hvad synes I om Louis' reaktion overfor de faaaans? Var den fair? 

Igen, tusind tak fordi I læser, jeg kan ikke takke jer nok, virkelig. xxx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...