I killed them - {1D}

Evelyn Scarlett Walker er en livsglad pige, som tager tingene som de kommer. Trods tabet af hendes forældre for tre år siden, er Evelyn endelig kommet helt ovenpå igen og nyder livet. Som sædvandlig tager Evelyn sin årlige tur ned på kirkegården, men denne gang er det anderledes. To par drenge, og ikke bare to almindelige drenge, men to drenge fra det store boyband One Direction, står ved nabograven. Evelyn regner med de som alle andre, er her for at besøge en, men da de begynder at udspørge hende om ting, får hun en mistanke om, at de kender hendes forældre, dog er det bare starten på et venskab med op og nedture, sorg, glæde, forelskelse og vrede. Evelyn begynder langsomt at lægge mærke til den ene drengs behov for at beskytte hende, og hvad Eve ikke ved er, at det var ham, ham der dræbte hendes forældre, ham der kørte ind i dem, ham der var skyld i hendes tab og sorg.

1104Likes
1619Kommentarer
94610Visninger
AA

7. Give me one chance. .҉

 

Louis synsvinkel:

Jeg kiggede på Evelyn som havde vendt mig ryggen, og var på vej væk i fuld fart. Jeg rakte den ene arm efter hende, kiggede rundt og endte så med at lade den falde ned langs siden, efterfulgt af et langt suk.

Jeg vidste da også præcis hvordan jeg skulle fucke alt op – men hvordan fanden skulle jeg vide, at Eleanor havde slået hende? Og hvad havde hun tænkt på?!

Jeg kunne mærke vreden bevæge sig rundt i min krop. Jeg knyttede næven og havde allermest bare lyst til at tage hen til hende, og flippe ud. Jeg havde stolet på hende – vist min tillid til hende, men jeg tog fejl. Jeg kunne ikke stole på Eleanor. Hvordan kunne hun gøre det? Og så efter jeg havde fortalt hvordan jeg havde det med Evelyn? Hvilket jeg så ikke havde, men på en måde. Jeg bad hende stole på mig, men det her var et direkte bevis på, at hun langt fra stolede på mig.

Med hårde og hurtige skridt, gik jeg hen til bilen, hvor Stan sad i. Jeg havde allermest lyst til at være alene, men så på den anden side.... Jeg var glad for Stan var her. Lige nu vidste jeg ikke, hvad jeg var i stand til.

Jeg smækkede døren i og rakte ud efter selen, inden jeg satte nøglerne i bilen.

”Hun havde travlt med at komme væk, hva?” grinede Stan, som om han slet ikke havde en skid situationsfornemmelse.

Da jeg ikke svarede, og i stedet drejede ud fra skolen, gav han mig en albue i siden.

”Hvad fanden sagde du til hende? Jeg har aldrig set hende sådan før,” grinede han, hvilket gik over min grænse. Hvorfor var han sådan en nar overfor hende? Vidste han overhovedet ikke, hvad fanden hun var gået igennem?

”Hvad går der af dig?” vrissede jeg surt af ham. Stan havde aldrig været personen der mobbede eller var efter folk, men jeg så ham jo heller aldrig i skolen – men hvis det var sådan han var, så ønskede jeg det godt nok heller ikke.

”Det er Evelyn vi snakker om? Slap af,” sagde han og kiggede ud af vinduet, men jeg var ikke færdig.

”Hvad har hun gjort dig Stan? Hvorfor opfører du dig som en idiot overfor hende? Ved du overhovedet hvad hun har været igennem?” Min stemme hævede sig, og det fik Stan til at skære en grimasse.

”Slap af Louis? Hvad er der i vejen med dig mand?” Han rystede på hovedet, og jeg vidste min vrede ikke skulle gå ud over ham, men jeg kunne ikke håndtere den lige nu.

Jeg tog derfor en dyb indånding og strammede grebet om rattet. Klumpen der havde dannet sig i halsen, blev større og større.

”Og ja, jeg ved da godt hun har mistet sine forældre – men det ændre hende da ikke og jeg…”

Irriteret slog jeg ned i rattet – nok mest irriteret på mig selv. Irriteret over mine følelser jeg havde lige nu, og irriteret over jeg blev nødt til at fortælle Stan den sandhed, som jeg i lang tid havde holdt skjult for ham.

Jeg drejede hårdt, hvilket fik Stan til at råbe op, men det betød ingenting lige nu. Jeg kørte hen for enden af tankens parkeringsplads og bremsede så hårdt op, at Stan måtte tage ved for ikke at falde for over.

”Hvad fanden Louis!? Er du ude på at få mig dræbt?” råbte han højt og tog fat i sit hår. Mit hjerte bankede af sted, og min hals blev helt tør.

”Jeg gjorde det Stan.” Jeg havde ingen ide om hvordan det skulle ud, men nu kunne jeg ikke stoppe mig selv.

”Hvad fanden snakker du om?” spurgte han forvirret om – stadig oppe og køre over min kørsel lige før.

”Det var mig der dræbte hende forældre. Det var mig der var skyld i, at hun mistede alt hvad der næsten betød noget for hende!” Jeg slog et par gange ind i rattet og bad til Stan snart ville sige noget.

”Det var mig der gjorde det, okay?” Jeg lod min pande ligge sig mod rattet, mens jeg stadig bankede hånden forvirret ind i det.

”Det var dem, dengang,” hviskede jeg. Stan kendte godt til min ulykke, men som alle andre der kendte til den, havde han skrevet en tavshedserklæring omkring ikke at sige noget.

I starten var han der hele tiden for mig – præcis som alle andre, men jeg skubbede dem fra mig da jeg indså, at jeg blev nødt til at være glad for min familie, venner, drengene og mine fans.

Jeg bed mig i læben inden jeg lod mit hoved flyve tilbage. ”Jeg slog dem ihjel!” sagde jeg og åbnede mine øjne. Stan sad og kiggede med store øjne på mig, og prøvede at se, om jeg virkelig mente det her. Og da han så mine øjne, så vidste han vidst sandheden.

”Louis,” sagde han roligt og lagde en hånd på min skulder. Jeg forventede ikke han sagde noget. Faktisk forventede jeg slet ikke, at han ville sige noget – for hvad skulle han sige? Dog overraskede han mig alligevel.

”Det havde jeg ingen ide om… Ve… Ved hun det?” Mine øjne fandt hans igen. ”Evelyn?” spurgte jeg næsten helt utydelig om. Han nikkede, og jeg rystede på hovedet.

”Og lov mig du ikke siger noget til hende.” Han nikkede hurtigt. ”Selvfølgelig mand. Var det derfor du spurgte hvor hun var, dengang med stranden?”

Jeg nikkede igen. Jeg havde fået Stan til at spørge Lucy hvad de skulle i weekenden, fordi jeg havde brug for at se hende. Jeg ville ikke presse mig på, så jeg fik det til at ligne et tilfælde – og det var præcis det samme med den fest hun var til.

”Men hvorfor?” Stan trak mig ud af mine tanker, og igen var jeg tvunget til at fortælle ham det. Jeg brød mig ikke om at snakke om det, men Stan var min bedsteven – eller en af dem.

”Jeg har en trang, trang til at passe på hende,” sagde jeg og foldede mine fingre. ”Jeg slog dem ihjel – dem der skulle passe på hende og få hende til at føle sig tryg. Jeg gjorde det Stan, og nu er hun mit ansvar. Jeg … jeg kan ikke forklare det,” min stemme knækkede. Ikke fordi jeg var ved at græde, dog kun indeni.

Stan strammede sin hånd om min skulder.

”Du ved jeg er her for dig Louis, altid. Du kan altid spørge, så finder jeg ud af hvor hun er.”

Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt, inden jeg lagde min hånd på hans. Jeg gav den et klem og tog en dyb indånding. Han vidste det nu. Nu var det bare spørgsmålet om Eleanor skulle vide det.

”Problemet er hun bare ikke vil snakke med mig,” sagde jeg så. Stan løftede det ene øjenbryn. ”Som sagt, hvad kan du have gjort som fik hende til at løbe fra dig? Jeg kender Evelyn godt nok til, at hun ikke flygter fra folk på den måde. Og det blik hun gav dig? Det var som om hun var bange for dig.”

Jeg nikkede. Det var præcis det hun også var.

”Eleanor,” mumlede jeg og kiggede ud af vinduet. Det regnede stadig, og det så ud til kun at blive værre.

”Eleanor truede hende, og slog hende.” Stan gav en høj lyd fra sig. ”Din chick? Hende? Eleanor?” Han lød helt forbavset.

”Det så sku også slemt ud nede på stranden. Eleanor lignede en der kunne flå Evelyn levende.”

Det kom bag på mig, at Stan alligevel havde lagt mærke til så mange ting uden at spørge mig ind til det. Det lignede ham slet ikke. Han var altid på forkant med alt.

”Og til festen. Hun er bange for mig, og jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre.” Jeg kløede mig i nakken og tog en dyb indånding. Jeg var virkelig fucked.

”Jeg ville rigtig gerne hjælpe dig, men jeg er ikke den romantiske type. Måske du burde snakke med Liam, måske Harry?”

Jeg kiggede over på Stan, og hvorfor vi begyndte at grine, det havde jeg ingen ide om – men det føltes rart.

Evelyns synsvinkel:

Kender I de vindueskarme, hvor man kan sidde i og har en masse puder? Jep, sådan en havde jeg, og der sad jeg iklædt mine shorts og en trøje, og mine futter. Jeg var træt, og jeg var blevet helt gennemblødt ved at løbe hjem.

Godt nok var klokken kun lidt i fire, men jeg orkede ikke rigtig at have andet tøj på, og eftersom mit humør ikke var særlig godt, så kunne det jeg havde på, i det mindste være bedre.

Jeg sad med en bog vi skulle læse i Engelsk, og for en gangskyld var den god. Den handlede om en pige, som havde brugt 9 dage på at planlægge at begå selvmord, men den 8 dag om aftenen, mødte hun en dreng der ændrede det hele. Den var rigtig sød, og den tog mine tanker væk fra alt det med Louis.

Lige siden jeg kom hjem, havde jeg tænkt på ham. Han var på min skole, for at snakke med mig. Han blev ved med at kontakte mig. Jeg burde nok lytte på ham, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg var bange for ham – især pga. det fact at han var verdenskendt, og jeg havde ikke lyst til at ende i sladderbladene, hvor Louis var Eleanor utro – selvom det var lige før jeg ønskede han var det, så Eleanor kunne lære det… men på den anden side så fortjente ingen at opleve utroskab.

Endnu engang blev mine tanker taget væk fra bogen. Derfor lagde jeg tungt hovedet op af væggen og sprang nærmest op af et tordenbrag. Jeg drejede langsomt hovedet, så min pande lå op af ruden – og det var der jeg fik øje på en skikkelse som nærmede sig mit hus. Jeg genkendte jakken fra før i dag, og det fik knuden i min mave til at falde til bunden.

Jeg trak hurtigt hovedet fra ruden og rejste mig op. Min bog faldt ned på jorden, og hurtigt løb jeg ud i gangen.

”Cecil?!” råbte jeg højt, men da det gik op for mig, at hverken Austin eller hende var hjemme, begyndte mit hjerte at hoppe hurtigere og hurtigere. Jeg ville have bedt hende om at åbne, om at sige jeg ikke var hjemme, men det kunne jeg så ikke.

Der lød to bank på døren, og det fik mig til at snurre rundt. Mit blik låste sig fast på døren, og da det bankede på igen, kom jeg til mig selv.

Hvis han ikke forstod klart besked, så ville han aldrig lade mig være.

Jeg gik hen til døren og låste langsomt op, inden jeg trak døren op. Mit hjerte stoppede et kort øjeblik, da hans øjne fangede mine. Jeg var ikke klar på at se ham, og selvom jeg vidste det var ham, så blev jeg overrasket.

”Evelyn,” sagde han, men jeg afbrød ham hurtigt.

”Louis, jeg siger det for sidste gang, okay? Jeg har ikke lyst til at ringe til politiet, men du skal virkelig virkelig lade mig være nu,” sagde jeg hårdt.

Hvor vidste han egentlig fra hvor jeg boede? Det var præcis de ting, som skræmte livet ud af mig!

”Evelyn…” ”- Louis, bare lad mig være,” sagde jeg opgivende og skulle til at smække døren i, men Louis satte en fod i klemme, og da han gjorde det, så fløj adrenalinen igennem mig.

Jeg var skræmt.

”Evelyn, lad mig nu snakke!” sagde han irriteret og skubbede døren ind, så jeg fløj en smule tilbage. Jeg rystede på hovedet og trak med en rystende hånd, mobilen op. Jeg tøvede ikke med at taste politiets nummer ind, men jeg nåede ikke særlig langt før Louis hænder greb fat om mobilen og trak den væk.

”Evelyn, hør nu lige…”

”Louis! Giv mig min mobil!” Min stemme var ikke til at kende. Den var fyldt med frygt og vrede.

”Evelyn, hør på mig!” sagde han denne gang højt og irriteret. Han trådte et skridt hen imod mig, og det fik mig til at tage fat om håndtaget til døren udtil. Dog nåede jeg ikke langt, før en hånd lagde sig på døren lige ved siden af mit hoved.

Jeg gav et lille skrig fra mig, inden jeg vendte mig om.

”Hør på mig,” hans øjne borede sig ind i mine, og følelserne der lå gemt bag de øjne, fik en klump til at danne sig.

Mit hjerte fik langsomt sin normale rytme igen, men hele min krop rystede stadigvæk.

”Jeg gør dig ikke noget.” Måden han sagde det på, og måden hans øjne ændrede sig på, fik det til at lyde mere troværdigt. Faktisk lidt som om han prøvede at regne ud, hvorfor jeg overhovedet var så skræmt.

Jeg bed mig i læben og kiggede væk.

”Louis jeg kan ikke lige nu,” hviskede jeg. Der var sket for meget de sidste par dage, og nu havde jeg bare brug for at være alene og væk fra Louis.

Han fjernede langsomt sin hånd fra døren.

”Evelyn, jeg er virkelig ked af at Eleanor kom herhen. Hun lovede mig..” hans stemme knækkede og akavet kløede han sig i håret. ”Hun lovede mig at holde sig fra dig. Det var ikke meningen. Jeg skal nok snakke med hende, men lige nu har jeg brug for, at du hører på mig.”

Han tog forsigtig fat i min kæbe og fik mig til at kigge på ham.

”Giv mig én chance Evelyn, til at forklare det hele.” Mumlede han langsomt og alvorligt. Min krop rystede stadigvæk, og det fik Louis til at slippe min kæbe og lade sin hånd glide ned langs min hals, og ned på min arm. Han kørte den forsigtig op og ned inden han trådte et skridt fra mig.

”Èn chance Evelyn – i morgen. Jeg ber dig.” Hans øjne ændrede sig, og hans måde at sige det på fik, selvom jeg ikke vil indrømme det, min puls til at blive normal. Hans stemme gav mig en lyst til at sige ja, og det var det jeg gjorde. Jeg trådte et skridt fra ham, mens jeg langsomt nikkede.

Et lille smil gled over hans ansigt, og det var sådan jeg bedst kunne lide at se ham, selvom jeg ikke rigtig kendte ham. Jeg vidste hvert fald bare, at jeg ikke brød mig om at se nogen med så meget sorg, vrede og hvad ved jeg indeni.

Jeg hadede at se folk kede af det, og måske var den ene dag med Louis en god ting. Måske var det den dag, hvor alle de åbne spørgsmål jeg havde, blev besvaret. Måske kunne jeg så endelig igen blive bekymrignsfri. Det var en god ting, det skulle det være – for han havde nogle seriøse ting at forklare.

”Evelyn, jeg savner dig. Derfor har jeg inviteret dig med til fest som min gæst, og jeg rimer så det kimer, lala” grinede Lucy og svingede min arm frem og tilbage. Jeg kunne ikke lade være med at grine over hendes latterlige rim.

”Jeg er på!” Jeg havde brug for at være sammen med Lucy, og især efter i dag. Det var onsdag og Louis ville hente mig efter skole. Dog ikke udenfor skolen – det havde jeg nægtet. Jeg havde ikke brug for hele skolen skulle vide, at jeg nu også kendte Louis Tomlinson. Den titel måtte Stan gerne have for sig selv – apropos Stan, så havde han ikke sagt en eneste irriterende ting i dag. Selvfølgelig dumme kommentar, men ingen stødende eller noget. Det kom faktisk bag på mig, men jeg klager ikke.

”Hvad har du nu?” spurgte hun da vi gik ud fra kantinen. Jeg sukkede højlydt og overdramatisk, hvilket fik Lucy til at grine.

”Jeg gætter på fysik?” sagde hun og åbnede døren for mig. Jeg gik ’elegant’ ud af døren og nikkede så til hende. Jeg fandt mit skab og tog mine bøger ud, inden jeg vendte mig mod Lucy.

”Og dig?”

Hun tog sin bog op og viftede med den, så jeg ikke kunne undgå at se der stod biologi.

”Fedt fedt,” grinede jeg og gav hende et kram. Jeg havde kun denne time tilbage, og hun havde to, så det blev farvel fra nu.

”Vi ses, og pas godt på dig selv,” sagde hun så og hentød til Louis. Lucy var min bedsteveninde – vi havde ingen hemmeligheder for hinanden. Jeg havde fortalt hende alt om Louis, og hun fandt ham også ret creepy. Faktisk brød hun sig ikke rigtig om ham – af gode grunde.

”Jeg ringer så snart jeg er hjemme, eller hvis der sker noget.” Jeg aede hende kort på ryggen, og da vi blev afbrudt af klokken nærmest løb vi hver vores veje.

Nu skulle denne time bare gå i gang, så den hurtigt kunne slutte. Jeg vidste ikke helt om jeg skulle sige jeg glædede mig til at se Louis. Han havde gjort mig glad før i tiden, og det hele kunne sikkert gå hen og blive godt, hvis hans forklaring holdt, og at han ikke var en myrder stalker..  

Og så alligevel ikke pga. hans sindssyge kæreste. Jeg havde slet ikke lyst til at tænke på hende, men det blev jeg nødt til. Det hele kunne den galt. Ikke kun for mig, men også Louis. Han var verdensberømt, og det stoppede mig hver gang.

Og siden hvornår var jeg begyndt at hænge ud med sådan nogle typer? Det hele var så forvirrende. Jeg var Evelyn. Lille ubetydelige Evelyn, som åbenbart allerede havde været i sladderbladene én gang. Og var det virkelig hvad jeg ville? Blive set som den pige Louis var Eleanor utro med? For I ved vel hvor mange rygter folk finder på..

Svaret var nej. Det var jeg bestemt ikke klar til, og så på den anden side. Det var mit mindste problem lige nu. 

Bum, så fik Louis hende overbevist, huh?!?!? Hvad siger I til det? & hvordan tror I det kommer til at gå?x

Undskyld det ikke er så langt. Jeg ligger syg og jeg har det .... ikke specielt godt for tiden, så jeg håber I kan bære over med det. Ikke fordi der kommer til at gå lang tid imellem kapitlerne! x

Igen, jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal takke jer. Jeg vil så gerne bare .... prøve, men det går aldrig særlig godt. Jeg ved ikke engang hvor jeg skal starte, men I betyder utrolig meget for mig. Måske kender jeg jer ikke personligt, men I betyder stadig en masse, så tusind tak for det. :-I x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...