I killed them - {1D}

Evelyn Scarlett Walker er en livsglad pige, som tager tingene som de kommer. Trods tabet af hendes forældre for tre år siden, er Evelyn endelig kommet helt ovenpå igen og nyder livet. Som sædvandlig tager Evelyn sin årlige tur ned på kirkegården, men denne gang er det anderledes. To par drenge, og ikke bare to almindelige drenge, men to drenge fra det store boyband One Direction, står ved nabograven. Evelyn regner med de som alle andre, er her for at besøge en, men da de begynder at udspørge hende om ting, får hun en mistanke om, at de kender hendes forældre, dog er det bare starten på et venskab med op og nedture, sorg, glæde, forelskelse og vrede. Evelyn begynder langsomt at lægge mærke til den ene drengs behov for at beskytte hende, og hvad Eve ikke ved er, at det var ham, ham der dræbte hendes forældre, ham der kørte ind i dem, ham der var skyld i hendes tab og sorg.

1104Likes
1619Kommentarer
93680Visninger
AA

18. Do you know him?.҉

Louis synsvinkel:

Jeg havde haft en lang snak med Harry i lørdags om det hele. Han havde fundet ud af det og havde vidst det i lang tid. Han havde bare løjet for sig selv fordi han ærligtalt ikke troede jeg kunne finde på det. Om søndagen havde vi haft en Harry-Louis dag, og vi fik snakket alt ud. Jeg fik fortalt ham hvordan jeg virkelig havde det med alt det med Evelyn, og jeg kunne se det kom bag på ham.

Han havde også undskyldt flere gange ned hensyn til det med Lucy. Han havde ikke nogen ordentlig forklaring udover det var Lucy der havde sagt Evelyn ikke skulle vide det endnu, men der måtte være mere bag det.

Alt der her blev heldigvis imellem Harry og jeg. Fik managament det at vide, så ville der ikke gå lang tid før jeg havde diverse psykologer i røven - og det skulle ikke ske.

Jeg havde aftalt med Harry at vi skulle fortælle Evelyn sandheden i dag. Hun blev nødt til at vide hvorfor Lucy og Harry ikke fortalte hende noget - og eftersom jeg alligevel skulle hente hende efter skole, så var det en oplagt mulighed.

 Evelyns synsvinkel:

"Hvad er der sket?" spurgte Lucy forvirret om. Hun var den sidste jeg havde lyst til at snakke med lige nu. Jeg havde virkelig virkelig ikke lyst. Efter det med Jess, så var hun den sidste jeg ville snakke med.

Jeg fik rejst mig op. Min mascara sad sikkert ud over det hele, og uden at svare hende rev jeg døren op, og gik ud. Jeg kunne høre hendes råb efter mig, men jeg fortsatte.

Jeg var træt af at græde, træt af at have mennesker omkring mig, som løj. Jeg var træt af at leve i frygt for Jess, og de ting hun havde sagde - jeg var færdig med at være en følsom lille pige, som ikke kunne klare at høre om sine forældre.

Jess vidste noget - og jeg skulle nok få hende til at fortælle det. Jeg måtte holde øje med tegnene omkring mig. Louis, Stan og Lucy kunne hjælpe, for hvis jeg hele tiden var sammen med personen, som Jess sagde, så gjorde de også. Vi havde fællesvenner alle sammen, og jeg skulle fanme nok vise Jess, at jeg ikke bare var en lille uforståelig latterlig lille følsom pige.

Jeg skubbede dørene op. Hvis Lucy havde ringet til Harry eller Louis, så ville jeg rive hovedet af hende. Louis og jeg havde en aftale i dag, og skolen var udelukket, og jeg følte mig ærligtalt lidt sløj. Derfor greb jeg min mobil, og ringede Louis op.

"Hey babe!" lød en glad stemme, hvilket fik mig til at smile. Både fordi det var Louis, og fordi Lucy intet havde sagt.

"Hey," sagde jeg med en lav stemme.

"Hva så?" Hans stemme lyste af glæde, og det gjorde mig varm om hjertet. Louis var den eneste jeg havde lyst til at være sammen med lige nu.

"Kan du hente mig? Jeg har det ikke så godt," sagde jeg roligt og nød solen på min hud.

"Er du okay?" Spurgte han hurtigt, for hurtigt. Jeg bed mig i læben. "Ja, jeg har bare ondt i maven." og det var ikke engang løgn, min mave gjorde ondt - men måske var det fordi at Jess havde været så flink at fortælle mig, at personen der dræbte mine forældre, var omkring mig. Det gav mig lyst til at kaste op, og lige nu ville jeg bare gerne være i et trygt selskab.

"Oh, jamen selvfølgelig," sagde han og lød lettet. Jeg skar en grimasse. Måske havde Lucy alligevel sagt noget? Hvorfor skulle han ellers være så .... lettet?

"Jeg er der om lidt," noget raslede i baggrunden, og jeg gættede på det var hans nøgler.

Jeg fik langsomt bevæget mig hen modparkeringspladsen. Der holdt en masse biler, men der var ikke en sjæl. Det føltes som at være med i en gyserfilm, og det fik en kold følelse til at løbe ned af min ryg. Lige nu føltes mit liv som en gyserfilm - med en helveds masse krimi.

Selvom solen skinnede og luften var varm, så begyndte jeg at fryse. Jeg kiggede mig paranoidt omkring, og fik nærmest et helt chok, da Louis' bil kørte ind på parkeringspladsen.

En dejlig bekendt følelse lagde sig i min krop, og jeg var ikke langsom om at få sat mig ind i bilen.

"Hey," sagde jeg og trak selen over mig, inden jeg kiggede på Louis, som sad med et skævt smil på læberne. På trods af hvad der lige var sket, blev mit smil bare større, og i dette tilfælde var det godt. Jeg var elendig til at vise mine følelser og jeg vidste jeg skulle snakke med Louis senere, men lige nu nød jeg bare følelsen af at være tryg.

"Er du okay?" Han lænede sig hen imod mig, og gav mig et blidt kys på kinden. Jeg lukkede kort øjnene og nikkede. Nu var jeg.

Der var en dejlig behagelig stilhed i bilen på vej hjem til Louis. Jeg havde på fornemmelsen, at han vidste der var noget, men han undlod at spørge - sikkert fordi han ikke så det så vigtigt. Jeg måtte også indrømme, at det her var det bedste skuespil jeg nogensinde havde lavet. Indeni var jeg ved at skrige.

Bare ved tanken om at jeg tit så personen der havde taget alt fra mig, fik mig til at græde. Han vidste det sikkert, og at holde det hemmeligt var forfærdeligt af ham.

"Eve?" Louis lagde hovedet på skrå og sendte mig et sjovt smil. Jeg kom hurtigt ud af min egen verden, og lagde straks mærke til, at vi holdt foran bygningen.

"Er du sikker på du er okay?" Han ventede ikke på svar, før han steg ud af bilen. Der gik et kort øjeblik, før han åbnede døren for mig. Jeg trådte træt ud af bilen og tog imod Louis hånd, som han havde rakt hen til mig. Da han fik fat i den, hev han mig blidt hen til sig, og lagde sin hånd på min hofte.

"Jeg har savnet dig," mumlede han og lagde sin pande mod min. Jeg fniste kort og bed mig i læben. Ud af øjenkrogen kunne jeg se noget bevæge sig, og da jeg vendte blikket derhen, så jeg en mand med et kamera. Jeg sukkede tungt, hvilket fik Louis til at kigge derhen også.

Et stort smil bredte sig på hans læber, hvilket fik mig til at se uforstående på ham.

"Hvis de alligevel er her, så lad os give dem en historie," sagde han drillende, og før jeg kunne blinke, lå hans hænder om mit liv, og hans mund var plantet mod min. En varm følelse lagde sig i min mave, og lidt efter lagde jeg min hånd på hans nakke og kyssede med.

Alt det tidligere forsvandt et øjeblik. Lige nu var det bare Louis og jeg. Det overraskede mig hver gang, hvilken positiv effekt han havde på mig når alt var galt.

"Louis!" begyndte manden med kameraet. Louis tog hurtigt fat i min hånd, og fik mig ind i bygningen. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Det hele måtte have set så sjovt ud. At vi første kyssede og bare skred. Det ville helt klart være i alle bladene i morgen. "Louis Tomlinsons hede kys" eller sådan noget.

"Vil du have noget at drikke?" spurgte Louis da vi kom op i lejligheden. Jeg trak jakken af og hang den op. Til mit held var Harry her ikke, ellers ville jeg nok have hørt det, og Louis ville vel have sagt noget. Han var sikkert sammen med Lucy.

"Gerne," råbte jeg tilbage og fik bevæget mig ind i stuen. Uden at tænke for meget over tingene, satte jeg mig i sofaen. Mine hænder fandt automatisk hen til min mave, som var begyndt at gøre oprør. Mine følelser kom tilbage - og jeg vidste det var fordi jeg var overladt til dem.

Tanken om alt hvad Jess sagde gav mig kvalme. Jeg vidste jeg måtte ud med det hurtigst muligt, så jeg havde nogen omkring mig - nogen til at støtte mig. Og hvem var bedre end Louis?

"Her bab.... Du ryster jo," sagde han pludselig og lød helt bekymret. Jeg blinkede forvirret med øjnene og kiggede ned på mine hænder, som rigtig nok, rystede. Min hals blev helt tør, og hurtigt greb jeg glasset med cola i.

"Her," mumlede han og lagde et tæppe om mig, som duftede af en bladning af hans og Harrys parfume. Jeg sendte ham et smil som tak, og lod mine tanker diskutere om, hvordan jeg skulle starte med at fortælle ham tingene.

Louis satte sig ned, greb ud efter sin te og kiggede lidt omkring. Han regnede sikkert med jeg ville sige noget, og da jeg ikke gjorde, kiggede han på mig.

"Evelyn..." tøvede han. "Men er der noget du vil snakke om? Har Lucy sagt noget i dag?" Han lød usikker og lagde en hånd på mit ben. Jeg smilede kort over hans varme hånd mod mit kolde ben.

Jeg drejede langsomt mit ansigt hen mod ham. Hans øjne så spørgende ind i mine, og uden at tænke over hvor jeg skulle starte, fløj ordene ud af min mund.

"Jess ved hvem der kørte ind i mine forældre." Jeg bed mig i læben. Det gjorde næsten ondt at sige. Louis' øjne gled rundt omkring, inden de låste sig fast. Hans læber var en smal streg, og lidt efter tog han en dyb indånding.

"Sagde... hun noget?" Han kiggede langsomt på mig igen, spørgende, og bange. Jeg skar en grimasse men valgte at lade det ligge. Jeg var i gang. Jeg kunne godt få resten ud.

"Hun.." Jeg snak den klump jeg havde i halsen. Det var svære at sige, end jeg havde regnet med. "Hun hev mig ud på toilettet, og jeg.." Jeg tog en dyb indånding. "Louis hun fortalte mig, at jeg tit så ham. At jeg skulle passe på, at jeg skulle få øjnene op. Og hvis han går rundt og lader som ingenting.... Louis jeg kender ham, men jeg ved ikke hvem han er," hviskede jeg og kunne mærke hvor ondt det gjorde at få ud - at få sandheden ud. Det var som om det hele blottede sig for mig nu.

Jeg kendte rent faktisk personen der havde taget alt fra mig.

Louis synsvinkel:

Jeg kunne mærke mit hjerte sætte farten op. Evelyn snakkede hurtigere og hurtigere og endte til sidst med næsten at græde. Jeg hadede at se hende sådan, og fordi rædslen stod ud af mine øjne, trak jeg hende hen til mig og tyssede på hende.

Jess vidste det.

Hvordan kunne hun vide det? ingen vidste det!

Jeg var rystet over det her. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere lige nu. Hvis Jess fik endnu et flip og valgte direkte at fortælle Evelyn hvem det var, så ville hun aldrig nogensinde se mig igen. Måden hun sagde det på.. Væmmelsen i hendes stemme - hun ville hade mig.

Jeg var ikke klar til at give slip på hende. Det kunne jeg simpelthen ikke. Hun var den der holdt mig oppe lige for tiden, og skulle hun høre det, så skulle det være for mig. Så havde jeg måske i det mindste en chance.

"Louis jeg..." hun hulkede og greb hårdere om min trøje. Jeg tyssede igen på hende og kyssede hende i panden. Jeg strammede mit greb, bange for at lade hende glide væk. Jeg måtte gøre et eller andet. Jeg måtte ... Jeg måtte få fat i Stan, og Lucy. Jeg måtte fortælle dem det, få Jess til at holde sig fra hende.

Forfanden da!

Jeg lod en hånd glide igennem mit hår, inden jeg igen lagde den om Evelyn.

Fuck.

Evelyns synsvinkel:

Jeg havde fortalt ham det, og han blev næsten lige så chokeret som jeg gjorde. Jeg vidste han hadede at se mig sådan her, og det var virkelig ikke min mening at græde, men det var det her jeg havde brug for - ham, trygge omgivelser og omsorg.

Det var som at få smidt en bombe, virkelig. Og jeg havde brug for tid til lige at sluge den. Så måtte jeg bare håbe den ikke sprang i maven.

Lige nu lå jeg op af Louis, som lå og nussede min arm. Vi havde sat en film på, men for at være ærlig, så var jeg ret sikker på ingen af os fulgte med i den.

 Jeg valgte til sidst at bryde stilheden. Jeg blev nødt til at finde ud af hvad jeg skulle gøre.

"Hvad skal jeg gøre?" Spurgte jeg usikkert om. Louis havde allerede sin opmærksomhed plantet mod mig da jeg kiggede på ham.

Han strøg forsigtigt noget hår væk fra mit ansigt.

"Med hensyn til hvad?" Spurgte han dumt om, men han var nok lige så forvirret som jeg var.

Jeg satte mig op og legede med det elastik som jeg havde om håndleddet. "Hvis jeg tit ser personen, så må det være en fællesven. Jeg har ikke så mange andre end folk du kender, og hvis personen har løjet for os begge to? Louis, det kunne være... en eller anden vi måske aldrig ville have gættet os til og..."

"Evelyn, det kan også være en fra skolen? Jeg ved ikke hvad du vil have mig til at sige. Jeg ved virkelig ikke hvad du vil gøre."

Jeg blinkede et par gange med øjnene. Det var jo rigtigt. Jeg havde ingen chancen for at finde ud af hvem personen var, medmindre jeg kidnappede Jess og tvang hende til at sige det.

Men jeg kunne ikke give op. Jeg var tættere på end jeg nogensinde havde gjort før. Det kunne ikke være nogen fra Louis' band. Ellers ville han have sagt det. Det kunne ikke være Stan, eller Lucy. Men hvem var der så?

Jeg kunne ikke gennemgå alle folk i min klasse. Det var nogle jeg havde været sammen med. Måske til den bål fest. Jeg var sammen med Alex der. Og en masse af Lucys venner - og Stans venner.

"Jeg kan ikke bare give op Louis." Sagde jeg bestemt. Han sukkede og kiggede væk. Han gav mig en følelse af, at han var ligeglad med det her, og det irriterede mig. Han havde ingen ide om hvor meget det her pinte mig.

"Men hvor stor er din chance Evelyn?" Sagde han så og kiggede hårdt på mig. "Det er spild af tid. Hvis personen ønsker du skal vide det, hvorfor så ikke vente?"

"Hvis personen ville have mig til at vide det, så havde personen haft flere uger!" Jeg hævede stemmen. Tænk Louis sad og forsvarede ...

"Kender du ham?" Jeg afbrød mine egne tanker og rejste mig op. Han.. han blev da nødt til at kende personen hvis han forsvarede den!

"Er det Harry? Er det derfor han er efter Lucy?" Louis rejste sig forvirret op.

"Evelyn? Nej sku da! Hvis jeg kendte ham ville jeg fortælle det."

"Du er jo pisse ligeglad Louis! Personen der har dræbt mine forældre, går frit rundt omkring og leger alt er normalt! Det er ikke normalt. Jeg har brændt efter at vide hvem der gjorde det. Bare så jeg i det mindste kunne sætte ansigt på personen! Jeg er et skridt tættere på, og nu opgiver du, fordi det er 'håbløst'?" Jeg rystede på hovedet og slog ud med armene. Jeg troede virkelig han ville støtte mig.

"Jeg ved godt hvor meget det betyder for dig Evelyn, og jeg vil.."

"Du er pisse ligeglad. Sukker højlydt fordi jeg prøver at finde ud af det."

Der var stilhed, men det var alt jeg behøvede. Lige nu kunne jeg simpelthen ikke være i samme rum som ham. Det var fint hvis han ikke gad at finde ud af det, men så skulle han ikke bilde mig ind, at han altid var der.

"Jeg burde have vidst det var en fejl," sagde jeg hårdt og snurrede rundt for at gå.

"Evelyn," sagde Louis næsten panisk, og det fik mig til at kigge hen på ham. Hans mund åbnede sig, men han lukkede den igen for kun at køre en hånd igennem håret.

"Evelyn du må..."

"Hey," Harrys stemme afbrød Louis. Hvornår var han kommet?

Uden at kigge hen på ham, ventede jeg på Louis fortsatte. "Jeg er ikke ligeglad med det. Det kom også som et chok for mig, okay? Jeg ved ikke hvor vi skal starte, men jeg er her for dig, okay?" Han trådte et skridt tættere på mig, og ignorerede Harry som fulgte godt med.

Jeg bed mig i læben og kiggede ned i jorden. Jeg var stadig vred - og lige nu skulle der nok heller ikke så meget til. Det havde været en svær dag.

"Undskyld," mumlede jeg og gik hen til ham. Han nikkede kort og skulle til at sige noget, men jeg afbrød ham igen. Jeg skulle væk inden det blev alt for slemt.

"Jeg smutter nu, okay? Jeg ringer." Jeg kyssede ham hurtigt på munden, inden jeg smuttede forbi Harry og ud af døren.

Der var noget der ikke hang sammen. Louis skjulte et eller andet, ellers var han virkelig ligeglad.

Louis synsvinkel:

"Hvad er der sket?" Hun nåede knap nok at lukke døren efter sig, inden Harry var henne ved mig. Jeg rystede på hovedet, helt forvirret, selvom det stod ret klart for mig hvad der lige var sket.

"Hun ved det," mumlede jeg, hvilket fik Harry til at rykke forvirret på sig.

"Hun ved at personen der var skyld i hendes forældres død, kender hende. Hun ved at han tit ser hende. Harry," jeg kiggede hurtigt og panisk på ham. "Hvis det fortsætter..." Tårerne pressede sig på. At se hende gå ud af den dør, stadig vred på mig, gjorde mig næsten sindssyg. Hvordan skulle jeg kunne uden hende?

Jeg var rystet, men det gav mig ingen grund til at være sådan overfor hende. Forhelved da.

"Så vil hun snart vide det er mig," hviskede jeg, og hurtigt lå Harrys arme om mig.

Det hele var ét stort kaos, og jeg vidste virkelig ikke hvor det her ville føre hen. Jeg måtte virkelig sikre mig, at Jess holdt sig fra Evelyn, og omvendt. Hun skulle ikke vide det på den måde.

Men hvordan skulle jeg selv fortælle det? Hun ville hade mig.

"Ring til Stan og Lucy," mumlede jeg mod Harrys skulder.

Urg, jeg ved godt dette kapitel ikke blev så langt, men det ligger op til en masse drama og højdepunktet i historien, da da dam.
Hvad synes I om det hele? Om Louis' reaktion, om Evelyns tanker om 'denne person'? Hvad tror I der vil ske nu? Kan de holde Evelyn fra Jess - og hvor længe kan de holde sandheden fra hende? Bam, skriv endelig, hah x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...