Complicated

Alberte er 16 år og går i niende klasse. På skolen bliver hun ignoreret og mobbet, men det er ikke bedre derhjemme, hvor hun bliver slået og misbrugt af sin far. Det eneste der holder Alberte oppe er hendes lillesøster, som hun føler et dybt ansvar overfor og elsker over alt på jorden. Alberte har opbygget et forsvar, en mur som hjælper hende med at holde hende oppe, men hvad sker der når en dreng pludselig viser interesse for hende? Hvad sker der når han kommer for tæt på og Albertes forsvar stille krakelerer?

25Likes
20Kommentarer
5732Visninger
AA

29. Venner med fjenden

 

Dean kløede sig nervøst i håret, mens hans kæbemuskler vibrerede. Noget var galt.

”Hvad er der galt med dig?” Jeg kiggede indtrængende på ham.

”Jeg ved ikke lige, hvordan jeg skal sige det her, men jeg kommer til at være væk lidt længere tid end planlagt,” sagde han og så nærmest forpint ud.

”Hvor længe?”

Han sukkede. ”Seks måneder.” Det var lige før jeg faldt ned af stolen.

”SEKS MÅNEDER!” udbrød jeg og tog fat i mit hår. ”Der er vi næsten færdige med eksamen. Hvad gør du så, og hvad så med mig?”

”Min mor har fundet en skole til mig her i England.” Han bed sig i læben. ”Jeg kommer og besøger dig, så tit jeg kan. Det lover jeg.” En tåre trillede ned af min kind, og jeg bed tænderne sammen for ikke at bryde helt sammen.

”Der er aftensmad!” råbte Terese nedenunder, og jeg sukkede tungt.

”Vi snakker sammen senere smukke,” sagde han, og jeg nikkede bedrøvet, hvorefter vi sluttede.

Tårerne strømmede ned af kinderne, da jeg satte mig ved bordet og alle kiggede bekymret på mig. ”Hvorfor græder du sådan?” spurgte Terese og strøg noget hår væk fra mit ansigt.

”Dean skal blive i England i endnu seks måneder,” mumlede jeg og snøftede.

Hun lagde hovedet på skrå og så bedrøvet på mig. ”I kan jo besøge hinanden og snakke på Skype.” Hun smilede svagt, men jeg gemte bare hovedet i mine hænder.

”Det er ikke det samme!”

***

Resten af ugen var jeg tæt på at være det man kalder et spøgelse. Jo jeg snakkede med folk, og prøvede at være normal, men jeg kunne ikke skjule, at jeg var helt nede i kulkælderen.

Natalia havde holdt sit løfte, men Natalia var ikke helt så populær mere. Siden hun stoppede med at mobbe mig, var det som om det hele vendte. Hun mobbede slet ikke nogen mere, hvilket resulterede, i at folk ikke rigtigt var bange for hende mere. Faktisk gad hendes veninder hende ikke rigtigt mere, og det hele var fuldstændigt, som jeg havde forudset. Hendes venner var ikke rigtige venner, og nu ignorerede de hende nærmest. De mobbede hende ikke ligefrem, for det kunne de alligevel ikke få sig selv til.

Jeg kunne ikke lade være med at være lidt tilfreds med, at hun for en gangs skyld kunne se, hvordan det var, men på den anden side, havde jeg også ondt af hende. Tænk at det var prisen for at være god ved folk.

Lige nu sad Natalia med benene oppe på bordet og skrev på sin mobil, som om hun ejede det hele, og jeg vidste, at det var hendes måde at beholde den smule værdighed der var tilbage. Jeg sad og overvejede, om jeg skulle snakke med hende, men pludselig blev jeg en smule nervøs for, om hun bare ville fyre en eller anden sur bemærkning af, så jeg lod være og snakkede i stedet bare videre med Christian.

”Skulle vi ned og spise eller hvad? Jeg er sulten,” spurgte han, og jeg nikkede. Jeg skævede til Natalia, da jeg gik forbi, og hun kiggede bare indebrændt på mig, som om hun var sur på mig. Måske det var den bedste løsning ikke at snakke med hende…

Da vi ellers var gået i gang med at spise, og drengene snakkede om et eller andet vildt perverst, mens jeg bare sad og var sørgelig i mine egne tanker, kom ingen ringere end Natalia hen og greb fat i min arm. ”Jeg skal lige snakke med dig!” sagde hun mellem sammenbidte tænder, og jeg rynkede panden, da jeg så hendes vrede øjne.

”Er det ikke noget du kan sige her?” spurgte Christian og krydsede armene.

”Jo! Du har ødelagt mit liv!” nærmest råbte hun.

Jeg bed mig i læben og rejste mig op. ”Måske vi alligevel skulle gå et andet sted hen… bare bliv her drenge.” Jeg tog hende med ud på gangen. ”Hvad mener du?” spurgte jeg så.

”Du skulle slet ikke have blandet dig i første omgang! Du skulle have ladt mig være! Forstår du det?”

”Så du kunne blive ved med at gøre livet surt for alle andre? Du skulle vide, hvad du gjorde ved folk, skulle du!” Jeg vidste ikke, hvor jeg pludselig fik den viljestyrke fra, men det var lige så det boblede i mig.

”Jeg har mistet alt.” Hun var helt ude af den og trampede i jorden.

”Du har mistet venner, som er fuldstændigt ligeglade med dig. For mig at se, har du ikke mistet noget, der var noget værd!”

”Måske ikke, men dengang var der da i det mindste nogen, der gad være sammen med mig! hele skolen hader mig nu.” Hun udstødte et lille hulk, og det gik op for mig at hun rent faktisk var ked af det.

”Jeg er ked af det Natalia. Virkelig, men jeg syntes ikke, at det skulle blive ved på den måde. Det forstår du også godt, for ellers var du ikke stoppet helt med at være på nakken af folk.”

”Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre,” mumlede hun.

Jeg rynkede panden og kløede mig lidt i håret, mens jeg tænkte. Jeg tøvede lidt, men besluttede mig alligevel for at prøve… ”Kom og sæt dig ved os. Jeg er sikker på, at drengene ikke har noget imod det.”

Hun rynkede panden og bevægede sig raskløst, som om hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre ved sig selv. ”De hader mig ikke?” spurgte hun.

”Måske bliver de ikke vildt begejstrede,” indrømmede jeg. ”Men jeg tror, de stoler nok på mig til at give det en chance.”

”Okay så,” mumlede hun. Jeg smilede skævt og drejede rundt for at gå ind i spisesalen igen.

”Gutter?” Nu kiggede alle tre på mig. ”Natalia sidder her og spiser sammen med os i dag.” De stirrede alle sammen på os med opspilede øjne. Jeg sendte dem et blik der var svært at misforstå, og pludselig var de meget ivrige efter at lade Natalia sidde hos os.

”Værsgo og sid.” Christian smilede venligt. Hun satte sig ned, og der opstod en akavet tavshed. Virkelig akavet!

”Kommer Dean og besøger os i weekenden?” spurgte Thomas.

”Øh, det ved jeg ikke.” Jeg kiggede lidt ned. Jeg havde hele dagen gået og tænkt på det, for siden han havde sagt, at der var hele seks måneder endnu, var det blevet endnu mere ulideligt at savne ham. Thomas lagde en arm om mig.

”Ellers tager vi hen til ham og skælder han ud for ikke at besøge sig kæreste,” sagde han og smilede til mig. Jeg grinede lidt.

Og sådan gik det til, at Natalia sad sammen med os hele spisefrikvarteret, og det så egentlig ud til at alle hyggede sig, så det var måske ikke så dårligt. Egentlig tror jeg at Christian havde det lidt for hyggeligt. Jeg så ham flirte en lille smule med hende på et tidspunkt, hvilket bare var godt, for så tænkte han ikke på mig.

Faktisk endte det med, at Natalia af alle mennesker blev en del af vores lille gruppe. Folk omkring os syntes, at det var underligt, at vi lige pludselig havde lavet vores egen gruppe, og jeg kunne ikke lade være med at tænke, på hvad der var sket, hvis Dean ikke var flyttet til Danmark i sin tid. Var jeg så stadig fanget hjemme hos far og mor?

En kuldegysning løb ned af ryggen, og jeg skyndte mig tilbage til nutiden. ”Er det i orden?” spurgte Natalia forsigtigt.

”Hvad er?” spurgte jeg. Jeg sad inde i klassen og ventede på, at vi skulle have time. Der var nu gået en uge, siden hun sad sammen med os første gang.

”Er det i orden, at jeg sidder her?” Hun smilede genert. Et syn jeg aldrig troede, at jeg skulle se. Jeg havde jo ligefrem gjort et nyt menneske ud af hende.

”Ja selvfølgelig.” Jeg smilede og gjorde tegn til, at hun skulle sætte sig. Egentlig var det fedt at få en veninde for en gangs skyld. Jeg var mest vant til at have drengevenner.

Fremover sad Natalia ved mit bord, og folk syntes stadig at det var underligt. Jeg vidste, at de gik og snakke om os hele tiden, og Natalias gamle veninder syntes endda, at det var så sjovt, at de begyndte at smide åndssvage bemærkninger og lede jokes efter os, men så skal jeg da lige love dig for, at Natalia fik sat dem på plads, og efter det turde de ikke komme i nærheden af os.

”Jeg tror Natalia har fundet vej over til tabernes bord?” sagde Sofie med et ondskabsfuldt smil. Natalia rejste sig op i sin fulde højde, hvilket var over et hoved højere end Sofie og svang sit lyse hår om på den ene skulder.

”Du fandt måske lige ud af, at du gik og savnede mig lidt eller hvad?”

Sofie fnøs, men hun så usikker ud, som hun stod der og kiggede op på Natalia. ”Hvad skulle jeg dog bruge dig til?” Hun forsøgte forgæves at se selvsikker ud og plantede et hånligt smil på læben, men Natalia kunne sagtens se, at hun var usikker, og hun udnyttede det.

”Ja jeg siger ikke, at det skal være mig, men måske du har brug for lidt hjælp til at vælge tøj.” Hun tog fat i den lilla bluse og trak den lidt ud for at se på den. ”Det ser ud til, at jeg har taget din tøjsmag med mig.”

Folk havde samlet sig omkring os og så til med interesserede øjne. De var nysgerrige over at finde ud af, hvad der egentlig skete mellem pigerne. Jeg kunne se på Sofie og de andre piger, at de stadig havde en smule respekt for Natalia. ”Du tror du er så smart og ejer skolen, men der tager du fejl. Du er lige så meget taber som hende der.” Hun pegede på mig. ”Og du bliver aldrig populær igen!”

”Nu skal jeg sige dig en ting!” Natalia gik tættere på og holdt finger op for at gøre sin pointe klar. ”I tre er billige og falske!”

”Du er ikke en skid bedre selv!” svarede hun igen.

”Jo det er lige præcist, hvad jeg er! Jeg har i det mindste indset, at jeg måske skal begynde at behandle andre bare en lille smule ordentligt, hvilket i aldrig lærer. I vil altid være et bundt forkælede kællinger, der tror i ejer skolen, og jeg har ondt af jer! Smut hjem og læg jeres makeup om. Jeg gider ikke se på jer.” Hun drejede om på hælen og satte sig ned ved bordet sammen med os andre.

De stod stadig og kiggede målløst på hende, og der var helt stille. Folk omkring os stod med store, nysgerrige øjne og så til mens Sofie nærmest boblede af vrede, og Natalia bare ignorerede dem. ”Hvorfor står i stadig der og glor? I ser dumme nok ud i forvejen, så måske i lige skulle lukke munden, inden der begynder at komme savl ud,” sagde Natalia og lød ligefrem venlig. Jeg var lige ved at dø af grin indvendigt og måtte holde mig for munden.

”Kom tøser. Hun er ikke det værd.” De svingede deres hår, mens de drejede om på hælen og gik deres vej.

Med et triumferende smil på læben, kørte Natalia fingrene igennem sit hår og tog en slurk af sin vand. Jeg var nødt til at give efter og bryde ud i latter. ”Nogen skal jo sætte dem på plads,” sagde hun bare.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...