Complicated

Alberte er 16 år og går i niende klasse. På skolen bliver hun ignoreret og mobbet, men det er ikke bedre derhjemme, hvor hun bliver slået og misbrugt af sin far. Det eneste der holder Alberte oppe er hendes lillesøster, som hun føler et dybt ansvar overfor og elsker over alt på jorden. Alberte har opbygget et forsvar, en mur som hjælper hende med at holde hende oppe, men hvad sker der når en dreng pludselig viser interesse for hende? Hvad sker der når han kommer for tæt på og Albertes forsvar stille krakelerer?

25Likes
20Kommentarer
5593Visninger
AA

2. Stop med at stille spørgsmål!

Da timen var slut, var jeg på vej ud igen, da Dean greb fat i min jakke. ”Hvad laver du?” spurgte jeg.

”Skal vi ikke spise frokost nu?” Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige. Jeg havde som sædvanlig ikke madpakke med, og jeg havde ikke penge til mad fra kantinen.

”Øh. Jeg skal ikke have noget.” Han kiggede undrende på mig. ”Du kan bare gå ned i kantinen, jeg skal ikke med.” Jeg vendte mig om og gik.

”Vent!” råbte han. ”Er du ikke sulten eller hvad?” Jeg bed tænderne sammen. Jo jeg var sulten, men hvor skulle jeg lige få noget mad fra?

Jeg vendte mig om og tvang et smil frem på ansigtet. ”Nej.”

”Kommer du ikke så ned og sidder sammen med mig, og holder mig med selskab?”

Jeg sukkede. Jeg følte mig splittet. Jeg hadede spisesalen, men jeg ville gerne være sammen med Dean, og han ville tydeligvis også gerne snakke med mig. ”Okay…”   

Spisesalen var næsten fyldt op med mennesker, men et enkelt bord var frit ude i siden. Jeg satte mig og kiggede efter ham, da han smuttede op og købte sig noget mad. Han kom tilbage med et stykke pizza, en yoghurt og en juice. Jeg havde vænnet mig til ikke at spise frokost, men jeg var stadig sulten, for jeg havde ikke spist morgenmad. Far havde siddet i køkkenet, og jeg kunne ikke se på ham, så jeg blev på værelset til jeg skulle af sted.

Han tog en bid af pizzaen, og jeg valgte at kigge væk. ”Hey Dean!” hørte jeg nogen råbe og opdagede, at det var Natalia fra klassen. Den bitch havde brugt det meste af sin skolegang på, at gøre livet godt og grundigt surt for andre, men ikke mindst mig. ”Kommer du ikke hen til os?” råbte hun efter ham og sendte mig et ondt blik.

”Kan du ikke se, at jeg sidder og snakker med Alberte?” råbte han tilbage og fortsatte så med at spise. Hans kæbemuskler dirrede, og jeg kunne se på ham at der var noget i vejen. Godt gået af Dean, og han var endda ny her.  

”Hey… Dean, hvis du ikke har lyst til at være sammen med dem, så bare ignorer dem,” sagde jeg og kiggede ind i hans øjne. Han havde kønne øjne. ”Men det er fint med mig, hvis du hellere vil hen til dem.” Nej det var ikke fint med mig, men han skulle ikke tænke på mig. vi havde for resten også lige mødt hinanden, så hvem var jeg at sidde og bestemme over ham.

”Nej jeg bliver her. Jeg har ikke lyst til at være sammen med dem.” Han hev sin iphone frem og tjekkede nogle sms’er. Alle havde en iphone undtaget mig. Jeg havde en lille lortetelefon med blå skærm, som kun lige kunne ringe og skrive. Egentlig var jeg ligeglad, for jeg kunne sagtens overleve uden, men det mindede mig bare alt for meget om, hvor anderledes jeg i virkeligheden var i forhold til de andre. ”Er du sikker på at du ikke er sulten?” Jeg nikkede, men med det samme rumlede min mave højt og afslørede mig. Han skubbede paptallerknen med resten af pizzaen hen til mig, og begyndte på sin yoghurt med mysli.

”Skal du ikke have mere?”  Han rystede på hovedet, og jeg tøvede, men tog forsigtigt en bid af den. Den smagte lækkert, og jeg tog en bid til. I løbet af ingen tid var den spist, og da jeg kiggede op sad Dean med åben mund og polypper. ”Hvad!” sagde jeg og løftede øjenbrynene.

”Får du aldrig noget at spise?” Han kløede sig i håret. Han kløede sig tit i håret, når han var forvirret eller genert, havde jeg lagt mærke til.

Hvad skulle jeg svare? Okay bare en eller anden flabet kommentar. Et eller andet. Men jeg kunne ikke svare andet end: ”Jo. Jeg har bare ikke fået morgenmad.”

”Hvorfor sagde du så, at du ikke var sulten?”                

”Jeg har ikke madpakke med, og jeg er rimelig meget flad lige i øjeblikket, så jeg har ikke råd til at købe noget.” Det var delvist en løgn.

”Det var da ikke nogen forklaring på, hvorfor du ikke var sulten!” blev han ved.

Jeg begyndte at trække vejret hurtigere af frygt for, at han ville regne noget ud. Ej han ville nok ikke regne det ud, men det ville virkelig ikke være godt hvis han gjorde. ”Du skulle bare ikke bekymre dig om mig.” svarede jeg bare, men han fastholdte mit blik. Jeg skyndte mig at kigge rundt i rummet i stedet, men jeg kunne ikke lade være med at dreje hovedet tilbage til ham. ”Hvad er der?”

”Ikke noget.” Han kiggede væk igen. Akavet tavshed.

”Sååå… Du kan tegne.”

”Ikke lige så godt som dig.” Han smilede lidt. Jeg rødmede.

”Mener du det? Jeg så dig tegne inde i klassen, og det var ikke dårligt.”

”Jo men du er bedre til at tegne ting, du ser foran dig, hvorimod jeg er kun kan tegne ting, jeg forestiller mig.” Jeg nikkede.

”Til gengæld kan jeg ikke bare forestille mig noget og så tegne det.” Han grinede lidt, men det var egentlig også lidt sjovt.

”Hvad skal du efter skole i dag?” Spurgte han lidt efter.

”Øh…” Jeg tøvede. Hvad skulle jeg egentlig? Jeg skulle helst gå lige hjem fra skole hver dag, og det endte altid med at der var tusind ting, jeg skulle. Handle, lave mad, vaske tøj, gøre rent, passe mor, og når jeg så var færdig med det, så skulle jeg lave lektier, men det fik jeg næsten aldrig gjort, fordi jeg plejede at være udmattet, så jeg plejede altid at falde i søvn oven på dem og så skulle jeg også passe Natasja imens, fordi mor altid lå og sov. Måske lyder det ikke så udmattende, og man ville nok tænke at jeg sagtens kunne klare det, men det var ikke så nemt som man skulle tro. Mor var syg med migræne hele tiden, og hun var altid træt, så måske jeg i sidste ende var mere som en mor over for Natasja. Når mor var vågen, forsøgte hun at gøre så meget så muligt, men hun nåede aldrig ret langt, før hun ikke kunne mere. Jeg havde sagt til hende flere gange, at hun skulle gå til lægen, men hun nægtede. For at være helt ærligt, havde jeg mange gange haft lyst til at stikke af, men jeg kunne ikke gøre det mod mor, medmindre hun skulle med, og hvad med Natasja?

”Hallo…” Deans stemme vækkede mig fra mine tanker.

”Hov. Undskyld. Ja jeg skal noget i dag,” sagde jeg bare, men hvis det var fordi, han ville lave noget efter skole sammen med mig, så ville jeg det hellere end gerne. Jeg sukkede. Det var ikke fair. Jeg kunne mærke at tårerne pressede sig på, men jeg ignorerede dem og sendte ham et smil, som vidst nærmere lignede en anstrengt grimasse.

”Hvad er der?” Han så bekymret på mig. Okay nu var jeg lige ved at bryde sammen. Tag dig sammen Alberte! ”Må jeg spørge dig om noget?” Inden jeg nåede at sige noget, begyndte han bare. ”Din kind er ret hævet. Er den altid det?” STOP MED AT STILLE SPØRGSMÅL! Jeg tog min taske og rejste mig.

”Vi skal til time,” skyndte jeg mig at sige og stormede ud af spisesalen, og jeg kunne kun svagt høre ham råbe efter mig. Hvor skulle jeg lige løbe hen? Jeg stod midt på gangen med alle klasseværelserne og kiggede rundt. Jeg kiggede op i loftet for at blinke tårerne væk. Åh nej, nu løber de.

”ALBERTE!” Jeg løb ind på toilettet, og selvom det var et pigetoilet, så braste Dean ind. ”Hvad skete der lige der?” Udbrød han, men ændrede ansigtsudtryk da han så mine tårer. Han stod helt stiv og stirrede på mig, mens jeg fumlede med noget papir. For sent. Tårerne løb og ødelagde min makeup. Jeg kiggede mig i spejlet, og så noget af den blå plet komme til syne, da jeg forsøgte at tørre tårerne væk. Jeg gav op og lod dem strømme. Jeg holdt mig om maven og gled ned af væggen og landede på numsen på gulvet. Mine skuldre trak sig sammen i små ryk, og jeg rystede over hele kroppen. Dean låste døren og gik hen til mig. ”Du er jo helt blå i ansigtet!” Udbrød han. Han satte sig ved siden af mig og rakte mig mere papir. ”Hvad er det der sker med dig?” Jeg rystede på hovedet. Hvad havde jeg gang i? Jeg havde lige mødt ham, og så sidder jeg allerede og tuder værre, end jeg nogensinde har gjort før.  

Han lagde armen om mig, og jeg kunne mærke, at han ikke vidste hvad han skulle sige, men det passede også meget fint. Jeg lagde hovedet på hans skulder, og så sad vi i lang tid bare der. ”Skal vi ikke bare droppe timen, og blive her?” spurgte han. Jeg gik i panik. Jeg havde aldrig prøvet at pjække før. ”Helt ærligt. Du ligner ikke en, der kan gå ind i et klasseværelse!” Jeg nikkede bare og blev siddende. Han havde ret, og desuden kunne jeg ikke vise mig derinde med det kæmpe mærke på kinden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...