Complicated

Alberte er 16 år og går i niende klasse. På skolen bliver hun ignoreret og mobbet, men det er ikke bedre derhjemme, hvor hun bliver slået og misbrugt af sin far. Det eneste der holder Alberte oppe er hendes lillesøster, som hun føler et dybt ansvar overfor og elsker over alt på jorden. Alberte har opbygget et forsvar, en mur som hjælper hende med at holde hende oppe, men hvad sker der når en dreng pludselig viser interesse for hende? Hvad sker der når han kommer for tæt på og Albertes forsvar stille krakelerer?

25Likes
20Kommentarer
5690Visninger
AA

3. Sandheden

Jeg sad på min seng med armene rundt om benene og krummede mig sammen til en kugle. Jeg rokkede frem og tilbage og forsøgte at glemme det hele. Min pande lå på mine knæ der var våde af alle mine tårer. Dean havde godt nok sat gang i noget. Jeg var vred og ked af det over, at han bare kom og ødelagde den mur, jeg ihærdigt havde forsøgt at bygge op igennem nogle år. Den var godt og grundigt ødelagt lige nu, men jeg vidste, at så snart jeg havde grædt ud og trukket vejret nogenlunde normalt, kunne jeg begynde at bygge den op igen, og han skulle ikke have lov at smadre den en gang til.

Jeg måtte dog indrømme, at jeg følte mig en smule befriet. Det var en rar følelse, at han havde lyst til, at snakke med mig. Jeg kunne godt lide ham, men det skæmte mig at han havde den evne til at få mig til at lukke op og snakke med ham, for det havde jeg ellers ikke gjort. Gad vide om vi ville blive rigtige venner. Jeg smilede for mig selv. Det kunne være dejligt at være sammen med andre end Natasja for en gangs skyld.

Jeg satte mit vækkeur og lagde mig under min dyne. Dynen var min bedste ven. Jeg havde både grint og grædt med den, og det bedste var, at den var der for mig, og den kunne holde på alle hemmeligheder. Ej det var en smule underligt, men sådan havde jeg det.

Jeg hørte nogen råbe udenfor døren og den åbnede sig. Jeg stivnede, men da jeg så, at det bare var Natasja, slappede jeg af og rakte hånden ud og trak hende hen i sengen. ”Far råber!” Hun græd og puttede sig ind til mig. Jeg aede hende roligt ned af ryggen, til hun faldt i søvn og lagde mig selv til at sove. Det var ikke nogen kunst at falde i søvn til folk der råbte, når man havde levet med det altid. Faktisk råbte far ikke altid af nogen. Hvis han var lidt beruset kunne han godt stå ude i gangen og råbe på mennesker der ikke var der, hvilket fortalte lidt om hvor sindssyg han var. Han opførte sig altså ret underlig når han bare havde fået lidt at drikke. Så jeg kunne godt forstå at Natasja blev bange. Det var ikke så rart at høre på.  

***

I skolen snakkede jeg med Dean igen, og vi lod begge som om det der var skete ikke var sket. Jeg kunne allerede mærke, at jeg var begyndt at holde af ham. Han var anderledes og sjov, og han fik mig til at grine. Det var rart at grine og snakke med nogen.

Efter sidste time, tog han min hånd og trak mig med udenfor, så vi stod, hvor folk ikke kunne se os. Jeg blev helt nervøs, for gad vide hvad han ville. Han trak en dyb indånding og snakkede så. ”Vi kan altså ikke lade som om det der skete i går ikke var sket!” sagde han bestemt, og jeg så bare væk. Jeg troede lige… ”Hør nu, du dækker et kæmpe blåt mærke og græder lige pludselig så meget, at jeg var bange for at du ville tørre ind. Jeg ved godt at vi ikke har kendt hinanden så længe, og det er ikke fair af mig at forlange, at du skal fortælle mig alt, men jeg bliver ked af det, når du lige pludseligt bryder sammen på den måde.” Han kiggede indtrængende på mig.

Jeg sukkede. Jeg gjorde mit ansigt helt udtryksløst. Han skulle ikke hvide noget. Han trak mig ind til sig og gav mig et varmt kram. Jeg slap ham ikke lige med det samme. Nej hvor ville jeg gøre alt for at kunne stå sådan resten af min liv. Det var så meget det jeg gik og længdes efter. Det var alt for hurtigt overstået, og jeg stod nærmest bare og kiggede ned i jorden bag efter. Jeg kunne ikke se ham i øjnene. ”Har du lyst til at lave noget i dag?” sagde han, og jeg kunne fornemme, at det var for at skift emne.

”Det ville jeg gerne, tro mig, men jeg kan ikke.” Jeg bed mig i læben, for at holde følelserne inde. Opbygge muren.

”Må jeg følge dig hjem?” Jeg rystede på hovedet. Han løftede det ene øjenbryn. ”Hvorfor?”

”Det må du bare ikke,” svarede jeg bare. Hans underlæbe stak en smule ud, og han så helt trist ud. ”Se nu er du ked af det.” Jeg lød helt fortvivlet.

”Nej nej, det er jeg ikke!” Han spærrede øjnene op og kiggede igen på mig med et blik. Stop med det! Det var det blik der gjorde mig blød i knæene, og fik mig til at snakke om alt muligt der ikke lignede mig, at snakke op. ”Nå men ehm… Vi ses i morgen.” Sagde han så, og nikkede mod cykelskuret og smilede et skævt smil inden han bakkede og vendte sig om for at gå. Jeg havde lyst til, at springe hen og give ham et kram mere og denne gang lade være med at give slip, men jeg gik i stedet lige mod Natasjas og mit mødested, som vi havde aftalt at mødes ved, når vi havde fri.

Der gik en hel uge mere, hvor jeg blev bedre og bedre venner med Dean, og jeg lagde mærke til den varme fornemmelse der altid bredte sig, når han kom hen til mig. Jeg holdte virkelig allerede meget af ham. Han var god til ikke at blande sig i mit liv, men det gjorde derfor, at jeg vidste alt om ham, og han vidste ikke andet om mig end, at jeg godt kunne lide at tegne. Min teori om, at han var rig holdt stik, og han var åbenbart ikke bare rig, men arving til tre milliarder pund, hvilket jeg slet ikke gad regne om til danske kroner. Hans forældre var skilt, og derfor boede hans mor stadig i England. Jeg var ikke helt sikker på, hvad hans far lavede siden, han ejede jeg ved ikke hvor mange penge, men det var selvfølgelig noget forretnings halløj, som jeg ikke havde forstand på.

”Hvornår har du egentlig tid til, at lave noget efter skole?” spurgte han og kløede sig sjovt nok i håret. Han så lidt sød ud, når han gjorde det, så jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. Vi sad udenfor klasseværelset, fordi vi begge var kommet alt for tidligt i skole, så det var låst.

”Det ved du godt,” sagde jeg bare.

”Jamen hvorfor har du aldrig tid? Jeg føler mig altså ret ensom.”

”Så bliv venner med nogen af de andre.” Jeg lød vidst lidt for hård, så jeg prøvede at rede den. ”Jeg har bare så meget jeg skal, så jeg kan altså ikke lave alt muligt andet efter skole. Jeg har ikke bedt dig om ikke, at være sammen med nogen af de andre. Vi kan da sagtens være venner alligevel.”

”Jamen jeg vil være sammen med dig!” udbrød han og rødmede, da det gik op for ham, hvordan han lød. ”Jeg mener… de andre er virkelig ikke mine typer. Det her er virkelig en usædvanligt snobbet skole.” Han kiggede væk. ”Det er ikke nemt at komme til et nyt land, hvor man ikke kender nogen. Så får man kun en ven, og hun kan har ikke noget tid til overs i fritiden.” Den havde jeg ikke lige set komme. En strøm af dårlig samvittighed kørte igennem mig, og jeg kunne ikke helt finde ud af hvad jeg skulle sige. Jeg overvejede, om jeg kunne bruge en time eller to efter skole, men det gjorde mig bare endnu mere stresset. ”Hey… hvad nu hvis vi pjækker en dag? Så kan du bare tage hjem bagefter og ordne det du skal.”

Det var dumt at pjække, og i forhold til hvor dårligt jeg var med i skolen, var det endnu dummere, men en dag fra eller til gjorde vel ikke så meget. ”Jo men så skal vi gøre det i dag, for vi skal bare have foredrag om et eller andet land i de to første moduler.” Han lyste op.

”Mener du det?” Han smilede i hele ansigtet.

”Ja men så skal vi skynde os væk inden folk kommer.” Det skulle jeg ikke sige to gange, for med det samme var han oppe at stå og trak mig med. Vi løb gennem skolegården, og over til hans ret så blærede knallert som stod i cykelskuret. Jeg fik hans hjelm på, så han sad uden, og jeg protesterede ikke. Jeg brød mig ikke om at køre på sådan nogle tingester. Han gassede op og drejede på speederen for at blære sig, og jeg himlede med øjnene. Helt ærligt!

”Vi tager hjem til mig,” fastslog han, og drønede ud ad vejen. Ikke mange minutter efter, holdte vi udenfor et stort vidt hus, med store vinduer og en kæmpe indkørsel der var lukket af med to store låger med tremmer i, hvor der skulle trykkes en eller anden kode ind for at åbne. Jeg hoppede af, og han lagde hånden på min ryg og skubbede mig med op ad trappen og ind af døren til en stor entre.

”Hvad skal vi så lave?” Jeg var ikke så vandt til, at have så meget tid.

”Vi kan smide os i sofaen til en film,” han trak på skuldrene. ”Eller vi kan lave noget andet. Hvad har du lyst til?”

”Hmm… film lyder godt.” Jeg elskede at se film, for det var så hyggeligt og det var ikke noget jeg havde så meget mulighed for derhjemme. Vi gik ind i gangen og videre ind i stuen, som var kæmpe stor, med lædersofaer og et fjernsyn, der var fem gange større end det, vi havde derhjemme. Han åbnede et skab med dvd’er og sukkede. Jeg var helt overvældet over hvor stort alting var. Tænk at vokse op i en familie hvor man kan få alt hvad man vil have.

”Jeg kan altså ikke vælge, så det må du om,” sagde han og viftede mig derover. Jeg løftede øjenbrynene. Hvordan skulle jeg gøre det? Jeg kendte ikke rigtig nogen gode film, men ud fra titlerne, hev jeg en eller anden kærlighedsfilm ud, og besluttede mig for, at det skulle være den. ”Kærlighedsfilm!” udbrød han. Jeg nikkede og rødmede, og jeg vidste han kunne se det, for da mærket var væk, havde jeg ikke ligeså meget makeup på.

Filmen var virkelig kedelig, men det gjorde ikke så meget, for vi sad alligevel og snakkede. ”Hvad arbejder dine forældre med?” spurgte Dean.

”Min mor og far arbejder ikke.” Der blev stille. Okay det skulle jeg måske ikke have sagt.

”Hvad lever i så af?”                                                                                                                                                   

”Vi er på kontanthjælp.”

”Kan i godt leve på det?”

”Det er vi nødt til, men det er alligevel mig der handler, så jeg ved at dem der er tilbage bliver brugt rigtigt.”

”Dem der er tilbage?” Han lød forvirret.

Jeg tøvede lidt. ”Min far drikker.” Han fik store øjne. Hvad har du gang i Alberte?

”Hvorfor har du ikke sagt det noget før?” spurgte han, men det var som om, der var en pære der begyndte at lyse over hans hoved, for han løftede straks hånden og pegede på mit ansigt. ”Er det ham der har gjort det mod dig?”

Jeg bed tænderne sammen. Fuck… Fuck, fuck, fuck. Okay, jeg kan ligeså godt få det ud. Jeg nikkede stille og trak ærmerne ned om mine håndled. Det vare endnu en grund til, at jeg altid havde lange ærmer. Mine håndled var fyldt med tynde, lange sår som striber op ad armen. Han regnede det ud med det sammen og greb fat om mit håndled. Jeg forsøgte at rive den til mig, men han var for stærk, og trak mit ærme op. han slap den hurtigt, og det gav et ryk i ham. Det prikkede i mine øjne, og jeg mærkede at tårerne var på vej. Jeg vidste godt, at jeg havde en vane med at trække mine ærmer ned når folk kiggede på mig, men jeg havde aldrig i min vildeste fantasi overvejet, at han ville regne det ud.

Han fik et hårdt blik i ansigtet og lænede sig frem og kiggede indtrængende på mig. ”Okay. Så er det nu. Jeg gider ikke de der hemmeligheder mere. Sandheden!”

Jeg begyndte at ryste og tog mig til hovedet med begge hænder. Jeg rystede langsomt på hovedet. ”Du kan ikke forstå det,” røg det ud af mig.

”Jeg kan prøve. Jeg vil så gerne hjælpe dig, men jeg har brug for sandheden.” Han fik et mildere udtryk i ansigtet, men jeg kunne se på ham, at han havde problemer med at styre sit temperament.

”Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Min far drikker og min mor er syg.” Jeg begravede mit hoved i mine hænder. ”Han ved ikke hvad han gør når han er fuld, og så går det ud over mor, og det kan jeg ikke lade ske. Jeg er nødt til at beskytte hende.” Jeg hulkede højere og kørte mine hænder op i håret for at gribe fat. ”Natasja… hun er så lille. Jeg skal passe på hende.  Han for ikke lov, at gøre hende noget.”

”Hvad! Så du tager imod bank for dem begge to?” Han knyttede hånden. ”Er der andet?” Jeg rystede endnu værre. Jeg kunne ikke sige mere. Jeg kunne ikke få det det ud over mine læber. Jeg nikkede lidt og trak vejret langsommere for at kontrollere mine følelser.

”Mor kan ikke så godt… så jeg er nødt til at…” Jeg bed tænderne sammen og lukkede øjnene.

”Hvad kan hun ikke? Gøre rent? Hvad snakker du om?”

”Altså han har… Nogen gange vil han…” Nej jeg kunne ikke sige det, men jeg behøvede heller ikke sige mere, for også det kunne han regne ud.

Han stivnede fuldstændigt og rejste sig op. ”Det gør han bare ikke!” Egentlig vidste jeg ikke om han tænkte på det samme som mig, men jeg gættede ud fra hans udtryk der var fyldt med had og væmmelse, at vi snakkede om det samme. Jeg havde haft sex med min far.

Der var helt stille. Tårerne strømmede ned ad mine kinder og efterlod baner af mascara. ”Du er nødt til at melde det!” sagde han stille. Igen rystede jeg på hovedet. ”Prøv lige at høre…”

”Nej jeg skal ikke høre på dig! Jeg skulle aldrig have sagt noget til dig! Hvis jeg siger det til nogen, smider de Natasja og mig i plejefamilie, og vi ender måske ikke engang sammen, og så vil de indlægge mor på hospitalet.”

”Hvis du ikke gør noget ved det, ender det med at han slår dig ihjel!” råbte han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...