Complicated

Alberte er 16 år og går i niende klasse. På skolen bliver hun ignoreret og mobbet, men det er ikke bedre derhjemme, hvor hun bliver slået og misbrugt af sin far. Det eneste der holder Alberte oppe er hendes lillesøster, som hun føler et dybt ansvar overfor og elsker over alt på jorden. Alberte har opbygget et forsvar, en mur som hjælper hende med at holde hende oppe, men hvad sker der når en dreng pludselig viser interesse for hende? Hvad sker der når han kommer for tæt på og Albertes forsvar stille krakelerer?

25Likes
20Kommentarer
5573Visninger
AA

6. venner?

 

Alberte gik stille hen ad gangen med sin taske over skulderen. Under hendes øjne var to render der var så dybe, at de næsten var mørkeblå. Havde hun overhovedet sovet i nat? hun så rimelig smadret ud, men heldigvis så det ikke ud som om hun havde nogle buler i dag. Jeg kunne ikke lade være med at have en smule skyldfølelse. Måske det var min skyld, og måske jeg sagde noget forkert, men hun var ligeså meget selv udenom det. Alligevel havde jeg lyst til at springe i favnen på hende og sige undskyld, for jeg hadede virkelig at være uvenner med folk.

En hånd landede på min skulder, og jeg vendte mig om. ”Hey mand… kommer du?” spurgte Christian og nikkede mod klasseværelset. Jeg gik med og stak mine hænder i lommerne. Vi skulle have dansk. Jeg hadede det fag som pesten, ligeså meget som de andre hadede engelsk. Det kan godt være, at jeg sagtens talte dansk, men hver gang vi skulle analysere en tekst eller skrive en stil var et helvede. Jeg var virkelig dårlig til at læse.

Alberte sad og tegnede, og hun nød det. Det kunne man se på hendes koncentrerede blik, og det skæve smil man kun lige kunne ane på hendes mundvig. Jeg måtte indrømme, at det lettede en smule.

Jeg satte mig tungt på stolen og smed tasken på gulvet. ”Hvad havde vi for til i dag?” spurgte Chris. Det var det jeg kaldte ham, når jeg ikke gad til at sige Christian. Han kunne godt lide det navn, fordi han syntes det lød cool, når jeg sagde det. De syntes jeg snakkede sjovt, men det var jeg ligeglad med. De skulle bare høre sig selv, når vi havde engelsk.

”Kan du huske den der tekst, du lavede til en papirsflyver sidste gang?” spurgte jeg.

”Øh, ja.” Han lød urolig. Jeg tror, at der var noget der dæmrede for ham.

”Godt. Den skulle du analysere og sende svaret over e-mail til Rikke.” Jeg kiggede medfølende på ham.

”Fuck! Jeg tror jeg skal dø!” udbrød han. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Nogen gange syntes jeg at det var utroligt så meget sarkasme, danskere kunne have, og jeg måtte godt nok indrømme, at jeg nogle gange ikke helt forstod deres humor, men på den anden side, så forstod Alberte jo heller ikke min humor. Det kunne jeg i hvert fald se, når hun skar ansigt af mig, hvis jeg lavede en joke, som kun jeg forstod, eller hvis jeg prøvede at være ligeså sarkastisk, og det må jeg indrømme: det var jeg ikke. Måske havde jeg bare dårlig humor.

Albertes synsvinkel

Jeg trak mine arme langt ind i ærmerne for at varme dem, og mine tænder klaprede, men jeg ville ikke ind. Skolegården var fyldt med forfrosne små børn, der havde fået en klar besked om, at de ikke måtte være inde i frikvarteret. Derfor stod mange af dem og hoppede lidt rundt for at få varmen. Jeg ville ikke ind i klassen, selvom jeg var ved at dø af kulde. Faktisk ville jeg hellere dø af kulde. Efter Dean havde sluttet sig til de andre fra klassen, var de begyndt at syntes, at det var endnu sjovere at mobbe mig. Jeg havde fået adskillige stykker papir rakt over til mit bord, hvor der stod åndssvage kommentarer og nedladende jokes, men jeg var god til at slå det fra mig og smide papiret ud i stedet for at læse det. Dean mobbede mig ikke, og jeg havde set ham sende blikke til dem, når de gjorde det, men han gjorde ikke noget ved det som sådan, og det var fint for mig. Han behøvede ikke hjælpe mig. Han var vidst blevet rigtig gode venner med Christian fra klassen, hvilket jeg syntes var godt nok. Christian var den eneste fra klassen, som jeg syntes var sådan nogenlunde nede på jorden.

Der var gået fire dage, og selvom jeg havde svært ved at indrømme det, så savnede jeg ham altså helt vildt meget. Bare det, at jeg kunne være mig selv sammen med ham, savnede jeg, og jeg havde op til flere gange overvejet at gå hen at sige undskyld til ham, så vi kunne blive gode venner igen, men jeg kunne ikke få mig selv til det.

Klokken ringede, og jeg sukkede lettet. Det tog lidt tid for mig at komme op at stå, for jeg var helt stiv i kroppen af at sidde og ryste i tyve minutter. Jeg traskede ind i klassen og satte mig ved et bord. Jeg var så lettet over at sidde i et varmt klasselokale, at jeg med det samme bare hev en blok frem, som jeg begyndte at tegne på. Jeg tegnede skolegården ud af vinduet og fik hele timen til at gå med at gøre det. Jeg lukkede alt ude og fokuserede kun på mine streger.

Timen var slut, men jeg blev bare siddende, for jeg gad ikke at gå ned efter usynlig frokost, så jeg tegnede bare færdigt og var egentlig godt tilfreds, da jeg kiggede op og så, at hele klassen kiggede på min tegning. Jeg kiggede forvirret rundt og opdagede, at selv Rikke stod og kiggede med. Fuck. Pinlig tavshed. Natalia stod og surmulede i hjørnet. Sikkert over, at det ikke var hende der pludselig fik opmærksomhed, men hun måtte hellere end gerne få den. Det var godt nok akavet, og jeg vidste overhovedet ikke, om jeg skulle grine eller græde, for aldrig havde så mange mennesker kigget på mig på en gang.

Jeg kiggede over på de andres blikke. Nogen så lidt skeptiske ud, og andre så bare overraskede ud. Dean derimod stod og smilte, og det slog mig pludselig hvor stor en idiot, jeg havde været. Han var et helt igennem godt menneske, som trods min åndssvage opførsel stadig kunne glæde sig på mine vegne. Jeg havde savnet ham mere, end jeg kunne sætte ord på. Skulle jeg sige undskyld?

Natalia fnøs. ”Det er da klart at hun…” det lød som, om hun ikke vidste, hvad hun skulle kalde det ”…er en nørd til det, for hun har jo ikke nogen venner. Hvad skal hun ellers lave?” Jeg knyttede næverne og bed tænderne sammen. Glem det? Hun er bare en idiot. Sagde jeg til mig selv. Rikke smilede lidt og klappede mig på skulderen, hvorefter hun vendte sig mod Natalia. Hun sagde ikke noget, men jeg kunne ligefrem mærke det vrede blik. Et blik Natalia frygtede mest af alt, fordi den eneste grund til hendes gode karakterer altid var, at hun brugte sin charme til at fedte for lærerne. Jeg smilte lidt for mig selv, og jeg lagde mærke til, at folk ligeså stille var begyndt at sprede sig, og nogen forlod klasseværelset.  Nogen få gik lige forbi og smilede til mig, men ingen sagde noget til mig. Det var som om, de var bange for mig.

Jeg fik øjenkontakt med Dean, og han sendte mig et sørgmodigt smil. ”Dean!” råbte jeg, da han skulle til at vende sig om at gå. Han fik et underligt ansigtsudtryk og gik så med langsomme skridt hen mod mig. Han stoppede op en halv meter fra mig, og jeg rejste mig op. Jeg kiggede ned i gulvet og trak af ren vane mine ærmer lidt ned. ”Undskyld,” sagde jeg stille. ”Jeg er ked af det.” Det var godt nok en hurtig beslutning, jeg tog der, men jeg følte mig altså bare så dum. Helt ærligt! Han havde jo egentlig ikke gjort noget.

Han rystede på hovedet. ”Hvad var det lige der skete?” sagde han og kiggede fortvivlet på mig. ”Jeg kan virkelig ikke regne ud, hvad jeg gjorde galt.” Han lagde armene over kors, og jeg kæmpede med tårerne.

”Jeg var bare så forvirret, og det er som om at jeg går i forsvarsposition, når nogen begynder at gøre noget for mig. Jeg kan ikke lide, at folk har medlidenhed med mig, for jeg er så vant til at gøre alting selv, at jeg ikke mener, at jeg har brug for andres omsorg, men jeg savner dig.” Min strøm af ord flød ud af min mund, og jeg mærkede en tårer i mit øje, som jeg skyndte mig at tørre væk, inden den nåede at trille ned af kinden.

”Selvfølgelig har jeg medlidenhed med dig, og hvem der kender din historie ville ikke det?” Han kiggede bestemt på mig. ”Men du er den stærkeste pige, jeg kender, og det kan godt være, at jeg syntes, at det er synd for dig, men jeg respektere den måde, du håndterer det på. Det kunne aldrig falde mig ind at behandle dig anderledes af medlidenhed. Jeg behandler dig anderledes… behandler dig som en ven, fordi jeg holder af dig.” Jeg var lamslået af den tale, han lige havde holdt, og jeg kunne faktisk ikke engang bevæge mig, før han trak mig ind i et varmt kram. Jeg havde virkelig savnet det. Der var kun gået fire dage, men det havde føltes som år, og først nu forstod jeg det. Han var en rigtig ven. Den bedste ven, man kunne forestille sig.

Jeg blev overvældet af alle mine følelser. Det var som om, at selve hans duft kunne få min mave til at slå kolbøtter. At hans varme favn kunne sende en ild igennem mig, der holdte mig oppe. Holdte mig oppe fra det helvede jeg var havnet i, fordi han holdte af mig. Fordi jeg vidste, at han ville holde fast i mig, uanset hvor dum jeg kunne være. Jeg følte mig for første gang i lang tid elsket. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...