I killed them - {1D}

Evelyn Scarlett Walker er en livsglad pige, som tager tingene som de kommer. Trods tabet af hendes forældre for tre år siden, er Evelyn endelig kommet helt ovenpå igen og nyder livet. Som sædvandlig tager Evelyn sin årlige tur ned på kirkegården, men denne gang er det anderledes. To par drenge, og ikke bare to almindelige drenge, men to drenge fra det store boyband One Direction, står ved nabograven. Evelyn regner med de som alle andre, er her for at besøge en, men da de begynder at udspørge hende om ting, får hun en mistanke om, at de kender hendes forældre, dog er det bare starten på et venskab med op og nedture, sorg, glæde, forelskelse og vrede. Evelyn begynder langsomt at lægge mærke til den ene drengs behov for at beskytte hende, og hvad Eve ikke ved er, at det var ham, ham der dræbte hendes forældre, ham der kørte ind i dem, ham der var skyld i hendes tab og sorg.

1104Likes
1619Kommentarer
94731Visninger
AA

17. He's not who you think he is. .҉

 

"You make me wet, Justin?" Louis løftede det ene øjenbryn og vendte sin mobil skærm hen imod mig. Et fnis forlod mine læber. Louis og jeg havde sovet næsten hele lørdagen væk, og nu sad vi bare i stuen og så en film, som ingen af os rigtig fulgte med i.

Stemningen mellem Louis og jeg var helt klart blevet bedre - hvert fald så meget, at vi kunne se på nogen af billederne fra koncerten. Selvfølgelig gjorde det ondt at se Lucy, og jeg var pisse sur på hende lige nu, men Louis var et godt plaster.

"Skal jeg være fornærmet?" Han trykkede på knappen så hans skærm slukkede. Jeg trak på skulderen og fniste. Han lavede en utilfreds lyd og fjernede så sin arm fra mig, hvilket gav mig en kold følelse.

"Heey," mumlede jeg og prøvede at få hans arm om min skulder igen, men så pige fornærmet han var, rykkede han sig længere væk fra mig.

Jeg kunne ikke lade være med at grine. Han ville slet ikke kigge på mig lige nu. Selvfølgelig var det for sjov, det kunne jeg nemt regne ud.

"Louiiiis," mumlede jeg og kravlede hen til ham. Han drejede hovedet og så med et alt for snobbet blik, på mig. Et kæmpe grin fløj ud og gjorde min arm, som holdt mig oppe, knækkede sammen, så jeg faldt ned på Louis med albuerne.

Det gav et lille spjæt i ham, men han kiggede bare væk igen. Så måtte jeg jo bare spille med.

"Du ved da godt der ikke er andre end dig der kan gøre mig våd," sagde jeg med en lav stemme, og lod min hånd glide op af hans bryst. Denne gang drejede han ansigtet og fangede mine øjne med hans. Jeg bed mig drillende i læben fordi jeg vidste hvad det gjorde ved ham.

"Selvfølgelig er Justin lækker, meeeeen," jeg knappede den første knap op i hans skjorte, den som han faldt i søvn med i går, og kørte en finger indenfor.

Han tog en dyb indånding og kiggede ned på min hånd. "Men?" sagde han afventende.

"Han er ikke dig," jeg kyssede ham på hagen og lagde min hånd fladt på hans bryst. Jeg svang det ene ben over hans liv og tegnede cirkler på hans bryst.

Louis øjne borede sig ind i mine, og et blik jeg ikke havde set i lang tid, kom frem. Et blik jeg ikke kunne tyde. Jeg havde set det så mange gange før. Det var fyldt med så mange følelser at jeg ikke helt vidste hvordan jeg skulle reagere. Det var som om der var en dybere mening med alt han gjorde, og hvem han var.

En lyd fra en lås der blev åbnet, lød. Louis drejede hurtigt blikket hen mod gangen. Jeg trak mig en smule fra ham og nåede lige at rette på mit hår, inden en dreng jeg virkelig ikke havde brug for at se, kom ind af døren. Det gav et lille stik i hjertet. Louis kiggede hurtigt hen på mig, og så hen på Harry ´, inden han hurtigt rejste sig fra sofaen.

"Hey," sagde Harry efter lidt tid. Han rettede på sine krøller og kiggede fra Louis til mig. Lige nu var han den sidste, udover Lucy, jeg ville snakke med. Jeg havde intet til overs for dem, og hvad end deres latterlige grund var, så var jeg ikke klar til at høre den lige nu - og det måtte de respektere.

Jeg slog mine hænder i mine lår, og rejste mig op. Jeg lod mit blik glide hen til Louis, som så helt forvirret og trist ud.

"Jeg forstår en hentydning," jeg sendte ham et svagt smil. Jeg vidste udmærket det ikke var en hentydning, for Harry vidste jeg ville være her. Det var også derfor han stoppede mig, da jeg skulle til at gå forbi ham.

"Evelyn, øh, det var ikke en hentydning," sagde han usikkert, hvilket jeg aldrig havde troet jeg skulle opleve. Harry var ikke en usikker person.

"Det ved jeg." Min stemme var helt kold, men det var det eneste våben jeg havde at bruge lige nu. "Men det vil være nemmere for os begge hvis vi lader som om," fortsatte jeg og gik ned af gangen.

"Evelyn, kan vi ikke lige.." Jeg hørte straks Louis stemme afbryde Harry. "Harry, jeg tror ikke det er en god ide lige nu." Jeg smilede kort for mig selv, men det stivnede hurtigt da det gik op for mig, at jeg skulle hjem - hjem og være alene.

"Louis jeg bliver nødt til at... Evelyn," sagde Harry så mere bestemt, men Louis afbrød ham igen. "Ikke nu Harry," sagde han hårdt. Jeg skyndte mig bare ind på hans værelse. Jeg ville ikke høre på dem diskutere, og da slet ikke på grund af mig, og fordi Harry havde løjet for Louis sammen med Lucy.

Louis synsvinkel:

Selvfølgelig var jeg skuffet - på dem begge to. Lucy og Harry havde begge forsikret mig om at Evelyn vidste det imellem dem - og ligegyldigt hvad grunden var for at lyve, så var det ikke okay. Harry gjorde aldrig sådan noget.

"Ikke nu Harry," sagde jeg bestemt da Harry trådte et skridt ned af gangen for at gå efter Evelyn. Harry kiggede forvirret hen på mig, åbnede munden og lukkede den igen. Der var stille et øjeblik, indtil han opgav og slog ud med armen.

"Så jeg skal bare lade hende være sur på os resten af livet eller hvad?" spurgte han dramatisk om. Jeg rullede med øjnene.

"Jeg tror bare du skal lade hende være lige nu Harry." Han sukkede. "Du er sur på mig, ikke?" Jeg havde næsten lyst til at klappe ironisk.

"Du ved udmærket hvordan jeg har det med Evelyn. Jeg vil ikke gøre noget for at såre hende, og jeg har givet mig selv et løfte. Jeg vil ikke lade nogen såre hende, men du gør det ikke specielt nemt. Hvad er egentlig meningen?" Jeg gik en smule ned af gangen for at gå efter Evelyn. Jeg skulle snakke med hende inden hun smuttede.

"Du er min bedsteven, og du dømmer mig aller..." "Og du er min bedsteven, og du lyver for mig? Lad være med at skubbe det over på mig Harry. Du kan ikke engang bebrejde mig for at være vred. Betyder Lucy pludselig så meget for dig, at du er ligeglad med mine følelser? Vores venskab?" Jeg vidste jeg var dramatisk, men vreden ramte mig hårdere lige nu. Det var som om sandheden gik op for mig.

Det var ikke så meget det, at de holdt det hemmeligt, men at han løj for mig. Det havde han aldrig gjort, og jeg brød mig slet ikke om det. Hvis det var Lucy's virkning på ham, så ville jeg ikke engang have hende i nærheden.

"Selvfølgelig ikke Louis forfanden," sagde han frustreret. Jeg hørte en masse lyde fra mit værelse, og uden at høre på resten af hvad Harry sagde, smuttede jeg derned.

Evelyn vendte sig om da hun hørte døren åbne. Jeg sendte hende et lille smil og gik tættere på hende.

"Det er jeg ked af," sagde jeg og hentød til at Harry kom. Jeg vidste hun ikke havde brug for at se ham lige nu.

Hun trak på skulderne og gik rundt som om hun havde virkelig travlt. Jeg gik tættere på hende for at få hendes opmærksomhed, og da det ikke hjalp, tog jeg fat om hendes hofter.

"Hey," jeg fik vendte hende rundt og fjernede en tot hår med min tommelfinger.

"Er du okay?" Spurgte jeg bekymret om. Et lille smil gled over hende ansigt inden hun nikkede. Jeg vidste hun løj, men jeg kunne ikke gøre så meget. Vi skulle til noget øve halløj i aften fordi vi skulle optræde live på TV i morgen tidlig, så jeg kunne ikke engang tage med hende hjem.

"Hvad siger du til jeg henter dig i skole på mandag?" Jeg trak hende helt ind til mig, så hendes små hænder lagde sig mod min halv åbne skjorte. Hendes smil blev større inden hun ivrigt nikkede. En varm følelse bredte sig indeni, inden jeg lænede mig frem og pressede vores læber sammen.

Hun tog forsigtig imod kysset og tog om min skjorte krave. Det var på tidspunkter som det her, at det hele føltes så fantastisk - men det kunne ikke være sådan hele tiden.

Hun trak sig fra mig og tog så fat i min hånd. Jeg fulgte efter hende ud i gangen og hjalp hende med hendes jakke.

"Tak for nogle gode dage," sagde hun og stillede sig på tæer. Jeg grinede over hende, og kærtegnede så hendes kind. "Vi ses på mandag, ikke?" Hun nikkede hurtigt og gav mig et hurtigt kys, inden hun forsvandt ud af døren.

Idet døren lukkede bredte den tomme følelse sig. Det var som om en skygge lagde sig over mig og alt fra i går kom tilbage.

Harrys løgn, at vide Evelyn var så ked af det, at hun tog til koncerten i går - alt var for meget. Det var længe siden jeg havde haft det sådan her, men nu kom den frem, og jeg vidste hvad jeg havde brug for - og lige nu værre end alle andre gange. Det prikkede allerede i min hofte ved tanken. Det var så længe siden, og nu var det nu.

Jeg fandt vejen hen til badeværelset. Jeg vidste hvor latterligt og dumt det var. Det var så svagt, jeg var en dreng - Louis Tomlinson, men jeg havde brug for det.

Jeg lukkede døren og fandt tingene frem som normalt. Denne gang havde jeg ikke engang lyst til at græde. Jeg kunne ikke, det hele var bare for meget.

At lyve overfor Evelyn, at Harry løj for mig. Jeg tænkte dagligt over hvad Evelyn ville gøre når hun fandt ud af det - og det skræmte mig så forfærdelig meget.

Jeg var slet ikke klar til et liv uden hende.

Jeg kiggede kort på bladet, og da Evelyns navn kørte rundt og rundt i mit hoved tøvede jeg ikke med at sætte den mod huden.

Jeg bed mig i læben og skulle til at bevæge den, da Harys stemme lød.

"Louis, jeg er virkelig ked af det."

Mit blik røg hen til døren. Harry bankede på et par gange og tiggede mig om at komme ud. Om han havde mistanke vidste jeg ikke. Mit blik røg fra døren til bladet, bladet til døren og tilbage igen. Jeg kneb øjnene sammen og skulle til at bevæge bladet igen.

"Louis, please åben," lød hans stemme, og den skræmte mig. Han lød bestemt ikke glad. Hurtigt fik jeg smidt bladet tilbage på plasds og rettede på min bluse.

Jeg tog fat i døren og trak håndtaget ned. Harrys øjne gled straks rundt omkring på min krop, og da de endelig fandt mine øjne, kom det fuldstændig bag på mig.

Hans øjne var fyldt med rædsel og vand. Han var helt ude af den, og det gjorde min mund hel tør. Jeg havde aldrig set Harry på denne måde. Kun en gang under x-factor, og det fik min mave til at vende sig. Sådan her ville jeg aldrig se Harry, aldrig nogensinde. Det gjorde ondt, det gjorde alt alt for ondt.

Jeg blinkede et par gange, og da jeg åbnede dem igen, var Harry henne foran mig med armene udstrakte. Jeg nåede lige at se en tåre trille ned af hans kind, inden han lukkede armene om mig.

Han vidste det.

Evelyns synsvinkel:

Søndagen var gået, og nu var det mandag. Jeg stod med hovedet i mit skab for at finde min engelsk bog, som jeg sjovt nok havde glemt.

Jeg sukkede højlydt og smækkede skabet i lige tidsnok til at se Lucy komme rendende ned af gangen, sammen med Stan. De var tydeligvis ude i et mindre skænderi, og da Lucy fik øje mig på, stoppede hun et kort øjeblik, for derefter at sætte farte op.

Hun havde prøvet at få fat i mig hele weekenden, men jeg havde ignoreret alt - hun måtte da forstå en hentydning for fanden.

"Lucy stop n.." "Evelyn!" sagde hun og ignorerede Stan. Jeg låste skabet hurtigere end normalt og skulle til at gå, da Lucy greb fat om mit håndled.

"Evelyn, hør nu på mig," sagde hun bedende. Jeg drejede mig langsomt rundt og trak mig hånd til mig.

"Du spilder din tid Lucy," svarede jeg koldt og skulle til at gå igen, men Lucy valgte at lave en dramatisk scene på gangen.

"Evelyn, nu hører du fanme på mig!" nærmest råbte hun. Jeg stoppede op - pisse sur over hendes opførelse. Hvad bildte hun sig ind?

"Du er nok den sidste der skal bestemme hvad jeg skal," hvæsede jeg af hende og ignorerede de andre på gangen. Mit udbrud kom vidst bag på hende, men hun stoppede ikke.

"Syntes du ikke jeg fortjener en chance for at forklare mig?"

"Nej," svarede jeg hurtigt og koldt og kunne se hvordan farven langsomt forlod hendes ansigt. "Hvordan kan jeg vide om du fyre endnu en løgn af? Hvordan kan jeg vide hvad du siger ikke er en stor omgang lort? Vil du fortælle mig, at det mellem jer to ikke er ægte, eller du var bange for min reaktion? Der må sku være noget siden du vælger at lyve for mig Lucy, og nu har du fået min reaktion. Så tillykke, du har fucket det godt og grundigt op."

"Hvad fanden er der galt med dig Evelyn?" spurgte hun om og trådte et skridt hen imod mig. Jeg blinkede et par gange. "Galt med mig?" "Ja, hvad fanden går der af dig? Du plejer adrig at opføre dig sådan der!" råbte hun højt og tiltrak en del opmærksomhed fra de andre.

"Jeg har aldrig haft en grund til det Lucy. Du har aldrig løjet for mig," min stemme var iskold - præcis det modsatte af hvad jeg følte indeni.

Lucy trådte endnu et skridt tættere på mig, men denne gang brød en trejde stemme ind.

"Lucy, stop det nu." Vi kiggede begge to på forbløffet på Stan. Stod han lige og forsvarede/hjalp mig overfor Lucy? Hans kusine?

"Bland dig udenom Stan," hvæsede hun, men han rystede på hovedet og skubbede hende en smule væk. "Jeg mener det Lucy. Hvis du ikke vil fucke det mere op, så skal du nok smutte til time nu." Hans stemme var lav, men jeg hørte ham udmærket.

Jeg kunne se på Lucy hun var helt forvirret, men til mit held endte hun med at gå forbi mig. Jeg havde ingen ide om hvad fanden Stan lavede, men jeg kunne kysse ham lige nu - hvis det ikke var fordi jeg var så pisse vred.

Uden jeg overhovedet nåede at sige noget, forsvandt Stand. Han sendt mig dog et underligt blik inden.

Og der stod jeg. Midt på gangen. Min time var begyndt, men jeg var fuldstændig forvirret over hvad der lige var sket.

"Well well well, ser man det," lød en bekendt stemme. Jeg kiggede hurtigt hen på Jess, som trådte væk fra skabet. En klump bredte sig i min mave og min mund blev tør. Havde hun hørt alt? Set alt? Åh gud.

"Jess, jeg orker sim.." "Hold din kæft," vrissede hun og greb om mit håndled, endda så hårdt at jeg ikke kunne trække min arm til mig.

"Hva fanden?" udbrød jeg da mit humør allerede var fucked. Jeg orkede ikke mere drama, men Jess var åbenbart uenig, for hun begyndte at gå mod toilettet, med mig i sin arm.

Mit hjerte slog hårdt i mit bryst. Både af vrede og nervøsitet. Hvad fanden ville hun mig? Jeg troede ærligtalt jeg var færdig med Jess og omvendt.

"Er du fuldstændig hjernedød?" nærmest råbe hun, mens hun tjekkede at der ikke var andre herinde. Jeg blinkede forvirret med øjnene. Hvad fanden havde jeg nu gjort? Hun var vel ikke på Lucys side?

Vreden bredte sig. Hvorfor kunne folk ikke blande sig udenom?

"Jess, du bliver virkelig nødt til at blande dig udenom, for jeg er ikke i humør til det her."

"Hvad fanden snakker du om?" Udbrød hun irriteret. Jeg bed mig i læben. "Jeg ved dig og Lucy har en fortid sammen, men at du blander dig er ikke hvad jeg har brug for lige nu.."

Lucy skar en grimasse. "Jeg er sku ligeglad med Lucy. Det er dig der irriterer mig så grænseløst."

Denne gang skar jeg en grimasse. Hvad fanden snakkede hun om?

"Har du ikke fået mine sedler? I dit skab? Hvad er det du ikke forstår ved en hentydning?" Hun slog ud med armene så hendes armbånd raslede. Hvad fanden? Sedler? De sedler Lucy påstod var fra Stan?

"De sedler var fra Stan?" Jess blik blev mørkere da jeg nævnte hans navn. Hun gik tættere på mig, og hurtigt greb jeg om min mobil i lommen.

"Det ville du kunne lide, hva? Gu fanden var det ej fra ham. Det var fra mig. Men nu gætter jeg på frøken solskin har taget dem?" Jeg vidste hun snakkede om Lucy. Åh gud. Hvorfor ...

"Jeg bad dig lade ham være Evelyn," hvæsede hun, og min første tanke var Louis. Kendte hun Louis?! "Jeg advarede dig Evelyn. Jeg ved mere om menneskerne i dit liv, end du selv gør."

"Hvad fanden snakker du om?!" skreg jeg højt da hun for alvor havde skræmt mig.

"Undrer du dig aldrig over hvorfor personen der kørte dine forældre ned, blev 'fundet'?" Hun gik tættere på. Hendes måde at sige det på fik mit hjerte til at banke hårdt mod mit bryst.

"Har du aldrig haft lyst til at finde personen? Vide hvem der tog dine forældre fra dig? Tage hævn?" Jeg sank den klump jeg havde i halsen. Jeg havde lyst til at finde personen, selvfølgelig havde jeg det. Det ville gøre alt nemmere, men jeg ville aldrig tage hævn.

"Jeg lagde de sedler i dit skab for at advare dig Evelyn. Du skal holde dig fra ham, forstår du? Han er ikke sig selv når du er i nærheden."

Hvor fanden... hvor kendte hun Louis fra og var det Louis? Jeg var så forvirret. Og min familie?

"Hvis du ikke passer på Evelyn, så har jeg ting der kan ødelægge det for dig. Jeg ved ting du ikke selv er klar over."

"Hvad snakker du om?" spurgte jeg forvirret om og kørte en hånd igennem mit hår.

"Er du fuldstændig snot dum?!" skreg hun højt og skubbede til mig.

"Der er en grund til den dreng der myrdede dine forældre slap væk. Du omgås med ham hele tiden, du aner ikke en skid om hvad der forgår, gør du? Hvad med at åbne dine øjne Evelyn og se dig omkring. Se hvor meget du fucking er i stand til at ødelægge."

"Stop," hviskede jeg. Hun havde mig allerede da hun begyndte at snakke om mine forældre. Hun vidste noget, noget hun ikke ville fortælle mig.

"Du er sindssyg," hviskede jeg og rystede på hovedet. Et grin lød fra hende.

"Jeg har det helt fint Evelyn. "

"Hvad ved du?" spurgte jeg om og kiggede på hende. En underlig følelse kom frem, og før jeg vidste af det, havde jeg skubbede til Jess og råbte hvad fanden hun vidste.

Hun greb hårdt fat om min kæbe så et støn af smerte forlod min mund.

"Du holder dig fra Stan, er du med? Hold dig fra ham eller jeg fucking smadrer dig Evelyn. Han ser ikke andre end dig, og han har fucking ikke kendt dig i mere end et år." For at vise hun mente det, knyttede hun sin næve og lod den ramme min mave. Jeg mistede pusten, og da hun slap mig, faldt jeg ned på knæ.

Jeg nåede ikke at gøre noget, før hendes hånd greb fat i mit hår.

"Han er ikke som du tror Evelyn," og med de ord, forsvandt hun.

Døren gav et smæk efter sig, og et hulk forlod mine læber i samme øjeblik. Min mave gjorde forfærdelig ondt, og hvis jeg ikke tog fejl havde endnu et blåt mærke dannet sig i mit ansigt.

Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle tackle det her. Hun vidste hvem der havde dræbt mine forældre, og hun ville have jeg skulle holde mig fra Stan. Hun var forelsket i Stan, og det kunne ikke være Stan der havde dræbt mine forældre. Forfanden han lavede jokes med det - det var ikke ham.

Men hvad mente hun så med, at han ikke var som jeg tror? Hun snakkede om to vidt forskellige personer. Hvad fanden skete der?

Flere hulk forlod mine læber og min krop begyndte at ryste. Jeg greb fat i mit hår. Et eller andet skulle jeg have fat i, det blev jeg nødt til. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv.

"Evelyn?" Jeg havde slet ikke hørt døren gå op. Jeg var fuldstændig i min egen verden, og jeg orkede ikke engang at kigge op. Jeg var fuldstændig væk.

"Evelyn, hvad sker der?" Stemme tilhørte Lucy, hun var urolig, men jeg var ligeglad. Det eneste der kørte rundt var Jess' ord. De blev ved og ved og ved.

Hvordan kunne jeg omgås med personen der havde dræbt mine forældre - og uden at vide det?

Det skræmte mig.

Urg, så er det sku dømt drama halløj.
Hvad tænker I? Tror I Evelyn har fået noget at tænke over nu, og tror I hun selv regner ud, at det er Louis? Hvad håber I der sker? Tell me tell meeeeh! :-D Uh, og min lille pusser nusser Louis. :( Havde I regnet med Harry vidste han cuttede? Suk suk 
- Uh ja, og så blev jeg endelig 17 år, juhu, eller sådan noget. Jeg blev nødt til at tage hjem fra skole, har sovet næsten hele dagen, kan ikke snakke fordi jeg har betændelse i munden og uha. Kan I se hvor trist en dag det har været? Men så er det jo godt jeg har jer, for I plejer ligesom aldrig at gøre mig alt alt for glad. Så selvom I måske ikke har 'gjort' noget i dag, så har I altså gjort noget. Så tusind tak! x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...