Complicated

Alberte er 16 år og går i niende klasse. På skolen bliver hun ignoreret og mobbet, men det er ikke bedre derhjemme, hvor hun bliver slået og misbrugt af sin far. Det eneste der holder Alberte oppe er hendes lillesøster, som hun føler et dybt ansvar overfor og elsker over alt på jorden. Alberte har opbygget et forsvar, en mur som hjælper hende med at holde hende oppe, men hvad sker der når en dreng pludselig viser interesse for hende? Hvad sker der når han kommer for tæt på og Albertes forsvar stille krakelerer?

25Likes
20Kommentarer
5722Visninger
AA

30. Savner sin kæreste

 

Min telefon ringede, og jeg langede ud efter den for at få den til at stoppede med det spektakel lige fra morgenen af, men jeg endte med at skubbe den ned på gulvet, så jeg var nødt til ligefrem at kravle ned på gulvet for at slukke den. Og mens jeg lå dernede og rodede rundt, bankede det på, hvorefter Terese kom ind.

”Hvad har du gang i?” Hun holdt en hånd op for munden for ikke at grine.

”Slukker mit vækkeur,” mumlede jeg.

Hun grinede lidt, men jeg så ikke noget mening i også at grine. Mit humør var i det hele taget ikke til at råbe hurra for, siden jeg fik nyhederne fra Dean. ”Har du tænkt dig at være i det humør seks måneder frem,” spurgte hun og krydsede armene. Jeg udstødte blot en uforståelig lyd og stillede mig foran spejlet, hvor jeg kiggede på mit frygtelige morgenhår. ”Jeg ville også bare sige, at John og jeg skal noget, så vi kommer ikke hjem før i morgen, så du skal passe Natasja. I morgen kommer der en, som måske kommer før vi kommer hjem, så du skal bare lukke ham ind, og desuden skal Natasja over at lege med Mathilde inde ved siden af kl. 10.”

”Hvem kommer?”

”Bare en vi kender.” Hun smilede lidt og forsøgte tydeligvis at lette stemningen, men jeg tog bare arrigt fat i lågen til mit skab og gloede på mit tøj, som om der automatisk ville springe et sæt ud, hvis jeg kiggede på det længe nok. Hun sukkede. ”Der er morgenmad dernede,” sagde hun, inden hun gik nedenunder.

Jeg kunne allerede der mærke, at dagen ville blive et helvede. Det eneste gode var, at det var fredag, så det var næsten weekend.

***

Jeg sad og gloede trist ned i bordet, mens jeg ventede på, at Rikke skulle komme ind ad døren, da en slog sig ned på stolen ved siden af med mindst ligeså trist mine. ”Hvad mukker du over?” spurgte Natalia.

”Hun savner sin kæreste,” svarede Christian og klappede mig på skulderen, hvilket irriterede mig en del. Natalia sagde ikke noget til det, men fandt bare sit penalhus frem, som hun smed på bordet i en irriteret bevægelse.

”Jeg kunne spørge dig det samme,” sagde jeg og kiggede op på hende.

”Mine forældre er ikke til at være i hus med, og i aften skal de have en masse venner på besøg, hvilket jeg ved ender med en masse fulde mennesker, der sidder om et bord og synger sange til kl. lort om natten, så man ikke får en skid søvn.” Hun sukkede tungt og hvilede hovedet i sine hænder.

”John og Terese er ikke hjemme i aften, så jeg skal bare passe Natasja. Hvorfor kommer du ikke hjem og sover hos mig?” spurgte jeg.

”Ej mener du det. Du har lige redet mig.” Jeg var stadig forundret over, hvilket drejning det hele havde taget. For blot to uger siden, ville hun ikke engang snakke med mig, og nu skulle hun pludselig hjem og overnatte hos mig.

”Du kommer bare, når du har pakket en taske, så finder vi ud af noget.” Hun smilede og nikkede.

”Hey! Må vi ikke være med?” spurgte Thomas fornærmet.

”Nej det her er ikke for drenge,” svarede Natalia. ”Jeg har noget jeg skal snakke med Alberte om.” Jeg rynkede panden, men sagde ikke noget til det. Dog lagde jeg mærke til Christian, der meget diskret sad og stirrede på Natalia, hvilket jeg overhovedet ikke kunne lade være med at smile over. Det var bare rart, at jeg for en gangs skyld ikke skulle have dårlig samvittighed overfor ham længere.

***

Natasja kom løbende hen mod mig og sprang op til mig. ”Er det rigtigt, at vi skal være helt alene hjemme i aften?” spurgte hun glad.

”Ikke helt. En af mine venner kommer og sover hos os, men John og Terese er der ikke.” Jeg smilede lidt til hende og satte hende ned på jorden igen, hvorefter jeg tog hendes hånd, og vi gik hen til busstoppestedet. John havde givet os et buskort, fordi Natasja ikke kunne cykle, men også fordi vi ikke rigtigt havde nogle cykler, og det var egentlig meget rart. Jeg kunne godt lide at køre i bus.

Vi hoppede af bussen og gik op mod huset, hvor jeg lige hurtigt ryddede op inden Natalia kom. Og inden længe bankede det på døren. Natasja spænede ud for at åbne, men da døren gik op forstenede hun, hvorefter hun skyndte sig om bag ved mig. ”Hvad er der Natasja?”

”Hvorfor er hun her? Hun er ond!” Natasja havde hårdt fat i min hånd.

Natalia stod i døren og så ud til at være ret akavet over situationen. ”Kom ind og lad som om, du er hjemme. Jeg skal lige snakke med Natasja.” Jeg smilede til hende og viste hende ind i stuen. Jeg trak Natasja med op på mit værelse og lukkede døren.

”Hvorfor er du venner med hende?” spurgte hun og krydsede armene. ”Hun var led mod dig!”

”Jeg forstår godt, at du ikke forstår det, men hun er blevet anderledes. Vil du give hende en chance?” Jeg så bedende på hende, og det endte med, at hun sukkede og nikkede, hvorefter vi gik nedenunder.

***

Jeg sad og skitserede i min blok, mens Natalia lagde neglelak, og jeg måtte virkelig indrømme, at jeg havde det som om, jeg sad i en eller anden teenagefilm. Fjernsynet kørte, men ingen af os kiggede på det. Jeg håbede bare ikke, at Dean blev ked af det over, at jeg ikke ringede eller kom på cam, men for at være ærlig var jeg bange for, hvad han ville sige til at Natalia overnattede. Han hadede Natalia.

”Hvad var det egentlig, du ville snakke med mig om?”

”Ville jeg snakke med dig?” spurgte hun og rynkede panden.

”Ja siden drengene ikke måtte komme med.” Jeg havde ventet med at spørge hende til Natasja sov. Natasja var stadig ikke meget for Natalia, men hun accepterede det.

”Nå ja…” Jeg begyndte at fryse lidt, jeg gik op og tog min jumpsuit på, mens hun snakkede, men hun kom aldrig i gang. I stedet sad hun bare og kiggede mistroisk på mig i min jumpsuit. ”Har du virkelig tænkt dig at have den på?” Jeg kunne se på hende, at hun kæmpede en kamp for ikke at fyre en eller anden nedladende bemærkning af.

”Hvad er der galt med den?” Jeg krydsede armene. Hun rynkede panden og trak på skuldrene. ”Jeg har fået den af Dean, og jeg er glad for den, så jeg er ligeglad hvis den ikke lige passer ind i din verden, hvor alt skal være lyserødt og være overfyldt med glimmer.” Ja af og til havde Natalia ikke helt glemt sin gamle side, men jeg var ikke bange for hende længere.

”Er du?” spurgte hun overrasket. Jeg rynkede forvirret på panden. ”Jeg mener, er du fuldstændig ligeglad med, hvad andre synes?”

Jeg trak på skuldrene. ”Det er jeg vel. Måske er det derfor, alle synes at jeg er sær.” Det sidste mumlede jeg, og jeg håbede virkelig, at hun ikke havde hørt det, for jeg fortrød det med det samme.

”Folk syntes bare, at det er mærkeligt, at du ikke havde nogen venner, og dem der ikke har nogen venner er et nemt offer, så hvorfor ikke mobbe dem.” Hun kiggede ned på sine fingre. ”Jeg mobbede dig ikke, fordi jeg syntes at du var sær.”

”Hvorfor så?”

”Ja det var egentlig det, jeg ville tale med dig om.” Hun smilede skævt. ”Jeg har det virkelig dårligt over det. Det har jeg altid haft, men jeg gjorde det fordi…” Hun så ud til at have problemer med at få ordene ud. ”Jeg var jaloux. Lige siden jeg var lille, har jeg altid tegnet, og det gør jeg stadig. Faktisk tegner jeg hele tiden, fordi jeg så gerne vil være bedre, men jeg bliver aldrig ligeså god som dig, så jeg tror at min plan var at holde dig nede, så du aldrig ville stjæle opmærksomheden fra mig. Jeg ved godt at det er dumt, men det eneste sted, jeg nogen sinde har fået opmærksomhed var i skolen, og jeg var bange for, at du også tog det fra mig. Da Dean kom ind i klassen, tror jeg alle pigerne så at han er… du ved attraktiv, så selvfølgelig tænkte jeg med det samme, at jeg hellere måtte forsøge mig ligesom alle andre piger, men så viste han interesse for dig. Dig af alle mennesker! Det fik mig bare til at hade dig endnu mere, fordi jeg havde det som om, du bare kunne få alt hvad du pegede på. Det var også derfor, jeg blev endnu mere led, da han tog til England.” Jeg sad bare lamslået og kiggede på hende.

”Så du var jaloux på… mig?” Jeg pegede ind mod mig selv med rynket pande.

”Ja det kan man vidst godt sige,” mumlede hun og rødmede en anelse.

”Jeg havde et lorteliv!” konstaterede jeg uden at tænke mig om.

”Jeg ved det. Undskyld.”

”Nej jeg forstår bare ikke hvad der var at være jaloux over. Du har ingen ide om, hvordan det var at bo hjemme hos mine forældre. Det var et rent held, at jeg kom i plejefamilie, for ellers ved jeg ikke hvad der var sket med mig.” Jeg tøvede lidt, men trak så mine ærmer op, så hun kunne se de små hvide ar på mine arme.

”O my god,” mumlede hun.

”Du lagde mærke til alle de buler, jeg havde i ansigtet ikke?” Hun nikkede. ”Det var min far,” mumlede jeg. Jeg havde en klump i halsen, men jeg tog mig sammen for at lade være med at græde. Hun kiggede væk.

”Hvor tit?” Hun talte meget lavt, men jeg hørte det.

”Nogen gange var det hver dag. Andre gange var det med mellemrum på nogle dage, måske en uge. Det kom an på, hvor meget han drak.”

”Ved Dean det?” spurgte hun, men jeg var sikker på, at hun godt kendte svaret.

”Det er Deans skyld, at jeg ikke bor hjemme mere. Den gang vi blev venner, fortalte jeg det til ham. Dean vendte op og ned på det hele og fik mig ud af min rytme, og min far opdagede, at der skete noget imellem os, så han… gik amok, så min mor kom på hospitalet. Han blev arresteret, og vi kom i plejefamilie.” Jeg mærkede, at det prikkede i mine øjne. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skulle havde gjort, hvis jeg ikke mødte ham. Jeg er så taknemlig, og jeg kan stadig ikke regne ud, hvad jeg har gjort for at få ham. Han er så perfekt, og jeg elsker ham så meget. Jeg ved at det er tidligt at sige sådan, men er det ikke at elske en, hvis man ærligt talt ikke ved, hvad man skulle gøre uden personen?” Hun nikkede stille. En tåre trillede ned af min kind.

”Jeg har aldrig set dig græde før,” mumlede hun.

”Det er der heller ikke ret mange der har. Jeg føler mig så svag, når jeg græder.”

”Så må det da være frygteligt, at han er væk.”

”You have no idea,” mumlede jeg og greb min blyant for at tegne lidt igen.

Hun fik et smørret smil på læben og lagde hovedet på skrå. ”Har i gjort det… du ved?” Jeg vidste hvad hun mente, og mine kinder blussede svagt, da jeg nikkede stille. Jeg kunne stadig huske hvor fantastisk det havde været, selvom vi kun havde gjort det en gang. Jeg kunne huske, hvordan der var at gøre det, hvor jeg rent faktisk nød det. Hun begyndte at grine.

”Hey er det så mærkeligt? Jeg regner ikke ligefrem med, at du er jomfru.”

”Nå men det er jeg altså,” svarede hun og lagde hovedet på skrå.

”Det er løgn! Har du ikke haft mange kærester?”

Hun trak på skuldrene. ”Jo, men de fleste har ikke været nogen der betød så meget for mig, og det kan godt være, at jeg virkede ret ligeglad med sådan noget, men lige præcist det ville jeg vente med, til jeg mødte den rette. Det forstår du vel godt ikke. Dean er den helt rette for dig.” Jeg forsøgte omhyggeligt ikke at kigge på hende, mens jeg sank en klump. Det var jo ikke ligefrem fordi Dean var min første gang. ”For han var da den første ikke?” Hun kiggede mistroisk på mig.

Jeg trak vejret langsom, da jeg så hende lige ind i øjnene og plantede et smil i ansigtet. ”Jo det var han,” sagde jeg og lod som ingenting, men inden i var jeg ved at springe i stykker og tude på stedet. Det så alligevel ud som om, at noget dæmrede for hende, og hun rynkede panden.

”Undskyld. Jeg skal nok lade være med at stille spørgsmål, men hvis der er noget, så kan du godt fortælle mig det,” sagde hun alvorligt. Jeg nikkede bare, men forblev stille. På den anden side vidste jeg, at hun lige nu sad og gættede alle mulige ting, så hvorfor ikke sige det som det er?

”Det var min far,” hviskede jeg stadig uden at kigge på hende.

”Undskyld, det var ikke for at presse dig til at sige noget.”

Jeg smilede til hende. ”Det gjorde du heller ikke, men lad os snakke om noget andet.” Hun nikkede.

”Hey, du har sagt, at du plejer at snakke med Dean om aftnen, skal du ikke det i aften?”

”Ikke hver aften, men desuden gider jeg heller ikke hænge foran en skærm og pludre med min kæreste, når jeg har gæster.”

”Ej det er okay.” Hun smilede.

”Nej jeg snakker bare med ham i morgen.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...