I killed them - {1D}

Evelyn Scarlett Walker er en livsglad pige, som tager tingene som de kommer. Trods tabet af hendes forældre for tre år siden, er Evelyn endelig kommet helt ovenpå igen og nyder livet. Som sædvandlig tager Evelyn sin årlige tur ned på kirkegården, men denne gang er det anderledes. To par drenge, og ikke bare to almindelige drenge, men to drenge fra det store boyband One Direction, står ved nabograven. Evelyn regner med de som alle andre, er her for at besøge en, men da de begynder at udspørge hende om ting, får hun en mistanke om, at de kender hendes forældre, dog er det bare starten på et venskab med op og nedture, sorg, glæde, forelskelse og vrede. Evelyn begynder langsomt at lægge mærke til den ene drengs behov for at beskytte hende, og hvad Eve ikke ved er, at det var ham, ham der dræbte hendes forældre, ham der kørte ind i dem, ham der var skyld i hendes tab og sorg.

1104Likes
1619Kommentarer
94723Visninger
AA

2. I didn't tell you my name? .҉

 

Jeg lod mit brune hår falde ned langs min nakke. Det gav en kildende fornemmelse, og fik gåsehud til at snige sig frem på mine arme. Jeg kiggede ned på dem inden jeg langsomt lod mit blik glide hen på spejlet. Jeg sendte opmuntrende et smil til mig selv og nynnede med på sangen i radioen.

”Evelyn?” Min moster, Cecil, bankede på døren, hvilket fik mig til at kigge hen på hende. Hun sendte mig et skævt smil, inden hun trådte ind på værelset. Hun kiggede kort rundt. Hun undrede sig sikkert stadig over, hvorfor mit værelse altid var så rent. Jeg var lige blevet 18 år gammel. Ifølge hende burde jeg smide tøj over det hele og lade mit værelse ligne et bombet lokum, så hun en uge efter kunne finde madrester, men hey, når det kom til stykket var hun sikkert glad for det var som det var.

Jeg havde en tendens til at smide alt væk, og det var underligt når jeg gik så meget op i, at alt skulle være rent og i orden, men sådan er vi jo alle forskellige, ikke?

”Jeg har noget til dig,” smilede hun og gik hen bag mig. Jeg løftede det ene øjenbryn og sendte hende et halv forvirret blik i spejlet.

Hun kiggede ned, og fordi min ryg var i vejen, anede jeg ikke hvad hun lavede. Hendes blik fangede mit i spejlet, inden hun langsomt løftede en sølvhalskæde over mit hoved.

”Det har været din mors,” sagde hun og lod det kolde smykke ramme min hals. Mit hjerte slog to gange hårdt i mit bryst, så jeg blev nødt til at tage en dyb indånding.

”Din far gav hende den på sin bryllups dag,” hun lagde armene om mine skulder og trak mig ind til sig.

”De ville være stolte af dig Evelyn. Du har allerede klaret et år efter alt der er sket.” Jeg kiggede ned i jorden og smilede forlegent. I dag var det præcis tre år siden jeg mistede mine forældre i en bil ulykke. Jeg boede hos min moster Cecil og hendes mand Austin, og jeg kunne ikke være mere taknemmelig for at de havde taget mig til sig, da jeg mistede alt der betød noget.

De havde givet mig en kærlighed som mine forældre havde. De havde taget mig til sig, som var jeg deres, og de elskede mig. Dog ville de aldrig være i stand til at elske mig som mine forældre, men jeg tog imod alt jeg kunne. De sidste to år havde alt været nedtur for mig. Jeg havde det forfærdelig. Jeg var deprimeret, jeg havde angst, og jeg følte ikke jeg havde noget at leve for, men jeg ved ikke hvad der fik alt det ændret. Måske det fact af Cecil og Austin alligevel var der, og elskede mig når jeg mest havde brug for det.

Nu tog jeg bare imod alt jeg kunne og tog en dag af gangen. Jeg havde indfundet mig med tabet af mine forældre – eller så meget som man nu kan. De var altid i mit baghoved, men inderst inde vidste jeg jo godt vi ville få hinanden at se igen, og det var nok også det der holdt mig oppe.

”Du er så stærk,” mumlede hun og kyssede mig i panden, inden hun snurrede mig rundt. ”Men du kommer altså for sent i skole.” Jeg kunne ikke lade være med at smile over hendes emneskift, men vi havde efterhånden haft mine forældre oppe og vende så tit, at hun godt vidste der ikke var nogen grund til at snakke om det mere. Hun var bare bange for, at jeg ville ende som jeg gjorde for et år siden – men det var jeg over.

Livet var en gave, og nu skulle jeg i skole.

 

 

Iklædt mine blå shorts, min hvide t-shirt og en masse armbånd, gik jeg ind på skolens grund. Vejret var fantastisk i dag – faktisk overdrevet fantastisk. Vi var midt i maj måned, hvilket betød der ikke var særlig lang tid til sommerferien. Nu skulle jeg bare overstå et par eksaminer, og det var dem jeg var i gang med nu.

”Yo, Eve!” lød en skinger stemme, inden et par arme blev slået om mig. Jeg genkendte straks hendes parfume, og automatisk smilede jeg. Det var Lucy.

”Har du haft en god weekend?” Hun trak sig tilbage og kørte en hånd igennem sit sorte hår, inden hun kiggede nysgerrig på mig.

”Wow Lucy, that ass!” råbte en efter hende. Jeg kunne ikke lade være med at grine da hun bare gav ham fingeren uden at fjerne blikket fra mig. Det var det jeg elskede ved Lucy. Hun gik på 3 år, og hun var smuk, virkelig smuk og helt igennem fantastisk, og så var hun populær. Ikke populær som i dulle populær, for dem har vi nok af, men populær fordi hun var nede på jorden og en virkelig drenge pige.

Jeg lærte hende at kende da jeg flyttede hen til min moster, og siden da har vi været sammen. Hun har fået mig til at elske biler, gå i noget drenget, dog stadig stylet pige tøj – alt i alt havde hun ændret mig, og det var nok også en af grundende til, at jeg var som jeg var i dag.

”Helt fint. Cecil tvang mig med på kunstudstilling,” grinede jeg, hvilket fik Lucy til at slå øjnene op. ”Wow, sikke noget yderst spændende og virkelig interessant stof. Kan du ikke fortælle mig lidt mere?” Jeg begyndte at grine og slog min hofte mod hendes, så hun hurtigt tog om min skulder for at holde sig oppe.

”Hva så taber et og to?” Lød en drillende stemme, som jeg kendte alt for godt. Lucy rullede med øjnene og kiggede hen på hendes kærlige fætter, Stan, som stod ved indgangen.

”Hva så?” sagde Lucy og gav ham så et kram. Stan var populær. Lad os sige det sådan. Han var da okay pæn, men pigerne svævede virkelig meget omkring ham, fordi han var ven med en fra One Direction, som efterhånden er det kæmpe hit i hele verden, det ved vi.

”Hva så babygirl?” Han gav mig en albue i siden, så jeg slog ud efter ham. Stan og mit forhold var underligt. Han kunne være pisse irriterende. Faktisk var det det eneste han kunne. Jeg forstod ikke helt hvorfor Lucy var venner med ham – og det var hvert fald ikke pga. One Direction. Okay, de var i familie, men det er jo ikke ens betydning med, at man skal kunne lide hinanden, vel?

”Havde du en god weekend med dine forældre?” Lucy gav ham en irriteret albue i siden, og slog hans hat ned i ansigtet, inden hun kiggede undskyldende på mig. Jeg sendte hende bare et smil. Jeg tog det ikke personligt længere hvis folk brugte mine forældre imod mig. Somsagt, jeg så positivt på livet nu, og de var et bedre sted.

”Ja, men din weekend må have været forfærdelig,” jeg sendte ham bare et drillende smil og kunne hørte Lucy fnise.

”Og hvordan skal det forstås?” Han tog hatten på igen og gik hen imod mig. Jeg fastholdt mit blik, selvom jeg virkelig følte mig lille. Nu var jeg jo heller ikke ligefrem den højeste.

”Nej,” mumlede jeg. ”Du har virkelig ikke haft en god weekend.” Jeg klappede ham akavet på brystet, eftersom det var det han skød helt op i ansigtet på mig. Lucy begyndte at grine højlydt, og Stan sendte mig bare et irriterende smil.

”Du er stor i munden i dag, hva?” Han lænede sig frem mod mig. ”Hvor meget kan du tage ind?” Mine øjne blev store inden jeg trådte et skrid tilbage. Et irriterende grin kom fra Stan, inden jeg rystede på hovedet.

Jeg var ikke umoden, men Stan nøgen, bare nej.

”Skal jeg gå med?” Lucy kiggede ind på kirkegården, som have taget alt udsigten. Lige meget hvor godt vejr det var, så så det altid så uhyggeligt ud.

Jeg kiggede hen på hende, rystede på hovedet og sendte hende et smil. Det her var noget jeg selv skulle gøre. Noget der var min ting at gøre.

”Du ved godt klokken snart er halv otte, ikke? Der kunne ske…” Jeg løftede det ene øjenbryn af hende, hvilket fik hende til at sukke.

”Ring hvis der sker noget, okay?” Jeg nikkede hurtigt og kunne ikke lade være med at grine lidt over hendes beskyttende undertone.

Jeg tog fat i håndtaget, trak i det og steg langsomt ud. Den varme brise lagde sig rundt om mig, og på en underlig måde kunne jeg ikke lade være tage det som et godt beskyttende tegn.

Jeg bed mig i læben og vinkede farvel til Lucy, som kørte væk. Jeg fulgte bilen med øjnene til den var helt væk, inden jeg langsomt vendte mig rundt. Jeg havde været her så mange gange før, men det var alligevel fremmede for mig. Det var mindst tyve minutter væk fra hvor jeg boede, men det føltes så roligt, så fredeligt herude. Jeg elskede stilheden det bragte med sig.

Jeg trådte hen mod lågen, og da jeg forsigtig skubbede til den, knagede den utrolig højt. Derfor skubbede jeg den hurtigt op og skar en grimasse af lyden. Jeg havde på fornemmelsen, at de med vilje glemte at bruge olie så det ville være endnu mere skræmmende.

Forestil jer, at de står og skubber lågen frem og tilbage for at den til sidst skal larme! Okay, lad være. Det var ikke engang sjovt.

Jeg følte mig pludselig nervøs ved at gå herinde. Måske fordi sidst jeg så dem, var for et år siden. Jeg brød mig ikke om at besøge dem udover deres dødsdato. Jeg brød mig ikke om at blive husket på, hvad jeg havde mistet. I starten havde jeg nærmest været her hver dag, men fra den dag af jeg besluttede mig for at starte forfra, så skulle det også stoppe med besøgene hernede.

Jeg drejede ind på en af de små stier som førte ned til gravestenen. Mit blik var låst mod jorden, og først da jeg lavmælt kunne høre nogen snakke, løftede jeg hovedet og så to drenge så foran min forældres grav. Jeg kiggede forvirret på dem. Kendte jeg dem?

Mine skridt blev en smule hurtigere, men igen langsomme da jeg så de stod ved gravstenen ved siden af. Jeg var bare paranoid.

Uden at kigge ordentlig på dem, bøjede jeg mig ned og tog to stearin lys frem. Mine hænder fandt rystende min lighter frem mens mit blik skimmede teksten på stenen. En urolig følelse gik igennem mig og fik mig til at bide hårdt i læben. Med rystende hænder trykkede jeg lighteren ned, men der skete ikke rigtig noget.

Jeg prøvede igen, men ingenting skete. Jeg sukkede højlydt. Jeg havde helt glemt de drenge, indtil to par sko var plantet foran mit ansigt.

”Har du brug for noget ild?”

Jeg kiggede hurtigt op ved lyden af stemmen, og mit blik mødte et par grønne øjne. Han stod med en udstrakt lighter, og langsomt tog jeg imod den. Mine hænder rystede som en gal, og følelsen var virkelig ulækker. Jeg havde pludselig kvalme. Hvad lavede de overhovedet her?

”Tak,” mumlede jeg og sendte dem et svagt smil, inden jeg langsomt satte ild til lysene. Jeg bed mig i kinden og havde håbet på at kunne være alene, at kunne snakke med mine forældre, men chokket ramte mig ligesom flammen steg op.

Jeg havde set dem før. Alle piger havde set dem før. Stan kendte dem, hele verden kendte dem. To af drengene var One Direction stod foran mig, ved mine forældres grav. Hvor undskyld mit sprog, sygt var det ikke lige? Og urealistisk?

”Tak,” sagde jeg igen og kiggede ned på graven. Jeg kunne ikke kigge på dem lige nu. Mine kinder var sikkert helt røde. Tænk jeg rødmede. Jeg var jo ikke engang fan.

”Kender du dem?” spurgte drengene bag ved. Jeg fnes kort og kiggede hen på ham. Hans blågrå øjne borede sig ind i mine og gav mig en underlig følelse i maven. Selvfølgelig kendte jeg dem. Jeg stod da ikke og tændte lys på en eller anden fremmedes grav?

Måske var det også bare et spørgsmål for at få mig til at sige hvem det var. Et indirekte spørgsmål.

”Det..” jeg sank den klump jeg havde i halsen. At stå foran graven og se ned på den, det fik minderne til at strømme op.

”Det er mine forældre,” sagde jeg så og sendte dem endnu et skævt smil, men det blev kun gengældt kort af ham fyren med de grønne øjne, og alle kendte ham som Harry, han var jo overalt på bladenes forside.

”Hvor… hvornår skete det?” spurgte ham bag ved forsigtig om igen. Jeg kneb øjnene en smule sammen. ”For tre år siden, i dag,” sagde jeg så og sendte ham endnu et smil for ikke at begynde at græde. Jeg plejede altid at være alene her. Det var her jeg kunne græde og tænke som det passede mig, men ikke lige nu.

”Det gør mig ondt,” nærmest hviskede ham drengen bag ved. Det lød virkelig som om han var ked af det, og det kom bag på mig. Faktisk kom det virkelig bag på mig, at de var herinde. Men de havde vel også nogen at besøge? Det kunne jeg jo ikke vide, men det var bare urealistisk at møde dem her, når man altid så dem i TV.

 Jeg bed mig usikkert i læben og trak på skulderne.

”Uheld sker jo,” sagde jeg roligt, selvom det havde sat spor i mig.

En høj lyd fik os alle til at reagere hurtigt. Harry trak sin mobil op af lommen og kiggede undskyldende på os, inden han gik lidt væk. Denne gang fik jeg frit udsyn til drengen som stod og kiggede med store øjne ned i jorden. Det var en smule akavet, og et eller andet måtte jeg sige. Han var bestemt ikke særlig glad lige nu.

”Så…” mumlede jeg ”kender du dem?” Jeg pegede mod gravestenen. Hans blik røg hurtigt hen på mig, så gravestenen og tilbage, inden han langsomt trak på skulderne. ”En smule,” svarede jeg, og jeg forstod straks hentydningen til at jeg skulle lade det ligge.

Stilheden var forfærdelig. Jeg hadede stilhed, derfor skulle jeg til at slynge ud i luften: Er du ikke en af drengene fra One Direction? Og jeg vidste jo godt hvem han var, derfor var jeg taknemmelig for at Harry afbrød os.

”Louis, jeg bliver nødt til at smutte. Vil du med nu?” Så han hed altså Louis.

Jeg kiggede hen på Harry, som stod med et bekymret blik på Louis, som endelig kiggede op, sendte ham et svag smil og rystede på hovedet.

Et vindpust fik mit hår til at flyve rundt omkring, så hurtigt fik jeg det ned at ligge inden jeg kiggede over på Louis. Han kiggede efter Harry, og hvis jeg ikke tog fejl var hans øjne blanke. Personen måtte virkelig betyde meget for ham.

Jeg lænede mig en smule frem for at læse på gravstenen, men Louis tiltrak mit opmærksomhed. Han tog en dyb indånding, og uden at tænke over hvem de var, hvilket også var unødvendigt lige nu, trådte jeg hen mod ham og lagde en hånd på hans skulder.

”Er du okay?” Han nikkede bare kort og kiggede med lukkede øjne op i luften. Min mavefornemmelse sagde, at han prøvede at holde sin gråd inde, og det kom bag på mig. Alt kom bag på mig. Jeg havde aldrig set en dreng græde før, og da slet ikke en verdensberømt dreng.

”Vil du med hen og have en kop kaffe eller noget?” min stemme var virkelig lav, og jeg var virkelig i tvivl om han hørte det. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre i denne situation, men da han til sidst nikkede et så kort nik at jeg næsten ikke så det, åndede jeg lettet ud, inden jeg bøjede mig ned og pustede lysene ud.

”Kom,” jeg sendte ham et svagt smil, og denne gang var hans forsøg på at gengælde det en del bedre.

Hvis han havde mistet nogen han holdt meget af, så forstod jeg kun hans sorg. Måske ville en kop kaffe eller te være meget godt.

Jeg stillede noget te foran Louis. Jeg håbede det var det rigtig jeg havde bestil.

Louis havde vidst fået styr på sit humør, for han sendte mig et stort smil da jeg stillede det foran ham. Jeg satte mig hurtigt foran ham og kiggede akavet rundt. Et par mennesker, nærmere piger stod længere henne og kiggede hen i vores retning. Jeg prøvede at ignorere det. Jeg vidste udmærket hvem han var, men lige nu havde han vidst bare brug for ikke at være den kendte Louis fra One Direction.

”Så,” jeg mumlede det lavt. Jeg var genert, men jeg hadede virkelig akavet stilheder. ”Går du på College?” fløj det ud af munden på mig, og fordi jeg skulle tænke under pres, så blev det mit bedste emnevalg, selvom jeg udmærket vidste han sku da ikke gik i fucking skole når han var verdensberømt og 21 år – og ja alderen kendte jeg altså. Lucy eller Stan måtte have nævnt det. Ikke fordi jeg hang frivillig ud med Stan.

Jeg kiggede genert på ham, og kunne se hans skulder ryste. Han grinede, og jeg forstod ham fuldstændig. Mine kinder blev røde og hurtigt rørte jeg i teen.

”Okay, det var et dumt spørgsmål,” sagde jeg så og prøvede ikke at ligne en idiot på lykkepiller. Louis grin blev en smule højere inden han nikkede.

”Ej, undskyld. Jeg er bare ikke så vant til folk ikke ved hvem jeg er.”

”Jeg ved hvem du er,” sagde jeg en smule for hurtigt, så han ikke skulle tro jeg var dum. Han løftede det ene øjenbryn og kiggede drillende på mig, og ventede på en forklaring på mit dumme spørgsmål.

”Jeg kan… ikke tænke under pres,” jeg kunne nemt høre hvor dumt det lød, og det blev kun konstateret da Louis igen begyndte at grine. Hans latter var sød. Det var utroligt hvordan hans humør kunne ændres så hurtigt, men jeg havde intet imod det. Jeg hadede at se folk kede af det.

”Så, går du på College??” spurgte han om, og hans drillende undertone fik mig til at rulle med øjnene. Han grinte lavmælt indtil jeg nikkede.

”Hvilket?” Han lød pludselig enormt interesseret.

”King's College.” Et smil gled over hans ansigt, som om han kendte det, og hurtigt gik det op for mig, at det var Stan’s Louis, Louis var Stans bedsteven. Oh.

”Oh, hvad klasse?” spurgte han roligt om og drak noget te.

”1.g,” sagde jeg og drak noget af min egen te og kiggede ud af vinduet, hvor et par piger stod med næsen mod ruden for at kigge på Louis.

”Er de altid sådan?” spurgte jeg om og kiggede hen på Louis, som kiggede hen på ruden. Han vinkede kort, hvilket fik dem til at hvine og Louis til at grine.

”Det plejer at være værre, men ja,” han sendte mig et varmt smil, og det fik altså min mave til at vende sig på forskellige måder. Hans blik var så fyldt med en følelse jeg ikke kunne sætte tegn på. Det var som om der lå noget bag det, som om han holdt af mig – hvilket var dybt latterligt. Han kendte mig ikke. Jeg ville da vide hvis jeg kendte en af verdens kendeste drenge i øjeblikket.

”Så, hvor bor du nu hvor..” Han lagde sin mobil på bordet, kiggede kort på den og rettede så blikket hen mod mig. Jeg forstod hurtigt hvad han mente, og det lød ikke til han ville længere ind på det, selvom det da burde være mig der ikke ville det?

”Hos min moster og hendes mand.” Louis nikkede langsomt og det lignede han ventede på at spørge mig om et eller andet, men i stedet kiggede han bare på mig med et smil.

”Skal vi?” spurgte han og pegede ud, hvor de piger stadig stod. Jeg bed mig i læben. Jeg var ikke den store fan af folk der omringede en. Det var ikke ligefrem en angst, som min angst for vand var, men den var der.

”Bare rolig, der er bodyguards til at hjælpe.” Sagde han som om han læste mine tanker. Måske lagde jeg heller ikke så meget skjul på det. Jeg havde altid været dårlig til at skjule mine følelser. De skreg ud af mine øjne.

”Lad os,” sagde jeg og skulle til at ligge nogle penge på bordet, men Louis greb min hånd og kiggede kort ned på pengene. Hans øjne gled op til mine ”lad mig betale,” han pressede blidt mine fingre sammen og smed så et par penge på bordet. Lige nu var jeg for forvirret til at tænke over, hvad der lige skete. Hvis jeg ikke tog helt fejl, så ville det der meget vel ende mange andre steder, end på de pigers mobil telefoner.

På grund af min usikkerhed, trak jeg jakken tæt omkring mig. Det var ikke koldt, derimod var det faktisk rigtig varmt selvom solen var ved at gå ned. Klokken var trods alt også snart lidt i ti. Tænk at tiden var gået så hurtigt. Jeg måtte nok hellere ringe til min moster.

Døren åbnede og pludselig blev alt fyldt med skrig. Jeg kiggede ned i jorden og fulgte efter Louis, som hilste på et par piger, inden han fik kæmpet sig igennem mængden. Han vendte sig kort rundt og begyndte så at gå igen, da han så jeg var ved hans side. De store bodyguards gik bag os og spærrede for pigerne, som fulgte efter.

Burde kendte ikke holde deres privatliv lidt adskilt? Hvis jeg ikke tog meget fejl havde Louis da en kæreste, og hvis hun så os sammen, hvilket hun nok gjorde, blev hun så ikke jaloux eller noget? Jeg havde alt for mange spørgsmål.

”Hvordan kommer du hjem herfra?” spurgte han om. Jeg prøvede at ignorer de piger. Hvorfor havde jeg slet ikke tænkt over det her, da jeg tilbød at tage Louis med på café? Jeg vidste han var kendt, og jeg havde ikke lyst til at se mig selv i TV. Nogen gange burde jeg virkelig tænke før jeg handlede.

”Jeg går.” Jeg kastede et smil hen i hans retning. Mine øjne lå på hans ansigt som langsomt skar en grimasse.

”Er du sikker på det er en god ide?” Jeg nikkede hurtigt. Lige nu ville jeg egentlig gerne væk fra alle de piger, hjem og sove og ja.

”Det er lige heroppe,” løj jeg og kiggede hurtigt væk. Jeg havde nævnt min dårlige evne til at skjule mine følelser på, ikke? Jeg var også en elendig løgner.

Jeg kunne høre Louis tage en dyb indånding, som om han diskuterede med sig selv.

”Jeg kan godt give dig et lift hjem?” sagde han så, hvilket kom bag på mig. Det var som om han frygtede et eller andet hvis jeg gik hjem, men det havde jeg altså gjort tit.

”Det er okay Louis, jeg kan godt lide at gå.” Jeg sendte ham et opmuntrende smil, og der gik nogle lange sekunder, før han åndede ud og nikkede. Det skræmte mig, at han var sådan. Jeg var bange for at han måske vidste der ville ske et eller andet.

Ok. Jeg havde virkelig set for mange gyserfilm.

Jeg ved ikke hvordan, men det var lykkedes de bodyguard at holde pigerne væk. Vi stod henne foran kirkegården igen, hvor der holdt en flot blåsort bil. Jeg drejede mig mod Louis, som stod lænet op af bilen med nøglerne i hånden og solbriller i ansigtet, selvom solen næsten var helt væk.

”Og du er sikker?” spurgte han om igen og kiggede rundt. Jeg nikkede beslutsomt.

”Det har været hyggeligt at møde dig, Louis,” jeg lagde tryk på hans navn, og så et smil glide over hans læber.

Jeg snurrede rundt og begyndte at gå, da jeg hørte ham mumle svag: ”I lige måde Evelyn.”

Jeg vendte langsomt hovedet ved lyden af mit navn, og kiggede på ham. Hans blik lå direkte på mig, og hans mund var en tynd streg. Jeg kneb øjnene en smule sammen. Jeg huskede ikke, at jeg fortalte dem mit navn?

En kold fornemmelse gik igennem min krop. Hvis det ikke var fordi han var verdensberømt, så havde jeg virkelig været bange nu. Jeg havde ikke fortalt ham mit navn, hvordan vidste han det? Og hvorfor var han så opsat på at køre mig hjem?

Mine skridt blev længere, og da jeg var ude af hans synsvinkel begyndte jeg at løbe. Jeg kiggede mig bagud og lod mine ben trække mig af sted.

Hvad fanden var det her for en dag?

Louis synsvinkel:

”Eleanor, det var kun et par øl,” sagde jeg ind i mobilen. Jeg kunne høre Eleanor sukke højlydt, hvilket fik mig til at rulle med øjnene. De sidste par uger havde hun været med mig overalt. Hun blev da nødt til at respektere at jeg også havde venner.

”Louis, du vælger altid dem frem for mig.” Hun brugte sin triste tone, hvilket fik gåsehud frem på min hud.

”Eleanor, det var bare et par øl, okay? Jeg har også brug for at være sammen med drengene.”

”Louis du er sammen med dem hele tiden!” skreg hun ind i mobilen, så jeg tog den væk fra øret, hvilket resulterede i at jeg tabte den.

”Forhelved,” vrissede jeg og kiggede ud på vejen, inden jeg bøjede mig ned efter den. Det hele svingede rundt i mit hoved, og desperat prøvede jeg at finde min mobil. Jeg kunne høre Eleanors stemme, og bad hende slappe af. Hun var langt fra glad, og det var jeg heller ikke længere. Hun stolede ikke på mig lige for tiden, men jeg havde ikke gjort noget imod hende så hun kunne miste tilliden.

”Louis forhelved,” hørte jeg hende sige.

”Så slap dog af,” vrissede jeg og kiggede ud mod vejen, hvor et hvidt lys skar i øjnene. Jeg kneb dem hårdt sammen og kunne høre bilen dytte af mig. Jeg skyndte mig at dreje, og da jeg troede alt var okay, ramte jeg noget. Et højt skrig fyldte mine øre, og pludselig var lyset væk, og da jeg endelig åbnede øjnene var bilen kørt ned i søen.

Jeg greb ud efter min mobil. Mit blik lå på bilen, men alligevel lykkedes det mig at taste alarmcentralen op. Jeg ved ikke hvordan, eller hvad jeg sagde, men et par minutter efter lød sirenerne i mine ører.

”Louis!” Jeg drejede mig rundt og så Eleanor og drengene komme hen imod mig. ”Louis!” lød det igen. ”LOUIS!”

Jeg sprang op af sengen med et sæt og et bankende hjerte. Min hånd fandt rystene igennem håret mens jeg desperat prøvede at tage en dyb indånding og få mit hjerte til at falde til ro.

”Hun… Hun er hende,” hviskede jeg og kunne kort efter mærke Liams arme om mig.

Det var det første kapitel. Hvad synes I? Jeg ved godt det var lidt langt, men jeg synes det er vigtig I får hendes skole med, hendes liv hos moster, hendes 'andet sted' og så det med Louis og Harry. :-) Det skal nok blive mere spændende, det her var bare starten. Og wow, allerede så mange likes og læsere? Det sygt, sygt siger jeg jer! Tusind tusind tak altså! :')

 - Så, hvad synes I om Evelyn's skole? Hvad synes I om at hun ikke er den upopulære, men heller ikke populære, og hendes veninder og sådan noget? & hvilket indblik får i af Evelyn? Tusind tak! x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...