I killed them - {1D}

Evelyn Scarlett Walker er en livsglad pige, som tager tingene som de kommer. Trods tabet af hendes forældre for tre år siden, er Evelyn endelig kommet helt ovenpå igen og nyder livet. Som sædvandlig tager Evelyn sin årlige tur ned på kirkegården, men denne gang er det anderledes. To par drenge, og ikke bare to almindelige drenge, men to drenge fra det store boyband One Direction, står ved nabograven. Evelyn regner med de som alle andre, er her for at besøge en, men da de begynder at udspørge hende om ting, får hun en mistanke om, at de kender hendes forældre, dog er det bare starten på et venskab med op og nedture, sorg, glæde, forelskelse og vrede. Evelyn begynder langsomt at lægge mærke til den ene drengs behov for at beskytte hende, og hvad Eve ikke ved er, at det var ham, ham der dræbte hendes forældre, ham der kørte ind i dem, ham der var skyld i hendes tab og sorg.

1104Likes
1619Kommentarer
94739Visninger
AA

20. Epilog.

Alt farven forlod hendes ansigt. Ude af balancen, trådte hun et skridt tilbage. Det hele gik som slowmotion, og langsomt trængte ordene igennem.

Hendes hjerte satte farten op, og hendes vejrtrækning blev hurtigere og hurtigere.

Helt ude af stand til at forstå, hvad hun lige havde hørt, rystede hun på hovedet. Hendes krop begyndte at ryste, og langsomt fandt brikkerne i hendes hoved, på plads - helt fra første møde ved gravstenen, til hvordan han altid havde haft et behov for at passe på hende.

Hun havde skjult sandheden for sig selv - gemt sporene af vejen. Hun havde givet sin kærlighed, ja givet sig selv til en komplet fremmede. Hun kendte til hans liv, hans familie, men ikke hans fortid.

Hun havde overladt sig selv til en mand - elsket en mand, som havde taget hendes forældre fra hende. Som havde løjet for hende, og givet hende en kærlighed, som i sidste ende ikke var ægte, men forpligtet.

Tårerne byggede sig op, men alligevel var hun i stand til at kigge rundt. Nogen bekendte ansigter kom frem. En pige hun engang havde kaldt sin bedsteveninde, stod med tårer i øjnene. Nu var hun bare en skygge, en skygge hun engang havde elsket.

Han var hendes bedsteven. Han var som den side der fik hende til at trække vejret, men nu havde den side forladt hende. Hun vidste ingenting længere. De mennesker hun havde kendt, kendte hun ikke længere.

Hun var fortabt i sin egen krop.

Et højt ulykkeligt skrig forlod hendes mund på samme tid som hun faldt til jorden. Hendes hænder fandt omkring hendes hoved. Hun var fuldstændig fortabt. Hun kunne ikke tro hvad hun havde hørt, men det gav alligevel så god mening.

Smerten indeni var forfærdelig. Dem som hun elskede højere end noget andet, var pludselig så langt væk, og hun kunne ikke hente dem tilbage - hendes kræfter var ikke til det, og hvad ville det nytte?

Tårerne trillede ned af hans kinder, mens han stod og så på sit livs kærlighed falde fra hinanden. Han havde ondt indeni. Han havde aldrig troet det skulle siges sådan her. Han havde været så dum at tro, at han kunne holde det hemmeligt for hende for altid.

Og nu stod han der - næsten lige så fortabt som hun var - helt ude af stand til at gøre noget, sige noget, endda næsten at trække vejret.

Var det ikke for hans bedsteven, som han stadig havde ved sin side, ville han være faldet lige så hårdt som hende.

Han ville holde om hende, trøste hende og fortælle hende han var ked af det, men inden han nåede at tænke længere over det, lød et højt forpint skrig. Det gav et spjæt i hans krop, og da hans blik atter fandt hen på hende igen, var hun ikke blot ude af den - hun var fuldstændig knust.

Hendes hænder som havde revet et par totter hår ud, fløj ned til hendes arme, hvor hun borede neglene ind i huden.

Igen lød et forpint skrig, og denne gang reagerede de andre. Der gik ikke et øjeblik, før de var henne ved hendes side og prøvede at få hende til at stoppe.

De holdt af hende, men hun var for knust til at indse det.

Det var for meget for ham. Han greb fat i sit hår, gjorde som hun havde, og faldt til jorden. Et par mennesker var stoppet op, og en af dem var i røret med en ambulance.

Der gik ikke lang tid før han hørte sirenerne. Hans blik var sløret, og da han endelig løftede blikket, stod de ind over hende, og holdt hende nede.

Hendes skrig lød igen, denne gang højere, denne gang værre.

Han rystede på hovedet. Det her måtte være et mareridt. Han kunne ikke have mistet hende. Han kunne ikke have mistet personen der var hans amulet - personen som havde reddet ham fra sig selv.

Der måtte være en løsning. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...