Complicated

Alberte er 16 år og går i niende klasse. På skolen bliver hun ignoreret og mobbet, men det er ikke bedre derhjemme, hvor hun bliver slået og misbrugt af sin far. Det eneste der holder Alberte oppe er hendes lillesøster, som hun føler et dybt ansvar overfor og elsker over alt på jorden. Alberte har opbygget et forsvar, en mur som hjælper hende med at holde hende oppe, men hvad sker der når en dreng pludselig viser interesse for hende? Hvad sker der når han kommer for tæt på og Albertes forsvar stille krakelerer?

25Likes
20Kommentarer
5578Visninger
AA

4. Skulle aldrig have sagt noget

Sandheden overvældede, mig og i lang tid stod han bare og kiggede bestemt på mig. Hvad skulle jeg sige? Jeg fjernede mit blik fra ham og kiggede ud ad vinduet i stedet. Tårerne trillede ikke længere. Tavsheden blev akavet, så jeg så igen op på ham. Han havde et forpint udtryk i ansigtet. Jeg havde helt dårlig samvittighed. Det var dumt af mig at lukke ham ind i min verden, og lade ham bekymre sig om mig. Han skulle bestemt ikke til at have medlidenhed med mig. Jeg kunne klare mig selv, og det havde jeg lyst til, at skrige ud i rummet.

”Vil du ikke love mig noget?” spurgte jeg.

”Jo, hvad?”

”Lov mig, at du aldrig fortæller det til nogen.” Jeg kiggede bedende på ham.

”Jeg lover dig, at jeg aldrig nogensinde kunne finde på at fortælle det til nogen,” sagde han.

Mine negle borede sig hårdt ind i min arm, og jeg kunne pludselig mærke noget vådt under min hånd. Jeg løftede den og opdagede en rød plet det ligeså stille blev større. Jeg trak ærmet op og opdagede, at et af mine sår var gået op, da jeg havde sat neglende i. ”Øh. Dean…”

Han så blodpletten og hoppede ud i køkkenet og hentede en serviet, som han havde fugtet med lidt vand. ”Her.” Han rakte mig papiret og satte sig ved siden af mig. Han kiggede væk, da jeg blottede alle mine sår og kløede sig i håret. ”Hvorfor gør du sådan noget ved dig selv?” Han lod sig selv kigge på min arm.

”Det ved jeg ikke.” Jeg var en lille smule flov over det faktisk.       

”Hvis du ikke ved det, hvorfor lader du så ikke bare være?”

”Det kan jeg ikke,” nærmest hviskede jeg. Han kiggede undrende på mig, og jeg trak en dyb indånding. ”Altså man kan på nogle måder sammenligne det med at være afhængig af noget,” fortsatte jeg. ”Man skal have sit fix, for ellers begynder man at få abstinenser. Altså, jeg får jo ikke ligefrem abstinenser, men jeg kan godt mærke hvis jeg har brug for det, og så kan jeg tænke på det en hel skoledag.”

Hans kæber dirrede, og jeg ville væde med at han væmmedes ved mig ligeså meget, som jeg selv gjorde. Det var klamt, og det vidste jeg selv, men det var ikke løgn. Jeg kunne sagtens gå en hel skoledag, hvor jeg kun tænkte på hvornår jeg kunne komme hjem og finde et barberblad. ”Du væmmes ved mig, gør du ikke?” spurgte jeg. Det rørte mig ikke så meget. Jeg havde affundet mig med folks reaktion, når de så det. Han ændrede brat ansigtsudtryk og fik et mildt udtryk i ansigtet.

”Nej jeg gør ej. Det må du aldrig tro!”

”Lad nu være…”

”Jeg væmmes ikke ved dig!” sagde han bestemt. ”Tro mig, men jeg er ked af, at det er gået så vidt for dig.” Han trak mig tættere ind til sig, og gav mig et klem. Hans nærvær fik varme til at skylle igennem mig, og jeg kunne ikke sætte ord på den dejlige følelse det var, at føle sig holdt af og beskyttet. Han fik mig til at føle, at han var der for mig, og det var den bedste følelse jeg kunne forestille mig. Han kørte blidt sin hånd op og ned ad min arm, og hans berøring satte gnister i mig. Endnu engang fik vi øjenkontakt, og jeg blev nærmest hypnotiseret af hans brune øjne. ”Er du sulten?” Han smilede et skævt smil, der fik mig til at rødme. Flot Alberte! Drop det der! Du skal ikke til at være forelsket!

”Lidt,” svarede jeg bare, men det var noget af en underdrivelse.

”Skal jeg finde noget mad?” Jeg nikkede og vi gik ud i køkkenet, glad for at vi så brat havde skiftet emne. Køkkenet var et udpræget designerkøkken. Farverne var sorte og hvide, og alle fladerne var glatte og firkantet. Selv årende i træet på skabende, fulgte hinanden fra skab til skab, men det virkede faktisk en smule upersonligt. ”Hvad har du lyst til?”

Jeg kløede mig i håret og kom til at smile over, at jeg allerede havde overtaget hans vane. ”Det bestemmer du.” Jeg havde ikke lyst til, at være til besvær.

Han kløede sig sjovt nok i håret og sukkede. ”Måske vi har noget i fryseren. Jeg er tilbage om lidt.” Han smuttede udenfor og om til skuret, og jeg blev stående i køkkenet. Jeg kiggede mig lidt omkring og fandt hans værelse. Det var stort. Han havde en dobbeltseng og et stort skrivebord, og så havde han et stort tv på væggen. Jeg løftede et forhæng og opdagede et kæmpe stort skab ind i væggen, som man lige kunne stå i. Næsten ligeså stort som et walk in closset. Jeg kiggede hans tøj igennem, og det var næsten kun designermærker. Jeg fnøs. Det skulle ikke undre mig, hvis der i alle hans skuffer lå løse mønter eller 50’ere. Jeg gik ud igen og kiggede på nogen af hans andre ting. Nede i skuffen på skrivebordet, lå et billede hvor han stod og kyssede med en eller anden blondine. Et kort øjeblik stoppede jeg med at trække vejret, og det stak i maven. Han havde en kæreste. Hvorfor var jeg jaloux? Jeg smed billedet tilbage og lukkede skuffen, hvorefter jeg ikke kunne lade være med at surmule lidt, da jeg gik ud igen. Jeg måtte bare lade som ingenting. Han stod allerede og varmede pizza i ovnen. ”Jeg skulle lige til at lede efter dig,” sagde han og sendte mig et smil. ”Jeg håber du kan lide pizza.”

”Hvem kan ikke det,” sagde jeg og smilede tilbage. Jeg slog det med billedet fra mig, og blev enig med mig selv om, at det var en dum ting at være sur over. Faktisk skulle jeg da være glad på hans vegne. ”Hvorfor flyttede i egentlig til Danmark?”

”Min far er oprindeligt dansker, men min mor er fra England, og da de så blev skilt, ville min far tilbage.”

”Hvordan taler du så godt dansk, hvis i lige er flyttet hertil?”

”Min far har altid talt dansk til mig, så det lærte jeg da jeg var lille.” Han kiggede væk med en rynke mellem øjenbrynene, som om han var frustreret over et eller andet. Havde jeg lige såret ham?

”Hvad er der?”

”Det er bare ikke så let. Mine forældre er… De forstår ikke noget… Alberte du skal ikke tænke på det. Jeg har ikke lyst til at snakke om det,” svarede han lidt hårdt.

”Undskyld.”

”Det skal du da ikke sige undskyld for. Du kunne jo ikke vide det.” Han tog pizzaen ud af ovnen, og mine tænder løb i vand. Uf… hvor savnede jeg bare pizza. Vi gik ind i stuen og satte en eller anden random film på igen og satte os til at spise. Jeg havde for længst glemt, det vi snakkede om herinde sidst, for jeg ville helst bare have det sjovt med Dean, og jeg tror at han havde det på samme måde, for han bragte ikke emnet op igen.

”Er det bare mig, eller har ham der en stor næse,” røg det ud af ham, og jeg begyndte at grine.

”Det syntes jeg ikke, men til gengæld har ham der godt nok små øre,” sagde jeg og pegede på ham ved siden af.

”Vel har han da ej!” Han rystede på hovedet. ”Men prøv at se ham der fra siden, så skal du se store næser.” Manden drejede hovedet, og jeg måtte indrømme at det var noget af en næse. ”Se der,” skyndte han sig at sige.

”Ja okay. Du vinder,” sagde jeg og daskede ham over skulderen. Han grinede triumferende, og jeg fnøs dramatisk. Vi brød ud i latter og han begyndte at prikke mig i siden, hvilket udviklede sig til, at han kildede mig over hele kroppen, til jeg var ved at tisse i bukserne af grin. ”STOP, STOP,” grinede jeg og hev efter vejret. Pludselig faldt han og landede oven på mig. Hans hoved var kun få centimeter fra mit, og jeg kunne ikke lade være med at kigge ind i hans smukke øjne. Det føltes som lang tid, vi bare lå og kiggede hinanden i øjnene. hans kropsvarme blandede sig med min, og jeg kunne mærke en sær trang til at kysse ham, men han trak sig væk og satte sig forlegent i den anden ende af sofaen.

”Undskyld,” mumlede han. Det tog mig lidt tid at komme mig, og da jeg kom op at sidde igen var mit hår helt uglet. Jeg forsøgte forgæves at rede det ud med mine fingre, men det virkede ikke, så jeg udstødte et irriteret suk.

”Ja det må du nok lige sige. Se lige mit hår.” Jeg rystede på hovedet, og han klukkede. Jeg kiggede op på uret. ”Jeg skal vidst også til at af sted.” Han så pludselig trist ud.

”Vi skal gøre det en anden gang,” sagde han, men jeg sendte ham bare et det-kommer-nok-ikke-til-at-ske smil. ”Hvorfor ikke?” Han så helt fortvivlet ud.

”Fordi så er vi nødt til at pjække igen, og det har jeg ikke lyst til.”

”Nå, okay. Men det var hyggeligt.” Han smilede til mig med hans hvide tænder. Han fulgte mig ud til døren og hev sin jakke på.

”Skal du med?” spurgte jeg.

”Der er lidt for langt tilbage til skolen, til at du kan gå.” Han grinede lidt.

”Nåå ja.” Nogen gange tænkte jeg mig virkelig ikke om. Jeg havde ikke engang overvejet hvordan jeg skulle komme hjem, så det var meget rart at han gad køre mig.

Anden gang på knallerten var det ikke så slemt, og jeg nød det faktisk, men den var for hurtigt ovre, og jeg skulle hjem til virkeligheden. Min virkelighed. Han satte mig af ved mit hus, selvom jeg havde sagt, at han bare kunne sætte mig af på skolen.

”Vi ses i morgen,” sagde jeg og fremtvang i et smil inden, jeg gik mod døren. Han tog fat i min jakke.

”Ring hvis der er noget.” Jeg nikkede og han lagde armene om mig og trak mig ind til sig.

”Det lover jeg,” mumlede jeg mod hans skulder. Jeg gik hen mod døren og tog en dyb indånding, inden jeg gik ind.

Natasja var allerede hjemme, for hun havde tidligt fri. ”Har du lavet lektier smukke?” spurgte jeg og gjorde alt for at lyde hverdagsagtig. Hun nikkede og smuttede ind på sit værelse. Jeg gik ind til mor der lå og sov. Jeg lagde hånden på hendes skulder og rykkede lidt i den. ”Mor?”  

”Hvad er der skat?” spurgte hun træt.

”Har far sagt, hvad han ville have til aftensmad?”

”Nej.” Hun kiggede undskyldende på mig, for vi vidste begge to hvad der kom ud af det. Far blev altid sur, når det vi fik til aftensmad, ikke var det der lige passede ham.

”Okay. Jeg finder på noget.” Jeg gik ud igen og gik direkte hen til papirblokken på bordet og skrev ned, hvad jeg skulle bruge. Noget der ikke var for dyrt. Jeg besluttede mig for, at købe sådan en frossen suppe, for dem havde jeg set på tilbud i en tilbudsavis. Desuden skulle jeg have noget mælk og cornflakes til morgenmad.

Jeg gik ind til Natasja. ”Jeg skal ned at handle. Vil du med?” Hun nikkede og tog min hånd. Hun kunne altid godt lide, at komme med ned at handle, for så behøvede hun ikke at sidde inde på sit værelse og lave ingenting. Der var to kilometer ned til Rema 1000, så det tog lidt tid, men det var ikke så slemt. Det havde været rart at have en cykel. Natasja gjorde en grimasse, da hun så at vi skulle have suppe, men sagde ikke noget. I det hele taget sagde hun aldrig så meget. Vi gik hjem igen, men da vi gik hen til døren, kunne vi høre far. Han råbte af mor, og jeg kunne mærke adrenalinen, der skød frem i mine årer. Jeg blev vred og knyttede næverne, så neglene borede sig ind i mine håndflader. Jeg skulle til at gå ind, da Natasja to min hånd.

”Bliv hos mig.” Hendes øjne skinnede bedende og jeg tøvede, men gik så ind alligevel. Hun fulgte efter mig og blev stående bag mig, da jeg stille gik hen mod stuen. Far så mig og trampede ud i gangen. Jeg kunne se på hans øjne at han havde drukket.

”Hvad fanden lavede du med en eller anden dreng i dag?” Hans øjne var fulde af vildskab. Jeg gik ud i køkkenet og satte posen. ”Du skal svare når jeg spørger dig!”

Jeg gik helt hen til ham og råbte lige op i hans ansigt. ”Du skal overhovedet ikke blande dig!” Og så gik jeg og tog Natasja med ind på mit værelse. Hvorfor skulle jeg også lige råbe det? Far hamrede på min dør, men jeg ignorerede det, og Natasja kiggede bebrejdende på mig. Hun syntes ikke, at jeg skulle råbe sådan af far. Han kom ind og trampede lige mod mig, hvor han tog hårdt fat i min kæbe og holdte mig fast, så jeg var nødt til at kigge på ham. Jeg sendte blikket til Natasja der fortalte, at hun skulle smutte ud til mor. Hun skulle til at gå ud af døren, da far greb fat i hendes arm og trak hende hen til sig. Hun sagde ikke noget, men jeg kunne se frygten i hendes øjne. Jeg rystede, og mine øjne var helt opspilede af frygt for ham. Jeg hadede ham! Hadede ham af hele mit hjerte, og gud ved hvor mange gange, jeg ikke havde ønsket ham fanget og sat i fængsel.

”Du skal til at passe på hvad du siger!” råbte han og strammede grebet om hendes arm. Hun græd og bed tænderne sammen.

”Slip hende!” Jeg måtte virkelig tage mig sammen for ikke, at springe på ham. Han smilede ondskabsfuldt og trak hende ud på gangen, hvor han skubbede hende hårdt, så hun faldt ned på gulvet. Han smækkede døren bag sig og fortsatte hen mod mig. Jeg stivnede. Han havde det blik, jeg kun kendte alt for godt. Det alt for kærlige blik, som fik hele min krop til at gå i stå. Jeg vidste hvad han skulle til.

”Du skal ikke være bange.” Han lagde sin klamme hånd på min kind, og jeg kunne lugte alkoholen i hans ånde. ”Jeg gør hende ikke noget. Desuden er hun også alt for lille.” Han grinede let, og hans arm gled ligeså let ned på mine hofter. Jeg stod bare helt stiv og følelsesløs. Jeg forsøgte, at tænke på noget andet, men jeg begyndte ligeså stille at ryste, da han lynede min trøje op.

”Nej!” hviskede jeg og trådte et skridt tilbage, men han smilede bare endnu mere og tog fat i min arm.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...