En sommerfugl ligner et hjerte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jan. 2013
  • Opdateret: 3 jan. 2013
  • Status: Færdig
Drengen Lasse ser en jævnaldrene pige til en fødselsdag. Han er sikker på, at han har mødt hende før, men samtidig sikker på, at han aldrig har set hende før. Da han kommer i snak med hende, går det op for ham, at hun ved det hele. For at få svar på hans mærkelige fornemmelse tager hun ham ud til et sted med skov, mark og sø og giver ham den ene ledetråd: en sommerfugl ligner et hjerte.

2Likes
2Kommentarer
458Visninger
AA

1. En sommerfugl ligner et hjerte

 

Fleninge, Faaborg, juni 1993

 

Solens stråler dækkede halvdelen af maleriet, som hang på deres væg inde i stuen. Den var jeg snart gået forbi rigtig mange gange. Jeg var gået gennem stuen, ud i haven og ind på værelserne rigtig mange gange. Jeg var også gået forbi et spejl rigtig mange gange. Det var der nu ikke noget galt i at kigge i, for jeg var fint tilfreds med min påklædning den dag: Sort skjorte og lillat slips. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle lave, eller hvem jeg skulle snakke med, for jeg kendte ingen ud over hovedpersonen og hendes familie. Vi var til en af vores venners datters 18-års fødselsdag, og jeg havde aldrig mødt et øje her ud over hende, hendes mor, hendes far og hendes lillebror. Idet jeg også dengang var en meget genert 13-årig dreng, kastede jeg mig ikke lige ud i at snakke med nogen, jeg slet ikke kendte. De kunne vel bare komme til mig, hvis de ville mig noget.

Jeg gik nu ud i haven for... ja, jeg ved snart ikke, hvor mange gange, jeg var gået ud af den havedør. 5-6 gange måske. Hendes far stod over ved bordet med drinks, lakseruller og andre godbider. "Skal du ikke have en lille velkomstdrink, Lasse?", spurgte han mig, da jeg stod over ved bordet. "Der er sådan en sodavandsdrik for børn dér", fortsatte han og pegede hen mod sodavandene. Jeg stod og kiggede lidt på dem. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige, men jeg kunne da godt tage en sodavand. "Eller du vil måske hellere have en øl", sagde han, mens han gav mig et puf med albuen og grinte. Jeg smilte skævt og sagde: "Nej, tak". Jeg tog min sodavand og stod og kiggede lidt ud i haven. Der var rigtig mange mennesker, og de stod nærmest alle sammen og snakkede med nogen - de gjorde jeg bare ikke.

Efter at have stået noget tid og kigget og taget nogle tåre af min sodavand, fik jeg pludselig øje på en jævnaldrene pige. Jeg var med det samme sikker på, at jeg havde mødt hende før. Hun stod og snakkede meget løst med to drenge, der også snakkede med hinanden. Hun havde en stor sort kjole på med nogle flotte lillae nuancer. Jeg havde en mærkelig følelse. Altså jeg var helt sikker på, at jeg havde mødt hende før, men jeg syntes ikke, at jeg havde set hende før. Jeg tænkte, at det nok bare var mig, der var lidt forvirret, for hvis man har mødt en person, har man jo også set den. Jeg gik langsomt ned af deres lille terrassetrappe og hen mod hende. Da jeg var ret tæt på hende, kiggede hun hurtigt på mig og kiggede væk igen og kiggede så hurtigt på mig igen, som om der var noget ved mig, der først gik op for hende, da hun kiggede væk. Hun kiggede lidt mærkeligt på mig, som om hun også troede, hun havde set mig før. Nu stod jeg over for hende, og hun kiggede stadig mærkeligt på mig. Efter nogle sekunder smilte hun, nikkede let og tog sig til munden, som om noget gik op for hende, som hun blev meget overraket over. "Har jeg ikke set dig før?", spurgte jeg stille. "Nej", svarede hun hurtigt og kiggede væk, som om hun lavede sjov, men jeg var bare genert, så jeg turde ikke spørge mere ind til det, så jeg vendte mig om for at gå tilbage til terrassen, men lige idet jeg havde vendt mig om, sagde hun: "Men du har mødt mig før". Jeg vendte mig stille om og kiggede hende dybt i øjnene. Det, hun sagde, passede jo præcis med den følelse, jeg havde. Jeg havde mødt hende før, men jeg havde aldrig set hende før. Hun kiggede på mig, som om hun havde ventet hele livet på at møde mig. "Du kan ikke huske det?", spurgte hun. "Huske hvad?", spurgte jeg. "Kom", sagde hun og puffede med hovedet mod udgangen af haven. Jeg var meget forvirret, men samtidig også nysgerrig på, hvad alt det her handlede om. Jeg gik over til min far for at sige, at jeg lige gik kort. "Ja, ja", sagde han bare. Han var dybt optaget af en samtale om en aftale, der var indgået mellem nogle politikkere i Moskva og nogle atommissiler.

Vi nåede ud til Reventlowsvej. "Kom, vi skal til venstre", sagde hun. Jeg fulgte bare med. Nu var min nysgerrighed begyndt at overvinde min forvirring og nervøsitet. "Hvad hedder du egentlig", spurgte jeg hende på en måde, jeg selv syntes lød meget socialt. "Jeg hedder Maria", sagde hun. Det var egentlig en meget flot sommerdag. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, og det var over 20 grader - muligvis 25. Vejen drejede skarpt, og vi fulgte med. På et tidspunkt kom der noget på højre hånd, der mindede om et slot. Vi gik forbi, men ved næste vej, som var meget lille, sagde hun: "Kom, vi skal ned her". Jeg fulgte bare med. Vi gik nu på en vej, hvor der nærmest kun kunne køre en bil. "Kan du ikke sige, hvad vi skal?", spurgte jeg. "Vi skal have svar på, hvad det er, du ikke kan huske", svarede hun. Jeg fortsatte bare med at gå ved siden af hende. Efter at have gået lidt, stoppede hun. Hun kiggede sig lidt omkring, inden hun sagde: "Ja... det var lige her", til sig selv. Hun kiggede på mig og sagde: "Okay, her kan du finde ud af, hvordan det kan være, at du har mødt mig, men aldrig set mig". "Hvordan skal jeg finde ud af det?", spurgte jeg helt forvirret. Hun smilte bare og trak på skuldrene. "Jeg går tilbage til", sagde hun, "du kan bare komme tilbage, når du har fundet ud af det". Hun vendte sig om og begyndte at gå tilbage. "Kan jeg ikke bare få en lille ledetråd?", spurgte jeg hende. Hun vendte sig stille om. Hun tænkte. "Okay, her kommer den: en sommerfugl ligner et hjerte", sagde hun, "Vi ses".

Nu drejede hun ud på Reventlowsvej igen. Jeg havde fulgt hende hele vejen, men nu måtte jeg tænke mig om. Jeg lavede lige en opsummering. Der var noget, jeg ikke kunne huske, som hun kunne huske. Jeg mente, at jeg havde mødt hende før, men aldrig set hende - det mente hun også. Til sidst: en sommerfugl ligner et hjerte. Jeg stod og prøvede at finde hoved og hale på det hele. Jeg var altså her for at finde ud af, hvad det var jeg ikke kunne huske. Det var altså her, hun ville have, jeg skulle finde ud af det ved hjælp af stedet og en sætning, der hedder: en sommerfugl ligner et hjerte. Var det her, hun mente, vi havde mødt hinanden, men ikke set hinanden? Jeg begyndte at gå lidt rundt for at se, om jeg overhoved kunne genkende noget. Det kunne jeg umiddelbart ikke, men alligevel syntes jeg, at jeg kunne forbinde den dér sætning og et sted, der mindede om det her med hinanden. Jeg gik gennem nogle træer og kom ud til en stor sø. Her kunne jeg heller ikke umiddelbart genkende noget. Jeg gik tilbage til det sted, hun gik. Jo flere gange, jeg sagde hendes sætning inde i hovedet, jo mere bekendt syntes jeg, den lød. "En sommerfugl ligner et hjerte, en sommerfugl ligner et hjerte", tænkte jeg. "Hvor i alverden kan jeg have hørt det før?", spurgte jeg mig selv. Efter at have nævnt den sætning rigtig mange gange for mig selv, var jeg nemlig nu blevet overbevist om, at jeg havde hørt den sætning før. Jeg havde også en fornemmelse af, at det var noget en anden havde sagt til mig. Jeg begyndte at gå op på marken, der lå over for søen. Jeg kiggede nu ud over skoven og søen og havde et lidt bedre overblik. Nu syntes jeg pludselig, at jeg havde været her før, men jeg var alligevel sikker på, at jeg aldrig havde været her. Det var første og eneste i mit liv, at jeg har oplevet deja vu. Jeg kiggede lidt til højre og fik øje på en lille græsplæne mellem nogle træer. Det var som om, jeg kunne genkende det sted ekstra godt. Jeg gik derfor hurtigt mod det. Jeg gik mellem træerne og ind på græsplænen. En overvældende lykkefølelse slog mig, da jeg trådte derind og kiggede mig omkring. Pludselig stod det hele klart. Alt gav mening. På den græsplæne havde jeg siddet i min barndom i mit tidligere liv. Jeg havde siddet dér sammen med en pige, der hed Margrethe, der altid sagde: "En sommerfugl ligner et hjerte". Hun var så glad for sommerfugle, og hun var så sød. En dag klippede jeg derfor et hjerte ud, jeg prøvede at få til at ligne en sommerfugl, og på den anden side af papiret havde jeg skrevet et lille kærlighedsdigt til hende. Derefter blev vi kærester i et par måneder, og hun var min første barndomskæreste. Jeg kunne også tydeligt huske, hvornår det var, og hvor gammel jeg var. Det var i maj eller juni 1898, og vi var kun otto år gamle, og vi gik tit rundt i dette område, men vi sad især lige her. Jeg gik nu over og satte mig på det sted, hvor vi altid sad. Jeg huskede det nu, som var det i går, selvom det nu var 95 år siden.

Jeg gik tilbage mod huset. Det måtte altså være hende. Det måtte altså være Maria, der havde været Margrethe i sit tidligere liv. Det hele gav nu også mening. Jeg havde mødt hende engang, men aldrig set hende i hendes nye krop.

Jeg var allerede tilbage til huset. Jeg gik ind i haven. De sad og spiste i et stort telt. Jeg fik ret hurtigt øje på Maria. Jeg gik hen og prikkede til hende. Hun rejste sig straks op og pegede mod udgangen. Vi gik ud og lidt væk fra teltet. Vi satte os på trappen til terrassen. "Nå, har du fundet ud af det?", spurgte hun. "Ja, digtet, 1898, kærester og tidligere liv". "Netop", sagde hun. "Har du altid kunnet huske det tidligere liv?", spurgte jeg. "Nej, aldrig. Det var først, da jeg fik øje på dig i dag, at alting pludselig gik op for mig. Pludselig kunne jeg bare huske det hele", sagde hun. "Da jeg så dig, vidste jeg, at jeg havde mødt dig, men jeg vidste samtidig, at jeg aldrig havde set dig, men nu giver det hele jo mening", sagde jeg. "Gad vide, hvordan jeg kunne vide, at det var dig, da jeg så dig", sagde hun, "dit ansigt kunne jeg jo ikke kende, men jeg vidste bare alligevel, at det var dig". Vi gik tilbage mod teltet. En sommerfugl sad på teltet lige dér, hvor man går ind og ud. Vi grinte begge to, og så fløj den væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...