Complicated

Alberte er 16 år og går i niende klasse. På skolen bliver hun ignoreret og mobbet, men det er ikke bedre derhjemme, hvor hun bliver slået og misbrugt af sin far. Det eneste der holder Alberte oppe er hendes lillesøster, som hun føler et dybt ansvar overfor og elsker over alt på jorden. Alberte har opbygget et forsvar, en mur som hjælper hende med at holde hende oppe, men hvad sker der når en dreng pludselig viser interesse for hende? Hvad sker der når han kommer for tæt på og Albertes forsvar stille krakelerer?

25Likes
20Kommentarer
5535Visninger
AA

11. Plejefamilie

 

”Det er fredag. Skulle du ikke have været i skole i dag?” spurgte jeg Dean, da vi sad og spiste morgenmad. Natasja og jeg havde næsten boet i det lille rum og sovet der i fire nætter, og Dean havde været i skole og sovet hjemme hos sig selv, men han kom og besøgte os. I dag havde han så valgt at tage hen til os fra morgenen af, hvilket undrede mig lidt.

”Jo, men det gør ikke noget.” Han tog en bid af sit rundstykke.

”Jamen så kommer du jo bagud.”

Han rystede på hovedet. ”Da ikke på en dag,” sagde han.

”Jeg kan bare ikke holde ud, at du gør så meget for mig hele tiden, og jeg kan ikke give noget tilbage.” Jeg kiggede indtrængende på ham.

Han rystede bare på hovedet. ”Glem det Alberte. Jeg har ikke brug for noget til gengæld.”

”Jamen…”

”Nej prøv at høre… du er så vant til, at du skal sørge for det hele og tænker slet ikke på dig selv. Du er nødt at lade andre hjælpe dig, og jeg er her for dig, så måske du skulle prøve at nyde andres omsorg for en gangs skyld, for du har fortjent det.”

”Er du sikker?” spurgte jeg, og han nikkede. Han havde nok ret. Måske, men det ændrede ikke spor ved den skyldfølelse, der boblede i mig. Jeg måtte bare stole på, at han ville sige noget, hvis det blev for meget.

”Du rødmer hele tiden,” sagde han pludselig og grinede.

”Vel gør jeg ej!” Jo jeg gjorde, men det var altså lidt pinligt. ”Og du klør konstant i dit hår, når der er noget du syntes er akavet, eller hvis du er usikker,” sagde jeg drillende.

”Gør jeg?” Han så helt chokeret ud.

”Ja, vidste du ikke det?” Han rystede på hovedet og kløede sig i håret. Jeg kunne ikke lade være med at bryde ud i latter. Han forstod ingenting, og det gjorde det hele meget sjovere.

”Skal vi egentlig ikke snart tilbage?” spurgte han.

”Jo da.” Jeg syntes faktisk, at der var lidt kedeligt på hospitalet. ”Skal vi ikke lave noget i dag? Vi kunne gå en tur ind til byen eller tage hjem til dig, og så kunne vi komme tilbage og besøge mor senere.”

”Det kunne vi da godt,” sagde han og tog vores tallerkener for at stille dem op til disken. Han kom tilbage igen. ”Hvad skal vi lave?”

”Hmm…” Jeg gik tættere på ham og lagde mine arme om hans liv. ”Hvad har du lyst til at lave?”

”Det spurgte jeg dig om,” mumlede han grinende, inden han pressede sine læber mod mine.

”Ahem…” Lød det, og jeg kiggede rundt. Det var da sjovt som vores forældre kunne lide at sige den lyd. Mor stod med et eller andet stativ med hjul på henne ved elevatoren. ”Hej med jer.” Hun løftede det ene øjenbryn.

”Hvad laver du herude?” spurgte jeg og gik hen mod mor.

”Jeg havde brug for at gå en tur, og så tænkte jeg, at jeg ville finde jer, og det skal jag da lige love for, at jeg gjorde.” Hun støttede sig til stativet, og det så en smule anstrengende ud, så jeg tog fat om hende, for at støtte hende.

”Vil du ikke ned at sidde?” spurgte jeg, og hun nikkede. ”Mor, vi smutter hjem til Dean, men vi kommer tilbage og besøger dig senere.”

”Okay skat. Så vil jeg komme tilbage til min seng igen.” Jeg hjalp hende derop, og da hun kom ned at ligge, kyssede jeg hende på kinden. ”Der kommer nogen senere, som i skal møde, så det passer fint.”

Jeg tænkte ikke videre over, det hun lige havde sagt. ”Vi ses senere,” sagde jeg og gik ud af døren. ”Vil du med?” spurgte jeg Dean og tog hans hånd.

***

Vi tog hjem til Dean. Natasja var med, for hun kedede sig vidst også lidt. ”Skal vi ikke se en film?” spurgte Dean og hængte vores jakker op.

”Ja!” udbrød Natasja begejstret. Jeg lod Dean og Natasja vælge film, og det viste sig faktisk at være en god film. Vi så Kung Fu Panda, og den var virkelig sjov. Natasja hyggede sig også helt vildt med at se den og ignorerede det omhyggeligt, når mig og Dean kom til at kysse lidt. Jeg kunne bare ikke lade være, men nu var Natasja heller ikke sart. Hun var bare ikke lige vant til det.

Det var også meget rart at få mine tanker afledt lidt. Det eneste der havde kørt rundt i mit hoved i over et år, var om mor var okay, og nu hvor hun var på hospitalet, kunne jeg jo trygt stole på, at hun havde det godt. Jeg måtte bare lige vende mig til det. Desuden kunne jeg heller ikke finde ud af, hvad de ville gøre ved far. Han skulle i fængsel og have den hårdeste dom i hele retssystemet efter min mening, men det skulle ikke undre mig, hvis både Natasja og jeg blev hevet i retten for at vidne, og jeg var ikke sikker på, om jeg kunne. Jeg var ikke sikker på, om jeg kunne sidde foran den mand og se ham i øjnene, mens jeg skulle fortælle det hele. Jeg var ikke sikker på, om jeg kunne gøre det uden af bryde sammen. Jeg skulle bare ikke bryde sammen. Gråd var en frygtelig ting. En ting som kun Min mor, Natasja… og Dean havde set fra min side, og sådan skulle det gerne fortsætte. Jeg måtte bare forberede mig på at lave en form for facade eller sådan noget.

Jeg kunne heller ikke tænke på, hvordan Natasja ville reagere. Hun sagde jo aldrig så meget, så hvis hun oveni købet skulle sidde og fortælle om noget så personligt i retten. Det ville ødelægge hende. Alle børn elskede sine forældre. Det var der ingen tvivl om. Selv jeg der havde været udsat for mange ting havde det da svært med, at far skulle i fængsel. Noget i mig hadede ham, men noget andet i mig holdte stadig fast i det bånd, der automatisk lå mellem forældre og barn.

Far havde jo ikke altid været sådan. Da jeg var lille havde han et job. Mor var rask. Natasja var ikke blevet født, men min familie var bare normal. Jeg plejede at sidde på fars skød og se tv, og hver fredag fik jeg en håndfuld slik. Mor kunne passe huset, mens far læste avisen. Det virkede så sukkersødt, når man tænker på hvad det blev til, men jeg savnede det. Uanset hvilken familie jeg nu ville havne i, ville jeg aldrig kunne få det tilbage, og den tanke skræmte mig. Så måske jeg ville savne håbet om nogen sinde at kunne få den gamle far tilbage. Måske jeg hele tiden havde holdt så meget fast i fortiden, at jeg pludselig havde svært ved at slippe den. Jeg sukkede. Måske lidt for højt, for det fik Dean til at kigge på mig med løftet øjenbryn.

”Suk!” sagde han. ”Hvad så?”

”Ikke noget.” Jeg smilede til ham og lagde mit hoved på hans skulder. Tænk på noget andet Alberte!

Jeg kiggede rundt. For at være ærlig kunne man godt se, at det var to mænd der boede her. Farverne var næsten kun sort og hvid, og det syntes jeg var en smule kedeligt. Lige over fjernsynet hang et stort sort hvid billede med en rød engelsk dobbeltdækkerbus på, som det eneste med farve. Det så ret fedt ud egentligt, men stadig ret drenget. Jeg fnøs lidt højt. Nu kiggede han på mig igen.

”Er der noget du gerne vil sige?” spurgte han grinende.

Jeg kunne ikke lade være med at fnise lidt. ”Jeg kom bare til at tænke på noget.” Jeg forsøgte at se uskyldig ud. ”Det er ikke sjovt, når jeg fortæller det videre. Det er sådan noget aldrig.” Jeg lød virkelig ikke overbevisende.

”Så er det garanteret også, bare sådan en af de der dårlige jokes, jeg ikke forstår.” Han rakte tunge ad mig.

”Man må ikke række tunge!” lød det fra Natasja, der sad og kiggede på os.

Jeg havde virkelig svært ved ikke at grine. Der sad bogstaveligt en klump i halsen. ”Det er også rigtig. Undskyld,” sagde Dean anerkendende, men jeg kunne se på ham, at det trak i mundvigen.

Deans synsvinkel

Jeg forsøgte at nyde det fuldt ud. Jeg var ikke sikker på, hvornår de ville gribe ind og tage Alberte med til et børnehjem, for at hende og Natasja kunne få en plejefamilie. Jeg var bange for, om de skulle flytte langt væk. Faktisk havde jeg svært ved at tænke på det. Det irriterede mig, at de ikke bare kunne blive her, for jeg var sikker på, at min far ikke ville have noget imod det, men egentlig kunne jeg godt forstå, at dem der bestemte sådan noget valgte at finde en god familie til dem i stedet for, at de bare bliver sat af i et hus hvor den ene aldrig er hjemme. Jeg syntes at det var en god ide, at hun fik en god plejefamilie, men jeg var bare nervøs for, at hun skulle for langt væk. Jeg ville savne hende.

Jeg mærkede den velkendte kildende fornemmelse i maven. Jeg vil savne hende. Lød det i mit hoved. Inderst inde vidste jeg det godt. Jeg var forelsket. Det kunne enhver se, men jeg havde svært ved at indrømme det. Jeg kunne ikke lade være med at sidde og kigge på hende. Gad vide om hun var forelsket i mig. Ellers ville hun nok ikke kysse mig, men helt ærligt, det var svært at tro. Det var i det hele taget en smule underlig, at vi lige pludselig gik og kyssede, men det føltes rigtigt, og det burde da være det vigtigste.

***

Da vi kom tilbage til hospitalet, stod en mand og en kvinde og talte med Johanne. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere. Jeg vidste hvor meget det betød for Albertes liv, at hun fik nogle gode plejeforældre. Var det mon dem? Alberte knugede min hånd. Hun var helt anspændt, og jeg kunne se frygten i hendes blik. Hvorfor var hun bange? Det skulle jo forestille at være nogle mennesker som skulle passe på hende og Natasja, hvilket burde være en god ting, men jeg kiggede ned på Natasja som var endnu mere anspændt.

Damen vendte sig om og kiggede på os med et varmt smil. ”Hej,” sagde hun og kiggede på Alberte. Johanne satte sig lidt op. Hun så allerede meget bedre ud, end hun var da vi gik. Måske hun snart skulle udskrives. Jeg holdte mig lidt i baggrunden og stod tæt på døren. Jeg mærkede at det måske ikke helt angik mig, så jeg slap Albertes hånd, og hun kiggede på mig med store øjne. Jeg sendte hende et smil og nikkede mod manden og damen ved siden af sengen.

”Det er John og Terese.” Johanne kiggede på Alberte med et alvorligt blik.

Alberte gav dem hånden. ”Alberte,” sagde hun bare og kunne ikke lade være med at stirre på dem. Natasja gjorde det samme.

”Alberte det er jeres nye plejeforældre. De vil gerne lære jer at kende, så i skal derud og spiseaftensmad hos dem i aften.”

”Skal vi sove der?” Hvorfor var Alberte sådan? Hendes blik var hårdt, og det plejede det ikke at være.

”Hvis i vil, men i skal hjem til jeres hus og pakke jeres ting i aften, så spørgsmålet er, om i vil sove der eller hos os,” sagde Terese og smilede prøvende til Alberte der kiggede over på mig.

Natasja så lidt hård ud i blikket. Et blik jeg desværre så lidt for tit hos hende. Det var det blik der fortalte, at hun var usikker, for hun var fuldstændig ligesom Alberte hvad det angik. Hun opbyggede en facade for ikke at vise følelser. Jeg vidste ikke helt hvad Alberte kiggede på mig for. Jeg bestemte da ikke, hvor hun skulle sove. Jeg besluttede mig for, at det nok var bedst hvis jeg tog hjem. Hun kunne jo ringe til mig, hvis hun ville snakke med mig. Det ville faktisk være dejligt, for jeg ville gerne høre fra hende, om hun kunne lide dem. ”Alberte, jeg tror jeg smutter nu så,” sagde jeg og gik hen for at give hende et kram. ”Luk dem ind,” hviskede jeg i hendes øre og vendte mig om for at gå ud af døren. ”Vi ses,” sagde jeg og kiggede på Natasja der smilede til mig.

Albertes synsvinkel

Det hele var en smule mærkeligt. Jeg kunne ikke få mig selv til at slippe muren, jeg uden at tænke over det havde bygget op hvilket fik mit ansigt til at se udtryksløst og koldt ud. Hvorfor ville Dean stå derovre? Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Jeg var ikke helt tryg ved at sove hos dem, men på den anden side, kunne jeg da ligeså godt bare komme i gang med at lære dem at kende, hvis det var meningen, at jeg skulle bo hos dem. Jeg kiggede hen på Dean, der bare blinkede til mig. ”Alberte, jeg tror jeg smutter nu så.” Han gik hen mod mig og trak mig ind i et kram. Jeg mærkede hans ånde mod mit øre. ”Luk dem ind,” hviskede han. Jeg vidste udmærket, hvad han mente, men det var ikke så let som han troede. Jeg kunne ikke bare lukke folk ind, som jeg ikke kendte. Dean var et sært tilfælde. Han kunne få mig til at fortælle alt ved bare at kigge på mig. Nye mennesker som jeg ikke kendte, skulle vinde min tillid, hvilket kunne blive svært, men jeg ville gøre mit bedste. Jeg ville prøve at lukke dem ind, og hvis det ikke var for min skyld, var det for Natasjas, for jeg skulle vise mig som et godt eksempel.

Dean gik ud af døren, og jeg kunne mærke hvordan jeg ligeså stille begyndte at savne ham. Jeg manglede min klippe at holde fast i. ”Skal vi kommer af sted?” spurgte Terese. Jeg tænkte at det var en god ide at smile til hende, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg kunne knap nok få ordet ”Ja” ud over mine læber, men det skete, og vi kom af sted. Jeg måtte minde mig selv om, at jeg bare skulle tage det en ting af gangen. Det var jo ikke fordi, det var onde mennesker, og måske ville jeg kunne komme til at kunne lide dem, men lige nu skulle jeg bare tænke på at slappe af. Faktisk skræmte John mig lidt. Nogle af trækkene i ansigtet lå lidt op ad min fars, hvilket fik det til at løbe koldt ned af ryggen, når jeg så på ham. Jeg måtte om og om igen minde mig selv om, at jeg lige var nødt til at lære dem at kende først.

Natasja og jeg sad på bagsædet i en sort bil, og ikke en eneste gang havde hun sluppet min hånd. Jeg kunne se på hende, at hun var bange. Ikke bare genert som alle børn var, men bange. Jeg kunne se det i hendes øjne. John havde sat musik på, på grund af den akavede tavshed, så jeg så mit snit til at snakke med Natasja. Jeg lænede mig hen til hendes øre og hviskede blidt. ”Du skal ikke være nervøs.”

”Men det er jeg,” hun hviskede også, men man kunne slet ikke tage fejl af tonen.

”De her mennesker kan give os et meget bedre liv. Vi er nødt til at lade dem gøre det,” hviskede jeg. Måske jeg ligeså meget sagde det til mig selv.”Natasja, jeg passer på dig. Stol på mig.” Jeg gav hendes hånd et klem. ”Kan du stole på mig?” Hun nikkede og lagde hovedet på min skulder. ”Så tag det roligt. Vi skal nok få det godt nu.”

Bilen kørte ind i en indkørsel til et hus der var meget større end vores hus, men det kunne ikke måle sig med Deans. Terese åbnede døren i min side. ”Så er vi her.” Hun smilede til mig, men jeg gengældte det ikke. hendes smil falmede lidt, men ellers forsøgte hun at skabe en god stemning ved at begynde at fortælle os, at vi får et værelse vær, hvilket var meget dejligt, og fortalte lidt om hverdagen og sådan. Det lettede i hvert fald på stemningen, og det fik mig til at slappe lidt af, hvilket fik Natasja til at slappe af.

Terese viste os op til værelserne som lå lige overfor hinanden, hvilket var meget rart. Det ene var en smule større end det andet, men de var begge meget større, en dem vi havde derhjemme. ”Hvordan har i kunne gøre alt det her på tre dage?” spurgte jeg, for det undrede mig altså en smule, at de allerede havde to tomme værelser klar, når de først fik at hvide, at vi kom fra tre dage siden.

”Vores datter er lige flyttet hjemmefra, og ellers har vi bare flyttet skrivebordet fra kontoret ned i stuen. Vi regner med at du, Alberte kan få det store værelse med dobbeltsengen, og så kan Natasja få det lille. Jeg håber, at det er i orden, men så meget forskel er der jo heller ikke. Du for den gode udsigt Natasja.” Hun pegede hen mod vinduet på værelset. Udsigten var ret god i forhold til min, der bare var ned til vejen. Natasja kunne kigge ud til haven og over på nogle af de andre haver i kvarteret, hvilket var lidt hyggeligt at kigge ned på. ”Natasja du får sovesofaen, der stod på kontoret i forvejen. Den er faktisk rigtig god at sove på,” Sagde Terese så. ”I kan lige kigge jer lidt omkring, så kalder jeg på jer når der er mad.”

Jeg nikkede og gik ind på mit værelse igen. Natasja fulgte efter og satte sig i sengen. Jeg var overvældet. Jeg kunne ikke forstå, at jeg fik det hele for mig selv. Hun trak knæene op og lagde armene rundt om benene. ”Er du glad for dit nye værelse?” spurgte jeg og satte mig ved siden af hende.

”Det er stort,” sagde hun og kiggede sig rundt. Dobbeltsengen tog ikke engang halvdelen af pladsen.

”Det er da en god ting. Indtil videre er de da ikke så slemme endnu.” Jeg lagde en arm om hende. ”Skal vi kigge os lidt omkring?” Hun nikkede, og vi gik lidt rundt i huset.

”Vi skal spise,” råbte Terese, og vi gik ned til spisestuen der gik i et med stuen og satte os ved bordet. Vi skulle have lasagne. Jeg elskede lasagne.

Hele middagen foregik mest i tavshed. John havde forsøgt at snakke om noget, men jeg var lidt genert, så jeg kom mest med korte svar. Jeg kunne da godt indrømme, at mit første indtryk af John var helt forkert. Han var en rigtig rar mand, og jeg kunne allerede mærke en form for tryghed i hans selskab. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...