It's not my problem!

Emely er en pige på 14 år, hun har 3 brødre og en søster hendes ældste bror er 12 og den anden er 7 og den sidste er 4 og så hendes søster er 17. Emely er den som er mes ansvarlig, mener hendes mor da. hendes forældre er skilt hendes far bor i U.S.A og hun har ikke set ham siden hun var 3 år. Men moderen syndes i hvertfald at Emely er den mest ansvarlige selv om hun har en storesøster, det er altid hende der skal hente sin ene bror fra børnehave og hente den anden fra skole, men en dag giver det hele en drejning.

4Likes
2Kommentarer
887Visninger
AA

10. Now or never

Vi gik stille og rolig ind på stuen og jeg begyndte at nynne en sang. 

If I die young, bury me in satin 
lay me down on a bed of roses. 
sick me in a river, at dawn, 
send me away with the words of a love song 

melodien kørte og kørte i hovedet på mig. vi kom ind på stuen og min far lå der i koma og så helt død ud. tårene løb ned af kinderne. lægen kom ind ad døren. 

''Hvor slemt er det?'' spurgte Louis lægen. Lægen tragte Louis til siden og snakkede med ham om noget jeg ikke kunne høre. men lige nu koncentrere jeg mig også om min far. Hvordan i helvede kunne han se så livløs ud. 

Louis kom over igen 

''Hvad sagde han?'' spurgte jeg nedtrykt. 

''Emely, sæt dig lige ned!'' sagde han og pegede på en stol over i hjørnet, jeg gjorde som han sagde og kiggede så op på ham. 

''De overvejer at slukke respiratoren, det ville sige at de stopper at hjælpe ham. og han ville muligvis dø af det hvis han ikke vågner op, de slukker for den imorgen hvis han ikke er vågnet op inden..- de har ikke plads til ham her!, der er for mange patienter!'' sagde han lige så nedtrykt som jeg spurgte. jeg rejste mig op, kiggede på Louis, tog min mobil og løb så hurtigt jeg kunne ud af stuen og væk fra det hele. jeg var nødt til at komme væk nu, eller sker der det at jeg falder sammen i gråd. jeg løb ind til jeg ikke kunne se hospitalet mere og det ville sige ind til jeg kom til et kæmpe hus, jeg aldrig havde set før? jeg satte mig på bænken udenfor, der var kun gade lygter der lyste op nu, min mobil ringede. jeg kiggede på den, Louis, jeg lagde på og stor tudede, jeg vidste ikke hvor jeg var mere, det store hus var på en af de veje jeg aldrig har været på, og jeg kender ikke ret godt byen, jeg sad bare på bænken og græd og græd, min mobil havde haft ringet nogle gange, men om jeg tog den, nej, jeg trænger til at være alene væk fra alt, der kom en bil kørende, hvilket jeg var ligeglad med, jeg stortudede bare videre, bilen stoppede, det var ikke en bil jeg kendte, der kom en mand ud.  

''Hey?'' sagde manden, jeg kunne ikke genkende stemmen eller manden, det må jo sige jeg ikke kender ham 

''Hey, hvad er der galt?'' spurgte han, han var opppe i 20.erne tror jeg. 

''Mii- Min far!'' fik jeg sagt, godt nok med meget gråd i stemmen 

''Hvad er der med din far?'' spurgte han omsorgsfuld, han havde sikkert lagt mærke til at jeg sad og græd alene fra bilen, siden han stoppede og kom hen til mig. 

''Han lægger i koma, på hospitalet'' fik jeg sagt endnu engang, dog ikke med så meget gråd i stemmen, denne gang 

''Hvorfor er du ikke hos ham så?'' spurgte han igen, kunne han ikke bare lade mig være, han kender mig ikke. og jeg kender ikke ham, 

''Han skal dø, de slukker for respiratoren imorgen, hvis han ikke vågner inden, og det skete idag'' svarede jeg så godt som jeg kunne. 

''Heeey, det er okay. nu køre jeg dig hen til hospitalet og så bliver du hos ham, og venter på din far ville vågne op, jeg ved selvom jeg ikke kender ham. at han er stærk,  så længe hans datter er hos ham!'' svarede han , jeg nikkede dog og satte mig ind i bilen med ham, dog lidt iriskkapel efter jeg ikke kender manden, men jeg stoler på at han køre mig til hospitalet. og jo, Hospitalet kom til syne 

''Skal jeg følge dig op?'' spurgte han 

'' Ville du det?'' svarede jeg, stadig lidt gråd, men ikke ret meget. 

'' Selvfølgelig!'' svarede han igen 

''tak'' klokken var ret mange så det var mørkt, jeg ved heller ikke om Louis var her mere, vi gik ud i ad bilen.og ind på hospitalet hvor vi fandt min far. der var ingen bortset fra mig og ham på stuen hvor min far lå, han så, så fredfyldt ud, 

'' Skal jeg blive her?, så er du ikke alene!'' spurgte han

'' Nej det er okay, jeg ringer til min kæreste og spørger ham'' svarede jeg, jeg fandt min mobil frem. 

''Skal jeg ikke blive til han kommer så?'' spurgte han endnu engang 

''Jo tak'' svarede jeg. og fandt Zayns nummer, jeg vidste faktisk ikke om vi var kærester, men hvad skal jeg ellers kalde det. 

#ringer til zayn. Malik

''det er zayn''. Sagde han søvnig 

''Det er Emely, Kan du ikke komme over på hospitalet, Jeg er alene her over!'' svarede jeg, jeg ved godt jeg ikke var alene, men jeg kunne ikke forklare det for ham i mobilen, heldigvis vidste han ikke at jeg var stukket af fra hospitalet. 

''Jo jeg kommer med det samme, er der om 10 minutter'' skyndte han at sige. 

'' Okay ses skat!'' svarede jeg inden han lå på. 

''Du kan bare gå, jeg skal nok blive her denne gang, han kommer lige om lidt, Tak for hjælpen!'' 

'' Nej, jeg bliver her til han kommer, så er jeg sikker på at du også er nogle lunde okay!'' svarede han

'' Okay tak!, Hvad hedder du?'' spurgte jeg 

''Kevin, og du hed Emely ikke?'' svarede han undret, jeg nikkede, der gik ikke lang tid før Zayn kom ind af døren. 

'' HVAD?'' sagde Kevin 

''Hvad er der?'' spurgte jeg undret 

''Du har ikke sagt at din kæreste var Zayn Malik, jeg er kæmpe directioner!'' nærmest råbte han, men dog lidt stille, da vi tros alt var på et hospital. 

''Haha, ville du så have et billede og en autograf inden du tager afsted?'' spurgte Zayn,

''Ja hvis jeg må'' svarede han 

''Kevin, min bror er Louis tomlinson'' svarede jeg smilenede. endelig et smil 

''Nej nej nej, det er er uvirkeligt'' sagde han efter han havde fået det han skulle have. 

''Ved du hvad, du for mit nummer og så kan du lige ringe på et tidspunkt så kan vi lave en aftale med alle drengene'' sagde jeg da Zayn helst ikke skulle give sit nummer ud, da det kunne komme i medierne.. 

'' Ja'' sagde han og han fik mit nummer og jeg skrev mit navn så han vidste hvad jeg hed og sådan jeg kaldte mig bare for ' Emely Tomlinson' da jeg kunne forstå han havde andre der hed Emely i sin mobil. han gik ud og jeg takkede for hjælpen og nu skulle jeg så fortælle Zayn hvad der skete. 

''Og det var så derfor, han var her!'' sagde jeg 

 

Det er ved at være slut på denne movellas. men inden jeg slutter den helt af kommer der et par kapitler mere. kom gerne med lidt kritik 

 

Tror du at Kevin kan sætte Emely's og Zayn's forhold på spil? og hvad sker der når kevin møder alle drengene, bruger han bare Emely? find ud af det næste gang i It's not my problem 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...