I killed them - {1D}

Evelyn Scarlett Walker er en livsglad pige, som tager tingene som de kommer. Trods tabet af hendes forældre for tre år siden, er Evelyn endelig kommet helt ovenpå igen og nyder livet. Som sædvandlig tager Evelyn sin årlige tur ned på kirkegården, men denne gang er det anderledes. To par drenge, og ikke bare to almindelige drenge, men to drenge fra det store boyband One Direction, står ved nabograven. Evelyn regner med de som alle andre, er her for at besøge en, men da de begynder at udspørge hende om ting, får hun en mistanke om, at de kender hendes forældre, dog er det bare starten på et venskab med op og nedture, sorg, glæde, forelskelse og vrede. Evelyn begynder langsomt at lægge mærke til den ene drengs behov for at beskytte hende, og hvad Eve ikke ved er, at det var ham, ham der dræbte hendes forældre, ham der kørte ind i dem, ham der var skyld i hendes tab og sorg.

1104Likes
1622Kommentarer
93651Visninger
AA

15. I lo.. .҉

 

Everlyns synsvinkel:

Jeg var forelsket. Jeg var helt igennem forelsket i Louis, og hvis jeg ikke tog helt fejl, så havde Louis det på nogenlunde samme måde med mig.

Og som altid - nyforelsket og ung, så skete der et par ting, for at sige det pænt, så kunne Louis og jeg ikke rigtig holde os fra hinanden, og det var egentlig det vi fik tiden til at gå med - og selvfølgelig en masse andre ting - alt sammen her i huset.

Vi havde badet, set alt for mange kedelige film, og havde fået alt for lidt søvn. Det var hvad vi fik fire dage til at gå med, men det er ikke pointen. Det var selvfølgelig utrolig hyggeligt, og jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været så glad. At være omringet af Louis var perfekt. Han gjorde mig glad og tryg - og alt hvad der ventede derhjemme, var ikke vigtigt lige nu.

Det lille problem opstod dog på 3 dag, hvor Louis og jeg endnu engang var endt sammen, som i seksuelt sammen, som I, at vi havde sex. Jeg havde de sidste to dage - efter jeg fandt ud af jeg direkte var forelsket i Louis, spekuleret over, om jeg elskede ham. Nogen ville sige det var hurtigt, andre ville ikke. Jeg ville kalde det hurtigt, men det var nok fordi jeg ikke havde andre en Lucy tæt på mig.

Louis var kommet ind i mit liv, blæst mig væk og havde åbenbart taget mit hjerte. Det var hvert fald lykkedes mig at indse, at jeg var helt væk i ham. Jeg havde aldrig følt sådan her med nogen før, og følelsen var så stærk, at jeg dagligt gik og overvejede at fortælle Louis om det.

Og hvis vi skulle have et forhold, hvilket jeg også var kommet frem til, at jeg var klar til. Jeg elskede ham, så hvorfor ikke føre det videre? Selvfølgelig havde han en mindre sød x kæreste, og flere tusinde piger som ville sende en masse ting til mig, og gå personligt på mig - men jeg var så blind af kærlighed, at jeg ville gøre det for Louis.

Ikke at vi skulle skrive det på twitter og alt sådan noget, men jeg var klar. Jeg havde fundet svaret. Disse dage havde hjulpet mig så utrolig meget, og nu vidste jeg hvad jeg ville, og det var som om jeg var ved at finde mig selv.

Jeg følte mig speciel - speciel på en måde som ingen andre end mine forældre havde fået mig til at føle. Og det var alt sammen på grund af Louis - som jeg elskede.

Og jeg ville have han skulle vide det. Jeg ville dele det med ham, fortælle ham det, fordi jeg vidste han havde været bange for at miste mig til hans fans.

Men jeg ville vente på det rette tidspunkt, og det kom også - troede jeg.

Louis og jeg havde haft en virkelig romantisk aften. Han havde lavet mad, hvilket jeg ikke troede han kunne. Harry havde åbenbart lært ham at lave det, og det smagte virkelig godt.

Han havde proppet vin i mig, fortalt om sig selv - hvilket ikke ligefrem var en Louis ting at gøre. Jeg havde længe følt han holdt noget hemmeligt for mig, men nu fortalte han åbent om hans oplevelse under x factor og sådan. Det havde været så fantastisk, og selvfølgelig havde vi endt med popcorn og en film, som så udviklede sig til sex.

Men det var ikke bare sex, det var virkelig med følelser, og det var nok det mest intenste jeg nogensinde havde prøvet, og det var der jeg tog beslutningen om at fortælle ham det - fortælle jeg elskede ham. Han behøvede ikke sige det tilbage. Han var for fanden lige slået op med Eleanor, og han havde nok også flere i sit liv end jeg havde - men jeg ville det med ham, og det gjorde jeg - næsten.

Jeg åbnede munden for at sige det. Jeg kan stadig huske hans høje vejtrækninger. Mine negle borede sig blidt ind i hans ryg, og hans pande lå mod min. Selvom det var i går, så kunne jeg stadig huske det hele. Hver en tanke jeg havde, og hvor sikker jeg var på det.

Jeg fik sagt de to første ord, og så stivnede Louis krop et øjeblik. Det var som om han gik i baglås et øjeblik. Han kiggede ned på mig, og inden jeg overhovedet fik sagt det, kyssede han mig hårdt på munden og satte sit tempo op.

Jeg blev hurtigt distraheret af Louis som nåede sit climax, men det var bare som om der var noget inden i der stoppede mig fra det. Jeg ville gerne sige, at jeg ikke var skuffet eller en smule såret, men så ville jeg lyve.

Det var det eneste jeg kunne tænke på de to dage her. Lige nu var vi på vej hjem. Jeg havde lagt hovedet op af vinduet, og havde lukket øjnene så Louis højest sandsynligvis troede jeg sov - det var det jeg ønskede. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle reagere. Dog havde jeg gjort som det første der faldt mig ind - jeg spillede som om alt var okay, men det var det ikke, og selvom jeg var en idiot til at vise følelser, så lagde Louis åbenbart ikke mærke til noget - ellers gad han ikke.

Han behøvede ikke sige noget igen, men at han afbrød mig måtte jo betyde noget - og det var bestemt ikke godt. Jeg havde de værste tanker i hovedet, og selvom det havde været nogle fantastiske dage, hvor jeg havde følt mig tryg og i godt selskab, så ville jeg hjem.

Jeg ville hjem til Lucy, som allerede havde inviteret mig til en fest torsdag. I det øjeblik hun havde spurgt, havde jeg nærmest råbt ja. Jeg vidste det var dumt med hensyn til skolen - og det var da ikke fordi jeg ville drikke mig pisse fuld og skide på Louis. Men jeg havde nok bare brug for at komme lidt ud - lidt væk fra virkeligheden, hvilket jeg havde været de sidste par dage med Louis, indtil det skete.

At fansene var vrede på mig, gjorde mig ikke noget lige nu. Faktisk var det som om mine følelser havde respekteret det, at de havde gjort mig stærkere. De kunne sige hvad de ville om min familie, de vidste ikke, hvad der var sket, og det kom ikke dem ved.

Jeg vidste hvor svært det ved at finde ud af noget om den ulykke. Man vidste intet til personen der havde gjort det, og politiet kunne ikke give mig grunden, men det var okay, det var jeg over nu. Lige nu var jeg bare så påvirket over Louis' måde af afvise mig på.

Det var ikke ligefrem fordi Louis var bange for at elske nogen - det vidste jeg. Det havde han gjort med Eleanor, og han gjorde det med alle drengene. Jeg var ikke dum, og der var noget galt.

Louis synsvinkel:

Jeg slog min tommelfinger mod rattet, og kiggede hen på Evelyn. Et lille smil gled over mit ansigt, men stivnede igen, da jeg kom i tanke om, hvordan jeg havde afvist hende i går.

Det så ikke ud til at gå hende på som sådan. Måske var det også bare noget hun sagde på grund af stemningen - det var jeg næsten sikker på det var, ellers ville hun jo have prøvet igen - men jeg kunne stadig ikke lade være med at tænke over det.

Hun havde været så tæt på at fortælle mig, at hun elskede mig. Selv tanken gav mig kuldegysninger. Jeg kunne ikke have tanken om det. Hun elskede den Louis hun kendte. Hvis hun vidste hvad jeg havde gjort og hvem jeg rigtig var, så ville hun aldrig nærme sig mig - ja aldrig sige de ord. Ikke engang tænke på dem.

Jeg fortjente ikke at høre det. Jeg fortjente ikke at blive elsket af hende. Kald mig hvad I vil, men jeg følte virkelig ikke jeg fortjente det - ikke efter det jeg havde gjort.

Jeg lagde forsigtigt min hånd på hendes lår, ved siden af hendes hånd. Hun reagerede straks på det, hvilket jeg havde forventet. Ligegyldig hvor meget jeg ville, kunne jeg ikke ligge skjul på mine følelser for Evelyn, og hun havde det vidst på samme måde.

Jeg var forelsket i hende, det var jeg virkelig - og derfor gjorde det alt så svært for tiden. Vi havde levet i en bobel fra alt virkelighed, og nu kom vi tilbage - tilbage hvor jeg ikke længere kunne skjule det. Jeg vidste det ikke ville være muligt for mig at glemme det, som jeg havde gjort her. Evelyn og jeg ville ikke være sammen hver dag, og så ville tankerne ramme ekstra hårdt, fordi jeg havde skubbet dem væk så længe.

Jeg strakte mine fingre en smule, og kunne mærke hendes hånd mod mine fingrespidser. Jeg tog forsigtig fat i hendes hånd, og gav den et lille klem. Mit blik fandt hende igen, og hun havde stadig lukkede øjne.

Ligegyldig hvor lidt jeg fortjente hende, så kunne jeg heller ikke holde mig fra hende, og det ville jeg bestemt heller ikke.

Hun var mit ansvar.

Evelyns synsvinkel:

"LOUIIIIS!" Vi fik knap nok åbnet døren ind til hans lejlighed, før et par drenge stemmer lød. Jeg kiggede hen på Louis, som lukkede døren. Et kæmpe smil blev bredt over hans ansigt, og det fik også et smil frem hos mig. Jeg kunne ikke lade være, specielt ikke når Louis var så glad.

Jeg vidste jeg måske bare tog det lidt for personligt, men så igen. Hvis han havde hørt på det og ikke sagt det igen, så var det okay. Men at han afviste mig, det gjorde mig så ked af det.

"Booobeeear," hørte jeg Niall råbe fra køkkenet. Jeg fik min jakke af og hang den op. Jeg kunne allerede høre Louis snakkede og grine med dem, og et øjeblik overvejede jeg bare at gå. Det var jo ikke fordi jeg havde været sammen med dem så tit. Jeg kendte dem næsten ikke. Jeg havde aldrig været sammen med alle sammen på en gang, og de havde jo savnet Louis.

Jeg bed mig i læben og overvejede egentlig bare at smutte. Det var onsdag, og jeg skulle tidlig op i morgen.

"Evelyn?" En stemme fik mig til at snurre rundt. Et par brune øjne skinnede mod mine, og foran mig stod Liam. Han kørte en hånd igennem håret og trådte lidt tættere på.

"Jeg kunne ikke undgå at høre Louis komme hjem." Han grinede kort og gjorde tegn mod køkkenet. "Var det en god tur så?" Jeg havde snakket lidt med Louis, og fordi jeg var træt og mit humør var ret ødelagt lige nu, så nikkede jeg bare og fulgte med ham.

Inde i køkkenet sad Louis på køkkenbordet, mens Niall sad på en stol med Zayn, og Harry sad på spisebordet. Det lignede de var helt afslappet sådan, og det fik mig til at smile en smule, hvilket var godt, for de kiggede alle hen på os i det vi kom ind.

"Evelyn!" udbrød Harry hurtigt og glad. "Hvad er det jeg hører?" Han løftede det ene øjenbryn og kiggede skiftevis på Louis og mig. Louis rystede bare grinende på hovedet og lod sine håndflader hvile mod bordet.

"Du ser smadret ud," konstaterede Zayn. Jeg kiggede hurtigt hen på ham, og nikkede. Det var egentlig ikke planen, at jeg skulle være her. Jeg skulle hjem, men det så ikke ud til det var Louis' plan.

"Det er jeg også," jeg nikkede og kiggede hen på Louis for at se om han forstod en hentydning, men han var i en lang snak med Niall.

"Så, var det hyggeligt?" spurgte Zayn om. Jeg grinte kort fordi Louis havde spurgt om det samme. Dog nikkede jeg og lænede mig op af dørkarmen. Jeg overreagerede nok bare, men det var virkelig som om de vidste et eller andet, som om deres blikke så lige igennem mig - som om de kunne se hvordan jeg havde det lige nu.

Mine øjne lukkede sig kort i, inden jeg kiggede hen på Louis igen. Denne gang fandt hans øjne mine, dog sendte han mig kun et smil og snakkede videre. Jeg sukkede en smule tungt og gik så væk fra dørkarmen og ind i stuen. Jeg kiggede lidt rundt da det var længe siden jeg havde været her.

"Skal du sove her?" spurgte en stemme om. Jeg kiggede hurtigt til siden, og så Zayn. Jeg rystede på hovedet. "Jeg skal i skole. Det var meningen Louis skulle køre mig hjem men ja..." Jeg smilede svagt til ham, og han nikkede forstående, inden han rørte på sig.

"Skal jeg køre dig hjem? Det lyder ikke til du får Louis nogen steder hen lige nu," grinede han og fiskede et par nøgler frem. Jeg bed mig i læben og lænede mig en smule tilbage, for at se Louis. Et kæmpe smil var bredt ud over hans ansigt, og hans høje grin fyldte mine ører.

Det ville jeg ikke ødelægge. Jeg vidste hvor meget han havde savnet ham.

"Hvis du insisterer," drillede jeg, hvilket fik ham til at smile. Det var virkelig sødt af ham, at tilbyde at køre mig. Det var ikke fordi Zayn og jeg havde snakket forfærdelig meget sammen.

"Efter dig," sagde han og gik ud i gangen. Jeg fik mine sko på og min jakke. Jeg havde ikke lyst til at afbryd de andre, derfor forsvandt Zayn og jeg uden at sige farvel. Det blev Louis nok heller ikke sur over. Han blev nok kun lettet over Zayn kørte mig hjem.

Efter Zayn havde sat mig af, havde jeg snakket lidt med Cecil og Austin, og så var jeg gået direkte i seng. Jeg var så smadret, og søvn kunne hjælpe på det hele.

Zayn og jeg havde virkelig haft det sjovt på vej hjem. Han havde løftet mit humør en hel del, og han var faktisk en rigtig sød dreng. Jeg forstod godt hvorfor Louis kunne lide ham - og hvis alle var som ham og Harry, så forstod jeg det bestemt godt.

Jeg vågnede torsdag morgen, ved at min mobil ringede. Jeg gned mig kort i øjnene og greb ud efter den. Solen skinnede mig lige i øjnene, så jeg kunne ingenting se.

"Det er Evelyn?" Mumlede jeg ind i mobilen. En skratten lød, inden en dyb vejrtrækning lød. Jeg skar en  grimasse og gned mig igen i øjet.

"Evelyn?" Lucy's stemme lød og fik mig til at ånde lettet ud. Det var åbenbart nok, for lidt efter lød et skrig i mine ører. Jeg tog hurtigt mobilen væk fra øret og kunne ikke lade være med at smile. Noget var galt - noget godt.

"JEG HAR FÅET JUSTIN BIEBER BILLETTER TIL PÅ LØRDAG. HAM MIN MOR LIGGER OG KNALDER MED, HAN HAVDE NOGLE EKSTRA!"

Jeg vidste for det første godt, at Lucy ikke mente det så overfladisk som det lød - og for det andet, så kunne jeg heller ikke selv lade være med at skrige - kun for at være som hende. Jeg kendte Lucy, og jeg vidste sku hvordan hun var. Justin havde været her så mange gange, men det var altid lykkedes os aldrig at få billetter, og det var vidst fint efter hvad vi havde hørt.

Der skete altid noget sygt til hans koncerter - altså med hensyn til syge fans og sådan.

"OG DU SKAL MED, PLEASE SIG DU KAN PLEASE PLEASE!" skreg hun højt, og en klokke lød bag hende. Jeg fløj op af sengen. Det var skoleklokken! Og jeg lå i min seng!

Fuck!

"LUCY HVORFOR VÆKKEDE DU MIG IKKE," skreg jeg højt, hvilket fik hende til at grine. Et højt skrig lød igen, og det fik mig til at skrige igen.

"PLEASE SIG JA EVE," skrev hun igen. Jeg kom med alt besvær ud af sengen og var ved at vælte. Jeg havde jo fucking travlt!

"JA FINT JA," råbte jeg og lagde så på, inden jeg fik noget tøj fundet frem. Måske jeg bare burde slappe af. Jeg ville alligevel allerede få fravær for denne time, så jeg kunne lige så godt vente til næste.

For fanden da Lucy.

Dog kunne jeg ikke lade være med at grine. Med alt der forgik i Lucys liv nu, så var en Justin Bieber koncert vidst ret okay for hende - og jeg ville med glæde dele den overraskelse med hende.

Min mobil gav igen en lyd fra sig, og denne gang tog jeg den op uden at stresse.

Fra Louis:

Undskyld jeg ikke kørte dig hjem i går. Håber du er okay? x

Jeg smilede svagt over den, og åbnede så en ny.

Fra Louis:

Giv lyd fra dig, når du ser den her. x

Fra Louis:

Er der sket noget?

Fra Louis:

Er du sur på mig?

Fra Louis:

Vil du være sød at skrive til mig når du ser det?

Jeg kiggede forvirret på skærmen. Det lignede slet ikke Louis bombe mig på denne måde - overhovedet ikke. Han plejede da ikke at være SÅ ivrig. Hvad skete der lige?

Louis synsvinkel:

Jeg var virkelig irriteret - allerede for morgenstunden. Zayn og Evelyn var bare skredet i går uden at sige farvel. Jeg var flippet på Zayn, men da han fortalte hun ikke ville afbryde, faldt jeg lidt ned. Nu svarede hun bare ikke, og det havde hun ikke gjort siden Zayn kørte hende hjem.

Jeg var virkelig bange for han havde sagt noget. Hvad hvis han havde afsløret noget?

"Et eller andet må du forfanden have sagt siden hun ikke svarer," vrissede jeg af ham. Han sukkede højt. "Hvad skulle jeg sige?" Han lød virkelig irriteret, måske fordi jeg de sidste par timer havde udspurgt ham om alt muligt.

"Det ved jeg ikke, okay? Jeg ved bare efter du tog hende med i går, så har hun ikke svaret!" Jeg kørte en hånd igennem håret. Var hun sur? Sur over jeg afviste hende? Var det det?

"Louis hun virkede altså heller ikke speciel glad i går," mumlede Liam. Jeg kiggede hen på ham. Hvad fanden mente han med det?

"Du kender hende ikke," hvæsede jeg uden at vide hvorfor. Jeg var virkelig bange lige nu, og det gik åbenbart ud over dem.

"Louis slap nu af det er jo ikke.."

"Zayn, hvis du har sagt noget, så fortæl det," vrissede jeg af ham, hvilket fik ham til at rejse sig op.

"Det her er latterligt Louis. Hvad skulle jeg sige? 'Hey Louis kørte dine forældre ned?' Det har jeg forfanden da ikke gj.." Hans stemme døde ud da det lige gik op for ham, hvad han sagde. Harry gav ham et irriteret blik og Niall sukkede tungt.

Det ville være løgn at sige, at jeg i starten, efter ulykken, havde været rolig. Mit humør var skiftende, jeg var vred og skuffet, og ked af det - og det gik ud over drengene. Mit humør var som en pige der havde menstruation - værre faktisk, så at jeg reagerede sådan her var ikke okay.

"Louis det er jeg ked af..." mumlede han roligt. Jeg rystede afvisende på hovedet og satte mig tungt i sofaen. "Det er mig der undskylder. Jeg er ked af det."

Der var stille et øjeblik, indtil Niall satte sig ned.

"Louis, hvad sker der?" spurgte han roligt om. Jeg lukkede øjnene et øjeblik og rystede så på hovedet. Ja hvad forgik det egentlig?

"Du er helt forvirret og er ved at gå ud af dit gode skin, fordi hun ikke svarer? Og hun virkede nede i går? Hvad sker der mellem jer?" Liam satte sig på den anden side, hvilket fik mig til at sukke.

Jeg skulle lige til at fortælle det, da min mobil vibrerede. Jeg tog den hurtigt op, og kunne mærke, hvordan alt blev lettet. Hurtigt åbnede jeg den, og et smil gled over mine læber.

Evelyns synsvinkel:

Jeg fik skrevet en besked til Louis, fortalte ham hvorfor jeg ikke svarede, og så var jeg taget i skole. Hele dagen fortalte Lucy om hvor meget hun så frem til weekenden. Jeg kunne ikke være mere enig, og da jeg endelig fik fri, kunne jeg næsten ikke vente med at ringe til Louis.

For det første savnede jeg ham, og for det andet, så ville jeg gerne fortælle det her.

"Det Louis?" sagde han glad. Jeg smilede ved lyden af hans stemme, og satte så min taske ordentlig, for at gå hjem ad.

"Hey babe," sagde jeg glad. Han grinte kort og gik væk fra lyden i baggrunden.

"Hvad så? Hvordan har din dag været?" Spurgte han om. Jeg bed mig kort i læben. "Fantastisk! Hvad med din? Udover din morgen?" Jeg drillede ham en smule for sjov, siden han var flippet sådan ud. Det var lidt sødt, og det fik ham da til at grine.

"Ha ha, sjovt Evelyn," mumlede han og grinte stadigvæk en smule.

"Okay," sagde jeg hurtigt, da jeg ikke kunne vente længere. "Lucy har inviteret mig med til Justins koncert!" hvinede jeg og kunne langsomt høre hvordan alt i røret blev stille. Jeg skar en grimasse og kiggede op i luften.

"Er du sikker på det er en god ide?" Jeg kunne høre han var usikker på at spørge, hvilket fik mig til at kigge forvirret ud på vejen.

"Hvorfor skulle det ikke være det?" spurgte jeg forvirret om. Louis sukkede kort i røret. "Det er jo ikke ligefrem fordi Justin hopper ned fra scenen, kommer hen til mig og frier," drillede jeg, men det tog han åbenbart meget seriøst.

"Jeg synes ikke du skal tage til den Evelyn. Der er utrolig mange piger - piger der kender dig."

Hans pointe gik straks op for mig, men jeg havde jo taget en beslutning. De skulle ikke påvirke mig på denne måde, og det her var Justin Bieber.

"Der er også sikkerhedsfolk. Vi er ret tæt på scenen, Louis," jeg tog stadig lidt pis på ham, for at få ham til at forstå det var lidt latterligt det der, men sådan tog han det ikke.

"Evelyn, har du overhovedet hørt hvad der er sket til hans koncerter? Folk ved hvem du er, der vil ske dig alt muligt." Begyndte han, hvilket fik mig til at sukke højt.

"Det er jo ikke fordi de overfalder mig, og gør de, så er der vag.."

"Evelyn, jeg mener det. Vil du ikke godt lade være med at tage til den? Så tager vi til en anden, en anden gang." Han lød virkelig seriøs, og det skræmte mig lidt. Hvorfor var det så slemt at tage til den koncert? Jeg mener... der var sikkerhedsvagter overalt, Lucy var der og det var jo piger der kom for at se Justin? Ikke slå mig ned eller snakke One Direction.

"Evelyn," sagde han en anelse hårdere.

"Louis jeg forstår ikke hvad problemet er..."

"At der kan være sindssyge piger derhenne. Det er ikke første gang, okay? Kan du ikke bare.... gøre hvad jeg siger?" Han lød opgivende. "Og så får jeg arrangeret et møde mellem jer eller sådan noget?"

Jeg kunne straks høre hvor god en ide han selv synes det var, og selvom det kunne være fedt, så fandt jeg det virkelig flabet at han bestak mig på den måde.

"Louis jeg..."

"Evelyn, for min skyld." Irriteret rullede jeg med øjnene. "Fint Louis," min stemme var halv vred, og på trods af det, åndede han alligevel lettet ud.

"Jeg bliver nødt til at smutte nu babe. Jeg ringer i aften," sagde han da en masse høje råb lød i baggrunden. Inden jeg fik sagt noget, lagde han på.

Jeg tog mobilen fra øret og kiggede lidt på den.

"Jamen farvel," mumlede jeg forvirret.

Hvad fanden var der lige sket?

Urg, der skete jo en masse deri. Hvorfor tror I Louis ikke vil have hende til den koncert? & hvad synes I om hans grund til at afvise hende på? x

OG HALLO, TAK FORDI I LÆSER, I ER SÅ SKØNNE. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...