I killed them - {1D}

Evelyn Scarlett Walker er en livsglad pige, som tager tingene som de kommer. Trods tabet af hendes forældre for tre år siden, er Evelyn endelig kommet helt ovenpå igen og nyder livet. Som sædvandlig tager Evelyn sin årlige tur ned på kirkegården, men denne gang er det anderledes. To par drenge, og ikke bare to almindelige drenge, men to drenge fra det store boyband One Direction, står ved nabograven. Evelyn regner med de som alle andre, er her for at besøge en, men da de begynder at udspørge hende om ting, får hun en mistanke om, at de kender hendes forældre, dog er det bare starten på et venskab med op og nedture, sorg, glæde, forelskelse og vrede. Evelyn begynder langsomt at lægge mærke til den ene drengs behov for at beskytte hende, og hvad Eve ikke ved er, at det var ham, ham der dræbte hendes forældre, ham der kørte ind i dem, ham der var skyld i hendes tab og sorg.

1104Likes
1619Kommentarer
94750Visninger
AA

12. I care about her. .҉

 

Selvom jeg ikke så Louis til hverdag, så føles det bare meget værre, når han var så langt væk, som han var, men jeg burde vænne mig til det. Det var ikke ligefrem fordi Louis og jeg var et par, men vi var venner, og jeg savnede ham.

I går, onsdag, var jeg ikke taget i skole. Jeg ville gerne tilbringe den sidste tid med Louis, selvom han kun skulle være væk i to dage.

Men jeg havde også brug for at tænke over alt der var sket. Og med tænke mener jeg, at gå på twitter og se om folk havde opdaget os, og hvordan var det muligt at gøre andet? Louis’ flip var overalt, og folk overreagerede på det.

Jeg havde læst en artikel, hvor de åbenbart havde gået så meget i dybden med det, at de tog det som vold. At den måde Louis trak mig væk fra, var hårdt. Det var åbenbart derfor jeg så så vred ud, som jeg gjorde – for ja, der var nu billeder over mit ansigt over det hele på nettet, og folk genkendte mig hurtigt.

Jeg nægtede dog at læse de tweets de sendte. Så jeg et med mit navn i, trykkede jeg væk – viljestyrke der vil noget, hva?

Nå, men tilbage til emnet, så var jeg ret bange for at komme i skole i dag. Og jeg var bange for endnu engang at få et besøg af Eleanor. Og jeg var bange for Cecils reaktion. Jeg var faktisk generelt bare ikke særlig tilpas med andet end at blive hjemme i dag, men det var torsdag og jeg havde en kort dag – jeg blev nødt til at tage i skole.

Man kunne hvert fald godt sige nu, at mit liv som usynlige Evelyn, var slut. Flere tusinde piger kendte mig, og jeg var på forsiderne i morges. Det føltes så utrolig underligt, og jeg havde det faktisk ikke specielt godt ved det. Men hvad kunne jeg gøre? Jeg måtte bare lære at respekterer det – at respektere Louis og hans liv.

”Evelyyyyyyyyn!” lød en stemme, hvilket fik mig til at slå forskrækket til mit skab, som jeg bare havde stået og stirret ind i. Den grønne farve var virkelig fascinerende, og for at være ærlig kunne jeg ikke huske min kode lige nu. Der var for mange ting der var vigtigere.

”Eve eve eve,” råbte hun igen. Jeg kiggede med et løftet øjenbryn på hende. Det var længe siden hun havde været så glad, så det hjalp faktisk en del på mit humør.

”Hvad så?” spurgte jeg om, hvilket fik hende til at stoppe forpustet op, og skubbede mig fra mit skab, hvilket fik mig til at grine.

”Tag med mig i byen i aften, kom nu kom nu!” sagde hun og lavede store øjne. Det var torsdag – altid festdagen for folk som så kom med tømmermænd næste dag.

”Lucy jeg tror ikke li..”

”Evelyn, please please pleeeease!” hvinede hun, hvilket betød at der måtte være noget helt specielt ved den fest.

”Lucy, hvad sker der..”

”Elliot kommer, og han spurgte om jeg kom, hvilket betød han måske tænkte på at mødes med mig, og jeg har virkelig brug for at komme væk hjemmefr..” og sådan fortsatte den.

Elliot var en dreng fra skolen – hendes klasse, som hun var hel vild med. Eller, det troede hun at hun var. Jeg var ret sikker på det bare var ’omg han er årgangens lækreste dreng, så jeg kan lide ham’ forelsket i ham, hvis I forstår?

”For min far er pludselig virkelig sød overfor min mor, og jeg får kvalme, når jeg ved hvad han har gang i bag hendes..”

”Lucy!” råbte jeg for at få hendes opmærksomhed. Som den pige dog kunne snakke.

Hendes øjne borede sig ind i mine, mens hendes kinder blev en smule røde. Hun kiggede så kort rundt og bed sig så i læben, hvilket jeg fandt utrolig kært. Det var ikke lige en Lucy ting at miste forbindelse til jorden.

”Jeg skal nok tage med.” Hendes øjne blev store, og kort efter stod hun med armene om mig.

”Tak tak tak tak! Jeg elsker dig!” hvinede hun højt, og vendte sig så mod mit skab. Der gik et par sekunder hvor hun skældende mellem at kigge på mig og skabet, inden hun sukkede.

”Du har glemt koden, ikke?” Mit udtryk stod klart, hvilket fik hende til at grine højt. Sikke et godt humør hun var i, og det smittede af – lige hvad jeg havde brug for. Måske var en god tur i byen en god distraktion.

Kort efter var mit skab åbnet. Det var det gode ved at have en bedsteveninde man stolede helt på – og som ville lære ens koder. Det var vel nyttigt i sidste ende.

Jeg sendte hende et smil inden jeg tog min bog ud. Jeg smækkede skabet i og snurrede rundt, og nåede lige at tage et skridt tilbage, inden jeg var gået ind i en person, som jeg virkelig virkelig ikke ønskede at støde på nu og heller ikke i fremtiden.

Hendes kolde øjne borede sig ind i mine, og langsom gled de hen på Lucy. Hendes hestehale svingede hen foran hendes ansigt, og i et kort øjeblik gik alt i slowmotion.

”Se dig for,” vrissede hun så, inden slowmotionen gik væk, og hun hurtigt forsvandt. Jeg kiggede langsomt hen på Lucy, som så irriteret efter hende.

”Jeg hader personer der tror de ejer alt,” mumlede hun. Jeg fnes kort. Jess’ øjne fik altid en dårlig virkning på mig. Måske fordi jeg frygtede hende en smule.

”Så må du virkelig hade din egen fætter,” sagde jeg drillende for at løsne den stive stemning imellem os. Et grin gled over Lucy’s læber, inden hun slog til mig.

”Jeg henter dig klokken halv ni – vær klar.” Og så forsvandt hun ned af gangen mens hun nynnede. Måske var hun virkelig forelsket i Elliot, eller sådan noget. Hun var hvert fald glad.

Kan I huske jeg fortalte jer, at Lucy og jeg altid blev væk fra hinanden, når vi var fulde? Jeg var fuld, og Lucy var fuld, men denne gang vidste jeg i det mindste hvor hun var – selvom det ikke var med mig.

Men jeg var glad på hendes vegne. Hun sad i baren med Elliot, mens jeg sad her, snakkede med en af mine veninder, og drak. Jeg ved ikke, hvorfor min krop kunne holde til så meget. Enten var det fordi det ikke slog til endnu, ellers havde den vænnet sig til det.

Jeg ville nu gætte på det første.

Nå, men hende jeg snakkede med – Ashley, hun var virkelig sød. Jeg gik selv i klasse med hende, men vi havde aldrig rigtig været dem der snakkede mest sammen, men det var åbenbart anderledes nu.

”På tre?” spurgte hun og kiggede ned på vores tre shots. Jeg nikkede, tog om det lille smalle glas, og satte det op til munden.

Det hele føltes pludselig som deja vu, og fik mig til at kigge forvirret rundt.

”1”

Kender I det hvor man har deja vu, men ikke kan huske hvorfra man føler det?

”2”

Sådan havde jeg det. Det var en ubehagelig fornemmelse, virkelig.

Jeg kiggede ned på glasset og hen på Ashley. Hendes læber skilte sig langsomt ad, og idet hun åbnede den, slog det mig.

Louis.

Det mindede mig om Louis.

”3!” Sagde hun og drak, hvilket jeg hurtigt deltog i. Jeg gik nærmest i panik da jeg havde siddet i min egen verden, så da hun råbte op og musikken fyldte mine ører igen, skyndte jeg mig at få det ned.

Jeg savnede ham virkelig. Han havde sendt mig en besked i dag – skrevet han var kommet frem, og de nu skulle til et interview.

”Fuck hvor var den stærk,” lød det fra Ashley. Mine øjne var også løbet en smule i vand, hvilket fik mig til at grine. Ashley rejste sig pludselig hurtigt op, og lidt efter greb hendes hånd om mit håndled. Det gat et lille sæt i mig da hendes hånd var kold – hvilket virkelig kom bag på mig. Der var død varmt herinde.

”Lad os danse, jeg elsker denne sang!” Råbte hun og hentydede til Pink – raise your glass.

Jeg fulgte grinende efter hende og lod hende tage begge mine hænder. Der gik kun et par sekunder, inden vi begge to stod og dansede frem og tilbage til musikken.

Måske det var en god ide at være taget med. Måske havde jeg fået en ny veninde? Det føltes hvert fald afslappende, især fordi jeg kom væk fra alle mine forvirret tanker.

Vi stod og dansede frem og tilbage til en masse sange. Ashley tog fat i min hånd og snurrede mig rundt, hvilket fik mig til at grine højt.

Da jeg stoppede op igen, trippede jeg et par skridt til den ene side og strakte armen ud for at få balancen. En svimmelhed overtog, og hvis det ikke var Ashley, så var jeg faldet lige på gulvet.

Jeg kiggede op og fik øje på Ashleys mund. Hun spurgte mig om et eller andet, som jeg ikke rigtig hørte. Nok om jeg var okay, men lige nu var det som om jeg skulle til at få et black out, derfor lukkede jeg øjnene.

Ashley strammede sit greb om mig, og da jeg åbnede øjnene igen, så jeg Ashley stå et stykke fra mig og se en smule forvirret ud, og irriteret.

”Hvad har du givet hende?” hørte jeg en høj stemme spørge om, og da jeg rakte hånden frem for at bede personen slappe af, da Ashley ikke havde gjort noget, faldt jeg til siden igen. Denne gang var det er par stærke arme, som tog om mig.

”Det var nogle shots. Jeg gjorde ingenting, jeg tog det samme!” Råbte Ashley og så pludselig helt bange ud.

”Det… ikke hendes.. sskyld,” mumlede jeg mod personens skulder, og prøvede at pege hen på hende, men pludselig var der flere af mine egne hænder.

Wow, jeg måtte virkelig være langt væk. Hvad skete der lige?

”Evelyn,” stemmen lød hård, og da jeg ikke fokuserede på personen, tog han hårdt fat om min kæbe. ”Kig på mig,” sagde han hårdt igen. Jeg blinkede derfor et par gange med øjnene og så hvordan alt blev fuldstændig dobbelt op.

Og pludselig var der to af Stan. Stan som stod foran mig, med sin hånd om min kæbe.

En underlig lyd mellem et grin og ord, kom ud igennem min mund. Stan fik en rynke imellem panden, og først nu kunne jeg langsomt ligge mærke til de andre personer, som stod omkring os, og fugte nøje med.

Men hvem ville bebrejde dem? Det var mig og Stan. Folk vidste udmærket hvem vi begge var – hvert fald efter bladenes forside. Men de vidste hvem Stan var, og de vidste Stan og jeg ikke kunne udstå hinanden – eller, det var sådan det lød for dem.

Pludselig ramte en hånd min kind, og da det altid plejede at virke, prøvede jeg igen at fokusere, men det hele tog en underlig drejning, og en rigtig klam fornemmelse kom frem i min krop.

Stans synsvinkel:

 Jeg prøvede utallige gange at få Evelyns opmærksomhed, men ingenting virkede.

Folk stod omkring os og kiggede, mens Ashley stod og var på kanten til at græde. Hun stod hvert fald og bed i sine negle og prøvede at spørge ind til Evelyn, som ikke kunne stå op uden hjælp.

”Jeg lover det, jeg gjorde ingenting,” sagde Ashley igen, hvilket virkelig stressede mig, men hun var bange.

”Det er okay Ashley, bare…bare lad være med at drikke mere fra baren, okay?” Hun nikkede langsomt og bed sig hårdt i læben.

”Er der noget jeg kan gøre?” nærmest hviskede hun, og da jeg skulle til at ryste på hovedet, kiggede jeg rundt.

”Find Elliot og Lucy, vil du?” Hun var ikke langsom om at nikke, og hurtigt var hun væk.

”Evelyn,” sagde jeg og ruskede i hendes skulder, og da det heller ikke hjalp, undslap et højt suk mine læber. Forhelved da, hun var fuldstændig væk!

”Evelyn!” sagde jeg og slog hende på kinden, for at få hende til at fokuserer, men i stedet for at have den virkning det skulle, begyndte hun at ryste og bore sine negle ind i min skulder. Hendes hoved lagde sig op af min skulder, og straks satte mit hjerte sig til at banke hårdt mod mit bryst.

Lucy havde fortalt, at hende og Evelyn skulle til fest i aften, og inden Louis havde rejst, havde han bedt mig om at holde øje med Evelyn, og som den ven jeg var, kunne jeg ikke sige nej.

Og for at være helt ærlig, over for jer og mig selv, så så jeg Evelyn som en irriterende lillesøster. Hun var Lucys bedsteveninde, og min bedstevens….. ja jeg ved ikke hvad, men de holdt af hende, og jeg havde tilbragt mange timer med hende. Jeg holdt jo af hende på et eller andet punkt, og at se hende sådan her, det gjorde mig utilpas.

”Hvad sker de.. Omg Evelyn!” Sagde Lucy højt og gik hen til hende. Hendes blik landede pludselig på mig, og irriterede skubbede hun til mig.

”Hvad fanden har du lavet Stan?” råbte hun, hvilket fik Elliot til at træde imellem os. Jeg rullede irriteret øjne af hende. Hvorfor skulle jeg have gjort noget?

”Hvad sker der?” spurgte Elliot om, som åbenbart havde mere styr over sig selv end Lucy havde.

”Jeg ved ikke hvad der sker. En eller anden har proppet noget lort i hendes drink, og hun er helt væk!” sagde jeg surt og var efterhånden blevet irriteret over de folk som stod og kiggede. Der kom hele tiden flere.

”Så gider I hjælpe mig med at få hende ud, hvis I er færdige med det I nu har gang i?” Jeg henvendte mig til Lucy, som så endnu mere vred ud end før.

”Du ved ikke en skid, så luk røven Stan.” Hvæsede hun, og gjorde plads så Elliot kunne tage fat om Evelyn på den anden side.

”Vi skal have hende hjem, nu.” Sagde jeg surt, og kunne se hvordan Lucy stivnede. ”Hendes moster flipper så meget Stan,” sagde hun og gik efter os udenfor. Flere og flere folk kiggede på os, hvilket jeg virkelig ikke brød mig om. Evelyn havde været ude for alt muligt med pressen her for nylig. Alle kendte til hende og Louis, og hvis det her kom ud…

Louis havde godt fortalt mig om Evelyn og hendes forhold til pressen. Louis fortalte mig alt muligt, alt der gjorde ham frustreret, og det var jeg kun taknemmelig for. Men jeg vidste også at det her kunne gå hen og ødelægge det endnu mere for Evelyn og Louis.

Elliot var løbet hen til en eller anden taxi. En pige skulle til at træde ind i den, men da hun så Elliot, som pegede hen på os, nikkede hun hurtigt forstående.

”Du tager hende ikke hjem til hende selv Stan. Jeg fik hende med til den her fest, jeg skred fra hende – det er mit ansvar og jeg..”

”Hvad vil du gøre? Tror du din egen mor ville holde mund med det her?” vrissede jeg af hende, men vidste godt hun havde ret.

Hun gav et højt suk fra sig og hev sig selv i håret. Uden rigtig at tænke over hvad fanden jeg sagde, fik jeg åbnet munden og sagt jeg tog Evelyn hjem til mig. Lucy kiggede med store øjne på mig.

”Det er ikke fordi jeg ligefrem gør noget Lucy, forhelved da!” råbte jeg højt, da jeg efterhånden var ved at få nok.

Lucy kiggede kort på mig, inden hun til sidst sukkede, tog armen om Evelyn og hjalp hende hen i taxaen.

”Evelyn?” spurgte Lucy bekymret om. Jeg kiggede skiftevis frem og tilbage. Lucy  havde prøvet at få hendes opmærksomhed fra det øjeblik vi sad herinde, men Evelyn var ikke meget for mere end ’mh’ Så det var spild af tid.

Vi endte hurtigt hjemme ved min lejlighed. Vi fik Evelyn ud af bilen, og fik hende ind i elevatoren. Lucy stod helt ligbleg i hovedet og kiggede på sine negle.

”Burde vi ikke være taget på hospitalet?” Mumlede hun og kiggede så skiftevis på Elliot og jeg.

”Forhelved så svar dog!” skreg hun højt, da ingen svarede. ”Er I bare ligeglade? Vi ved ikke hvad fanden hun har indtaget? Det kan være pisse farligt. Hvorfor hjælper du overhovedet Stan? Du kan ikke udstå hende, og nu … du er simpelthen den største nar jeg kender!” skreg hun højt, men jeg tog det ikke personligt. Hun var fuldstændig ude af den, og jeg forstod det godt. Det var jeg også, men jeg vidste ikke hvad fanden jeg skulle gøre.

”Lucy, shhh,” sagde Elliot hurtigt, men hun rystede bare på hovedet.

Elevatoren stoppede og Lucy fløj ud.

”Hvad fanden skal jeg sige til Cecil hvis hun ikke vågner? Forfanden jeg..”

”Lucy hold så kæft,” vrissede jeg surt, og det fik Lucy op i det røde felt, og idet hun skulle til at åbne munden for at vække alle i bygningen, lagde Evelyn sit hoved på mit bryst og sagde nogle underlige lyde.

”Evelyn?” sagde jeg hurtigt og skubbede hende væk, for at tage fat i hendes skulder. Hendes hoved faldt en smule til siden. Hun var helt bleg i hovedet.

”Jeg skal kaste op,” hendes stemme var kun en hvisken, men hurtigt fik jeg hende ud på toilettet. Jeg kunne høre et hulk komme fra Lucy, og lidt efter nogle trøstende ord fra Elliot, men alt andet med overdøvet af Evelyns opkast.

Jeg tog hurtigt og akavet ved hendes hår, og fiskede min mobil op. Jeg havde fået en besked fra Niall. Vi havde haft en samtale i gang om en af de fodbold kampe der var i gang.

Der lød et par lyde fra Evelyn, som så til sidst trak sig tilbage. Hun var ved at falde bagover, men hurtigt satte jeg et ben foran hende. Jeg rakte ud efter noget papir som hun svagt tog imod. Hun tørrede sin mund, og hurtigt hjalp jeg hende op.

”Er du okay?” spurgte jeg om, hvilket fik hende til at ryste på hovedet. Et par tårer gled op i hendes øjne.

”Hvad sker der med mig? Hvor er jeg?” Hun kiggede forvirret rundt og lignede en der kunne besvime når som helst.

”Evelyn?!” råbte Lucy og lidt efter stod hun som støtte.

”Lad os få hende i seng,” sagde Elliot og hjalp Lucy, som stadig var helt grædefærdig. Det måtte være forfærdeligt at se hendes bedsteveninde sådan det – især når hun havde skyldfølelse.

Jeg sukkede tungt og lagde hovedet op af væggen, inden jeg fandt min mobil frem.

Til Louis:

Tak mig gerne for at få Evelyn sikkert hjem. x

Jeg sendte den hurtigt og lukkede øjnene et kort øjeblik. Endnu et suk forlod mine læber, denne gang et lettet et. Hvis hun ikke var begyndt at snakke, så vidste jeg virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne jo ikke bare tage hende hjem til Cecil og jeg..

Min mobil afbrød mine tanker. Jeg tog den uden at kigge på hvem det var, og da Louis stemme hurtigt lød, kom et svagt smil frem. Han holdt virkelig af hende.

Louis synsvinkel:

Jeg var ved at gå til. Drengene og jeg havde haft en hyggeaften på Harrys og mit hotelværelse, og pludselig fik jeg en besked fra Stan, og den skræmte mig virkelig. Efter alt Lucy gik igennem lige for tiden, så var jeg rædselslagende for hvad der var sket.

”Stan, hvad sker der?” sagde jeg da han tog den.

”En eller anden idiot proppede noget shit i hendes drink. Hun er fuldstændig væk.” Ordene ville nok have chokeret mig fuldstændig, men Stan lød så rolig, så der måtte være noget godt. Det måtte jeg høre inden jeg flippede ud.

”Hun er hjemme nu. Hun har kastet alt op og ved ikke hvor hun er. Men hun har det bestemt ikke godt,” sagde han og tog en dyb indånding.

Mit hjerte slog hårdt mod mit bryst ved de ord. Jeg havde det altid forfærdelig når jeg vidste Evelyn havde det skidt – og denne gang kunne jeg ikke gøre en skid. Jeg var så langt væk, at det fik mig til at rive mig selv i håret. Jeg burde være der for hende forfanden.

”Louis, jeg ved ikke om det var Jess der gjorde det, men hun er hjemme nu, rolig,” sagde Stan som åbenbart kunne fornemme mit humør. Jeg ville gerne flippe ud, men det fortjente han ikke at høre på. Jeg skyldte ham virkelig meget.

”Tak Stan, jeg skylder dig virkelig virkelig meg..”

”Det i orden Louis, altid mand.” Han grinede kort. ”Men jeg må smutte, Lucy er ude af den.” ”Jep,” sagde jeg hurtigt og ville også helst bare ligge på. Jeg havde virkelig brug for en til at lytte, en til at forstå, en til at give råd og en til at lave mit humør godt igen.

For at sige det kort, manglede jeg drengene, og dem ville jeg gå ind til nu. Mit humør var så fucked. Jeg kunne virkelig ikke vente med at komme hjem til Evelyn.

Mand hvor jeg savnede hende..

Jeg fik bevægede mig ind på værelset, og kunne med det samme mærke et blik på mig.

”Hvad sker der Louis?” lød det fra Harry, som kendte mig bedst ud af alle sammen. Hurtigt vendte de blikket hen mod mig, og det fik mig til at smile indeni.

De var der altid for mig, virkelig altid.

”Evelyn?” spurgte Zayn, som efterhånden havde regnet ud, at jeg kun reagerede sådan her omkring hende. Det var ikke en typisk Louis ting at være sådan her. Jeg kunne heller ikke altid selv genkende mig. Jeg var blevet en anden efter jeg mødte Evelyn – mere overbeskyttende, mere glad.

Jeg nikkede kort og satte mig med et suk ved siden af Niall, som hurtigt klappede mig på skulderen.

”Jamen spy ud,” jokede Harry, men på en alvorlig måde.

Jeg elskede dem.

   .҉

Så... Hvad siger I? Tror I det var et uheld der kom noget i glasset? Og hvordan tror I Louis reager når han ser hende? Og hvad tror I Evelyn gør? Tror I det kommer i avisen? Igen, tusind tak fordi I læser. xxxxx

Undskyld ventetiden, men har haft problemet med skrivelysten, tiden og ja. Nu er jeg i sommerhus, så jeg havde lige tid. Tusind tak fordi I er så tålmodige. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...