I killed them - {1D}

Evelyn Scarlett Walker er en livsglad pige, som tager tingene som de kommer. Trods tabet af hendes forældre for tre år siden, er Evelyn endelig kommet helt ovenpå igen og nyder livet. Som sædvandlig tager Evelyn sin årlige tur ned på kirkegården, men denne gang er det anderledes. To par drenge, og ikke bare to almindelige drenge, men to drenge fra det store boyband One Direction, står ved nabograven. Evelyn regner med de som alle andre, er her for at besøge en, men da de begynder at udspørge hende om ting, får hun en mistanke om, at de kender hendes forældre, dog er det bare starten på et venskab med op og nedture, sorg, glæde, forelskelse og vrede. Evelyn begynder langsomt at lægge mærke til den ene drengs behov for at beskytte hende, og hvad Eve ikke ved er, at det var ham, ham der dræbte hendes forældre, ham der kørte ind i dem, ham der var skyld i hendes tab og sorg.

1104Likes
1619Kommentarer
93675Visninger
AA

19. I killed them.

Evelyns synsvinkel:

Jeg blev nødt til at tage sagen i egen hånd. Normalt ville jeg søge hjælp som Lucy, men hun var en af de sidste jeg ville snakke med lige nu - Og hvad der end var galt med Louis, så kunne jeg heller ikke søge hjælp hos ham. Om han var bekymret, bange eller ligeglad, det vidste jeg ikke, jeg vidste bare han ikke skulle blandes ind i det her.

Og det var netop derfor, at jeg havde valgt at droppe skolen tirsdag og ringe til Alex. Jeg skulle starte et sted, og var han ikke 'ham' så havde jeg i det mindste en jeg kunne stole på - og en der ville hjælpe. Jeg blev virkelig nødt til at have en med her, og eftersom Alex var ret populær, så kendte han folk og var endnu en større hjælp.

Jeg havde snakket i mobil med Louis i går, fortalt ham jeg var okay og at jeg tog i skole. Han var, efter i går, blevet ret nysgerrig efter hvad jeg skulle, og hvornår jeg havde fri - men jeg kunne ikke bebrejde ham. Han vidste Jess gik på skolen, og han vidste jeg var bange for hende.

Men igen, jeg blev nødt til det her, og jeg havde det virkelig forfærdeligt med at lyve for Louis, men det her var nødvendigt, og når han var ligeglad, eller hvad han var, så havde han ikke så meget at skulle have sagt.

Det var derfor jeg nu stod og ventede på Alex, som forhåbentlig ville komme om lidt. Vejret var godt, og derfor var jeg kun iklædt et par højtaljede shorts og en løs trøje, som var stoppet ned i mine shorts.

Jeg var lidt nervøs for at fortælle Alex det, men han havde været min barndomsven, og han var stadig en rigtig god ven. Han var desuden også den eneste jeg havde lige nu. Ingen andre kunne jeg stole på.

"Evelyn?" Jeg blev prikket på skulderen og vendte mig forskrækket om. Alex begyndte at grine, hvilket fik mig til at sukke lettet.

"Du kan ikke snige dig ind på en pige på den måde! Kom her," grinede jeg og gav ham et kram. Det var alt for længe siden jeg havde set ham. Jeg savnede ham egentlig.

"Så, hvad fik dig til at få tid til mig? Frøken famous," han gav mig en albue i siden og begyndte at gå langs gaden. Jeg kunne ikke lade være med at grine, men blev dog en smule alvorlig igen.

"Kan du huske da vi lovede hinanden altid at være der for hinanden?" Han drejede ansigtet hen mod mig og stoppede så op. Han kunne sikkert fornemme, at det her var alvorligt.

"Jeg har ikke andre jeg stoler på lige nu." Afsluttede jeg så, hvilket fik Alex til at klø sig under hagen.

"Ikke engang Louis? Eller Lucy?" Spurgte han om. Jeg sendte ham et skævt smil. "Det er kompliceret." Han nikkede forstående, kiggede alvorligt på mig i et par sekunder, inden han lyste op i et smil.

"Jeg er en mand der holder sit ord Evelyn." Lettelsen skyllede ind over mig, og uden at tænke over det, gav jeg ham et kram igen. Han var den eneste jeg havde lige nu.

"Evelyn," mumlede han men trak sig ikke fra krammet før jeg gjorde. Han kiggede hen i retningen af et par piger, som stod med øjnene ude af hovedet og kiggede hen på os. Jeg lagde mærke til mobilerne i hånden, og hurtigt gik det op for mig, at Louis var kendt, og jeg vidst var hans kæreste.

"Shit," mumlede jeg og greb ud efter Alex, for at trække ham ind i den nærmeste butik, hvilket til vores held, var en is butik.

"Is? Jamen god ide Evelyn," drillede Alex. Jeg rullede for sjov med øjnene, og kiggede så ud af vinduet for at se efter de piger.

"Jeg vænner mig aldrig til det der," mumlede jeg og sendte ham et skævt smil. Han begyndte at grine og trak så sin pung frem.

"Nu vi alligevel er her. Hvad skal du have?" Han kiggede afventende på mig. Jeg kiggede lidt rundt på isene og endte med bare at mumle et eller andet, som han bestilte. Endnu engang kiggede jeg ud af vinduet, og til mit held var de væk - hvilket vi vidst også snart skulle.

Det billede ville helt sikkert ende på tumblr, twitter og sikkert facebook. Jeg måtte lære at tænke over tingene. Det er anderledes nu, og at gå med en anden dreng i byen sender ikke de bedste signaler.

"Her," Alex rakte mig min is, og hurtig tog jeg imod den.

"Kom."

Vi endte på en bænk et ret fredeligt sted. Jeg havde smidt min is ud, da jeg ikke havde appetitten til den. Alex var dog stadig i gang med sin, og det var nok det der afholdt ham fra at spørge, hvad jeg skulle have hjælp til.

"Husker du den ulykke mine forældre blev dræbt i?" spurgte jeg om uden at kigge på ham. Skeen han havde ført op til sin mund, begravede han i isen igen.

"Ja?"

Jeg hev ud i mit elastik for at slippe det, så en lille form for smerte skød igennem mit håndled.

"Og kan du huske vi aldrig fik at vide hvem der kørte ind i dem?" Han nikkede igen og smed sin is ud.

"Han ... er på en måde en af mine venner." Alex kiggede med store øjne på ham. Han havde været der igennem hele forløbet - igen, vi var barndomsvenner. Derfor stolede jeg så meget på ham som jeg gjorde.

"Tror jeg."

"Tror du?" Spurgte han skeptisk. Jeg nikkede og sukkede tungt. "Denne pige på min skole.. Alex hun ved hvem der gjorde det, og hun har fortalt jeg tit omgås med personen."

Der var stille et øjeblik, indtil Alex rykkede forvirret på sig. "Du tror vel ikke det er mig, vel?"

"Nej!" udbrød jeg og kiggede med store øjne på ham.

"Det skræmmer mig bare. Jeg ved ikke hvem det er, og tanken om at personen holder det hemmeligt for mig, det giver mig lyst til at kaste op. Alex, han dræbte mine forældre, og jeg aner ikke hvem han er."

Han nikkede forstående og lagde en hånd på min skulder.

"Så hvad vil du have mig til?" Jeg kunne ikke skjule det smil der langsomt kom frem.

Jeg vidste jeg kunne stole på ham.

Louis synsvinkel:

"Hun var ikke i skole i dag," sagde Stan og smed sig i sofaen, hvor Lucy havde gjort plads til ham. Jeg kiggede forvirret hen på ham.

"Hvor var hun så?" Hun havde fortalt mig hun tog i skole i dag, men hverken Stan eller Lucy havde set hende, og det gjorde mig ærligtalt pisse nervøs. Jeg havde snakket med hende i går aftes, og hun havde forsikret mig om alt var okay, men jeg tvivlede.

"Jeg ved det ikke," mumlede Lucy fraværende. "Hun har ikke snakket med mig de sidste par dage," mumlede hun og jeg kunne straks mærke hvor ked af det hun var over det - men var det ikke hendes egen skyld?

Harry kom ind med en banan i hånden. Han sendte Lucy et smil, og hun gengældte det - men lige nu irriterede det mig. Det var deres skyld Evelyn var som hun var for tiden - helt ude af den.

"Hvordan kan I stadig gøre det der?" Udbrød jeg, hvilket fik dem begge til at se hen på mig.

"I ved hvordan Evelyn har det med det, og alligevel bliver i ved uden at snakke med hende?"

"Jeg har ligesom prøvet Louis, men på grund af jeres åndssvage plan er vores forhold fucked up. Hun gider mig ikke." Sagde Lucy hårdt. Jeg skar en grimmase. Vores plan?

"Hvad har vores plan med det her at gøre?" Lucy rullede bare mig øjnene, og da jeg skulle til at spørge igen, lød Stans mumlen.

"Jeg tror jeg ved hvor Evelyn er," han løftede mobilen og kiggede skiftevis på os, inden han kastede den hen til mig.

"Hvem fanden er det?" Billedet var af Evelyn og en eller anden dreng, som stod med armene om hende. Der var også et billede af dem på en bænk med is. Hvad fanden lavede hun med ham? og så midt i skoletiden?!

"Det er Alex." Sagde Lucy og rejste sig op. "Hvornår er det her taget?" Hun kiggede hen på Stan, som trak på skulderne. "Omkring elleve tiden?"

Jeg kunne mærke en knude i maven. Evelyn havde droppet sin skole, og endda ikke lang tid før sin eksame, for at være sammen med hvem fanden han nu var?! Hvad tænkte hun på? Der var fans overalt, og så de hende med en anden ville de sku da flippe ud!

Jeg kiggede ned på mit ur. Klokken var lidt i fire, og det var nu alle begyndte at søge ind i byen for at hænge ud.

"Forhelved, hvad gør vi?" Jeg kørte en hånd igennem håret. "Og hvem fanden er Alex?" Spurgte Stan så om.

"Hendes barndomsven. Men de ser aldrig noget til hinanden, så hvorfor nu?" Lucy lød lige så forvirret som om. Lige nu kunne jeg kun mærke vreden indeni. Var det virkelig hendes måde at gøre det på? Hun var sur på mig, og ville gøre mig jaloux?

Jeg trak min mobil op.

Til Evelyn:

Hvad fanden har du gang i Evelyn?

Jeg rystede på hovedet og kiggede på Harry.

"Kontakt de andre, vi skal finde hende." Harry kiggede lidt skeptisk på mig. "Nu!" sagde jeg højt.

Evelyns synsvinkel:

Fra Louis:

Hvad fanden har du gang i Evelyn?

"Uh, jeg tror vi er busted," hørte jeg Alex sige. Jeg nikkede og kiggede op fra mobilen. Et par piger stod og kiggede på os, hvilket fik mig til at sukke.

Jeg havde været inde i byen med Alex siden klokken halv elleve. Jeg havde fortalt ham det hele, og vi havde skrevet en lang liste, som vi helt klart kunne udelukke. Nu havde Louis så set billederne, og han vidste jeg løj, så nu var han sikkert pisse sur.

Til Louis:

Vi ordner noget vigtigt. x

Jeg vidste ikke om jeg var sur på Louis eller ej. Jeg var irriteret over han var så ligeglad. Han havde knap nok nævnt noget i går, og nu flippede han ud over jeg var sammen med Alex.

Jeg vidste udmærket Louis følte for at beskytte mig, men han kunne vel slappe lidt af en gang imellem. Han overreagerede virkelig nogen gangen, og det irriterede mig. Det sidste stykke tid havde faktisk været forvirrende mellem os.

Først måtte jeg ikke sige jeg elskede ham. Det var fint han ikke elskede mig som jeg elskede ham, men han skulle vide det. Og så slog han den fyr ned til den fest, og så flippede han til Justin Bieber koncerten - og nu det her.

Jeg elskede ham, og vi skulle virkelig finde ud af det her, for det tog min energi - især det med Lucy og Harry. Men lige nu var det her vigtigere, og hvis jeg ikke betød lige så meget for Louis som han gjorde for mig, så kunne han vel også respektere det.

Rettelse - det skulle han respektere.

"Og du er sikker på det ikke er en fra hans band?" Jeg nikkede hurtigt. Ingen af de drenge ville kunne spille så godt skuespil.

"Og Stan er også udelukket? Hvad med Lucy? Hun har løjet om så meget, og hvad er det man siger? Hold fjenden nær?"

Jeg kiggede skræmt på Alex, som så endte med at grine. Han tog pis på mig, men lige nu var det okay. Det havde været så alvorligt og dramatisk hele dagen.

"Jeg er virkelig glad for du vil hjælpe mig," mumlede jeg og lænede mig tilbage. Solen brændte sig ned i ansigtet - men det føltes rart. Som om alle ens problemer var væk.

"Evelyn?" En stemme jeg ikke havde hørt længe, fik mig til at slå øjnene op. Foran mig stod Zayn og Liam, hvilke fik mig til at løfte det ene øjenbryn.

"Hey!" sagde jeg hurtigt og kiggede rundt.

"Hvad laver I her?" Jeg kunne nok ikke skjule min glæde for at se dem. Jeg havde ikke set dem i lang tid, så hvad søren lavede de her nu?

"Øh," lød det fra Liam. Han kiggede hen på Zayn, og det tog mig ikke lang tid at regne ud.

Mit blik gled hen til Alex, og så hen til dem igen. Jeg sukkede tungt og kiggede op i luften et øjeblik.

"Sig det er løgn," mumlede jeg, hvilket fik Zayn til at ryste på hovedet. "Desværre Evelyn. Du skulle måske svare ham i stedet for. Jeg bryder mig ærligtalt ikke om at skulle lege spion," sagde Zayn drillende, og det var jo ikke deres skyld - derfor grinte jeg kort af det han sagde.

Selvfølgelig var Louis flippet ud og sendt dem ud efter mig. Han var her sikkert også selv.

"Hvor er han?" Spurgte jeg så om. Liam trak på skulderne. "Jeg tror ham Lucy og Stan leder efter dig." Jeg kneb øjnene sammen. Lucy? Og Stan? Hvad fanden.

Vreden arbejdede sig rundt. Var han virkelig så pisse jaloux at han fik sine venner til det her? Selv Lucy?

"Alex," jeg drejede rundt og kiggede på ham. "Kan jeg skrive i aften?" Han rejste sig hurtigt op, kiggede lidt forvirret på Zayn og Liam, inden han nikkede.

"Selvfølgelig." Han gik hen mod mig og trak mig ind i et kram.

"Er du okay?" Mumlede han, og hurtigt nikkede jeg. Jeg blev nødt til at bede Louis om at slappe af. Forfanden, hvad hvis jeg havde venner? Var det sådan et stort problem?

"Kan I ikke ringe eller sådan noget?" spurgte jeg dem om. Zayn trak sin mobil op og gik lidt væk.

"Hvordan har du det?" Spurgte Liam venligt om og sørgede for at gemme sig så godt som muligt.

"Udover jeg har en pisse jaloux kæreste rendende i røvet, så fint. Hva med dig?" Okay mit humør gik vidst lidt ud over ham, men når det kom til stykket var jeg virkelig pisset på Louis. Det var ikke første gang han prøvede at bestemme over mig, og nu var det nok.

Det her var vigtigt for mig, og han gad ikke hjælpe - det var fint, så måtte jeg finde andre.

"Ved parkeringspladsen," sagde Zayn men blev afbrudt af et skrig.

"ZAYN?!" skreg en pige, og hurtigt var de omringet af folk. Jeg fik hurtigt sneget mig væk og satte kursen mod parkeringspladsen.

Jeg var sikkert rød i hovedet af vrede.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til ham, men ord havde jeg vidst ikke brug for lige nu.

Parkeringspladsen var næsten tom for mennesker, derfor spottede jeg ham hurtigt. Han stod op af sin bil, ved siden af Harry, som stod og snakkede med Lucy og Stan. Mit humør som allerede var forfærdeligt, blev værre ved synet af dem. Det hele var bare en stor vred bombe der snart sprang.

"Hvad fanden er der i vejen med dig Louis?" sagde jeg højt, og fik alle til at kigge herhen. Louis rettede sig hurtigt op og tog sine solbriller af. Han så bestemt ikke glad ud.

"Med mig? Evelyn, du lovede du tog i skolen, men alligevel skal jeg se overalt på nettet, at du hænger ud med en eller anden gammel ven?" Han stoppede op lidt fra mig, og kiggede bebrejdende på mig, hvilket han ikke havde ret til.

"Jeg skrev til dig, at jeg ordnede noget. Hvorfor kunne du ikke bare stole på det?"

"Det er ikke fordi du ligefrem har gjort det nemt for mig, at stole på dig Evelyn," mumlede han. Jeg lavede store øjne. Var JEG nu problemet?

"Først Justins koncert, nu det her? Hvad bliver det næste?" Han rystede på hovedet og prøvede virkelig at få mig til at føle mig dum, problemet var bare jeg var for vred lige nu.

"Jeg får at vide, at jeg omgås med personen der dræbte mine forældre Louis! Og det eneste du gør, er at sige jeg skal droppe det?"

"Det er spild af tid Evelyn!" sagde han højt, hvilket fik mig til at træde et skridt tilbage.

Spild af tid? Var det sådan han så det? Mig?

"Det er mine forældre Louis. Jeg ved godt du ikke ved en skid om hvordan det er at miste nogen der rent faktisk skulle opdrage dig. Det er fint, det håber jeg heller aldrig du kommer til. Men at gå og lege far for mig, fordi mine forældre er væk, gør dig ikke til nogen helt, okay? Jeg kan godt klare mig selv, og jeg bryder mig ikke om folk der bestemmer hvad jeg skal, og ikke skal."

Jeg var i gang, og jeg kunne lige så godt gå all in. Jeg var vred, og han havde brug for at få klar besked - om mine følelser. Han havde brug for at vide hvorfor tingene gik som de gjorde.

"Jeg havde ikke andre at komme til Louis. Alex var min eneste løsning og je..."

"Du har mig Evelyn," sagde han roligt, men jeg rystede på hovedet og grinte kort for ikke at græde. Nu kom det.

"Jeg har ikke brug for dig til at lege min superhelt eller hvad fanden du vil bevise. Jeg har brug for dig til at støtte mig Louis - til at elske mig. Du er den eneste jeg føler mig tryg omkring. Den eneste jeg har og jeg.."

"Stop," sagde han hårdt, hvilket fik mig til at se forvirret på ham. Jeg rystede på hovedet. Han kunne ikke skubbe mig væk igen. Han skulle vide det. Han skulle stole på mig.

"Du forstår det ikke Louis. Jeg ved ikke hvad der har skræmt dig så meget, at du ikke tør lade andre elske dig."

"Evelyn, stop sagde jeg."

"Men du kan ikke afholde mig fra det Louis. Jeg el.."

"Evelyn!" råbte han højt. Tårerne pressede sig på, værre end før. Det gjorde ondt at blive afvist, men han skulle vide det.

"Hvorfor Louis?" hviskede jeg. Jeg kunne se de andre var trådt lidt tættere på.

"Bare lad være Evelyn," hviskede han og lod stilheden overtage.

Mit blik var rettet mod jorden, indtil et ironisk grin slap ud.

"Min bedsteveninde, en af de eneste jeg elskede, valgte at gå bag ryggen på mig. Lyve for mig, stikke mig i ryggen Louis. Mine forældre forsvandt fra mig, men det har gjort mig stærkere. Hvad end du har gået igennem, så er jeg sikker på du kan komme over det. Louis, personer som jeg troede aldrig ville svigte mig, har gjort det. Personer som jeg elskede, har forladt mig. Og alligevel kommer du her, som den eneste, efter mine forældres død, og kan gøre mig tryg. Du er den eneste der har fået mig til at føle som jeg gør, men du ved ikke hvor meget det piner mig."

Lucy stod med tårer i øjnene, jeg vidste hun fortrød hun havde løjet, men det var ligegyldigt nu.

Jeg trådte hen til Louis. Jeg var ligeglad med de andre. Han havde brug for at vide det. Han var så såbar. Selvfølgelig var der en grund til han passede på mig, men han havde brug for at lære, at jeg kunne passe på mig selv, og han havde brug for åbne sig.

"Det piner mig, at du ikke vil indse, at jeg elsker dig," hviskede jeg og kunne se hvordan Louis klemte øjnene sammen og prøvede at lukke mine ord ude.

Han trådte et skridt tilbage, hvilket gav et stik i mit hjerte. Vi havde været igennem så mange ting, og han kunne ikke bare løbe fra det nu.

"Louis," hviskede jeg og trådte et skridt tættere på, men han stoppede mig ved at løfte sine hænder.

"Jeg kan ikke gøre det her mere Evelyn," hviskede han, og da hans blik mødte mit, løb tårerne ned af hans kinder. Mit hjerte sprang et slag over, og da Stan puffede til ham for at bede ham stoppe med hvad end han havde gang i, ignorerede han ham.

"Jeg er ikke bange for at lade folk elske mig - jeg fortjener det bare ikke."

"Hvad sna.."

"Jeg har gjort noget utilgiveligt Evelyn, noget der har pint mig siden det skete." Han trådte et skridt tættere på mig. Mit hjerte hoppede afsted. Hvad snakkede han om?

"Det havde aldrig været meningen det skulle komme hertil." Han lagde en hånd mod min kind, og straks forstod jeg, at det aldrig havde været meningen at ham og jeg skulle være blevet til noget. Men hvorfor ikke?

"Evelyn jeg er så ked af det." Hviskede han, men jeg forstod ingenting. Hvad havde han gjort?

"Der er en grund til jeg passer på dig som jeg gør Evelyn. Jeg ønsker ikke at se dig blive såret igen."

Igen?

"Jeg ønsker ikke at nogen sårer dig som jeg har gjort."

Mit blik fandt jorden. Hvad snakkede han om?

"Men Louis du har da ikk.."

"Evelyn," afbrød han mig med en grådkvalt stemme. Mit blik mødte hans, og hans øjne var fyldt med vand. Jeg bed mig i læben, fuldstændig forvirret, ventede bare på hvad han ville sige.

Han lukkede øjnene.

"Evelyn, jeg dræbte dine forældre."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...