Complicated

Alberte er 16 år og går i niende klasse. På skolen bliver hun ignoreret og mobbet, men det er ikke bedre derhjemme, hvor hun bliver slået og misbrugt af sin far. Det eneste der holder Alberte oppe er hendes lillesøster, som hun føler et dybt ansvar overfor og elsker over alt på jorden. Alberte har opbygget et forsvar, en mur som hjælper hende med at holde hende oppe, men hvad sker der når en dreng pludselig viser interesse for hende? Hvad sker der når han kommer for tæt på og Albertes forsvar stille krakelerer?

25Likes
20Kommentarer
5532Visninger
AA

19. Temperament

Det var tirsdag, og jeg havde været på hospitalet siden lørdag, hvilket havde ødelagt min tålmodighed fuldstændigt. Jeg sad og spiste yoghurt med venstre hånd, mens Dean sad på kanten af min seng og holdt bægeret for mig. Jeg kunne ikke klare at være så hjælpeløs, men jeg kunne, uanset hvor utilfreds jeg var, ikke gøre andet end at finde mig i at blive behandlet som en baby, der ikke kunne spise selv. 

Dean kunne se utilfredsheden i mit ansigt. ”Hvad så baby?”

”Det kalder du mig bare ikke,” sagde jeg irriteret. Han fnisede. Alle de andre mennesker, der kunne bruge både arme og ben fik lyst til at gå ned og spise rigtig mad, mens jeg kunne sidde her med en tør sandwich og en yoghurt. Det var altså bare ikke fair, men jeg var da meget glad for, at Dean blev her sammen med mig. ”Desuden er du jo selv handikappet.”

”Jamen du behøvede jo ikke at holde yoghurten for mig.” Han rakte tunge af mig.

”Nej, fordi du havde et bord!” brokkede jeg mig.

”Nuuurh… jeg har ondt af dig.” Dean vidste virkelig, hvordan han skulle irritere mig.

”Jeg tror faktisk, at jeg har opfundet et kælenavn til dig.”

”Hvad er det dog?” spurgte han uskyldigt.

”Fra nu af er du permanent en gulerod.” Jeg grinede lidt.

”Så er du en heldig kartoffel.”

”En heldig en?”

”Ja fordi du har sådan en dejlig gulerodskæreste.” Jeg løftede det ene øjenbryn.

”Nja… jeg ved nu ikke…”

”Hvis du ikke snart opføre dig ordentligt, så bliver du en uheldig kartoffel.”

”Så, ikke mere grønsagssnak til dig,” sagde jeg bestemt.

”Du ved jeg elsker dig,” sagde han bare og tog skeen ud af min hånd. ”Skal vi lege flyvemaskine,” sagde han med babystemme.

”Du kan lige våge på det,” sagde jeg stift.

”Kom nu Alberte…”

”Jeg har egentlig heller ikke lyst til mere yoghurt.” En kuldegysning løb ned af ryggen. ”Kan du hjælpe mig med at få min trøje på,” spurgte jeg modvilligt og pegede på den trøje der lå på tasken, som Terese havde pakket til mig, mens jeg var indlagt. Han hoppede ned fra sengen og fandt trøjen, som jeg fik på den ene arm og bare lagt over den anden skulder. ”Tak,” sagde jeg og smilede.

”Du er mærkelig, når du er kombineret irriteret, på stoffer og træt,” sagde han og lavede en underlig grimasse.

”Jeg er ikke på stoffer, og jeg er ikke træt.”

”Du hælder sgu da medicin ned hele tiden, og jeg kan se på dine øjenlåg, og den måde du blinker på, at du er træt.”

”Og hvad får dig så til at tro, at jeg er irriteret?”

”C’mon… Du ved da godt, at du har været lidt bitchie, efter at du har fået gips på armen,” svarede han bare om pegede på min arm der lå i en slynge om min hals, og han havde nok ret.

”Jeg er bare irriteret over at lege baby. Er du godt klar over hvor hjælpeløs, jeg føler mig.”

”Jeg ved det. Jeg går da også og fortryder, at jeg valgte at slå med højre hånd,” sagde han og løftede sin hånd for at vise, hvor lidt han kunne gøre med sin hånd. ”Hey, skal vi lave noget sjovt,” spurgte han med et kækt smil.

”Ja, jeg trænger til at få tiden til at gå,” mumlede jeg. Dean fandt en blok og to kuglepenne. Han rakte mig den ene og lagde blokken imellem os.

”Siden ingen af os kan bruge vores tegnehånd, kunne det så ikke være sjovt at prøve at lave en tegnekonkurrence, hvor vi kun må bruge venstre hånd?”

”Du ved jo at jeg vinder, men vi kan da godt prøve,” svarede jeg og tog kuglepennen i hånden. Jeg kunne allerede mærke at den overhovedet ikke lå som den skulle i hånden, og uanset hvordan jeg vendte og drejede den, kunne jeg bare ikke tegne med venstre. Jeg kunne ikke engang kaste en bold med venstre. ”Hvad skal vi tegne?”

”Øh… en bil.” Han begyndte at tegne, og jeg begyndte også. Jeg startede med at tegne to runde - eller nærmere trekanter, men det siger vi ikke til nogen – hjul, og derefter tegnede jeg alt det andet. Jeg måtte indrømme, at man skulle være en smule kreativ for at se, at det var en bil, men det var meget godt gået i forholdt til, at det var venstre hånd.

”Hvordan skal vi bestemme hvilken en der var bedst?”

”Vi spørger de andre, når de kommer,” svarede han og begyndte at farve sin bil, som om det gjorde det bedre. Jeg gjorde mig meget umage for at tegne nogle fine blomster på min, men det var vidst heller ikke fordi det hjalp. Min tegning lignede en stor krusedulle. Dean kluklo da han kiggede på min.

”Åh! Tig dog stille… din er da ikke meget bedre…”

”Nej, men den er bedre,” svarede han flabet.

”Ja vi får se.” Jeg løftede det ene øjenbryn og kiggede på ham.

Når man taler om solen, skinner den, som man siger. Terese og Natasja kom ind ad døren, og De kom begge to til at grine, da de så hvad vi lavede. ”I har da haft en vældig produktiv dag,” sagde hun og kiggede på vores tegninger. ”Hvad har i tegnet?”

Vi kiggede begge to olmt på hende. ”Kan du ikke se, at det er en bil,” sagde vi i munden på hinanden, hvilket vi kom til at grine af.

”Nååå jo. Nu i siger det.” Ja med løg på!

”Hvilken en er bedst?” spurgte Dean og blinkede med det ene øje til Natasja.

”Hey man må ikke fedte for dommeren,” udbrød jeg.

”Undskyld Alberte, men jeg holder med Dean. Din er jo bare en stor krusedulle,” sagde Natasja.

”Jeg troede, at du var min søster!”

”Jeg siger bare sandheden.” Hun rakte tunge af mig.

”Jeg tror jeg holder med Natasja.” Terese tog blokken op og kiggede grundigere. Jeg forsøgte at se sur ud, men Dean smilede sødt til mig, hvilket jeg overhovedet ikke kunne stå for.

”Du er stadig bedre end mig med højre hånd,” sagde han helt oprigtigt.

”Mener du det?” spurgte jeg glad. Han nikkede og lænede sig frem for at kysse mig. Han ramte mine læber, men det var alt for hurtigt overstået, så jeg surmulede en smule da han trak sig væk.

”Alberte, du må godt komme hjem nu. Det var faktisk derfor vi kom herop,” sagde Terese. ”Kan du ikke hjælpe hende ned af sengen Dean, så tager jeg tasken.”

”Jo da.” Han løftede mig op, så jeg lå i hans arme og kyssede mig på næsen, inden han satte mig ned.  

”Takker.” Jeg fandt ud af, at det ikke kunne lade sig gør at holde ham i hånden, når vi begge kun havde vores venstrehånd at gøre godt med, hvilket irriterede mig lidt. Han klukkede, da han så mit ansigt.

Terese kørte Dean hjem, og jeg savnede ham allerede. Jeg gik op på mit værelse og brokkede mig over, at jeg ikke engang kunne skifte tøj selv. Jeg havde Deans joggingbukser på og en af hans store tshirts. Jeg elskede bare hans tøj. Det var så behageligt, så jeg havde på en måde stjålet det lidt. Ej jeg måtte godt. han havde i hvert fald ikke sagt noget til det, da jeg tog det op af hans taske.

Terese kom ind ad døren, og så hvor frustreret jeg var. ”Kan du ikke bare sove i den der tshirt,” spurgte hun, og jeg nikkede. Hun hjalp mig med at få bukserne af, og jeg gik ud for at børste mit hår, hvilket heller ikke var særligt let, når jeg heller ikke kunne finde ud af at rede mit hår med venstre hånd. ”Brug for hjælp?” spurgte hun.

”Nej!” mumlede jeg stift. Hun kluklo.

”Du siger bare til,” grinede hun og gik ned i stuen.

”Natasja!” råbte jeg, og hun kom pilende ud til mig.

”Du er nødt til at komme tandpasta på min tandbørste!” sagde jeg surt.

”Hvorfor er du så sur hele tiden,” sagde hun og tog tandpastatuben.

”Jeg er ikke sur,” sagde jeg mellem sammenbidte tænder, men jeg kunne ikke lade være med at grine lidt over hvor ironisk det lød.

Da jeg var færdig, trampede jeg ned i stuen for at sige godnat. ”Vent,” udbrød Terese og kom med to piller og et glas vand. Jeg slugte dem hurtigt og gav hende et godnat kram, så godt jeg kunne med armen i en slynge og gik i seng. Jeg savnede Dean igen. Vi havde slet ikke fået snakket rigtigt om det der skete, for jeg kunne ikke holde ud at tænke på det. Dean plejede ikke at skubbe mig til at fortælle noget, så det var egentlig mig, der skulle bringe det på bane. Derfor kunne jeg ikke helt finde ud af, hvordan jeg lige skulle gøre det.

Jeg var en smule spændt på at skulle i skole dagen efter. Jeg havde selv bedt om det, for jeg var så bange for at komme bagefter. Jeg ved godt at enhver teenagedrøm er at få fri fra skole, men når man er vant til at være tvunget til ikke at kunne lave lektier, så man ikke kan følge med, så indser man nok nemmere, hvor vigtigt det hele er. Desuden havde jeg ikke ondt med den der dims på, så jeg kunne sagtens sidde inde i klassen. Dean havde sagt til drengene, at vi faldt på hans knallert, for så slap jeg for at svare på spørgsmål.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...